Gennem de seneste måneder har vi i Danmark set en historisk stærk solidaritetsbevægelse for Palæstinas befrielse. Tusindvis af arbejdere og unge har gentagne gange stået skulder ved skulder og demonstreret mod Israels undertrykkelse af palæstinenserne. Dette på trods af et massivt pres fra medierne og etablissementet.
Den foreløbige kulmination på den palæstinensiske solidaritetsbevægelse fandt sted søndag den 19. november i København, hvor op imod 50.000 demonstranter marcherede fra Vesterbro til Christiansborg Slotsplads.
På trods af demonstrationens størrelse fik den meget lidt medieopmærksomhed. Realiteten under kapitalismen er, at de såkaldte “frie medier” forsvarer borgerskabets interesser, og at borgerskabet ikke er interesseret i at få udstillet modstanden mod sin hykleriske støtte til folkemordet i Gaza.
I første omgang havde regeringen forsøgt at standse solidaritetsbevægelsen ved at stemple alle, der støttede palæstinensernes frihedskamp, som terrorister eller Hamas-sympatisører. Det fejlede dog fuldstændigt, og demonstrationerne fortsatte ufortrødent med voksende styrke. Regeringen så sig derfor nødsaget til at tage skrappere midler i brug.
Selvom alle demonstrationerne har foregået fredeligt, så vi på årsdagen for Krystalnatten, at Mette Frederiksen bad justitsministeren om at undersøge, om politiet og anklagemyndigheden kunne skride mere ind over for demonstranterne. Tiden var altså kommet til at intimidere solidaritetsbevægelsen til stilhed med truslen om hårde straffe.
Som forventet har vi efterfølgende set, at der er rejst en række sigtelser mod pro-palæstinensiske demonstranter. I skrivende stund er der mindst 32 igangværende sager om såkaldt “tilskyndelse til eller billigelse af terrorhandlinger” – en paragraf i straffeloven, som kan fortolkes til at indeholde alt fra offentligt at ytre sympati med Hamas til blot at kritisere den israelske stat. Det er altså en lov, som i realiteten kan bruges imod enhver, der ønsker at omstyrte isrealsk og vestlig imperialisme i Mellemøsten.
Sigtelserne er et forsøg på at intimidere demonstranter fra at kritisere den israelske stat og Vestens opbakning til folkemordet i Gaza. Sigtelserne er altså ikke bare et angreb på enkeltpersoner, de er et angreb på hele den palæstinensiske solidaritetsbevægelse.
Regeringens offensiv har dog ikke kun implikationer for den palæstinensiske solidaritetsbevægelse. Hvis det lykkes dem at indskrænke arbejderklassens demokratiske rettigheder yderligere, kan det få stor betydning for de fremtidige massebevægelser, der vil opstå som følge af kapitalismens krise.
Indskrænkninger af arbejderklassens rettigheder vil i fremtiden blive brugt mod venstrefløjen, arbejderbevægelsen og alle andre, der kritiserer magthaverne og deres forbrydelser. Regeringens angreb på solidaritetsbevægelsen statuerer derfor en farlig præcedens, fordi borgerskabet dermed vænner befolkningen til, at det er legitimt for staten at retsforfølge arbejdere og unge, der sætter foden ned overfor dette systems uretfærdighed og undertrykkelse.
For folk der er engageret i den palæstinensiske solidaritetsbevægelse, kommer det næppe som et chok, at de er under angreb fra regeringen, men at Enhedslisten har meldt sig ind i koret af reaktionære stemmer, der fordømmer bevægelsen, er nok en overraskelse for de fleste.
Den 20. november gik borgmestrene på Københavns Rådhus, herunder to fra Enhedslisten, ud i et fælles opråb: “Lad ikke krigen mellem Israel og Hamas skabe splid og had”.
I udtalelsen skriver de, at de ser “med stor alvor på den stigende polarisering” og beskylder de mange og store demonstrationer for at opildne til religiøs chikane, trusler og hærværk rettet mod jøder.
Udtalelsen kan kun tolkes som en fordømmelse af den palæstinensiske solidaritetsbevægelse, og denne gang kommer fordømmelsen ikke kun fra højrefløjen og den politiske midte, men også fra Enhedslisten. Det er et bevis, sort på hvidt, på Enhedslistens knæfald, for dansk kapitalisme og for deres forræderi af den palæstinensiske frihedskamp.
I modsætning til hvad Københavns syv borgmestre antyder, så er det ikke Palæstina-demonstranterne, der skaber “splid og had”. Det er ikke os, der støtter Israels massakre i Gaza eller Israels forbrydelser på Vestbredden. Det er ikke os, der har set igennem fingre med den israelske stats 75 år lange undertrykkelse af palæstinenserne. Det er derimod os, der siger fra.
Sandheden er, at det er dansk og vestlig imperialismes forbrydelser i Mellemøsten, der skaber foragt blandt masserne på tværs af hele verden. Det er kapitalisterne og deres pilrådne system, der skaber et brændende had hos unge og arbejdere over den uretfærdighed der kendetegner livet under kapitalismen.
Splid er en indbygget del af det kapitalistiske system. Det er en direkte konsekvens af et samfund, hvor en lille stenrig minoritet udbytter og undertrykker det store flertal. Som kommunister står vi på flertallets side, mens Mette, Lars og resten af etablissementet på Christiansborg, og på Københavns Rådhus, forsvarer kapitalisternes interesser og derfor forsøger at kvæle den palæstinensiske solidaritetsbevægelse.
Etablissementets angreb er imidlertid ikke et tegn på styrke, men derimod et tegn på svaghed. Vi skal derfor ikke lade os kue, men gå i offensiven ved at fremføre behovet for at vælte regeringen og dansk imperialisme. Kun derved kan vi sætte en stopper for Israels blodsudgydelser og skabe en verden uden splid og had – en verden uden undertrykkelse, krig og elendighed.
