Grundlaget for en storkonflikt var tilstede og eksperterne var da også tydeligt nervøse. Foto: Privat
Smilene var brede hos toppen af den danske fagbevægelse, da resultatet af urafstemningen om OK23 blev præsenteret. Fagtoppen præsenterede et rungende JA fra medlemmerne på hele 79 procent med en stemmeprocent på 59,3, den højeste siden 1973. Det betød, at overenskomsterne var på plads for alle arbejdere i det private, og en storkonflikt var taget af bordet.
Eksperter og medier havde udråbt forhandlingerne om OK23 til de vanskeligste i mange år. På den ene side på grund af den høje inflation, der har betydet det største fald i reallønnen siden anden verdenskrig, og på den anden side fordi den nye SVM-regering lancerede et massivt angreb på arbejderklassens arbejdstid med afskaffelsen af store bededag, netop som forhandlingerne for alvor gik i gang.
Arbejdernes pres for resultater var mærkbart og det udmøntede sig bl.a. i demonstrationen mod afskaffelsen af store bededag den 5. februar. Grundlaget for en storkonflikt var tilstede og eksperterne var da også tydeligt nervøse. Men hvorfor endte det alligevel med et stort JA, og betyder det, at klassekampen er afblæst?
Et godt resultat?
Fortalerne for et JA, der udgjorde langt størstedelen af toppen i fagbevægelsen, argumenterede ikke overraskende for at resultatet var godt, ja faktisk det bedste i mange år.
Lad os derfor starte med at se nærmere på indholdet. Det helt centrale spørgsmål var lønnen, der er blevet markant udhulet af inflationen. I 2022 anslås det at det er blevet omkring 48.000 kr. dyrere at leve for en gennemsnitlig familie. Og konservative tal anslår, at det vil blive yderligere 24.000 kroner dyrere i 2023 (baseret på tal for inflationen, der allerede er overgået i årets første kvartal). Skulle tabet fra 2022 indhentes og reallønnen bevares fremadrettet, så skulle lønstigningerne have været på omkring 14 procent i overenskomstperioden.
Omkring 20 procent af arbejderne i det private fik et resultat, der nærmer sig det. Det gælder alle dem på det, der kaldes normallønsområdet, hvor hele lønnen forhandles centralt. Resultatet her var en generel lønstigning på 11,75%. Det lyder jo umiddelbart af meget og er den største stigning i mange år. Men de store prisstigninger betyder ikke desto mindre, at resultatet vil være en reallønsnedgang.
Men dette på overfladen imponerende resultat brugte fagtoppen som en gulerod overfor resten. Omkring 80 procent af overenskomsterne dækkes af det som bliver kaldt minimallønsområdet, hvor en del af lønstigningen fastsættes i de centrale overenskomstforhandlinger, mens en anden del fastsættes gennem lokale forhandlinger efterfølgende. Det centrale resultat bød på en sølle 2 procents lønstigning om året for alle på minimalløn, hvilket betyder, at der skal hentes omkring 8-10 procent i de lokale forhandlinger i 2023 alene for at sikre reallønnen. Det kommer ikke til at ske. Allerede mens afstemningen om OK23 var i gang, var der røster ude fra lokale tillidsmænd om, at det var en umulig opgave. Realiteten er derfor, at for omkring 80 procent af arbejderne i det private vil OK23 betyde et markant fald i reallønnen, også de næste to år. Men fagtoppen brugte resultatet fra normallønsområdet til at stikke resten blår i øjnene om, hvad der var muligt i de lokale forhandlinger.
De brugte argumentet om, at tillidsmændene i OK23 har fået nye redskaber til lokalforhandlingerne, men de har ikke fået det ene redskab, der faktisk kan presse arbejdsgiverne til indrømmelser, nemlig strejkeretten. Strejkeretten er stadig udelukkende forbeholdt de centrale overenskomstforhandlinger.
Hele manøvren var en omvendt form for del-og-hersk. Overenskomstforhandlingerne foregår således, at der forhandles for hele det private område samtidig og afstemningsresultatet kædes sammen. Under normale omstændigheder bruges det til at angribe en gruppe af gangen. Det ene år er det måske bygningsarbejdernes arbejdsforhold, der forringes, og det næste år chaufførernes. Men eftersom resultatet kædes sammen så druknes den ene fagfgruppes NEJ-stemmer i de samlede antal JA-stemmer. I år har man gjort det omvendt og givet en gruppe, hvad der ligner et relativt godt resultat, for at overbevise det store flertal.
Fagtoppen formåede at sælge OK23 som en sejr, men faktum er, at OK23 vil betyde en reallønsnedgang for hele arbejderklassen og derudover indeholder angreb på bl.a. arbejdstiden for byggeriet, hvor et flertal da også stemte NEJ.
At fagtoppen lykkedes med at sælge dette resultat som en sejr skal i høj grad tilskrives fraværet af en stærk politisk kampagne organiseret af en opposition i fagbevægelsen, som ville kunne gennemføre en NEJ-kampagne.
NEJ-siden
Mens JA-siden stod historisk stærkt og samlet, så var NEJ-siden historisk svag. Der var ingen stærke kræfter bag NEJ-kampagnen, der kunne give arbejderne en tiltro til, at hvis de stemte de NEJ, så ville der stå nogen klar til at lede kampen. Op til OK20 var der en relativt stærk mobilisering, som forberedte til en konflikt. Alt det blev forpurret af corona-pandemien, der kom netop, da forhandlingerne gik ind i sin afgørende fase. En del af de stærkeste stemmer fra NEJ-kampagnen og mobiliseringen i OK20 og i de efterfølgende kampe på lokale arbejdspladser gik den her gang over til JA-siden.
NEJ-kampagnen manglede et samlende fokus, som der kunne organiseres en stærk kampagne omkring. I stedet havde de 1001 grund til at stemme NEJ, samtidig med, at de ikke rigtig gik ind i JA-sidens argumenter. Et af hovedkravenefor NEJ-siden var decideret dårligt, nemlig kravet om at overenskomsten skal indeholde eksklusive fordele for medlemmer af fagforeningerne. Kravet er et forsøg på at imødegå medlemsflugten fra fagforeningerne, men vil ikke løse problemet. Medlemsflugt skyldes ikke manglende fordele ved medlemsskab, men at flere og flere har svært ved at se, hvorfor de skal betale høje medlemskontingenter til fagforeninger, der forhandler den ene elendige overenskomst hjem efter den anden. Løsningen på medlemsflugten er ikke at øge skellet mellem medlemmer og ikke-medlemmer, som blot vil skubbe fagforeningerne længere væk fra de arbejdere, som de burde organisere.
Problemet med svigtende medlemstal i fagforeningerne i dag skyldes ikke manglende solidaritet, men at fagtoppen gang på gang svigter medlemmerne og forhandler elendige resultater hjem.
Den gamle faglige venstrefløj, der var stærk i årene med mange kampe og konflikter i 1970’erne og start-1980’erne, er blevet træt og demoraliseret. Deres krav om medlemsfordele som en del af OK23 afspejler en manglende tiltro til, at arbejderne er parate til at organisere sig og kæmpe. Den svage NEJ-side er udtryk for et mere generelt vakuum på venstrefløjen: der er ingen, der fremsætter et klart klassebaseret venstreorienteret alternativ til den førte politik. Det er mere end nødvendigt på et tidspunkt, hvor kapitalismen befinder sig i en blindgyde og indebærer angreb på angreb på arbejderklassens leveforhold. Det kan kun blive modsvaret af et socialistisk program fra venstrefløjen, både den politiske og faglige.
Med tiden vil kimen til en ny opposition og faglig venstrefløj opstå, som vi ser det i andre dele af verden nu bl.a. i de britiske fagforeninger og med en ny bølge af faglige aktivister i USA.
Er klassekampen afblæst?
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) præsenterede resultatet i en pressemeddelelse med titlen “En glædens dag for alle parter” og skrev, at der var sikret “et godt udgangspunkt for ro om det private arbejdsmarked” i de næste to år.
Men det skal FH nu ikke være så sikre på. Et stort JA til OK23 betyder ikke, at klassekampen er afblæst. Arbejdsgiverne og regeringen vil se JA’et som en anledning til at gå i offensiven. Allerede op til OK23 testede regeringen, hvor langt de kunne gå med afskaffelsen af store bededag. SVM-regeringens afskaffelse af store bededag udgjorde et frontalangreb på den danske arbejderklasse. Det tog toppen af dansk fagbevægelse på sengen, og da de kunne mærke utilfredsheden blandt medlemmerne, følte de sig presset til at indkalde til en demonstration. Men efterfølgende faldt fagtoppen ned som blide lam og har på ingen måde ydet modstand mod regeringens historiske angreb på arbejdstiden. Afskaffelse af Store Bededag og OK23 har givet regeringen og arbejdsgiverne blod på tanden til yderligere angreb, når de ved, at de ingen reel modstand vil møde fra fagtoppen.
På et tidspunkt vil det presse arbejderklassen ud i kamp, som vi ser det i store dele af Europa. Nogen gange præsenteres der en karikatur af, at arbejderklassen konstant står parat til at kæmpe, og at det eneste der holder dem tilbage er ledelsen i fagbevægelsen. Det er forkert. Størstedelen af tiden er arbejderklassen ikke ude i kamp eller klar til det. Men under overfladen ophobes frustrationerne, og på et tidspunkt når de et bristepunkt. Det er her, de fleste strejker bryder ud, når nok er nok.
Men en overenskomstkamp er anderle- des. Tidspunktet for overenskomstforhandlingerne er fastlagt på forhånd, og der er langt mere overvejelse bag en strejke til en overenskomstforhandling end en spontan strejke: hvad er mulighederne for et bedre resultat, hvis jeg stemmer nej? Mette Frederiksen satte et tydeligt eksempel overfor sygeplejerskerne sidste sommer, da de stemte nej: I får intet ud af at strejke! I OK23 viste fagtoppen, at arbejderne ikke kunne forvente nogen ledelse fra deres side i en eventuel strejke og NEJ-siden viste med deres fravær, at der heller ikke her var en ledelse at hente fra denne kant.
Et NEJ til OK23 havde betydet starten på en storkonflikt. En konflikt der havde lukket landet ned og havde vist hvilken rolle arbejderklassen spiller i dagens Danmark – at uden arbejderklassen er der ikke et hjul, der kører, ikke en skraldespand, der bliver tømt eller et supermarked, der får fyldt varelagrene op. En storkonflikt havde derfor været ekstremt positivt, fordi den trækker klasseskellet i samfundet klart op og stiller spørgsmålet om magten. Men selvom det ikke blev en storkonflikt i denne omgang, betyder det ikke, at klassekampen er afblæst. Arbejdsgivere og regeringen vil føre benhård klassekamp fra deres side. Det vil øge frustrationerne og vreden i arbejderklassen samtidig med, at det yderligere vil underminere tiltroen til, at det bestående system kan løse arbejdere og unges problemer blandt et lag af især unge.
Vi står på kanten af en økonomisk krise og allerede nu begynder fyringsrunderne at rulle. Begivenhederne vil i den næste periode presse arbejderklassen ud i kamp, som vi ser det i resten af Europa. Hvornår og på hvilke spørgsmål kan vi ikke sige, men vi kan med sikkerhed sige, at OK23 vil være endnu en dråbe, der fyldes oveni frustrationens bæger. Det vil presse arbejderklassen til at bevæge sig i den næste periode, med eller uden ledelse. Kapitalismen betyder konstante angreb på alt, hvad arbejderklassen har tilkæmpet sig de sidste hundrede år. Så længe kapitalismen eksisterer, vil den kamp fortsætte. En storkonflikt rejser spørgsmålet om magten i samfundet, men kun en socialistisk revolution kan positivt løse det spørgsmål for arbejderklassen.
