Kapitalismens krise er også en krise i den post-Sovjetiske verdensorden. En verdensorden baseret på amerikansk imperialismes dominans. USA kan ikke længere, i samme grad som tidligere, agere verdenspoliti og garanterer den lydighed og orden, som den engang kunne. Det har store konsekvenser for magtbalancen på verdensscenen.
I Irak, Afghanistan og Syrien blev USA besejret. I Libyen blev de udmanøvreret. I mellemtiden har andenrangsmagter, hvoraf mange har været USA’s mangeårige allierede, i stigende grad afveget fra Washingtons ønsker.
I Ukrainekrigen så amerikanerne en mulighed for at svække Rusland, som er den mest magtfulde allierede for deres største rival Kina. Men i stedet for at genoprette amerikansk imperialismes position, så har krigen i stedet forværret modsætningerne i de internationale relationer og yderligere undermineret USA’s autoritet.
Alt dette varsler en ny periode med øget ustabilitet og konflikt mellem nationer. For kommunister understreger det kapitalismens blindgyde og behovet for en beslutsom, klassebaseret, international kamp for socialisme.
Ukrainekrigen – benzin på bålet
Siden udbruddet af prox-krigen i Ukraine mellem amerikansk imperialisme og Rusland, har den vestlige presse i sin propaganda forsøgt at male følgende billede: På den ene side står Rusland; isoleret og udstødt fra verdenssamfundet. På den anden side står hele verden, med USA i spidsen, forenet i fordømmelse af tyrannen i Kreml.
Men hvis vi kradser i overfladen af denne omhyggeligt optegnede opstilling, så dukker der hurtigt et helt andet billede op. USA’s mål med krigen i Ukraine var at isolere og lamme sin russiske rival og samtidig svække forholdet mellem Rusland og Europa, og dermed stramme sit greb om sidstnævnte. “Vi vil tvinge Rusland i knæ,” sagde vestlige politikere triumferende til hinanden ved krigens begyndelse.
“Putins Rusland er ikke vores ven, og det er Kinas mest magtfulde allierede,” skrev den tidligere republikanske præsidentkandidat Mitt Romney for nylig. “At støtte Ukraine svækker en modstander, øger vores nationale sikkerhed og kræver ingen udgydelse af amerikansk blod.”
Med dette i tankerne har Vesten, med USA i spidsen, sendt store mængder våben til Ukraine og forsynet landet med et væld af militær, økonomisk og efterretningsmæssig bistand. Samtidig har de indført en række sanktioner mod Rusland – de strengeste sanktioner indført mod noget land siden Anden Verdenskrig.
Rusland er blevet afskåret fra vestlige investeringer, nægtet adgang til avanceret teknologi og udelukket fra det elektroniske banksystem SWIFT. 400 milliarder dollars af landets centralbankaktiver er blevet indefrosset, og der er blevet iværksat en kampagne for at afbryde gasforbindelsen til Europa.
Men denne politik giver nu bagslag, og den herskende klasse i USA er nødt til at stå til ansvar for den situation de har skabt. I et interview med Bloomberg sagde den tidligere finansminister Larry Summers følgende:
“Der er en voksende accept af fragmentering, og – måske endnu mere bekymrende – jeg tror, der er en voksende fornemmelse af, at vores fragment måske ikke er det bedste at blive associeret med. Vi er på den rigtige side af historien – med vores engagement i demokrati, med vores modstand mod aggression i Rusland, men det ser lidt ensomt ud på den rigtige side af historien, da de, der er på den mindre rigtige side af historien, i stigende grad slår sig sammen i en hel række strukturer.”
Hvis vi ser bort fra de hykleriske fraser om “den rigtige side af historien”, så finder vi et ildevarslende budskab i ovenstående udtalelse, som kommer fra en seriøs borgerlig strateg.
Mens udmattelsen på slagmarken endnu ikke har bragt krigen til et klart vendepunkt, så er den politiske virkelighed på verdensscenen ikke just ved at forme sig til fordel for den amerikanske imperialismes krigsmål.
Det er tydeligt, at en stor del, hvis ikke flertallet, af verdens herskende klasser (bortset fra i Vesten og Japan), ikke har nogen interesse i at blive trukket ind i Ukraine-konflikten på Vestens side.
USA’s handlinger har gjort langt mere end blot at isolere Rusland. De har forstærket de eksisterende spændinger i de internationale relationer, blotlagt USA’s begrænsninger og svækket dets autoritet.
Sanktioner giver bagslag
I en artikel i det britiske højrefløjsmagasin The Spectator står der følgende:
“Vesten startede en sanktionskrig ud fra en opblæst fornemmelse for sin indflydelse rundt om i verden. Som vi nu har opdaget, mangler ikke-vestlige lande viljen til at indføre sanktioner mod Rusland eller russiske oligarker. Resultaterne af denne fejlberegning er til at tage og føle på.
“I april sidste år forudsagde IMF, at den russiske økonomi ville falde med 8,5 procent i 2022 og med yderligere 2,3 procent i år. Det ville vise sig, at Ruslands BNP kun faldt med 2,1 procent sidste år, og i år forudser IMF en lille stigning på 0,7 procent. Og det er på trods af, at krigen i Ukraine gik meget værre, end mange havde forestillet sig i februar sidste år.
Den russiske økonomi er ikke blevet ødelagt; den er blot blevet rekonfigureret til at kigge mod øst og syd i stedet for mod vest.”
Selvom det er sandt, at nogle sektorer i den russiske økonomi er blevet ramt, og at den lider under mangel på visse avancerede komponenter, så har sanktionerne ikke opnået det, som Vesten havde sat sig for: at lamme den til et punkt, hvor det ville blive uholdbart at fortsætte krigen i Ukraine.
Stigende priser på kulbrinteeksport, som i vid udstrækning er blevet omdirigeret via Indien og Kina, har holdt den russiske økonomi oven vande. Og Rusland har været i stand til at få adgang til avancerede teknologier via tredjelande som Kina, Tyrkiet og Golfstaterne.
Den kinesiske premierminister Xi Jinpings rejse til Moskva, var et højprofileret offentligt udtryk for støtte til Putin og trodsede den amerikanske imperialismes forsøg på at isolere ham. Mediernes billede af total russisk isolation, bristede som en sæbeboble. Handlen mellem de to lande er steget med 40 procent det seneste år. Det er klart, at Rusland ville have haft meget svært ved at fortsætte sin militære kampagne i Ukraine, hvis det ikke havde været for den opbakning, de har fået fra Beijing.
Kina har indtil videre ikke forsynet Rusland med våben til brug i Ukraine, i hvert fald ikke så vidt det er offentligt kendt, men Kina har overhalet Europa som den største importør af russisk råolie. Desuden er de blevet et vigtigt middel for Rusland til at omgå sanktioner mod import af vigtige varer, som f.eks. integrerede kredsløb.
I stedet for at isolere Rusland og give amerikansk imperialisme mulighed for at fokusere på sin hovedrival, så har Washingtons handlinger skubbet Rusland i armene på det kinesiske kommunistpartis regime: en alliance, der nu er et voksende problem for amerikanerne.
Resten af verden føler sig utilpas
Tyrkiets præsident Erdogan har prist hans gode relation til Putin. Billede: Recep Tayyip Erdoğan Twitter
Andre steder ser det heller ikke meget bedre ud for USA.
Tilbage i oktober fordømte FN Ruslands folkeafstemninger om annektering i de regioner, de kontrollerede i Ukraine, med 143 stemmer mod fem. Dette resultat blev udbasuneret af Vesten for at understrege: “Se, hvordan Rusland står på verdensscenen. De er helt alene.”
Men selv Time Magazine blev tvunget til at indrømme, at FN-afstemningen i virkeligheden viste, at “Rusland ikke er så isoleret, som Vesten måske gerne ville tro”, da de 35 lande der undlod at stemme, inklusive Kina og Indien, repræsenterer næsten halvdelen af verdens befolkning. På trods af det store antal, der undlod at stemme, er problemet med den påstand følgende: FN-resolutioner består udelukkende af ord, men i politik er det handlinger, der tæller.
Og når vi ser på handlingerne, så tegner der sig en helt anden historie.
En interessant artikel i The Economist – med titlen “How to survive a superpower split” – viste, at kun 52 lande (beskrevet som “Vesten og dens venner”) er parate til at “udskamme og straffe Rusland for sine handlinger”. I mellemtiden har 127 stater undladt at tage klar stilling til den ene eller den anden side, og hjælper de facto Rusland med at minimere sanktionernes virkning.
Tyrkiet, et vigtigt NATO-medlem, har spillet en særlig afgørende rolle for Rusland ved at hjælpe dem med at omgå sanktionerne.
Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan har hyldet landets “særlige forhold” til Rusland, og har nægtet at indføre vestlige sanktioner mod Moskva. I de første seks måneder efter starten af den russiske invasion, steg den tyrkiske eksport til Rusland med 45 procent, og importen steg med 125 procent.
Saudi-Arabien, en anden af USA’s traditionelle allierede, har også trodset de vestlige imperialister ved at indgå en aftale med Rusland om at reducere olieproduktionen med fem procent, hvilket holder olie- og gaspriserne oppe midt i en global økonomisk svækkelse. Washingtons forargelse over dette træk blev ikke mødt med meget andet end et skuldertræk i Riyadh.
Israel har også, på trods af, at det er amerikansk imperialismes vigtigste brohoved i Mellemøsten, indtaget en mere eller mindre neutral holdning til krigen i Ukraine og nægtet at sælge våben til Ukraine eller implementere sanktioner.
I Latinamerika har Brasilien, Argentina, Mexico, Chile og endda Colombia, som tidligere var USA’s allierede, alle modstået presset fra deres magtfulde nabo og nægtet at levere våben til Ukraine.
Efter sin rejse til Kina i april angreb Brasiliens præsident Lula Vesten for at trække krigen i langdrag ved at sende flere våben til Ukraine og erklærede, at:
“[USA] må holde op med at opfordre til krig og begynde at tale om fred. EU må begynde at tale om fred, så vi kan overbevise Putin og Zelensky om, at fred er i alles interesse, og at krig kun er i de tos interesse.”
Indien har hjulpet russerne med at kompensere for næsten hele deres tabte salg af gas og olie. Indien har sine egne grunde til at ville beholde sit venskabelige forhold til Rusland, men adgang til russisk gas og olie til under markedspris er helt sikkert med til at gøre forholdet mere attraktiv. Indiens olieimport fra Rusland er 22-doblet siden krigens udbrud. Faktisk raffinerer og reeksporterer Indien endda nogle af disse kulbrinter som diesel til det europæiske marked!
Rusland er også stadig Indiens største våbenleverandør, og der er planer om at udvide våbensortimentet til at omfatte de mest avancerede russiske luftforsvarssystemer.
Den sydafrikanske regering trak også på skuldrene, da USA protesterede over landets afholdelse af fælles flådeøvelser med Kina og Rusland ud for Sydafrikas østkyst i februar. Sydafrika har ovenikøbet efterfølgende givet Putin diplomatisk immunitet, så han kunne deltage i BRIKS-topmødet i Sydafrika på trods af ICC’s arrestordre mod ham.
Ukraine-krigen har presset prisen på olie, gas, fødevarer og gødning markant i vejret. Det er alt sammen særligt følsomme produkter i fattige lande, hvor millioner af mennesker presses ud i fattigdom på grund af den globale økonomiske krise. I hele Afrika og Latinamerika har Ruslands eksport af korn og gødning været stigende.
For at undgå en social eksplosion vil mange lande hellere handle med Rusland, som kan tilbyde dem disse varer til under markedspris, end at indføre sanktioner, som kun vil presse priserne endnu højere i vejret.
Med en verdensøkonomi på vippen og spændinger, der stiger på alle fronter, er prisen for blindt at følge USA ned i endnu en destabiliserende konflikt, simpelthen for høj for de herskende klasser i de fleste lande.
Europa
På papiret ser Vesteuropa faktisk ud til at være den eneste region, der trofast følger amerikansk imperialismes diktater. Men selv her er det rosenrøde billede af en harmonisk, forenet “vestlig alliance” plettet af spirende modsætninger.
Krigen i Ukraine ramte EU’s økonomi hårdt, da den afskar landene adgang til den billige russiske gas. Det har undermineret EU’s, og især den tyske og franske kapitalismes, konkurrenceevne på verdensmarkedet. Derfor har alle de store EU-lande slæbt med fødderne, hver gang der har været tale om at sende våben til Ukraine eller indføre yderligere sanktioner mod Rusland.
I mellemtiden har amerikanerne vedtaget Inflation Reduction Act: en pakke på 400 milliarder dollars, der primært har til formål at støtte amerikanske virksomheder og underbyde europæiske kapitalister. Washington forsøger også at trække Europa dybere ind i sin konflikt med Kina, som tilfældigvis er Europas vigtigste handelspartner.
På trods af Demokraternes kritik af Donald Trump så viderefører Biden-administrationen i virkeligheden Trumps “America First”-politik til stor frustration for USA’s traditionelle allierede.
Olaf Scholz til G7 møde. Billede: Bundeskanzler Olaf Scholz Twitter
I et forsøg på at vise en vis uafhængighed, besøgte den tyske kansler, Olaf Scholtz, Kina i november. Han gennemtvang også det kinesiske selskab Coscos delvise overtagelse af en containerterminal i Hamborg, på trods af angreb fra den krigsliderlige grønne udenrigsminister Baerbock, mens toppen af mange DAX-selskaber bakkede op om kansleren.
Scholtz’ rejse blev i foråret efterfulgt af den franske præsident Emmanuel Macrons besøg til Beijing. Det øgede tydeligvis gnidningerne mellem USA og dets vigtigste europæiske allierede.
I et slet skjult stik til USA sagde Macron, at det ville være “en fælde for Europa” at blive fanget i kriser, som ikke er Europas, og at det i bund og grund ville gøre de europæiske lande til “vasaller”. Macrons bemærkninger var specifikt relateret til konflikten mellem USA og Kina, men han havde tydeligvis også Ukraine i tankerne.
Med sig på rejsen havde Macron en lang række erhvervsledere, som understregede den økonomiske betydning af Frankrigs handel med Kina, som han håbede at kunne indgå aftaler med.
Mest irriterende for amerikansk imperialismes strateger var den aftale, som det fransk- og europæiskejede Airbus indgik, som annoncerede salget af 200 passagerfly til Kina, en helikopteraftale samt åbningen af en ny Airbus-fabrik i Tianjin. Da Kina er verdens hurtigst voksende marked for kommercielle fly, er en sådan aftale et direkte slag mod den amerikanske virksomhed Boeings interesser. Det vil også resultere i den form for teknologideling, som amerikansk imperialisme er indædt modstander af.
Den franske herskende klasse har altid haft sine egne ambitioner på verdensarenaen og stiler mod at spille en mere uafhængig rolle. For eksempel er landets atomvåben uden for NATO’s kontrol. Desuden har fransk imperialisme sine egne interesser, især i Afrika. På trods af sin begrænsede indflydelse i internationale relationer, forsøger Frankrig at balancere mellem USA og Kina for at opnå en vis grad af selvstændighed. I mellemtiden er det kinesiske regime naturligvis interesseret i at udnytte modsætningerne mellem EU og USA til egen fordel.
Selvom Macrons rejse delvist var tiltænkt som et middel til at aflede opmærksomheden fra den massive protestbevægelse mod pensionsreformer i Frankrig, er hans udtalelser klart repræsentative for tankegangen i en fløj af det vesteuropæiske borgerskab, som står til at tabe meget og vinde lidt ved blindt at følge Washington i deres konflikter på verdensscenen.
EU blev grundlagt som et redskab til at forene nationer, der ikke kunne spille en selvstændig rolle på verdensscenen. I dag er det lammet af modsætningerne mellem dets medlemslande – modsætninger, som konstant udnyttes af de større imperialistiske magter.
Fragmentering
I en lang periode efter Anden Verdenskrig var de internationale relationer relativt stabile, da to store supermagter af samme styrke (og med atomvåben) stod over for hinanden. Denne relative ligevægt blev ødelagt af stalinismens sammenbrud i 1989-91.
Efter Sovjetunionens fald stod USA tilbage som den eneste supermagt på planeten. Men ligesom Ikaros i den græske mytologi, der fløj for tæt på solen, så troede USA, at der ikke var nogen grænser for dets magt. Det intervenerede i det ene land efter det andet for at straffe enhver ulydighed og mødte kun lidt modstand. I forbindelse med den imperialistiske krig i Den Persiske Golfen i 1991 undlod Kina og Rusland f.eks. blot at stemme i FN’s Sikkerhedsråd, som godkendte magtanvendelse mod Irak. Der var endda tale om, at Rusland skulle inviteres til at blive medlem af NATO. Rusland blev imidlertid ydmyget af NATO i forbindelse med hændelsen i Pristina lufthavn i Kosovo i 1999.
Men med århundredeskiftet og invasionerne af Irak og Afghanistan begyndte stemningen at vende. Nederlagene i disse krige viste begrænsningerne for verdens mest magtfulde land. Vigtigst af alt førte de til en udbredt modstand i den amerikanske arbejderklasse mod yderligere militære eventyr.
Nederlaget i Irak og Afghanistan har udstillet USA’s begrænsninger. Billede: U S Marine Corps Sgt Samuel Ruiz
Derfor har det ikke været muligt for USA at indsætte tropper og indgå åbent i krige på stor skala. Faktisk var Barack Obama i 2014 ikke engang i stand til at få Kongressen til at godkende en begrænset bombekampagne mod Assad-regimet i Syrien.
Denne svaghed har i høj grad begrænset USA’s evne til at demonstrere sin magt. I Syrien så vi for eksempel, hvordan det lykkedes Rusland og Iran at besejre den USA-ledte koalition. På samme måde blev de vestlige magter i Libyen sat helt ud af spil af militser, der var allierede med Rusland, og dem, der lænede sig op ad Tyrkiet.
Sammen med nederlaget i Irak og den ydmygende tilbagetrækning fra Afghanistan har disse været store slag mod USA’s autoritet.
En parallel proces har fundet sted på det økonomiske og diplomatiske plan.
Umiddelbart efter Anden Verdenskrig repræsenterede USA 40 procent af verdens BNP. På det grundlag, og med “frihandel” som sit vigtigste slogan, nedbrød Washington handelsbarrierer og åbnede verdensmarkedet under ledelse af USA-baserede institutioner som IMF og Verdensbanken. Dollaren blev etableret som den stabile valuta i verdenshandlen, som ekspanderede enormt.
Men i dag er USA’s relative andel af verdens BNP faldet til 24 procent, mens Kina er steget fra en ubetydelig størrelse til 18 procent. Kina er ikke i nærheden af at overhale USA på det økonomiske plan, men dens fremgang har betydet en reduktion af sidstnævntes relative vægt i verdensøkonomien.
Samtidig har den økonomiske krise øget spændingerne mellem nationerne. For at forsvare sin position er amerikansk kapitalisme derfor gået fra at være den mest højlydte fortaler for frihandel, til at være den største forkæmper for protektionisme.
Handelskrigen mod Kina, som blev indledt af Trump-administrationen, fortsætter med uformindsket styrke under Biden. Samtidig bliver dollaren – og dollarbaserede finansielle systemer som SWIFT – brugt som våben til at slå ned på dem, der vover at gå imod USA.
Det har rystet tilliden til verdensordenen i den post-sovjetiske periode. Hvis russiske aktiver kan indefryses fra den ene dag til den anden, hvem bliver så den næste?
Trotskij bemærkede engang, at britisk imperialisme, da den var på sit højeste, plejede at tænke i århundreder og kontinenter. Også amerikansk imperialisme forsøgte i sin opgangsperiode i det mindste at tænke fremad, før den handlede.
I dag er det amerikanske borgerskab præget af ekstrem kortsynethed og dumhed. Det er i sig selv en afspejling af kapitalismens organiske krise og finanskapitalens og aktiemarkedets dominans, som ikke ser længere end til den næste spekulationsboble eller i bedste fald den næste kvartalsrapport.
I en periode med generaliseret krise i kapitalismen er det mest fordelagtige at opretholde status quo. Men status quo er blevet umulig at opretholde.
Som en elefant i en glasbutik vakler amerikansk imperialisme således rundt på den internationale arena uden nogen klar plan. På den måde undermineres den verdensorden, som var baseret på dens egen absolutte dominans efter Sovjetunionens fald. Ukraine-krigen og sanktionerne mod Rusland har blot fremskyndet denne proces.
Vi bør dog ikke tage fejl, i øjeblikket er der ingen andre magter, der kan udfordre USA’s globale magt på det militære eller økonomiske plan. Arbejdskraftens produktivitet i USA er stadig langt højere end i Kina (selvom forskellen er ved at blive mindre). USA’s militærudgifter er også større end de ti næste nationers samlede udgifter og udgør 39 procent af verdens samlede militærudgifter. Men der er ved at opstå sprækker i den amerikanskdominerede verdensorden – sprækker, som mindre magter som Kina, og til en vis grad også Rusland, siver ind i og som øger den eksisterende ustabilitet.
Kina og BRIKS
Kina har effektivt udnyttet følelsen af voksende usikkerhed i de internationale relationer. På sin rejse til Moskva gik Xi Jinping uden om USA’s opråb om “røde linjer” for militærhjælp til Rusland. I stedet kom han bevæbnet med en fredsplan.
Dens chancer for succes er næsten lig nul, men det var heller ikke formålet. Hensigten var at sende et budskab til resten af verdens nationer: “Hvad har jeres omfavnelse af USA bragt jer ud over ustabilitet og krig? Omfavn os, og I vil få fred, stabilitet og handel.”
Budskabet forbinder sig til en følelse af dyb forfærdelse – der påvirker både USA’s traditionelle fjender og allierede – over hele kloden.
I marts mæglede Kina en aftale mellem Saudi-Arabien og Iran, som i årevis har konkurreret om indflydelse i Mellemøsten. Det var et stort slag mod USA’s position, som var den største magt i Mellemøsten i årtier og det saudiske regimes største protektor.
BRICS-landene har længe udgjort en uformel politisk blok i international politik Billede: GovernmentZA Flickr
Saudi-Arabien har også fået status som dialogpartner i Shanghai Cooperation Organisation (SCO), et politisk og økonomisk organ, der ledes af Kina og støttes af Rusland. I en kommentar til dette skridt sagde en saudisk analytiker, Ali Shihabi, at:
“Det traditionelle monogame forhold til USA er nu ovre. Vi er nu indgået i et mere åbent forhold; et stærkt forhold til USA, men lige så stærkt til Kina, Indien, Storbritannien, Frankrig og andre.”
Mange mindre magter udnytter splittelsen mellem stormagterne til at mase sig frem. Som den brasilianske præsident Lula da Silva udtrykte det under sit besøg i Beijing, vil de gerne samarbejde med USA og Kina om at “balancere verdens geopolitik”.
“Balancere” er en god måde at sige det på. Den brasilianske herskende klasse har ikke råd til helt at vende ryggen til USA. Men den vil heller ikke bøje sig for den amerikanske regerings krav, som vi ser i Brasiliens afvisning af at sende våben til Ukraine. På samme måde var Lula, mens han var i Kina, modig nok til at besøge Huawei-fabrikken, som producerer 5G-udstyr, der er forbudt af USA. Brasiliens store landbrugssektor er også afhængig af russisk gødning.
Lande som Brasilien, Sydafrika og Indien har længe været store og magtfulde nok til at føre en relativt uafhængig kurs på visse spørgsmål, uden dog helt at vende ryggen til vestlig imperialisme.
Faktisk har den såkaldte BRIKS-gruppe længe udgjort en semi-formel blok, som en selverklæret modvægt til Vestens G7, med Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika som de stiftende medlemmer.
Ifølge den sydafrikanske udenrigsminister har ikke mindre end 12 lande ansøgt om at blive medlem af sammenslutningen. Mange af dem, der banker på døren for at blive medlem, omfatter nationer, der har været skødehunde for amerikansk imperialisme i årtier, herunder Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Egypten.
Kinas fremgang er helt sikkert med til at løsne USA’s greb om forskellige dele af verden. Men det ville være forkert at forestille sig, at Kina er på vej til at erstatte eller bare matche USA’s magt globalt.
Alene på det militære plan er der en enorm forskel mellem de to. Den amerikanske økonomi er desuden langt større og mere avanceret. Og den har en afgørende kontrol over de vigtigste dele af verdensøkonomien.
Desuden står det klart, at Kina selv står over for en økonomisk krise uden fortilfælde – og i forbindelse hermed en periode med dybtgående sociale rystelser, som vil bremse den kurs, landet har taget i den forgangne periode.
Kampen mod imperialisme og kommunisters opgave
I 1928, da amerikansk imperialisme stadig var i sin ekspansionsperiode, skrev Leo Trotskij følgende:
“… det er netop USA’s internationale styrke og den uimodståelige ekspansion, der udspringer af den, som tvinger hende til at inddrage hele verdens krudtmagasiner i grundlaget for sin struktur, dvs. alle modsætningerne mellem Øst og Vest, klassekampen i det gamle Europa, kolonimassernes oprør og alle krige og revolutioner.
På den ene side forvandler dette den nordamerikanske kapitalisme til den moderne epokes grundlæggende kontrarevolutionære kraft, konstant mere interesseret i opretholdelsen af ‘orden’ i hvert hjørne af jordkloden; og på den anden side gøder dette jorden for en gigantisk revolutionær eksplosion i denne allerede dominerende og stadig ekspanderende verdensimperialistiske magt.”
Disse ord er endnu mere sande i dag, end da de blev skrevet. Amerikansk imperialisme er den mest reaktionære magt på planeten. Dens økonomiske, militære, diplomatiske og kulturelle fangarme strækker sig dybt ind i næsten hvert eneste land. Og den udgør en trussel mod arbejderklassen overalt, hvor masserne begynder at bevæge sig i retning af revolution.
Samtidig har amerikansk kapitalismes fremgang skabt den mest magtfulde arbejderklasse i verden, som er i stand til at bestemme historiens gang. Kampen mod imperialismen er en integreret del af arbejderklassens kamp for socialisme.
I USA har forestillingen om en såkaldt Pax Americana og det “amerikanske århundrede” været stærke propagandaværktøjer i den amerikanske herskende klasses forsøg på at skære igennem klassekampen. Men i dag er den kyniske løgn om de amerikanske “good guys”, der spreder demokrati over hele verden, fuldstændig afklædt, ligesom den såkaldte amerikanske drøm.
For hvert tilbageslag og nederlag til amerikansk imperialisme svækkes den herskende klasses position yderligere på hjemmebane – til gavn for arbejderklassen.
Kommunisters opgave er på ethvert tidspunkt at udvikle en uafhængig position for arbejderklassen. Vi må afsløre etablissementets hykleriske og kyniske snak om at forsvare “demokratiet” og “forsvar mod stærke mænd” som Putin, som intet andet end et røgslør, der dækker over kapitalisternes snævre, udbyttende interesser.
Det er nok at nævne de millioner af liv, der er gået tabt i de seneste årtiers krige i Mellemøsten, den blodige opløsning af Jugoslavien, udplyndringen af Rusland og Østeuropa i 1990’erne, Vestens kvælertag på Afrika, islamisk fundamentalisme, regimeskift, kup og kontrarevolutioner, der har kostet millioner af liv, den århundredgamle politik med at støtte militærkup, støtte blodige diktatorer og vælte progressive regeringer i Latinamerika. Listen fortsætter i det uendelige.
De vestlige magters morderiske historie i det sidste århundrede har sået et dybt had mod imperialismen blandt de undertrykte koloniale, halvkoloniale og tidligere koloniale nationer.
Opgaven med at vælte det reaktionære Putin-regime ligger hos de russiske arbejdere. Den amerikanske arbejderklasses opgave er at kæmpe mod sin egen herskende klasse, som i årtier har været den største fjende for alle ægte revolutionære bevægelser rundt om i verden. Uden dette kan der ikke være tale om nogen reel international enhed i arbejderklassen.
En multipolær verden
Der er imidlertid nogle, der hævder, at eftersom vi er modstandere af vestlig imperialisme, så bør vi støtte dens konkurrenter.
Teorien om den såkaldte multipolære verdensorden findes i mange former og størrelser, og foreslår, at vi skal kæmpe for en verden domineret af flere imperialistiske magter, der afbalancerer hinanden, i modsætning til den nuværende, som er domineret af én enkelt supermagt.
I forordet til sin bog Beyond US Hegemony? Assessing the Prospects for a Multipolar World fra 2006, skrev Samir Amin:
“[Jeg] ønsker at se opbygningen af en multipolær verden, og det betyder naturligvis et nederlag for Washingtons hegemonistiske projekt om militær kontrol over planeten. I mine øjne er det et overmodigt projekt, kriminelt af natur, som trækker verden ud i endeløse krige og kvæler alt håb om social og demokratisk fremgang, ikke kun i landene i Syd, men også, i tilsyneladende mindre grad, i landene i Nord.”
I dag finder denne idé fornyet fremgang på visse dele af den internationale venstrefløj, som mener, at vi bør støtte Kinas fremgang og Ruslands genkomst som en magt på verdensarenaen.
I en sådan multipolær verdensorden, lyder argumentet, vil kinesisk og russisk imperialisme og måske også imperialismen i andre lande som Indien og Brasilien holde det amerikanske imperium i skak og føre til en mere fredelig og retfærdig verden. Men hvorfor disse magter skulle være mere interesserede i fred og “retfærdighed” end USA, bliver aldrig forklaret.
Her har vi essensen af den gamle teori om folkefronten (om end i international målestok!), som stalinisterne var fortalere for i deres storhedstid.
I stedet for at tydeliggøre klassemodsætningerne mellem arbejderne og kapitalisterne, udvisker denne holdning klasselinjerne og forsøger at skubbe arbejderklassen bag en imperialistisk blok – om end en svagere en – mod en anden.
I stedet for at fremme kampen mod kapitalismen, sår det illusioner om muligheden for en løsning inden for rammerne af det nuværende system.
Rusland og Kina er måske mindre magter end USA, men det gør ikke Putin og Xi mere progressive. Det er kapitalistiske regimer, som er baseret på udbytning af arbejderklassen. De er fjender af arbejdere og fattige.
Og selvom det ikke er det vestlige proletariats opgave at vælte dem, er det bestemt de russiske og kinesiske arbejderes opgave. For dem er der ingen vej frem inden for kapitalismens snævre rammer.
For at skære igennem klassekampen og samle nationen bag deres regimer, baserer både Xi og Putin sig demagogisk på truslen fra amerikansk imperialisme og de anti-imperialistiske følelser hos de russiske og kinesiske arbejdere. Med andre ord bliver truslen fra amerikansk imperialisme brugt til at underkue de russiske og kinesiske arbejdere.
Kina og Rusland er mindre magtfulde end USA, men det gør dem ikke mere progressive. Billede: The Presidential Press and Information Office Wikimedia Commons
I stedet for at give illusioner til disse regimer, er det kommunisters pligt at afsløre denne demagogi og vise, hvordan disse regimers interesser står i direkte modsætning til arbejdernes og de fattiges.
Heldigvis for vores “multipolære” venner på venstrefløjen, blev deres idéer for nylig støttet af Vladimir Putin og Xi Jinping på deres møde i Moskva. Her diskuterede de deres hensigt om at “fremme en multipolær verdensorden, økonomisk globalisering og demokratisering af internationale relationer” og at “fremme udviklingen af global styring på en mere retfærdig og rationel måde”.
Deres konflikt med vestlig imperialisme har en helt anden klassekarakter end massernes anti-imperialisme.
Når Xi og Putin taler om “økonomisk globalisering og demokratisering af internationale relationer” og en mere retfærdig “udvikling af global styring”, mener de ikke en ende på imperialisme og national undertrykkelse, men en omkonstruktion af de internationale relationer – en, hvor deres respektive herskende klasser får en større del af den kage, som de mener, at Vesten er ved at æde op.
Det, Kina er ude efter, er investeringsområder, råstof- og energikilder og kontrol over handelsruter. Alt dette er i de kinesiske kapitalisters interesse. Dette er ikke en reel kamp mod imperialismen. Det er blot et tilbud om at erstatte en imperialisme med en anden.
Hvis masserne i Rusland og Kina virkelig skal kæmpe mod imperialismen, må de først tage magten i deres egne hænder og forbinde deres kamp med arbejdernes kamp i Vesten. Kun under sådanne forhold kan en ægte, international, anti-imperialistisk kamp begynde.
Arbejdere i alle lande foren jer!
Det 21. århundrede blev udråbt til det nye amerikanske århundrede. Da USA råbte “Hop!”, svarede verden i kor: “Hvor højt?” Men det kor har ikke længere den enstemmighed, det engang havde.
Efterhånden som nye magter kommer på banen, og grænserne for USA’s magt afsløres, forsøger regionale magter at udvide deres indflydelse og udstikke en mere uafhængig kurs. Amerikanerne oplever, at tidligere loyale allierede nu tror, at de kan få det bedste fra begge verdener ved at balancere mellem USA på den ene side og Kina og Rusland på den anden.
I denne nye magtbalance, hvor USA’s autoritet er undermineret, men hvor der ikke er nogen levedygtig konkurrent som verdens dominerende økonomiske og militære magt, vil vi se nye sammenstød.
I stedet for en æra med fred vil denne nye “multipolære” verden indlede en stadig hårdere konkurrence mellem mindre imperialistiske magter, der forsøger at spille med musklerne.
I disse sammenstød vil mindre nationer blive knust politisk og økonomisk; eller militært som vi så det i Libyen, Syrien og Ukraine.
Det bliver en periode med ekstrem turbulens, med “små” krige og stedfortræderkonflikter – som alle vil bidrage til og kombinere sig med det kapitalistiske systems generelle krise.
Dette stiller os overfor den presserende opgave at føre en international kamp for at aflive dette døende system én gang for alle: ved at tilvejebringe en socialistisk verden uden profitmotivets og nationalstatens kvælende begrænsninger.
Den Internationale Marxistiske Tendens er en revolutionær kommunistisk organisation, som er aktiv i mere end 40 lande verden over. Kæmp sammen med os for en socialistisk revolution i dit land og i hele verden!
