Arbejdere i den amerikanske bilindustri har udstået årtier med faldende lønninger og forværrede arbejdsforhold. Over samme periode har de tre store bilfirmaer General Motors, Ford og Stellantis øget deres profitter ved at tage dem ud af arbejdernes lommer. Men for nylig satte arbejderne foden ned og sagde “Nok er nok!”. Mere end 150.000 fagforeningsmedlemmer inden for den amerikanske bilindustri er klar til at strejke i forbindelse med, at deres overenskomst med disse firmaer udløb den 14. september.
I et videomøde for alle medlemmer i august viste Shawn Fain, den nyvalgte formand for United Auto Workers (UAW), med al tydelighed, hvad han syntes om Stellantis’ overenskomstforslag ved at smide sin kopi direkte i skraldespanden.“Vi har ikke fulgt med inflationen de sidste 20 år, samtidig med at de har lukket 65 fabrikker,” sagde Fain. “Lønningerne er gået tilbage de sidste 16 år, faldet med 10 dollars i timen; Imens er direktørlønningerne steget med 40% de sidste fire år alene.”
Fain og hans valgliste vandt tidligere i år det første direkte fagforeningsvalg blandt UAW-medlemmer, efter korruptionsskandaler tvang to tidligere UAW-formænd til at trække sig.
En af arbejdsgivernes primære taktikker i deres langvarige angreb på UAW-medlemmer har været introduktionen af differentierede lønsystemer, der sænkede kompensationen for nyansatte betydeligt samt øgede jobusikkerheden.“Vi er fast besluttet på at eliminere forskelsbehandlingen af arbejdere og alle disse forskellige lønskalaer,” lovede Fain.
Siden efterkrigsopsvingets kollaps i midten af 1970’erne har bilfirmaerne fået gennemtvunget en endeløs række af elendige overenskomster med henvisning til behovet for at være konkurrencedygtige over for firmaer, der beskæftiger lavtlønnede arbejdere. Med truslen om fabrikslukninger og tab af jobs hængende over deres hoveder, og i mangel på en kampklar ledelse, har arbejderne givet betydelige indrømmelser gennem årene. Siden den store recession i 2008 er det imidlertid blevet klart, at fortidens tålmodighed og nødtvungne accept nu er blevet afløst af en mere militant stemning.
“Vi skal huske vores rødder,” sagde Fain og trak paralleller tilbage til UAW’s grundlæggelse for at inspirere bilarbejderne til den slags kampe, der vil være nødvendige for at vende tilbage til de årtier, hvor bilarbejderne vandt indrømmelser.
Organiseringen af bilarbejdere i 1930’erne blev opnået gennem hårde kampe og store ofre fra arbejdernes side. Indsatsen var bl.a præget af intensive forsvarskampe mod angreb fra politiet eller bander hyret af virksomhederne. Kampene inkluderede også fredelige fabriksbesættelser, hvor millioner af arbejdere gennem sit-down-strejker i 1936-37 cementerede fagforeningens magt.
Det bør nævnes, at det var kommunistiske og socialistiske arbejdere, som spil lede en nøglerolle i at føre arbejderne til sejr i 1930’erne. De vidste, at det var nødvendigt med en klar forståelse af, at arbejdernes og ejernes interesser var fuldstændig uforenelige, for at arbejderne kunne besejre de store bilgiganter og deres velhavende aktionærer.
Når arbejdsgivernes kompromisløshed tvinger arbejderne ud i kamp, kan de kun vinde på grundlag af maksimal enhed og ved at appellere til den bredere arbejderklasse og fagbevægelse. Strejkende arbejderes opgave er at standse produktionen, og for at opnå dette må de forstå, at regeringen, politiet og domstolene ikke er neutrale eller “arbejder-venlige”, men i sidste ende står på arbejdsgivernes side.
I takt med at overenskomstforhandlingerne tilspidses, er spørgsmålet, der stilles Shawn Fain og den nye UAW-ledelse, dette: Er I klar til at gå hele vejen i denne kamp? Hvis de er villige til at gå hele vejen, kan vi være sikre på, at alle medlemmer vil reagere entusiastisk, og en sejr for bilarbejderne vil udløse en endnu større bølge af strejker, end hvad vi har set i de seneste år. Der er dog ingen garanti for, at ledelsen vil vælge denne rute.
En test for den nye UAW-ledelse
Udover General Motors, Ford og Stellantis er der andre bilfirmaer med produktions- og distributionsfaciliteter i USA. Samlet set udgør bilindustrien 3% af landets næsten $26 billioner store BNP.
UAW-ledelsen står derfor overfor en beslutsom fjende. I årene efter Anden Verdenskrig udgjorde UAW’s overenskomster udgangspunktet for resten af arbejderklassens forhold i USA. Dette var også tilfældet i slutningen af 1970’erne og 1980’erne. De indrømmelser, UAW gav på daværende tidspunkt, signalerede et tilbagetog for resten af fagbevægelsen. Hele den amerikanske herskende klasse støtter op om ejerne af bilindustrien. En strejke mod de tre store bilfirmaer, især en langvarig strejke, vil påvirke økonomien som helhed.
De “Tre Store” vil give fagforeningen skylden for den økonomiske uro og påstå, at konkurrence fra virksomheder, hvor arbejderne er uorganiserede, begrænser, hvad de har råd til at give UAW. Ny teknologi som elbiler og fortsat automatisering i fabrikkerne truer eksisterende jobs.
Hvis UAW-ledelsen virkelig ønsker at bryde med fortidens nederlag, må de genoptage kommunisternes og socialisternes perspektiv fra 1930’erne. For det første må de starte en national kampagne, der forklarer, at kampen for nye overenskomster ikke kun vedrører UAW-medlemmerne. Det er en kamp for at vinde et bedre liv for hele den amerikanske arbejderklasse. Bilarbejderne har brug for resten af fagbevægelsens hjælp – og deres sejr vil hjælpe alle arbejdere. På samme måde vil et nederlag svække hele arbejderklassen.
Overenskomsterne må ikke blot gøre en ende på differentierede lønsystemer og sikre pension, men må også beskytte de eksisterende jobs. Enhver automatisering eller teknologisk fremskridt, der fører til jobtab, skal tackles gennem en kombination af betalt omskoling og ved at reducere arbejdsugen for alle arbejdere uden nogen lønnedgang – ikke en eneste fyring må accepteres! Når bil-bosserne brokker sig og siger, at det er umuligt, må UAW-lederne minde alle om, at al velstand i bilindustrien stammer fra arbejderne, ikke bankfolk og direktører.
For at opbygge solidaritet og opretholde momentum bør UAW-ledelsen lancere en kampagne for at organisere alle uorganiserede arbejdere i bil- og autobranchen. De bør forklare, at hvis arbejderne tilslutter sig fagforeningen, vil fagforeningen bruge sin fulde styrke til at sikre fagforeningsanerkendelse og indgåelsen af overenskomster, der er mindst lige så gode som overenskomsterne i “De Tre Store”.
Derudover bør UAW forbinde sig med Writers Guild, SAG-AFTRA, arbejdere hos Amazon, Starbucks og andre, der kæmper for fagforeningsanerkendelse og overenskomster. UAW kan hjælpe med at oprette komiteer bestående af arbejdere, der kan koordinere en forenet taktik og strategi for at vinde. Hvis en sådan indsats for alvor blev gjort, ville den amerikanske kapitalistklasse være tvunget til at give efter. Stillet over for en velorganiseret og forenet arbejderklasse, vil kapitalisterne være nødt til at bøje sig bagover for at give indrømmelser.
Den tidligere UAW-ledelses årtiers svigt skyldes, at de begrænsede alle deres beslutninger til, hvad der kunne tillades inden for grænserne af det forfaldne amerikanske kapitalistiske system. De nye ledere af UAW må bryde med den tilgang og vende tilbage til 1930’ernes klassekampsmetoder. Gennem 30’ernes kampe blev der smedet stærke bånd af kammeratskab mellem bilarbejderne, som i årtier gjorde dem uovervindelige. Det er den slags brede, militante indsatser, der vil være nødvendig for at genopbygge en kampklar og slagkraftig fagbevægelse.