Som en del af hans ufærdige noter til værket Naturens dialektik, skrev Friedrich Engel en banebrydende analyse af de materielle faktorer, der igangsatte menneskehedens evolutionære udvikling. Vi udgiver her en introduktion, skrevet af Socialist Appeal, til denne fascinerende tekst.
Pjecen Arbejdets rolle ved abens forvandling til menneske, skrevet af Engels i 1876, repræsenterer et betydningsfuldt teoretisk bidrag, som marxister i dag bør studere. Ved første øjekast kan det virke overraskende, eftersom en pjece om menneskets evolution kan virke fjern fra nutidens akutte økonomiske og politiske spørgsmål. Engels var ikke biolog, og den daværende viden om emnet i 1876 var særdeles begrænset. Så hvad kan dette lille værk tilbyde arbejderbevægelsen i dag?
På få sider formår Engels at bevise, at en bevidst dialektisk og konsekvent materialistisk tilgang giver os mulighed for at fremsætte korrekte videnskabelige forudsigelser. Faktisk var Engels’ teori om menneskets evolution langt forud for datidens akademikere og overgik selv Darwins indsigter på området.
Marxismens essens består i at udlede teorier fra fortidens erfaringer og anvende dem til at udarbejde love, som vi kan bruge til at forstå udvikling, og forudsige kommende begivenheder med en vis nøjagtighed. Den er altså en videnskabelig tilgang til at forstå samfundet. Revolutionære kan ikke frigøre menneskeheden uden en forståelse for historiens love. Uden dem er vi ikke i stand til at drage de konklusioner, som er nødvendige for at udarbejde en effektiv strategi.
Med hensyn til værkets specifikke indhold er det en stor styrke, at være i stand til at forstå, hvorfor menneskets historie har udfoldet sig som den har, og hvordan menneskehedens potentiale kan blive sluppet løs. Det kræver, at vi forstår forholdet mellem det menneskelige samfund, i sin helhed, og dets bestanddele, de individer som det består af. Engels behandler eksplicit dette spørgsmål. Han finder den grundlæggende hemmelighed bag menneskets sociale udvikling, det som udgør drivkraften i vores arts udvikling og som adskiller os fra alle andre: arbejdet.
Arbejde kan defineres som menneskets evne til bevidst at forandre sine omgivelser for at tilfredsstille sine behov, især ved brugen af redskaber. Men en sådan abstraktion er utilstrækkelig. Mange dyr har evnen til at kunne forandre sine omgivelser, lige fra fugle med deres reder, til bævere med deres dæmninger og til chimpanser, der laver redskaber, som kan bruges i jagt og for at fiske efter termitter. Alle disse dyr forandrer ikke blot verden omkring sig, men til en hvis grad forstår de, hvorfor de gør som de gør. Med andre ord, så har alle dyr en grad af evne til at tænke logisk og planlægge.
Hvad der kendetegner mennesket er altså ikke kun vores evne til at planlægge vores produktion, men derimod flere forskellige elementer ved selve planlægningen. For det første er vores arbejde ikke kun individuelt, men socialt betinget. Vi samarbejder, og vi har formået at gøre det langt bedre end andre dyr, hovedsageligt på grund af vores overlegne evne til at kommunikere i form af sprog. Derudover forsvinder vores arbejdsmetoder, produktivkræfterne, som vi har til rådighed, ikke når det enkelte individ dør. De bliver derimod overført til fremtidige generationer, som forfiner de eksisterende metoder. Som Engels forklarede:
»Gennem samvirket af hånd, taleorganer og hjerne ikke alene hos hver enkelt, men også i hele samfundet, blev menneskene sat i stand til at udføre mere og mere komplicerede sysler, at sætte sig højere og højere mål og at nå dem. Arbejdet selv blev fra slægt til slægt anderledes, mere fuldkomment, mere mangesidigt.«
Mennesket er derfor adskilt fra dyreriget, siger Engels, i kraft af sit behov for at forandre sine omgivelser for at overleve, hvilket vi gør ved at samarbejde, ved at bruge metoder, der er akkumuleret over tid. Det er netop vores evne til at udvikle produktivkræfterne, til at udvinde flere ressourcer fra verden omkring os og til at få mere kontrol over vores livsvilkår, som har gjort det muligt for mennesket at bevæge sig fra simpel biologisk udvikling til social udvikling. Mens biologisk evolution kræver tusinder, om end millioner, af år, før vi ser betydelige forandringer, så forandrer og udvikler det menneskelige samfund sig i et relativt hæsblæsende tempo.
Hvordan kan det være, at mennesket alene var i stand til at udvikle denne unikke færdighed? Vores tidligste forfædre, aberne, der levede i Afrikas skove, var ikke i stand til at gøre det samme. De havde hverken den manuelle fingerfærdighed eller de kognitive evner til at fremstille en simpel symmetrisk håndøkse, for slet ikke at tale om evnen til at planlægge en fabrik, opføre en katedral eller designe en iPhone. De færdigheder er, i sig selv, produktet af en lang periode med biologisk evolution.
Det afgørende skridt: oprejst stand og gang
Engels begynder sin analyse med en række grundlæggende antagelser: arbejde er kilden til al velstand; naturen forsyner arbejdet med råmateriale; menneskeheden kan kun eksistere så længe den arbejder. Det betyder, at vores evolution må have ført os til et punkt, hvor vi blev i stand til at arbejde. Og da først evnen til at udføre arbejde blev fastforankret i vores art, satte den retningen for al fremtidig udvikling.
Engels sporer denne historie mange hundrede tusinde år tilbage, til hvad han formodede var en menneskeabe, der levede i træer. Han argumenterede for, at deres fødder havde en anden funktion end hænderne, på grund af deres afhængighed af at klatre, og at det førte til, at de “mistede” vanen med at bruge hænderne til at gå på, så de i stedet udviklede en mere oprejst kropsholdning. Ifølge Engels var dette oprindelsen til bipedalisme; oprejst stand og gang.
Image: Socialist Appeal
Han betegnede bipedalisme som det afgørende skridt i overgangen fra abe til menneske, fordi det frigjorde hænderne fra at skulle bruges til at bevæge sig med. Fra da af kunne hænderne udelukkende fokusere på arbejdskrævende opgaver, især fremstilling af redskaber.
Bortset fra dateringen og placeringen af menneskets oprindelse er det forbløffende, hvor meget af Engels’ beskrivelse, der stemmer overens med de moderne beviser. Det er kun inden for de seneste ca. 30 år, at de allertidligste homininer (arter, der er tættere beslægtet med mennesker end chimpanser) er blevet opdaget. Arten Ar. ramidus, med kælenavnet ‘Ardi’, er omkring 4,4 millioner år gammel, hvilket gør den til vores ældste hominin-forfader, hvis skelet det har været muligt at rekonstruere digitalt.
Mange af Ardis kendetegn er forbløffende tæt på dem, som Engels forudsagde. Ardi var helt sikkert i stand til at gå oprejst på to ben, men var samtidig en dygtig klatrer. Særligt interessant er deres modsatrettede storetå, som gik tabt hos alle de senere homininer. Det forhold stemmer nøjagtig overens med Engels’ beskrivelse af vores abe-forfader, hvis hænder og fødder med tiden blev mere og mere forskelligartede.
Vi ved stadig ikke nøjagtigt, hvordan eller hvornår vores forfædre i udpræget grad begyndte at gå på to ben, men nyere beviser tyder på, at processen foregik mere eller mindre, som Engels antydede. Det, som fossiler som Ardi viser, er, at vores forfædre gik over til at bevæge sig på to ben, længe før vi begyndte at vandre på savannen. Det er sandsynligt, at det at gå på to ben begyndte som en lejlighedsvis form for bevægelse, ligesom det er tilfældet hos moderne chimpanser, men at det over tid blev dominerende i homininernes liv.
Da slægten Homo opstod for 2,8 millioner år siden, var skovområderne blevet forandret til sletter, hvilket fremskyndede afhængigheden af at kunne bevæge sig på to ben. Derfor var Homo erectus, en af de tidligste arter i vores slægt, ikke bare dygtig til at gå på to ben, men var faktisk ikke i stand til andet. Af den årsag er Homo erectus klassificeret som værende “obligatorisk oprejst”, ligesom vi er i dag.
Hænderne frie og fulde
Image: James St. John, Flickr.com
Da vi først var begyndt at gå på to ben, kunne vi koncentrere vores hænder om mere krævende opgaver. Ifølge Engels var den vigtigste af disse opgaver at fremstille og anvende redskaber. Nogle vil måske indvende, at de store menneskeaber også bruger redskaber i naturen, og det samme gør flere fuglearter, men ingen andre arter har det samme niveau af færdigheder, når det kommer til redskaber, som vi mennesker har. Det er her, at den virkelige genialitet i værket Arbejdets rolle kommer til syne.
Det, som Engels indså, var, at håndens udvikling måtte have fundet sted i henhold til sin egen dialektiske logik. Hånden ville i første omgang blive dygtigere og dygtigere til at fremstille redskaber, indtil den før eller siden nåede en grænse. For at kunne udvikle vores redskaber yderligere, var det derefter nødvendigt at tilegne os nye egenskaber.
Den første af disse var større fingerfærdighed, finmotorik osv. Fossiler alene giver os ikke et klart billede af, præcis hvornår eller hvordan hænderne udviklede sig som reaktion på sine nye roller. Faktisk ved vi ikke engang hvilke homininer, der har æren for de store fremskridt i vores produktionsevne. Årsagen er, at sten bevares langt bedre end knogler, så der er ikke fundet nogen fossiler sammen med stenredskaber.
Vi ved dog, at de mere sofistikerede stenredskaber, såsom den tosidede håndøkse, som er et dramatisk fremskridt i forhold til de simple oldowan-hakkere (som knap nok kan skelnes fra ubearbejdet materiale), først dukker op for omkring 1,75 millioner år siden, kort efter Homo erectus. Det indikerer, at vi hurtigt udviklede vores fysiske og mentale evner til at producere, da først hænderne for alvor var blevet sat fri. Antropologerne Boyd og Silk beskriver Homo erectus og acheuléen-industrien således:
»Det er let at se, hvordan en tosidet håndøkse kan have udviklet sig fra en oldowan-hakke, ved at forlænge flækningen rundt om værktøjets periferi. Men acheuléen-redskaber er ikke bare oldowan-redskaber med længere kanter; de er designet efter en ensartet plan og har regelmæssige størrelsesforhold. Forholdet mellem højde, bredde og tykkelse er bemærkelsesværdigt konstant fra den ene håndøkse til den anden. Homo erectus må have startet med et uensartet stenstykke, og så have nedslidt det ved at slå flager af fra begge sider, indtil det opnåede den ønskede form. Håndøkserne ville ikke alle være ens, hvis ikke deres skabere havde udvekslet en idé til designet.«
Bemærk Boyd og Silks henvisning til matematisk præcision, planlægning og forudgående overvejelser. Som Engels senere påpegede, ville anstrengende opgaver skabe et stærkt selektivt pres for udviklingen af “klarere og klarere bevidsthed, af abstraktions- og konklusionsevnen”.
Det moderne menneskes intelligens har gjort os særdeles effektive i den darwinistiske ‘kamp for overlevelse.’ Vores intelligens er imidlertid enestående i naturen. Engels forstod, at det moderne menneskes hjerne først kunne begynde at udvikle sig, da de tidlige mennesker blev afhængige af arbejde for at overleve. Det skyldes, at den nemmeste vej, fra da af til større overlevelseschancer, var ved at forbedre tidligere tiders teknologi og teknik.
Den tilgang, som kan virke ret intuitiv, blev ikke mainstream inden for evolutionsbiologien før i 1970’erne med Cavelli-Sforza og Feldmens idé om gene-culture coevolution. Det klassiske eksempel på dette er udviklingen af laktasepersistens, som gør det muligt for nogle mennesker i voksenalderen at drikke mælk fra køer. Genet for denne egenskab spredte sig gennem de eurasiske og afrikanske befolkninger for omkring 7000 år siden, efter at kvæg var blevet domesticeret og brugt til at fremstille produkter som mælk.
Det blev dermed bevist, at den menneskelige arvemasse kan tilpasse sig nye produktionsformer, når de opstår. Hvad Engels havde forstået, længe før mainstream-biologien, var, at denne proces var hemmeligheden bag fremkomsten af Homo sapiens. Menneskekroppen er ikke kun et organ der kan arbejde, den er også et produkt af selvsamme arbejde. Mennesket skabte sig selv.
I 1870’erne havde antropologerne for vane (og mange har stadig) at antage, at menneskehedens landvindinger er resultatet af ren og skær tænkning. Derfor troede de, at hjernen var det første organ, der udviklede sig. Ud fra hjernens udvikling skulle nye evner være opstået.
Der skulle gå hundrede år, før Engels fik medhold i sin påstand. Et af de bedste eksempler på det var den nytteløse søgen efter fossilet fra en “storhjernet abe”, som havde den kognitive kapacitet til at udvikle oprejst stand og evnen til at anvende redskaber. I virkeligheden opdagede forskerne det stik modsatte.
I 1970’erne viste en række fund, uden skyggen af tvivl, at de første obligatorisk oprejste aber havde eksisteret i mere end en million år, inden hjernen begyndte at udvide sig voldsomt. Det første af disse fund var Lucy, et 3,2 millioner år gammelt skelet af Austrolopithicus afarensis, som var ekstremt abeagtig fra halsen og opefter, med et kranievolumen der var 3-4 gange mindre end det moderne menneskes, men som havde en måde at bevæge sig på, som var næsten identisk med vores egen.
Engels var i stand til at se, hvad andre ikke kunne, fordi han havde fordelen af en bevidst dialektisk materialistisk metode. Mens idealisterne ledte efter kilden til al udvikling i hjernen, bevidstheden og lignende (hvorfor hjernen pludselig skulle have udviklet sig uden stimulus fra en aktivitet som redskabsfremstilling, har de ikke noget tilfredsstillende svar på), så har den materialistiske tilgang altid været at lede efter kilden til udvikling i den materielle verden, i individernes reelle aktivitet og i de opgaver, som de udførte hver dag for at overleve.
Og hvad angår dialektikken, så forstod Engels, i modsætning til de “empiriske” biologer, som søgte en definitiv “årsag og virkning” for menneskets evolution, at processen ville være mere kompleks end som så. Han forstod, at mens arbejdet i starten tjente rollen som årsagen i vores evolution, så ville det, efterhånden som nye evner ville drive produktionen frem til mere komplekse højder, blive negeret til dens virkning.
Han forstod også, at arbejdet ikke kun havde virkning på hånden eller hjernen, men på hele kroppen. Han tilskriver dette til Darwins idé om korreleret vækst, hvor evolution af én egenskab nødvendigvis medfører evolution af andre egenskaber, som ikke er udvalgte af de samme årsager. Således ved vi nu, at hele menneskekroppen er blevet forandret af udviklingen i arbejdsmetoder.
‘Noget at sige hverandre’
Arbejde skabte et selektivt pres, der rakte ud over individet. På grund af dets påvirkning på de enkelte individer i befolkningen opstod der nye egenskaber på det samfundsmæssige plan. Disse nye evner var øget samarbejde, og vigtigst af alt; sprog.
»På den anden side bidrog arbejdets udfoldelse nødvendigvis til at slutte sammenholdets medlemmer nærmere sammen, idet den forøgede tilfældene af gensidig støtte, af fælles samvirke og klarede bevidstheden om dette samvirkes nytte for hver enkelt. Kort sagt, de vordende mennesker nåede til, at de havde noget at sige hverandre.«
Selvfølgelig foregår der en slags samarbejde hos andre arter. Men ingen andre flokdyr har brug for at samarbejde om så komplekse opgaver som mennesker. Af den årsag, hævdede Engels, udviklede mennesker stadig mere komplekse verbaliseringer, for at kunne være præcise omkring de nøjagtige aspekter af deres arbejde. På den måde opstod sproget.
Af alle Engels’ påstande er ideen, om at sproget er arbejdets afkom, stadig den mest kontroversielle. En udbredt alternativ forklaring på sprogets evolution er, at det simpelthen var en nyttig måde at videregive ideer og opretholde sociale bånd på. Det er det uden tvivl også, men evolutionsteoretikeren Joe Henrich har noget interessant at sige om det spørgsmål:
»Flere af vores kolleger er glade for ‘Hvorfor ikke bavianer?’ argumentet: Hvis et evolutionært scenarie skal forklare et eller andet unikt (eller i det mindste næsten unikt) træk ved mennesket, så skal det også kunne forklare, hvorfor bavianer – og mange andre dyr – ikke er omfattet af den samme evolutionære logik. Vi har set mange kloge teorier krakelere over for dette spørgsmål.« (Henrich et al, 2003)
Hvorfor var mennesket alene om at udvikle sprog? Her ser vi begrænsningerne i den idealistiske filosofi. At sige at sproget blot er et redskab til at overføre ideer, forklarer ikke, hvorfor ideer opstod eller havde brug for at blive overført i første omgang. Henrich fortsætter:
»Hos moderne mennesker bidrager en række sociale indlæringsevner til vedligeholdelse og akkumulering af kultur. Enklere former for observationslæring (f.eks. af fysiske færdigheder) har sandsynligvis dannet grundlag for mere komplekse former for social læring og følgeslutninger, som f.eks. dem, der er forbundet med symbolsk kommunikation og sprog.«
Med andre ord, så blev sproget først og fremmest nødvendigt for effektivt at kunne lære andre, hvordan man anvender redskaber og producerer livsfornødenheder.
De fleste arkæologer mener, at et af de vigtigste formål med tidlige stenredskaber var forbundet med slagtning af dyr. Mange primater spiser kød, men mennesket er tilsyneladende særligt glad for det. Ligesom chimpanserne spiste vores forfædre råt kød, inden madlavning blev opfundet. Selv i rå tilstand er kød en rigere kilde til protein og næringsstoffer, end vilde grøntsager eller andre ressourcer, som man kan indsamle.
Et træk ved kødspisning, som Engels ikke undersøgte, var dens sociale betydning. Succes i jagt er i sagens natur mere usikker end indsamling, og, i modsætning til løver og ulve, skal mennesker bruge årtier på at lære at jage, da vi hverken har kræfterne, store tænder, kløer eller særlige jagtinstinkter. For at komplicere tingene yderligere er kvinder typisk forholdsvis ringere stillet som jægere, fordi de skal bruge mere tid på at amme spædbørn. For at primater kan lykkes med at spise store mængder kød, er det derfor vigtigt, at de deler kødet, og ikke mindst sin viden om hvordan man jager det effektivt, på tværs af hele gruppen.
Jagtens voksende betydning skabte således en impuls til at producere efter evne og nyde efter behov i de tidlige grupper af jæger-samlere. Denne kommunistiske tendens er fortsat nærmest universel i moderne jæger-samler samfund; og den udgjorde en afgørende forskel mellem chimpansernes og de tidlige menneskers økonomiske liv.
Samfundet og social evolution
Menneskets evne til at arbejde og samarbejde har gjort os i stand til at krydse næsten alle barrierer. Billede: Wikipedia
Med samarbejde, sprog og en kødbaseret kost var de mest grundlæggende byggesten i det menneskelige samfund omsider på plads, men som vi ved, så sluttede menneskets udvikling ikke her. Det var snarere blot begyndelsen.
Engels påpegede, at teknologi og teknik udvikles fra generation til generation, således at intet enkelt individ eller samfund udvikler nye former for teknologi eller kultur helt fra bunden. I stedet akkumuleres innovation over tid, således at hver generation er afhængig af ekspertise, som de ikke selv har opfundet.
Med udgangspunkt i ovenstående forhold udviklede hele den menneskelige historie sig, som Marx og Engels udførligt behandlede i Det Kommunistiske Manifest og i Familien, Privatejendommen og Statens oprindelse; fra jagt og indsamling til domesticering af dyr og planter, til byens opståen, staten, imperier, internationale markeder og den moderne verden.
For Engels var den afgørende forskel mellem mennesket og resten af dyreriget, at hvor dyrene kun ændrer deres omgivelser ved et tilfælde, eller ved ekstremt begrænset planlægning, så behersker mennesket naturen, “får den til at opfylde sine behov”. Med andre ord er mennesket i stand til at vende darwinismens love på hovedet. Alle andre arter udvikler sig udelukkende på grund af et miljømæssigt pres, som de ikke har haft noget bevidst ønske om at skabe. For mennesker er det modsatte tilfældet.
Vi forandrer os på grund af ændringer i naturen, som vi med vilje har forårsaget. Det gælder for alle kulturer, uanset hvor enkle eller komplekse deres teknologiske repertoirer er.“Dyret tilintetgør en landstræknings vegetation uden at vide, hvad det gør. Mennesket tilintetgør vegetationen for at tilså markerne eller plante træer og vinstokke, fordi han ved, at afgrøden vil indbringe ham mange fold af udsæden.”
Selv de tidligste jæger-samlere forvandlede gennem fremstillingen af våben sig selv, fra at være byttedyr for større rovdyr, til at være i toppen af fødekæden. Da Homo sapiens begyndte at sprede sig over hele kloden, omdannede vi hurtigt hvert hjørne af planeten til vores jagtmarker.
Vi opnåede ikke dette alene ved hjælp af gener, dvs. ved hjælp af fysiske evner fra naturens side. Vi gjorde det tværtimod af den modsatte grund, da vi manglede egenskaberne til at håndtere et bestemt miljø. Vi var derfor tvunget til at udvikle et generelt kognitivt værktøj til at håndtere ethvert miljø. Dette instinkt kaldte Engels for arbejde.
Engels’ tilgang er gennemgående materialistisk, og af denne grund kan mange evolutionsteoretikere ikke acceptere den. Tendensen til at tilskrive al menneskelig udvikling til ideer er stadig en hjørnesten i populærvidenskabelig litteratur. Folk som Steven Pinker og Yuval Harari påstår, at historiefortælling og menneskets “magtstræbende individualisme” forklarer, hvorfor vi endte med at dominere planeten.
Der har dog været en vis modstand imod denne idealisme, men kun få uden for universitetsverdenen kender til den. Især området for kulturel evolutionsteori, som er blevet meget populært på evolutionære antropologiske fakulteter, har en tilgang, der minder meget om Engels.’
Men den kulturelle evolutionsteori begår stadig den fejl, at den ikke skelner mellem samfundets økonomiske basis og dets overbygning, samt at den slår alle aspekter af menneskets sociale liv sammen under overskriften “kultur”. Det kan lede til visse idealistiske konklusioner.
Ikke desto mindre, næsten 150 år efter Engels skrev sin pjece, har billedet i høj grad tegnet sig til hans fordel. De mange beviser har i sig selv skubbet de borgerlige antropologiske fakulteter i retning af det marxistiske syn på forhistorien.
Engels opnåede en banebrydende indsigt i menneskets udvikling, fordi hans filosofiske udgangspunkt stemte overens med den virkelige verden. Han forstod, at forandringer i naturen skal forstås dialektisk.Ved bevidst at anvende den dialektiske metode var han i stand til at forstå vores fjerne forhistorie.
Det betyder dog ikke, at den dialektiske materialisme, i sig selv, er en “magisk universalnøgle til alle spørgsmål”, som Trotskij forklarede. Vi har stadig brug for data for at kunne drage nøjagtige teoretiske konklusioner. Engels var tydeligvis begrænset af sin mangel på data, hvilket tvang ham til at udtale sig ret abstrakt om om vores fjerne forhistorie. Ikke desto mindre beviste han, at filosofi er nødvendig for videnskaben.
Naturens hævn
Engels var omhyggelig med ikke at lefle for meget for menneskeheden, fordi enhver opgave vi vellykket fuldfører, har det med at medføre en uforudset reaktion fra naturens side.
»Lad os imidlertid ikke smigre os selv for meget med vore menneskelige sejre over naturen. Den hævner sig på os for enhver sådan sejr. Hver af dem har ganske vist i første omgang de følger vi har regnet med, men i anden og tredje omgang har den ganske andre, uforudsete virkninger, som kun alt for ofte ophævede de første følger igen. […] Og på den måde bliver vi hvert øjeblik mindet om, at vi på ingen måde behersker naturen på samme måde, som en erobrer behersker et fremmed folk, som en der står uden for naturen – men at vi med kød og blod og hjerne tilhører naturen og står midt i den, og at hele vort herredømme over den består i, at vi frem for alle andre skabninger kan erkende dens love og anvende dem rigtigt.«
Aldrig før i historien har naturen truet med at tage hævn over os som nu. Global opvarmning vil, hvis den fortsætter med den nuværende hastighed, gøre den menneskelige civilisation, som vi kender den, umulig. Som det ser ud nu, har det menneskelige samfund vist sig ude af stand til at ændre kurs. Men Engels fortsætter:
»Og faktisk lærer vi for hver dag der går at forstå dens love rigtigere og at erkende de nærmere og fjernere eftervirkninger efter vore indgreb i naturens vante gang. Navnlig efter naturvidenskabens vældige fremskridt i dette århundrede bliver vi bedre og bedre i stand til at lære selv de fjernere naturlige eftervirkninger, i det mindste af vore almindeligste produktionshandlinger, at kende og at beherske dem.«
I dag har vi i det mindste den fordel, at vi ved præcis, hvad vi gør forkert, og hvilke teknologier der er nødvendige for at løse problemet. Men kapitalisterne bekymrer sig kun om profit, hvilket gør en løsning inden for dette systems rammer umulig. I jagten på kortsigtet profit følger virksomhederne en kurs, som er uforenelig med civilisationens fortsatte overlevelse.
Den sidste pointe i Arbejdets rolle, som Engels aldrig nåede at afslutte, er, at den socialistiske revolution, som vil indføre en planøkonomi, vil forvandle menneskeheden fra udbyttere af naturen og af os selv, til forvaltere af naturen, som vi er en del af. I den forstand vil vores herredømme over naturen blive fuldstændig. Vi vil kunne lægge dyreriget fuldstændig bag os og i stedet blive os selv. Som han forklarer i Socialismens udvikling fra utopi til videnskab:
»Menneskenes samfundsmæssige tilværelse, der tidligere stod for dem som påtvunget af natur og historie, bliver nu deres fri virksomhed. De objektive, fremmede magter, som tidligere beherskede historien, træder ind under menneskenes egen kontrol. Først fra da af skaber menneskene selv deres historie med fuld bevidsthed, først fra da af vil de sociale årsager, som sættes i bevægelse af dem, overvejende og i stadigt stigende grad få de tilsigtede virkninger. Det er menneskehedens spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige.«
