I december 2022 lykkedes det endelig forskere at opnå et energioverskud med fusionsteknologi. | Foto: US Depth Energy
Klodens fremtid afhænger af omstillingen fra fossil til bæredygtig energi. Det er et kapløb mod tiden. Klimaforskere anslår at der er en 50% risiko for at globale temperaturer overstiger førindustrielle niveauer med 1.5 C i løbet af de næste fem år. For nylig har en række gennembrud indenfor forskning i fusionsenergi demonstreret denne teknologis evne til at levere ubegrænset, bæredygtig energi, ved at efterligne de naturprocesser der foregår i solens kerne. Forskning i denne fantastiske teknologi er på skandaløs vis blevet groft underfinansieret i løbet af de seneste 50 år. Hvorfor? Fordi det ikke blev anset for at være et profitabelt foretagende.
Fusion er drivkraften bag hele universet. Ved ekstremt høje temperaturer og tryk, kan hydrogenkerner opnå de hastigheder der kræves for at overkomme deres indbyrdes frastødning og fusionere. Når de gør det, smelter sammen, dannes en kerne af det tungere grundstof, helium, samtidig med at enorme mængder energi udledes, som kan bruges til at generere elektricitet.
I modsætning til fission (den mekanisme som bruges i konventionelle kernekraftværker) producerer fusion ikke langlivet radioaktivt affald. Og i modsætning til at bruge fossile brændsler, udleder processen ikke kulstof i atmosfæren. Det vigtigste materiale for at kunne drive en fusionsproces findes desuden overalt: de særlige hydrogenisotoper man skal bruge findes i et helt almindelig glas postevand. Det anslås at et lille glas “tungt vand” (betegnelsen for det deuterium-holdige brændsel man bruger i en fusionsreaktor) kan forsyne en gennemsnitlig husstand med energi i 800 år. Hvis vi bliver i stand til at udnytte fusionsprocessens fulde potentiale, vil det betyde adgang til ubegrænsede mængder billig og bæredygtig energi til klodens befolkning.
Igennem årtier har forskere prøvet at gøre solen efter, og skabe fusion i specielle reaktorer her på jorden. En af de største udfordringer har været at udvikle en reaktor, der er i stand til at skabe mere energi, end der bruges på at køre den – altså med et energioverskud. Men i løbet af den seneste årrække, er der sket en række lovende gennembrud i dette henseende. I 2021 lykkedes det den amerikanske regerings National Ignition Facility (NIF) i Californien at komme meget tæt på et energioverskud, ved brug af 192 lasere fokuseret på en lille brændselspille.
Reaktoren Joint European Torus (JET) i Oxford benytter en anden metode til at opnå en indesluttet fusionsreaktion. I stedet for at fokusere enorme mængder energi i et lille område med lasere, bruger denne reaktor kraftige magnetfelter til at fastholde hydrogenplasmaet i en donutform. I maj 2022 var dette setup i stand til at holde en fusionsreaktion kørende i fem sekunder, og producere 59 MJ – nok til at sætte 60 elkedler i kog.
I december 2022 lykkedes det endelig forskere ved NIF at opnå et energioverskud. Det markerede første gang i verdenshistorien, at det lykkedes ved brug af en kontrolleret fusionsreaktion. Forsøget producerede omtrent 3.15 MJ energi, hvilket ca. svarer til 150% af de 2.05 MJ hvad laserne leverede. Fusionskapløbet er dog langtfra ovre. Det internationale anlæg, International Thermonuclear Experimental Reactor (ITER), der kommer til at være den hidtil største ‘donut’-reaktor når den står færdigbygget, forventes at tages i drift i 2025.
Ud af det blå har vi været vidne til gennembrud på gennembrud. I årtier blev fusion afskrevet som science fiction. I dag, for at citere Financial Times er spørgsmålet “hvornår, ikke om” fusion kommer til at blive konkurrencedygtigt. Men i kapløbet mod klimaforandringer er svaret på dette “hvornår” af ret stor betydning. Selvom de seneste gennembrud bliver beskrevet som milepæle, er vurderingen blandt videnskabsfolk, at for at kunne udgøre en levedygtig forretningsmodel, kræver det at fusionsreaktorer når op på at producere et sted mellem 30 og 100 gange mere energi, end de forbruger.
Stadig årtier væk?
Alle ovenstående eksempler viser at fusion virker. Årsagen til at vi ikke allerede besidder denne fantastiske teknologi, er fordi forskningen indenfor feltet systematisk er blevet kriminelt underfinansieret gennem årtier.
I 1976, efter chokket fra oliekrisen, kastede den amerikanske Energy Research and Development Administration et seriøst blik på mulighederne for at udvikle konkurrencedygtige fusionsreaktorer, baseret på en række antagelser om forskningsstøtte. Baseret på antagelsen om den størst mulige indsats, anslog man at det var muligt at have konkurencedygtige reaktorer i 1990. Baseret på en mere moderat indsats ville målet kunne opnås i 2005. Baseret på en indsats hvor man fortsatte som hidtil (omtrent 1 mia. USD i forskningsmidler, justeret for inflation), blev det vurderet, at man muligvis aldrig ville opnå konkurrencedygtig fusion.
Og realiteten er, at blot halvdelen af den sum faktisk er blevet investeret. Den amerikanske regeringsstøtte til forskning i fusionsteknologi, har gennemsnitligt ligget på sølle 465 mio. USD fra 2011 til 2021. Selv denne helt igennem utilstrækkelige finansiering gives kun på grund af andre opgaver, som institutioner som NIF skal løse, såsom vedligehold af den amerikanske regerings enorme atomarsenal. Det er tydeligvis ikke takket være, men snarere på trods af den fuldstændigt håbløse finansiering, at de nylige gennembrud er sket.
Så hvad skyldes denne udsultning af fusionsforskning? Under kapitalismen tildeles forskningsmidler ikke baseret på, hvor der er behov for det, men om hvorvidt der er muligheder for at hive fede profitter hjem. Kapitalister, og deres repræsentanter i regeringerne, har tilbageholdt investeringer og støtte til fusionsforskning fordi forretningsmodellen er ikke-eksisterende. At bygge og teste prototyper koster, som vi har set, milliarder af dollars, og ve om de nogensinde bliver konkurrencedygtige, for så ville det betyde ubegrænsede mængder af billig energi, og farvel til profitterne der i dag høstes i energisektoren. Som den forhenværende formand for Storbritanniens Atomic Energy Authority, Sir Walter Marshall sagde tilbage i 1980’erne:
“Der vil komme en dag hvor vi får ligeså meget energi ud af en fusionsreaktor, som vi har puttet i den. Dernæst vil der komme en dag hvor vi får mere energi ud af den, end vi har puttet ind. Der vil imidlertid aldrig komme en dag, hvor vi får ligeså mange penge ud, som vi har puttet ind.”
Kapitalisterne afskrækkes fra at investere, fordi de enorme kapitaludlæg skal dækkes ved salget af elektricitet, der med stor sandsynlighed vil være i overflod, og derfor meget billig. Som Foreign Policy’s økonomiske korrespondent, Adam Tooze, sagde i podcasten Ones and Tooze:
“Vores erfaring, både på det økonomiske og politiske plan med dette sæt teknologier – dem der har med kernekraft at gøre, både fission og fusion – over de seneste 50 år har været en øjenåbner. Og i det hele taget virker de på nuværende tidspunkt til at være enormt upopulære og politiserede teknologier, og desuden utroligt dyre når det kommer til kapitalomkostninger – ikke ift. driftsudgifter, men til konstruktionsomkostningerne. Og af samme årsag bør en realistisk energistrategi der adresserer den nuværende krise, hvor der er behov for kæmpe landvindinger de næste 20 til 30 år, ikke nødvendigvis udelukke disse teknologier, men bør dog tage et nøgternt blik på hvor stor et bidrag de kan yde. Og både i EU og USA kan man argumentere for at det giver mening at vedligeholde eksisterende kapacitet, men det er meget svært at finde et godt argument for at investere i yderligere kapacitet når omkostningerne er så eksplosivt uøkonomiske”.
Kapitalisterne har andre planer
Til trods for de seneste års succeser er der stadig mange som argumenterer for at fusion ikke er konkurrencedygtigt, og at vi i stedet burde investere i allerede eksisterende bæredygtige energikilder (selvom ikke alle disse er så grønne som de lover). Men uanset typen, så er det et faktum, at bæredygtig energi er langt mindre profitabelt end fossile brændsler.
Olieselskaberne ExxonMobil og Chevron anslås at have sammenlagt tjent op mod 100 mia. USD i profitter i løbet af 2022. Klodens og menneskehedens behov står allernederst på deres prioriteringsliste. Exxons langsigtede energianalyser forudser at efterspørgslen på olie vil stige fortsat indtil i hvert fald slutningen af 2040 og at verden i 2050 vil brænde millionvis flere tønder olie af, end hvad tilfældet er i dag. De forudser også at gasforbruget vil stige med næsten 50% i samme periode. Som Chevrons direktør, Mike Wirth, siger, så kommer fossile brændsler stadig til at “drive verden… 20 år fra nu af ”.
Europas største olie- og gasselskaber – BP, Shell, TotalEnergies og Equinor – tjente mere end 74 mia. pund i profit før skat i løbet af de første seks måneder af 2022. Energikrisen gør selvsagt fossile brændsler endnu mere profitable, end de allerede var, hvilket medfører at disse fire selskaber selvfølgelig investerer mere i denne sektor, end i bæredygtig energi og lavudledningsprojekter. BP har for eksempelt investeret 3,8 mia. pund i nye olie- og gasprojekter sammenlignet med kun 300 mio. pund i bæredygtig og “lavudlednings”-energi.
Og regeringerne har kapitalisternes ryg. I 2017 besluttede Danish Underground Consortium (DUC), som er et partnerskab mellem hhv. franske TotalEnergies, den danske stats Nordsøfonden, og den norske oliefond Noreco, at investere 21 mia. kr. i en fuld genopbygning af gas- og oliefelt Tyra. I stedet for at arbejde mod målet om klimaneutralitet samarbejder den danske stat med den franske oliegigant om at udvikle felter i den danske Nordsø. Ifølge vurderinger lavet af analysehuset Rystad Energyder vil projektet producere op imod 183 millioner tønder olieækvivalenter indtil 2030.
Kapitalistklassen leger bogstaveligt talt med vores fremtid. De har alle de nødvendige redskaber og teknologier til rådighed for at løse krisen, men det eneste de tænker på er deres forbandede profitmarginer. De svømmer i overskydende kapital, som kunne investeres i fusionsforskning, og gøre det til et reel energi alternativ indenfor en overskuelig årrække så vi kunne dække vores energibehov på ansvarlig vis. Der er rigeligt med midler til at udfase fossile brændsler og erstatte dem med allerede eksisterende former for bæredygtig energi, men de midler ligger i lommen på selskaber som ExxonMobil og Chevron.
Hvis disse selskaber blev eksproprieret og placeret under arbejderklassens demokratiske kontrol, kunne vi bruge deres enorme ressourcer til at gennemføre den grønne omstilling indenfor den nødvendige tidsramme og undgå verdensomspændende klimakatastrofer. Dette er den eneste løsning, hvis vi skal lykkes med at omstille til en energiforsyning som er i harmoni med menneskehedens og klodens behov.
