Billede: Wikipedia Commons

Ideen om “menneskets natur” benyttes ofte til at fornægte muligheden for en kommunistisk fremtid. Det hævdes, at mennesker af natur er grådige og egoistiske. Men er det rigtigt, og findes der overhovedet en menneskelig natur?

De fleste marxister har på et tidspunkt skulle lægge øre til borgerlige stemmers påstande om, at mennesker aldrig ville kunne leve i harmoni med hinanden i et stats- og klasseløst samfund. Kommunismen lyder måske godt på papiret, men er uden for vores menneskelige evners rækkevidde. Ingen ville gide at arbejde eller opfinde noget, må vi forstå.

Sådanne opfattelser hviler ofte på antagelser om menneskets natur som grundlæggende egoistisk, grådig, undertrykkende og doven. Et seriøst studie af menneskearten i et historisk perspektiv peger dog på noget helt andet, nemlig at den menneskelige natur er i konstant forandring. Den skabes i et samspil med naturen og er et produkt af de materielle omstændigheder. Når vi ser på historien, har det gennemgående karakteriseret vores art, at vi har udviklet os gennem kollektivt arbejde som en del af et socialt fællesskab. Som marxister mener vi således ikke, at man kan tale om en egoistisk eller grådig menneskelig natur. Den menneskelige natur står ikke uden for tid og rum, uden materiel oprindelse eller forklaring.

Ikke nok med at borgerliges opfattelse af menneskets natur er forfejlet, så bremser det samfund, de forsvarer, menneskehedens potentiale. Imens foregår den mest grundlæggende menneskelige aktivitet, arbejdet, for størstedelen af menneskeheden under umenneskelige forhold. At beskæftige sig med dette spørgsmål er derfor ikke en akademisk øvelse, men et bevis for nødvendigheden af menneskets frigørelse fra kapitalismens lænker. En dialektisk materialistisk analyse af menneskets historiske udvikling gør det muligt at pege frem mod en kommunistisk fremtid.

Det materielle bestemmer bevidstheden

Menneskets natur er et begreb, der er diskuteret bredt inden for filosofi. Traditionelt dækker begrebet over de aspekter af mennesket, som antages at gå forud for alt andet, altså medfødte karakteristika, følelser og instinkter. I kontrast hertil står de menneskelige egenskaber, som varierer mellem samfund, og som er forbundet med kultur.

Som marxister mener vi ikke, at der findes en sådan universel menneskelig kerne, mens det fysiske og sociale miljø, vi mennesker lever i, er sekundært. Denne fremstilling er ikke andet end en idealistisk idé, der mystificerer menneskets natur og ikke formår at forklare dens oprindelse.

Det, der typisk betegnes som den menneskelige natur – herunder adfærd, tanker, bevidsthed osv. – kan kun eksistere gennem en materiel krop og er dermed bestemt af de materielle forhold. Som Marx skrev i Bidrag til kritikken af den politiske økonomi (1859):

Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed.

Som marxister forstår vi altså det sociale, politiske og åndelige liv som betinget af samfundet, nærmere bestemt samfundets produktionsmåde. Mennesker fødes ind i et samfund med en historisk specifik økonomisk struktur, det vil sige en produktionsmåde, hvortil der hører bestemte ejendomsrelationer og klassedelinger. På den økonomiske basis skabes en juridisk og politisk overbygning. Menneskets natur skabes i det dialektiske samspil mellem disse eksterne materielle forhold og mennesket selv.

Idet samfundet over tid ændres drastisk med udviklingen af produktionsmidlerne, ændres dermed også menneskers bevidsthed. I dette lys er det meningsløst at betragte egoisme og grådighed, nogle tilskrevne personlige karakteristika, som synonym med menneskets natur. Tværtimod viser vores historie, at mennesker under andre materielle omstændigheder har fremstået helt anderledes. Hvis vi vil forstå, hvad det vil sige at være menneske, giver det derfor mening at undersøge de lange linjer i menneskehedens historie.

Urkommunisme og fællesskab

Husene i ruinbyen Çatalhöyük har alle samme størrelse, en indikation på at samfundet var kendetegnet af lighed dets medlemmer imellem. Billede: Omar hoftun Wikimedia Commons

Den kapitalistiske virkelighed, vi lever i, udgør kun et øjeblik i vores arts historie. Det anslås, at det anatomisk moderne menneske opstod for omkring 300.000 år siden, og i langt størstedelen af vores historie – indtil for cirka 12.000 år siden – har vi levet i jæger-samler-grupper. Til sammenligning har kapitalismen blot eksisteret i få hundrede år.

I studier af vores forfædres jæger-samler-samfund er der ikke fundet nævneværdige beviser for ulighed – mennesker levede efter alt at dømme uden herskere og undertrykkere, uden rige og fattige. Denne samfundstilstand var en afspejling af de materielle forhold, hvad Marx og Engels beskrev som urkommunisme, idet der var fælleseje. Produktivkræfternes lave udvikling betød, at der ikke akkumuleres et overskud, og urkommunismen var baseret på mangel.

I de urkommunistiske samfund var socialt og kollektivt arbejde præmissen for overlevelse. Alle medlemmer af gruppens eksistens var afhængig af hele gruppens samarbejde. Når marxister i dag konfronteres med påstanden om, at mennesker er for grådige og egoistiske til at leve i et samfund, hvor man yder efter evne og nyder efter behov, er dette altså et bevis for det stik modsatte. I de urkommunistiske grupper var der en positiv sammenhæng mellem, hvor meget den enkelte ydede og hele gruppens ve og vel.

I urkommunismen kunne mennesket åbenlyst kun overleve som en del af fællesskabet. Selv om produktivkræfterne har udviklet sig enormt siden, så er det tydeligt, at mennesket stadig er et socialt væsen. Vi overlever gennem samfundet og ikke som enkeltstående individer; mad, tøj og alt andet, vi har brug for, produceres ikke af os som enkeltindivider, men gennem en kollektiv proces, der involverer mange.

Endvidere er sociale relationer et behov i sig selv – mennesker har brug for interaktioner og venskabelige forhold for at kunne fungere. Eksempelvis er det almindeligt kendt, at manglende smil, kontakt og omsorg er yderst skadeligt for spædbørns udvikling, og under coronapandemien var et af de største temaer de psykiske konsekvenser af isolation.

I dette lys fremstår den borgerlige påstand om mennesket som egoistisk og grådigt af natur som absurd. Tværtimod har mennesket været et socialt væsen siden menneskehedens begyndelse, hvor socialt og kollektivt arbejde var en materiel nødvendighed for vores overlevelse.

Arbejdets indvirkning på mennesket

Mennesket kan altså kun overleve gennem fællesskabet, men i sin mest grundlæggende form kan det også kun eksistere i kraft af sin bearbejdning af naturen.

Der findes visse grundlæggende materielle betingelser for vores eksistens såsom behovet for mad, drikke og så videre, men disse adskiller ikke mennesket fra alle andre dyr. Til gengæld er det måden hvorpå vi opfylder disse grundlæggende behov, der gør os til mennesker. Mennesket interagerer med naturen gennem arbejde for at benytte naturen til sin egen fordel, og dette er centralt i forståelsen af ikke blot menneskets væsen under skiftende materielle forhold, men selve den menneskelige evolutionære udvikling.

Alle former for fysisk og åndelig virksomhed, vi udøver for at producere eller opnå noget, kan karakteriseres som arbejde. Det er en proces, hvor både menneske og natur indgår og gensidigt påvirker hinanden. Engels beskriver i sin artikel “Arbejdets rolle ved abens forvandling til menneske” (1876) arbejdets indvirkning på udviklingen af det anatomisk moderne menneske.

Engels forklarer, at mennesket altid har måtte arbejde for at sikre artens overlevelse, og heri er kroppen langsomt blevet forandret og tilpasset vores aktiviteter. I overgangen fra abe til menneske var det af afgørende betydning, at hånden blev fri og erhvervede sig nye færdigheder, hvorved der fra generation til generation skete en gradvis tilpasning af håndens fysiske kapacitet. Det var i selve arbejdet med hånden, at disse ændringer skete. Dermed var hånden ikke blot et organ for arbejdet, den var også et produkt af arbejdet.

Forandringerne i håndens færdigheder havde afgørende indvirkning på udviklingen af resten af mennesket. Det gav adgang til bedre næring og aktiverede nye områder i hjernen, hvilket var fundamentet for hjernens udvikling og dermed tanker og bevidsthed.

Det bekræfter Engels’ teori, at moderne forskning inden for neurologi viser, at redskabsfremstilling og sprog har udviklet sig i sammenhæng¹. I den ældste stenalder begyndte mennesker at fremstille mere avancerede stenredskaber, hvilket, i kraft af nødvendigheden af mere kompleks tænkning, aktiverede nøgleområder i hjernen, som er involveret i sprogprocesser. Gennem arbejdet med stenredskaber udviklede mennesket altså mere avanceret social adfærd i form af sprog, hvilket var en stor evolutionær fordel på grund af muligheden for mere kompliceret samarbejde såvel som videregivelsen af specialiseret viden til den næste generation.

I samspillet mellem menneske og natur, medieret gennem arbejdet, er der dermed sket en udvikling af kroppen og hjernen, som har gjort os i stand til mere avancerede aktiviteter. Der er tale om en vekselvirkning, hvor mennesket gennem arbejdet forandrer naturen, og de ændringer, det medfører, virker tilbage på mennesket. Når vi bruger vores krop til at benytte, bearbejde og manipulere naturen, ændrer vi således også os selv. Mennesket er derfor en del af naturen, og står ikke over den, idet der i bearbejdningen og manipulationen af naturen er uforudsete konsekvenser, som virker tilbage på os.

Menneskeligt arbejdes særpræg

Evnen til abstrakte tanker og refleksion påvirker hele menneskets væsen og ikke mindst vores aktiviteter på en måde, der adskiller os fra alle andre dyr. Vi kan gøre os selv, og dermed vores art som helhed, til objekter for bevidst refleksion, hvorved vi kan forstå os selv ikke blot som individer, men som en del af menneskeheden bredt set og i nutiden. Af endnu større betydning er det, at vi kan gøre vores aktiviteter til genstand for refleksion. Om dette emne skriver Marx i Kapitalen (1867):

En edderkop udfører operationer, der ligner væverens, og en bi gør ved opbygningen af sine voksceller mangen en bygmester til skamme. Hvad der imidlertid på forhånd udmærker den dårligste bygmester frem for den bedste bi er, at han har bygget cellen op i tanken, før han bygger den i voks. Ved slutningen af arbejdsprocessen fremkommer et resultat, der allerede ved begyndelsen af processen eksisterede som en forestilling hos arbejderen, altså allerede ideelt var til stede.

Menneskets evne til at beherske naturen består grundlæggende i, at vi kan forstå naturens love og benytte dem til at opfylde vores behov. Vi kan forestille os objekter, som endnu ikke eksisterer, og vi kan, med en vis sikkerhed, forudsige resultaterne af vores handlinger. Det betyder, at vi ikke er begrænsede i vores aktivitet med henblik på ren overlevelse. Gennem et stadig større kendskab til naturen, dvs. udviklingen af teknologi og videnskab, har mennesket udviklet produktivkræfterne til et niveau, hvor vi i dag kan producere mere end nok til at opfylde menneskehedens behov. Og mennesket udfører ikke bare aktiviteter for at for at tilfredsstille de umiddelbare fysiske behov. Dette kommer eksempelvis til udtryk, når mennesker laver kunst, bestiger bjerge for sjovs skyld og laver frivilligt arbejde.

Dette siger noget om det enorme kreative potentiale i mennesket og affejer den borgerlige påstand om, at mennesket fra naturens side er dovent. Menneskers kreativitet og refleksionsevne er den eneste grund til, at vi stadig eksisterer som art.

Arbejdets skiftende karakter

Arbejdet er altså helt centralt for, hvad det vil sige at være menneske, men arbejdets form er ikke konstant. Med ændringerne i de materielle betingelser forandres arbejdets form, og dermed sker der en udvikling i vores tanker, idéer, bevidsthed og opfattelse af, hvad den menneskelige natur er.

I størstedelen af menneskehedens historie har vores arbejde været rettet mod den mest umiddelbare nyttevirkning. Vi producerede overvejende til den gruppe, vi tilhørte, med henblik på umiddelbar konsumption. Dette ændrede sig med udviklingen af landbrug og husdyrhold for omkring 12.000 år siden. Dette kaldes den neolitiske revolution, hvor det for første gang blev muligt for mennesket at producere et overskud ud over sin egen overlevelses behov. Dermed skabtes grundlaget for den senere udvikling af klassesamfundet, som er baseret på en minoritets udbytning af majoriteten.

Med den neolitiske revolution, blev det for første gang muligt for mennesket at producere et overskud ud over sin egen overlevelses behov. Billede: worldhistory.org

Overgangen fra jæger-samler-samfund til jordbrugssamfund skete forskellige steder i verden på forskellige tidspunkter og uafhængigt af hinanden, og der findes således ikke én universel model for udviklingen af klassesamfundet. Dog skabte udviklingen af jordbruget som produktionsmåde nogle grundlæggende fælles forandringer i samfundsstrukturen overalt, hvor den opstod.

Produktiviteten steg, hvilket medførte en øget kompleksitet i det fysiske arbejdes arbejdsdeling og ydermere frigjorde ressourcerne til, at enkelte individer kunne fritages fra – og hæves over – det fysiske arbejde. Dette gav anledning til en deling mellem det fysiske og det mentale arbejde. Det var en progressiv udvikling i produktionsmidlerne, idet nogle kunne fokusere på at udføre mentalt arbejde, tænke og filosofere, hvorved videnskab og produktivkræfterne kunne udvikles enormt. Med stigningen i produktiviteten fulgte, for første gang i menneskehedens historie, et overskud af produkter, hvorved enkelte kunne tilegne sig overskuddet. Dette er helt centralt, da det lagde fundamentet for klassesamfundet: Udviklingen af en elitær minoritet, som tilegnede sig samfundets rigdom og magt til at bestemme over majoriteten.

Med kapitalismens opblomstring for få hundrede år siden trådte nyttevirkningen af vores arbejde stadig mere i baggrunden, og profitten er i dag det væsentligste for vores produktion. Vi ser således, at formålet med vores arbejde ændres fuldstændig med produktionsmidlernes udvikling. Under kapitalismen er den primære produktive aktivitet for det overvældende flertal lønarbejdet, og dette ændrer hele den bevidsthed, mennesket har om sig selv og sin art som helhed.

Når vi som arbejdere sælger vores arbejdskraft, er vores aktivitet ikke fri, men et middel til opretholdelsen af vores eksistens, som derudover har som formål at øge profitten hos et lille mindretal. Langt de fleste arbejdere i verden er intet andet end små brikker i en enorm arbejdsdeling, komplet fjernet fra det endelige produkt af arbejdet og uden reel mulighed for indflydelse på arbejdets form og formål. Eksempelvis ser minearbejderen i Congo aldrig den Tesla, vedkommende udvinder råstoffer til. Arbejdet er monotont, ukreativt og frem for alt ufrit. Dette resulterer i, at mennesket føler sig fremmed over for både lønarbejdet, produktet af det, sig selv og sin art som helhed.

I modsætning til den borgerlige påstand om, at kommunisme sætter en stopper for alt initiativ, så er kapitalismen i virkeligheden nutidens største bremse for ikke blot udviklingen af produktionsmidlerne, men også menneskers glæde ved at arbejde. De fleste arbejdere i verden bruger alt deres fysiske og mentale energi på lønarbejdet og dagligdagens bekymringer, som ikke efterlader meget tid til store og kreative tanker – og hvis en arbejder skulle få en god idé til at effektivisere arbejdsgangene på jobbet, så risikerer vedkommende blot at få en af kollegaerne fyret. Hvis en arbejder producerer ekstra, så gavner det ikke vedkommende selv, men bliver til øget profit for kapitalisten, hvorimod en højere produktivitet under socialisme og kommunisme vil komme fællesskabet – og dermed arbejderen selv – til gode.

Til forskel fra dette system, ville man i et socialistisk eller kommunistisk samfund, hvor mennesker ville have den virkelige kontrol over produktionen og dermed kunne sikre alle et godt liv, for første gang kunne realisere det kreative potentiale, som menneskeligt arbejde indeholder. Vi ville ikke, som i urkommunismen, være begrænsede af kun lige akkurat at kunne producere til vores egen og vores nærmestes overlevelse, og vi ville ikke, som under kapitalismen, være tvunget til at udføre lønarbejde med det ene formål at skabe profit for kapitalisterne.

Kapitalismens modsætninger

Den borgerlige opfattelse af menneskets natur som værende egoistisk, grådig, undertrykkende og doven er altså fejlagtig. Når det er sagt, hersker der unægteligt under kapitalismen en kultur præget af konkurrence, hvor det er de spidseste albuer, der når til tops.

Under kapitalismen ejer kapitalisterne produktionsmidlerne, og de tjener deres profit på arbejderklassens ubetalte arbejde, mens arbejderne intet ejer og må sælge deres arbejdskraft for at kunne overleve. Der er konkurrence mellem kapitalisterne, og derfor er den enes overlevelse den andens død. Det betyder, at gruppen af udbyttere, under kapitalismen, kun kan koncentrere magten på egne hænder ved at agere egoistisk og grådigt. Opretholdelsen af positionen med magt og privilegier afhænger af evnen til at agere den mest nådesløse udbytter, fordi alternativet ganske enkelt er at blive udkonkurreret af mere ubarmhjertige individer. Den herskende klasses egoisme og grådighed skal altså ikke forveksles med menneskets natur som sådan, men derimod forstås som den naturlige følge af de materielle betingelser for kapitalistklassen. Det er en afspejling af samfundets ejendomsforhold, produktionsmåden og de relationer, der er opstået heraf.

Som Marx skrev, er »de herskende idéer i et samfund den herskende klasses idéer«. Elitens forestillinger siver ud i hele samfundet, fordi kapitalisternes økonomiske magt omsættes til politisk og kulturel magt. Tænk blot på, hvordan storkapitalister såsom Jeff Bezos og Elon Musk kan opkøbe medier, hvordan politiske partiers kampagner finansieres af rigmænd og virksomheders donationer, og hvordan reklamer dominerer både i bybilledet og digitalt. Det betyder, at vi er omgivet af kapitalistisk ideologi baseret på egoisme, grådighed og konkurrence, som, direkte eller indirekte, lovpriser den individuelle kamp som den mest moralsk forsvarlige og gunstige livsform. Dette er naturligvis kun gunstigt for eliten.

Samtidig er der en klar modtendens til individualismen i kapitalismens massive sociale produktion. Her producerer intet individ det færdige produkt fra start til slut. Hver enkelt arbejder er en lille del af en samlet kollektiv proces. Arbejderklassen, som udgør størstedelen af menneskeheden, kan i kraft af sin position i produktionen kun sikre sine interesser ved at stå sammen over for arbejdsgiveren f.eks. gennem fagforeninger og partier. De kan kun vinde ved kollektiv kamp, og de kan kun ophæve deres egen udbytning ved at ophæve hele deres egen klasse. Dette er det materielle grundlag for en kollektiv bevidsthed i arbejderklassen.

Kapitalismen har den indbyggede modsætning, at vi har en social produktion, men en privat tilegnelse. Rigdommen produceres socialt, men den ender i lommerne på kapitalisterne. Marxister vil gøre op med denne modsætning ved at sikre en social tilegnelse, som svarer til den sociale produktion. Med andre ord skal den rigdom, arbejderne producerer, komme dem selv og hele samfundet til gode med bedre arbejdsvilkår, lønninger, uddannelse, hospitaler og meget mere.

Dette er ikke en utopisk idé. Tværtimod eksisterer det teknologiske grundlag for socialisme allerede, og kimen til en omvæltning af kapitalismen findes i arbejderklassen selv. I modsætning til tidligere epoker, hvor revolutioner har handlet om en klasses kamp for at gøre sig selv til den nye herskende klasse, kan arbejderklassen kun ophæve den nuværende klassedeling ved at ophæve klasser overhovedet. Den sociale produktion og den kollektive bevidsthed er de elementer, der gør det muligt for os at pege frem mod socialisme og kommunisme.

Frigør menneskeheden

Arbejderklassen, som udgør størstedelen af menneskeligheden, kan i kraft af sin position i produktionen kun sikre sine interesser ved at stå sammen over for arbejdsgiveren. | Foto: Stilgherrian, wikimedia

De borgerlige påstande om menneskets natur søger at retfærdiggøre kapitalismen ved at fremstille den som den mest naturlige og fordelagtige kulisse for menneskelig udfoldelse. Intet kunne være længere fra sandheden. I virkeligheden står det nuværende system i vejen for opfyldelsen af selv de mest basale menneskelige behov for en stor del af menneskeheden. Verden er lige nu på vej mod den største sultkatastrofe i 40 år, hvor 193 mio. mennesker mangler mad, selv om vi har ressourcerne til at brødføde hele verdens befolkning². Kapitalismen skaber decideret umenneskelige vilkår, den bremser menneskers kreative potentiale, og den udnytter de fundamentale behov for overlevelse til at tvinge os ind i lønarbejdet, mens den fremmedgør os over for vores arbejde og hinanden.

Men kapitalismen er ikke definitiv. Tværtimod har den skabt de materielle betingelser for at afskaffe klassesamfundet. Produktivkræfterne er udviklet til et niveau, hvor vi kan producere mere end nok til alle, men det private ejerskab til produktionsmidlerne står i vejen for dette. Samtidig har kapitalismen skabt den kraft, som endeligt kan lægge den i graven: arbejderklassen, som har magten til at tage kontrollen over produktionen, og som kun kan opnå et bedre liv ved at kæmpe sammen. Kapitalismens økonomiske kriser, imperialistiske krige og klimaforandringer har intet andet end armod at tilbyde verdens arbejdere. Som Marx berømt skriver i det Kommunistiske Manifest, har vi »en verden at vinde« ved en kommunistisk revolution – og ikke mindst vores menneskelighed.

Vi kan kun skabe en verden, som reelt er mennesker værdig, ved at vinde den virkelige kontrol over, hvad og hvordan vi producerer. De to ting hænger uløseligt sammen. Ultimativt betyder dette et opgør med det private ejerskab og kapitalismen; kun ved at vælte kapitalismen, at gøre en ende på klassesamfundet og at erstatte det med en demokratisk planlagt økonomi, kan vi skabe universel menneskelig frigørelse.

[BLIV ORGANISERET KOMMUNIST I RS]

Kildehenvisnigner:

1. “Det var fremstillingen af stenøksen, der udviklede vores sprog”, Information.

2. “Millioner mangler mad”, Oxfam