Arbejdere og unge står lige nu overfor den hårdeste offensiv fra den herskende klasse i mange år. På den faglige front forsøger arbejdsgiverne at få os til at æde endnu en massiv reallønstilbagegang ved de igangværende overenskomstforhandlinger (OK23) samtidig med, at virksomhederne høster rekordoverskud.
På den politiske front bebuder den nye regering hårde angreb mod velfærden, uddannelserne og SU’en. Og så har de (med SF’s afvisning af en folkeafstemning) fået vedtaget, at vi alle skal arbejde længere – et komplet brud med arbejderbevægelsens historiske kamp for at sænke arbejdstiden.
At tyveriet af store bededag bare er første skridt, har regeringen understreget ved flere lejligheder. Tilbagelænet, foran sine begejstrede venner ved Børsens konference den 1. marts, som var forbeholdt “centrale beslutningstagere i og omkring dansk erhvervsliv”, erklærede Statsminister og professionel levebrødspolitiker Mette Frederiksen således arrogant:
– Der er alle mulige mennesker, der mener, vi kan arbejde mindre. Glem det, venner. Glem det.
Findes der længere nogen her i landet, som er i tvivl om, hvilke interesser den nye regering varetager? Den er en regering, skabt af de rigeste – for de rigeste. En arbejdsgiverregering ind til benet. En regering, der har svoret at ville gøre op med arbejdere og unges velerhvervede rettigheder. En regering, der vil give skattelettelser til erhvervslivet og landets rigeste familier, smadre de unge og øge privatiseringen af velfærden.
Det samlede billede af den nye regerings politik sammenholdt med arbejdsgivernes stilling ved OK23, står nu klart: Toppen af det danske samfund har erklæret os krig.
Desperat forsøger dele af fagtoppen alligevel at bilde os ind, at regeringens indgreb i overenskomsterne, der fjerner vores fridag og tillæg, ikke har noget med… overenskomsterne at gøre. I stedet mener de, at vi blot skal “huske, hvem man ikke skal stemme på til næste valg.”
Men det er tom snak og det samme som at lægge sig fladt ned. Det er det fordi: 1) det stopper ikke forværringen af vores løn og arbejdsforhold her og nu og de næste fire år(!) 2) hvem er det, de vil have vi skal stemme på?
De nuværende røde oppositionspartier i form af SF og Enhedslisten har de sidste fire år ikke lavet andet end at hylde Mette Frederiksen. Det til trods for, at hun allerede dengang angreb sygeplejerskernes strejke, angreb de studerende, hævede pensionsalderen, nedsablede den kommunale og regionale velfærd og undlod at tage reel handling imod klimakrisen. Kort sagt: Erfaringerne fra den sidste socialdemokratiske regering viste ganske tydeligt, at vi ikke bare kan stemme “rødt” og så forvente, at politikerne løser noget som helst.
Efter årevis med relativ stilstand i klassekampen har toppen af S, SF og Enhedslisten bevæget sig langt væk fra arbejderklassen og unges virkelighed.
Elendigheden af politikken fra de venstreorienterede partier og deres manglende rygrad i folketinget har fået mange til at konkludere, at der ikke findes nogen partier, der repræsenterer arbejdere og unges interesser.
At aflyse kampen nu, og bede arbejderklassen vente fire år for så at sætte et kryds, er altså en opskrift på at kaste titusinder af frustrerede arbejdere i armene på oppositionens reaktionære højrefløjspartier, der som de eneste profilerer sig på at være “anti-establishment.”
Vi må drage de nødvendige konklusioner af denne situation. Arbejdere og unge bliver nødt til selv at tage affære. Nu, ikke om fire år. Når den herskende klasse erklærer krig på både den faglige og politiske front, så må vi på gulvet svare igen i en samlet forsvarskamp.
Vi har værktøjerne. En gigantisk arbejderbevægelse. Elev- og studenterorganisationerne repræsenterer titusindvis af frustrerede unge. De danske fagforeninger har en organisationsgrad, som fagforeninger i resten af verden end ikke turde drømme om. Og så har vi hele tre arbejderpartier, forstået som partier, der i større eller mindre grad udspringer af arbejderbevægelsen. Der mangler med andre ord ikke organisation. Det er manglen på klassepolitik, der er problemet.
En kæmpende massebevægelse af arbejdere og unge vil netop være svaret på det situationen skriger på. Den vil ryste arbejderbevægelsen fra top til bund. Og rystelserne vil forplante sig langt ind i fagforeningerne, elev- og studenterorganisationerne.
Men den har også potentialet til at ændre det politiske landskab. Den ville kunne ruske op i de såkaldt røde partier, som er blegnet efter mange års vegeteren bag Christiansborgs tykke mure. Den ville styrke partiernes venstrefløje og skubbe karrieremagerne og “det parlamentariske spil” i baggrunden og sætte klasseskellet som den primære skillelinje i dansk politik. Den kan blive grundlag for udvikling af et egentligt venstreorienteret politisk alternativ i arbejderbevægelsen.
OK23 er den bedste mulighed i generationer for at ændre styrkeforholdet i klassekampen. Og den ligger lige for fødderne af arbejderbevægelsens ledere! Claus Jensen, formand for Dansk Metal, der, loyalt overfor Mette Frederiksen, aktivt prøver at holde bededags-angrebet udenfor OK23, gjorde ikke desto mindre en helt rigtig observation i forbindelse med lanceringen af industriforliget, da han sagde: ”Vreden må vendes mod dem, der har fjernet [store bededag].”
Han har ret! Vores vrede bør vendes mod regeringen og dens medløbere. Men det gør vi ikke i stemmeboksene om fire år, hvor vi kan vælge imellem forskellige repræsentanter for den samme dårlige politik. Det gør vi ved at tage kampen med arbejderklassens egne metoder: massedemonstrationer, blokader og strejker. Kun sådan kan arbejderklassen og unge sætte sin egen dagsorden. Og ved OK23 har vi alle tiders mulighed for endelig – efter at have dukket nakken i årevis – at sætte foden ned overfor arbejdsgiverne og deres regering. Her kan vi vise dem, hvem der får samfundet til at køre rundt: Ikke en pære lyser, ikke et hjul drejer uden arbejderklassens implicitte tilladelse.
En kraftfuld massestrejke omkring OK23 vil ikke bare kunne gennemtvinge anstændige lønstigninger, så vores levestandard ikke undergraves yderligere. En massestrejke vil også blive startskud til en kamp imod den reaktionære arbejdsgiverregering og dens angreb, og til en ny politik i arbejderbevægelsen.
Derfor siger vi: Den faglige og politiske kamp hænger sammen! Ned med arbejdsgiverne og deres regering!