Som svar på myndighedernes forsøg på at deportere en nigeriansk beboer fra sit hjem i London, viste de lokale, hvordan man kan bekæmpe borgerskabets angreb: med klassekamp og solidaritet. De satte dermed et fornemt eksempel for arbejdere og unges kamp imod racisme og undertrykkelse, en tilgang der forener arbejderklassen, fremfor at splitte den.
Det kriseramte britiske etablissement har længe brugt racistiske angreb på immigranter som et redskab til at aflede den voksende vrede i samfundet. Den 11. juli gav sådan et angreb imidlertid bagslag. Da immigrationsmyndighederne forsøgte at arrestere en lokal nigeriansk beboer i Peckham, London, til tvangsudvisning af landet, stimlede beboerne sammen for at bekæmpe myndighedernes angreb. Takket være sand klassesolidaritet lykkedes det de lokale at slå politiet tilbage, og forhindre deporteringen.
Da de britiske betjente fra immigrationsmyndighederne forsøgte at tvangsdeportere den nigerianske beboer, dannede der sig en forsamling på omkring 200 demonstranter i protest mod deporteringen. Anført af anti-deporteringsaktivister, forlangte de, at manden blev løsladt, og omringede politivognen, så den ikke kunne køre afsted.
I flere timer holdt demonstranterne ud, med kampråb som: »Hvis gader? Vores gader!«, »Sæt ham fri!«, og »Ingen retfærdighed, ingen fred!«, mens familier og ældre beboere deltog fra deres balkoner. Det blev gjort helt tydeligt, at man i Peckham ikke ville finde sig i den konservative regerings racistiske angreb.
Statsrepression
Betjentene fik naturligvis forstærkninger, og forsøgte også at intimidere og anholde flere af demonstranterne. Som et yderligere eksempel på politiets racistiske adfærd, gik de primært efter at anholde sorte demonstranter, som dog hurtigt blev hevet i sikkerhed i mængden. Flere demonstranter fik en hårdhændet behandling af betjentene, eller deciderede tæsk, som det fremgår af en video fra hændelsen.
Efter at have holdt stand i timevis, tvang demonstranterne til sidst politiet til at forlade Peckham, tomhændede. Den nigerianske beboer blev løsladt, og blev eskorteret hjem af betjentene. Da politiet til sidst stak halen mellem benene, blev det under tilråbet »Kom ikke tilbage til Peckham!«
Dette er dog ikke det sidste ord i sagen. Som en lokal beboer konkluderede umiddelbart efter politiets retræte: »De kommer jo bare tilbage og henter ham en anden dag… Det her kommer ikke til at ændre noget i længden«, hvilket desværre er den bitre sandhed.
Splittelse som redskab for klasseherredømme
Scene fra demonstrationen i Peckham. Billede: Privat billede.
Den største trussel mod borgerskabets behagelige position, med den magt og de privilegier der følger med, er en forenet og organiseret arbejderklasse. Derfor bliver der brugt betragtelige summer og tid på at splitte arbejderklassen op på basis af køn, hudfarve, religion, eller andre inddelinger. For at sikre systemets overlevelse, udpeger eliten syndebukke til at aflede opmærksomheden fra de reelle systemiske årsager til problemerne i samfundet. Det er her racisme historisk er blevet brugt og bliver brugt i dag, som en strategi der bedste kan beskrives som “del-og-hersk”. Ved at splitte arbejderklassen i mindre grupper, svækkes dens sammenhold, og dermed dens evne til at bekæmpe sine fælles undertrykkere.
Denne strategi benyttes i ethvert klassesamfund, også i Danmark. Dette afsløres konkret i de åbenlyst racistiske politikker, som den danske stat fører – uanset om det er Venstre, Socialdemokratiet eller et tredje parti, som sidder ved roret. Som en gift spreder racismen sig fra toppen af samfundet og siver ned i resten af samfundet. Først og fremmest spredes den af den herskende klasses politiske repræsentanter på Christiansborg. Når det kommer til stykket har alle partier i Folketinget afskrevet muligheden for at bygge et bedre system end det nuværende. Og når systemet ikke længere kan tilbyde nogen fremgang for langt størstedelen af befolkningen, har magthaverne ikke andet at basere deres spinkle opbakning på, end ved at puste til fremmedhad og chauvinisme.
I Danmark ser vi de samme taktikker blive brugt som i Storbritannien, med racistiske love, tvangsudvisninger, politi, og hvad der ellers skal til for at klare opgaven. Nogle gange foregår dette arbejde ubemærket, til tider skriger det til him-en. Gymnasieelever trues med udvisning til det Taliban-styrede Afghanistan, og syriske flygtninge udvises til Damaskus i Syrien, som er under Bashar El-Assads kontrol, med risiko for tortur eller døden til følge. Med regeringens minksag, der ikke vil forsvinde, en inflation der buldrer derudaf, og klimakrisen der altid ligger og lurer, er der masser af problemer at skulle distrahere arbejderklassen fra. Så længe det nuværende kriseramte system består, er der derfor ingen udsigt til en ende på magthavernes angreb mod flygtninge, migranter og alle andre undertrykte grupper. I en økonomisk situation, hvor den herskende klasse ikke har råd til at give arbejderklassen nogen indrømmelser, er det dermed heller ikke svært at forestille sig, at den forestående valgkamp bliver endnu en konkurrence i, hvem der kan skyde skylden for flest problemer på flygtninge eller indvandrere.
Bekæmp racisme med revolution
Når systemet fra tid til anden besejres, som fx i Peckham, er det konsekvens af en organiseret, militant indsats – ikke borgerforslag og underskriftsindsamlinger. Samtidig med at disse spredte sejre viser arbejderklassens styrke, når den står sammen, viser de også begrænsningerne ved at organisere sig om enkeltsager – systemet kommer bare forbi en anden dag, eller vælger et andet individ at undertrykke. Derfor bliver bevægelser som disse nødt til at indgå i en bredere kamp, for at gøre en ende på årsagen til selve deportationerne – det kapitalistiske system.
Som nævnt har racisme til formål at splitte arbejderklassen over etniske linjer; som modsvar må revolutionære derfor stå for en position, der fremmer enheden og klassesolidariteten blandt arbejderklassen, på tværs af dens diversitet. Som den kendte amerikanske revolutionære, Fred Hampton, formand i Chicago-afdelingen af the Black Panthers sagde:
»Vi tror ikke, at man bedst bekæmper ild med ild, vi mener, at det gøres bedst med vand. Vi kommer ikke til at bekæmpe racisme med racisme, men med solidaritet. Vi kommer ikke til at bekæmpe kapitalisme med sort kapitalisme, men med socialisme«.
Arbejdere har intet at vinde ved andre arbejderes undertrykkelse, uanset hudfarve eller etnicitet, eftersom dette sænker arbejderklassens enhed og styrke, og derfor også svækker kampen for et opgør med al undertrykkelse og udbytning. Racismens gift styrker borgerskabet og svækker arbejderklassen. Kampen mod racisme kan derfor ikke adskilles fra kampen for en socialistisk revolution.
