Den nuværende situation i boligsektoren er et krystalklart udtryk for den overproduktionskrise, som har udviklet sig i mange år den kinesiske økonomi. | Foto: windmemories, wikimedia

Boligkrak og sociale protester. Efter årtiers økonomisk og social stabilitet er tingene ændret i Kina. Det vil få store konsekvenser for resten af verden.

Den kinesiske byggegigant, Evergrande, var den mest forgældede virksomhed i verden med gæld på 300 mia. dollars og gik sidste år de facto bankerot. Evergrandes kollaps skal ses som et led i den boligboble, som er i gang med at briste i Kina, i hvad der er blev døbt den “vigtigste sektor i verden” på grund af dens implikationerne for den globale økonomi.

Staten i Kina har haft et jerngreb om den sociale situation i landet, men regimet er begyndt at slå sprækker, hvorigennem frustrationerne blandt de kinesiske masser er begyndt at sive ud.

Det er store ting der sker i Kina lige nu. I de sidste tre årtier har det såkaldte Kommunistparti kunne nyde social ro og stabilitet på grund af den store økonomiske vækst, kombineret med truslen om hård repression imod al opposition. Disse tider ser nu ud til at være over.

Boligboblen ved at sprænge

Kinas økonomi står med et hav af problemer. Men på grund af pladsmangel og aktualitet vil der i denne artikel blive fokuseret på boligsektoren, som er i krise og er en central del af den kinesiske økonomi og som er tæt forbundet med andre sektorer, såsom transport, finans, råstofudvinding, service, osv. Det estimeres, at boligsektoren samlet set står for ca. 30 % af Kinas BNP.¹ Efter krisen i 2008 blev der opbygget en række forskellige incitamentsstrukturer, som var med til at forøge boligsektoren betydning i den kinesiske økonomi.

Byggefirmaer kunne optage billige lån til lave renter. Fordi priserne på boligmarked steg og steg kunne byggefirmaerne berolige deres kreditorer og få lov til at optage yderligere lån til nye byggeprojekter. Der var intet problem så længe mange af boligerne blev solgt eller at priserne fortsatte med at stige, så der var udsigt til endnu større profitter, når boligerne endelig blev solgt i fremtiden.

En anden måde økonomien blev stimuleret på var, at lokalregeringer kunne låne billigt fra den centrale regering i Beijing for at finansiere infrastrukturprojekter. Det var dog forbudt for de lokale regeringer at betale gælden af igennem skatteindtægter og lokalregeringerne rejste i stedet pengene til gælden ved at sælge offentlig jord. I 2018 kom næsten 40 % af lokalregeringerne samlede indtægter fra dette salg af jord. Det har på den ene side betydet, at lokalregeringerne har skubbet på for at fortsætte byggeboomet, så de kunne sælge deres jord til højere og højere priser, men også, at de er ekstremt følsomme over for en nedgang i boligsektoren.

Problemet er, at der er blevet bygget alt for mange boliger i forhold til hvad der kunne sælges. En rapport viser, at 1 ud af 5 boliger i byerne (omkring 65 millioner boliger) står tomme. Det er ikke fordi kinesiske arbejdere ikke mangler boliger, men de har ikke råd til at købe dem.

Denne overproduktion sætter sig nu igennem og boligboblen er ved at sprænge. Boligpriserne er faldet 11 måneder i træk. Ifølge officielle tal er boligsalget faldet med 32 % i de første 6 måneder af 2022 sammenlignet med sidste år.

Som beskrevet havde vi allerede Evergrandes kollaps sidste efterår, men tingene ser ikke meget bedre ud for Evergrandes konkurrenter og den kinesiske regering vil nu give yderligere 148 milliarder dollars i lån til den skrantende boligsektor², for at undgå et fuldstændig kollaps. Regeringen plan er med sandsynlighed ikke nogen løsning, da det vil kræve, at byggefirmaerne lige pludselig kan få solgt mange flere boliger end hidtidigt.

Vi står med andre ord med verdens største boligboble, der ved at briste i en boligsektor som udgør ⅓ af BNP’en i verdens andenstørste økonomi. Et krak på boligmarkedet i Kina vil have kæmpe konsekvenser for hele verden og kan være med til at skubbe den globale kapitalisme ud i en dyb økonomiske depression.

Hvordan gik det til, at Kina gik fra at være verdens vækstmotor, at landet nu ser ind i en dyb økonomisk krise, der kan være med til at forværre hele den globale økonomi? For at forstå det må vi kigge på Kinas økonomiske udvikling i de seneste årtier.

Kinas indtræden på verdensmarkedet

Efter at have oplevet en kæmpe udvikling af produktivkræfterne i Kina med revolutionen i 1949 og indførelsen af en planøkonomi, så begyndte økonomien af sande mere og mere til i landet i 1970-80’erne. Det var ikke enestående for Kina, men det samme fænomen gjorde sig blandt andet også gældende i Rusland og i Østeuropa, hvor det der førte til Sovjetunionens fuldstændige og ukontrollerede kollaps. Kort fortalt blev planøkonomiens potentiale alle disse steder begrænset af to primære årsager: 1) manglende politisk feedback i systemet, fordi der ikke eksisterede noget arbejderdemokrati, og 2) deres nationale isolation.

Billede: public domain

Det bureaukratiske diktatur i Kina observerede den kaotiske udvikling i Sovjetunionen. Bureaukratiet var bange for selv at blive væltet, som det var sket i Rusland, og de var derfor tvunget til at få nye impulser ind i den stagnerende kinesiske økonomi for at sikre den sociale stabilitet. Det fik den igennem Kinas indtræden på verdensmarkedet. I stedet for at lide samme skæbne og miste magten, så valgte det kinesiske bureaukrati, at lave en kontrolleret “kold” overgang til kapitalisme. Her var det bureaukratiet der var i førersædet for processen med sin stramme kontrol over de vigtigste dele af økonomien igennem statsmagten.

Det skete på et tidspunkt hvor den globale kapitalisme var i krise og manglede en saltvandsindsprøjtning. Det fik den blandt andet i form af Kina der bragte store mængder af billig arbejdskraft, nye markeder og gode muligheder for udenlandske investorer på verdensmarkedet. Alt dette har betydet, at Kina de sidste 30 år har oplevet en kæmpe udvikling af produktivkræfterne, som også har været med til at trække hele den globale kapitalisme fremad.

Med sin indtræden på verdensmarkedet overtog Kina rollen som “verdens værksted” og der blev opbygget en enorm industriel base. Det er umuligt at give et komplet overblik over den enorme udvikling som Kina har gennemløbet, men et par tal kan give en fornemmelse af det.

I 2010 var der 8.358 km højhastighedsjernbane. Sidste år var det mere end firdoblet til 40.000 km.³ Alene fra 2010 til 2013 støbte Kina mere cement end USA gjorde i hele det 20. århundrede. Den voldsomme industrialisering i Kina har været en hjørnesten i væksten i den globale kapitalisme. Mens Kina i starten af 2000’erne kun tegnede sig for 4 % af verdenshandlen, overhalede landet USA i 2013 og stod i 2021 for 13 % af den globale handel.

Det kinesiske økonomiske eventyr er blevet misundt af mange ledere i Vesten. Men nu ser eventyret til at være ovre og de kapitalistiske økonomiske modsætninger, som er blevet blevet bygget op de seneste årtier kommer til overfladen.

Krisen i 2008

Væksten i Kina har især været bundet op på eksport til udlandet. Men efter Kinas indtræden på verdensmarkedet i 1980- 90’erne er økonomien i Kina ikke blevet udviklet efter en plan, men på et kapitalistisk grundlag, hvor der bliver produceret efter profit og som om der ikke findes nogen begrænsning i konsumptionen.

Den globale efterspørgsel kunne ikke følge med den produktive kapacitet i den kinesiske industri og med den økonomiske krise i 2008 blev dette kun forværret fordi den globale efterspørgsel faldt og den internationale konkurrence dermed tog til.

Krisen i 2008 ramte derfor også Kina hårdt med millioner af arbejdere der blev fyret. Men på baggrund af en enorm stimulispakke på 586 mia. dollars, som regeringen udstedte, hvor en masse penge blev kastet ud i økonomien og der blev optaget enorme mængder af gæld, var den kinesiske økonomi på få uger op og køre igen. Siden krisen er sammensætningen i den kinesiske økonomi blevet ændret markant og eksportens andel af den kinesiske økonomi er næsten halveret og faldet fra 36 % af BNP i 2006 til 20 % sidste år.⁴ I stedet for eksport er det især byggeriet, finansieret med gæld, som har taget over som økonomisk lokomotiv for væksten i den kinesisk økonomi.

Den enorme stimulispakke reddede ikke kun den kinesiske økonomi, men var også en væsentlig årsag til, at verdensøkonomien ikke endte i en økonomiske depression efter 2008, fordi Kina kunne holde vækstlokomotivet kørende. Gæld er dog ikke løsningen på kapitalistiske kriser men kan højst udskyde de underliggende problemer i økonomien med den pris at forstørre dem.

Gæld, gæld og mere gæld

Marx forklarede, at under kapitalismen producerer arbejderklassen mere værdi end den kan købe tilbage med hvad den får i løn. En iboende del af kapitalismen er dermed en profitstyret produktion, der vokser som om det kun er samfundets samlede købekraft der begrænser forbruget, mens det virkelige forbrug er begrænset af klassedelingerne i samfundet. Det resulterer periodisk i overproduktionskriser.

En måde at udskyde overproduktionskriser på under kapitalismen er ved hjælp af kredit, som udvider markedet kunstigt og udover dets naturlige grænser. Det har også været tilfældet i Kina. Den herskende klasse i Kina frygtede, ligesom sine klassebrødre- og søstre i resten af verden, hvad en dyb økonomisk krise kunne have af sociale konsekvenser i 2008 og udskød den derfor med gæld. Problemet er blot, at de økonomiske modsætninger ikke er blevet løst, men tværtimod blot vokset op til i dag, hvor de nu ser ud til at udtrykke sig og blot desto kraftigere.

Før krisen i 2008 steg gælden i Kina, men væksten i landets BNP steg endnu hurtigere. Med 2008-krisen blev dette forhold vendt om, og nu steg gælden hurtigere end BNP-væksten. Således gik Kina fra have en total gæld på under 150

% af BNP i 2008 til, at den totale gæld i dag er steget til næsten 300 % af landets BNP. Groft sat op hjalp udvidelse af gælden førhen et produktivt opsving i den kinesiske økonomi, mens de seneste års vækst i højere grad er kommet af “overinvesteringer” baseret på gæld.

Problemet med gæld er, at det som bekendt er lånte penge der før eller siden skal betales tilbage og med renter. Det er hvad vi ser udspille sig i Kina nu.

Den nuværende situation i boligsektoren er et krystalklart udtryk for den overproduktionskrise, som har udviklet sig i mange år i den kinesiske økonomi. Det er i sig selv et bevis på, at hvad vi har i Kina er en helt igennem kapitalistisk økonomi og ikke er “socialisme med kinesiske karakteristika” eller noget som andet der kunne minde om socialisme som nogen påstår.

Sociale konsekvenser

Vi ser nu de første spæde tegn på, at de økonomiske problemer er begyndt at skabe sociale rystelser. Dette afspejler en enorm utilfredshed der hersker blandt de kinesiske masser og en utilfredshed som kun er blevet større med regimets hårdhændede corona-politik.

Hvis vi går tilbage til boligboblen, så betyder de økonomiske problemer der, at store byggeprojekter er gået i stå og folk med boliglån betaler en stor del af deres indkomst af på en bolig, hvor de ingen sikkerhed har for, at det bliver bygget færdigt. Der er derfor startet en boykotbevægelse blandt titusindvis af låntagere, hvor de nægter at betale af på deres lån.

Det er om noget et faresignal for regimet. Mange af dem der har råd til at tage disse huslån er en del af den kinesiske middelklasse, som, udover kapitalistklassen, er den der har fået mest ud af den økonomiske udvikling i Kina i de seneste år og derfor er den vigtigste sociale base for regimet.

Det er dog ikke det eneste tilfælde hvor utilfredsheden er begyndt at sive ud i de sprækker, som er begyndt at åbne sig op i regimet. Banksektoren er ligeledes ramt af alvorlige økonomiske problemer og i foråret annoncerede flere banker i provinserne Henan og Anhui, at deres kunder med opsparinger ikke længere kunne hæve eller overføre penge fra deres konti, på grund af problemer med økonomisk svindel.

Bankkunder i Henan demonstrer over ikke at kunne tilgå deres konti. Billede: Fair Use

Efter at have appelleret og ventet på myndighederne i flere måneder begyndte en række mindre demonstrationer. Dette er signifikant at flere årsager. Både fordi, at de protesterende turde trodse det brutale regime, hvilket siger noget om graden af vrede og frustration. Også fordi, at de protesterende var villige til at trodse de strenge corona-restriktioner i landet.

Hvad der fik vreden til at koge over var, at mange af de berørte bankkunder pludselig fik en “rød corona kode”, som betyder, at de skulle være i fuldstændig isolation. Det var tydeligvis et forsøg fra myndighedernes side på at stoppe protesterne, men det blev gennemskuet med det samme og blev en kæmpe skandale.

Alt dette kulminerede i en demonstration den 10. juli med over 1.000 deltagere. Efter at politiet uden held havde forsøgt at få forsamlingen til at opløse sig blev demonstrationen angrebet af en stor gruppe uidentificerede mænd i hvidt, som tævede demonstranterne, mens politiet så på. På trods af den hårde repression var regimet efterfølgende tvunget til at skride ind over for bankerne og gav dermed efter for de protesterendes krav. Dette vidner om hvor nervøs regimet er forden ulmende vrede der findes i den kinesiske samfund.

Rystelser i Kina

Med en stor økonomisk krise under opsejling i Kina kan vi se frem til langt flere sociale rystelser i landet. Allerede i 2. kvartal af 2022 var den officielle vækst i BNP på sølle 0,4 %, som er uhørt lavt efter kinesiske standarder. Den officielle arbejdsløshed er på ca. 5 %, men den inkluderer ikke millioner af migrantarbejdere fra landet og blandt unge er arbejdsløsheden på næsten 20 %.

Det er den økonomiske vækst som har givet det kinesiske regime en vis stabilitet lige siden massakren på Den Himmelske Fredsplads. Men økonomien er nu ved at vende og regeringen kan ikke gentage det kæmpe keynesianistiske projekt fra 2008, da økonomien allerede er forgældet til op over begge ører.

I årene op til corona-udbruddet var strejkeaktiviteten begyndt at stige ifølge China Labor Bulletin og vi så den enorme massebevægelse bryde ud i Hong Kong i 2019. De voldsomme corona-restriktioner har været med til at lægge en dæmper på den sociale uro, men som beskrevet, så ser vi de spæde første tegn på, at de kinesiske masser ikke længere frygter regimet og dets regler som tidligere.

Disse store skift må ikke undervurderes, hverken i forhold til udviklingen i Kina eller på verdensplan. Sammen med udviklingen af produktivkræfterne i Kina de seneste årtier er der også sket en enorm styrkelse af den kinesiske arbejderklasse. En arbejderklassen der vil bevæge sig i fremtiden.

Boligkrakket er blot et af de første tegn på, at vi går nye, ustabile tider i møde i Kina og der er ingen tvivl om, at når først den kinesiske arbejderklasse – verdens største arbejderklasse – for alvor træder ind på historiens scene, så vil det være kapitalismens overlevelse der kommer på spil.

[BLIV ORGANISERET KOMMUNIST I RS]

Kildehenvisnigner:

1 “The Story of China’s Ghost Cities and Its 65 Million Empty Homes”, Interesting Engineering.

2 “China’s central bank seeks to mobilise

$148bn bailout for real estate projects”,

Financial Times.

3 “High-speed rail in China”, wikipedia. org.

4 “Exports of goods and services (% of GDP) – China”, The World Bank.