Image: Socialist Revolution
(Denne artikel er oversat fra vores amerikanske søsterorganisation Socialist Revolution.)
I de seneste uger har hundrede tusinder af arbejdere og unge på tværs af hele USA deltaget i den palæstinensiske solidaritetsbevægelse. Vi har været med til protester og demonstrationer i alle større byer, hvor vi har modsat os Israels krig mod Gazas befolkning. Vi har marcheret, råbt indtil vi blev hæse, og krævet en ende på den ensidede nedslagtning. I denne kontekst har kravet om en våbenhvile fået et udbredt ekko, idet bevægelsen har spurgt sig selv: Hvordan stopper vi drabene? Hvordan eskalerer vi vores handlinger, så vi reelt kan sætte en stopper for katastrofen i Gaza?
Størstedelen af amerikanerne ønsker en våbenhvile
De seneste uger har været en transformativ periode i USA og rundt omkring i verden. Millioner af amerikanere har med foragt vendt sig imod Bidens politik om at støtte Israel – hvis de ikke allerede var imod ham. På tværs af landet har man kunnet se uendeligt mange billeder og videoer på telefoner og TV, der viser Israels daglige angreb imod boligblokke, hospitaler og skoler. Den herskende klasse har tydeligvis ikke formået at oppiske en entusiasme for endnu et amerikansk finansieret imperialistisk eventyr. I konteksten af den nuværende krise i amerikansk kapitalisme, og efter de blodige og dyre erfaringer fra krigene i Irak og Afghanistan, burde dette ikke komme som en overraskelse.
En meningsmåling fra den 15. november viser, at 68% af amerikanerne mener, at Israel bør indgå en våbenhvile, imens kun 32% er enige i, at ”USA bør støtte Israel” – hvilket er faldet fra 41% fra midten af oktober. En anden meningsmåling foretaget blandt unge viser et markant fald i støtten til Israel, samtidig med en væsentlig stigning i støtten til Palæstina. 52 % af 18-25-årige har større sympati for palæstinenserne end de har for Israel, hvilket er steget fra 26 % sidste måned.
Med andre ord ønsker et overvældende flertal af amerikanere, at massakren slutter. På trods af det så svarede Joe Biden ganske nonchalant , da han blev spurgt direkte om muligheden for en våbenhvile i Gaza, at det er der ”Ingen. Ingen chance” for. Dette viser tydeligt det falske “demokrati”, der eksisterer under kapitalismen.
Viser kravet om en våbenhvile en vej frem?
Image: Socialist Revolution
Kravet om en våbenhvile har formået at mobilisere hundredtusinder af demonstranter, som ønsker en afslutning på blodbadet. Vi har alle hørt råbene om “våbenhvile nu” til demonstrationer. Grupper som “Jewish Voices for Peace”, “American Muslims for Palestine”, og flere, opfordrer bevægelsen til at presse politikerne til at etablere en våbenhvile.
Kommunister er åbenlyst modstandere af Israels forfærdelige bombardementer. Vi støtter naturligvis op om at sætte en stopper for nedslagtning af uskyldige palæstinensiske mænd, kvinder og børn så hurtigt som muligt, og vi er ikke imod våbenhvile, skulle dette blive vedtaget – selv hvis det kun er midlertidigt. Men vi er også forpligtet til at sige sandheden: At et pacifistisk krav om en våbenhvile i sig selv ikke viser nogen vej frem for palæstinenserne eller solidaritetsbevægelsen.
For det første, hvem er dette slogan rettet mod? Biden? Netanyahu? Begge disse reaktionære politikere har åbent udtrykt deres modstand overfor en våbenhvile, på trods af et voksende offentligt pres. Deres modstand bunder ikke kun i deres individuelle holdninger. Den herskende klasse ser ikke let på krig. Krig er en fortsættelse af politik med andre midler, hvilket betyder at der er fundamentale klasseinteresser på spil for de amerikanske og israelske imperialister. Vi må ikke glemme, at der var store massebevægelser, som krævede en afslutning på krigene i Irak, Afghanistan og Vietnam, men at krigene alligevel fortsatte i årevis.
Kapitalisterne fører ikke krig af abstrakte moralske årsager, men for at øge deres profitter, indflydelse og magt. For amerikansk imperialisme er Israel blot et kæmpe hangarskib i Mellemøsten, som den zionistiske præsidentkandidat Robert F. Kennedy Jr. selv formulerede det på en konference for nylig. USA har brug for en forpost i regionen, der kan sikre aktiverne for amerikanske multinationale firmaer, især oliefirmaer. Derudover er næsten enhver politiker direkte eller indirekte forbundet til firmaer, der profiterer på krig, om det er igennem lobbyisme, kampagnemidler, ”svingdøren” mellem erhvervslivet og politik eller andet.
At appellere til de selvsamme politikere, der har en fundamental klasseinteresse i at støtte Israels undertrykkelse af palæstinenserne, svarer til at bede en løve om at blive vegetar. Sloganet om våbenhvile skaber illusioner til, at fred kan opnås ved at appellere til politikernes gode hjerte. Men klasseinteresser trumfer altid over alle andre hensyn.
Derudover må vi huske, at alle tidligere forsøg på at forhandle en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne har fejlet fuldkomment. Det er netop den fejlslagne Oslo-fredsaftale, som har skabt den nuværende situation. Våbenhvile er, per definition, kun en midlertidig løsning. Med de aggressive interesser, som den zionistiske herskende klasse i Israel har, kan vi med sikkerhed antage, at enhver fred kun vil være kortvarig. De ville kun acceptere våbenhvile som en taktisk manøvre, en anledning til at omgruppere, så de derefter kan genoptage deres planer på ny.
En våbenhvile vil, i bedste fald, skrue tiden tilbage til en lignende situation som inden den 7. oktober, og selv dette er ekstremt utopisk at forestille sig. Vi må derudover også spørge os selv, om vi overhovedet er interesserede i at genoptage en status quo hvor palæstinensere hver dag brutaliseres, hvor tusinder er fængslet af det zionistiske regime, og hvor bosættere smadrer hjem på Vestbredden uden de mindste konsekvenser? Det siger sig selv, at det ikke er nogen løsning. Selv hvis fred i den nære fremtid var mulig, vil det, så længe kapitalismen består, blot bane vejen for endnu en krig længere ude i fremtiden.
Demokraterne fortsætter deres urokkelige støtte til Israels forbrydelser
På trods af de seriøse begrænsninger ved kravet om en våbenhvile har langt størstedelen af den amerikanske lovgivende forsamling ikke støttet det. Selvom 80% af Demokraternes vælgere støtter en våbenhvile, er der et overvældende flertal af Demokratiske politikere og embedsmænd, der fortsat støtter helt og holdent op bag Israel brutale krigshandlinger imod palæstinensiske civile. Det kommer ikke som en overraskelse, eftersom det borgerlige Demokratiske parti altid har bakket op om det zionistiske regime i Israel.
Image: US Embassy Jerusalem, FlickrEt lille antal af kongresmedlemmer på partiets yderfløj, ledet af småborgerlige højrereformister fra det såkaldte ”Squad”, har udtrykt deres uenighed med Bidens politik. Alexandria Ocasio-Cortez og en håndfuld andre Demokrater har skrevet under på en resolution, der kræver, at Biden skal rejse krav om en våbenhvile.
Men vi må huske på, at de her individers oprindelige reaktion i bedste tilfælde var en liberal “begge parter har et ansvar” position, som sidestiller volden fra de undertrykte med volden fra deres undertrykkere. På skandaløs vis har kongresmedlem Ocasia-Cortez selv udtrykt opbakning til yderligere finansiering af Israels ‘Iron Dome’ missilforsvarssystem. Med andre ord støtter hun både en våbenhvile og forsendelser af de selvsamme våben, som Israel bruger i massakren på forsvarsløse civile. Hykleriet er kvalmende.
Kongresmedlem Rashida Tlaib fra Michigan, palæstinensisk-amerikaner og medlem af “the Squad”, har dog fremført en holdning på spørgsmålet som fortjener mere respekt. Som konsekvens er hun blevet censureret af Repræsentanternes Hus for angiveligt at “promovere falske fortællinger vedrørende Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023 og for at tale for destruktionen af staten Israel.” Det er selvfølgelig en lodret løgn, og vi taler imod koret af hyklere, der angriber Tlaib. Men vi må gøre det helt klart, at de pro-Israelske Demokrater på ingen måde tilbyder en vej ud af den igangværende katastrofe.
Hvad angår Bernie Sanders så er han endelig nået til vejs ende på sin årtier lange rejse væk fra socialismen og er blevet fuldt integreret i det Demokratiske “etablissement” som han ellers plejede at kritisere. I et CNN-interview gentog han ikke blot at Israel “har retten til at forsvare sig”, men også at de skulle “gå efter Hamas”, hvilket han til tak modtog stor anerkendelse fra zionister for at sige.
Selv the American Israel Public Affairs Committee (AIPAC) og talsmanden fra den israelske regering, Eylon Levy, retweetede et klip fra interviewet med Bernie Sanders hvori han siger “Jamen jeg ved ikke hvordan man kan have en våbenhvile … med en organisation som Hamas, der er dedikeret til tumult og kaos og destruktionen af staten Israel.”
Hans holdning er i bund og grund magen til Bidens: en halvlunken appel til Israel om at holde en “humanitær pause” i bombardementet. De ønsker intet mere eller mindre fantasifuldt end en “ren” krig, hvori amerikansk imperialismes offentlige image ikke tager unødig skade.
Når Bernie Sanders snakker om Israels “ret til at forsvare sig” bliver man mindet om Lenins kommentarer til de social-chauvinister, der støttede imperialistisk krig: “De kæmper faktisk ikke for at ‘forsvare fædrelandet’ i form af at bekæmpe udenlandske undertrykkere, men derimod for den ene eller den anden ‘stormagts’ ‘ret’ til at udplyndre kolonier og undertrykke andre nationer.”. Ganske rigtigt, så udplyndrer og bomber Israel lige nu dets de facto koloni.
Dette er den uundgåelige konsekvens af Bernie Sanders mangeårige politiske samarbejde med Det Demokratiske Parti. Lad dette nye lavpunkt være det sidste søm i kisten af en hvilken som helst politisk illusion nogen måtte have til Bernie Sanders!
For en intifada fra USA til Gaza!
Vi kæmper ikke for at vende tilbage til status quo, men for endegyldigt at sætte en stopper for krig og imperialisme. Lenin beskrev passende den kommunistiske tilgang til pacifisme indenfor anti-krigsbevægelsen:
»Stemningen hos masserne til fordel for fred udtrykker ofte en begyndende protest, vrede og bevidsthed om krigens reaktionære karakter. Det er alle socialdemokraters pligt at bruge denne stemning. De vil deltage ivrigt i enhver bevægelse og demonstration på dette grundlag; men de vil ikke bedrage folket ved at give indrømmelser til ideen om, at fred uden annekteringer, uden undertrykkelse af nationer, uden udplyndring, uden kimen til nye krige blandt de nuværende regeringer og herskende klasser er mulig uden en revolutionær bevægelse.« (The Principles of Socialism and the War of 1914–1915, Egen oversættelse).
Vi må derfor understrege at den nuværende krise i Gaza er konsekvensen af kapitalismen og imperialismen, hvilket det er nødvendigt at vælte for at befri palæstinenserne. Det kapitalistiske system er roden til krig. Trangen til at erobre markeder, naturressourcer og arbejdskraft, der kan udbyttes, resulterer uundgåeligt i militære konflikter. Arbejdere og unge i USA, der ønsker at støtte palæstinensernes befrielseskamp, må følge princippet om at “hovedfjenden er herhjemme” og kæmpe for at vælte amerikansk kapitalisme, som Israelsk imperialisme er baseret på.
Image: Socialist Revolution
Marxister er ikke pacifister. Vi forstår, at kapitalisme betyder krig og at klassekrig er nødvendig for at gøre en ende på kapitalismen. Den herskende klasse har aldrig kastet håndklædet i ringen uden en kamp. For at citere Lenin igen: “En seriøs kamp imod krig, en kamp der afskaffer krig og etablerer en varig fred, er udelukket med mindre der opstår en revolutionær kamp ledt an af proletariatet imod regeringerne i hvert land, med mindre borgerskabets styre væltes, med mindre en socialistisk revolution tilvejebringes”. Virkelig fred kan kun komme som resultat af en socialistisk revolution.
Det er derfor kommunister fremfører parolen “Intifada til sejr!”. Masserne i Palæstina og Mellemøsten har en revolutionær tradition, som både kan og skal genoplives. Den første Intifada mobiliserede titusinder til kamp, fra generalstrejker til skatteboykot og organiserede selvforsvarskomiteer. Det er den form for massekamp, der er nødvendig, fra Mellemøsten til Nordamerika, for at vælte zionismen og imperialismen. Forestil dig hvordan en ny intifada ville se ud, hvis den spredte sig til Egypten, Libanon og Syrien. Stående over for truslen om at tabe deres magt og rigdom, ville den herskende klasse stikke halen mellem benene, og bombardementerne ville stoppe.
Hvad angår de amerikanske imperialister, Israels primære støttepiller, så har den amerikanske arbejderklasse potentialet til fuldstændig at afvæbne den herskende klasse og til at afskaffe selve systemet, der skaber krige i første omgang. Vi fik for nylig en lille forsmag på dette potentiale, da Detroits buschauffører meldte sig syge i en såkaldt ”sick-out” for at forhindre pro-Israelske demonstranter fra at deltage i “March for Israel” demonstrationen i Washington.
Hvis amerikanske arbejdere strejkede for at slukke for krigsmaskinen, og derved forhindrede eksporten af våben til Israel, ville den zionistiske krigsindsats falde til jorden. Især arbejdere i våbenindustrien, transportarbejdere og havnearbejdere har muligheden for at gøre dette til virkelighed. Hverken krudt, kugler eller et eneste gevær bør sendes til Israel! Kombineret med en anti-imperialistisk masseopstand i Mellemøsten, kan arbejderne på tværs af verden i fællesskab sætte en stopper for den igangværende krig.
Men for at kunne udnytte dette enorme potentiale har vi brug for at bygge et kommunistisk masseparti. Hvis du kan se behovet for at sætte en stopper for kapitalismen og imperialismen, så tag det næste skridt og organiser dig hos kommunisterne, så vi i fællesskab kan kæmpe for en verdensomspændende intifada. Hjælp os med at styrke kampen for arbejderklassen og alle undertrykte menneskers befrielse. Vi stopper ikke, før den verdensomspændende intifada har sejret.
