Regeringens nye pjece “Forberedt på kriser” er i sin essens en moderne version af koldkrigspjecen “Hvis krigen kommer” fra 1962. Billede: Nationalmuseet
På et pressemøde den 15. juni præsenterede forsvarsministeren og direktør for Beredskabsstyrelsen en ny pjece til danskerne: “Forberedt på kriser.” Heri står råd til, hvordan man i sin husstand kan forberede sig på en unavngiven krise, der medfører nedbrud i infrastrukturen. Rådene indbefatter bl.a., at husstande skal have et lager af drikkevand, mad og medicin, så de kan klare sig selv i tre dage.
Hvorfor kommer denne anbefaling netop nu?
Regeringen skruer op for krigs- og kriseretorikken
Hvis man spørger myndighederne selv, er den primære årsag til de nye anbefalinger den nye sikkerhedspolitiske situation i Europa. Under dække af at ville beskytte den danske befolkning, skærper regeringen sin krigs- og kriseretorik, hvis egentlige formål er at så frygt i befolkningen, så de er mere positivt instillede overfor flere milliardinvesteringer i Forsvaret. Regningen for deres militarisme vil naturligvis blive placeret på arbejderklassens skuldre gennem yderligere forringelser og nedskæringer i velfærden, men det siger politikerne ikke højt.
Som vi har forklaret i tidligere artikler, udgør Rusland på nuværende tidspunkt ingen militær trussel mod Danmark eller NATO. Men det skal ikke forhindre magthaverne i at prøve at genne arbejderklassen tilbage til en koldkrigsmentalitet med denne nye pjece, der i sin essens er en moderne version af pjecen “Hvis krigen kommer” fra 1962.
Regeringen har indtil nu mest haft fokus på den militære del af forberedelse på “truslen fra øst”, men nu forsøger de at udvide krigshysteriet til arbejderklassens private hjem. Det rammer hverdagen på et andet niveau, hvis man selv skal til at købe dåsemad og jodtabletter til kælderen, og med det forsøger de at få frygten for krig og kriser til at sive endnu dybere. Samtidig er regeringen ekstremt svag og dens politik voldsomt upopulær, så det er nærliggende at tænke, at de ved at puste til frygten for krig og krise håber på at skabe en midlertidig stemning af “national enhed”, der vil give dem lidt kærkommen politisk medvind.
Staten fralægger sig ansvar — hver mand for sig selv
En anden årsag til anbefalingerne er ifølge direktør for Beredskabsstyrelsen Laila Reenberg “(…) en skærpelse af risikoen for ekstremvejrshændelser (…) og truslen om sabotage og destruktive cyberangreb”. Det er fuldstændig rigtigt, at klimaforandringerne — skabt af kapitalismen — har forøget risikoen for stormflod og ekstrem nedbør, og med de stigende geopolitiske spændinger er det sandsynligt, at der vil komme flere cyberangreb på infrastrukturen.
Et rigt land som Danmark har ressourcer nok til at sørge for at beskytte infrastrukturen mod sådanne hændelser, men i stedet poster regeringen milliarder i nye våbensystemer og beder befolkningen om at sørge for sig selv i tilfælde af en krise. Mens statskassen står på vid gab for Forsvaret og våbenproducenterne lader de selv samme politikere landets kommuner — som i sidste ende skal beskytte udsatte områder mod ekstremvejrshændelser — løbe fuldstændig tør for midler.
Dette er en konsekvens af regeringens nedskæringspolitik og i sidste ende en konsekvens af kapitalismen. Under en demokratisk planlagt økonomi kan vi sløjfe alle uproduktive sektorer og bruge vores ressourcer på at udbygge og forbedre kloak- og slusesystemer, dæmninger osv., samt omstille til grøn produktion og bekæmpe klimaforandringerne. Men dette er en umulighed under det kriseramte kapitalistiske system.
Myndighederne forsøger altså at lægge ansvaret for beskyttelse mod kriser over på den enkelte privatperson, eftersom deres fallerede system ikke længere formår at bære denne elementære opgave. Undskyldningen om, at alle skal forberede sig, sådan at myndighederne kan koncentrere sig om de mest udsatte, er i realiteten intetsigende. Hvor går grænsen? Hvem vil de bruge kræfter på? Efter stormfloden i oktober 2023 stod hver tredje ansøger om erstatning tilbage med et afslag. Under det nuværende system har vi erfaret, at man ikke kan forvente den hjælp, der er brug for.
Med anbefalingerne forsøger politikerne nemlig også at sænke forventningerne til myndighederne, og med det håber de på, at arbejderklassens modreaktion på statens mishåndtering af de kommende kriser vil blive mildere. Men arbejderklassens vrede ulmer under overfladen, og det at være overladt til sig selv i en krisesituation vil kun miskreditere politikerne yderligere og underminere tilliden til systemet som helhed.
Forberedt på kriser: forberedt på klassekampen
Når vi kigger ud over samfundet, er det helt forståeligt, hvis man ser mørke skyer i horisonten. Fra alle sider bliver vi bombarderet med dystre fremtidsudsigter: krigen kommer; havene stiger; kunstig intelligens overtager verden, og listen fortsætter.
Derfor vil mange forsøge at gøre bare et eller andet, der kan forbedre ens situation; noget som kan give en følelse af kontrol i en verden, som blivere mere usikker og ustabil. Men vi bliver nødt til at se ud over det nuværende samfunds rammer, ud over kapitalismen, som er årsagen til den tiltagende kaos, der kendetegner verden i dag.
Det faktum, at det kan blive nødvendigt at skulle klare sig helt selv uden hjælp fra stat eller myndigheder under kriser, er endnu et eksempel på, hvordan kapitalismen, hvis ikke vi vælter den, vil lede menneskeheden til barbari.
Vi kommunister kæmper for et liv, hvor der ikke er brug for dåsemad og medicin i kælderen, men hvor vi udbygger velfærd og infrastruktur på baggrund af demokratisk ejerskab over økonomien, i stedet for at få mennesker tjener styrtende på statens forbrug af krudt og kugler.
Kapitalismen vil uden tvivl forårsage flere kriser, da det er et system i terminalt forfald. Spørgsmålet er, hvordan vi håndterer disse kriser. I stedet for at gemme os i kælderen, må vi gå på gaden og kæmpe for et bedre system: et kommunistisk samfund. Og vigtigst i den nuværende situation er, at vi forbereder os på den kommende klassekamp.
