Der er brug for et revolutionært parti i Danmark. Kapitalismen befinder sig i en eksistentiel krise og kan ikke tilbyde en positiv fremtid for det store flertal. Systemet er råddent ind til benet, og det eneste, der kan afskaffe dets krige, kriser og klimakatastrofer, er en kommunistisk revolution. Derfor stifter vi Revolutionært Kommunistisk Parti til oktober.
Vi bliver naturligvis spurgt om, hvorvidt vi kommer til at stille op til valg. Her og nu er det korte svar: nej.
Vi ved godt, at de fleste forbinder partierne i Danmark med politikere, der gemmer sig bag Christiansborgs tykke mure eller er begravede i papirnusseri i kommunalbestyrelserne. Men vi er et radikalt anderledes parti.
For Folketingets partier er det parlamentariske arbejde eller “indflydelse” målet i sig selv. Det er det på ingen måde for os. Vi bygger ikke et parti for at føre valgkampagner eller for at være en trædesten for individer med egne personlige karriereambitioner i det nuværende system. Vores mål er at afskaffe hele det kapitalistiske system gennem en socialistisk revolution og skabe en planøkonomi med arbejderdemokrati, som vil være et langt mere demokratisk samfund end hvad tilfældet er i dag.
Betyder det, at vi principielt afviser at stille op til valg, eller aldrig kunne finde på det? På ingen måde. Men om vi stiller op til valg eller ej, er et taktisk spørgsmål, som afhænger af, om det i den konkrete situation gavner vores overordnede mål om en socialistisk revolution og kommunisme på længere sigt. Det vil vi komme tilbage til senere.
Som revolutionære må vi først og fremmest slå fast, at samfundets nuværende parlamentariske demokrati, det borgerlige demokrati, ikke kan skabe varige, positive forandringer for arbejdere og unge. Det har aldrig været tilfældet, og hvad vi ser i dag er, at kapitalismens eksistentielle krise også har skabt en krise i selve demokratiet.
Demokratiets krise
Flere og flere mister tilliden til demokratiet og hader karrieremagerne, som sidder på “Borgen”, hvilket SMV-regeringen er et glimrende eksempel på.
Et af de tydeligste tegn på demokratiets krise er de sidste års drastiske fald i tilliden til politikerne. En undersøgelse fra efteråret 2023 viser, at mængden af befolkningen, som har en “meget lille” tillid til politikerne, blev fordoblet til 22% fra perioden 2019 til 2023. I samme periode steg antallet med “ret lille” tillid til 35%. Mere end halvdelen af befolkningen stoler altså ikke på dem, som er valgt til at styre samfundet.
Det samme viser sig i en troværdighedsanalyse fra sidste år af 27 forskellige erhverv. Her lå politikerne helt i bunden, kun overgået af influencere. Der er ikke noget nyt i, at politikerne lyver og bedrager befolkningen. Det har de altid gjort. Men flere og flere tror nu ikke længere på deres løgne, hvilket underminerer tilliden til det politiske system og det borgerlige demokrati i sin helhed.
Det er ikke underligt, at flere og flere har mistet tilliden til demokratiet og hader karrieremagerne, som sidder på “Borgen”. I valgkampe lover folketingspartierne højt og helligt det ene tiltag efter det andet, som vil forbedre livet for det store flertal, men i det øjeblik de er valgt ind, løber de fra alle deres løfter. Uanset om det er en rød, blå eller en “midter”regering, så fører de grundlæggende den samme nedskæringspolitik, krydret med ekstrem racisme og endeløse milliarder til militæret. Det er Mette Frederiksens SVM-regering et glimrende eksempel på.
Et skindemokrati
Det nuværende, borgerlige demokrati giver indtryk af “medbestemmelse”; at vi ved at afgive vores stemme får indflydelse på samfundets udvikling og dermed kan forbedre vores forhold. Men det er det modsatte, som er tilfældet. I stedet for at de folkevalgte politikere gør noget ved de reelle problemer, som de er blevet stemt ind for at løse, så eksploderer uligheden, velfærden falder fra hinanden og der bliver ikke gjort en pind ved klimakrisen.
Hvorfor er det sådan? Det demokrati, vi har i dag, er en del af det kapitalistiske statsapparat. Marx forklarede allerede i Det Kommunistiske Manifest, at den herskende klasse i ethvert samfund har brug for en stat til at forsvare det socioøkonomiske system som den baserer sig på, om det er under slaveriet, feudalismen eller kapitalismen i dag. Det er også tilfældet med det såkaldte demokrati i Danmark anno 2024, hvis hovedfunktion ikke er at lade flertallet bestemme, men i stedet at forsvare dansk kapitalisme og den danske kapitalistklasses interesser.
Vi må sige det helt klart: et kryds hvert fjerde år kan ikke ændre noget grundlæggende i samfundet. Marx pointerede, at befolkningens indflydelse i borgerlige demokratier, som i Danmark, begrænser sig til: ”en gang hvert tredje eller sjette år at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke folkets mål i parlamentet”.
Det nuværende skindemokrati er et demokrati for kapitalisterne, et stenrigt mindretal, og ikke et demokrati for det store flertal, for arbejderklassen. At det politiske system ikke tjener flertallets interesser ses tydeligt i den nuværende periode, hvor kapitalismen befinder sig i en blindgyde og dikterer derfor nedskæringer og angreb på arbejderklassens levestandarder.
Krisen i kapitalismen udtrykker sig globalt i en skærpet konkurrence om verdensmarkedet og tiltagende handelskrige. Det svækker en lille økonomi som den danske, som er fuldstændig afhængig af verdensmarkedet. Prisen for at de danske kapitalister kan overleve i den internationale konkurrence får arbejderklassen lov til at betale, og det er årsagen til de konstante angreb og nedskæringer, politikerne og arbejdsgiverne gennemfører.
Det vigtigste mål for de politikere som sidder i Folketinget i dag er at bevare det kapitalistiske samfund og kapitalistklassens magt. Det ser vi konstant: de rige forgyldes af skattelettelser, mens arbejderklassen betaler for det med nedskæringer i velfærden; de store virksomheders milliardoverskud forbliver uberørt, mens arbejderklassens lønninger bliver udhulet af inflationen. Samfundets virkelige herrer er ikke politikerne på Slotsholmen, men de mest magtfulde kapitalister på direktionsgangene i de største virksomheder.
Reformisme
Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, har taget partiet langt ind mod den politiske midte, bl.a. retfærdiggjort ideologisk af sin vision om “Nordisk Socialisme” som blot er et nyt begreb for den velkendte, forfejlede reformistiske politik.
Som kommunister støtter vi enhver forbedring af arbejderklassens liv og enhver udvidelse af arbejderklassens rettigheder, men vi har ingen illusioner til, at det borgerlige demokrati kan sikre dette. Af den grund er der stor forskel mellem os og de reformistiske partier på venstrefløjen, såsom Enhedslisten og SF, som tror, at vi kan stemme os til reel forandring.
Tidligere var målet for de reformistiske partier at ændre samfundet gennem gradvise reformer fra et kapitalistisk til et socialistisk samfund. Målet om et socialistisk samfund taler de stort set ikke længere om, og i dag er deres politiske projekt reduceret til forsøget på at skabe en “human kapitalisme” gennem politiske reformer i Folketinget.
Vi kritiserer ikke reformisterne for at kæmpe for reformer, men for at tro, at store, varige reformer kan gennemføres på et kapitalistisk grundlag. De prøver at overbevise folk om, at det er et spørgsmål om politisk vilje, hvorvidt velfærdsstaten afvikles eller genopbygges. Det er det ikke.
Mentalt set lever reformisterne stadig i efterkrigstiden, hvor et økonomisk opsving uden fortilfælde i kapitalismens historie tillod opbyggelsen af velfærdsstaten. Men realiteten er i dag, at kapitalismen er i dyb krise. Så længe reformisterne ikke vil gøre op med kapitalismen, må de administrere et kriseramt system og hvad det medfører af angreb på arbejderklassen. Det er årsagen til, at vi kæmper for en revolution, som kan bryde med det nuværende systems rammer.
Det burde ellers være i perioder som den nuværende, med økonomiske kriser, krige og angreb på velfærden, at venstrefløjspartier som Enhedslisten burde få vind i sejlene. Men i stedet for at komme med en nådesløs kritik af kapitalismen af dens repræsentanter i parlamentet og fremlægge radikale krav til hvordan samfundet burde indrettes, så har Enhedslisten bevæget sig længere ind mod midten og bliver mere og mere moderate i deres politik.
Årsagen er deres reformistiske idéer om, at samfundets problemer kan og skal løses igennem det borgerlige demokrati i Folketinget. Den naturlige konsekvens af dette er, at Enhedslisten må lave kompromisser med de andre partier for at få indflydelse og forsøge at trække Folketinget mod “venstre”. Hvad vi i steder har set er dog, at Enhedslisten er fulgt i hælene på Socialdemokratiet langt ind på den politiske midte. Det har ført til, at arbejdere og unge i højere grad betragter Enhedslisten som blot endnu et af de andre mainstream partier, der med kosmetiske forskelle fører den samme politik, hvilket blot øger den generelle politikerlede.
Men for os er det ekstremt positivt, at flere og flere ikke længere ser det borgerlige demokrati som en institution, der kan skabe positiv forandring. For det er absolut korrekt og det fører til, at flere unge og arbejdere søger en revolutionær løsning på samfundets problemer.
Boykot Folketinget?
Vores hårde kritik af det borgerlige demokrati kan måske foranledige nogen til at tro, at vi ikke vil røre parlamentarisk arbejde med en ildtang. Det er ikke tilfældet. Vi har intet principielt imod at gøre brug af de nuværende “demokratiske” institutioner, herunder Folketinget, i kampen for at skabe et andet samfund og vælte kapitalismen og de selvsamme institutioner.
Vi vil derfor ikke på forhånd afvise, at vi i fremtiden kunne anbefale at stemme på en bestemt kandidat, et parti eller selv stille op til valg. For os er det et konkret, taktisk spørgsmål. Ved at være i Folketinget kunne det potentielt set være en hjælp til at sprede revolutionære idéer, og det ville være nemmere at udstille, hvordan parlamentet mest af alt er en snakkeklub, der ikke kan skabe reelle forbedringer for arbejdere og unge.
Men det er spekulationer for nu. Vores eventuelle opstilling til valg må altid ses i lyset af, hvorvidt det konkret hjælper med at hæve arbejderklassens bevidsthed om sin egen magt i samfundet, og om det er et skridt fremad i kampen for socialisme. Vi må desuden vurdere det op imod, om det vil kunne hjælpe med at bygge vores parti, som skal være med til at sikre en succesfuld revolution.
De sidste år har vi på venstrefløjen set en anarkistisk tendens til at boykotte valg. For eksempel anbefalede den akademiske “marxist” Søren Mau, at man brændte sin stemmeseddel ved folketingsvalget i 2015, og Danmarks Kommunistiske Ungdom anbefalede at boykotte det sidste folketingsvalg.
På overfladen kan det virke radikalt, men vi mener ikke, at disse opfordringer i den nuværende situation har hjulpet med at hæve bevidstheden blandt de mest radikaliserede arbejdere og unge. Først og fremmest fordi, at det hjælper lige lidt om du stemmer eller lader være. Du kan stemme på hvilket parti du vil, men det er den samme politik der bliver ført. Men at lade være med at stemme ændrer heller intet på status quo. Ved at opfordre til at boykotte valg risikerer man desuden at afskære sig fra mange af dem, som stadig mener, at Folketinget kan ændre noget, hvilket er tilfældet for størstedelen af arbejdere i dag.
Blot at opfordre til at boykotte Folketinget, besvarer i sig selv heller ikke spørgsmålet om, hvad der skal sætte i stedet for det nuværende politiske system. Man må have et konkret, håndgribeligt alternativ at sætte i stedet for det borgerlige demokrati.
Det giver derfor ikke nogen mening at opfordre til boykot af Folketinget på nuværende tidspunkt. Men en kampagne for et boykot ville kunne spille en progressiv rolle og hæve arbejderklassen bevidsthed, hvis der eksisterede et reelt alternativ til parlamentarismen. Et historisk eksempel, som illustrerer dette, er Bolsjevikpartiets boykot af valget i 1905, under den første russiske revolution, til fordel for sovjetterne.
I 1905 skyllede en revolutionær bølge gennem Zarrusland. Under revolutionen opsatte arbejderklassen på eget initiativ demokratiske arbejderråd, også kendt som sovjetter. I sovjetterne overtog arbejderne kontrollen med store dele af samfundet og de blev derfor en alternativ magtform.
Som modsvar udskrev zaren valg til et borgerligt parlament, dumaen, hvis rolle var at bevare den herskende klasses magt gennem et borgerligt demokrati. I denne kontekst anbefalede Bolsjevikpartiet at boykotte dumaen, fordi revolutionen stadig var i gang og sovjetterne repræsenterede en alternativ magtform, som kunne danne grundlag for et nyt samfund, hvilket blev tilfældet i den anden russiske revolution i 1917.
Revolutionært parti
I Revolutionært Kommunistisk Parti mener vi altså ikke at vores kræfter, på nuværende tidspunkt, bedst er brugt på at indsamle vælgererklæringer eller på at forsøge at blive valgt ind i Folketinget eller kommunalbestyrelser. Vi vil i stedet involvere os i de bevægelser, demonstrationer og strejker som finder sted, og samtidig sprede vores kommunistiske idéer på arbejdspladser, uddannelser og på gaden. Det er også her, ude i samfundet, og ikke på Christiansborg, at potentialet for store, vedvarende forandringer af samfundet ligger, for det er her klassekampen finder sted.
Vi er allerede vokset meget i den sidste tid. Det ses tydeligt i antallet af afdelinger, som vi nu har i både Aarhus, Aalborg, spirende afdelinger andre steder i landet, og snart 15 afdelinger i København. Men vi har brug for endnu flere revolutionære kommunister, hvis vi for alvor skal få en vægt i klassekampen og i sidste ende sikre en succesfuld socialistisk revolution.
Hvis man vil stemme på os, bliver det ikke med et kryds til næste valg. Man kan give os en “stemme” ved at støtte os økonomisk, ved at sprede vores idéer eller hjælpe vores parti på anden vis. Men vigtigst af alt har vi brug for aktive kommunister til at hjælpe os med at bygge et revolutionært parti, som kan vælte dette rådne kapitalistiske system en gang for alle.
