Klik her for at tegne abonnement
Hver fjerde dansker har lånt penge det sidste halve år for at kunne betale en regning. 40% er bekymrede for, om de har penge nok til nødvendigt forbrug.
Danske arbejdere, studerende, arbejdsløse og pensionister er voldsomt pressede på økonomien. Ikke siden Anden Verdenskrig er reallønnen faldet så kraftigt som nu.
Men det er ikke alle her i landet, som er pressede. Hos de 25 største børsnoterede danske virksomheder er overskuddet steget med 25% i forhold til sidste år. Med andre ord: Der bliver tjent vanvittigt mange penge i toppen af samfundet.
Overklassens rigdom stikker af. Imens hører vi historier om børn, der kun må få bad én gang om ugen i 5 minutter for, at familien kan spare og undgå at blive sat på gaden. Det er virkeligheden i dagens Danmark.
Vi står i en reallønskatastrofe, som truer med at blive en social katastrofe.
Alligevel er alle mulige velbetalte “eksperter” – somme tider endda økonomer fra vores egne fagforeninger – ude at advare mod at kræve højere løn, for ikke at skabe en såkaldt løn-pris-spiral. De kræver uden skam, at danske arbejdere må holde igen med deres lønkrav, for ikke at forårsage inflation.
Men det er en borgerlig løgn, at det er stigende lønninger, der skaber inflation. Beviset ligger lige for vores fødder: Inflationen eksploderede til over 10 %, mens lønnen gennemsnitligt set, og det endda kun for dem med overenskomst, er haltet langt bagefter med kun 3,5 %.
Nej, inflationen er blevet skabt af en international herskende klasse, der i årevis har ladet seddelpressen køre og pumpet fantastiske mængder af penge ud i økonomien i et forsøg på at sætte gang i deres fallerede system. Når de skaber flere penge, end den værdi, der skabes i produktionen, så taber pengene tilsvarende købekraft.
Med mindre man mener, at arbejderklassen selv har trykt sine penge, så kan inflationen altså ikke være arbejderklassens ansvar.
Alligevel siger de højt betalte eksperter, at det er arbejderklassen, der må holde for og udvise samfundssind. Men hvorfor er deres krav kun henvendt til arbejderne?
Det ville aldrig falde vores kære “eksperter” ind at kræve, at Bilka, Mærsk og LEGO skulle holde deres salgspriser nede, hvis deres produktionsomkostninger eksploderer. “Det er jo ikke en planøkonomi, vel?!” ville de sikkert påpege.
Men når omkostningerne til produktion af vores vare – den eneste vare, vi har at sælge, nemlig vores arbejdskraft – når priserne på mad, energi, transport, husleje osv. stiger, så må vi ikke sende regningen videre til køberen, til arbejdsgiveren?
Det er en logisk brist. Enten må “eksperterne” kræve, at alle producenter lader være at sætte deres priser op, eller også må de acceptere, at arbejderklassen gør præcis det samme som alle andre på markedet.
Men eksperternes krav handler i virkeligheden ikke om inflation. De handler om klassekamp. Det er klart, at når arbejderklassens lønninger ikke følger med den generelle prisudvikling, så får arbejderklassen samlet set en mindre del af samfundskagen. Og altså får kapitalejerne, kapitalisterne, en tilsvarende større del. De rige bliver rigere og de fattige fattigere.
Den faldende realløn virker i praksis som et voldsomt angreb i en ensidig klassekrig mod arbejderklassen og dens børn, unge og pensionister.
Så nej, tiden er ikke til at holde tilbage! Vi skal svare igen i denne krig. Ligesom en krig ikke kan vindes individuelt, kan vores problemerne heller ikke løses individuelt. Hver for sig går vi under. I hele verden begynder arbejdere derfor at gå kollektivt i aktion, i demonstrationer, strejker og generalstrejker, for at forsvare deres leveforhold imod effekterne af en inflationskrise, som de ikke har ansvaret for.
Vi herhjemme bør følge trop. Det skal være slut med at sidde på hænderne og se vores leveforhold og familier lide skibbrud, mens de rige skåler i champagne.
Det er på tide at tage kampen op!
