Putins invasion af Ukraine og den følgende krig har ændret den militære, økonomiske og politiske situation. Det gælder på verdensplan, i Europa og også i Danmark. Men hverken krigen eller dens effekter er noget udefrakommende. De er udtryk for modsætninger, som er ophobet over årtier og som måtte komme til udtryk før eller siden – krig eller ej. På den måde kan vi konstatere, at alting er ændret og alting forbliver det samme. I denne resolution vil vi opridse RS’ position samt de umiddelbare effekter, som krigen kan forventes at have på klassekampen i Danmark
Socialisterne i Folketinget har kapituleret og samtlige politiske partier i parlamentet slutter nu op om den mest reaktionære kraft på jorden; vestlig imperialisme, anført af USA med det danske borgerskab som lydig skødehund.
Selv det mest venstreorienterede parti i Folketinget, Enhedslisten, bakker op om at sende våben til den højreorienterede ukrainske regering, inklusive de fascistiske bataljoner og militser som er integrerede i det ukrainske militær. Samlet tilskynder de vestlige imperialister civile ukrainere til at ofre deres liv i det de kalder en kamp for “demokratiet” og civilisationen.
Vesten og de danske politikere vil ikke selv risikere tab, men har intet problem med at tilskynde Ukraine til total krig, til at kæmpe til sidste mand med vestlige våben og forsyninger. Vesten ofrer ukrainske arbejdere i en frugtesløs krig mod russiske arbejdere i uniform. Formålet er at dræne Rusland for blod og penge. For vestens ledere er det ukrainske folk blot bønder, der kan ofres på stormagternes skakbræt.
NATO og vestlig imperialismes interesser er åbenlyse: Et svækket og ruineret Rusland vil give vestlig imperialisme mulighed for at ekspandere endnu længere mod øst: At øge sin interessesfære, markeder, finansielle dominans og råstofforsyninger. Krigen handler altså ikke om demokratiske og humanitære hensyn. Den handler ligesom alt andet i dette syge system om profit.
I Revolutionære Socialister stiller vi os utvetydigt på den internationale arbejderklasses side. Og der står vi skulder ved skulder med vores IMT-kammerater i Rusland, Ukraine, USA, Tyskland og resten af verden til forsvar for konsekvent internationalisme: Vi nægter at vælge side i en imperialistisk krig mellem to reaktionære kræfter.
Der er intet progressivt i det højreorienterede ukrainske regime og dets virkelige bagmænd: USA’s NATO som verdens stærkeste imperialistiske magt. En magt der i årtier har praktiseret det som “vores” politikere nu anklager Putin for: Angrebskrige mod suveræne stater af imperialistiske hensyn.
Vi behøver blot nævne eksempler som krigene mod Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien, hvor millioner er blevet slået ihjel af vestlige inklusive danske styrker under NATO-flag eller “koalitioner af villige”. Eller Yemen hvor vores “gode venner” i det Saudiske kongehus netop nu myrder og sulter millioner, med direkte vestlig logistisk støtte. Vestens moralske opstandelse over Ruslands angreb er hykleri ud over alle grænser.
Ligeledes er der intet progressivt i Putins arbejderfjendske oligarkstyre, og hans invasion har virket som en reaktionær nationalistisk kile, der har boret sig ned gennem den internationale arbejderklasse og sat arbejder op mod arbejder. Begge sider er reaktionære.
Modsat hvad levebrødspolitikerne på Christiansborg med al magt forsøger at bilde os ind, så afgøres karakteren af en krig og dens forskellige parter ikke af, hvem der starter den. Krigens karakter afgøres af, hvilke klasseinteresser der står bag krigen, dens forskellige parter og hvad den føres for. Som Carl von Clausewitz skrev: Krig er politikkens fortsættelse med andre midler. Og begge sider har i årene op til krigen ført reaktionær imperialistisk politik. Det er sammenstødet af disse interesser, der har skabt krigen.
Derfor er det også tåbeligt, når de danske politikere igen og igen understreger, at KUN Putin alene er skyld i krigen. Til det svarer vi, at det IKKE kun er én af de reaktionære herskere, der fører denne krig, der er skyld i den. Alle herskerne er skyldige. Selve systemet er skyldigt!
Objektivt og isoleret set, har hele verdens befolkning gavn af størst muligt økonomisk samarbejde. Men under kapitalismen kæmper nationale kapitalistklasser med hinanden om markeder, råstoffer og interessesfærer. Og gennem staten trækker de hele befolkningen med. Det er hvad krigen i Ukraine handler om.
I kapitalismen gælder alle midler, inklusiv protektionisme, handelskrige, embargo, stedfortræderkrige og regulære krige, i kampen for at styrke sin egen plads på verdensmarkedet og i sidste ende for at øge kapitalen. Det er naturligvis ikke de herskende klasser selv, der kæmper sine krige, men de arbejdende klassers sønner og døtre der sendes i døden for at forsvare nationens – altså den herskende klasses – interesser.
De herskende klassers behov for at bruge stadig stærkere magtmidler i konkurrencen mod andre nationer vokser i takt med kapitalismens generelle forfald. I kraft af, at kapitalismen som system får vanskeligere ved at ekspandere i bredden efter planøkonomiernes fald i østblokken og Kina og deres efterfølgende indtræden på verdensmarkedet; og i dybden med de til stadighed faldende gennemsnitlige vækstrater for de udviklede landes økonomier og deres produktivitet. Derfor ser vi nu i stigende grad, at kapitalistklasserne tyer til deres stat for støtte. Stat og kapital smelter i endnu højere grad sammen.
Kapitalismens blindgyde betyder, at spændingerne øges – mellem klasser og mellem nationer. Så længe økonomien går frem, kan konflikten i hvert fald delvist løses med fredelige midler, alle kan få noget ud af fremgangen. Men når krisen skærpes, kan én nations fremgang kun ske på bekostning af de andre.
Pandemien var en advarsel til den herskende klasse om, at deres forsyningslinjer er alt for sårbare overfor angreb og pres fra andre nationalstater. Vi ser derfor et ræs blandt de imperialistiske magter om at sikre sine forsyningslinjer. Produktionen trækkes hjem ved hjælp af massiv statsstøtte, der indføres straftold mod udenlandske konkurrenter, og staterne opruster for at kunne forsvare sine interessesfærer.
De økonomiske modsætninger mellem nationalstaterne stiger og deraf også de militære. Det følger direkte af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og dens profitmotiv samt den kapitalistiske nationalstat. At håbe på et kapitalistisk system uden krig er således lige så naivt som at håbe på, at kapitalismen kan bortreformere sine klassemodsætninger og udbytning.
For at vælte dette rædselsfulde system må vi forene arbejderklassen i alle lande. Det kræver, at vi i alle lande først og fremmest retter vores politiske skyts mod borgerskabet herhjemme. I Danmark betyder det mod “vores” herskende klasse, regeringen, EU og NATO.
Krige er det måske mest komplekse fænomen at analysere. Og det er hverken muligt eller formålet med denne udtalelse at forudsige dens udfald. Men det er allerede nu tydeligt, at krigen vil have direkte effekt på den økonomiske og politiske situation i Danmark og dermed også på klassekampen. En effekt som alle socialister må tage bestik af.
Utilsløret racisme
En af de første effekter af krigen herhjemme var i forhold til de ukrainske flygtninge.
I årtier har hele det danske etablissement flyttet sig længere og længere mod højre, særligt i forhold til flygtningespørgsmålet. Socialdemokratiet under Mette Frederiksens og den tidligere socialist og nuværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har taget teten i denne proces.
Den danske “integrationspolitik” over for flygtninge, der kom til landet, ofte fra lande Danmark selv har bombet, er dybt racistisk. Flygtninge som har mistet alt er blevet terroriseret i det kafkaske helvede, som det danske integrationssystem har udviklet sig til.
Angreb mod flygtninge, i form af konfiskering af værdigenstande, umenneskelige lejrophold, isolation fra samfundet, fattiggørelse og stigmatisering blev af den sidste regering fejret med kage. Den nuværende socialdemokratiske regering har lovet at skabe en endelig løsning, hvor ikke en eneste asylansøger skal sætte fod på dansk jord, men i stedet sendes til lejre i fattige lande som fx Rwanda. Vi er efterhånden blevet vant til denne tilgang til flygtninge.
Med krigen i Ukraine skete noget mærkværdigt. Pludseligt blev alt vendt på hovedet. Nu skulle flygtninge pludselig modtages med åbne arme og tilbud om arbejde, uddannelse, boliger og så videre. Men kun de hvide, ikke-muslimske flygtninge fra Ukraine.
Denne racistiske forskelsbehandling er tydelig for alle med øjne i hovedet. For mange især unge vil det være første skridt til at se bag krigspropagandaen og hykleriet. Og særloven, der cementerer denne forskelsbehandling blev stemt igennem med deltagelse fra de såkaldt venstreorienterede partier, inklusiv Enhedslisten. Loven står nu som en skamstøtte over den etablerede venstrefløj og dens totale politiske kapitulation til socialchauvinismen.
Med krigen i Ukraine skete noget mærkværdigt. Nu skulle flygtninge pludselig modtages med åbne arme og tilbud om arbejde, uddannelser, boliger og så videre. Men kun hvide, ikke-muslimske flygtninge fra Ukraine. Foto: Lars Nybøll
Økonomiske konsekvenser i Danmark
Inden krigen var inflationen kraftigt stigende i alle lande og Europa var ramt af en energikrise. Årsagerne til dette har vi analyseret tidligere. Vi vil derfor begrænse os til her at konstatere, at årtier med desperate forsøg fra centralbanker og regeringer over hele verden, på at afværge kapitalismens indbyggede overproduktionskriser nu har resulteret i en inflationær udvikling som kun ser ud til at stige.
Denne inflation blev yderligere forværret af en energikrise efter covid-pandemien, forårsaget af årevis af manglende investeringer i energiforsyning og infrastruktur, for slet ikke at tale om grøn omstilling. Årsagen var den simple, at der ikke var nok profit i det.
Nu har krigen sat disse allerede eksisterende kriser i højeste gear. Alle partier i Folketinget – inklusiv Enhedslisten – støtter entusiastisk op om den økonomiske krig NATO og EU har indledt mod Rusland. Denne økonomiske krig er historisk voldsom.
Den del af Ruslands valutareserve, der lå i vestlige banker, er blevet konfiskeret. USA og EU indfører straftold på russiske varer, og vestlige virksomheder lockouter arbejdere fra deres virksomheder i Rusland, hvis de ikke allerede har lukket deres produktion permanent.
På trods af at det primært er de russiske og europæiske arbejdere der bliver ramt, kræver Enhedslisten højlydt mere. Flere sanktioner. At EU skal indføre embargo mod russisk gas og olie. Energieksport står for halvdelen af det russiske statsbudget. Da EU er Ruslands største kunde vil en EU-embargo lig den amerikanske medføre et kraftigt fald i den russiske stats indtægter.
Disse penge vil naturligvis ikke blive taget fra militærbudgettet, særligt ikke når landet er i krig. Det vil i stedet blive de russiske arbejdere, de fattige pensionister, de syge på hospitalerne og de unge der bliver ramt. Men også de europæiske arbejdere bliver ramt.
Energipriserne stiger kraftigt og vil eksplodere med en embargo. EU, der får 40% af sin gas fra Rusland, har besluttet at skære sit forbrug af russisk gas med ⅓ inden næste vinter og hele ⅔ inden nytår. Det er så godt som umuligt at erstatte dette med andre energikilder på så kort tid.
Fastholdes ambitionen er der reel fare for, at der må indføres rationering af energien. Alternativet er, at den stiger så kraftigt, at den fattigste del af arbejderklassen helt (prises) ude af markedet.
Allerede inden krigen havde 37 mio. europæere ikke råd til at opvarme deres huse (det gjaldt også for 3 procent af de danske husstande). Tusinder døde hver vinter i Europa, fordi de ikke havde råd til at betale deres varmeregning. Den økonomiske krig mod Rusland vil betyde, at endnu flere bliver tvunget til at vælge mellem at købe mad eller varme.
Fødevarepriserne står næst i køen. Rusland og Ukraine står tilsammen for ⅓ af verdens hvedeeksport. Flere lande i Mellemøsten risikerer direkte hungersnød, hvis krigen fortsætter. Herhjemme vurderes fødevarepriserne at risikere at stige med op mod 20%.
En generel inflation på to cifre vil ikke være utænkeligt i Danmark. Allerede nu resulterer prisstigningerne i kraftige fald i arbejderklassens købekraft.
De vestlige landes sanktioner er voldsomme, og endnu har Rusland ikke svaret igen. Men truslen om at lukke for gas eller olie til Europa hænger i luften, ligesom Moskva har truet med at nationalisere vestlige virksomheder, der forsøger at trække sig ud.
Vi kan forvente, at sådanne modsvar til vestens sanktioner vil komme før eller siden. De vil være en direkte virkning af den økonomiske krig, som vestlig imperialisme har startet. De der kommer til at betale, er arbejderklassen i alle lande.
Til kamp for at sikre reallønnen
Arbejderklassens købekraft undergraves for hver dag, der går. Men den vil ikke bare stiltiende acceptere dette i længden. Den vil tage kampen op. Ikke kun af princip og fordi de rigeste har raget kæmpe overskud til sig de seneste år, men simpelthen for at kunne betale regningerne.
Siden krisen i 2008 har danske arbejdere været vant til at deres fagforeninger forhandlede status-quo overenskomster hjem, som “sikrede reallønnen” i forhold til statens inflationsforventninger. Med den stigende inflation bliver denne praksis højst uholdbar.
De officielle institutioner som fx De økonomiske Råd har konsekvent kraftigt undervurderet inflationsrisikoen (de forventede fx i efteråret 2021 en inflation på 1½ % i 2022). De har et kraftigt incitament til at estimere for lavt for at narre arbejderklassen, fordi lavere realløn vil øge kapitalistklassen profitter så meget desto mere.
Arbejderklassen vil i den næste periode, endda på relativt kort sigt, blive tvunget til at tage kollektive kampmidler i brug for at forsvare sin levestandard. Med sygeplejerskernes inspirerende og selvorganiserede oprør mod deres arbejdsgivere, regeringen OG deres egen fagtop in mente, er det sandsynligt, at andre faggrupper også vil tage kampen op, også selvom deres egne ledere vil forsøge at holde dem i ro.
I denne situation vil kravet om dyrtidsregulering, altså automatisk justering af lønniveauet efter stigningerne i forbrugerpriserne kunne vinde genklang blandt bredere lag af arbejdere.
Arbejdsgiverne vil sige, at lønstigninger, der følger med priserne, vil øge inflationen. Men det er hykleri. Varepriserne er steget før lønnen overhovedet har rykket sig. Vores arbejdskraft er en vare som alt andet. Når omkostningerne til at producere vores arbejdskraft stiger (forbrugerpriserne), skal prisen på varen ‘arbejdskraft’ selvfølgelig stige tilsvarende for at dække de højere udgifter. Argumentet om, at arbejderklassen skal holde tilbage med lønkravene for ikke at fodre inflationen, er det samme som at bede virksomhederne om at lade være at sætte priserne op på deres varer, selvom deres omkostninger stiger.
Men ligesom ved alle tidligere kriser, og ikke mindst coronakrisen kræver den herskende klasse (som har tjent historiske profitter de sidste år) at arbejderklassen “viser samfundssind” og betaler regningen for kapitalismens sygdom.
Oprustning betalt af arbejderklassen
Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Radikale Venstre og SF har udnyttet krigshysteriet til at indgå en forsvarsaftale, der skal bringe det danske forsvarsbudget op på de 2 % af BNP, som Helle Thorning i sin tid lovede NATO.
Alle parter i aftalen har været meget klare om, at det vil få konsekvenser for velfærden at bruge 18 milliarder oven i det eksisterende budget, hvilket vil sige omkring 52,5 milliarder om året på militæret.
Med den imperialistiske konflikt og økonomiske krig mellem NATO og Rusland er perspektivet om revolutioner og kontrarevolutioner på det europæiske kontinent altså rykket nærmere. Billede: Socialist Appeal
Men selv dette beløb kan ikke skabe et militær med stor nok masse til at kunne forsvare dansk territorium. Det vil kræve et gigantisk beløb, hvis det skal gøres over forsvarets nuværende model, bygget på professionelle soldater. Det danske militær er over årtier blevet omdannet fra territorialforsvar til en professionel ekspeditionsstyrke, med avanceret og voldsomt dyrt udstyr, der uden videre har kunnet indgå i de amerikanske krigseventyr.
Denne omformning til amerikansk imperialismes halehæng har betydet, at det danske forsvar i sin nuværende opsætning er ubrugeligt til at forsvare landet, trods et budget på ca. 30 milliarder. Som en pensioneret højtstående officer udtrykte det, er det kun i stand til at forsvare Antvorskov kaserne.
Hvis de gamle partier på Christiansborg er seriøse om, at dansk militær skal kunne forsvare dansk territorium blot i få dage, uden at inddrage hele befolkningen, vil det kræve massive investeringer. Alene de amerikanske kampfly, Danmark har valgt at indkøbe, koster i omegnen af en milliard – stykket. Det er penge, der vil blive taget fra arbejderklassen.
Forsvarsforbehold
I ly af krigen og som del af aftalen har det politiske etablissement set sit snit til at udskrive en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet til EU. Forbeholdet var et af de fire forbehold der blev indført i 1993, efter at befolkningen havde stemt “forkert” (Nej) ved afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992.
Afstemningen, der er udskrevet til 1. juni, er kynisk opportunisme. Regeringen og partierne bag forsvarsaftalen forsøger at udnytte den patriotiske bølge til at fjerne forbeholdet og binde dansk kapitalisme tættere sammen med fransk og ikke mindst tysk imperialisme.
Den tyske kæmpe har brugt krigen i Ukraine til at skifte udenrigs- og sikkerhedspolitik. De vil til at stå på egne forsvarspolitiske ben og aktivt og militært forsvare sine imperialistiske interesser. Som Danmarks vigtigste handelspartner, forsøger det danske borgerskab at følge med. Og der er forbeholdet en torn i siden, som regeringen nu forsøger at rive ud.
Som marxister og internationalister har vi ingen illusioner til at et kapitalistisk Danmark uden for det europæiske forsvarssamarbejde, på nogen måde er mere progressivt end dansk kapitalisme indenfor forsvarssamarbejdet i EU. Et forsvarssamarbejde, der i øvrigt ikke er kommet ret langt, fordi de forskellige nationalstater i EU har vidt forskellige og modstridende interesser.
Men vi anbefaler at stemme Nej, som en del af kampen imod både det kapitalistiske EU, men også det danske borgerskab som vil blive styrket af et Ja. Alternativet til det kapitalistiske EU er ikke national dansk kapitalisme, men derimod en social revolution og etablering af Europas Forenede Socialistiske Stater.
Mens der muligvis i dag ville være opbakning til at fjerne forbeholdet, er det ikke sikkert, det samme er tilfældet om to måneder. Hvis det bliver et Nej til at fjerne forbeholdet, vil det være et enormt prestigetab for regeringen, som vil blive svækket markant, ligesom det politisk vil svække europæisk imperialisme generelt.
Nyt stadie i kapitalismens krise – nyt stadie i klassekampen
Set fra et klassekampsperspektiv er denne krig en sand krudttønde. De krigsførende regeringer – inklusive den danske – har begivet sig ud i et projekt, der kun kan ende med sociale eksplosioner.
Inden krigen var den socialdemokratiske regering begyndt at forberede befolkningen på tilbagevenden til “nødvendighedens politik”. Såkaldte reformer og angreb på arbejderklassen og unge skulle sikre, at lønningerne ikke steg, og at der blev trukket købekraft ud af økonomien, for at bekæmpe inflation.
I det korte mellemrum mellem pandemien og krigens udbrud var tilliden til regeringen og det politiske system begyndt at falde. Krigsudbruddet, chokket og den patriotiske bølge skar igennem denne udvikling. Men stabiliteten er kun midlertidig.
Det tager lidt tid for de økonomiske og sociale effekter af krigen at gå fra at være tal på en skærm til håndgribelig virkelighed i arbejderklassens hverdag. Men det vil ikke tage lang tid, før almindelige arbejdere og særligt de unge kan mærke krigen direkte i supermarkedet, ved benzinstanderen og når huslejen skal betales. Det vil få flere og flere lag til at erkende, at arbejderklassens tilkæmpede levestandard ikke kan forsvares uden brug af kollektive midler: strejker, blokader, demonstrationer og massekamp.
Vi kan derfor i den næste periode forvente klassekamp og polarisering på et niveau, vi ikke har set lignende i nyere tid.
Med den imperialistiske konflikt og økonomiske krig mellem NATO og Rusland er perspektivet om revolutioner og kontrarevolutioner på det europæiske kontinent altså rykket nærmere.
I IMT og RS har vi taget et principielt internationalistisk klassestandpunkt på krigen. Vi har gjort det imod strømmen, mens alle officielle venstrefløjspartier og utallige “revolutionære” grupper har kapituleret. Der hersker fuldstændigt vakuum på venstrefløjen.
Men vi har stået fast, fordi vi ved, at højredrejningen i den offentlige mening kun er overfladisk. At klassemodsætningerne i denne hensygnende kapitalisme ikke bare vil træde frem igen som før, men med langt større kraft.
Lige så arrogant, forenet og selvsikre den herskende klasse og dens politiske håndlangere føler sig i dag, lige så ynkelige, splittede og mismodige vil de stå tilbage i morgen, når patriotismens tåger fordamper, og den dybe krise i kapitalismen åbenbarer sig.
Krig har historisk set været fødselshjælper for revolutioner og vil blive det igen. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vokse os store og stærke nok til at kunne spille en rolle i de store kampe, der ligger foran os. For at sikre, at når arbejderklassen næste gang bevæger sig for at tage sin skæbne i egne hænder, så finder den et politisk alternativ – en stærk politisk kraft med et program, der giver en retning for et opgør med dette syge system og dets krige, klimakatastrofer, nød og elendighed.
Vi opfordrer dig til at gå med i kampen. Gå med i IMT og kæmp for socialisme i vores levetid.
