Recep Erdogan. Billede: Wikimedia commons
Tyrkiets mangeårige præsident Recep Erdogan blev sidste måned genvalgt. Den tyrkiske venstrefløj støttede den reaktionære oppositionsleder Kemal Kılıçdaroglu som “det mindste onde”. Men strategien om at støtte “det mindste onde” har fejlet. Kun gennem klassekamp kan det rådne system Erdogan repræsenterer væltes.
Med 52% af stemmerne i præsidentvalget kan Erdogan, som de sidste 20 år har været Tyrkiets præsident, se frem til yderligere fem år på posten. Den liberale borgerlige opposition formåede ikke at påføre Erdogans kriseramte styre et endegyldigt nederlag ved valgurnerne den 28. maj. Erdogan bevarede også sit flertal i parlamentet, selvom hans parti mistede 30 mandater.
Det tyrkiske præsidentvalg fandt sted under anspændte omstændigheder. Landets befolkning har været hårdt ramt af en økonomisk krise, som har fået inflationen til at stige med 80% over to år, og kastet den tyrkiske lira ud i frit fald. Arbejdsløsheden er på omkring 10% men hele 98% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Samtidig er klassekampen over de seneste år taget til. I 2021 og 2022 var landet fx ramt af den største massestrejke siden 1970’erne.
Derudover er den økonomiske krise blevet forværret af jordskælvet i februar, der kostede næsten 60.000 mennesker livet, gjorde millioner hjemløse og vurderes at have forårsaget skader til en værdi af 100 milliarder dollars. Regeringens katastrofale håndtering af katastrofen vakte stor vrede i befolkningen samtidig med at Erdogan blev stærkt kritiseret for at have bidraget til omfanget af ødelæggelserne, fordi han har givet tilladelse til opførelsen af svage bygningskonstruktioner i områderne, hvor jordskælvet ramte.
De seneste måneder er vreden og utilfredsheden med Erdogan-regeringen og den økonomiske ustabilitet vokset. Præsidentvalget blev derfor af mange set som en mulighed for at vælte Erdogan. Men det eneste alternativ, der blev fremsat, var den liberale borgerlige kandidat Kemal Kılıçdaroğlu, som på trods af et tæt valgresultat ikke formåede at besejre Erdogan.
“Det mindste onde”
Billede: EU Civil Protection and Humanitarian Aid altered
Valgresultatet viser, at “alle mod Erdogan”-strategien har fejlet. Kılıçdaroğlu var kandidat for en valgkoalition, som bestod af seks partier fra både højre- og venstrefløjen. Kılıçdaroğlu blev fremstillet som ‘det mindste onde’ i forhold til Erdogan, men han repræsenterer ikke noget reelt alternativ for arbejderklassen og de undertrykte lag i samfundet.
I de borgerlige medier bliver Kılıçdaroğlu beskrevet som en “socialdemokrat”, men hans parti har altid været borgerskabets traditionelle parti. Kılıçdaroğlu’s parti CHP blev stiftet af Kemal Ataturk, som ledte tyrkiets borgerlige revolution og grundlagde Tyrkiet. CHP repræsenterer en fraktion af borgerskabet, som ønsker en mere liberal, pro-vestlig politik og som afviser etniske minoriteters rettigheder (såsom kurdernes).
I sin valgkamp lovede Kılıçdaroğlu at han ville bekæmpe korruption og de høje leveomkostninger med “ortodoks pengepolitik” og ved at sikre “centralbankens uafhængighed”. Det ville i praksis betyde nedskæringer i de offentlige udgifter og borgerskabets fulde kontrol over bankerne. En politik der åbenlyst vil komme finanskapitalen og overklassen til gode på bekostning af arbejderklassen.
Kılıçdaroğlu fremførte også en ekstremt reaktionær og fremmedfjendsk flygtningepolitik, som lå til højre for Erdogan. I takt med at den økonomiske situation er forværret, har oppositionen pustet til en flygtninge-fjendsk stemning. I sin valgkampagne dæmoniserede Kılıçdaroğlu flygtninge, med racistiske udtalelser såsom at “kvinder ikke vil være i stand til at gå sikkert på gaden” medmindre flygtninge deporteredes. Kılıçdaroğlu krævede derfor at hele 3,6 millioner flygtninge blev deporteret, en politik som frastødte de mest progressive lag i samfundet.
Som nævnt repræsenterer Kılıçdaroğlu den pro-vestlige del af det tyrkiske borgerskab, og op til valget lovede Kılıçdaroğlu, at han som præsident ville leve op til Tyrkiets internationale forpligtelser, dvs. dedikere sig til den amerikansk-ledede NATO-alliance, på bekostning af Tyrkiets egne regionale ambitioner. Den politik var imidlertid vand på Erdogans mølle. I Tyrkiet er der en sund skepsis over for vestlig imperialisme. Den tyrkiske arbejderklasse kan se, hvor reaktionær vestlig imperialisme er, og der hersker en udbredt skepsis over for en udenrigspolitik, som vil underlægge Tyrkiet fremmede magters interesser.
Erdogan brugte forskellige taktikker op til valget for at samle opbakning og stemmer. Han brugte bl.a. sin statskontrol over medierne og sociale platforme til at fremme sin egen valgkampagne og begrænse oppositionens sendetid.
I januar hævede Erdogan desuden mindstelønnen for alle med 55%, og en uge inden valgets første valgrunde hævede han lønnen med 45% for embedsmænd. Han sænkede gaspriserne og sænkede pensionsalderen, så to millioner tyrkere kunne gå på pension øjeblikkeligt. Han sikrede sig desuden ekstra stemmer ved at give stemmeret til hundredetusinder af syriske og afghanske flygtninge, som selvfølgelig ikke ville stemme på oppositionens kandidat, der talte for at deportere dem ud af landet.
Erdogan og hans parti, AKP, har stadig en loyal base af en vis størrelse, især blandt den anatolske middelklasse, som især drog nytte af det økonomiske opsving i 00’erne. Erdogans støtte faldt imidlertid på tværs af hele landet, især i større byer. Årsagen til at Erdogans tilbagegang ikke resulterede i et faktisk valgnederlag, skyldes at masserne ikke så oppositionen som et tiltrækkende alternativ.
Venstrefløjens fejl
I stedet for at fremføre et selvstændigt klassebaseret alternativ, støttede venstrefløjen op om Kılıçdaroğlu som “det mindste onde”. For eksempel støttede det betydningsfulde Folkets Demokratiske Parti (HDP) “alle mod Erdogan”-strategien.
HDP repræsenterer en stor del af den kurdiske venstrefløj, og fordi HDP er et kurdisk parti afviste Kılıçdaroğlu deres ønske om at indgå i hans valgkoalition! CHP, som blev stiftet i 1923, har historisk set stået i spidsen i forfølgelsen af det kurdiske folk, ved bl.a. at forbyde brugen af det kurdiske sprog i offentligheden. Det var desuden den tyrkiske stat, med CHP ved roret, som knuste de kurdiske opstande i 1925 og 1938, som dræbte tusinder og tvang endnu flere til at flygte.
Kılıçdaroğlu har også selv støttet Erdogans angreb mod den kurdiske venstre-løj, som har sendt flere HDP-politikere i fængsel, og CHP har støttet indsættelsen af den tyrkiske hær i de kurdiske områder i Syrien og Irak. Ved at støtte Kılıçdaroğlu, en borgerlig kandidat fra et parti, der altid har nægtet etniske minoriteter deres basale rettigheder, gav HDP afkald på deres politiske principper og på muligheden for at opstille et reelt alternativ til Erdogan. I stedet banede deres strategi vejen for at Erdogan blev genvalgt.
Strategien om at støtte Kılıçdaroğlu som “det mindste onde” styrkede ikke HDP, som tværtimod kom svækket ud af valget. Ved sidste valg i 2018 fik partiet 11,7% af stemmerne, men i dette valg faldt deres tilslutning til 8,8%. Deres strategi demoraliserede også deres egen traditionelle base: valgdeltagelsen på tværs af Tyrkiet var tæt på 94% men i de kurdiske provinser faldt den til 80%.
Med 8,8% af stemmerne og 62 mandater udgør HDP dog stadig det tredjestørste parti i parlamentet. Det resultat opnåede partiet på trods af deres fejlslagne strategi og på trods af at de blev censureret og tvunget til at blive repræsenteret af Det Grønne Parti ved valget, fordi Erdogan truede med at udelukkede dem fra at stille op.
Hvis HDP havde holdt fast i en selvstændig klasseposition, i stedet for at følge i hælen på det reaktionære CHP, kunne partiet have forenet de tyrkiske og kurdiske arbejdere. Det ville have udgjort en reel trussel mod både Erdogan og tyrkisk kapitalisme.
Kun gennem klassekamp kan det rådne system Erdogan repræsenterer væltes. Ved at gå forrest i kampen med et klasseperspektiv, der forbinder de daglige kampe med kampen for den socialistiske revolution i Tyrkiet, ville et parti som HDP kunne forene de undertrykte masser og skære igennem den religiøse og etniske opdeling af arbejderklassen.
