Klik på billedet ovenfor for at tegne abonnement på bladet Revolution
Valget er udskrevet. Men valgkampen virker virkelighedsfjern, og det er yderst vanskeligt at skelne politikerne og deres politik fra hinanden. Imens brænder jorden under arbejderklassen og unge. Ingen af partierne lever op til situationens alvor.
Det er svært at forestille sig et tidspunkt, hvor der har været større afstand mellem Christiansborg, “demokratiets højborg”, og befolkningen.
For levebrødspolitikerne er alt betalt, og politik blot “et spil”. Mens de giver sig selv lønstigninger, “ben” og privilegier, er arbejderklassen, unge og gamle med fuld fart på vej mod en social katastrofe. I det omfang levebrødspolitikerne kender til denne virkelighed, forsøger de med al magt at skjule den. Sandheden er, at de alle har kapituleret til et kapitalistisk system, der er viklet ind i uløselige modsætninger.
Social katastrofe
Tallene taler deres tydelige sprog. Arbejderklassens levestandard smadrer mod gulvet med historisk voldsomme reallønsfald. Energiudgifter for en almindelig arbejderfamilie var i august steget med 48 procent i forhold til samme måned sidste år. Omkostningerne til at sætte mad på bordet er steget med 16 procent. Realkreditrenterne er flerdoblet. For dem med de mest risikable lån, som variable afdragsfrie lån, er den månedlige ydelse allerede tredoblet. Og det er typisk de mindst velhavende unge familier, som har købt hus, da priserne toppede, som holder disse lånetyper. Tusinder går hastigt mod tvangsauktion.
Det ser ikke bedre ud for lejerne i det, der i teorien skulle være billige lejeboliger, nemlig de almennyttige boliger. Allerede nu bliver flere udsat fra deres lejebolig end samme tid sidste år. Men det er stilhed før stormen.
Mange bruger lige nu af deres beskedne opsparing for at klare udgifterne. Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Almene Boliger frygter over en tredjedel af alle lejere i disse boliger, at de ikke kan betale deres regninger.
Velfærden slagtes i kommunerne
Såvidt arbejderklassens privatøkonomi. Men det ser ikke bedre ud med den velfærd Socialdemokraterne og deres loyale støttepartier så højtideligt lovede at udbygge.
Landets kommuner har i skrivende stund gang i en voldsom massakre på den kommunale velfærd med de nye budgetter for 2023. Højere inflationsdrevne omkostninger skal dækkes af en miserabel løn- og prisregulering af regeringens bloktilskud. Kun 2,4 procent satte regeringen af i forårets aftale om kommunernes økonomi, hvilket altså er 7½ procent mindre end inflationen – effekten er hårde besparelser. Det på trods af, at det var åbenlyst, at inflationen var ved at stikke af. På den måde står kommunernes indtægtsregulering kun marginalt bedre end studerende, pensionister, arbejdsløse og andre på overførselsindkomst, som praktisk talt er nul-reguleret, trods historisk høj inflation.
Imens taler regeringen og dens støttepartier om, hvordan de har sikret velfærden minimumsnomeringer i børneinstitutionerne, flere lærere osv. Det er alt sammen løgn og spin.
Men deres spin virker ikke. De kan ikke aflede vores opmærksomhed fra vores egen virkelighed. En lukket skole er en lukket skole ligegyldigt, hvordan regeringen og dens kreative embedsfolk forsøger at sminke det.
Den politiske virkelighed er, at ingen af partierne har interesse i at sige tingene, som de er. Den borgerlige opposition er fint tilfredse med at smadre den rest af velfærd, som arbejderklassen tilkæmpede sig i efterkrigsopsvinget.
Hvis den borgerlig opposition udstiller regeringens løftebrud, som de gjorde med Helle Thorning, vil de blot bære brænde til befolkningens stigende utilfredshed over lavere realløn og nedsabling af velfærden. Så på trods af den åbne flanke af brudte velfærdsløfter og den blegnede “arbejderisme” hos Socialdemokraterne, lader oppositionen det passere i stilhed. I stedet fokuserer de på personspørgsmål og mudderkastning. Så behøver de ikke sige for meget om, at hvis de kommer til magten, vil de føre den præcis samme arbejderfjendtlige politik.
Imens forsøger socialdemokraterne stadig på bedste beskub at male den tragiske virkelighed i festlige velfærdsfarver. I dette arbejde har de gennem hele deres regeringsperiode fået loyal støtte, ikke bare af SF (hvilket ikke længere kan overraske nogen), men også Folketingets tidligere “vagthund”, Enhedslisten.
“Nysprog”
I Enhedslistens iver efter at forsvare det “mindste onde” mod truslen fra det “større onde” sikrer de præcis det større ondes sejr i sidste ende. | Foto: JakobSR
Alle regeringens storslåede positive reformer har vist sig, som vi forudså, i bedste fald at være tom snak og hensigtserklæringer. I værste fald at dække over egentlige angreb. Men alle er de blevet hyldet, som jesu genkomst, af Enhedslistens parlamentsgruppe.
Tag eksemplet klimaloven: Den blev hyldet som en historisk bedrift, et resultat af det, de kaldte et “klimavalg”. I dag udleder Danmark og danske virksomheder PRÆCIS lige så mange CO2-ækvivalenter som i 1990. Intet er sket. De mange vedvarende energiprojekter udskydes konstant, selvom landet mangler energi. I en situation, hvor alle er enige om, at der er behov for øget elektrificering og behov for meget mere strøm, end vi bruger i dag, til power-to-X, CO2-indfangning, elbiler osv., er det vanvittigt, at der intet sker. Tværtimod er det endda usikkert med det nuværende strømforbrug, om vi overhovedet kan komme igennem de næste vintre uden rullende strømafbrydelser. Forsyningskrisen er en skamstøtte over Christiansborg.
Eller tag eksemplet med velfærden. Regeringsleder Frederiksen havde for få uger siden den frækhed at spekulere højlydt på de sociale medier, om det mon ikke var på tide at sætte lønnen op i velfærdsfagene? Det kommer gudhjælpemig efter, at hun for et år siden smadrede sygeplejerskerne og gennemtvang kraftig reallønstilbagegang ved et regeringsindgreb! Magen til hykleri! Og så kan regeringen ikke forstå, at sundhedsvæsnet er ved at kollapse under personalemangel, og at optaget på sygeplejerskeuddannelsen er faldet med 18 procent.
Eller tag det område, som regeringen har fremført som sit svendestykke. Pensionsalderen. Venstrefløjen og den socialdemokratiske fagtop siger, vi skal vælge socialdemokraterne igen for at forsvare den såkaldte historiske “Arne-pension”, som ellers vil blive truet af en borgerlig regering.
Men virkeligheden er, at Arne-pension kun kommer en brøkdel af arbejderklassen tilgode (i år forventet omkring 12.000 eller færre). I realiteten var Arne-pension den billigst mulige løsning for den herskende klasse. Dens funktion var nemlig at dække over og redde det forhadte velfærdsforlig fra 2006, som betyder, at den generelle pensionsalder hele tiden hæves. Regeringen og de borgerlige stemte således for, at en arbejder på 30 år i dag kan forvente at skulle arbejde, til hun er mindst 72 år, og mere, hvis de får lov at fortsætte. Arne-pensionen er blot deres figenblad.
Tag flygtningepolitikken, hvor regeringen med deres Rwanda-model påstår at ville afhjælpe flygtninges genvordigheder med menneskesmuglere, farefulde overfart over middelhavet osv. Hvordan? Ved at etablere de facto koncentrationslejre i et af Afrikas værste regimer. Det er i sandhed udtryk for socialdemokratisk humanisme anno 2022.
Gad vide om socialdemokraternes ministre efterhånden selv kan kende forskel på sandheden og deres egen spin-verden?
Pest eller kolera
Den danske arbejderklasse står i valgboksen overfor et svært valg.
På højre side står en mere reaktionær samling slyngler og kumpaner, end man længe har set, anført af Inger Støjberg, Schlüter-Pape og Vermund. Kommer de til magten, vil der blive ført hård militaristisk og racistisk nedskæringspolitik. Ligesom det vil være tilfældet, hvis Socialdemokraterne får lov at fortsætte.
Så hvor er det venstreorienterede alternativ? Partierne til venstre for Socialdemokratiet har, siden det såkaldte forståelsespapir, bundet sig solidt til Mette Frederiksens mast.
Deres mantra er, at de borgerlige for alt i verden skal holdes fra magten. For at gøre det forsøger de hele tiden at vise, hvor progressiv socialdemokraternes politik er – også selvom de rosende ord ikke stemmer overens med virkeligheden. I “det mindste ondes” tjeneste har de således udskrevet en blankocheck til den socialdemokratiske ledelse.
Socialdemokratiets top får fuld propaganda-valuta for tjenesten, og får effektivt dækket sin venstre flanke af de venlige socialister. For når selv Enhedslisten hylder regeringens politik, så må den da være progressiv, ikke?
Problemet er bare, at de i deres iver efter at forsvare det mindste onde mod truslen fra det større onde reelt sikrer præcis det større ondes sejr i sidste ende. De stikker arbejdere og unge blår i øjnene og de mobiliserer dem ved at forsikre dem om, at alt er godt. Og når disse så pludselig indser, at klimaloven ikke er det papir værd, den er trykt på, eller at pensionsalderen fortsætter med at stige, eller at udflytningen af studiepladser reelt betyder vanvittige nedskæringer, så rammes de af desillusionering, og højrefløjen kan vinde frem. Det mindste ondes politik er en selvudslettende politik.
Mange af de mest progressive arbejdere og unge har tidligere stemt Enhedslisten per automatik. Men partiets underkastelsespolitik, med intens støtte til regeringen de sidste tre år, har skabt en udbredt desillusionering. Der er ingen tilbage at stemme på, hvis man gerne vil gøre verden til et bedre sted. En del vil nok alligevel stemme på Enhedslisten, fordi »hvad skal man ellers gøre?« Men entusiasmen er begrænset, og de færreste har tiltro til, at det reelt vil ændre noget. Og de vil have ret.
Når ingen andre vil sige tingene som de er, så må vi gøre det: Det er ligegyldigt, hvem du stemmer på til valget i år. De er alle i samme båd. Og det er ikke den samme, som vi andre sidder i.
Det betyder ikke, at det løser noget at lade være med at stemme eller at stemme blankt. Det ændrer intet. Men første skridt er at lade være at stikke os selv blår i øjnene. Vi må selv tage kampen op – vi der står på gulvet. Som arbejdere i det private og offentlige, som studerende og unge.
Ingen levebrødspolitikere fra Christiansborg, eller den højt betalte fagtop, kommer os til hjælp, trods krisens alvor. Det er op til os ude på landets arbejdspladser og uddannelsessteder. Og mulighederne er der.
Frustrationerne er gigantiske, og potentialet for massebevægelser, til forsvar for vores tilkæmpede rettigheder og forhold, er enormt. Selv FN’s generalsekretær Antonio Guterres kunne se det, da han advarede verdens herskende klasser: »En vredens vinter er på vej.«
En ny historisk periode åbner sig således. En periode med klassekamp, der vil vise, at det er selve det økonomiske system, der er problemet. Klassekamp, der dermed bærer kimen til en socialistisk omvæltning – den eneste løsning på kapitalismens krise, som ikke endnu engang lægger regningen på arbejderklassens skuldre, men hos dem, der hver dag skummer fløden af vores arbejde.
Så skub valgflæsk og levebrødspolitikere til side og slut dig til os. Vær med til at bygge RS og den Internationale Marxistiske Tendens allerede i dag. Sådan står vi stærkest i kampen for socialisme i morgen.
