Billede: In Defence of Marxism

»Venstrefløjen har behov for et nyt narrativ.« Sådan lyder idéen, som i dag har grebet mange på venstrefløjen verden over, i takt med, at der bliver forsøgt skabt alternativer til de dominerende borgerlige partier. Hvad er indholdet bag denne idé om et ”nyt narrativ”? Og kan den hjælpe med at tage arbejderklassen fremad på nogen måde? Yola Kipcak, fra den østrigske sektion af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT), forklarer her, hvorfor ordlege ikke kan erstatte klassekamp.

I déen om at venstrefløjen skal bruge et forbedret ”narrativ”, og den forbundne forestilling om, at vi har et behov for en slags ”venstrepopulisme”, har optaget venstrefløjspartierne og organisationerne i Europa og videre ud i verden. For at citere et eksempel, Jörg Schindler, generalsekretæren for Venstrepartiet i Tyskland: »For at vi kan være i fronten af klimabevægelsen, hvilket er hvor vi hører til, har vi brug for et overbevisende VENSTRE-narrativ.«

Katja Kipping, forkvinde for det samme parti, forklarer, »Jeg tror, at vi har behov for venstrepopulisme for at gøre det klart, at der findes alternativer. Og at vi må styrke alternative forklaringsmønstre og imødegå [den tyske kansler Angela Merkels] narrativ… med et andet narrativ.«

Endelig, ved en begivenhed i 2019 afholdt i Wien, organiseret af ”Transform Europe”, et projekt lavet af paraplyorganisationen Europæiske Venstreparti, som omfatter partier som SYRIZA, Die LINKE, Rifondazione Communista og Bloco de Esquerda, ved hvilket Unge Venstre, Østrigs kommunistiske parti, samt andre organisationer, var deltagende i, blev udtrykket ‘venstrenarrativ’ brugt i rigelige mængder i de to timer som diskussionen varede. Disse er blot små eksempler på, i hvilken grad denne idé har gennemsyret venstrefløjen i en række lande.

Denne idé om et ‘venstrenarrativ’ har efterhånden flydt rundt i universitetskredse i lang tid. Idéen blev dog først populær med den pludselige opbakning til de nye venstrefløjspartier, såsom SYRIZA i Grækenland og Podemos i Spanien, som blev referencepunkter for store dele af den internationale venstrefløj. For nogle år siden fyldte prominente personer, i begge partier, deres taler med referencer til dette koncept. Og denne tankegang har sine ”teoretikere”, hvoraf en af de mest fremtrædende er den belgiske akademiker, Chantal Mouffe.

Sammen med hendes nu afdøde partner, Ernest Laclau, forsøgte Mouffe at udvikle en teori om en narrativ-baseret ”venstrepopulisme”. I listen med taksigelser i hendes nyeste bog, For a Left Populism, anerkender Mouffe både Íñigo Errejón (Podemos) og Jean-Luc Mélenchon (La France Insoumise) for deres bidrag og personlige samtaler.

Hvad ligger bag ”narrativet”?

Fundamentalt i Mouffes teori om nødvendigheden af, at vi bygger ”venstrepopulisme” baseret på et ”nyt venstrenarrativ”, er idéen om, at virkeligheden er konstitueret af narrativer – altså af fortællinger. Hvis det, ifølge denne opfattelse, lykkedes politikere at støbe folkets oplevelser på en fængslende manér, ”udforme narrativer”, så vil det påvirke folks handlinger, og dermed skabe selve virkeligheden.

Virkeligheden består derfor ikke af en objektiv, materiel eksistens, som danner grundlaget for vores idéer. Tværtimod, så er det vores idéer som skaber verdenen. Ergo er kapitalismen ikke et økonomisk system, som har affødt en arbejderklasse og en kapitalistklasse, men snarere et narrativ, en konstruktion. Mouffe kalder hendes tilgang for ‘anti-essentialistisk’. Det betyder, ifølge hende, at der ikke eksisterer en virkelig, objektiv verden (hvilket hun klassificerer som ‘essens’), som svarer til vores koncepter. Hun mener, at »samfundet altid er opdelt, og er diskursivt konstrueret igennem hegemoniske praksisser«, og at det »aldrig er manifestationen af en dybere objektivitet.«

Fra dette følger, at der ikke eksisterer virkelige klasser i samfundet. Arbejderklassen er blot én af mange identiteter, skabt af narrativer, diskurser og sprog: »Det er via repræsentation, at der skabes kollektive politiske subjekter; de eksisterer ikke på forhånd.«

Målet med et ‘venstrenarrativ’, som det beskrives i Venstrepopulismen, er derfor, at udlægge en kollektiv identitet ved at fortælle folket, at de har fælles interesser, og at ”eliterne” er deres fjende. Det er en »diskursiv strategi for at konstruere en politisk grænse, som opdeler i to lejre og opildner til mobiliseringen af ‘underdog’en’ imod ‘magthaverne.«

I en nyligt udgivet bog, Deeply Red and Radically Colourful – For a new Left Nar- rative af Julia Fritzsche, bliver vi fortalt, at et sådan narrativ, »først og fremmest må forbindes til den daglige oplevelse hos folk, ‘samle dem op’. Det skal give dem indtrykket af, at narrativet svarer til deres fælles oplevelse. Det er uden betydning, om de faktisk har haft disse oplevelser.« (vores fremhævning)

Billede: In Defence of Marxism

Det er derfor ikke overraskende, at når forsvarere af ideen om venstrenarrativer ytrer sig om samfundsforandring, om reel, praktisk handling, da er klassekamp eller klassehandling altid iøjnefaldende fraværende. Hvis det faktisk italesættes, så er det blot som en strøtanke, som et mere-eller-mindre sympatisk yderligere supplement. I stedet opfordrer de os til at ”artikulere”, ”drøfte”, ”fremvise”, osv.

Det er i denne kontekst, at vi bør overveje kommentarerne fra en eksponent af disse idéer fra det østrigske socialdemokrati, Max Lercher. Han argumenterer for, at Socialdemokratiet har brug for en ny stiftende kongres for at genstarte partiet. Han skriver:

Hvad har en tjekkisk industriarbejder og en minearbejder fra Steiermark til fælles? Eller en wiensk socialreformator og en ungarsk radikal socialist?… Vi er, trods alt, alle forskellige mennesker og har forskellige synspunkter. Og det er en god ting. Men i Hainfeld, [dér hvor det østrigske socialistparti blev stiftet i 1888] lykkedes det os, at blive enige om nogle centrale, fælles idéer. Og et parti til at understøtte disse idéer blev dannet.

Den nye arbejderklasse er alle dem, der ikke har retfærdig adgang til velstand. Dette gælder også små og mellemstore virksomheder. Her kan vi definere en ny konfliktlinje. (vores fremhævning)

Lad os her notere, for det første, at for Lercher, er grundlaget for enighed ikke fælles klasseinteresser, men idéer. Og for det andet, så er konfliktlinjerne i samfundet for ham ikke givet at en objektiv selvfølgelighed, men kan derimod ”defineres”, således at ”små og middelstore” kapitalister pludselig også er en del af arbejderklassen!

Fra et marxistisk synspunkt, så har en tjekkisk arbejder og en arbejder fra Steiermark en række ting til fælles – begge udfører lønarbejde, de er begge udbyttet af kapitalister, og de er derfor objektivt en del af arbejderklassen. Hvis man derimod antager at vores identiteter er konstrueret af gribende, emotionelle fortællinger, så er den logiske konklusion, at kapitalismen ikke kan væltes af klassekamp imod kapitalisterne, men kun ved at skrive nye fortællinger.

Denne fortælling bliver da magtfuld, ‘hegemonisk’, i folkets bevidsthed. Som Mouffe skriver:

[Alle] eksisterende ordener er derfor følsomme overfor at blive udfordret af kontra-hegemoniske praksisser, praksisser som forsøger at afartikulere den, for på at installere en ny hegemoni. (Vores fremhævning)

Og Fritzsche udtrykker sin enighed:

Narrativer vil ikke være den hurtigste vej ud af de plagende, nutidige betingelser… Et nyt venstrenarrativ vil have revner og huller, men i det lange løb, så er det den eneste vej ud af det undertrykkende nu.

I virkeligheden så er dette en afvisning af revolution, en afvisning af opgør med det herskende system. Tilhængere af venstrenarrativet, tager et bestemt, bevidst eller ubevidst, ikke-marxistisk standpunkt. Mouffe er bevidst anti-marxist. Hun skriver, at »myten om kommunisme… skal opgives«, og påstår, at kommunisme allerede fejlede i praksis på grund af den såkaldte klassereduktionisme, altså reduktionen af alle kampe til klassekampe, hvorimod Mouffe og hendes følgesvende blot anser arbejderklassen som én bevægelse i et hav af andre, såsom feminisme, miljøbevægelsen, LGBT-aktivisme osv.

Mouffe fortsætter: »der vil altid være antagonismer, kampe og delvis uigennemsigtighed i det sociale.« Med dette mener hun simpelthen, at ulighed, undertrykkelse og så videre er uundgåeligt, og at disse aldrig helt kan overkommes. Det er på dette pessimistiske grundlag, at hun fremfører som ”anti-hegemoniske praksis”. Det er et alternativ til kommunisme, selvom hun indrømmer, at det »aldrig vil opnå et fuldt befriet samfund, og at det emancipatoriske projekt ikke kunne forestilles længere end opløsningen af staten.« I hendes teoretiske appendix meddeler hun os kontant at hendes tilgang »udelukker muligheden af et samfund hinsides splittelse og magt.« Kort sagt, gemt bag dette komplekse og radikalt-lydende sprog, afviser hun revolution og omfavner i stedet reformisme. Idéen om at sætte kvinders og LGBT-personers kamp op imod klassekampen er netop et forsøg på en klassesamarbejdende tilgang. Det vil sige, at forene sig med dele af kapitalist- og middelklassen for at kæmpe for en mere ”retfærdig” form for kapitalisme.

Nogle af de mere vovede tilhængere af idéen om et venstrenarrativ adresserer muligvis kapitalisme, men tanken om at afskaffe den forbliver fuldstændig fjernt i deres idéer. »Intelligent kritik af kapitalisme er hensigtsmæssig, vi må begynde at tage problemet op«, siger Lercher, og i samme interview italesætter han tydeligere sine tanker: »Det vi har brug for, er et delvist statsejet jobmarked, som indordner sig markedet og ikke er skaber profit.«

Denne forvirrede blanding af kapitalisme og halvhjertede kontrolorganer svarer til at få en tiger til at blive vegetar. Det er mere utopisk end nogen socialistisk idé om en nationaliseret, planøkonomi kontrolleret af arbejderklassen.

Det fremgår her tydeligt, hvorledes det filosofiske grundlag for denne tankegang leder direkte til retfærdiggørelsen af kapitalismens urørlighed. Det er på grund af dette, at det er så vigtigt for marxister at stå på et fast filosofisk grundlag, hvor vi kan afdække reformismens halvhjertede forsøg, og i stedet præsentere et revolutionært svar.

”At blive staten”

Hovedorienteringen for det såkaldte venstrenarrativs tilhængerne er ikke rettet mod klassekamp og imod kapitalismen, men derimod mod demokratiske krav. »Vi skal turde mere demokrati«, skriver Lercher i sin artikel “For what do we need Social Democracy today?” Den daværende formand for de østrigske ungsocialister, Julia Herr, sagde: »I 1970’erne kæmpede Socialdemokratiet for at demokratisere det økonomiske system og for at distribuere velstanden, der blev skabt, på en retfærdig måde. På en eller måde, på et eller andet tidspunkt, mistede vi bare modet.« Tænketanken Institut Solidarische Moderne (ISM) som er tæt forbundet med det tyske parti Die Linke, forklarer at sociale spørgsmål »skal stilles radikalt, på en endnu-ikke-defineret måde, som spørgsmål om demokrati.« Ifølge ISM-ideolog og bestyrelsesmedlem af Die Linkes Rosa Luxemburg-Fond, Thomas Seibert, så er den sande kamp, kampen for ”ægte” demokrati.

Mouffe skriver: »Problemet med moderne demokratiske samfund, som vi ser det, var, at de konstituerende principper om ’frihed og lighed for alle’ ikke blev ført ud i livet… Det ’radikale og pluralistiske demokrati’ som vi advokerede for kan derfor anses som en radikalisering af de eksisterende demokratiske institutioner…«

Det perspektiv der bliver præsenteret her er… status quo! Den eksisterende overbygning af ”demokratiske” institutioner, som gang på gang viser sig at fungere til den herskende klasses fordel, skal ikke afskaffes, men, som vi bliver fortalt, blot ”forbedres”. Imens bliver den reelle grund til denne ulighed og udbytning, kapitalismen, slet ikke anerkendt som værende netop dét.

Teorien om venstrenarrativer er ikke orienteret mod klassekamp, men mod demokratiske krav. Billede: CEU Flickr

Et afgørende skel her er vores forestilling om staten og dens såkaldte demokratiske institutioner. For revolutionære er klarhed omkring statens natur fuldstændig afgørende. Det er et spørgsmål der afgør liv og død for en revolutionær bevægelse. Der er en markant forskel på at ville afskaffe staten gennem revolution, og i at tro på, at staten kan blive forvandlet og modeleres efter de undertryktes interesser. Det sidstnævnte synspunkt vil uundgåeligt blive omsat til et samarbejde med den eksisterende stat, og dermed med de klasseinteresser som den tjener.

Lad os derfor sammenligne en marxistisk forståelse af staten med den fra fortalerne for ”venstrenarrativet”. Mouffe og andre fortalere for ”venstrenarrativet” forstår ”staten” således:

[…] en krystallisering af magters relationer og som et terræn for kamp. […] Påtænkt som en overflade for antagonistiske interventioner, kan disse offentlige rum skabe terrænet for vigtige demokratiske fremskridt. Det er derfor, at en hegemonisk strategi skal beskæftige sig med diverse statsapparater for at transformere dem, således at staterne bliver et værktøj for udtrykket for de mangfoldige demokratiske krav. […] I en vis forstand, så kan både de revolutionære former for politik, samt de hegemoniske, kaldes ’radikale’ da de begge forudsætter et brud med den eksisterende hegemoniske orden. Men dette brud er dog ikke af samme karakter, og det er uhensigtsmæssigt at placere dem i samme kategori, mærket som den ”ekstreme venstrefløj”, som det så ofte er tilfældet.

Modsat hvad der ofte påstås, så er venstrepopulismens strategi ikke en avatar for den ”ekstreme venstrefløj”, men i stedet en anden måde at forestille sig bruddet med neoliberalisme på via bedringen og radikaliseringen af demokratiet.

Som det tydeligt fremgår heraf, så differentierer Mouffe meget klart mellem en ”revolutionær” tilgang og hendes egen, som hun kalder ”hegemonisk”. For hende er staten et netværk af institutioner og ”funktioner”, som ikke korresponderer til en fælles interesse. Der er derfor plads til, at venstrepopulisme kan påvirke, forvandle og rykke dem rundt.

For marxister er staten, omvendt, ikke et neutralt kampterræn, men tværtimod et værktøj for den herskende klasse, som skal smadres og udskiftes med en arbejderstat. Når den gamle kapitalistiske orden er blevet bekæmpet, og der er skabt muligheden for et klasseløst, kommunistisk samfund, så vil denne arbejderstat visne væk, i takt med at klasserne i samfundet også forsvinder. Dette synspunkt bliver latterliggjort af de postmoderne ”teoretikere”, såsom Mouffe, for at være ”for simpelt”. Men ved at analysere den historiske fremkomst af staten, og det formål som staten udvikler sig til at tjene, kan vi med absolut sikkerhed sige, at denne definition rammer essensen af hvad staten i virkelighed er.

Marx og Engels forklarede, hvordan staten opstod i takt med udviklingen af klassesamfundet. Klassesamfundet opstod i takt med, at menneskeheden udviklede produktivkræfterne, så at der produceres mere end, hvad var nødvendigt for den umiddelbare overlevelse. For første gang i historien fandtes der en lille del af samfundet, som ikke behøvede at arbejde på samme måde som før. Men produktionen var ikke udviklet nok til, at hele samfundet kunne nyde dette privilegium. Dette skabte betingelserne for sociale klasser. Dér udsprang herskende klasser, der ejede produktionsmidlerne, og undertrykte klasser der bliver udbyttet, og som producerer den velstand, som den herskende klasse tilegner sig.

Disse modsatrettede klasseinteresser skal dog styres. De undertrykte må overbevises om, at den nuværende orden er urørlig, og dem, der tør stille spørgsmålstegn ved det skal straffes. På samme tid må de undertrykkende undgå at ødelægge sig selv igennem evig konflikt med hinanden. Det var netop til dette formål staten blev skabt. Som Engels forklarede det:

Men for at disse modsætninger, klasser med modstridende økonomiske interesser, ikke skal fortære sig selv og samfundet i en frugtesløs kamp, er en magt, som tilsynela- dende står over samfundet, blevet nødven- dig, en magt, der skal dæmpe konflikten og holde den indenfor ’ordenens skranker’; og denne magt, der er udgået fra samfundet, men stiller sig over det og mere og mere fjerner sig fra det, er staten.

I sidste ende er staten derfor et undertrykkende organ, som består af særlige grupper af bevæbnede mennesker (militæret og politiet), fængsler, domstole og så videre, som på overfladen synes at stå over samfundet, men som fundamentalt forsvarer det økonomiske system som har skabt staten. I takt med, at borgerskabet udviklede sig som den dominerende klasse, og kapitalismen som den dominerende produktionsmåde på global skala, skabte borgerskabet sin egen stat.

Det ”liberale demokrati” som Mouffe her forsvarer, er et direkte produkt af revolutioner, der blev gennemført i borgerskabets interesse. At påstå, som hun og de andre fortalere for ”venstrenarrativet” gør, at denne statsform er det ultimative, den bedste og den sidste institution, der nogensinde vil eksistere, og at der derfor ikke må røres ved den, er at adoptere et fuldstændig ahistorisk synspunkt. Yderligere betyder det, at hun forsvarer instrumentet for den nuværende herskende klasse, kapitalisterne.

Naturligvis er det ikke altid klart og tydeligt, at staten er et undertrykkende værktøj for den herskende klasse. Dens sande natur bliver møjsommeligt gemt væk af kapitalisterne. Det ville være umuligt, for ikke at sige ineffektivt, for kapitalister at herske udelukkende ved magt og undertrykkelse. De undertrykte i samfundet er klart i flertal. Hvis flertallet af de undertrykte forstod dette, så stod det kapitalistiske samfund over for sin undergang.

Under normale omstændigheder, i den udstrækning som de har råd til det, så prøver den herskende klasse at opretholde et glansbillede af retfærdighed, af ”lige muligheder for alle”, osv. Generelt set foretrækker kapitalisterne derfor stater, der har frie valg, som i en vis udstrækning sikrer pressefrihed, flere forskellige politiske partier, osv. Disse stater tillader et vis manøvrerum. Men under ingen omstændigheder vil den herskende klasse opgive deres grundlæggende rolle som ejerne af produktionsmidlerne. Statsapparatet eksisterer netop for at værne om denne rolle.

Det er ikke tilfældigt, at den eneste ret, som reelt forbliver en beskyttet ret i FN’s menneskerettigheder, og ikke konstant bliver brudt og ignoreret, men som effektivt og sikkert bliver forsvaret efter lovens fulde udstrækning, er artikel 17: »Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællesskab med andre« og »Ingen må vilkårligt berøves sin ejendom.« Det er i sidste ende netop statens rolle med dets regler og retssystemet. Det er også derfor, at marxister insisterer på at den borgerlige stat må smadres gennem en revolution, da den fundamentalt er forbundet til borgerskabet og deres herredømme som klasse.

Fra et marxistisk standpunkt anerkender vi demokratiet som et politisk regime – en politisk overbygning, der rejser sig på det kapitalistiske system. Kapitalismen producerer flere forskellige typer af regimer: borgerlig-demokratiske samt diktaturer. De er dog alle blot variationer af kapitalistiske stater, forbundet med tusindvis af usynlige tråde til borgerskabet. Det var med god grund, at Marx og Engels skrev følgende i Det Kommunistiske Manifest: »Den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager bourgeoisiklassens fællesanliggender.«

Naturligvis, så afgør formen af regimet, den måde hvorpå statsapparatet konkret manifesterer sig på, hvilken udstrækning af friheder og rettigheder befolkningen har. Det er derfor at kampen for demokratiske krav, såsom ”ét hoved, én stemme”, har spillet så vigtig en rolle i den revolutionære bevægelses historie. Marxister støtter og udvikler konsekvent de demokratiske krav, som kan mobilisere størstedelen af samfundet imod den herskende klasse, og skabe enhed blandt de undertrykte og de udbyttede, og dermed facilitere de bedste betingelser for udviklingen af klassekampen.

Marxister ser hverken bort fra eller ignorerer demokratiske valg. De kan fungere som en vigtig indikator for stemningen i samfundet, og deltagelse i dem kan fungere som et middel i klassekampen. Men de grundlæggende modsætninger i kapitalismen, kapitalisternes udbytning af arbejderklassen; de konstante kriser og krige, fortsætter med at eksistere under alle borgerlige regimer, uanset hvor demokratiske de er. Dette er netop, hvorfor ”frihed og lighed for alle” ikke kan realiseres indenfor kapitalismens rammer.

For revolutionære kan valg og parlamentarisk repræsentation bruges til at præsentere revolutionære politiske idéer til et stort publikum. De kan også benyttes til at fremhæve kapitalisternes, og deres institutioners, hykleri. Hvis revolutionære i parlamentet eksempelvis krævede, at ægte lighed og social retfærdighed blev etableret via ekspropriering af storindustrien og bankerne, altså ved at udfordre kapitalisternes ejerskab over produktionsmidlerne, så ville hele det etablerede system blive brugt imod dette krav.

Hvis det er nødvendigt, hvilket vi vil vise nedenfor, så vil de ignore ”demokrati” og flertal i parlamentet, og glemme alt om deres tidligere snak om ”frihed”, for at sikre kapitalismens overlevelse. Hvis revolutionære bare stopper der, opgiver og siger »åh nej, der er bare ikke noget vi kan gøre ved det, vi har simpelthen bare ikke vundet den hegemoniske kamp i statsapparatet endnu«, så ville de slet ikke være revolutionære. De ville være reformister. Men dette er netop, hvad fortalerne for ”venstrenarrativet” foreslår. Ved at acceptere begrænsningerne for det økonomiske system (kapitalismen) og dets politiske overbygning (borgerligt demokrati), så kan de aldrig gå videre end dette.

Modsat disse reformister, så ser de revolutionære massernes aktivitet som den afgørende faktor i at skubbe til grænserne og ændre samfundet. Parlamenter og valg er blot ét nyttigt element til at styrke og forstærke deres aktivitet. Lenin påpegede, at »mange, hvis ikke alle, revolutioner« viser den gode anvendelighed af »en kombination af massebevægelse, der står uden for et reaktionært parlament med en opposition, der er sympatisk mod (eller endnu bedre, direkte støtter) revolutionen.« Samtidig forklarer han at:

»Massernes [handling], en stor strejke for eksempel, er langt vigtigere end parlamentarisk arbejde på alle tidspunkter, og ikke kun under en revolution eller i en revolutionær situation.«

Derfor kan marxisters tilgang til staten opsummeres på følgende måde: Det er den herskende klasses undertrykkende værktøj. Den må afskaffes og erstattes af en arbejderstat. Efter en succesfuld socialistisk revolution, så vil alle dele af statsapparatet til sidst forsvinde sammen med klasserne. Men dette betyder ikke, at vi mener, at demokratiske rettigheder og friheder her og nu er unødvendige. Tværtimod så kæmper vi for disse friheder og benytter os af dem. Men samtidig skaber vi ingen illusioner om, at demokrati kan løse den grundlæggende årsag til undertrykkelse, fattigdom og ulighed. Dette kan kun gøres ved at vælte kapitalismen.

”Venstrenarrativets” teoretikere afviser den marxistiske teori om staten, og koncentrerer i stedet for deres primære argumenter mod spørgsmålet om demokrati. Ifølge dem står det klart »…at der ikke er et nødvendigt forhold mellem kapitalisme og liberalt demokrati. Det er beklageligt, at marxisme har bidraget til denne misforståelse ved at præsentere det liberale demokrati som kapitalismens overbygning.«

Den ”beklagelige forveksling” ligger dog udelukkende hos disse sprogets filosoffer. For dem er stater blot ”diskursive” konstruktioner – institutioner som kan ændres med ”nye narrativer”. Staten, påstår de, er et ”kampterræn”. For at ”genformulere” dette neutrale, klasse-uafhængige terræn, er man nødt til at blive en del af det. »Målet er ikke overtagelsen af statsmagt« påstår de »men at blive statsmagten.«

Endnu en gang er det tydeligt hvorfor denne teori er så populær hos reformisterne. At blive en del af statsapparatet, helst med så lille involvering fra masserne som muligt, er reformisternes raison d’être. I ”kampterrænet”, repræsenteret ved staten, er målet at forme et partnerskab på lige vilkår med kapitalisterne, således at man kan komme til enighed om forbedringer for vælgerne.

Max Lercher beskriver det på følgende måde: »Socialdemokratiet må vise kapitalen hvem der bestemmer og tæmme markedet. […] Jeg har en social velfærdsstat i tankerne, som skal fordele velstand på en retfærdig måde, og efterlade plads at manøvrere i.«

Men pas på! I en konfrontation med klassefjenden (et udtryk som de ikke ville bruge) er det vigtigt, at »konflikt, når den opstår, ikke antager karakter af en ’antagonisme’ (kamp mellem fjender),” men i stedet, at ”modstanderen ikke anses som en fjende, der skal udslettes, men en modstander, hvis eksistens opfattes som legitim.«

Dette er ”socialt partnerskab” og en balancering mellem klasseinteresser, blot formuleret i akademisk sprog. Hvis det faktisk var muligt at vinde konstante reformer og forbedringer ved, »tålmodigt og fredeligt at arbejde på et nyt paradigme« (c.f. Frietzche) ville størstedelen af arbejderklassen absolut ikke have noget at indvende imod det.

Problemet er dog bare, at kapitalisme, på grund af dets iboende modsætninger, gang på gang bliver kastet ud i nye kriser. Brutale nedskæringer fra de ”onde” neoliberalister kommer ikke af en pludselig, brændende lyst til at påføre andre mennesker lidelse. Det er resultatet af det konstante pres fra det kapitalistiske system, hvor en forøgelse af profitterne (og dette er trods alt kapitalisternes eneste formål) kun er mulige ved hårdere og mere intense angreb på arbejderklassen.

Det er ikke fordi, som Herr beskriver det, at Socialdemokratiet har ”mistet modet” siden 70’erne. Reformismen er løbet ind i de objektive begrænsninger som kapitalismen sætter. I dag er der bare ikke længere plads til varige, betydningsfulde reformer i kapitalismen.

Ledelsens ansvar

De græske masser har allerede oplevet den smertefulde begrænsning af reformismen. I respons til den krise, der ramte dem særligt hårdt efter 2012, igangsatte masserne en hård kamp som varede mange år. Indledningsvist var der store sit-ins på offentlige pladser. Derefter kastede arbejderklassen sig ind i kampen med talrige strejker og generalstrejker. Da intet af dette gav nævneværdige resultater (ikke mindst på grund af fagforeningsledelsens obstruktive rolle), udtrykte de græske masser deres utilfredshed ved at stemme på det venstreorienterede parti, SYRIZA, der gik til valg på et anti-nedskæringsprogram.

Hvis man ikke kritisk undersøger ledernes rolle i klassekampen, så ender man med at dække over dårlige ledere og skjule den rolle, de spillede i nederlaget. Billede: Ggia Wikimedia Commons

Men i løbet af en kort periode indordnede SYRIZA’s leder, Alexis Tsipras, Grækenland under EU og IMF’s nedskæringsdiktatur. Dette var et klart forræderi imod 2015-afstemningen, som med klart flertal på 61%, stemte nej til Troikaens (EU, ECB og IMF) “redningsplan”. Dette betød ødelæggelsen af massernes levestandard. Imod grækernes demokratiske vilje fik kapitalismen og dens håndlangere i EU tvunget deres dagsorden igennem.

Hvad har ”venstrepopulisterne” at sige om dette nederlag?

SYRIZA’s kamp slog fejl da kun modstand af en signifikant størrelse i hjertet af Eurozonen kunne have understøttet SYRIZA’s idéer. Kun på denne måde kunne de have opnået et gennembrud og transformeret Grækenlands økonomiske og politiske krise til en krise i hele EU.

Mouffe siger følgende om emnet:

Desværre var SYRIZA ikke i stand til at implementere sin anti-nedskæringspolitik, på grund af den brutale respons fra den Europæiske Union, der reagerede med et ’finansielt kup’ og tvang partiet til at acceptere Trojkaens diktater.

Den nævnte ”brutale respons” fra EU kom ikke som en overraskelse. Til trods for det brugte Tsipras stadig måneder på at mødes med paven og statsoverhoveder for at kæmpe den ”diskursive” kamp, og vinde dem over på hans side. Da det ikke lykkedes ham at ”overtale” dem, kapitulerede han til Trojkaen, hvormed han forrådte forventningerne fra det store flertal af det græske folk, der havde mobiliseret sig i støtte til SYRIZA’s anti-nedskæringsprogram. De græske kammerater fra IMT, der på daværende tidspunkt var en del af SYRIZA’s centralkomité, skrev det følgende efter valgene:

Ingen illusioner til forhandlingerne med europæisk kapital og dens institutioner! Vores modstandere er kapitalinteresserne, lokale og udenlandske, der gemmer sig bag Trojkaen og ikke deres teknokratiske ansatte. Vores eneste allierede er den europæiske arbejderklasse! SYRIZA må øjeblikkeligt kalde på bred europæisk massehandling, for at gøre Europa til et vældigt ’Puerta del Sol’! [en reference til Indignados-bevægelsen mod nedskæringer fra Spanien i 2011-12]

De foreslog en række tiltag for Grækenland, såsom annulleringen af statsgæld og nationalisering af bankerne – tiltag der ramte hovedet på sømmet: bryd med kapitalismen, eller også vil det betyde underkastelse til Trojkaens vilje.

Påstanden om at det var alle mulige ”uheldige” faktorer, der førte til SYRIZA’s nederlag, alt muligt bortset fra partiets ledelse, er typisk for reformismen. I kritiske politiske situationer er ledelsens rolle altafgørende. Lederne har massernes opmærksomhed og har den nødvendige autoritet til at organisere de næste korrekte skridt. Efter en massebevægelses nederlag, er det afgørende, at ledelsens rolle studeres nøgternt. Havde de, de rigtige idéer? Hvorfor turde de ikke tage de nødvendige skridt? Hvis vi ignorerer disse spørgsmål, så ender vi med at dække over dårlige ledere og skjule den rolle, de spillede i nederlaget. Resultatet bliver at skyde skylden for nederlaget på de kæmpende masser.

Fritzsche har eksempelvis følgende at sige, om ikke blot bevægelsen med De Gule Veste i Frankrig og Occupy-bevægelsen, men selv med Det Arabiske Forår:

[De fejlede] på grund af, at potentielt interesserede folk anså dem som værende for akademiske, eller fordi de mente, at [deres] telte var fine og søde, men at kapitalisme på en måde var bedre. Fordi besætterne af pladserne gav op for at vende tilbage til deres jobs, eller fordi de besatte områder ikke forstyrrede nogen. Og også fordi, at til sidst, hvis de faktisk var forstyrrende, puffede politiet og militæret dem væk fra pladserne, tævede dem og spærrede dem inde.

Dette er ren kynisme. Masserne i lande som Egypten og Tunesien risikerede bogstaveligt talt deres liv, overvandt sekteriske opdelinger og var villige til at give alt for at opnå frihed. Lad os også notere, at De Gule Veste ikke kun lykkedes med deres oprindelige mål med at standse Macrons regressive stigning i brændstofpriser, men at arbejderne og unge også lærte mere om statens rolle og om det borgerlige ”demokrati”, end de nogensinde kunne have gjort fra alle bøger om ”venstrenarrativet” tilsammen. Fritzches måde at argumentere på er ekstremt praktisk for politikere, som ikke ønsker at konfrontere kapitalisterne. Det er meget dulmende for dem, der ønsker at bortforklare deres egne forræderiske passivitet og tøven ved at skyde skylden på ”manglen på hegemoni i samfundet”.

Revolutionær praksis

Konceptet med ”venstrenarrativer” er et fint eksempel på forbindelsen mellem filosofiske idéer og politisk praksis. Dette tilsyneladende radikale ”narrativ” er faktisk et dække for reformistisk politik, som på ingen måde er en trussel for kapitalismen. I og med, at dette koncept antager, at der ingen virkelighed er uden for historiefortællingen, så fører “venstrenarrativet” blot til en masse snak og intet andet.

Tilhængerne af et nyt ”venstrenarrativ” vil så gerne ”drøfte” de undertrykte og de udbyttedes problemer, og derigennem høste stemmerne til de reformistiske partier, men de opstiller få reelle løsningsforslag eller krav. De få krav som de faktisk opstiller, er begrænset udelukkende til demokratiske spørgsmål, eller er ikke meget andet end gudfrygtige håb om en social velfærdsstat. Sådanne krav er i og for sig ikke nødvendigvis forkerte, men de formår ikke at betone vigtigheden af klassekamp mod kapitalisterne for at opnå dem. Når disse tamme krav bliver smadret ved første sammenstød med den herskende klasse, som vi så tydeligt med SYRIZA, bliver ansvaret lagt over på skuldrene af masserne eller ”neoliberalismens hegemoni” bliver bebrejdet for resultatet.

Hvorvidt forsvarerne af ”venstrenarrativet” bevidst promoverer den filosofiske præmis af deres teori (som Mouffe gør det), eller om de ubevidst overtager dette koncept for at retfærdiggøre deres egne handlinger (eller manglen på samme), er irrelevant. Vores opgave som revolutionære er at afsløre disse idéer og den praksis, der flyder fra dem, for i stedet at opstille reelle løsninger på kapitalismens elendighed. Det er derfor at marxister lægger så stor vægt på filosofiske spørgsmål.

I sidste ende er idéer et udtryk for klasseinteresser og en guide til handling. Vi må spørge os selv: hjælper specifikke idéer den herskende klasse, og kaster de støv i øjnene på arbejdere og venstrefløjsaktivister? Eller hjælper de os med at forandre samfundet?

Lad os konfrontere virkeligheden med åbne øjne. Lad os kæmpe for en verden uden udbytning og undertrykkelse – for en revolutionær omvæltning af kapitalismen.

Oversat fra magasinet In Defence of Marxism nr. 34.