Foto: Socialist Appeal
Mens arbejdere næsten måtte gå fra hus og hjem i 2022 på grund af energiprisernes himmelflugt, tjente energisektoren styrtende på flertallets lidelser. Fra milliardprofitter til trecifrede millionbonusser: Energi Danmark og de andre energiselskaber viser igen at vi har brug for socialistisk planlægning, ikke parasitisk profitjagt.
Sidste år gik energipriserne amok. Panik ramte energimarkedet, da priserne pludseligt skød i vejret med 305% næsten fra den ene dag til den anden. Familier risikerede at blive ruineret af energiregninger, og flere valgte at flytte i campingvogne bare for at have et sted, hvor de kunne få et tag over hovedet.
Men kapitalisterne lader ingen god krise gå til spilde. Derfor blev 2022 også året, hvor energiselskaberne hentede milliarder af kroner hjem i profitter. Som medierne for nyligt har kunnet afsløre, så har energisektoren endda dannet deciderede karteller, som pustede energipriserne kunstigt højt op. Alt sammen på arbejderklassens bekostning. Et faktum som udstiller kapitalismens uretfærdighed og absurditet.
Grådighed og markedsanarki
Energiinfrastruktur tager lang tid at anlægge og er en meget omkostningsfuld investering. Det betyder, at det kræver en stor mængde startkapital for at få adgang til energimarkedet. Af den grund opstår der også et såkaldt “naturligt monopol”, hvor et kraftværk kan levere energi til et område uden nogen rigtig konkurrence.
Men hvis der ikke er nogen konkurrence, er der heller ikke et “frit” marked, og resultatet er, at kraftværkerne før i tiden nærmest kunne sætte priserne så højt, som de lystede og dermed tjene superprofitter.
Som et forsøg på at løse dette problem vedtog EU i 1996 en omfattende liberalisering af det europæiske energimarked. Det betød en deregulering og opsplitning for hele den europæiske energisektor. Energifirmaer, energihandlere, et energimarked og andre mellemmænd blev oprettet for at “stimulere” konkurrencen.
Med dette forsøgte EU at overkomme to af kapitalismens hovedmodsætninger. For det første: at produktionen er international, men markedet er opdelt i konkurrerende nationalstater, som i sidste ende vil gøre, hvad der skal til for at sikre sine egne nationale industris interesser. For det andet: at vi har en social produktion, men en privat tilegnelse. Hele samfundet deltager i produktionen igennem en udpræget arbejdsdeling i form af lange forsyningskæder, infrastruktur osv., hvor samfundet som helhed er aftager af produkterne. Produktionen tilsigter at dække et socialt samfundsmæssigt behov, men produktionen igangsættes kun i det omfang, at det lille antal kapitalejere kan tjene profit på det. Begge disse modsætninger kommer for alvor op til overfladen nu, hvor kapitalismen er i krise på alle niveauer.
I 2022 blev det tydeligt, hvordan forsøget på at overkomme disse modsætninger på kapitalistisk basis er komplet umuligt. Det europæiske energimarked sikrede, så længe der var rigeligt med gas, billige priser til især den tyske industri, men lige så snart modsætningerne mellem nationerne slog igennem i form af krigen i Ukraine, betød dette forsøg på at overkomme nationalstatens begrænsning en energikrise på hele det europæiske kontinent.
Med liberaliseringen i 1996 gik energisektoren fra at være en kedelig monopol-domineret sektor med langsigtede kontrakter og stabile men høje priser til at være en gennemkorrupt gambling-institution. Uanset hvor mange mellemled der skabes for at “stimulere” konkurrencen, så ændrer det ikke de underliggende dynamikker i kapitalismen, et system baseret på markedets anarki, som derfor naturligt tenderer mod at koncentrere mere og mere kapital på færre og færre hænder. Det så vi for nyligt komme frem i form af energikarteller.
Karteller og milliardprofitter
Samtidig med at energiselskaberne rapporterede om gigantiske profitter, kunne medierne afsløre, at 49 jyske kraftværker lader til at have drevet kartel siden 2019, hvor de kunstigt har hævet priserne for normale forbrugere.
Den epoke af kapitalismen, som vi lever i, er karakteriseret af monopoler og karteller. Alt fra supermarkeder til industri er domineret af en håndfuld multinationale virksomheder, som kontrollerer hidtil usete summer kapital. Som Lenin forklarede i hans bog Imperialismen som kapitalismens højeste stadie vil konkurrence på det frie marked uundgåeligt lede til dannelsen af monopoler.
Energisektorens råddenskab har også vist sig i de andre mellemled, som EU opfandt. Tag for eksempel energihandlerne – en form for mellemmænd, der køber og sælger energi og tjener penge på differencen. Det er især dem, der har nydt godt af energikrisen de sidste år.
Energihandelskoncernen Energi Danmark tjente i 2022 et overskud på 8,9 milliarder kroner, hvilket svarer til en 50-dobling af deres profitter sammenlignet med året inden. Energihandleren Danske Commodities tjente også et rekordoverskud på knap 11 milliarder kroner! Som følge af disse kæmpe overskud kom det i offentlighedens søgelys, at flere af de individuelle energitradere i disse firmaer er blevet belønnet for deres gambling med trecifrede millionbeløb. Tre tradere i Energi Danmark stod efter energikrisen til bonusser på mere end 750 millioner kroner fordelt mellem dem. Og det på samme tidspunkt, som 400.000 danskere, 1 ud af 10 voksne, i 2022 var nødt til at springe måltider over for at kunne betale sine regninger.
De her mellemhandleres eksistens blev opfundet for at udsætte energisektoren for konkurrence, men i stedet har det resulteret i en endnu mere parasitisk sektor gennemsyret af spekulation, karteller og ustabilitet. Elektricitet bør være en af de mest basale ressourcer, som samfundet tilbyder sine medlemmer, men under kapitalismen er denne samfundskritiske infrastruktur reduceret til en vare, som kapitalisterne kan tjene profit på.
Eksproprier og planlæg
Ressourcerne og teknologierne, der er nødvendige for at løse energikrisen og for at bekæmpe klimakatastrofen på samme tid, findes allerede. Men hele energisektoren befinder sig i øjeblikket i kapitalisternes hænder, under deres ejerskab og kontrol. Der bliver derfor kun produceret efter deres jagt på profit og ikke efter menneskets behov. Denne modsætning mellem den private tilegnelse men sociale produktion udstilles især nu, hvor kapitalismen er i krise og den gamle kapitalistiske verdensorden med øget globalisering erstattes af tiltagende konflikter mellem verdens nationer.
Den eneste reelle løsning er derfor, at energimonopolerne og deres profitter – herunder både fossilbrændstofgiganterne og de store forsyningsselskaber – eksproprieres uden nogen kompensation og placeres under arbejdernes kontrol som et led i en socialistisk plan for hele energisektoren og for økonomien som helhed.
Kun sådan kan vi gøre en ende på denne afskyelige uretfærdighed, hvor millioner risikerer at blive kastet ud i fattigdom, mens kapitalejerne og mellemmændende griner hele vejen til banken
EU’s ide om at skabe det perfekte liberale energimarked har haft den modsatte effekt: i stedet for naturlige monopoler har vi nu karteller, parasitiske gamblingfirmaer og endnu mere anarki. Ingen reformer kan kontrollere kapitalismen.
