Billede: In Defence of MarxismDet er nu mere end 100 dage siden, den russiske invasion af Ukraine begyndte. Der er ingen udsigt til en afslutning på krigen. Vestens kæphøje udtalelser efter Ruslands tilbagetrækning fra de områder, som landet havde besat omkring Kiev, Sumy, Tjernihiv og Kharkiv, er blevet til mere pessimistiske vurderinger. Gennem overlegent artilleri er de russiske styrker langsomt men sikkert gået frem i Donbas. Det ukrainske tabstal stiger. Rusland har bibeholdt noget af landets indkomst fra olie og gas på trods af vestens sanktioner, som har medført en dominoeffekt, der truer med at kaste verdensøkonomien ud i en ny ødelæggende recession.
Krigen har været gennem to forskellige faser. I den første lancerede Rusland en kombineret operation på adskillige fronter: nord, syd og øst, med hurtig troppeopmarch og omringning af vigtige ukrainske byer. Formålet med denne chok-taktik var ikke rent faktisk at tage hovedstaden men snarere at udløse et kollaps i kommandovejen og tvinge den ukrainske regering til at overgive sig. Det slog fejl.
Den ukrainske modstand var hårdere end forventet, og adgang til vestlige efterretning lod de ukrainske styrker forberede sig på og forsvare sig mod nogle af de russiske angreb for eksempel ved lufthavnen i Hostomel. De russiske styrkers forsyningslinjer var overstrækkede, og tropperne kørte fast på grund af den guerillataktik med små enheder, som den ukrainske hær havde trænet til.
Det førte til et skifte i taktik fra den russiske hærs side i slutningen af marts og starten af april. De trak sig fra de områder, som de havde taget i nord, og flyttede deres styrker østpå, selvom de efterlod en lille tilstedeværelse i grænseregionen nord for Kharkiv. Målet var nu at overtage Donbas (op til Luhansk- og Donetsk-oblasternes administrative grænser) og konsolidere deres mål i Kherson og Zaporizjazja.
Den amerikanske imperialismes proxykrig
Den ukrainske regering og vesten udbrød i sejrsråb. »Russerne er blevet besejret,« sagde de. I krigens første dage havde de britiske og franske specialstyrker også troet, at Ukraine ville kollapse, og havde derfor lagt konkrete planer for at redde Zelenskij, som Washington havde rådet ham til at gå med til. Nu har den amerikanske imperialisme redefineret sine mål i krigen. Det var, siger de nu åbent, en proxykrig, der blev kæmpet for at svække Rusland afgørende. USA begyndte at kaste milliarder af dollars i udstyr og støtte ind i krigen, og landet mobiliserede sine allierede til at gøre samme indsats.
Men det gik ikke ifølge planen. Det er nu over en måned siden, at USA vedtog en lov, der gav 40 milliarder dollars til at bevæbne Ukraine. Amerikansk producerede M777 155mm howitzers har været indsat på slagmarken i en måned sammen med andre former for artilleri, ubemandede fly osv., og alligevel har det ikke haft nogen bemærkelsesværdig indvirkning på krigens forløb. Den
Faldet af Azovstal var et stort psykologisk slag for den ukrainske hær. Billede: Chad Nagle
russiske artillerioverlegenhed er stadig overvældende. Krigen i Donbas går ikke godt. Rusland er i gang med at vinde.
Først så vi overgivelsen ved Azovstal – det enorme stålværk, hvor resterne af det nynazistiske Azov-regiment (en del af den ukrainske nationalgarde) havde gemt sig sammen med en række tropper fra de ukrainske marinesoldater. På trods af alle deres udtalelser om ikke at overgive sig, overgav de sig faktisk efter flere uger med belejring uden adgang til friske forsyninger, selvom de vestlige og ukrainske medier forsøgte at portrættere det som en ”evakuering”. En ”evakuering” direkte ind i russiske krigsfangelejre! Over to tusinde kamphærdede og fanatiske tropper blev taget ud af ligningen. Det var et psykologisk slag, hvilket var det, som mediekampagnen der kamuflerede overgivelsen, forsøgte at opbløde.
Azovstals fald frigjorde russiske tropper, som så kunne forstærke fremrykningen i Donbas. Russerne tog to nøglepositioner. Den ene var den lille by Popasna i Luhansk, som ligger højt, hvilket giver dem et punkt, hvorfra de kan rykke frem mod den vigtige vej Bakhmut-Lysytjansk. Formålet var at omringe Lysytjansk-Severodonetsk-byområdet, som hvis det blev taget, ville give dem fuldstændig kontrol over Luhansks administrative grænser. Den anden var Izyum, som er et vigtigt kommunikationspunkt på vejen mod Slavyansk og Kramatorsk, som er to vigtige urbane centre i Donetsk.
Et forsøg på fuldstændigt at omringe området ved at krydse floden Siverskyi Donetsk blev dog forhindret, og den ukrainske hær destruerede et stort antal pansrede køretøjer og pontoner. Men det stoppede ikke den russiske fremmarch. Kampen om Sverodonetsk fortsætter, men russerne kontrollerer det meste af byen.
Rusland har den sidste måned koncentreret sin indsats på østfronten. Billede: Twitter Ukraine War Map
Efter at være blevet stoppet i deres fremmarch syd for Izyum koncentrerede de russiske styrker sig om at tage Lyman, som er et andet vigtigt kommunikationscenter nordøst for Slavyansk (som i øvrigt var den første by, der blev overtaget af prorussiske oprørere tilbage i 2014).
I mellemtiden lader forsøgene fra den ukrainske hær på modangreb nord for Kharkiv (Ternova, Rubizhne, Staryi Saltiv), ved frontlinjen i Kherson (Davydiv Brid) og mere for nyligt i skoven vest for Izyum til at være blevet slået tilbage af russerne. Formålet med disse angreb lader til at have været at trække russiske tropper væk fra hovedoperationens områder frem for for alvor at slå dem tilbage.
»Vi er bare bønder«
Tonen fra den ukrainske ledelse og de vestlige imperialister har ændret sig markant. Der har været rapporter om de ukrainske troppers lave morale. De ukrainske territoriale forsvarsstyrker – dem der gik med i invasionens første dage for at forsvare deres land, men først og fremmest deres hjem og familier – er særligt ramte. De føler, at de bliver sendt til fronten som kanonføde uden hverken ordentlig træning eller udstyr for at dø i en krig, som de ikke kan vinde. Adskillige delinger har optaget og spredt protestvideoer. Nogle har simpelthen forladt fronten.
The Economist beskriver situationen således: »Hvis nyhederne er dårlige for begge sider, er de værst fra Ukraines. Soldater der vender hjem, fortæller om kaotiske kommandoer, og at der ikke er mere ammunition. Uerfarne, unge soldater fra frivillige enheder bliver sendt til frontlinjen for at erstatte faldne kammerater«
The Independent citerede fra en vestlig-ukrainsk efterretningsrapport, som malede et trøstesløst billede:
»Ukrainske tropper lider massive tab, eftersom de er underlegne 20 til én i artilleri og 40 til én i ammunition i forhold til de russiske styrker… En rapport fra ukrainske og vestlige efterretningsfolk afslører også, at ukrainerne står over for store udfordringer i forhold til at besvare russisk bombardement med deres artilleri, der er begrænset til 25 kilometer, mens fjenden kan ramme fra 12 gange den afstand. For første gang siden krigen begyndte, er der nu bekymringer over desertering. Rapporten, som The Independent har set, siger, at situationen bliver værre i Donbas med op til et hundred soldater dræbt om dagen, og at det har en “alvorligt demoraliserende effekt på de ukrainske styrker såvel som en reel materiel effekt; antallet af deserteringer stiger hver uge”.«
De seneste tal fra præsidentens rådgiver Podolyak er 200 soldater dræbt om dagen. Nikita, en ukrainsk soldat, blev citeret i en artikel i CBC, hvor han rasede mod hans overordnede:
»”I må forstå, at der er to kaster i dette land,” sagde han. “Der er en overkaste, og så er der os: underkasten. Vi er bare bønder. Intet mere. Overkasten får pengene, og vi får ordren: ‘Fremad!’ Det er sådan det altid har været her [i Ukraine],” sagde han, inden han understregede, at han ikke forventede, at nogen troede på ham.
”Der er ingen her, som vil høre sandheden,” sagde Nikita. “De vil bare have den smukke historie om, hvordan Ukraine er forenet. Men her er vi f—cked.”«
Kontrasten til den officielle propaganda er blevet bemærket selv af nogle ukrainske journalister, der ikke kan beskyldes for at have prorussiske sympatier. Journalisten Yuiy Butusov eksploderede, da han skulle kommentere på triumferende udtalelser fra Luhansks guvernør Haidai:
»I krig må du narre fjenden, ikke dine borgere. I dette tilfælde skal det ukrainske samfund have information, der er tæt på sandheden, vi har brug for virkelige, ikke fiktive, sejre. Risikoen ved selvbedrag i krig er, at falske fremstillinger og urealistisk optimistiske udtalelser driver enheder, folk, og kan føre til beslutninger, der ikke passer til situationen. Stop disse vittigheder, du behøver ikke gøre det… De jævnlige beskeder der er skabt af ønsker frem for virkelighed, skaber bekymring. Hvis du vil have rigtige sejre, skal du ikke bygge luftkasteller.«
Ukraine kræver derfor mere fra sine vestlige allierede: flere kampvogne, mere ammunition. Rådgivere for præsidentembedets overhoved, Mykhailo Podolyak, skrev et tweet – op til et nyt møde for NATO-ministre den 15. juni i Bruxelles – med meget specifikke krav:
- 1.000 howitzers 155mm;
- 300 MLRS
- 500 kampvogne
- 2.000 pansrede køretøjer
- 1.000 droner
Det er usandsynligt, at han får en brøkdel af, hvad han beder om. Mange europæiske lande har kun givet en fraktion af de efterspurgte MLRS (38 fra Tyskland, 13 fra Frankrig, 44 fra Storbritannien), og hvis USA sender 300 til Ukraine, ville det være en fjerdedel af hele deres lager! I forhold til kampvogne har for eksempel den britiske hær 227 i alt, Tyskland har 226 og så videre. Derudover kræver mange af disse avancerede våbensystemer ugers hvis ikke måneders træning og ikke kun til selve artillerioperatørerne men til hele hæren, før den kan operere effektivt sammen med dem.
Stemningen i Washington bliver mere og mere pessimistisk. Den amerikanske imperialismes talerør, Washington Post, havde en overskrift: ”Ukraine løber tør for ammunition mens perspektiverne formørkes på slagmarken. Håbet om at Ukraine er i stand til at generobre russiske overtagelser, blegner i mødet med overlegen ildkraft”. Naturligvis må vi tage nogle af disse udtalelser med et gran salt, eftersom de også er designet til at lægge pres på regeringer og få dem til at levere flere våben, men generelt svarer de til situationen på jorden. Rusland stormer frem, og vestlige leverancer af artilleri og andre våben har ikke en afgørende virkning. På nuværende tidspunkt begynder selv nogle vestlige imperialistiske strateger at overveje, om det er det værd at fortsætte med at kaste milliarder af dollars i nyt udstyr efter en krig, som de ikke mener, kan vindes.
En dyrere og dyrere krig
Som krigen trækker ud med støt russisk fremrykning, vejer konsekvenserne for verdensøkonomien tungt i den amerikanske imperialismes overvejelser, og den driver en kile ind mellem Washington og nogle af dens europæiske allierede (Frankrig og Tyskland men også Italien). Presset for at finde en vej ud af denne dyrere og dyrere krig vokser. Italien har foreslået en fredsplan. Macron har gentaget hans udtalelse om, at »Putin ikke kan ydmyges«. Der er alvorlige betænkeligheder over hele situationen fra den tyske herskende klasse på trods af den meget ivrige attitude fra den Grønne udenrigsminister.
Ifølge Reuters: »sagde kilder fra den tyske regering også, at de var bekymrede for om nogen i vesten opildner Ukraine til urealistiske militære mål inklusiv generobringen af Krim-halvøen, som Rusland annekterede i 2014, hvilket kunne trække konflikten ud.«
USA er fanget af pres fra forskellige sider. På den ene side ser amerikanerne en mulighed for at slå et slag mod Rusland ved at bruge ukrainske soldater som kanonføde for at opnå deres mål. Men på den anden side er de bundet i forhold til hvilken type og rækkevidde af artilleri, som de kan give til Kiev af frygt for at fremprovokere modangreb fra Rusland (som trods alt er en atommagt). Således har vi været vidner til uger med tøven i forhold til at levere højmobile artilleriraketsystemer [High Mobility Artillery Rocket Systems, red.]. Først fik de dem lovet, så ikke alligevel, og nu bliver de endelig leveret, men kun fire af dem og kun med ammunition, som har en vis begrænset rækkevidde. Rusland har truet og sagt, at hvis landets territorium bliver ramt, vil det anse det som en direkte aggression og svare igen »mod de beslutningscentre, der ikke er i Kiev«.
Zelensky håber på at få mere militært udstyr fra Vesten. Billede: Flickr manhhai
I mellemtiden har sanktioner ikke haft den ønskede effekt og har bestemt ikke fået Putin til at skifte kurs over for Ukraine. »Rusland vinder den økonomiske krig,« sagde Larry Elliot i The Guardian. Kampagnen med vestlige sanktioner mod Rusland har bestemt haft en negativ effekt på landets økonomi, som er blevet spået til at falde med 8,5 % dette år. Men eftersom prisen på olie og gas er steget som resultat heraf, er Ruslands indkomst fra energieksport faktisk vokset!
Reuters rapporterede: »Rusland får måske flere indtægter fra dets fossile brændstoffer nu end kort før landets invasion af Ukraine, eftersom prisstigningerne i verden opvejer effekten af vestlige forsøg på at begrænse salget, fortalte den amerikanske udsending for energisikkerhed Amos Hochstein til parlamentsmedlemmer«.
Selv det højt besungne spørgsmål om NATO-medlemskab til Finland og Sverige lader til at trække ud, eftersom Tyrkiets Erdogan bruger sin vetoret som løftestang til at få omfattende indrømmelser. Han vil basalt set have, at Sverige hjælper ham med at forfølge politiske modstandere, ophæver forbuddet mod våbensalg til Tyrkiet (fordi, ja, neutrale, fredselskende Sverige er en stor våbeneksportør), at NATO dropper støtten til de syriske kurdere og måske at USA giver ham lov til at købe F-35-kampfly med i handlen (som USA stoppede, efter Tyrkiet købte de russiske S-400-antiluftskyts).
Rusland er naturligvis under disse forhold ikke ivrig efter at vende tilbage til forhandlingsbordet nu og er i gang med de indledende skridt til at inkorporere republikkerne Donetsk og Luhansk (hvor Rusland har gennemtvunget et ledelsesskifte) samt Kherson og Zaporizjzja i den Russiske Føderation. Det ville betyde, at fremover vil ethvert angreb på Ruslands tilstedeværelse dér være et angreb på Rusland, som burde virke meget afskrækkende. Ethvert grundlag for fremtidige forhandlinger vil ikke længere være en tilbagevenden til status quo-grænserne fra før den 24. februar men nærmere den nuværende situation på jorden.
Rusland kan se den voksende tøven og vanskeligheder hos den vestlige intervention, og det betyder, at efter russerne fuldbyrder deres fuldstændige overtagelse af Donetsk og Luhansk, som kan tage uger eller endda måneder, så vil de være klar til at vende tilbage til forhandlingsbordet enten i form af en fredsaftale eller våbenhvile. Zelenskij håber, at ved at forsinke russerne længe nok, vil der måske blive leveret mere artilleri og flere våben fra vesten, som ville give Ukraine grundlaget for en modoffensiv nu eller på mellemlang sigt.
Men som tabene begynder at hobe sig op ved fronten, vil Zelenskij stå over for mere modstand derhjemme, som vi allerede nu kan se starten på.
Krig er en kompliceret algebraisk ligning. På den ene side har vi Putin og Ruslands regionale imperialistiske ambitioner. Da først han havde påbegyndt denne krig, kunne han ikke stoppe den uden at have opnået nogle eller de fleste af hans mål. Hovedmålet er et svækket Ukraine uden for NATO, og nu regner han med, at han kan opnå dette gennem den ødelæggelse, som krigen har medført og ved at afskære landet fra Sortehavet. Samtidig ville dette give Rusland en landforbindelse, der beskytter Krim, som er hovedsædet for landets Sortehavsflåde. I forlængelse af dette kunne han beslutte sig for at udvide sit mål ved at rykke ind i Mykolaiv og Odessa og dermed fuldende landbroen til Transnistria og fuldstændig konsolidere kontrollen over Ukraines Sortehavskyst, men det afhænger af, hvordan den nuværende fase i krigen går.
På den anden side har vi den amerikanske imperialisme, den stærkeste magt på kloden, men samtidig en magt, der har lidt en relativ tilbagegang og som nu bliver udfordret af den opadstigende magt Kina. USA kan ikke tillade sig selv at blive besejret af Rusland. Det ville ydmyge landet yderligere og svække dets globale omdømme.
I midten har vi Ukraine, krigens skueplads, landet der lider de civile og militære tab og ødelæggelsen af dets infrastruktur i denne konflikt mellem imperialistiske magter. Siden 2014 har landet været regeret af en række reaktionære oligarkiske regeringer, som fuldstændig har bundet sig til vestlig imperialisme. Det forhindrede ikke den russiske invasion. Før eller senere vil der komme et oprør mod den strategi.
Fra imperialistisk krig til klassekrig
Endeligt er der et sidste element i ligningen, som militærstrateger og borgerlige kommentatorer normalt ikke medregner: klassekampen. Arbejdernes personlige holdninger er også en faktor. Krigens og sanktionernes økonomiske konsekvenser forbereder allerede en bølge af industriel kampvilje i de udviklede kapitalistiske lande, hvor arbejdere kæmper igen for at genvinde og bibeholde deres lønningers købekraft mod den løbske inflation. Det vil underminere de europæiske og den amerikanske regerings evne til at føre denne proxykrig mod Rusland.
I fattigere, mere tilbagestående kapitalistiske lande er virkningen endnu større, og fører allerede nu til sociale eksplosioner, som kan antage opstandslignende proportioner. Det vil yderligere destabilisere verdensrelationerne. Så snart krigstågerne letter (som de til sidst må), vil arbejdere i Rusland selv gøre regnskabet op med deres egen reaktionære kapitalistiske regering og dens zaristiske imperialistiske storhedsvanvid. Det vil måske tage lidt længere tid. Så længe Rusland ser ud til at vinde, vil den offentlige mening holde ved.
Krig er ofte revolutionens fødselshjælper. Faktisk er den eneste måde at sætte en stopper for krig netop socialistisk revolution. Vi må forstå, at krig er det uundgåelige resultat af kapitalistisk imperialisme og kun kan afsluttes ved at vælte hele dette rådne kapitalistiske system.
