Revolution og kontrarevolution i Sri Lanka

Sri Lanka

Marie Siegumfeldt



8 minutter

I Colombo, en by med cirka 700.000 indbyggere, har flere end 100.000 deltaget i mange af demonstrationerne. | Foto: Surekha Samarasena, Wikimedia Commons

Over de sidste 2 måneder har en spontan massebevægelse rystet Sri Lanka. Landets regime har forsøgt at slå bevægelsen tilbage med vold, men arbejdere og unge i hundredtusindvis har kæmpet bravt tilbage, og tvunget store dele af regeringen til at gå af. Bevægelsen har udviklet sig til en opstand mod selve det politiske og økonomiske system. Skal masserne sejre og smide kapitalismen på porten er der brug for et revolutionært parti.

Den dybe økonomiske krise i Sri Lanka, har i løbet af 2022 udviklet sig til en utålelig virkelighed for det store flertal af landets befolkning. Under pandemien er indkomsterne for husholdninger i byerne faldet med omkring 37%, mens den i landdistrikterne er faldet med omkring 30%. Dette kommer vel og mærke i kølvandet på 2 år med massive prisstigninger, som kun er vokset endnu hurtigere i løbet af 2022, hvor inflationen er eksploderet. Ifølge det nationale forbrugerindeks steg inflationen fra 3% i januar 2021 til 6,2% i september 2021. Herefter steg den til 8.3% i oktober samme år, 11 % i november, 14% i december og 16,8% i januar i år. Der er desuden kæmpe mangel på basale fornødenheder, såsom madlavningsolie og hvede.

Samtidig har en af Sri Lankas vigtigste industrier, turistindustrien, været under massivt pres i flere år. Først efter terrorangrebet i 2019, hvor 3 luksushoteller blev bombet, dernæst som følge af pandemien, der ikke bare havde omfattende konsekvenser for levestandarder og enormt høje dødsfald, men som også lukkede  ned for store dele af turismen i landet.

Regeringens håndtering af krisen har været så godt som ikke-eksisterende. Oveni det er historier om korruption blandt regeringsmedlemmer og højtstående forretningsfolk væltet frem de seneste år. Selvom regeringen, ledet af præsident Gotabaja Rajapaksa, påstår, at der ikke er råd til at forbedre hverken sundhedsvæsen eller uddannelsessektoren, har de importeret læssevis af dyre luksusbiler, som er blevet givet væk til medlemmer af folketinget.

Masserne går på gaden

Aldrig er en Srilankansk regering blevet så forhadt på så kort tid. Situationen var blevet ubærlig for de Srilankanske masser, og i starten af april brød spontane protestbevægelser ud. De startede i landets hovedstad Colombo, hvorefter de spredte sig til store dele af landet. Bevægelsen har krævet at både præsidenten og statsministeren går af. Regeringens svar på dette krav, var at indføre udgangsforbud i 3 dage. Udgangsforbuddet blev trodset af tusindvis af studerende, der stormede ud på gaderne i protest og blev mødt med vandkanoner og tæsk fra politiet.

Så snart udgangsforbuddet blev ophævet, voksede demonstrationerne i de store byer. I Colombo, en by med cirka 700.000 indbyggere, har flere end 100.000 deltaget i mange af demonstrationerne. Mange udeblev fra arbejde for at kæmpe med, og bevægelsens størrelse har presset flere arbejdsgivere til at give arbejdere fuld kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Universitetsstuderende har mobiliseret bredt under paroler som “I har fucket med den forkerte generation”, og der er flere eksempler på spontane strejker blandt arbejdere i sundhedssektoren, der har rejst krav om lige adgang til medicin, mad og hospitalsudstyr til alle patienter.

Der har sågar været eksempler på, hvordan politiet, som ellers var blevet sendt på gaden for at holde bevægelsen tilbage, er gået over på demonstranternes side. I en video der har cirkuleret på internettet, ses en politimand til en demonstration råbe i en megafon:  “Selvom vi har uniformer på, er vi med jer”. Selvom det ikke er en bred tendens, at politiet har vendt regeringen ryggen, viser det bevægelsens bredde, når de der har til opgave at forsvare staten og systemet også bliver påvirket af stemningen i befolkningen.

Regeringen i krise

Bevægelsen har udløst krise i regeringen og parlamentet. Få dage efter bevægelsens udbrud, gik 26 parlamentsmedlemme af. Præsident Rajapaksa og hans bror, statsministeren Mahinda Rajapaksa, var stort set de eneste tilbage i regeringen. De to brødre er i så høj grad blevet omdrejningspunktet for massernes vrede, at enhver association med regeringen nu betyder politisk selvmord.

Samtidig har ingen andre politiske partier eller grupperinger formået at vinde bred opbakning. Det er tydeligt at masserne ser igennem deres opportunistiske opråb for “national enhed” og krav om vage “demokratiske reformer”. Under demonstrationerne har man set paroler, som “Alle 225 [parlamentsmedlemmer] skal væk”. Mistilliden til alle etablerede partier og figurer stikker dybt. Men det er tydeligt, at Rajapaksa-klanen ikke har tænkt sig, at give op uden kamp. Tværtimod har de indledt en kontrarevolutionær krig mod massernerne.

Kontrarevolutionens pisk

D. 9. maj nåede bevægelsen et vendepunkt. Efter at have været aftagende i en periode så regeringen sit snit til at slå tilbage med et voldeligt angreb på demonstranterne. Men langt fra at blive kuet har bevægelsen fået ny energi og er blevet til en reel opstand, der har tvunget Mahinda til at gå af. Som Marx forklarede, kan “kontrarevolutionens pisk” i nogle tilfælde give revolutionerende nyt liv. Mahindas angreb, hvor busser fyldt med tæskehold blev kørt ind for at banke løs på demonstranterne, mens politiet havde fået eksplicit besked på ikke at intervene, gav bagslag. Det koordinerede angreb, hvor fredelige demonstranter blev slået med bat og planker, mens kvinder fik revet deres hijabber af og blev tæsket, vakte en indædt vrede i hele befolkningen.

Som nyheden om Mahindas angreb spredte sig, gik de Srilankanske arbejdere og unge på gaden i hobetal, i et større og stærkere modangreb. Folk udvandrede fra deres arbejdspladser for at tilslutte sig de hurtigt voksende demonstrationer på gaderne. Busserne, som Mahinda havde gjort brug af til at transportere sabotører til demonstrationerne, blev brændt af eller væltet.

Regeringen indførte et landsdækkende udgangsforbud, men det lykkedes ikke i at holde folk væk fra demonstrationerne. Også her så man hvordan politifolk tilsluttede sig demonstrationerne. Regeringspartiets kontorer landet over blev smadret. Der er eksempler på, hvordan demonstranterne smadrede folketingsmedlemmers dyre luksusbiler eller skubbede dem i vandet. Overalt blev folketingsmedlemmer og personer med tætte tilknytninger i Rajapaksa-familiens hjem brændt ned. Mod nattens ende, d. 9. maj, var hele 23 folketingsmedlemmer eller ministres hjem brændt ned.

Mahinda blev tvunget til at gå af og flygte. En håndfuld folketingsmedlemmer fulgte Mahindas eksempel og forsøgte at rejse ud af landet. Men demonstranternes kreativitet forhindrede midlertidigt dette. På vejene omkring lufthavnen blev der opsat blokader og demonstranterne gennemsøgte forbipasserende biler, for at sikre at ingen associeret med regeringen kunne forlade landet med fly. Et enkelt folketingsmedlem, som havde forsøgt at nå lufthavnen dræbte nogle demonstranter med en pistol, flygtede og tog derefter sit eget liv. Da nyheden om, at Mahinda gemte sig på en flådebase nær Colombo, blokerede demonstranterne alle indgange. Andre sejlede rundt omkring flådebasen for at sikre, at Mahinda ikke kunne lykkedes i at forlade landet til søs.

Der kan ikke herske tvivl om at det var Mahindas kontrarevolutionære manøvre, det var startskuddet til vold. Demonstranternes svar var selvforsvar. Uden massernes massive mobilisering, havde modangrebet fra Mahinda og hans lakajer utvivlsomt endt i en meget større blodsudgydelse.

Behovet for lederskab og en vej frem

Men allerede nu er bevægelsen ved at ebbe ud, på grund af manglen på et revolutionært lederskab.Arbejderne på Sri Lanka har udbredt mistillid til alle de traditionelle, etablerede partier, og også fagforeningslederne har vist sig ude af stand til at spille nogen progressiv rolle i bevægelsen, selv da behovet for en generalstrejke var slående tydelig. Det har efterladt et vakuum i bevægelsens ledelse, der delvist er blevet fyldt af småborgerlige grupperinger, der ikke har i sinde at tage et reelt opgør med systemet eller den gamle politiske elite.

Disse lag, der har sat sig i førersædet i store dele af bevægelsen, har indædt forsøgt at holde bevægelsen på sit nuværende stadie – en spontan, men politisk retningsløs bevægelse, uden noget klart politisk program der kan vise en vej fremad. Advokaterne som faggruppe har spillet en ledende rolle på visse tidspunkter i bevægelsen og har i høj grad været dem, der har fyldt det vakuum der har været i manglen på et lederskab med en klassebaseret politik. Igennem deres forening Advokatsamfundet i Sri Lanka, har de nu stillet krav om opførelsen af en national enhedsregering, bestående af alle de gamle partier. Men ikke nok med det, så bør Gota Rajapaksa, ifølge dem, også forblive i regeringen i yderligere 6 måneder. Dette ville være et kæmpe tilbageslag for bevægelsen og befolkningen i Sri Lanka og ville være intet andet end en sejr for det Srilankanske borgerskab.

Det er på nuværende tidspunkt umuligt at sige, hvilken retning bevægelsen kommer til at gå. Men de Srilankanske arbejdere har gjort sig vigtige erfaringer. De har udstillet styrkeforholdet i det Srilankanske samfund og vist at arbejderklassen både besidder en enorm potentiel magt, og er villige til at kæmpe til det sidste. Men vigtigst af alt, har bevægelsen vist hvad der ofte er en revolutions største svaghed – utilstrækkeligheden af dens ledelse, der i Sri Lanka har bestået af liberale grupperinger. På nuværende tidspunkt står de stadig i spidsen for bevægelsen og forsøger at holde den inden for rammerne af det rådne kapitalistiske system, som aldrig har kunne tilbyde arbejderne på Sri Lanka et anstændigt liv.

Manglen på et klart politisk program og politisk lederskab, der utvetydigt står på arbejderklassens side i kampen for socialisme, kan komme til at få fatale konsekvenser for det store flertal. Skal bevægelsen sejre er der brug for en ledelse med et revolutionært program, der kan forbinde massernes kamp til et opgør med kapitalismen, og til kampen for et socialisme, på Sri Lanka og i hele Sydasien.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]