Klik på billedet ovenfor for at tegne abonnement på bladet Revolution
Det er ikke til at se med det blotte øje. Men noget nyt er på vej.
En tyk skorpe har i lang tid ligget tungt over den danske klassekamp. En skorpe bestående af de helt eller halvt komposterede, men dog udøde kroppe fra det politiske etablissement i arbejderbevægelsen og venstrefløjen.
Vægten fra disse levende døde, der udfylder toppen af arbejderbevægelsen og elev- og studenterorganisationerne, har i årevis kvalt alle initiativrige unge og arbejdere. De har druknet alle antræk til sociale bevægelser i pessimisme.
Dette lags konservatisme har kun været overgået af dets totale mistillid til arbejdere og unges evner til selv at handle kollektivt. For dette lag er alle perspektiver om aktiv massekamp en umulig utopi. En urealistisk feberdrøm. Ifølge disse folk er vores eneste håb at gøre nedskæringer og forringelser marginalt mindre dårlige, gennem lobbyarbejde. Når det rigtig går højt, kan der måske indkaldes til en “aktion” for de få indviede for at få nogle spektakulære billeder i medierne.
Når de såkaldte ledere kigger ud over landskabet af sociale organisationer, er det ganske rigtigt præget af inaktivitet, medlemstilbagegang og mismod. Et billede, der bekræfter dem i deres elendighed.
Anklagende peger de levende døde fingeren på nutidens unge med anklage om, at de ikke gider involvere sig i politik eller i fagligt arbejde.
Valgresultatet, og ikke mindst tilbagegangen til Enhedslisten og den stigende stemmeandel til Liberal Alliance blandt unge, vil uden tvivl stå som en bekræftelse af deres eget pessimistiske verdenssyn: Unge er egoistiske, selvcentrerede og usolidariske – og dermed ude af stand til at bevæge sig og kæmpe kollektivt.
Intet kunne imidlertid være længere fra virkeligheden. Virkeligheden er, at lederne projicerer deres egen sørgelige tilstand og pessimisme over på arbejderklassen, og frem for alt over på “de unge”.
Men skub de halvdøde kroppe til side, og du vil se liv, kraft og frem for alt en brændende indignation over tingenes tilstand. Frustrationerne og vreden vokser. Energien koger og bobler blandt landets unge. Alt, hvad der mangler, er en katalysator, en gnist, og det hele kan eksplodere.
De levende døde har dog ret i én ting: Hverken arbejdere og slet ikke unge, gider involvere sig i deres bevægelser. Kriserne i samfundet er for alvorlige til at bruge sin tid på at møde op til karnevalslignende demonstrationer, hvor talerne er monotone oplæsninger af almindeligheder og, hvor “værterne” taler til deltagerne, som var de statister i et børneprogram. Tror lederne selv, at et sådant event har nogen som helst gavn for sagen? De unge gør i hvert fald ikke. De vil have politisk indhold, ideer og reel kamp for at vinde.
Når vores levestandard er i frit fald, når krigen raser i Europa, og når klimakatastrofen rykker tættere og tættere på dag for dag, hvem, ved deres sansers fulde fem, er så tilfreds med at råbe “håb!” i kor og klappe i takt med et midaldrende rockband for at overbevise levebrødspolitikerne om “at gøre noget”? De samme levebrødspolitikere, som i høj grad er en del af problemet!
Vores indikatorer på, at unge radikaliseres, er endnu punktvise og anekdotiske. Men erfaringerne fra vores politiske arbejde over hele landet fortæller samme historie: Mens den etablerede venstrefløj, studenter- og elevorganisationerne er ved at falde fra hinanden, er en understrøm af unge, radikaliseret af kapitalismens krise, ved at rejse hovedet op over elendigheden og organisere sig.
De unge, vi møder i dag, er unge, der på eget initiativ, er begyndt at læse politisk teori for at forstå det absurde og brutale system, vi lever i, med mål om at omvælte det.
Hvis zombierne rent faktisk kom ud i virkeligheden og snakkede med levende mennesker, hvis de rent faktisk hørte, og ikke mindst forstod, hvad de levende mennesker sagde, ville de indse, at de sidder på en trykkoger. De unge, vi møder, er klar til at slås.
Det er et spørgsmål om tid, før unge rejser sig i Danmark. Men alene kan de dog ikke ændre verden. Det kræver magtmidler. Magtmidler, som arbejderklassen har i kraft af dens plads i produktionen.
Men unge har noget andet: Kampvilje og gåpåmod. De har ikke de samme forpligtelser, som voksne arbejdere. De er ikke tynget af tidligere tiders nederlag og er naturligt disponeret for revolutionær tænkning. Derfor kan og vil unge spille en afgørende rolle i at gå forrest og inspirere til bevægelse blandt arbejderklassen. Unge har altid gået forrest i revolutionære bevægelser. Ikke mindst, hvis kampene forbindes over klasselinjer. Det er den opgave, de unge kommunister tager på sig.
Så lad de døde begrave deres døde. Den, der har ungdommen, har fremtiden.
