Som revolutionære er vores mål at forandre verden. Men hvad driver forandringer i historien? I denne artikel forsøger vi at give svar på, inden for hvilke grænser individet har mulighed for at påvirke historien, og hvorfor individet har en essentiel rolle at spille i kampen for en socialistisk fremtid.
Kapitalismen står i sin dybeste krise nogensinde; krige, klimaforandringer, inflation, energimangel, ulighed – og listen fortsætter. Den blindgyde som systemet befinder sig i, får med god grund unge over hele verden til at stille sig selv spørgsmålet: »Hvad kan jeg gøre for at forandre verden?«
Størrelsen og omfanget på de problemer, vi står overfor, kan imidlertid virke uoverskuelige og man kan næsten opgive på forhånd. Alene som enkeltindivider er vores muligheder for at påvirke samfundets udvikling da også ekstremt begrænset, men det betyder ikke, at vores handlinger er ligegyldige i kampen for at ændre verden. Tværtimod. Historien skabes af mennesker. Men hvad er forholdet mellem de materielle betingelser og menneskers handlinger? Mellem individet og kollektivet?
Historiens drivkraft
Historiske processer er i sagens natur komplekse, men det betyder ikke, at de er uforståelige. Under begivenhedernes tilsyneladende tilfældige og kaotiske overflade eksisterer der en vis orden og lovmæssighed. Historien har sine egne love og dynamikker, om end på et meget generelt niveau. Marxismen har sin egen forståelse af historien, kendt som historisk materialisme, og udviklingen af samfundets produktivkræfter udgør, ifølge historisk materialisme, den bagvedliggende drivkraft bag menneskehedens udvikling.
Produktivkræfterne betegner alt det, som indgår i produktionen: det menneskelige arbejde, råstoffer, produktionsmidler, teknologi og teknik. Altså samfundets økonomiske kræfter, materielle såvel som menneskelige. Produktivkræfternes udvikling har en enorm betydning for samfundets overordnede udviklingsniveau. Jo højere udviklet produktivkræfterne er, des mere effektivt er vi i stand til at producere de livsfornødenheder, der er nødvendige for opretholdelsen af selve livet. Også samfundets “åndelige” udvikling er i sidste ende betinget af produktivkræfterne, da deres udviklingsniveau sætter rammerne for udviklingen af kultur, kunst og videnskab.
Ved at udvikle produktivkræfterne stiger samfundets mulighed for i højere omfang at tilfredsstille alle individers behov – men kun i en abstrakt forstand. I realiteten ser vi, at på trods af at produktivkræfterne under kapitalismen er blevet udviklet til hidtil usete højder, så evner det kapitalistiske system i ringere og ringere grad at tilfredsstille det store flertals basale behov.
Årsagen til at en udvikling af produktivkræfterne ikke automatisk afspejler sig i en voksende levestandard for alle samfundets medlemmer, skal findes i klassesamfundet, som bygger på et mindretals udbytning af det store flertal – et emne som vi vender tilbage til senere i artiklen. For nuværende er det tilstrækkeligt at konstatere, at udviklingen af produktivkræfterne har været det bestemmende element i menneskets historie, hvor mennesket har styrket sin kontrol over naturen gennem udviklingen af videnskab, industri, teknologi og teknik.
Der er gennem den menneskelige historie foregået en enorm udvikling af produktivkræfterne, og i takt med at de er blevet forbedret, har vi set forskellige samfundsformationer, eller produktionsmåder, opstå – såsom det nuværende kapitalistiske system. Udviklingen af produktivkræfterne har dog ikke været en uafbrudt opadgående kurve Der har i perioder været store tilbageskridt, hvor industri, handel og viden blev kastet flere århundreder tilbage. Fx opstod feudalismen i det 7. århundrede ud af slavesamfundets ruiner oven på det kollaps i produktivkræfterne, som krisen i slaveøkonomien havde medført.
Kimen til sin egen undergang
Konflikten mellem de feudale produktionsforhold og de forbedrede produktivkræfter kunne kun løses gennem en række inspirerende revolutioner. Billede: Wikipedia Commons
Ethvert system indeholder kimen til sin egen undergang. Hovedårsagen, til at enhver produktionsmåde før eller siden går til grunde, skal findes i den modsætning, der eksisterer mellem to elementer i samfundet: produktivkræfterne og produktionsforholdene. Mens produktivkræfterne indbefatter alle de økonomiske kræfter, som indgår i produktionen – alt fra arbejdere til maskiner – så beskriver produktionsforholdene de specifikke samfundsmæssige rammer, som produktionen udføres under og de relationer, der eksisterer mellem personerne, der er involveret i produktionen. Fx er de to væsentligste produktionsforhold under kapitalismen den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten.
I starten, når et økonomisk system bliver etableret, bidrager de nye produktionsforhold til at facilitere produktionens udvikling, men over tiden opstår der større og større konflikt mellem den dynamiske udvikling af produktivkræfterne og de statiske produktionsforhold. Marx formulerede denne modsætning med ordene: »På et bestemt tidspunkt i udviklingen kommer samfundets materielle produktivkræfter i konflikt med de eksisterende produktionsforhold eller – med et juridisk udtryk – med ejendomsforholdene under de rammer, som de hidtil har opereret under. Fra at være måder til udvikling af produktivkræfterne ender de som deres lænke. Derpå begynder en periode med social revolution.« (Bidrag til kritikken af den politiske økonomi)
Et af de seneste historiske eksempler på, at en produktionsmåde blev erstattet af en ny, var med overgangen fra feudalisme til kapitalisme. I sin oprindelse havde produktivkræfterne været i stand til at udvikle sig inden for rammerne af den feudale produktionsmåde. Men fra tidligere at facilitere produktivkræfternes udvikling, blev feudalismen en hæmsko. I takt med at produktivkræfterne udviklede sig, begyndte en gryende industri at komme i konflikt med feudalismens forældede barrierer. Vægten i samfundet svingede i større og større grad væk fra landet og adelen og mere og mere ind mod byerne og kapitalisterne.
Kimen til et nyt system var dermed begyndt at spire inden for rammerne af den bestående produktionsmåde, og over tiden ophobede de indre modsætninger sig til et niveau, hvor krisen i feudalismen nåede et bristepunkt. Det begyndte for alvor at blive tydeligt fra 1600-tallet og fremefter, og blev for første gang grafisk illustreret i 1649, hvor den britiske konge, Karl 1. af England, blev halshugget som resultat af en sejrrig borgerlig revolution.
Den gamle feudale samfundsformation var ude af stand til at rumme de forbedrede produktivkræfter, som den gryende kapitalisme frembragte. Adelens ejerskab over jorden, deres ret til at forlange hoveriarbejde fra bønderne og de enevældige monarkers ret til at opkræve arbitrære tolde og afgifter, virkede som en spændetrøje for produktivkræfternes udvikling. Konflikten mellem produktionsforholdene og produktivkræfterne kunne kun løses gennem en række inspirerende revolutioner, hvor masserne rejste sig i åben kamp mod den gamle feudale samfundsorden. Konflikten mellem den gamle adel og det opadstigende borgerskab blev løst i form af de borgerlige revolutioner, som endegyldigt sprængte feudalismens barrierer og dermed indledte den moderne kapitalisme.
Klassekampens rolle
Billede: Mayimbú Wikimedia Commons
Vi har nu etableret, at forskellige produktionsmåder er opstået igennem historien, men vi har endnu ikke berørt, hvordan disse forskellige samfundsformationer har afløst hinanden. Historien har vist, at ingen produktionsmåde er evig, men at de opstår, blomstrer, går i forfald og erstattes af en ny. Det er her klassekampen kommer ind i billedet. Historien fremskrider nemlig ikke pr automatik under påvirkning fra blinde økonomiske kræfter, men udkæmpes af levende mennesker, der intervenerer i historiens gang i form af klassekamp.
Ud af historiens forskellige produktionsmåder, og den pågældende organisering af produktionen, er forskellige klasser opstået med forskellige interesser, som bestemmes af deres relation til produktionsmidlerne. Det har resultatet i forskellige former for klassekamp gennem historien, hvor undertrykkere og de undertrykte har stået i modsætning til hinanden. I antikkens slavesamfund stod kampen mellem slaveejerne og slaverne, mellem patricier og plebejer; i feudalismen stod kampen mellem godsejerne og fæstebønderne, mellem adelen og købmændene i byen; og i dag, under kapitalismen, udtrykker klassekampen sig som en kamp mellem kapitalisterne og arbejderne.
Klassekampen under kapitalismen består således i de forskellige klassers kamp for at forsvare sine økonomiske og politiske interesser. Det er ikke noget abstrakt, men, for arbejderklassens vedkommende, ganske enkelt kampen for at skabe et værdigt liv for en selv og sine børn. Denne kamp kommer fx til udtryk som kampen for højere løn, en kortere arbejdsdag eller retten til at danne og organisere sig i faglige og politiske organisationer.
Et deterministisk historiesyn?
Borgerlige historikere anklager marxismen for at være en rigid og deterministisk teori. De påstår at marxismen ser historien som en kamp mellem blinde økonomiske kræfter, og at marxisme derfor ikke efterlader nogen plads til, at individet kan påvirke historien og begivenhedernes gang.
De angreb, som i dag rettes mod marxismens historieopfattelse, er på ingen måde originale. De er stråmænd, som også Marx og Engels gendrev for mere end 150 år siden. Fx skrev Marx og Engels i Den hellige familie:
’Historien gør intet,’ ‘den besidder ingen enorm rigdom,’ den ‘kæmper ingen slag.’ Det er mennesket, det virkelige levende menneske, der gør alt det, der besidder og kæmper; ‘Historien’ er ikke noget adskilt og bruger ikke mennesket som et middel til at nå sine egne mål; Historien er ikke andet end menneskets aktivitet, der forfølger sine mål.
Som Marx understregede, så er ‘historien’ ikke en mystisk kraft, der udvikler sig mod et forudbestemt endemål, og mænd og kvinder er ikke blot marionetter, der blindt styres af økonomiske kræfter.
Udover anklagen om at være rigid og mekanisk, stempler borgerlige historikere også marxismen som deterministisk. Men når de borgerlige historikere anklager os for at være determinister, så er det en mekanisk determinisme, de skyder os i skoene. Hvad betyder determinisme? At alle begivenheder har en årsag, og en accept af kausalitet som en grundlæggende præmis for eksistens – både i naturen såvel som i det menneskelige samfund.
At tilslutte sig denne grundlæggende antagelse burde ikke være kontroversielt, da det er ud fra det samme rationale at al saglig videnskab bedrives. Fx ville en læge næppe blive betragtet som særlig dygtig, hvis vedkommende reducerede sin behandling til blot at registrere patientens symptomer, og afviste at der fandtes en dybereliggende årsag til patientens lidelser.
Marxister er ikke mekaniske, økonomiske determinister. I modsætning til hvad borgerlige historikere påstår, så mener vi ikke, at alt i samfundet er en direkte og mekanisk refleksion af rent økonomiske forhold. Vi er dialektiske determinister, hvilket vil sige, at vi fuldt ud anerkender, at der eksisterer et vekselvirkende samspil mellem samfundets økonomiske basis og dets overbygning, i form af ideologi, religion, stat, bevidsthed osv. Engels opsummerede forholdet således:
Efter materialistisk historieopfattelse er det i sidste instans bestemmende moment i historien produktionen og reproduktionen af de virkelige livsbetingelser. Mere har hverken Marx eller jeg nogensinde hævdet. Hvis nu nogen fordrejer dette til, at det økonomiske moment er det eneste bestemmende, så forvandler han denne sætning til en intetsigende, abstrakt og absurd frase. Den økonomiske stilling er basis, men overbygningens forskellige momenter […] udøver også indflydelse på de historiske kampes forløb og bestemmer i mange tilfælde i overvejende grad deres form.
På samme måde eksisterer der et samspil mellem samfund og det enkelte individ. Et samspil mellem helheden og dens enkelte dele. Individer er ikke blot tilskuere til samfundets udvikling, men det er netop dem, som skaber historien. Og vores handlinger som individer kan derfor have en afgørende betydning for begivenhedernes udfald.
Frihed og nødvendighed
For at vi kan danne os et realistisk billede af vores muligheder for at påvirke historien, er det nødvendigt at forstå de muligheder og begrænsninger, som de materielle forhold sætter. Vi fødes ikke ind i et tomrum. Vi fødes ind i et samfund med et materielt grundlag, som er underlagt specifikke sociale forhold, der eksisterer uafhængigt af vores vilje. Vores grad af frihed er, med andre ord, bestemt af de materielle rammer for vores tilværelse.
Som individer kan vi derfor ikke frit forme vores tilværelse, men må i stedet handle inden for rammerne af de eksisterende materielle forhold – forhold, der er nedarvet og skabt af tidligere generationer. Marx kommenterede på denne kendsgerning med ordene:
Menneskene skaber deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret. (Marx, Louis Bonapartes Attende Brumaire, 1853)
Selv de mest intelligente og karismatiske individer kan altså ikke frit forme deres liv eller historien, som de ønsker. Også deres handlinger er begrænset af den givne tids materielle forhold og sociale relationer. Betyder det, at marxismen afviser, at mennesket besidder en fri vilje? Naturligvis ikke. Men det er tydeligt, at vi ikke besidder en absolut fri vilje, i form af en uindskrænket mulighed for at bestemme vores egne forhold og fremtid.
Frihed opnås derfor ikke ved at forsøge at gøre sig fri fra de økonomiske eller historiske love, men i stedet ved at forstå dem. Som filosoffen Hegel skrev, så opnås frihed gennem en indsigt i nødvendigheden. I vores tilfælde, er den nødvendighed, vi ønsker, en indsigt i historiens love og dynamikker. Men vi vil ikke bare forstå historiens love af ren akademisk interesse. Som revolutionære ønsker vi at forstå dem, så vi bevidst kan bruge dem i kampen for socialisme.
Historiens “store mænd”
Den russiske marxist Plekhanov i 1917. | Foto: Karl Bulla
Borgerlige historikere forsøger at fremstille historiens udvikling som resultat af “store mænds” frie valg og handlinger. Men som vi har skitseret ovenfor, så udvikler historien sig ikke som følge af fri vilje eller bevidste ønsker hos den “store mand”, konge, politiker eller filosof. Tværtimod så afhænger samfundets fremskridt af produktivkræfternes udvikling; en drivkraft som ikke er et produkt af bevidst planlægning, og som i stedet ligger uden for det enkelte menneskes kontrol.
Marx anerkendte fuldt ud, at i særlige situationer kan enkelte individer blive fokuspunktet og katalysator i historien, men kun i det omfang at vedkommende afspejler de virkelige materielle forhold og interesserne hos sociale klasser eller grupper i samfundet.
Ofte er ‘store’ historiske aktører ikke bevidste om, hvilke materielle kræfter som driver deres handlinger. I stedet tilskrives deres handlinger særlige ideologiske eller religiøse motiver, men deres handlinger har i sidste ende altid grundlag i den materielle verden og samfundets dybereliggende dynamikker.
Et eksempel på en berømt historisk person, hvis handlinger blev drevet af samfundsmæssige dynamikker, er den tidligere amerikanske præsident Abraham Lincoln. Han er i dag berømt for at have afskaffet slaveriet i USA, på trods af at han oprindeligt ikke havde nogen intention om at gennemføre sådan en omfattende samfundsmæssig forandring. Hans hånd blev imidlertid ført af de modsatrettede økonomiske interesser, der eksisterede mellem industrikapitalisterne i nordstaterne og de store slaveejere i sydstaterne. Imod sit eget subjektive ønske, endte Abraham Lincoln således med at lede nordstaterne i borgerkrigen mod sydstaterne; en krig, der resulterede i afskaffelsen af slaveriet. Som Lincoln selv eksplicit formulerede det: »Jeg påstår ikke at have styret begivenhederne, men indrømmer blankt, at begivenhederne har styret mig.«
I stedet for at særlige storslåede individer, nærmest af ren vilje, behersker historiens gang, så eksisterer der et dialektisk forhold mellem det bevidste subjekt og de objektive sociale forhold. Som den russiske marxist Plekhanov formulerede det:
En stor mand er ikke stor, fordi hans personlige egenskaber giver store historiske begivenheder et individuelt præg, men fordi han har egenskaber, der gør ham mest egnet til at tjene sin tids store samfundsbehov, der er opstået under indflydelse af de almene og særlige årsager.” (G.V. Plek- hanov, Personlighedens rolle i historien, kapitel 8)
Historiens ‘store mænd’ udfylder rollen som den tilfældighed, hvorigennem en dybereliggende historisk nødvendighed udtrykker sig – en nødvendighed i den forstand, at det er udtryk for en samfundsmæssig modsætning. Det er derfor ikke de ‘store’ mænd eller kvinder, der skaber historien, men rettere, historien, der skaber betingelserne for, at bestemte mænd og kvinder kan blive ‘store’.
Et system i blindgyde kan ikke producere store mænd til sit forsvar. Det viser historien i overmål i form af karakterer som den russiske Tsar Nikolaj II eller den franske Kong Louis XVI. Det samme er tilfældet for vores system i dag, hvor ærkereaktionære personer som Trump, Bolsonaro eller Boris Johnson med større og større hyppighed bliver kastet frem i det politiske førersæde. Når systemet er i krise, så kastes tåber frem på den historiske scene. I fraværet af ‘store’ personer får vi små, middelmådige og snæversynede ledere. Et udtryk for den tilstand af forfald det kapitalistiske system befinder sig i.
Individet og revolutionen
Inden for kapitalismens rammer er produktivkræfterne for længst blevet udviklet til et niveau, der kan lægge grundlaget for et nyt socialistisk samfund – et samfund uden ulighed og hvor alle mennesker kan leve et godt liv uden frygt for at lide afsavn. Dette potentiale kan dog kun realiseres, hvis produktivkræfterne befries fra de lænker, den private ejendomsret og nationalstaten er blevet.
Men som vi har forklaret ovenover, så dikteres historien ikke på mekanisk vis af økonomien; historien formes af kampen mellem levende sociale kræfter i form af klassekamp og revolution. I denne kamp har vi som individer en afgørende rolle at spille – men vi kan kun spille en afgørende rolle, hvis vi handler som del af et kollektiv.
Det skal forstås på flere niveauer: hvis vi individer skal gøre os forhåbninger om at ændre samfundet grundlæggende, så viser al historisk erfaring, at det kun kan lade sig gøre gennem kamp på masseskala såsom generalstrejker, fabriksbesættelser og massedemonstrationer. Men hvis en massebevægelse skal lykkes med at tilkæmpe sig gennemgribende forandringer, så kræver det en bevidst revolutionær ledelse i form af et revolutionært parti.
Lenin og Trotskij, lederne af den Russiske Revolution. Wikimedia collection
Historien har produceret et væld af eksempler og erfaringer, som vi i dag kan studere for at lære, hvordan et revolutionært parti bliver i stand til at påvirke begivenhedernes udfald. Indtil nu har det eneste succesfulde eksempel på, at arbejderklassen tog magten, været den russiske Oktoberrevolution i 1917 ledet af Bolsjevikpartiet.
Lenin og bolsjevikkerne havde i årtier kæmpet for en revolution i Rusland, men det var først i 1917, da der opstod en revolutionær krise i form af det gamle zarstyres økonomiske og politiske sammenbrud, at bolsjevikkerne kunne spille en afgørende rolle i klassekampen. Det var massernes spontane bevægelse, der væltede tsaren og indvarslede ni måneder med revolution, der kulminerede i Oktoberrevolutionen.
Lenin var uden tvivl et politisk geni, men Lenin var intet uden Bolsjevikpartiet. Et parti bestående af tusindvis af trænede klassekæmpere. De tusindvis af dedikerede bolsjevikker havde hver især brugt årevis på at bygge partiet og, gennem daglige kampe, tålmodigt vinde arbejdernes tillid, og havde dermed skabt forudsætningerne for, at bolsjevikkerne kunne vinde flertallet af arbejderklassen over til idéen om at tage magten.
Når vi forstår nødvendigheden af organisering og politisk ledelse for den socialistiske revolutions sejr, så følger det logisk hvad vi må gøre, hvis vi som individer vil spille en så stor og positiv rolle i historien som muligt: ikke at forsøge at ændre historien individuelt, men individuelt dedikere os til at skabe det stærkest mulige kollektiv af revolutionære klassekæmpere, der kan agere som én kollektiv kraft i klassekampen: en revolutionær marxistisk organisation.
Kampen for socialisme
De objektive betingelser for en socialistisk revolution er fuldt ud til stede på verdensplan – man kunne endda med rette påstå, at forholdene for socialisme nærmest er overmodne. Men bare fordi det materielle potentiale er til stede, så betyder det ikke, at socialisme på automatisk vis opstår af sig selv. Borgerskabet havde også behov for at gennemføre en revolution, der væltede feudalismen, før kapitalismen kunne udleve sit fulde potentiale.
I modsætning til tidligere økonomiske systemers opståen, så kræver socialisme et bevidst menneskeligt element i sin tilblivelse. Det er tilfældet, eftersom det i et socialistisk samfund vil være det store flertal, arbejderklassen, der demokratisk kører samfundet og økonomien. Et sådan samfund kan derfor også kun etableres, ved at flertallet rejser sig op, og som en bevidst handling sætter de økonomiske kræfter under menneskets kontrol og planlægning.
Som individer kan vi altså spille en afgørende rolle i kampen for socialisme. Det kan vi ved at være med til at bygge det revolutionære parti, der gennem historien har vist sig afgørende. Så gå med i kampen.
