Macron har vundet midt i et hav af bitterhed, mistillid og had. Det er under sådanne betingelser af social uro og klassehad, at revolutioner opstår. . Billede: Jeso Carneiro, FlickrGenvalget af Emmanuel Macron markerer et nyt stadie i krisen i fransk kapitalisme. Hvis man tager højde for blanke og ugyldige stemmesedler har bare 38,5% af de registrerede vælgere stemt på ham. Det er 5 procent og 2 millioner færre stemmer end i 2017. Ydermere, har næsten halvdelen af hans 18,5 millioner vælgere absolut ingen tillid til ham. Alt i alt har Macron vundet midt i et hav af bitterhed, mistillid og had. Det er under sådanne betingelser af social uro og klassehad, at revolutioner opstår.
Marine Le Pen led et klart nederlag men fik 2,7 millioner flere stemmer end i 2017. Praksis med at organisere en “spærreild mod den ekstreme højrefløj” har nået sin grænse. Alle har hørt den gamle sang før. Den består af en ‘normalisering’ af Rassemblement National (Le Pens parti) over årene, hvor partiets repræsentanter inviteres på alle tv-platforme for at udlægge dets reaktionære ideer – kun for at det pludseligt opdages, mellem de to runder af præsidentvalget, at partiet har hemmelige diktatoriske intentioner, i lyset af hvilke vi er stævnet til at stemme for Demokratiet, for Republikken, for Frihed, Lighed, Broderskab: For Emmanuel Macron.
Uheldigvis blev denne sørgelige optræden, som i 2017, entusiastisk bakket op af de fleste af venstrefløjens og fagbevægelsens ledere, under dække af en “republikansk front” mod den yderste højrefløj. Sidstnævnte er i den grad blevet besejret i stemmeboksene, men kommer ud politisk styrket.
Parlamentsvalgene
Fra nu og frem til parlamentsvalgene den 12. og 19. juni, vil Macron forsøge at skjule hvor reaktionært hans program er. I 2017 vandt han et klart flertal af pladser i Nationalforsamlingen. Det er muligt, at han vil lykkes igen. Det kommer til at afhænge af en række faktorer, ikke mindst af i hvilket omfang, de der stemmer på venstrefløjen mobiliseres. I juni 2017 blev de i massivt omfang hjemme.
Jean-Luc Melenchon annoncerede, at han sigter efter en sejr til Popular Union, UP [En sammenslutning hvor France Insoumise, Melenchons bevægelse, er hovedelement, hvor det Nye Anti-Kapitalistiske Parti, NPA, nu har tilsluttet sig] den 19. juni. Han annocerede desuden at han sigter efter at blive premierminister, eftersom Macron vil være forpligtet til at udnævne ham, hvis UP vinder flertal. I løbet af de næste otte uger vil titusindvis af aktivister og tilhængere af FI [France Insoumise] arbejde mod dette mål.
Revolution [IMT i Frankrig] opfordrer til at støtte denne kampagne for at få valgt så mange FI parlamentsmedlemmer som muligt. Med det sagt, må vi se fakta i øjnene: en sejr til UP forudsætter en klar forstærkning af den dynamik, der sikrede Melenchon 22 procent af stemmerne den 10. april – det fuldstændigt modsatte af hvad der skete under parlamentsvalget i 2017, der var karakteriseret ved at rekordmange undlod at stemme (51,3 procent). En sejr til UP virker derfor usandsynlig. På den anden side er det absolut muligt, at FI vinder en række nye pladser, hvilket vil styrke deres position i de kommende kampe mod regeringens reaktionære politik.
Sociale sammenbrud og økonomisk krise
Om aftenen for hans genvalg formulerede Macron hans nye periodes første skamløse løgn: “Denne nye æra kommer ikke til at blive en fortsættelse af den femårsperiode, der nu afsluttes, men vil blive en kollektiv opfindelse af en genfundet metode for fem bedre år til tjeneste for vores nation og vores ungdom”. Denne udtalelse sigter efter at lulle vælgerne i søvn op til parlamentsvalgene. I virkeligheden vil Macron fortsat intensivere ødelæggelsen af vores sociale fremskridt. Al hans politik vil fortsat være underlagt en håndfuld rige kapitalister, der ejer de vigtigste dele af økonomiens, interesser.
I sin jagt på profit vil den franske herskende klasse kræve ødelæggelse af sundhedsforsikringer, arbejdsløshedsforsikringer og vores pensionssystem, en sænkning af “prisen på arbejdskraft” (med andre ord lønninger og arbejdsgivernes bidrag), en ‘omstrukturering’ af RSA [Revenue de solidarite active, en form for beskæftigelsesbidrag til de lavest lønnede], smadring af velfærden, drastiske nedskæringer i de sociale ydelser, privatisering af alt, der kan blive solgt for profit – og, selvfølgelig milliarder euro i tilskud til virksomheder, for at “forsvare deres konkurrenceevne”, hvoraf milliarder vil gå direkte til at øge det udbytte, der udbetales til aktionærerne i de store kapitalistiske selskaber hvert eneste år.
I Frankrig eksisterer alle betingelserne for en social eksplosion imod Macron. Billede: Olivier Ortelpa, Flickr
Vil det lykkes Macron at implementere en sådan politik? Det afhænger fuldstændig af af den modstand, som vores klasse opbygger mod ham. En ting står klart: Denne gang vil præsidenten ikke kunne drage fordel af nogen form for hvedebrødsdage. Fra begyndelsen vil han stå over for en forenet fjendtlighed fra størstedelen af ungdommen og arbejdsklassen, hvis erfaring er blevet beriget af de sidste fem års kampe. Yderligere vil Macron ikke på nogen måde kunne regne med en favorabel økonomisk situation. Krisen og dens sociale konsekvenser vil give næring til vrede og opstand.
Især inflationen kommer til at blive en central del af den sociale ligning. De fleste borgerlige økonomer har været tvunget til at anerkende, at de stigende priser ikke er et forbigående fænomen. Tværtimod accelereres processen. I marts var inflationen 8,5 procent i USA (en rekord siden december 1981), 7,5 procent i eurozonen (hidtil uset) og 4,5 procent i Frankrig (en ny rekord siden december 1985). Stigningen i producentpriser – som ultimativt afspejles i priserne på hverdagsvarer – er også nået nye højder: 22,4 procent i februar i Frankrig, hvilket er hidtil uset. Råvarepriserne – især fødevarepriser – er tårnhøje og truer millionvis af mennesker rundt omkring i verden med hungersnød, samt lægger pres på købekraften i husholdningerne i de mest udviklede lande. Slutvis vil faldet i euroen gøre importerede varer dyrere.
I den kontekst, hvortil vi kan tilføje krigen i Ukraine, bliver udsigterne til vækst konstant nedjusteret både i Frankrig og alle andre steder. Den borgerlige presse frygter en tilbagevenden af et fænomen, der karakteriserede 1970erne: “stagflation”, dvs. kombinationen af økonomisk stagnation og høj inflation. Frygten er desto mere berettiget eftersom den kinesiske økonomi – en af de vigtigste motorer bag den globale vækst – bliver ved med at sænke farten. Den franske økonomi vil blive hårdt ramt i et sådant scenarie, med sin offentlige gæld på 113 procent af BNP og enorme handelsunderskud.
Et problem der skal løses
Inflationen vil anspore til strejker for højere lønninger. Generelt set vil kombinationen af krisens sociale konsekvenser og en politik med kontrareformer åbne op for et nyt – og eksplosivt – stadie i det politiske og sociale liv i vores land.
Med det sagt, må vi se i øjnene at Macron’s bedste allierede i løbet af de sidste fem år har været arbejderbevægelsens officielle ledere, især fagforeningslederne.
De har været ude af stand til at bygge på massernes voksende vrede for at organisere en seriøs kamp mod regeringens politik. De har set De Gule Veste-bevægelsen komme og gå, som køer der ser et tog rulle forbi. De har bragt os fra den ene ubrugelige “aktionsdag” til den anden, mens regeringen har set til med ligegyldighed. Regeringen kommer aldrig til at give efter for ligegyldige “aktionsdage”, uanset hvor store de er. Hvis der er en lektion, der er værd at tage med videre fra de seneste mobiliseringer, er det dette: For at besejre regeringen må vi gennem en længere periode omhyggeligt forberede og organisere en bevægelse med tidsubegrænsede strejker, der omfatter et voksende antal af nøglesektorer i økonomien. Med andre ord må vi lamme nationen.
Vores klassefjender, ført an af Macron, har mange mangler, men en ting står klart: de er fast besluttede på at placere krisens fulde vægt på vores skuldre. Uheldigvis er vores officielle klasseledere ikke nær så fast besluttede på at forsvare vores rettigheder og arbejdsforhold, endsige at gå ind i en afgørende kamp mod kapitalismen. Sandheden er, at de har tilpasset sig systemet. De kan ikke et øjeblik forestille sig – ikke engang i deres drømme – at det kan erstattes af et andet økonomisk og socialt system, hvor arbejderne styrer økonomien til fordel for de mange. Dette er kernen af problemet. Og så længe dette problem står uløst hen, vil vores klasse fortsat stå over for det.
