Vibeke Kline Lange Frost var en af de sygeplejersker, som stod i spidsen for kampen for ligeløn. Billede: privatfoto.
Den historiske strejke blandt sygeplejerskerne var med til at tydeliggøre, at kampen for ligeløn, ligestilling og frigørelse langt fra er slut. Vi kan se ind i en fremtid, hvor der er lagt i kakkelovnen til flere opgør.
Det sidste års tid har i den grad stået i kvindekampens tegn: ny #MeToo-bølge, demonstrationer mod kvindedrab, og fokus på strukturel ulighed mellem kønnene.
Men 2021 blev især kendetegnet af sygeplejerskernes kamp og strejke. Først ved at de afviste forslaget til en overenskomst fra deres forhandlingsledere i toppen af Danske Sygeplejeråd (DSR). Ikke blot én, men hele to gange vendte sygeplejerskerne tommelfingeren nedad.
Sygeplejerskerne gik i strejke anført af en fagforeningstop, som ingen intentioner havde om at vinde kampen. Men da regeringen forudsigeligt greb ind, gav sygeplejerskerne ikke op; de fortsatte kampen. Lodret imod den danske model og stik imod toppen af DSR, fortsatte sygeplejerskerne med punktvis at nedlægge arbejdet over hele landet. Det blev en overenskomststridig strejke, som ikke blot satte en skræk i livet på lederne i den danske fagbevægelse, men også har været en enorm inspiration for resten af arbejderklassen.
En af sygeplejersker som sagde klart nej til overenskomstforslaget fra DSR-toppen, sidste forår, var Vibeke Kline Lange Frost. Hun var samtidig engageret i bevægelsen #SlutMed1969, hvis mål var at afskaffe Tjenestemandsreformen, som i flere årtier har presset traditionelle kvindefag i bunden af lønstigen.
Bureaukratiseret velfærden i stykker
Vibeke forklarer at sygeplejerskernes strejke, og kampen for ligeløn mellem faggrupper, hænger sammen med kampen for at bevare velfærden, som mange offentlige ansatte flygter fra i disse år:
– Velfærdsfagene bliver værdisat som en bibeskæftigelse fordi flertallet i dem har været kvinder. Det betyder, at det er umuligt at fastholde medarbejdere, men også svært at rekruttere nye, forklarer Vibeke.
Ifølge hende er der ingen tvivl om hvem der har ansvaret for dette:
– Politikerne har bureaukratiseret og effektiviseret velfærden i stykker: Der er ikke nok hænder til børnene i institutionerne, der er ikke nok ressourcer til de gravide på fødegangene og der er ikke tid nok til patienterne på hospitalerne, fortæller Vibeke.
Komité: Værre end forventet
Sygeplejerskerne fik som bekendt ikke deres krav igennem, men måtte nøjes med de fornærmende lave lønstigninger som DSR-lederne havde forhandlet hjem, og som nu bliver spist væk af den voksende inflation. Som et sørgeligt plaster på såret nedsatte Mette Frederiksens regering en såkaldt lønstrukturkomité. Denne komité er i bedste tilfælde en syltekrukke, men hvis de udspil der nu bliver diskuteret i komiteen bliver implementeret, kan det faktisk betyde forringelser for sygeplejerskerne:
– Det virker til, at de gerne vil lade sig inspirere af det private arbejdsmarked. I komiteen har der været oplæg som belyste decentrale lønforhandlinger, som jeg mener er et malplaceret snit i de her foreløbige diskussioner. Decentrale lønforhandlinger vil sige, at i stedet for at størstedelen af lønnen bliver forhandlet centralt fra for alle, så skal de enkelte sygeplejersker stå alene og forhandle deres løn, fortæller Vibeke, som har fulgt komiteens høringer tæt.
Decentrale lønforhandlinger vil i praksis betyde, at det vil være meget nemmere for arbejdsgivernes at spille de enkelte sygeplejersker ud mod hinanden, og dermed forringe lønnen for alle sygeplejersker. Mens sygeplejerskerne har kaldt højt og tydeligt på højere løn, så er det tydeligvis faldet for døve øre i Lønstrukturkomiteen:
– Til en høring med komiteen blev der lagt vægt på, at offentlige ansatte, såsom sygeplejersker, primært er drevet af en “indre motivation”. Det er en håbløs gammeldags argumentation, som bruges til at affeje krav om bedre løn- og arbejdsforhold, fordi erhvervet som sygeplejerske bliver portrætteret, som om det i virkeligheden ikke er et rigtig job, men mere end form for “kald”, forklarer Vibeke og fortsætter:
– Lønstrukturkomiteen er faktisk værre end forventet og jeg havde meget, meget lave forventninger.
Fagbevægelsen tilbage til sine værdier
For Vibeke er der ingen tvivl om hvem der bærer ansvaret for, at sygeplejerskernes kamp endte som den gjorde:
– Fagtoppen, ikke kun hos sygeplejerskerne, bærer en stor del af ansvaret for hvorfor dette opgør med uligeløn ikke er lykkedes ved de sidste overenskomstforhandlinger, ved at foregive at den danske model virker, og dermed leget med på en omgang Kejserens nye klæder.
Ifølge Vibeke burde sygeplejerskernes bevægelse være et wake up call for den danske fagbevægelse:
– Vi er nået til et punkt, hvor medlemsflugten fra fagforeningerne snart betyder, at vi får at se om fagbevægelsen vil bære eller briste. Tidligere kunne fagforeningerne ude på arbejdspladserne sige: Er du med os eller ej? Men den negative retorik fungerer langt fra i dag, når toppen af fagbevægelsen år efter år leverer skuffende resultater og det for den enkelte kan være svært at se hvorfor det er meningsfuldt at være med, mener Vibeke og fortsætter:
– Jeg mener, at fagbevægelsen er nødt til at revitalisere sig selv igen: Vække de værdier som fagbevægelsen oprindeligt var bygget på. Ellers ender den med at blive overflødig.
Storstrejke: Brag af en konflikt i 2024
Her og nu har Vibeke gang i mange ting, blandt andet demonstrationen den 8. marts, på Kvindernes Internationale Kampdag, under titlen “Kvindeoprør”, som vil finde sted i flere af de største byer i Danmark. Men hvis man går et skridt tilbage og ser på 2021, så var det på mange måder et skelsættende år:
– Startskuddet til den nuværende kamp fandt sted tidligere, blandt andet med Sofie Linde. Men i 2021 begyndte snebolden virkelig at rulle. Der er kræfter som vil stoppe den, men jeg tror, at der er endnu flere kræfter som vil have snebolden til at rulle videre og blive endnu større, fortæller Vibeke.
Som for nylig beskrevet af Revolution, så er Danmark langt fra det mønsterparadis for kvinderettigheder og ligestilling, som politikerne ofte ynder at portrættere det som. Men i modsætning til tidligere bliver tingenes tilstand ikke længere accepteret og tolereret:
– Mange kvinder siger fra og har fået nok. De siger: Nu stopper det her! Problemstillingerne er blevet syltet i årevis, men vi finder os ikke i det længere, fortæller Vibeke. Den bevægelse vi ser blandt kvinder er langt fra toppet og kunne blive endnu vildere i den kommende periode:
– Lige nu hører jeg en spirende fortælling om en storstrejke ved overenskomstforhandlingerne i 2024, hvis der ikke kommer en solidarisk løsning med Lønstrukturkomiteen. Det vil blive et brag af en konflikt!, siger Vibeke.
Vi går nemlig ikke en stille fremtid i møde. Tværtimod er der stadig masser af kæmpe for:
– Der er lagt op til mange flere mange kampe, der er lagt op til mange flere opgør. Det inkluderer mange forskellige kvinder, men ikke kun kvinder. Også mange andre grupper, såsom transpersoner, skal inkluderes. Ligesom i fagbevægelsen skal vi kunne rumme hinanden og stå sammen for at vinde. For i sidste ende handler det om frigørelse for os alle. Når vi ser os omkring er det tydeligt, at status quo er uholdbart og størstedelen af mennesker vil have forandring, siger Vibeke.
