Karl Marx’ idéer har aldrig været mere relevante end i dag. Det afspejles i en udbredt tørst efter marxistisk teori. I denne artikel fra sommeren 2013 tager Alan Woods fat på Karl Marx’ vigtigste idéer og deres relevans i forhold til den generelle krise, som kapitalismen i dag befinder sig i.

Det er 130 år siden Karl Marx’ død. Hvorfor skal vi blive ved med at mindes og fejre en mand som døde i 1883? I begyndelsen af 1960’erne erklærede den daværende premierminister fra Labour, Harold Wilson, at vi ingen løsninger finder på Highgate Cemetary.^[1] Og hvem kan modsige det? På den førnævnte kirkegård findes nemlig kun gamle knogler, støv og et ikke videre kønt stenmonument.

Men når vi taler om Karl Marx’ relevans, refererer vi ikke til gamle kirkegårde, men til idéer – idéer der har stået tidens prøve og nu fremstår sejrrige, som selv nogle af marxismens modstandere nødtvungent har måttet acceptere. Det økonomiske kollaps i 2008 viste hvis ideer, der var forældede, og det var ihvertfald ikke Karl Marx’.

I årtier gentog økonomerne igen og igen den samme parole om, at Marx’ forudsigelser om en økonomisk krise var totalt forældede. Det var angiveligt idéer, der hørte til det nittende århundrede, og de, som forsvarede dem, blev affærdigede som håbløse dogmatikere. Men nu viser det sig, at det er kapitalismens forsvarere, der hører til i historiens skraldespand, imens Marx og hans idéer har fået nyt liv.

For ikke særlig længe siden proklamerede Gordon Brown^[2] overbevisende “enden på udsving mellem opsving og kriser”. Efter krakket i 2008 blev han nødt til at æde sine ord. Eurokrisen viser, at bourgeoisiet ikke aner, hvordan problemerne i Grækenland, Spanien og Italien skal løses, hvilket truer den europæiske fælles valuta og EU’s fremtid som helhed. Dette kan nemt blive en katalysator for endnu et kollaps på verdensplan, som vil være endnu dybere end krisen i 2008.

Nogle borgerlige økonomer er endda blevet tvunget til at acceptere, hvad der bliver tydeligere og tydeligere: at kapitalismen i sig selv indeholder kimen til sit eget sammenbrud; at det er et anarkisk og kaotisk system kendetegnet ved periodiske kriser, der kaster mennesker ud i arbejdsløshed og skaber politisk og social ustabilitet.

Det særlige ved den seneste krise var, at den slet ikke skulle kunne være indtruffet. Indtil for nylig troede de fleste af de borgerlige økonomer, at markedet, overladt til sig selv, var i stand til at løse alle problemer og på magisk vis balancere udbud og efterspørgsel (den “effektive markedshypotese”), således at krisen i 1929 og den store depression aldrig ville kunne gentage sig.

Marx’ forudsigelse om overproduktionskriser var blevet tildelt en plads på historiens mødding. De, som stadig holdt fast i Marx’ syn på kapitalismen som et system sønderrevet af uløselige modsætninger og med kimen til sit eget sammenbrud indbygget, blev set som særlinge. Var Sovjetunionens fald ikke bevis nok på kommunismens fiasko? Var historien ikke endelig endt i kapitalismens triumf som det eneste mulige socioøkonomiske system?

Men på bare 20 år (en kort periode i menneskehedens historie) er historiens hjul drejet 180 grader. Nu synger de daværende kritikere af Marx og marxismen en noget anden sang. Pludselig bliver Marx’ økonomiske teorier i den grad taget alvorligt. Et stigende antal økonomer gransker siderne i Marx’ skrifter, i håb om at finde en forklaring på hvad der er gået galt.

Ved nærmere eftertanke

I juli 2009, efter krisens begyndelse holdt The Economist et seminar i London for at diskutere spørgsmålet: Hvad er der galt med økonomisk teori? Dette afslørede, at for et stigende antal økonomer havde de almene økonomiske teorier absolut ingen relevans. Nobelprisvinder Paul Krugman kom her med en forbløffende tilståelse: “De sidste 30 års udvikling inden for makroøkonomisk teori har i bedste fald været fuldstændig nytteløs og i værste fald direkte skadelig”. Denne dom er en passende gravskrift til borgerlig økonomisk teori.

Nu hvor disse begivenheder har banket en smule fornuft ind i mindst nogle af de borgerlige tænkeres hoveder, ser vi alle mulige slags artikler, der modstræbende anerkender, at Marx trods alt havde ret. Selv Vatikanets officielle avis, L’Osservatore Romano, udgav en artikel i 2009, hvor de påskønnede Marx diagnose af indkomstuligheden, hvilket er lidt af en støtte til manden, der erklærede, at religion er opium for folket. Das Kapital er nu en bestseller i Tyskland. I Japan er bogen blevet udgivet i mangaudgave.

George Magnus, økonomisk senioranalytiker ved UBS-banken, skrev en artikel med den fængende overskrift: “Giv Karl Marx en chance for at redde verdensøkonomien.” Den schweizisk baserede UBS er en grundpille i det finansielle etablissement med kontorer i mere end 50 lande og over 2.000 milliarder dollars i aktiver. Alligevel skrev Magnus i en undersøgelse for Bloomberg View: “Den nuværende globale økonomi har forbløffende mange ligheder med, hvad Marx forudså.”

I sin artikel begynder han med at beskrive, hvordan beslutningstagere “kæmper for at forstå den konstante strøm af finansiel panik, protester og andre ulykker, der hjemsøger verden” og foreslår, at det ville være godt for dem at studere værkerne fra “en forlængst død økonom, Karl Marx.”

“Overvej f.eks Marx’ forudsigelse af, hvordan den underliggende konflikt mellem kapital og arbejde ville komme til udtryk. Som han skrev i Das Kapital: Virksomheders jagt på profit og produktivitet vil naturligvis føre til at de har behov for færre og færre arbejdere, og derfor over tid vil skabe en ‘industriel reservearme’ bestående af fattige og arbejdsløse. ‘Akkumulationen af rigdom ved den ene pol er derfor på samme tid en akkumulation af elendighed’.”

Han fortsætter:

“Den proces, som han (Marx) beskriver, kan ses overalt i den udviklede verden, især i de amerikanske virksomheder, hvis bestræbelser på at sænke omkostningerne og undlade at hyre folk har øget profitternes andel af det totale økonomiske output til det højeste niveau i over seks årtier, alt imens arbejdsløsheden er på 9,1%, og reallønningerne er stagneret.

Den amerikanske indkomstulighed er i mellemtiden tæt på det højeste niveau på mange parametre siden 1920’erne. Før 2008 blev uligheden tilsløret af faktorer som lave kreditkrav, der gav fattige husholdninger lov til at nyde en mere velstående livsstil. Problemet viser nu sine konsekvenser.”

The Wall Street Journal bragte et interview med den kendte økonom Dr. Nouriel Roubini, kendt blandt andre økonomer som “Dr. Doom” pga. hans forudsigelse af den finansielle krise i 2008. Der findes en video af dette usædvanlige interview, som fortjener at blive studeret grundigt, da den viser tankegangen hos kapitalens mest langsigtede strateger.

Roubini hævder, at kredittens kæde er brudt, og at kapitalismen er kommet ind i en ond cirkel, hvor overkapacitet (overproduktion), faldende forbrugerefterspørgsel og høje gældsniveauer alle underminerer investorernes tillid, hvilket igen vil blive afspejlet i skarpe fald på aktiemarkederne, i prisen på værdipapirer og kollaps i den virkelige økonomi.

Ligesom alle de andre økonomer har Roubini ikke nogen reel løsning på den nuværende generelle krise bortset fra flere monetære indsprøjtninger fra centralbankerne for at undgå en ny nedsmeltning. Men han indrømmede ærligt, at pengepolitik alene ikke vil være nok, og at erhvervslivet og regeringerne ikke hjælper til. Europa og USA gennemfører spareprogrammer i forsøg på at få orden i deres gældsplagede økonomier, når det de bør gøre, er at indføre flere pengepolitiske stimuli, sagde han. Hans konklusioner kunne ikke være mere pessimistiske: “Karl Marx havde ret, på et tidspunkt kan kapitalismen ødelægge sig selv,” sagde Roubini. “Vi troede markederne virkede. De virker ikke.”^[3]

Marxismens spøgelse hjemsøger stadig bourgeoisiet,^[4] 130 år efter Marx’ jordiske rester blev stedt til hvile. Men hvad er marxisme? At beskæftige sig ordentligt med alle aspekter af marxismen i én artikel er en umulig opgave. Vi begrænser os derfor til en generel, og derfor fragmentariske fremstilling i håb om, at det vil tilskynde læseren til selv at studere Marx’ tekster. Når alt kommer til alt, har ingen nogensinde forklaret Marx’ ideer bedre end Marx selv.

Groft sagt kan hans ideer opdeles i tre adskilte og alligevel indbyrdes forbundne dele – hvad Lenin kaldte marxismens tre kilder og bestanddele. Disse går generelt under overskrifterne marxistisk økonomi, dialektisk materialisme og historiske materialisme. Hver af disse står i et dialektisk forhold til hinanden og kan ikke forstås isoleret. Et godt sted at begynde er det stiftende dokument for vores bevægelse, der blev skrevet på tærsklen til de europæiske revolutioner i 1848. Det er et af de største og mest indflydelsesrige værker i historien.

Det kommunistiske manifest

Det overvældende flertal af de bøger, der er skrevet for mere end 150 år siden, er i dag blot af historisk interesse. Men det mest slående ved Det Kommunistiske Manifest er den måde, hvorpå det foregriber de mest grundlæggende fænomener, som optager os på verdensplan på nuværende tidspunkt. Det er virkelig ejendommeligt at tænke på, at en bog skrevet i 1847 kan præsentere et billede af verden i det 21. århundrede, der er så levende og sandfærdigt. I virkeligheden er Manifestet langt mere korrekt i dag, end da det først kom frem i 1848.

Lad os tage et eksempel. På det tidspunkt hvor Marx og Engels skrev, lå en verden med store multinationale selskaber stadig langt ude i fremtiden. På trods af dette forklarede de, hvordan det frie marked og konkurrencen uundgåeligt ville føre til koncentrationen af kapital og monopolisering af produktivkræfterne. Det er ærligt talt komisk at læse de erklæringer, som markedets forsvarere fremfører om Marx’ påståede fejl på dette spørgsmål, når det i virkeligheden netop var en af hans mest geniale og præcise forudsigelser.

I 1980’erne blev det moderne at hævde, at “small is beautiful”. Dette er ikke stedet at gå ind i en diskussion om den relative æstetik af store, små eller mellemstore størrelser, som alle har ret til at mene, hvad de vil om. Men det er en absolut indiskutabel kendsgerning, at koncentrationen af kapital, som Marx forudså, har fundet sted, finder sted, og faktisk er nået hidtil ukendte niveauer i løbet af de sidste ti år.

I USA, hvor denne proces kan ses særlig tydeligt, tegnede Fortune 500-selskaberne sig for 73,5 procent af det samlede BNP-output i 2010. Hvis disse 500 virksomheder udgjorde et selvstændigt land, ville det være verdens næststørste økonomi, kun overgået af USA selv. I 2011 genererede disse 500 virksomheder et rekordoverskud på 824,5 mia. dollars – en stigning på 16 procent fra 2010. På verdensplan tegner de 2.000 største virksomheder sig nu for 32.000 mia. dollars i indtægter, 2.400 mia. dollars i overskud, 138.000 mia. dollars i aktiver og 38.000 mia. dollars i markedsværdi, mens profitterne er steget med forbløffende 67 procent mellem 2010 og 2011.

Da Marx og Engels skrev Manifestet, var der ingen empiriske beviser for deres påstande. Tværtimod var kapitalismen på deres tid udelukkende baseret på små virksomheder, det frie marked og konkurrence. I dag er økonomien i hele den kapitalistiske verden domineret af en håndfuld gigantiske transnationale monopoler som Exxon og Walmart. Disse kolosser besidder midler, der langt overstiger mange staters nationale budgetter. Manifestets forudsigelser er realiseret endnu mere klart og fuldstændigt, end Marx selv nogensinde kunne have forestillet sig.

Kapitalismens forsvarere kan ikke tilgive Marx fordi han på et tidspunkt, hvor kapitalismen befandt sig i sin ungdoms fulde vigør, var i stand til at forudse årsagerne til dets senile forfald. I årtier benægtede de ihærdigt hans forudsigelse af kapitalens uundgåelige koncentration og de store monopolers fortrængning af små virksomheder.

Processen med kapitalens centralisering og koncentration har nået hidtil uanede proportioner. Antallet af virksomhedsopkøb har taget karakter af en epidemi i alle de udviklede industrilande. I mange tilfælde er sådanne overtagelser tæt forbundne med alle mulige former for lyssky praksis – insiderhandel, manipulation med aktiekurserne og andre former for svindel, tyveri og bedrageri, som skandalen med Barclays og andre store bankers manipulation af Libor interbankrenten [gennemsnitlig rentesats for lån mellem banker baseret på indberetninger fra udvalgte London-baserede banker] afslørede. Denne koncentration af kapitalen betyder ikke vækst i produktionen, tværtimod. I hvert tilfælde er hensigten ikke at investere i nye anlæg og maskiner, men at lukke eksisterende fabrikker og kontorer og fyre et stort antal arbejdere for at øge profitterne uden at øge produktionen. Bare se på den seneste fusion af to store schweiziske banker, som straks blev efterfulgt af et tab af 13.000 arbejdspladser.

Globalisering og ulighed

Lad os gå videre til den næste vigtige forudsigelse som Marx foretog. Allerede i 1847 forklarede Marx, at udviklingen af et globalt marked gør al snæverhed og national individualisme umulig. Hvert land – selv de største og mest magtfulde – er nu helt underordnet hele verdensøkonomien, som afgør folks og nationers skæbne. Denne strålende teoretiske foregribelse viser bedre end noget andet den marxistiske metodes umådelige overlegenhed.

Globaliseringen betragtes generelt set som et nyt fænomen. Men dannelsen af ét stort globalt marked under kapitalismen blev for længe siden forudsagt i Det Kommunistiske Manifest. Verdensmarkedets knusende dominans er nu den mest afgørende kendsgerning i vores epoke. Den enorme intensivering af den internationale arbejdsdeling siden anden verdenskrig har vist rigtigheden af Marx’ analyse på næsten laboratorisk vis.

På trods af dette er der blevet gjort hårde anstrengelser for at bevise, at Marx ikke havde ret, når han talte om kapitalens koncentration og dermed polariseringen mellem klasserne. Sådanne mentale gymnastikøvelser stemmer overens med bourgeoisiets drøm om at genopdage det frie markeds guldalder. På samme måde som en affældig gammel mand i sin senilitets dage længes efter ungdommens tabte tid.

Desværre er der ingen chancer for, at kapitalismen genfinder ungdommens styrke. Den er for længst gået ind i sin sidste fase: monopolistisk kapitalisme. Tiden med små virksomheder er trods på trods af bourgeoisiets nostalgi blevet fortid. De store monopoler, tæt forbundet med bankerne og sammenfiltret med den borgerlige stat, dominerer samfundets liv i alle lande. Polariseringen mellem klasserne fortsætter uafbrudt og har mest af alt tendens til at accelerere.

Tag for eksempel situationen i USA. De rigeste 400 familier i USA ejer lige så meget rigdom som den fattigste halvdel af hele USA’s befolkning. De seks Wal-Mart-arvinger er alene mere ‘værd’ end de fattigste 30 procent af amerikanerne tilsammen. De fattigste 50 procent af amerikanerne ejer kun 2,5 procent af landets rigdom. Den rigeste ene procent af USA’s befolkning øgede sin andel af den nationale indkomst fra 17,6 procent i 1978 til den enorme andel af 37,1 procent i 2011.

I løbet af de sidste 30 år er kløften mellem rige og fattiges indkomster vokset støt og har nu udvidet sig til en gabende afgrund. I det industrialiserede Vesten er de rigeste 10 procents indkomst cirka 9 gange større end de fattigste 10 procents. Det er en enorm forskel. Og tal offentliggjort af OECD viser, at den indkomstulighed som startede i USA og Storbritannien, har spredt sig til lande som Danmark, Tyskland og Sverige, der traditionelt har haft lav ulighed.

Finansmændenes vanvittige rigdom er blevet genstand for offentlig skandale. Men dette fænomen forekommer ikke kun i den finansielle sektor. I mange tilfælde tjener direktører i store firmaer mere end 200 gange så meget som deres lavest betalte arbejdere. Denne enorme forskel har allerede skabt en voksende frustration, som bliver til vrede og kommer til udtryk i, at folk går på gaden i det ene land efter det andet. De stigende spændinger afspejles i strejker, generalstrejker og optøjer. De afspejles i valgene med proteststemmerne imod regeringer og alle eksisterende partier.

Arbejdsløshedens plage

Billede: Christina Olanick

I Det Kommunistiske Manifest kan vi læse: “Det bliver altså ganske indlysende, at bourgeoisiet ikke er i stand til fortsat at være samfundets herskende klasse og påtvinge samfundet sin klasses livsvilkår som rådende lov. Det er ikke i stand til at herske, fordi det ikke er i stand til at sikre sin slave hans eksistens som slave, fordi det er nødt til at lade ham synke ned i en tilstand, hvor det må underholde ham i stedet for at blive underholdt af ham. Samfundet kan ikke mere leve under dette bourgeoisi, med andre ord: Dets eksistens er blevet uforeneligt med samfundet.”^[5]

Det, som Marx og Engels her er citeret for, er blevet til virkelighed. Der er en stigende følelse i alle dele af samfundet af, at vores liv er domineret af kræfter uden for vores kontrol. Samfundet er grebet af en nagende følelse af frygt og uvished. Følelsen af usikkerhed har spredt sig til praktisk talt hele samfundet.

Den type arbejdsløshed, som vi oplever i dag, er langt værre, end Marx forudså. Marx skrev i sin tid om arbejdernes reservearmé: Det vil sige den pulje af arbejdere, der kan bruges til at holde lønninger nede og fungere som en reserve, når økonomien skal komme sig efter en krise. Men den slags arbejdsløshed vi ser i dag, er ikke den reservearmé, som Marx beskrev, og som fra et kapitalistisk synspunkt har spillet en nyttig rolle.

Dette er ikke en cyklisk form for arbejdsløshed af samme slags, som arbejderne kendte fra tidligere, som stiger i en krise for dernæst at falde, når økonomien igen kommer på benene. Dette er en permanent, strukturel, organisk arbejdsløshed, som selv ikke mindskes nævneværdigt, når der er et ”opsving” i økonomien. Det er en dødvægt, som bliver til en bremse på produktiv aktivitet, et symptom på, at systemet befinder sig i en blindgyde.

Et årti før krisen i 2008 var antallet af arbejdsløse ifølge FN i omegnen af 120 millioner på verdensplan. I 2009 vurderede Den Internationale Arbejderorganisation (ILO) dette tal til at være 198 millioner og forventede en stigning til 202 millioner i 2013. Men ligesom al officiel statistik vedrørende arbejdsløshed er selv disse tal en alvorlig undervurdering af den reelle situation. Hvis vi inkluderer det enorme antal mænd og kvinder, som er tvunget til at arbejde i diverse marginale ‘jobs’, ville det rigtige tal for antallet af arbejdsløse og underbeskæftigede ikke komme under 1.000 millioner.

Kapitalismens generelle krise påvirker de unge mest alvorligt. Arbejdsløsheden blandt unge er skyhøj over hele verden.

En hel generation af unge ofres på profittens alter. Mange af dem, der har søgt frelse ved at tage en videregående uddannelse, finder ud af, at selv denne vej ender blindt. I Storbritannien, hvor videregående uddannelse engang var gratis, bliver studerende nu nødt til at gældsætte sig, for at opnå de kompetencer de har brug for.

I den anden ende af aldersskalaen må de arbejdere, som nærmer sig pensionsalderen, sande, at de skal arbejde længere og betale mere for en lav pension, hvilket vil hensætte mange i en fattig alderdom. Det gælder både for unge og gamle, at de fleste i dag kan forvente en hel livstid med usikkerhed. Al borgerskabets hykleri om moral og familieværdier er afsløret som hult. Den epidemiske arbejdsløshed, hjemløshed, knusende gæld og ekstreme sociale ulighed, som har gjort en hel generation til pariaer, har undermineret familien og skabt et mareridt, hvor der overalt hersker systematisk fattigdom, håbløshed, fornedrelse og fortvivlelse.

En overproduktionskrise

I græsk mytologi fandtes en figur ved navn Prokrustes, som havde en modbydelig vane med at skære hoved, arme og ben af sine gæster, så de passede ned i hans berygtede seng. I dag ligner det kapitalistiske system Prokrustes seng. Bourgeoisiet ødelægger systematisk produktionsmidlerne for at få dem til at passe ind i det kapitalistiske systems snævre rammer.  

George Soros sammenligner det med den slags kugler, man bruger til at rive høje bygninger ned med. Dog er det er ikke kun bygninger, men hele økonomier og stater, der bliver ødelagt. Tidens parole er stramninger, nedskæringer og faldende levestandard. I alle lande har bourgeoisiet det samme kampråb: ”Vi må skære i de offentlige udgifter!” Enhver regering i den kapitalistiske verden, om den er ”venstre”- eller højreorienteret, udfører i realiteten den samme politik. Dette er ikke resultatet af individuelle politikeres luner, af uvidenhed eller ond vilje (selvom der også er masser af dette), men et tydeligt udtryk for den blindgyde, som det kapitalistiske system befinder sig i.

Dette er udtryk for, at det kapitalistiske system er ved at nå sine grænser og ikke er i stand til at udvikle produktivkræfterne, som det gjorde tidligere. Ligesom Goethes troldmandslærling har det fremmanet kræfter, det ikke kan styre. Men ved at skære i statens udgifter reducerer de samtidigt efterspørgslen og beskærer dermed hele markedet, netop på et tidspunkt hvor selv borgerlige økonomer indrømmer, at der er et alvorligt problem med overproduktion (”overkapacitet”) på verdensplan. Lad os tage et eksempel: bilindustrien. Den er afgørende, da den involverer så mange andre industrier som f.eks. stål-, plast-, kemikalie- og elektronikindustrien.

Den globale overkapacitet i bilindustrien er omkring tredive procent. Dette betyder, at Ford, General Motors, Fiat, Renault, Toyota og alle de andre kunne lukke en tredjedel af deres fabrikker og afskedige en tredjedel af deres arbejdere i morgen, og de ville stadig ikke være i stand til at sælge alle de køretøjer, de producerer, til hvad de anser for at være en acceptabel profitrate. En lignende situation eksisterer i mange andre sektorer. Medmindre og indtil dette problem med overkapacitet er løst, vil der ikke for alvor være en ende på den nuværende generelle krise.

Man kan nemt udtrykke kapitalisternes dilemma. Hvis Europa og USA ikke forbruger, kan Kina ikke producere. Hvis ikke Kina producerer i samme tempo som før, kan lande som Brasilien, Argentina og Australien ikke fortsætte deres eksport af råvarer. Hele verden er uadskilleligt forbundet. Eurokrisen vil påvirke den amerikanske økonomi, som er i en meget skrøbelig tilstand, og hvad der sker i USA, vil få afgørende betydning for hele verdensøkonomien. Således manifesterer globaliseringen sig som en global krise i kapitalismen.

Fremmedgørelse

Med utroligt fremsyn foregreb forfatterne til Manifestet de vilkår, der i dag opleves af arbejderklassen i alle lande.

“Proletarernes arbejde har på grund af den udstrakte anvendelse af maskiner og på grund af arbejdsdelingen mistet al selvstændig karakter og har dermed tabt enhver tiltrækning for arbejderen. Han bliver et rent og skært tilbehør til maskinen, og der kræves kun det mest enkle, ensformige greb, som kan læres på et øjeblik. De omkostninger, arbejderen forårsager, indskrænker sig derfor næsten udelukkende til de livsfornødenheder, som er nødvendige til hans underhold og til videreførsel af hans slægt. Men prisen på en vare, altså også på arbejdet, er lig med dens produktionsomkostninger. I samme grad som arbejdet bliver mere utiltalende, falder altså lønnen. Ja, i samme grad som maskineriet øges og arbejdsdelingen tager til, vokser også arbejdsmængden, enten det nu er ved at sætte arbejdstiden i vejret eller ved at kræve mere arbejde i en given tid, ved at sætte maskinens fart op o.s.v.”^[6]

I dag har USA indtaget den position, som Storbritannien havde på Marx’ tid – som det mest udviklede kapitalistiske land. Dermed udtrykker kapitalismens generelle tendenser sig dér i sin tydeligste form. I løbet af de sidste 30 år er direktørlønningerne vokset med 725 procent, mens arbejdernes lønninger er steget med 5,7 procent. Disse CEOs tjener nu i gennemsnit 244 gange så meget som deres ansatte. Den nuværende minimumsløn er 7,25 dollars i timen. Ifølge Center for Economic Policy Research skulle dette tal i dag være på 21,72 dollars i timen, hvis arbejdslønnen havde holdt trit med arbejdsproduktiviteten. Hvis man tager inflation med i betragtningen, er medianlønnen for mandlige amerikanske arbejdere faktisk lavere i dag end den var i 1968. Det ses altså, at det nuværende opsving primært har været på arbejderklassens bekostning.

Mens millioner er tvunget til kæmpe sig igennem en elendig eksistens af tvungen lediggang, bliver andre millioner nødt til at have to eller endda tre job og arbejder ofte 60 timer eller mere om ugen uden betalt overarbejde. 85,8 procent af den mandlige og 66,5 procent af den kvindelige befolkning arbejder mere end 40 timer om ugen. Ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) “arbejder amerikanerne 137 flere timer om året end japanske arbejdere, 260 flere timer om året end britiske arbejdere og 499 flere timer om året end franske arbejdere.”

Baseret på data fra det amerikanske bureau for arbejdsstatistik (BLS) er den gennemsnitlige produktivitet pr. amerikansk arbejder steget med 400 procent siden 1950. I teorien skulle dette betyde, at en arbejder kun skal arbejde en fjerdedel af den gennemsnitlige arbejdsuge i 1950, det vil sige cirka 11 timer om ugen, for at opnå samme levestandard. Hvis ikke det, skulle levestandarden teoretisk set være firdoblet. Men tværtimod er levestandarden faldet dramatisk for flertallet, mens arbejdsrelateret stress, skader og sygdomme er stigende. Dette afspejles i en epidemi af depression, selvmord, skilsmisser, overgreb på børn og kvinder, masseskyderier og andre sociale onder.

Den samme situation eksisterer i Storbritannien, hvor der under Thatcher-regeringen blev nedlagt 2,5 millioner arbejdspladser i den industrielle sektor. Alligevel er produktionsniveauet fastholdt på samme niveau som i 1979. Dette er ikke opnået gennem indførsel af nye maskiner, men gennem overudnyttelsen af britiske arbejdere. I 1995 advarede Kenneth Calman, formand for det nationale sundhedsvæsen om, at “tabet af livslang beskæftigelse har sluppet en epidemi af stressrelaterede sygdomme løs.”

Klassekampen

Marx og Engels forklarede i Det Kommunistiske Manifest, at en gennemgående faktor i hele den nedskrevne historie er, at social udvikling foregår gennem klassekampen. Under kapitalismen er denne kamp blevet meget forenklet gennem polariseringen af samfundet i to store antagonistiske klasser: bourgeoisiet og proletariatet. Den enorme udvikling inden for industri og teknologi i løbet af de sidste 200 år har ført til en tiltagende koncentration af økonomisk magt på få hænder.

“Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie,” hedder det i en af manifestets mest berømte linjer. I lang tid syntes det for mange, at denne ide var forældet. I den lange periode med kapitalistisk ekspansion, som fulgte anden verdenskrig, med fuld beskæftigelse i de udviklede industrielle økonomier, stigende levestandard og reformer (kan I huske velfærdsstaten?) syntes klassekampen faktisk at være noget der hørte fortiden til.

Marx forudsagde, at kapitalismens udvikling uundgåeligt ville føre til kapitalens koncentration, en enorm akkumulering af rigdom på den ene side og en lige så enorm ophobning af fattigdom, elendighed og ubærligt slid i den anden ende af det sociale spektrum. I årtier blev denne ide nedgjort af de borgerlige økonomer og universitets-sociologer, der insisterede på, at samfundet blev stadig mere ensartet og lige, at alle over tid blev en stor middelklasse. Nu er alle disse illusioner forduftet.

Argumentet som var så elsket af borgerlige sociologer, at arbejderklassen er ophørt med at eksistere, er vendt på hovedet. I den sidste periode er vigtige lag af den arbejdende befolkning, der tidligere betragtede sig som værende middelklasse, proletariseret. Lærere, embedsfolk, bankmedarbejdere og så videre er blevet trukket ind i arbejderklassens og arbejderbevægelsens rækker, hvor de udgør nogle af proletariatets mest aktive dele.

De gamle argumenter om, at alle kan avancere, og at vi alle er en del af middelklassen, er modbevist af begivenhederne. I Storbritannien, USA og mange andre udviklede lande er det modsatte sket i løbet af de sidste 20 eller 30 år. Middelklassefolk plejede at tro på, at livet udfoldede sig i en velordnet fremgang, hvor hvert skridt var et trin op ad stigen. Det er ikke længere tilfældet.

Jobsikkerhed er ophørt med at eksistere, fortidens erhverv og professioner er stort set forsvundne, og mindet om livslange karrierer står knapt nok tilbage i hukommelsen. Stigen er sparket væk, og for de fleste er en middelklasseeksistens end ikke noget, man tør håbe på. Et svindende mindretal kan regne med en pension, som de komfortabelt vil kunne leve af, og meget få har nogen betydelig opsparing. Flere og flere mennesker lever fra dag til dag uden rigtigt at kunne vide, hvad fremtiden bringer.

Dette er en sønderlemmende dom over det kapitalistiske system. Men det betyder også, at proletariseringen kraftigt har reduceret reaktionens sociale reserver, da en stor del af kontorarbejderne og funktionærerne har bevæget sig tættere på den traditionelle arbejderklasse. I de seneste massemobiliseringer har lag, som ikke tidligere kunne have drømt om at strejke eller tilslutte sig en fagforening, så som lærere og embedsfolk, været i klassekampens frontlinje.

Idealisme eller materialisme?

Den idealistiske metode tager udgangspunkt i, hvad folk tænker og siger om sig selv. Men Marx forklarede, at ideer ikke falder ned fra himlen, men i stedet mere eller mindre præcist afspejler objektive situationer, sociale pres og modsætninger, som ligger udenfor menneskers kontrol. Historien udvikler sig ikke som følge af fri vilje eller bevidste ønsker hos den “store mand,” konger, politikere eller filosoffer. Tværtimod afhænger samfundets fremskridt af produktivkræfternes udvikling, som ikke er et produkt af bevidst planlægning, men udvikler sig hen over hovedet på mænd og kvinder.

Marx var den første der fæstnede socialismen på et fast teoretisk grundlag. En videnskabelig forståelse af historien kan ikke baseres på de forvrængede billeder af virkeligheden, der florerer som blege og fantastiske spøgelser i individuelle mænd og kvinders hjerner, men på virkelige sociale relationer. Det betyder, at man må begynde med at klarlægge forholdet mellem sociale og politiske former og produktionsmåden på et givent stadie i historien. Det er netop det, der kaldes den historisk materialistiske analysemetode.

Nogle mennesker vil føle sig provokeret af denne teori, som synes at fjerne betydningen af menneskehedens store hovedroller i den historiske proces. På samme måde blev kirken og dens filosofiske forsvarere dybt fornærmede af Galileos påstand om, at solen, ikke Jorden, var centrum for universet. Senere angreb de samme mennesker Darwin for at antyde, at mennesker ikke var Guds særlige skaberværk, men et produkt af naturlig selektion.

Faktisk benægter marxismen slet ikke den subjektive faktors betydning for historiens løb, menneskets bevidste rolle i samfundsudviklingen. Mænd og kvinder skaber historien, men ikke fuldstændigt efter deres frie vilje og bevidste hensigter. Med Marx’ ord: “’Historien gør intet,’ ‘den besidder ingen enorm rigdom,’ den ‘kæmper ingen slag.’ Det er mennesket, det virkelige levende menneske, der gør alt det, der besidder og kæmper; ‘Historien’ er ikke noget adskilt og bruger ikke mennesket som et middel til at nå sine egne mål; Historien er ikke andet end menneskets aktivitet, der forfølger sine mål.”^[7]

Alt marxismen gør, er at forklare individets rolle som del af et givent samfund, underlagt visse objektive love og i sidste instans som repræsentant for en bestemt klasses interesser. Idéer har hverken selvstændig eksistens eller egen historisk udvikling. “Livet er ikke bestemt af bevidsthed,” skriver Marx i Den Tyske Ideologi, “men bevidsthed af livet”.

Menneskers ideer og handlinger er betinget af sociale relationer, hvis udvikling ikke afhænger af mænds og kvinders subjektive vilje, men finder sted i overensstemmelse med bestemte love, som i sidste ende afspejler behovet for udviklingen af produktivkræfterne. Sammenhængen mellem disse faktorer udgør et komplekst spind, som det ofte er svært at se. Undersøgelsen af disse relationer er grundlaget for den marxistiske historieteori.

Lad os tage nogle eksempler. På tidspunktet for den engelske revolution troede Oliver Cromwell inderligt, at han kæmpede for den enkeltes ret til at bede til Gud efter sin egen samvittighed. Men den videre udvikling af historien viste, at den cromwellske revolution var det afgørende stadie i det engelske bourgeoisis uimodståelige magtovertagelse. Det konkrete stadie af produktivkræfternes udvikling i det syttende århundredes England tillod intet andet udfald.

Lederne af den franske revolution (1789-93) kæmpede under banneret “Frihed, Lighed og Broderskab”. De troede, at de kæmpede for et system baseret på de eviggyldige love om retfærdighed og fornuft. Uanset deres hensigter og ideer banede Jakobinerne imidlertid vejen for bourgeoisiets styre i Frankrig. Også her var der fra en videnskabelig synsvinkel ikke andre mulige resultater på dette trin i den sociale udvikling.

Fra arbejderbevægelsens synspunkt var Marx’ store bidrag, at han var den første til at forklare, at socialisme ikke bare er en god idé, men det nødvendige resultat af samfundets udvikling. Socialistiske tænkere før Marx – de utopiske socialister – forsøgte at opdage universelle love og formler, som kunne danne grundlag for den menneskelige fornufts triumf over klassesamfundets uretfærdighed. Alt hvad der var brug for, var at finde frem til disse ideer, og problemerne ville være løste. Dette er en idealistisk tilgang.

I modsætning til utopisterne forsøgte Marx aldrig at opdage de generelle love for alle samfund. Han analyserede bevægelseslovene for et bestemt samfund, det kapitalistiske samfund, forklarede, hvordan det opstod, hvordan det udviklede sig, og tilmed hvordan det nødvendigvis må ophøre med at eksistere på et givent tidspunkt. Han udførte denne enorme opgave i sine tre bind af Kapitalen.

Marx og Darwin

Charles Darwin, som var en instinktiv materialist, forklarede arternes evolution som resultatet af indvirkninger fra de naturlige omgivelser. Karl Marx forklarede menneskehedens udvikling ud fra udviklingen af det “kunstige” miljø, som man kalder samfundet. Forskellen ligger på den ene side i det menneskelige samfunds enormt komplicerede karakter i forhold til naturens relative enkelhed og for det andet i samfundsforandringernes i høj grad optrappede tempo i forhold til det ekstraordinært langsomme tempo, hvori den naturlige selektion udfolder sig.

På basis af de sociale produktionsrelationer – med andre ord forholdet mellem sociale klasser – opstår komplekse juridiske og politiske former med disses mangfoldige ideologiske, kulturelle og religiøse afspejlinger. Denne komplekse struktur af former og ideer betegnes ofte som den sociale overbygning. Selvom den er baseret på det økonomiske fundament, hæver overbygningen sig over den økonomiske basis og interagerer med den, nogle gange på afgørende vis. Dette dialektiske forhold mellem basis og overbygning er i sin natur meget kompliceret og ikke altid særligt indlysende. Men i sidste ende viser den økonomiske basis sig altid som den afgørende faktor.

Ejendomsforhold er ganske enkelt det juridiske udtryk for forholdet mellem klasser. I deres begyndelse støtter disse relationer – sammen med deres juridiske og politiske udtryk – produktivkræfternes udvikling. Men udviklingen af produktivkræfterne har tendens til at støde på begrænsninger ved de eksisterende ejendomsforhold. Sidstnævnte bliver en forhindring for udviklingen af produktionen. Det er ved det punkt, at vi træder ind i en revolutionær periode.

Idealister ser menneskelig bevidsthed som kilden til al menneskelig handling, som historiens primære drivkraft. Men al historie viser det akkurat modsatte. Menneskelig bevidsthed er generelt hverken progressiv eller revolutionær. Den reagerer langsomt på omstændighederne og er for det meste dybt konservativ. De fleste mennesker kan ikke lide forandring, slet ikke revolutionær forandring. Denne medfødte frygt for forandring er dybt forankret i den kollektive psyke. Den er en del af en forsvarsmekanisme, som har sin oprindelse i menneskeartens fjerne fortid.

Som en generel regel kan man sige, at samfundet aldrig beslutter sig for at tage et skridt fremad, medmindre det er forpligtet til det, presset af ekstrem nødvendighed. Så længe det er muligt at slæbe sig gennem livet på et grundlag af gamle ideer, imens man umærkeligt tilpasser dem til den langsomt forandrende virkelighed, så længe vil mænd og kvinder fortsætte med at bevæge sig langs de vanligt trådte stier. Ligesom inerti i mekanik udgør tradition, vane og rutine en meget tung byrde på den menneskelige bevidsthed, hvilket betyder, at ideer altid har tendens til at halte efter begivenhederne. Det kræver store begivenheders hammerslag at overvinde denne inerti og tvinge folk til at stille spørgsmålstegn ved det eksisterende samfund, dets ideer og værdier.

Alt revolutioner viser, er det faktum, at de sociale modsætninger, som udspringer af konflikten mellem den økonomisk udvikling og samfundets eksisterende struktur, er blevet uudholdelige. Disse centrale modsætninger kan kun løses ved en radikal omstyrtning af den eksisterende orden og dens erstatning med nye sociale relationer, som bringer den økonomiske basis i harmoni med overbygningen.

I en revolution undergår samfundets økonomiske fundament en radikal forandring. Dernæst gennemgår den juridiske og politiske overbygning en lige så dybdegående forandring. I hvert tilfælde er de nye, højere produktionsforhold modnet i kimform i skødet på det gamle samfund, hvor det stiller et presserende behov for overgangen til et nyt socialt system.

Historisk materialisme

Marxisme analyserer de skjulte drivkræfter, som ligger bag udviklingen af det menneskelige samfund, fra de tidligste stammesamfund frem til nutiden. Den måde, som marxismen sporer denne snoede vej, kaldes den materialistiske historieforståelse. Denne videnskabelige metode gør det muligt for os at forstå historien ikke som en række usammenhængende og uforudsete hændelser, men derimod som del af en klart forståelig og internt forbundet proces. Den er en række handlinger og reaktioner på disse handlinger, som dækker politik, økonomi og alle former for social udvikling. At blotlægge det komplekse dialektiske forhold mellem alle disse fænomener er den historiske materialismes opgave.

Den store engelske historiker Edward Gibbon, forfatter til The History of the Decline and Fall of the Roman Empire, skrev, at historien ikke er meget mere end “registeret over menneskehedens forbrydelser, dårskab og ulykker.”^[8] Grundlæggende set har den seneste postmodernistiske fortolkning af historien ikke udviklet sig en tøddel siden da. Historien ses som en række usammenhængende “fortællinger” uden organisk forbindelse og uden indre mening eller logik. Intet socioøkonomisk system kan siges at være bedre eller værre end noget andet, og der kan derfor ikke være tale om fremskridt eller tilbagegang.

Historien fremstår her som en grundlæggende set meningsløs og uforklarlig række tilfældige begivenheder eller uheld. Den styres ikke af love, som vi kan forstå. Forsøg på at forstå historien vil derfor være en meningsløs aktivitet. En variation over dette tema er den ide, som nu er meget populær i nogle akademiske kredse, at der ikke findes højere eller lavere former for social udvikling og kultur. De hævder, at der ikke er noget, der kan kaldes fremskridt, noget de anser for en gammeldags idé, et relikvie fra 1800-tallet, hvor den blev populariseret af victorianske liberale, fabianske socialister og Karl Marx.

Sådan en afvisning af fremskridt i historien er kendetegnende for borgerskabets psykologi i kapitalismens nedgangsfase. Det er en tro afspejling af det faktum, at fremskridt under kapitalismen har nået sine grænser og nu truer med at gå i modsat retning. Borgerskabet og dets intellektuelle repræsentanter er naturligvis ikke villige til at acceptere denne kendsgerning. Og desuden er de i deres natur ude af stand til at indse den. Lenin bemærkede engang, at en mand på kanten af en klippe ikke er i stand til at bruge sin sunde fornuft. Men de har dog en vag ide om den virkelige situation, og forsøger at finde en form for retfærdiggørelse for deres systems dødvande ved at benægte muligheden for fremskridt i det hele taget.

Denne ide er sunket så dybt ind i bevidstheden, at den endda er blevet ført over på den ikke-menneskelige evolutions rige. Selv en så strålende tænker som Stephen Jay Gould, hvis dialektiske teori om ‘punctuated equilibrium’ forvandlede den måde, evolution opfattes på, argumenterede for, at det er forkert at tale om fremskridt fra lavere til højere niveau i evolutionen, således at mikrober skal kunne placeres på samme niveau som mennesker. På en måde er det korrekt, at alle levende ting er beslægtede (det menneskelige genom har helt afgjort bevist dette). Mennesket er ikke den almægtiges særlige skabning, men er et produkt af evolutionen. Det er heller ikke korrekt at se evolution som en slags ‘grand design’, hvis formål var at skabe væsener som os selv (teleologi – fra det græske ’telos’, som betyder ende eller formål). Men i afvisningen af en forkert ide er det ikke nødvendigt at gå til den anden ekstrem, hvilket kun fører til nye fejl.

Det er ikke et spørgsmål om at acceptere en form for forudbestemt plan, der enten er relateret til guddommelig indgriben eller en slags teleologi, men det er klart, at evolutionens love indbygget i naturen faktisk bestemmer udviklingen fra simple livsformer til mere komplekse former. De tidligste former for liv indeholder allerede kimen til alle fremtidige udviklinger. Det er muligt at forklare udviklingen af øjne, ben og andre organer uden tilflugt til en eller anden forudbestemt plan. På et vist tidspunkt får vi udviklingen af et centralnervesystem og en hjerne. Endelig kommer vi med homo sapiens til den menneskelige bevidsthed. Materien bliver bevidst om sig selv. Der har ikke været nogen vigtigere revolution siden udviklingen af organisk stof (liv) ud fra uorganisk materie.

For at tilfredsstille vores kritikere, bør vi måske tilføje sætningen “efter vores mening”. Mikroberne ville, hvis de havde en mening, uden tvivl nok rejse alvorlige indvendinger. Men vi er mennesker og må nødvendigvis se tingene gennem menneskelige øjne. Og vi hævder, at evolution rent faktisk repræsenterer udviklingen af simple livsformer til mere komplekse og alsidige – det vil sige fremskridt fra lavere til højere livsformer. At gøre indsigelse mod en sådan formulering synes at være temmelig meningsløst, ikke videnskabeligt men kun skolastisk. Når man siger dette, er det naturligvis ikke for at krænke mikroberne, som jo har eksisteret meget længere end os, og hvis det kapitalistiske system ikke styrtes, måske endda ler sidst.

Historiens lokomotiv

I sit værk Bidrag til kritik af den politiske økonomi forklarer Marx sammenhængen mellem produktivkræfterne og ”overbygningen” som følger:

“I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed.”^[9]

Som Marx og Engels så indgående påpegede, er historiens aktører ikke altid opmærksomme på hvilke motiver, der driver dem, og søger i stedet at rationalisere dem på den ene eller anden måde, men disse motiver eksisterer og har grundlag i den virkelige verden.

Ligesom Charles Darwin forklarer, at arterne er foranderlige, at de har en fortid, en nutid og en fremtid, og ændrer og udvikler sig, forklarer Marx og Engels, at et givent socialt system ikke varer evigt. Dette er ellers enhver epokes illusion. Ethvert socialt system tror, at netop det selv repræsenterer den eneste mulige eksistensform for mennesket, at dets institutioner, dets religion, dets moral er det endelige ord.

Det var hvad kannibalerne, de egyptiske præster, Marie-Antoinette og Zar Nikolaj alle troede. Og det er det, borgerskabet og dets forsvarere i dag ønsker at demonstrere, når de uden skyggen af beviser forsikrer os om, at systemet med det såkaldte “frie marked” er det eneste mulige system – netop mens det begynder at smuldre for øjnene af os.

I dag er ideen om “evolution” blevet generelt accepteret af i hvert fald uddannede personer. Darwins ideer, så revolutionerende for hans tid, accepteres næsten som en selvfølge. Evolution forstås dog generelt som en langsom og gradvis proces uden afbrydelser eller voldsomme omvæltninger. I politik anvendes dette argument ofte som en begrundelse for reformismen. Desværre er det baseret på en misforståelse.

Den virkelige evolutionsmekanisme er stadig den dag i dag en lukket bog. Dette er næppe overraskende, eftersom Darwin selv ikke forstod det. Kun i de sidste årtier med nye opdagelser indenfor palæontologien foretaget af Stephen J. Gould, som står bag teorien om ‘punctuated equilibrium’, er det blevet påvist, at evolution ikke er en gradvis proces. Der er lange perioder, hvor der ikke observeres store ændringer, men på et givent tidspunkt brydes evolutionslinjen af en eksplosion, en virkelig biologisk revolution karakteriseret ved masseudryddelse af nogle arter og den hurtige fremkomst af andre.

Analogien mellem samfund og natur er naturligvis kun omtrentlig. Men selv den mest overfladiske undersøgelse af historien viser, at en gradualistisk fortolkning er grundløs. Samfundet gennemgår ligesom naturen lange perioder med langsom og gradvis forandring, men også her er linjen afbrudt af eksplosive udviklinger – krige og revolutioner, hvor forandringsprocessen er enormt accelereret. Faktisk er det disse begivenheder, der fungerer som den vigtigste drivkraft i den historiske udvikling. Og i bund og grund opstår revolutioner, når et bestemt socioøkonomisk system har nået sine grænser og ikke er i stand til at udvikle produktivkræfterne som tidligere.

Et dynamisk syn på historien

De som benægter, at der findes nogen som helst love, som styrer det menneskelige samfunds udvikling, vil altid komme til at anskue historien fra et subjektivt og moralistisk standpunkt. De vil, som Gibbon (dog uden hans ekstraordinære talent), ryste på hovedet over det uendelige skue af meningsløs vold; det umenneskelige i kampene og konflikterne og så videre. I stedet for et videnskabeligt syn på historien får vi en prædiken. Hvad der dog mangler er ikke en moralsk prædiken men rationel indsigt. Bag de isolerede fakta er det nødvendigt at skelne bredere tendenser, overgangene fra ét samfundssystem til et andet og finde drivkræfterne bag disse overgange.

Ved at anvende den dialektisk materialistiske metode på historien er det øjeblikkeligt indlysende, at den menneskelige historie har sine egne love, og at det som følge heraf er muligt at forstå menneskehedens historie som en proces. Forskellige socioøkonomiske systemers tilblivelse og fald kan forklares videnskabeligt i forhold til deres evne eller mangel på samme til at udvikle produktionsmidlerne og derved skubbe grænserne for den menneskelige kultur yderligere fremad og forøge menneskets dominans over naturen.

De fleste tror, at samfundet er fast i al evighed, og at dets moralske, religiøse og ideologiske værdier er uforanderlige sammen med det, man kalder ”menneskets natur”. Men blot det mindste kendskab til historie viser, at dette ikke er rigtigt. Historien manifesterer sig selv som forskellige socioøkonomiske systemers tilblivelse og fald. Præcist som individuelle mænd og kvinder bliver samfund født, udvikler sig, når sine grænser, går i forfald og bliver så erstattet med en ny social formation.

I sidste ende er et socioøkonomisk systems levedygtighed bestemt af dets evne til at udvikle produktivkræfterne, eftersom alt afhænger af disse. Men mange andre faktorer indgår også i ligningen: religion, politik, filosofi, moral, de forskellige klassers psykologi og individuelle lederes kompetencer. Men disse ting falder ikke ned fra himlen, og en grundig analyse vil vise, at de er bestemt af – dog på en modstridende og dialektisk måde – de virkelige historiske omgivelser og tendenser og processer, som er uafhængige af menneskets vilje.

Livssynet i et samfund, som er i en fase af opstigning; som udvikler produktionsmidlerne og skubber grænserne for kultur og civilisation fremad, er meget anderledes end psykologien i et samfund, der er i et stadie af stagnation og nedgang. Den generelle historiske kontekst bestemmer alt. Den har indflydelse på det fremherskende moralske klima og mænd og kvinders holdning til de eksisterende politiske og religiøse institutioner. Den har endda indflydelse på de individuelle politiske lederes kvalitet.

Kapitalismen var i sin ungdom i stand til at udrette kolossale bedrifter. Den udviklede produktivkræfterne til en grad uden sidestykke i historien og var derfor i stand til at flytte grænserne for den menneskelige civilisation. Folk følte, at samfundet bevægede sig fremad trods de uretfærdigheder og den udnyttelse, som altid har karakteriseret dette system. Denne følelse udviklede sig til en generel følelse af optimisme og fremskridt, som karakteriserede den gamle liberalisme med den faste overbevisning, at i dag er bedre end i går, og i morgen bliver bedre end i dag.

Dette er ikke længere tilfældet. Den gamle optimisme og blinde tro på fremskridt er blevet erstattet af en grundlæggelse utilfredshed med nutiden og pessimisme med hensyn til fremtiden. Denne allestedsnærværende følelse af frygt og usikkerhed er blot den psykologiske afspejling af det faktum, at kapitalismen ikke længere kan spille en progressiv rolle nogen steder.

I det 19. århundrede stod liberalismen, bourgeoisiets hovedideologi, (i hvert fald i teorien) for fremskridt og demokrati.Men neoliberalisme i den moderne forstand er blot en maske, som dækker for den grumme virkeligheds mest griske udbytning: rovdrift på vores planet; ødelæggelsen af miljø uden den mindste bekymring for fremtidige generationers skæbne. Det eneste ejerne af de store firmaer, de virkelige herskere over USA og resten af verden, bekymrer sig om, er at berige sig selv gennem udplyndring: asset-stripping, korruption, tyveri af offentlige aktiver gennem privatisering og parasitisme: Disse er bourgeoisiets hovedtræk i dets fase af senilt forfald.

Samfunds storhed og fald

”Overgangen fra et system til et andet er altid bestemt af produktivkræfternes udvikling, dvs. teknikken og organiseringen af arbejdet. Op til et vist punkt er samfundsforandringer kvantitative i karakter og ændrer ikke på samfundets fundament, dvs. den fremherskende ejendomsform. Men der nås et punkt, hvor produktivkræfterne er modnede, hvor disse ikke længere kan holde sig indenfor de gamle ejendomsformer; derpå følger en radikal forandring af samfundsordenen fulgt af chok.”^[10]

Et almindeligt argument mod socialisme er, at det er umuligt at ændre på den menneskelige natur; folk er naturligt selviske og grådige og så videre. I virkeligheden findes der ingen overhistorisk menneskelig natur. Det vi opfatter som menneskelig natur, er gennemgået mange ændringer gennem menneskehedens udvikling. Mænd og kvinder ændrer konstant naturen gennem sit arbejde, og som følge af dette ændrer de sig selv. Angående påstanden om at mennesket er naturligt selvisk og grådigt, bliver den modbevist af kendsgerningerne ved menneskehedens evolution.

Vores tidligste forfædre, som i realiteten ikke rigtigt var mennesker, var små og fysisk svage i forhold til andre dyr. De havde ikke stærke tænder eller klør. Deres oprejste stilling betød, at de ikke kunne løbe hurtigt nok til at fange den antilope, de ønskede at spise, eller flygte fra den løve, der ønskede at spise dem. Størrelsen på deres hjerner var omtrent den samme som en chimpanses. På den østafrikanske savanne hvor de vandrede rundt, var de i en ekstremt ugunstig position i forhold til alle andre arter – bortset fra i ét fundamentalt aspekt.

Engels forklarer i sit brillante essay ”Arbejdets rolle ved abens forvandling til menneske”, hvordan den oprejste stilling frigjorde hænderne, der oprindeligt var blevet udviklet til at klatre i træer. Produktionen af stenværktøjer repræsenterede et kvalitativt spring, der gav vores forfædre en evolutionær fordel. Men endnu vigtigere var den stærke følelse af fællesskab, kollektiv produktion og det sociale liv, der var tæt forbundet med sprogets udvikling.

Menneskebørns ekstreme sårbarhed i forhold til andre arters unger betød, at vores forfædre, hvis jæger-samler eksistens tvang dem til at flytte sig fra ét sted til et andet i søgen efter føde, blev nødt til at udvikle en stærk følelse af solidaritet for at beskytte deres afkom og derved sørge for stammens eller klanens overlevelse. Vi kan med sikkerhed antage, at uden denne stærke følelse af samarbejde og solidaritet var vores race døet ud, før den endnu var født.

Vi kan endda stadig se dette i dag. Hvis et barn er ved at drukne i en flod, ville de fleste forsøge at redde det, også selvom de dermed risikerer sit eget liv. Mange mennesker er druknet i forsøg på at redde andre. Dette kan ikke forklares gennem egoistisk beregning eller af familiære bånd i en lille stamme. De mennesker der handler i en sådan situation, kender ikke den, de forsøger at redde, og de forventer ej heller nogen belønning for at gøre det, de gør. Denne uselviske adfærd er fuldstændig spontan og kommer fra et dybtliggende solidarisk instinkt. Påstanden om at mennesker er naturligt selviske, som er en afspejling af den uskønne og umenneskelige fremmedgørelse i det kapitalistiske samfund, er en afskyelig fornedring af hele menneskeligheden.

I langt størstedelen af vores arts historie levede folk i samfund, hvor den private ejendomsret i moderne forstand ikke fandtes. Der var ingen penge, ingen chefer eller arbejdere, ingen finansfolk eller bolighajer, ingen stat, ingen organiseret religion, intet politi og ingen fængsler. Selv familien, som vi forstår den i dag, eksisterede ikke. I dag finder mange det svært at forestille sig en verden uden disse ting; De virker så naturlige, at de kunne være blevet skabt af den Almægtige. Og alligevel klarede vores forfædre sig ganske fint uden dem.

Overgangen fra jæger-samlersamfund til det fastboende land- og kvægbrug udgør den første store sociale revolution, som den store australske arkæolog (og marxist) Gordon Childe kaldte ”den neolitiske revolution”. Landbrug skal bruge vand. Når landbruget når ud over den mest basale subsistensproduktion, kræver det kunstvanding, gravearbejde, opdæmning og vanddistribution i stor skala. Alt dette er samfundsmæssige opgaver.

Kunstvanding over store arealer kræver organisation i bred skala. Det kræver indsættelsen af et stort antal arbejdere og en høj grad af organisation og disciplin. Arbejdsdelingen, der allerede eksisterede i kimform som den elementære opdeling mellem de biologiske køn, som opstod ud af behov tilknyttet fødsel og opfostring af børn, bliver udviklet til et højere niveau. Samarbejde kræver holdledere, formænd, tilsynsmænd og så videre, samt en hær af embedsmænd til at overvåge planens udførsel.

Samarbejde på en så massiv skala kræver planlægning, samt videnskab og teknik. Det var for store opgaver til de små grupper, der var organiserede i klaner, som udgjorde kernen i det gamle samfund. Behovet for at organisere og mobilisere et stort antal arbejdere førte til oprettelsen af en central stat sammen med en central administration og en hær, som i Egypten og Mesopotamien.

Tidsregistrering og afstandsmåling var nødvendigheder for produktionen og var i sig selv produktivkræfter. Derfor sporer Herodot geometriens begyndelse i Egypten til behovet for at kunne genopmåle det oversvømmede land på en årlig basis. Selve ordet geometri betyder hverken mere eller mindre end ”jordmåling”.

Studiet af himlen, astronomi og matematik gjorde de egyptiske præster i stand til at forudse Nilens oversvømmelser osv. Altså er videnskab opstået fra økonomisk nødvendighed. I sit værk Metafysik skriver Aristoteles: ”Mennesket begynder først at filosofere, når livsnødvendighederne er opfyldt.”^[11] Denne udtalelse rammer kernen af historisk materialisme – 2.300 år før Karl Marx.

I centrum for spaltningen mellem rige og fattige, undertrykkere og undertrykte, uddannede og ignoranter, er delingen mellem håndens og åndens arbejde. Arbejdslederen er ofte fritaget fra manuelt arbejde, som nu bærer stigma. Biblen taler om ”skovhuggere og bærere af vand”, masserne ekskluderede fra kulturen, der på sin side blev hyldet ind i en kappe af mystik og magi. Dets hemmeligheder var tæt bevogtet af kasten af præster og skribenter, som havde monopol på den.

Her ser vi altså allerede konturerne af klassesamfundet, spaltningen af samfundet i klasser: udbyttere og udbyttede. I ethvert samfund hvor kunst, videnskab og regeringsførelse er mindretallets monopol, vil dette mindretal bruge og misbruge dette monopol til sin egen fordel. Det er klassesamfundets mest grundlæggende hemmelighed og har været det i de sidste 12.000 år.

I løbet af al den tid er der sket mange fundamentale ændringer i det økonomiske og sociale livs former. Men de fundamentale relationer mellem undertrykkere og undertrykte, rige og fattige, udbyttere og udbyttede forbliver de samme. På samme vis er staten forblevet, hvad den altid har været: et instrument til tvang og et udtryk for klassestyre, selvom den konkrete styreform er ændret mange gange.

Slavesamfundets storhed og fald var efterfulgt af feudalismen i Europa, som senere blev fortrængt af kapitalismen. Bourgeoisiets fremmarch, der startede i de italienske og hollandske landsbyer og byer, nåede et afgørende stadie med de borgerlige revolutioner i Holland og England i det 16. og 17. århundrede, samt den franske revolution i 1789-93. Alle disse forandringer var efterfulgt af store forandringer i kunst, kultur, litteratur, religion og filosofi.

Staten

Staten er et særligt undertrykkelsesapparat, som står over samfundet og i stigende grad fremmedgør sig fra det. Dette apparat har sin oprindelse i den fjerne fortid. Men den konkrete stats oprindelse varierer dog afhængigt af de omstændigheder, den er født ud af. Blandt germanerne og de indfødte amerikanere rejste den sig ud af det krigersamfund, som samledes omkring krigshøvdingens person. Dette er også tilfældet hos grækerne, som vi kan se i Homers episke digte.

Oprindeligt vandt disse høvdinge deres autoritet på grund af deres personlige mod, visdom eller andre personlige kvaliteter. Modsat i barbariets tidsalder har den herskende klasses magt i dag intet at gøre med personlige egenskaber hos dens ledere. Den har rod i objektive sociale og produktive relationer og pengenes magt. Selvfølgelig kan den individuelle hersker være dygtig, dårlig eller et sted midt i mellem, men det er ikke pointen.

Allerede i de tidligste former for klassesamfund viste staten sig som et monster, der slugte store mængder arbejde, undertrykte masserne og frarøvede dem alle rettigheder. På samme tid ved at udvikle arbejdsdelingen, ved at organisere samfundet og bringe samarbejde til det højeste niveau nogensinde, gjorde den det muligt at sætte en enorm mængde arbejdskraft i gang og hævede derved den menneskelige produktivitet til niveauer, man ikke havde turdet drømme om før.

Grundlaget som alt dette afhang af, var bondemassernes arbejde. Staten havde brug for et stort antal bønder til at betale skatter og levere hoveri – de to søjler som samfundet baserede sig på. Den der kontrollerede dette produktionssystem, kontrollerede magten og staten. Rødderne til statsmagtens oprindelse findes i produktionsforholdene, ikke i personlige kvalifikationer. Statsmagten i sådanne samfund var nødvendigvis centraliseret og bureaukratisk. Oprindeligt havde den en religiøs karakter og var blandet sammen med præstekastens magt. I toppen stod gudekongen og under ham en hær af embedsmænd, Mandariner, skrivere, tilsynsmænd og så videre. Selve skrivekunsten blev ophøjet til en mystisk kunstart, som kun disse få kendte til.

Altså er statsmagten siden sin begyndelse blevet mystificeret. De reelle samfundsmæssige relationer bliver skjult i en fremmedgørende forklædning. Det er stadig tilfældet. I Storbritannien bliver denne mystificering kultiveret bevidst gennem ceremoni, pomp og tradition. I USA bliver den kultiveret på andre måder: kulten omkring præsidentembedet, som udgør statsmagtens personificering. I sin essens repræsenterer enhver statsform dog blot én klasses dominans over resten af samfundet. Selv i sin mest demokratiske form står den for én klasses diktatur – den herskende klasses – den klasse, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne.

Den moderne stat er et bureaukratisk monstrum, der opsluger en kolossal mængde af de værdier, arbejderklassen skaber. Marxister og anarkister er enige om, at staten er et uhyrligt undertrykkelsesredskab, der skal elimineres. Spørgsmålet er: Hvordan? Af hvem? Og hvad vil træde i stedet? Det er det grundlæggende spørgsmål for enhver revolution. I en tale om anarkisme under den russiske borgerkrig opsummerede Trotskij glimrende det marxistiske standpunkt i forhold til staten:

”Bourgeoisiet siger: Rør ikke ved statsmagten; Den er de uddannede klassers hellige, nedarvede privilegium. Men anarkisterne siger: Rør den ikke; Det er en infernalsk opfindelse, en djævelsk enhed, lad være med at have noget med den at gøre. Bourgeoisiet siger: Rør den ikke, den er hellig. Anarkisterne siger: Rør den ikke, den er syndig. Begge siger: Rør den ikke. Men vi siger: Rør den ikke blot, grib den og sæt den til at virke i jeres egne interesser, for afskaffelse af privatejendommen og for arbejderklassens frigørelse.”^[12]

Marxismen forklarer, at staten i sidste ende består af væbnede grupper af mænd: hæren, politiet, domstolene og fængslerne. Mod anarkisternes forvirrede idéer argumenterede Marx for, at arbejderne har brug for en stat til at overkomme modstanden fra de udbyttende klasser. Men dette argument er blevet forvrænget af både bourgeoisiet og anarkisterne. Marx talte om ”proletariatets diktatur”, hvilket blot er et mere videnskabeligt præcist begreb for ”arbejderklassens politiske styre”.

I dag har ordet ’diktatur’ konnotationer, der var ukendte for Marx. I en tidsalder som har stiftet bekendtskab med både Hitler og Stalins forfærdelige forbrydelser, frembringer ordet mareridtsagtige forestillinger om et totalitært monster, koncentrationslejre og hemmeligt politi. Men sådanne ting fandtes end ikke i fantasien på Marx’ tid. For ham kom ordet ’diktatur’ fra den romerske republik, hvor det betegnede en situation i krigstid, hvor man tilsidesatte de normale love midlertidigt.

Den romerske diktator (”én som dikterer”) var en ekstraordinær magistrat (magistratus extraordinarius) med absolut autoritet til at gennemføre de opgaver, som lå ud over magistratens normale autoritet. Embedet var oprindeligt kaldet Magister Populi (folkets mester), det vil sige borgerhærens mester. Med andre ord var det en militær rolle, der næsten altid involverede at lede en hær på slagmarken. Efter den aftalte periode var ovre, trådte diktatoren tilbage. Idéen om et totalitært diktatur som Stalins Rusland, hvor staten undertrykker arbejderklassen til fordel for en privilegeret bureaukratisk kastes interesser, ville have forfærdet Marx. Hans model kunne ikke være mere anderledes. Marx baserede sin idé om proletariatets diktatur på Pariserkommunen fra 1871. Her, for første gang nogensinde, styrtede folkemasserne, med arbejderne i front, den gamle stat og i det mindste begyndte opgaven med at omdanne samfundet. Uden nogen klart defineret plan, ledelse eller organisation, udviste masserne et forbløffende mod, initiativ og kreativitet. Da Marx og Engels opsummerede erfaringerne fra Pariserkommunen, skrev de: “Navnlig har Pariserkommunen leveret bevis for, at ‘arbejderklassen ikke simpelthen kan tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål’…” (Forord til den tyske udgave af Det Kommunistiske Manifest fra 1872).

Overgangen til socialisme – en højere form for samfund baseret på ægte demokrati og overflod til alle – kan kun blive opnået gennem arbejderklassens aktive og bevidste deltagelse i ledelsen af samfundet, industrien og staten. Disse ting er ikke noget der venligt bliver overrakt til arbejderne af godhjertede kapitalister eller bureaukrater.

Under Lenin og Trotskij blev sovjetstaten udformet til at facilitere inddragelsen af arbejderne i opgaverne med kontrol og regnskab for at sikre en uafbrudt fremgang i reduktionen af de ”særlige funktioner”, som var forbundet med embedsmandsvældet og statsmagten. Der blev lagt strenge begrænsninger på embedsmændenes løn, magt og privilegier for at forhindre dannelsen af en privilegeret kaste.

Den arbejderstat, som blev etableret af den bolsjevikiske revolution i 1917, var hverken bureaukratisk eller totalitær. Før det stalinistiske bureaukrati fravristede kontrollen fra masserne, var det tværtimod den mest demokratiske stat, der nogensinde har eksisteret. De basale principper, som sovjetmagten var baseret på, var ikke opfundet af Marx eller Lenin. De var baseret på konkrete erfaringer fra Pariserkommunen og senere videreudviklet af Lenin.

Lenin var bureaukratiets svorne fjende. Han understregede altid, at proletariatet kun har brug for en stat, der er ”således konstitueret, så den vil begynde at dø bort, og ikke kan lade være med at dø bort”. En reel arbejderstat har intet at gøre med det bureaukratiske monster, der eksisterer i dag, og endnu mindre med det som eksisterede i det stalinistiske Rusland. De basale betingelser for arbejderdemokrati blev fremsat i et af Lenins vigtigste værker: Staten og Revolutionen:

1. Frie og demokratiske valg samt ret til tilbagekaldelse af alle embedsmænd.
2. Ingen embedsmand må tjene en højere løn end en faglært arbejder.
3. Ingen stående hær og intet politi, men et bevæbnet folk.
4. Gradvist skal alle administrative opgaver udføres af alle på skift. ”Enhver kok skal være i stand til at blive premierminister – Når alle er ”bureaukrater”, er der ingen, der er det.”

Det var de betingelser, som Lenin fremsatte, ikke for fuldt udviklet socialisme eller kommunisme, men for den allerførste periode i en arbejderstat – overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme.

Arbejder- og soldatersovjetterne var valgte forsamlinger, som ikke var fyldte med professionelle politikere og bureaukrater, men med almindelige arbejdere, bønder og soldater. Det var ikke en fremmed magt hævet over samfundet, men en magt baseret på folkets direkte initiativ fra bunden og op. Dens love var ikke som de love, der vedtages af en kapitalistisk statsmagt. Det var en magt, der var fuldstændig anderledes fra den, der generelt findes i de parlamentariske republikker med borgerligt demokrati af den type, der stadig er fremherskende i de udviklede lande i Europa og Amerika. Denne magt var af samme type som Pariserkommunen fra 1871.

Det er sandt, at grundet forfærdende tilbageståenhed, fattigdom og analfabetisme var den russiske arbejderklasse ikke i stand til at holde fast i den magt, den havde erobret. Revolutionen gennemgik en proces med bureaukratisk degenerering, som førte til etableringen af stalinismen. I modsætning til de løgne som de borgerlige historikere fortæller, var stalinisme ikke et produkt af bolsjevismen, men dens mest bitre fjende. Stalin står i cirka samme forhold til Marx og Lenin, som Napoleon stod i forhold til Jakobinerne og Paven i forhold til de første kristne.

Det tidlige Sovjetunionen var faktisk slet ikke en stat på den måde vi normalt forstår begrebet, men snarere et organiseret udtryk for arbejderklassens revolutionære magt. For at bruge et udtryk fra Marx, var det en ”semi-stat”, en stat designet til på et tidspunkt at visne bort og blive opløst i samfundet, og på den måde give plads til den kollektive administration af samfundet til alles bedste uden magt eller tvang. Det, og kun det, er den ægte marxistiske opfattelse af en arbejderstat.

Bourgeoisiets opstigning

Trotskij påpegede, at revolution er historiens drivkraft. Det er ikke tilfældigt, at bourgeoisiets opstigning i Italien, Holland, England og senere i Frankrig blev fulgt af en ekstraordinær opblomstring af kultur, kunst og videnskab. I de lande hvor den borgerlige revolution triumferede i det 17. og 18. århundrede, blev udviklingen af produktivkræfterne og teknologien akkompagneret af en parallel udvikling af videnskab og filosofi, som underminerede kirkens ideologiske dominans for evigt.

I modsætning hertil var de lande, hvor den feudal-katolske reaktion kvalte det nye samfunds kim, før det endnu spirede, dømt til et langvarigt mareridt med degenerering, tilbagegang og forfald. Spanien er måske det klareste eksempel på dette.

I kapitalismens gryende epoke, da den stadig repræsenterede en progressiv kraft i historien, blev bourgeoisiets første ideologer nødt til at kæmpe en hård kamp mod feudalismens ideologiske bastioner, startende med den katolske kirke. Længe før det tog magten fra feudale godsejere, måtte bourgeoisiet, i skikkelse af dets mest bevidste og revolutionære repræsentanter, bryde førstnævntes ideologiske forsvar ned; de filosofiske og religiøse rammer, som var vokset op omkring kirken og dens militante fløj: inkvisitionen.

Kapitalismens fremkomst begyndte først i Holland og i byerne i det nordlige Italien. Med kapitalismen fulgte nye holdninger, som langsomt konsoliderede sig som en ny moral og nye religiøse overbevisninger. Under feudalismen var økonomisk magt udtrykt i form af ejerskab af jord. Penge spillede en sekundær rolle. Men handlens og manufakturens fremkomst, samt de begyndende markedsrelationer, der fulgte dem, gjorde penge til en endnu større magt. Store bankfamilier, som Fugger, rejste sig og udfordrede kongernes magt.

De blodige religionskrige i det 16. og 17. århundrede var blot det ydre udtryk for dybere klassekonflikter. Det eneste mulige resultat af disse kampe var bourgeoisiets magtovertagelse og etableringen af nye (kapitalistiske) produktionsforhold. Men lederne af disse kampe havde ingen forudgående viden herom.

Den engelske revolution i 1640-1660 var en stor social transformation. Det gamle feudale regime blev destrueret og erstattet af en ny, kapitalistisk samfundsorden. Den engelske borgerkrig var en klassekrig, der styrtede Charles I’s despoti og den reaktionære feudale orden, der stod bag ham. Parlamentet repræsenterede de nye fremvoksende middelklasser fra land og by, som udfordrede og besejrede det gamle regime ved at halshugge kongen og afskaffe the House of Lords i samme omgang.

Oliver Cromwell lagde objektivt set fundamentet for bourgeoisiets herredømme i England. Men for at gøre dette, for at få alt det feudal-monarkistiske skrammel af vejen, var han først nødt til at feje det kujonagtige bourgeoisi til side, ophæve dets parlament, og basere sig selv på småborgerskabet; småbønderne fra East Anglia, den klasse som han selv tilhørte; samt de plebejerske og semi-proletariske masser i land og by.

Som leder af en revolutionær hær opildnede Cromwell massernes kampånd ved at appellere til Bibelen, helgenerne og Guds kongerige på Jorden. Hans soldater gik ikke til kamp under lejens, rentens og profittens banner, men til sang af religiøse hymner. Denne evangeliske ånd, som snart blev fyldt med et revolutionært (og endda til tider et kommunistisk) indhold, var hvad der inspirerede masserne til at kæmpe med enormt mod og entusiasme mod Baals hære.^[13]

Men, da han først fik magten, kunne Cromwell ikke gå ud over de grænser, som historien havde etableret, samt produktivkræfters objektive begrænsninger i denne epoke. Han var tvunget til at vende sig mod venstrefløjen, undertrykke ”the Levellers” med magt, og følge en politik, der favoriserede bourgeoisiet og forstærkede de kapitalistiske ejendomsforhold i England. Det endte med, at Cromwell afskedigede parlamentet og regerede som diktator indtil sin død, hvorefter det engelske bourgeoisi, der frygtede, at revolutionen var gået for langt og måske kunne udvikle sig til en trussel mod ejendomsretten, genindsatte Stuarterne på tronen.

Den franske revolution i 1789-93 var på et kvalitativt højere niveau. I stedet for religion appellerede jakobinerne til Fornuften. De kæmpede under parolerne frihed, lighed og broderskab for at opildne de plebejerske og semiproletariske masser til kamp mod det feudale aristokrati og monarkiet.

Længe før revolutionen væltede Bastillens formidable mure, havde den revet kirkens og religionens usynlige, men ikke mindre formidable, mure ned. Men da det franske bourgeoisi blev den herskende klasse, der nu stod overfor en ny revolutionær klasse, proletariatet, glemte bourgeoisiet hurtigt dets rationalistiske og ateistiske rus fra dets ungdom.

Efter Robespierres fald længtes de sejrende ejendomsbesiddere efter stabilitet. I deres søgen efter en stabiliserende formular og konservativ ideologi, der kunne retfærdiggøre deres privilegier, genopdagede de hurtigt det tiltrækkende ved den hellige kirke. Med sin ekstraordinære evne til at tilpasse sig har sidstnævnte formået at overleve i næsten to årtusinder, trods alle de samfundsforandringer der har fundet sted. Den katolske kirke bød hurtigt sin nye herre og beskytter velkommen og helliggjorde storkapitalens domæne på samme måde, som kirken havde helliggjort de feudale monarkers og de romerske slaveejeres magt.

En karikatur af marxismen

I sit klassiske værk What is history? siger den engelske historiker E.H. Carr, at historiske fakta “altid er afbøjet gennem historikerens øje”, og at man bør “studere historikeren, før man begynder at studere fakta”. Med det mente han, at historiefortællingen aldrig kan adskilles hverken fra forfatterens eller læserens synspunkter, politiske eller ej, eller fra den tid, de lever i.

Det siges ofte, at historien skrives af sejrherrerne. Med andre ord er udvælgelsen og fortolkningen af historiske begivenheder formet af selve udfaldet af disse konflikter, da de påvirker historikeren og dermed hans opfattelse af, hvad læseren ønsker at læse. På trods af borgerlige historikeres prætentioner om en angivelig objektivitet afspejler historieskrivning uvægerligt et klassestandpunkt. Det er umuligt at undsige sig at have en eller anden form for holdning til de beskrevne begivenheder. At påstå andet er at bedrage læseren.

Når marxister ser på samfundet, lader de ikke, som om de er neutrale, men forfægter åbent arbejderklassens sag og socialismen. Men det udelukker på ingen måde videnskabelig objektivitet. En kirurg, der er i gang med en vanskelig operation, er også engageret i at redde sin patients liv. Han er langt fra “neutral” omkring udfaldet. Præcist af denne årsag vil han med ekstrem omhyggelighed skelne mellem de forskellige lag i organismen. På samme måde vil marxister stræbe efter at opnå den mest videnskabeligt korrekte analyse af sociale processer for at kunne være i stand til at påvirke udfaldet positivt. Men vi beskæftiger os her ikke blot med en række fakta, “én efter én”, men søger aktivt at uddrage de generelle processer, der er involveret, og forklare dem.

Ud fra dette kan vi se, at historiens strøm og retning er blevet – og bliver – formet af flere på hinanden følgende sociale klassers kamp for at forme samfundet efter sine interesser, og af konflikterne mellem klasserne som udspringer heraf.

Der gøres ofte forsøg på at miskreditere marxismen ved at opstille en karikatur af dens historiske analysemetode. Der er intet lettere end at opstille en stråmand for blot at vælte den igen. Den almindelige fordrejning er, at Marx og Engels reducerede alting til et spørgsmål om økonomi. Denne absurditet blev besvaret af Marx og Engels mange gange, som i det følgende uddrag af Engels’ brev til Bloch:

“Efter materialistisk historieopfattelse er det i sidste instans bestemmende element i historien produktionen og reproduktionen af de virkelige livsbetingelser. Mere har hverken Marx eller jeg nogensinde hævdet. Hvis nu nogen fordrejer dette til, at det økonomiske element er det eneste bestemmende, så forvandler han denne sætning til en intetsigende, abstrakt og absurd frase.”^[14]

Historisk materialisme har intet til fælles med fatalisme. Mænd og kvinder er ikke blot marionetter styret blindt af historiske kræfter. Men de er heller ikke fuldstændigt frie subjekter i stand til at forme deres skæbne uafhængigt af de eksisterende forhold, som den økonomisk udvikling, videnskabens og teknikkens niveau pålægger dem, og som i sidste instans afgør, hvorvidt et socio-økonomisk system er levedygtigt eller ej. For at citere Engels:

“Menneskene laver deres historie, hvordan denne end falder ud, ved, at hver enkelt forfølger sine egne bevidst villede formål, og det er præcist resultatet af disse mange viljer, der bevæger sig i forskellige retninger, og af deres mangfoldige indvirkninger på yderverdenen, der udgør historien.”^[15] Marx og Engels kritiserede gentagne gange den overfladiske måde, nogle misbrugte den historisk materialistiske metode. I sit brev til Conrad Schmidt, som er dateret til 5. august 1890, skriver Engels:

”Overhovedet tjener ordet ‘materialistisk’ i Tyskland simpelthen som frase for mange yngre forfattere, en frase, som man uden videre studium klistrer på alt muligt, dvs. man klistrer denne etikette på og tror så at have afgjort sagen. Men vor historieopfattelse er frem for alt en vejledning ved studiet og ikke en løftestang til konstruktioner á la hegelianisme. Hele historien må studeres på ny, de forskellige samfundsformationers eksistensbetingelser må undersøges i enkeltheder, før man forsøger på af dem at udlede de politiske, privatretslige, æstetiske, filosofiske, religiøse osv. anskuelser, der svarer til dem. På dette punkt er der indtil nu kun sket meget lidt, fordi kun få for alvor er gået i gang med det. På dette punkt har vi brug for hjælp i massevis, området er uendelig stort, og hvem der vil arbejde for alvor, kan yde meget og udmærke sig.”^[16]

I et andet brev til Conrad Schmidt, som er dateret 27. oktober 1890, skriver Engels:

”Det, de herrer alle mangler, er dialektik. De ser altid kun årsag her, virkning der. At dette er en hul abstraktion, at der i den virkelige verden kun eksisterer sådanne metafysiske diametrale modsætninger under en krise, men at hele den store proces foregår i form af vekselvirkninger – om end mellem meget ulige kræfter – af hvilke den økonomiske bevægelse er langt den stærkeste, oprindeligste og mest afgørende, at intet her er absolut og alt relativt, det ser de nu engang ikke, for dem har Hegel ikke eksisteret …”^[17]

Marxisme benægter ikke ideernes rolle, men søger i stedet at undersøge, hvad der giver anledning til dem. Ligeledes benægter den ikke individets rolle, ej heller tilfældets, men sætter dem i stedet i deres rette kontekst. Et biluheld eller et vildfarent skud kan ganske vist godt ændre historiens gang, men det er bestemt ikke den primære drivkraft. 

Hegel forklarede, at nødvendigheden udtrykker sig gennem tilfældigheder. Snigmorderens projektil, der dræbte ærkehertug Ferdinand i Sarajevo, var et historisk tilfælde, der fungerede som katalysator for krigsudbruddet mellem stormagterne, hvis fjendtligheder havde bygget sig op som følge af uoverstigelige økonomiske, politiske og militære modsætninger mellem de europæiske stormagter op til 1914.

Marxistisk filosofi

Dette bringer os til det centrale spørgsmål om marxistisk filosofi. I Marx og Engels’ skrifter finder vi ikke et filosofisk system som hos Hegel, men en serie af geniale pointer, som, hvis de blev udviklet, ville være en værdifuld tilføjelse til videnskabens metodiske arsenal. Desværre er et sådant arbejde aldrig for alvor foretaget.

Der eksisterer en umiddelbar vanskelighed for alle, der ønsker at studere dialektisk materialisme grundigt. På trods af emnets uhyre vigtighed er der ikke en enkeltstående bog af Marx og Engels, som beskæftiger sig med spørgsmål på en udførlig måde. Den dialektiske metode er dog tydelig i alle Marx’ skrifter. Det måske bedste eksempel på anvendelse af dialektik på et specifikt område (i dette tilfælde politisk økonomi) er Kapitalen.

Marx havde i lang tid haft intentioner om at skrive en bog om dialektisk materialisme, men det viste sig umuligt på grund af hans arbejde med Kapitalen. Ovenpå dette monumentale arbejde producerede Marx også talrige politiske tekster og var konstant aktivt involveret i arbejderbevægelsen, navnlig med opbygningen af den Internationale Arbejderassociation (Første Internationale). Det optog hvert øjeblik af hans tid, og selv dette arbejde blev ofte afbrudt af sygdom forårsaget af hans elendige leveforhold, dårlige kost og udmattelse.

Efter Marx’ død planlagde Engels at skrive den bog om filosofi, hans ven havde været ude af stand til at producere. Og han efterlod os en dyrebar arv af skrifter om marxistisk filosofi såsom “Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis udgang”, Anti-Dühring og Naturens Dialektik. Men desværre lykkedes det af flere årsager heller ikke Engels at få skrevet den endegyldige bog om marxistisk filosofi.

Først tvang fremkomsten af en opportunistisk tendens i det tyske Socialdemokrati ham til at tilsidesætte sine videnskabelige undersøgelser for at skrive en polemik imod opportunisme, som er blevet en af marxismens vigtigste klassikere. Dette var den berømte Anti-Dühring, der blandt andet indeholder et bidrag til marxistisk filosofi af allerhøjeste vigtighed.

Senere vendte Engels tilbage til sine forberedende studier til en omfattende bog om filosofi. Men med Marx’ død d. 14. marts 1883 var han igen tvunget til at suspendere dette arbejde for at prioritere den vanskelige opgave med at ordne og færdiggøre manuskripterne til bind to og tre af Kapitalen, som var blevet efterladt ufærdige.

Marx og Hegel

Dialektisk filosofi nåede sit højdepunkt i den tyske idealist Georg Wilhelm Friedrich Hegels filosofi. Hans store bidrag var at genopdage dialektikken, som oprindeligt var opfundet af grækerne. Han udviklede den til nye højder. Men han gjorde det på et idealistisk grundlag. Dette var med Engels’ ord historiens største fejltagelse. Når man læser Hegel, har man fornemmelsen af, at en virkelig storslået idé kæmper for at slippe fri af den idealistiske mystifikations spændetrøje. Her finder vi ekstraordinært dybsindige ideer og glimt af stor indsigt, men begravet under en dynge af idealistisk nonsens. Det er en meget frustrerende oplevelse at læse Hegel!

Gang på gang kom denne store tænker forjættende tæt på en materialistisk position. Men han trak altid i land i sidste øjeblik af frygt for konsekvenserne. Af den grund var Hegels filosofi utilfredsstillende, modsætningsfyldt, forkludret og ufærdig. Det var op til Marx og Engels at finpudse den, at føre den hegelske filosofi til sin logiske konklusion, og ved at gøre dette negere den fuldstændigt og erstatte den med noget kvalitativt overlegent.

Hegel drev den traditionelle filosofi så langt som muligt. For at drive den længere måtte den overskride sine grænser og negere sig selv i processen. Filosofien måtte væk fra spekulationens tågede rige og tilbage ind i den virkelige verden af materielle ting, af levende mænd og kvinder, af den virkelige historie og kamp, som den havde været adskilt fra så længe.

Problemet med Feuerbach^[18] og visse andre venstre-hegelianere som Moses Hess^[19] er, at de blot sagde nej til Hegel, de negerede hans filosofi ved simpelthen at benægte den. Hess’ overgang til materialisme var dristig. Den krævede mod, især i den givne kontekst med europæisk reaktion og den undertrykkende preussiske stat. Den inspirerede de unge Marx og Engels. Men i sidste ende slog den fejl.

Man kan negere et hvedekorn ved at knuse det med foden. Men det dialektiske begreb om negation går ikke ud på blot at ødelægge: Det er at ødelægge, men samtidig at bevare alt, hvad der fortjener at blive bevaret. Et hvedekorn kan også negeres ved, at det får lov at spire.

Hegel pointerede, at de samme ord ikke har samme vægt, når de kommer fra et ungt menneske, som hvis de kommer fra en gammel mand, der har levet livet og akkumuleret stor erfaring. Det samme gælder for filosofi. Ved at vende tilbage til sit udgangspunkt gentager filosofien ikke blot et for længst overstået stadie. Den bliver ikke barnlig af i en høj alder at vende tilbage til sin spæde barndom, men den vender tilbage til de ioniske grækeres gamle ideer, beriget med to tusinde års historie og videnskabelige og kulturelle udvikling.

Dette er ikke et gigantisk hjuls mekaniske bevægelse, en tankeløs repetition af tidligere stadier som den uendelige genfødselsproces i visse orientalske religioner, men negationens negation, hvilket vil sige tilbagevenden til et tidligere udviklingsstadie men på et kvalitativt højere niveau. Det er det samme og ikke det samme.

Selvom Hegel nåede nogle dybe og vigtige konklusioner og nogle gange nærmede sig materialismen (eksempelvis i Forelæsninger over historiens filosofi), forblev han en fange af sin idealistiske opfattelse. Det lykkedes ham aldrig at anvende sin dialektiske metode korrekt på den virkelige verdens samfund og natur, fordi for ham foregik den eneste virkelige udvikling i ideernes verden.

Marx’ filosofiske revolution

Af alle Marx’ teorier har ingen været lige så angrebet, forvrænget og bagvasket som dialektisk materialisme. Og det er intet tilfælde, eftersom denne teori er marxismens grundlag og fundament. Den er mere eller mindre den videnskabelige socialismes metode. Marxisme er meget mere end et politisk program og en økonomisk teori. Den er en filosofi, hvis brede omfang ikke blot dækker politik og klassekampen, men hele menneskehedens historie, økonomi, samfund, tankeverden og natur.

Bourgeoisiets ideologi er i dag i forfald, ikke blot på det økonomiske og politiske område, men også på det filosofiske. Da bourgeoisiet var opadstigende, var det i stand til at producere store tænkere som Hegel og Kant. I perioden med dets senile forfald producerer det intet af værdi. Det er umuligt at læse de golde produkter af universiteternes filosofiske fakulteter uden en følelse af lige dele kedsomhed og irritation.

Kampen mod den herskende klasses magt kan ikke begrænse sig til fabrikkerne, gaderne, parlamentet og lokalrådene. Vi må også føre kampen på det ideologiske område, hvor bourgeoisiets indflydelse ikke bliver mindre negativ og skadelig af at været skjult under dække af en falsk upartiskhed og en overfladisk objektivitet. Marxisme har pligt til at fremsætte et udtømmende alternativ til de gamle, miskrediterede systemer.

Den unge Marx var stærkt påvirket af hegeliansk filosofi, som dominerede de tyske universiteter på daværende tidspunkt. Hele Hegels doktrin var baseret på ideen om konstant forandring og udvikling gennem modsætninger. I den forstand repræsenterede den en reel revolution inden for filosofien. Det var denne dynamiske og revolutionære side, der inspirerede den unge Marx og er udgangspunktet for alle hans ideer.

Marx og Engels negerede Hegel og forvandlede hans system af ideer til sin modsætning. Men de gjorde det samtidigt med, at de bibeholdt alt, der var værdifuldt i hans filosofi. De baserede sig på den “rationelle kerne” i Hegels ideer og førte dem til et højere niveau ved at udvikle og virkeliggøre det, der altid havde ligget implicit i dem.

Hos Hegel viser den virkelige kamp mellem historiske kræfter sig i den skyggeagtige kamp mellem ideer. Men som Marx forklarer, har ideer i sig selv ingen historie og ingen virkelig eksistens. Derfor optræder virkeligheden hos Hegel i en mystificeret, fremmedgjort form. Hos Feuerbach er tingene ikke meget bedre, da mennesket også her skildres på en ensidig, idealistisk og uvirkelig måde. De virkelige historiske mænd og kvinder kommer først til syne med den marxistiske filosofis fremkomst.

Med Marx’ filosofi vender filosofien endelig tilbage til sine rødder. Den er både dialektisk og materialistisk. Her går teori og praksis atter hånd i hånd. Filosofien kommer ud af sit mørke og indelukkede studie og nyder solen og luften. Den bliver en uadskillelig del af livet. I stedet for den obskure konflikt mellem substansløse ideer har vi den materielle verden og samfundets virkelige modsætninger. I stedet for et fjernt og ubegribeligt Absolut har vi virkelige mænd og kvinder, der lever i virkelige samfund, skaber virkelig historie og kæmper virkelige kampe.

Mens Hegels filosofi kun fortolkede ting fra sindet og åndens synspunkt (dvs. fra et idealistisk standpunkt), viste Marx, at udviklingen af ideer i menneskers sind kun er en afspejling af udviklinger, der forekommer i naturen og samfundet. Som Marx siger: “Hegels dialektik er grundformen for al dialektik, men kun efter at være blevet frataget sin mystiske form, og det er netop det, der kendetegner min metode”.^[20]

Hvad er dialektik?

I sin geniale lille artikel “Den dialektisk materialismes ABC” definerede Trotskij dialektik således: “Dialektikken er hverken fiktion eller mysticisme, men en videnskab om vores tænknings former, for så vidt den ikke er begrænset til livets daglige problemer, men forsøger at opnå indsigt i mere komplicerede og udstrakte processer. Den dialektiske og den formelle logik står i et forhold til hinanden, der ligner det mellem højere og lavere former for matematik.”^[21]  

Kombinationen af den dialektiske metode og materialisme skabte et ekstremt kraftfuldt analytisk værktøj. Men hvad er dialektik? På grund af pladsmangel er det umuligt her at forklare alle de dialektiske love, som Hegel udviklede, og Marx perfektionerede.  Jeg har forsøgt at gøre dette andetsteds i Reason in Revolt: Marxist Philosophy and Modern Science, som er udgivet af Wellred Books. På få linjer kan jeg kun give et oprids i grove træk.

I sin bog Anti-Dühring karakteriserede Engels det som følger: “Dialektikken er netop ikke andet end videnskaben om de almene bevægelses- og udviklingslove for naturen, det menneskelige samfund og tænkningen.”^[22] I Naturens Dialektik opridser Engels også dialektikkens vigtigste love:

a) Loven om omdannelse af kvantitet til kvalitet. b) Loven om modsætningernes enhed og indbyrdes kamp og modsætningernes omdannelse til hinanden når de tages til ekstremer. c) Loven om udvikling gennem modsætninger eller, sagt med andre ord, negationens negation.

På trods af sin ufærdige og fragmenterede karakter er Engels’ bog Naturens Dialektik sammen med Anti-Dühring meget vigtig for den, der studerer marxisme. Engels var naturligvis nødt til at basere sig på samtidens viden og videnskabelige opdagelser. Som konsekvens er visse aspekter af indholdet hovedsageligt af historisk interesse. Men det overraskende i Naturens Dialektik er ikke den ene eller anden detalje eller kendsgerning, som uundgåeligt er blevet overhalet af videnskabens udvikling. Tværtimod er det, der forbløffer, antallet af de ideer, som Engels fremsætter – ofte ideer, der var i modstrid med de daværende videnskabelige teorier –, som på glimrende vis er blevet bekræftet af moderne videnskab.

Kvantitet og kvalitet

Billede: Pinterest

Fra den dialektiske materialismes synspunkt har det materielle univers ingen begyndelse eller ende, men består af en masse af materie (eller energi) i konstant bevægelse. Dette er den fundamentale ide i marxistisk filosofi, og den understøttes fuldt ud af den moderne videnskabs opdagelser over de sidste hundrede år.

Tag et hvilket som helst eksempel fra hverdagen; et hvilket som helst fænomen, som tilsyneladende er stabilt, og vi vil se, at under overfladen er det i en tilstand af forandring, selvom denne forandring er usynlig ved første øjekast. For eksempel et glas vand: “I vores øjne, vores primitive øjne, forandrer intet sig, men hvis vi kunne se det forstørret en milliard gange, ville vi se, at det fra dets eget synspunkt altid er i forandring: Molekyler forlader overfladen, molekyler kommer tilbage.”^[23]

Disse ord kommer ikke fra Engels, men fra den berømte videnskabsmand, afdøde Professor Richard P. Feynman, som underviste i teoretisk fysik ved California Institute of Technology. Den samme forfatter gentager Engels’ berømte eksempel på loven om omdannelse af kvantitet til kvalitet.

Vand er sammensat at hydrogen- og oxygenatomer i en tilstand af konstant bevægelse. På grund af den gensidige tiltrækning af molekylerne deles vand ikke til dets komponentdele. Men hvis det opvarmes til 100°C  ved normalt atmosfærisk tryk, når det et kritisk punkt, hvor den tiltrækkende kraft mellem molekylerne ikke er tilstrækkelig, og de pludseligt flyver fra hinanden.

Dette er, hvad marxister kalder kvantitetens omdannelse til kvalitet. Det vil sige, at et stort antal meget små forandringer i sidste ende skaber et kvalitativt spring – en faseovergang. Eksempler kan nævnes efter forgodtbefindende: Hvis man nedkøler et stof som bly eller niobium, sker der en gradvis reduktion af dets elektriske modstand indtil en kritisk temperatur (normalt et par grader over -273 °C). Præcist ved dette punkt sker der en form for “kvantespring”, overgangen fra at have en lille modstand til at have ingen.

Man kan finde et ubegrænset antal lignende eksempler indenfor alle naturvidenskaber. Den amerikanske videnskabsmand Marc Buchanan skrev en meget interessant bog kaldet Ubiquity. I denne bog giver han en lang række eksempler: hjerteanfald, skovbrande, laviner, dyrebestandens opståen og bortgang, børskrak, krige, og endda forandringer indenfor mode og forskellige kunstretninger (jeg ville tilføje revolutioner til denne liste).

Alle disse ting lader til ikke at have nogen forbindelse, men er alligevel underlagt den samme lov, som kan udtrykkes ved en matematisk ligning kendt som en potenslov. Det svarer i marxistisk terminologi til loven om kvantitetens omdannelse til kvalitet. Og dette studie viser, at denne lov er allestedsnærværende, det vil sige, den er til stede på alle niveauer i universet. Det er virkelig en universel naturlov, præcist som Engels sagde.

Dialektik versus empirisme

“Giv os fakta!” Dette insisterende krav lader til at være højdepunktet af praktisk realisme. Hvad kan være mere tungtvejende end fakta? Men det, der tilsyneladende er realisme, viser sig at være lige det modsatte. Det, som på ét tidspunkt er etablerede fakta, kan vise sig at være noget helt andet. Alt er i en konstant tilstand af forandring, og før eller siden vil alting ændre sig til sin modsætning. Det, som fremstod fast, opløses i den blå luft.

Den dialektiske metode lader os trænge om bag tingenes fremtræden og se de processer, der finder sted under overfladen. Dialektikken er først og fremmest videnskaben om universel indbyrdes sammenhæng. Den giver et omfattende og dynamisk syn på fænomener og processer. Den analyserer ting i deres sammenhænge, ikke adskilt; i deres bevægelse, ikke statisk; i deres liv, ikke død.

Kendskab til dialektik betyder frihed fra den slaviske tilbedelse af etablerede fakta, af tingene som de er, hvilket er den overfladiske empiriske tænknings vigtigste kendetegn. I politik er dette typisk ved reformismen, der forsøger at skjule sin konservatisme, sit snæversyn og fejhed i pragmatismens filosofiske sprog, det muliges kunst, “realisme”, osv.

Dialektik lader os gå videre end det “givne”, det umiddelbare, det vil sige tingenes fremtræden, og lader os afdække de skjulte processer, som finder sted under overfladen. Vi pointerer, at bag det tilsyneladende rolige og ubevægelige sker der en proces af molekylær forandring, ikke blot i fysikken, men også i samfundet og i massernes psykologi.

Det er ikke så længe siden, at de fleste troede, at opsvinget ville vare evigt. Det var, eller lod til at være, en ubestridelig kendsgerning. De, der satte spørgsmålstegn ved det, blev betragtet som vildledte særlinge. Men nu ligger denne ubestridelige sandhed i ruiner. Kendsgerningerne har ændret sig til sine modsætninger. Det, der virkede som en indiskutabel sandhed, viste sig at være en løgn. For at citere Hegel: Fornuft bliver ufornuft.

Ved brug af denne metode var Engels for over et århundrede siden i stand til, i en række tilfælde, at se længere end de fleste samtidige videnskabsfolk og foregribe mange af den moderne videnskabs opdagelser. Engels var ikke professionel videnskabsmand, men han havde en ganske omfattende viden om sin tids naturvidenskab.

Ud fra en dyb forståelse af den dialektiske analysemetode var Engels alligevel i stand til at fremsætte en række vigtige bidrag til den filosofiske fortolkning af videnskab i dag, selvom de stadig er forblevet ukendte for det store flertal af videnskabsmænd.

Filosofien kan selvfølgelig ikke diktere de naturvidenskabelige love. Disse love kan kun udvikles på baggrund af en seriøs og grundig analyse af naturen. Videnskabens fremgang karakteriseres ved en række tilnærmelser. Gennem eksperimenter og observationer kommer vi tættere og tættere på sandheden uden nogensinde at kunne kende hele sandheden. Det er en uendelig proces af stadig dybere indsigt i universets og materiens hemmeligheder. Videnskabelige teoriers sandhed kan kun fastslås gennem praksis, observationer og eksperimenter, ikke per dekret fra filosoffer.

Størstedelen af de spørgsmål filosoffer har tænkt over i fortiden, er blevet løst af videnskaben. Ikke desto mindre ville det være en alvorlig fejl at antage, at filosofien ikke har nogen plads i videnskaben. Der er i dag kun to aspekter af filosofien, der stadig har gyldighed, som ikke er blevet absorberet af de forskellige grene af videnskaben: den formelle logik og dialektikken.

“Alle veje fører til undergang”

I modsætning til det fortrøstningsfulde billede, der plejede at blive fremstillet af kapitalismen som en fremtid med velstand for alle, ser vi nu en verden, hvor millioner lider under fattigdom og sult, og hvor de ekstremt rige bliver rigere hver dag. Folk lever i konstant frygt for en usikker fremtid, der ikke er styret af menneskers rationelle beslutninger, men udelukkende af markedets vilde svingninger.

Alle ved, at det kapitalistiske system er i en generel krise. Men hvad er modgiften? Hvis kapitalismen er et anarkisk og kaotisk system, som uundgåeligt ender i kriser, må man konkludere, at for at eliminere kriser er det nødvendigt at afskaffe selve det kapitalistiske system. Hvis man siger A, må man også sige B, C og D. Men dette er lige præcist, hvad de borgerlige økonomer nægter at gøre.

Det er et indlysende faktum, at bankerne og de store monopolers overlevelse er afhængig af staten nu. Så snart de havde problemer, løb de selv samme folk, som insisterede på at staten ikke må spille nogen rolle i økonomien, til regeringen med hatten fremme og krævede gigantiske summer. Og regeringen udskrev straks en blankocheck. Tusindvis af milliarder pund fra de offentlige kasser blev givet til bankerne, den totale sum på cirka 14.000 mia. Indsprøjtningen af store mængder fiktiv kapital i økonomien (Quantitative Easing – QE) er underlagt loven om faldende udbytte. Det minder om en narkoman, der sprøjter større og større mængder stoffer ind i blodbanerne for at få den samme effekt. Dermed forgifter de deres system og underminerer dets helbred.

Dette er et virkelig desperat tiltag, som før eller senere vil resultere i inflation. På den måde forbereder de en endnu dybere krise i fremtiden. Det er det uundgåelige resultat af den kendsgerning, at den tidligere periode i det kapitalistiske system gik over sine grænser. For at udsætte krisen har de opbrugt selve de midler, som de skulle have brugt for at komme ud af den nuværende krisesituation. Det er derfor, at krisen er så dyb og umulig at håndtere. Som Marx forklarer, kan kapitalisterne kun løse deres krise ”ved at forbedre endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgå kriserne.”^[24]

I gamle dage plejede kirken at sige: “Alle veje fører til Rom.” Nu har bourgeoisiet et nyt motto: Alle veje fører til undergang.

Den utålelige ulighed, som har udviklet sig mellem rig og fattig, lægger et tiltagende pres på den sociale sammenhængskraft. Grundlaget for den gamle socialdemokratiske drøm om klassefred og sociale partnerskaber er blevet knust. Det faktum blev opsummeret i en parole fra Occupy Wall Street: “Den ene ting, vi alle har til fælles, er at vi er de 99 procent, der ikke længere vil tolerere den ene procents grådighed og korruption.”

Truslen mod kulturen?

Kontrasten mellem teknologien og videnskabens hurtige udvikling og den ekstraordinære forsinkelse i udviklingen af den menneskelige ideologi kan tydeligt ses i verdens mest udviklede kapitalistiske land: USA. Det er det land, hvor videnskaben har opnået sine mest spektakulære resultater. Teknologiens stadige fremskridt er forudsætningen for menneskets endelige frigørelse, afskaffelsen af fattigdom og analfabetisme, uvidenhed, sygdom og menneskets dominans over naturen gennem en bevidst planlægning af økonomien. Vejen ligger åben for erobringer ikke kun på Jorden, men i rummet. Og i dette teknologisk udviklede land hersker alligevel de mest primitive former for overtro. Ni ud af ti amerikanere tror på eksistensen af et guddommeligt væsen, og syv ud af ti tror på et liv efter døden.

På juledag 1968, da den første mand, som fløj rundt om månen, skulle vælge en besked at sende til det amerikanske folk fra sit rumskib, valgte han den første bog af Skabelsesberetningen ud af hele verdenslitteraturens korpus. Som han farede gennem rummet i et rumskib fyldt med de mest moderne gadgets, udtalte han ordene: “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” Der er gået mere end 130 år siden Darwins død. Ikke desto mindre er der stadig mange mennesker i USA, som tror på, at hvert ord i Bibelen er bogstaveligt korrekt, og som ønsker, at skolerne skal undervise i den version af menneskets oprindelse, som findes Skabelsesberetningen, frem for evolutionsteorien baseret på naturlig udvælgelse. I et forsøg på at gøre kreationismen mere respektabel har dens fortalere omdøbt det “intelligent design”. Spørgsmålet opstår straks: Hvem designede den intelligente designer? Til dette helt rimelige spørgsmål har de intet svar. De kan heller ikke forklare, hvorfor deres “intelligente designer” forkludrede sit arbejde noget så håbløst, da han skabte verden i første omgang.

Hvorfor designe en verden med ting som kræft, byldepest, AIDS, menstruation og migræne? Hvorfor designe vampyrflagermus, igler og investeringsfolk? Når man tænker nærmere over det, hvorfor er det så, at de fleste af vores gener tilsyneladende er lavet af ubrugeligt bras? Vores intelligente designer viser sig at være knap så intelligent. Med Alfonso den Vises ord, Konge af Castilien (1221-1284): “Havde jeg været til stede ved Skabelsen, ville jeg have givet nogle nyttige råd til, hvordan universet kunne være bedre indrettet.” Faktisk kunne en elleve-årig af gennemsnitlig intelligens nok have udført et bedre stykke arbejde.

Det er rigtigt, at kirkens autoritet er i tilbagegang i alle vestlige lande. Antallet af praktiserende troende er faldende. I lande som Spanien og Irland har kirken svært ved at rekruttere nye præster. Antallet af deltagere i kirkens messer er i stærk tilbagegang i nyere tid, især blandt unge. Men kirkens tilbagegang har åbnet en ladeport for en ægte egyptisk plage af religiøse sekter af de mærkeligste sorter og en opblomstring af mystik og overtro af enhver art. Astrologi – et levn fra middelalderens barbari – er tilbage på mode. Biografer, fjernsyn og boghandlere er fulde af værker baseret på den mest åbenlyse mystik og overtro.

Disse er kun de ydre tegn på forrådnelsen af et socialt system, som har udtømt sig selv, som er ophørt med at være en historisk progressiv kraft, og som endeligt er kommet i konflikt med udviklingen af produktivkræfterne. I den forstand er arbejderklassens kamp for klinisk at afkorte det borgerlige samfunds lidelser også kampen for at forsvare videnskabens og kulturens resultater mod barbariets indtrængen.

De eneste alternativer, som står foran menneskeheden, er klare: enten en socialistisk omdannelse af samfundet, udslettelsen af bourgeoisiets politiske og økonomiske magt og overgangen til et nyt stadie i udviklingen af den menneskelige civilisation eller også ødelæggelse af civilisationen og endda af livet selv. Økologer og miljøaktivister jamrer konstant over ødelæggelsen af miljøet og advarer om den trussel, som det udgør for menneskeheden. De har ret. Men de tager sig ud som uerfarne læger, der opremser symptomerne, men er ude af stand til at diagnosticere sygdommens art eller foreslå en behandling.

Systemets degenerering mærkes på alle niveauer, ikke kun på det økonomiske område, men indenfor moral, kultur, kunst, musik og filosofi. Kapitalismens eksistens bliver forlænget med produktivkræfternes ødelæggelse som resultat, men den underminerer også kulturen, fremmer demoralisering og lumpenisering af hele samfundslag med katastrofale konsekvenser for fremtiden. I sidste ende vil kapitalismens fortsatte eksistens komme i konflikt med arbejderklassens demokratiske og faglige rettigheder.

Stigningen i kriminalitet og vold, pornografi, borgerlig egoisme og den brutale ligegyldighed overfor andres lidelser, sadisme, familiens opløsning og den traditionelle morals sammenbrud, narkotikamisbrug og alkoholisme – alle de ting, som fremprovokerer de reaktionæres hykleriske vrede og forargelse – er kun symptomer på kapitalismens senile degenerering. På samme måde ledsagede lignende fænomener perioden med slavesamfundets fald i Romerriget.

Det kapitalistiske system, som sætter profit over alt andet, forgifter den luft, vi indånder, det vand, vi drikker, og den mad, vi spiser. Hvis vi tillader de store banker og monopolers herredømme i yderligere fem årtier eller mere, er det absolut muligt, at planetens ødelæggelse når et punkt, hvor der er sket uforbederlige skader, som vil true menneskehedens fremtidige eksistens. Kampen for at ændre samfundet er derfor et spørgsmål om liv og død.

Behovet for en planøkonomi

Det centrale pointe i Det Kommunistiske Manifest – og heri ligger dets revolutionære budskab – er netop, at det kapitalistiske system ikke varer for evigt. Det er det element, som forsvarerne af det nuværende system har svært ved at sluge. Naturligvis! Det er ethvert socioøkonomisk systems almindelige vildfarelse gennem historien, at netop det selv repræsenterer det højest opnåelige stadie af socialt fremskridt. Men selv ud fra almindelig sund fornuft er en sådan opfattelse tydeligt fejlagtig. Hvis vi accepterer, at alt i naturen er foranderligt, hvorfor skulle samfundet så være anderledes?

Enhver intelligent person kan indse, at produktivkræfternes frie udvikling kræver en forening af økonomierne i alle lande gennem en fælles plan, som muliggør en harmonisk udnyttelse af jordens ressourcer til gavn for alle.

Det er så indlysende, at det anerkendes af videnskabsfolk og eksperter, der på ingen måde beskæftiger sig med socialisme, men blot er fulde af forargelse over de mareridtslignende forhold, som to tredjedele af menneskeheden lever under, og bekymrede over ødelæggelsen af miljøet. Desværre falder deres gode intentioner og anbefalinger for døve ører, da de står i direkte modsætning til de store multinationale selskabers interesser, som dominerer verdensøkonomien, og hvis kalkulationer ikke er baserede på menneskehedens velfærd eller planetens fremtid, men udelukkende på grådighed og profitjagt, som står over alle andre hensyn.

Økonomisk planlægnings overlegenhed over for kapitalistisk anarki forstås selv af borgerskabet, også selvom de ikke kan indrømme det. Hvad gjorde de i 1940, da Hitlers hære havde slået Frankrig, og Storbritannien stod med ryggen mod muren? Sagde de: “Lad markedskræfterne bestemme”? Nej! De centraliserede økonomien, nationaliserede væsentlige industrier og introducerede omfattende regeringskontrol, herunder økonomisk værnepligt og rationering. Hvorfor valgte de centralisering og planlægning? Af den meget simple grund at det giver bedre resultater.

Det er selvfølgelig umuligt at have en reel plan for produktionen under kapitalismen. Ikke desto mindre var selv de foranstaltninger af statskapitalistisk planlægning, der blev indført af Churchills krigstidskoalition, afgørende for at besejre Hitler. Et endnu mere slående eksempel var Sovjetunionen. Anden verdenskrig i Europa var i virkeligheden en gigantisk konflikt mellem Hitlers Tyskland med alle Europas ressourcer i ryggen og Sovjetunionen på den anden side.

Det var Sovjetunionen, der besejrede Hitlers hære. Kapitalismens forsvarere kan aldrig indrømme årsagen til denne ekstraordinære sejr, men det er indlysende. Den nationaliserede planøkonomis eksistens gav Sovjetunionen en enorm fordel i krigen. På trods af Stalins kriminelle politik, der næsten medførte Sovjetunionens sammenbrud i begyndelsen af krigen, kunne Sovjetunionen hurtigt komme sig og genopbygge sin industrielle og militære kapacitet.

Russerne var i stand til at afmontere alle deres industrier i den vestlige del – 1.500 fabrikker og en million arbejdere – sætte dem på tog og sende dem øst for Uralbjergene, hvor de var uden for tyskernes rækkevidde. I løbet af få måneder ud-producerede Sovjetunionen tyskerne indenfor kampvogne, våben og fly. Dette viser uden tvivl den nationaliserede planøkonomis kolossale overlegenhed selv under Stalins bureaukratiske regime.

Sovjetunionen mistede 27 millioner mennesker i anden verdenskrig – halvdelen af de samlede dødsfald på verdensplan. Landets industri og landbrug oplevede forfærdelig ødelæggelse. Men på bare 10 år var alt blevet genopbygget, og det var uden de store mængder udenlandsk valuta, som blev kanaliseret til Vesteuropa af amerikanerne under Marshall hjælpen. Dette, og ikke Tyskland og Japan, er det virkelige økonomiske efterkrigsmirakel.

Ægte socialisme må naturligvis være baseret på demokrati – ikke det falske formelle demokrati, der findes i Storbritannien og USA, hvor alle kan sige, hvad de vil, så længe de store pengeinstitutter og monopoler bestemmer, hvad der skal ske – men et ægte demokrati baseret arbejdernes egen kontrol og administration af samfundet.

Der er intet utopisk i en sådan ide. Den er baseret på det allerede eksisterende. Lad os tage et eksempel. Det er en uendelig kilde til forundring hos forfatteren til disse linjer, hvordan et stort supermarked som Tesco præcist kan beregne den mængde af sukker, brød og mælk, der kræves i et område af London med titusindvis af indbyggere. De gør det ved videnskabelig planlægning, og det svigter aldrig. Hvis planlægning på et sådant niveau kan fungere for et stort supermarked, hvorfor kan de samme planlægningsmetoder så ikke anvendes på samfundet som helhed?

Socialisme og internationalisme

Alle, der læser Det Kommunistiske Manifest, kan se, at Marx og Engels forudså denne situation for mere end 150 år siden. De forklarede, at kapitalismen må udvikle sig til et verdenssystem. I dag er denne analyse blevet bekræftet på strålende vis af begivenhederne. På nuværende tidspunkt kan ingen benægte verdensmarkedets knusende dominans. Det er i realiteten det mest afgørende fænomen ved den tid, vi lever i.

Men da manifestet blev skrevet, var der praktisk talt ingen empiriske data til at støtte en sådan hypotese. Den eneste virkeligt udviklede kapitalistiske økonomi var England. Frankrig og Tysklands industrier var stadig i deres spæde begyndelse (sidstnævnte eksisterede ikke engang som en samlet enhed), stadig beskyttet bag høje toldmure – en kendsgerning der bekvemt glemmes i dag, når vestlige regeringer og økonomer strengt belærer resten af verden om nødvendigheden af at åbne sine økonomier.

De senere år har økonomer snakket meget om “globalisering”, idet de forestillede sig, at det var det universalmiddel, som ville give dem mulighed for at afskaffe opsvings- og krisecyklussen fuldstændigt. Disse drømme blev ødelagt af kollapset i 2008.

Det har omfattende konsekvenser for resten af verden. Det viser “globaliseringens” bagside. I det omfang det kapitalistiske system udviklede verdensøkonomien, forberedte det også betingelserne for en ødelæggende verdensomspændende krise. En krise i en del af verdensøkonomien spreder sig hurtigt til alle de andre. Langt fra at afskaffe opsvings- og krisecyklussen har globaliseringen givet den en endnu mere krampagtig og universel karakter end i nogen tidligere periode.

Det grundlæggende problem er selve systemet. Med Marx’ ord: “Den egentlige skranke for den kapitalistiske produktion er kapitalen selv“.^[25] De økonomiske orakler, som argumenterede for, at Marx tog fejl, og at kapitalistiske kriser hørte fortiden til (“det nye økonomiske paradigme “), er selv blevet modbevist. Det nuværende cykliske opsving har alle de træk ved den økonomiske cyklus, som Marx beskrev for længe siden. Processen med kapitalens koncentration er nået svimlende proportioner. Der er et orgie af take-overs og stadig stigende monopolisering. Dette fører ikke til udviklingen af produktivkræfterne som tidligere. Tværtimod lukkes fabrikker, og tusindvis af mennesker står uden arbejde.

John Kenneth Galbraith opsummerede monetarismens økonomiske teorier – neoliberalismens Bibel – på følgende måde: “De fattige har for mange penge, og de rige har ikke nok.” Rekordhøje profitter ledsages af rekordstor ulighed. The Economist har påpeget, at “den eneste virkelig vedvarende tendens i de sidste 25 år har været i retning af større indkomstskoncentration i toppen”.

I USA producerer arbejderne nu 30 procent mere end for ti år siden, men lønningerne er næsten ikke steget. Den sociale struktur strækkes til bristepunktet. Spændingerne i samfundet stiger enormt selv i verdens rigeste land. Dette gøder jorden til en endnu større eksplosion i klassekampen.

I en periode formåede kapitalismen at overvinde sine modsætninger ved at øge verdenshandelen (globalisering). For første gang i historien er hele verden blevet trukket ind på verdensmarkedet. Kapitalisterne fandt nye markeder og investeringsveje i Kina og andre lande. Men det har nu nået sine grænser.

De amerikanske og europæiske kapitalister er ikke længere så begejstrede for globalisering og frihandel, når bjerge af billige kinesiske varer hober sig op på deres dørtrin. I det amerikanske senat hæves de protektionistiske stemmer, som bliver mere og mere insisterende. Doha-forhandlingsrunden om verdenshandelen i WTO er blevet suspenderet, og modsætningerne er så store, at det ikke er muligt at nå en aftale.

Det nuværende ustabile økonomiske opsving er allerede ved at tabe pusten. Forbrugsopsvinget i USA er baseret på relativt lave renter og en stor udvidelse af kredit og gæld. Disse faktorer vil blive til deres modsætning. En ny cyklisk krise er under opsejling på verdensplan. Således afslører globaliseringen sig som kapitalismens globale krise.

Er der intet alternativ?

Borgerskabets økonomer er så ensporede og snæversynede, at de klynger sig til det forældede kapitalistiske system, selv når de er tvunget til at indrømme, at det er uhelbredeligt sygt og dømt til kollaps. Selve tanken om at menneskeheden er ude af stand til at finde et levedygtigt alternativ til dette rådne, korrupte, og degenererede system, er ærligt talt en fornærmelse mod menneskeheden.

Er det virkelig sandt, at der ikke er noget alternativ til kapitalismen? Nej, det er ikke sandt. Alternativet er et system baseret på produktion efter flertallets behov og ikke efter profit til de få; et system der erstatter kaos og anarki med harmonisk planlægning; der erstatter få rige parasitters styre med flertallets styre, de der producerer samfundets rigdom. Dette alternativ kaldes socialisme.

Nogle vil måske vende sig mod sprogbruget, men navnet på dette system er socialisme – ikke den bureaukratiske og totalitære karikatur, der eksisterede i det stalinistiske Rusland, men et ægte demokrati baseret på arbejderklassens ejerskab, kontrol og ledelse af produktivkræfterne. Er denne ide virkeligt så vanskelig at forstå? Er det virkeligt utopisk at foreslå, at menneskeheden kan tage sin skæbne i egne hænder og lede samfundet på baggrund af en demokratisk planlagt produktion?

Behovet for en socialistisk planøkonomi er ikke Marx’ eller nogen anden tænkers opfindelse. Det kommer af objektiv nødvendighed. Muligheden for verdenssocialisme stammer fra selve kapitalismens nuværende forhold. Alt det, der er nødvendigt, er, at arbejderklassen, som udgør det overvældende flertal af befolkningen, overtager ledelsen af samfundet, eksproprierer bankerne og de gigantiske monopoler og mobiliserer det vældige ubrugte produktive potentiale til at løse samfundets problemer.

Marx skrev: “En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye højere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materielle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød.^[26]

De objektive betingelser for skabelsen af en ny og højere form for menneskeligt samfund er allerede blevet etableret i kraft af kapitalismens udvikling. I de sidste 200 år har udviklingen af industri, landbrug, videnskab og teknologi opnået en hastighed og intensitet uden historisk fortilfælde:

“Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold. For alle tidligere industrielle klasser var det derimod den første eksistensbetingelse at beholde den gamle produktionsmåde uforandret. De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre.”^[27]

Hvor er disse ord af Marx rigtige, og hvor er de gældende for vores tid! Løsningerne på de problemer, vi står overfor, eksisterer allerede. I løbet af de seneste 200 år har kapitalismen opbygget en kolossal produktivkraft. Men den er ikke i stand til at udnytte dette potentiale til fulde. Den igangværende systemiske krise er blot udtryk for den kendsgerning, at industrien, videnskaben og teknologien er vokset ud over privatejendommen og nationalstatens snævre grænser.

Den eneste vej

For 20 år siden talte Francis Fukuyama om, at historien var slut. Men historien er ikke slut. Faktisk vil vores arts virkelige historie først begynde, når vi har fået sat en stopper for klassesamfundets slaveri og er begyndt at etablere kontrol over vores liv og skæbner. Det er det, socialisme i virkeligheden er: menneskehedens spring fra nødvendighedens rige til frihedens rige.

I det andet årti af det 21. århundrede står menneskeheden ved en skillevej. På den ene side har den moderne videnskab og teknologi stillet de midler til rådighed, som er nødvendige for at løse de problemer, der har plaget os gennem historien. Vi kan udrydde sygdomme, afskaffe analfabetisme og hjemløshed og få ørkener til at blomstre.

På den anden side lader virkeligheden til at gøre nar ad disse drømme. Videnskabens opdagelser bruges til at producere endnu mere monstrøse masseødelæggelsesvåben. Overalt er der fattigdom, sult, analfabetisme og sygdom. Der er menneskelig lidelse i et massivt omfang. Obskøn rigdom florerer side om side med elendighed. Vi kan sætte en mand på månen, men hvert år dør otte millioner mennesker, simpelthen fordi de ikke har nok penge til at leve. 100 millioner børn bliver født, lever og dør på gaden uden at vide, hvad det vil sige at have tag over hovedet.

Det mest slående ved den nuværende situation er dét kaos og den turbulens, som har grebet hele planeten. Der er ustabilitet på alle områder: økonomisk, socialt, politisk, diplomatisk og militært.

De fleste vender sig bort fra disse modbydeligheder i væmmelse. Det virker, som om verden pludseligt er blevet gal. Men sådan et svar er ubrugeligt og kontraproduktivt. Marxismen lærer os, at historien ikke er meningsløs. Den nuværende situation er ikke udtryk for mænd og kvinders galskab eller iboende ondskab. Den store filosof Spinoza sagde engang: “Hverken græd eller le, men forstå!” Det er et meget fornuftigt råd, for hvis vi ikke er i stand til at forstå den verden, vi lever i, vil vi aldrig kunne ændre den.

Da Marx og Engels skrev Manifestet, var de to unge mænd på henholdsvis 29 og 27 år. De skrev det i en periode med sort reaktion. Arbejderklassen lod ikke til at bevæge sig. Selve Manifestet blev skrevet i Bruxelles, hvor dets forfattere havde været tvunget til at flygte hen som politiske flygtninge. Alligevel var revolutionen allerede brudt ud i Paris’ gader det øjeblik, Det Kommunistiske Manifest først så dagens lys i februar 1848, og over de følgende måneder bredte den sig som en steppebrand gennem stort set hele Europa.

Efter Sovjetunionens fald jublede den gamle ordens forsvarere. De talte om socialismens endeligt og endda historiens endeligt. De lovede os en ny æra med fred, velstand og demokrati takket være den fri markedsøkonomis mirakler. Nu, kun femten år senere, er de drømme reduceret til en rygende ruin. Ikke to sten står tilbage af disse illusioner.

Hvad er meningen med alt dette? Vi er vidner til de smertefulde dødskramper af et socialt system, som ikke fortjener at leve, men nægter at dø. Det er den virkelige forklaring på krigene, terrorismen, volden og døden, som er hovedtrækkene i den epoke vi lever i.

Men vi er også vidner til et nyt samfunds fødselsveer – et nyt og retfærdigt samfund, en verden, der egner sig som levested for mænd og kvinder. Ud af disse blodige begivenheder i det ene land efter det andet fødes en ny kraft – arbejdernes, bøndernes og ungdommens revolutionære kraft. I FN advarede Venezuelas tidligere Præsident Chavez om, at “verden vågner op. Og folk rejser sig.”

Disse ord udtrykker en dybsindig sandhed. Millioner af mennesker begynder at reagere. De massive demonstrationer mod Irakkrigen bragte millioner på gaderne. Det var en indikation på begyndelsen af en opvågnen. Men bevægelsen manglede et sammenhængende program for at ændre samfundet. Det var dens store svaghed.

Kynikerne og skeptikerne har haft deres tid. Det er tid til at skubbe dem væk fra vores vej og lede kampen fremad. Den nye generation er villig til at kæmpe for sin frigørelse. De leder efter et banner, en idé og et program, der kan inspirere dem og føre dem til sejr. Det kan kun være kampen for socialisme på verdensplan. Karl Marx havde ret: Det valg menneskeheden står overfor, er socialisme eller barbari.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Litteraturliste 

Aristotle. Metaphysics, Volume I, Books I-IX. Oversat af Hugh Tredennick. Loeb Classical Library. Cambridge, MA: Harvard University Press, 1933.

Engels, Friedrich. Anti-Dühring: Herr Eugen Dührings Omvæltning af Videnskaben. Aarhus: Forlaget Marx, 2015.

———. “Engels til Schmidt. 5. august 1890.” I Udvalgte skrifter. Karl Marx og Friedrich Engels. Bd. 2. København: Forlaget Tiden, 1976.

———. “Engels til Schmidt. 27. oktober 1890.” I Hvad er marxisme?, XXX. København: Forlaget Marx, 2018.

———. “Engels to Conrad Schmidt. 27 October 1890.” I Collected Works. Marx and Engels: Engels 1890-92., af Karl Marx og Friedrich Engels, 57–65. Collected Works 49. London: Lawrence & Wishart, 2001.

———. “Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis udgang.” I Hvad er marxisme?, XXX. København: Forlaget Marx, 2018.

Feynman, Richard Phillips, Robert B. Leighton, og Matthew Sands. “Chapter 1: Atoms in Motion”. I The Feynman Lectures on Physics, Definitive ed. Bd. 1. San Francisco, Calif.: Pearson, Addison-Wesley, 2006.

Gibbon, Edward. The History of the Decline and Fall of the Roman Empire. Bd. 1. 5 bd. Dublin, 1788-89. Eighteenth Century Collections Online. Gale. 14. februar 2018.

Hegel, Georg Wilhelm Friedrich. Lectures on the History of Philosophy. Oversat af Elizabeth Sanderson Haldane. Bd. 1. Lincoln: University of Nebraska Press, 1995.

Marx, Karl. “Forord til kritik af den politiske økonomi”. I Hvad er marxisme?, XXX. København: Forlaget Marx, 2018.

———. Kapitalen: Kritik af den politiske økonomi. Redigeret af Johs Witt-Hansen. Oversat af Gelius Lund. Bd. 3. København: Rhodos, 1972.

———. “Marx to Ludwig Kugelmann. 6 March 1868.” I Collected Works. Marx and Engels:  1864-1868., af Karl Marx og Friedrich Engels, 543–44. Collected Works 42. London: Lawrence & Wishart, 1987.

Marx, Karl, og Friedrich Engels. The Holy Family, or Critique of Critical Critique. Oversat af R. Dixon. Moskva: Foreign Languages Publishing House, 1956.

Trotskij, Leon. “Den dialektiske materialismes ABC”. I Hvad er marxisme?, XXX. København: Forlaget Marx, 2018.

Trotsky, Leon. How the Revolution Armed: The Military Writings and Speeches of Leon Trotsky. Vol 1: The Year 1918. Oversat af Brian Pearce. Materials and Documents on the History of the Red Army. London: New Park Publications Ltd, 1979.

———. “Leon Trotsky: Marxism in Our Time (1939)”. Marxists Internet Archive, 17. marts 2009. https://www.marxists.org/archive/trotsky/1939/04/marxism.htm.

Woods, Alan. Reason in Revolt: Marxist Philosophy and Modern Science. London: Wellred Books, 2012.

 Fodnoter 

^[1] Hvor Marx ligger begravet – red.

^[2] Finansminister i Storbritannien 1997-2007, herefter premierminister 2007-2010 – red.

^[3] Min fremhævning, AW

^[4] Borgerskabet – red.

^[5] Se side XXX

^[6] Se side XXX

^[7] Marx og Engels, The Holy Family, or Critique of Critical Critique, 125. Egen oversættelse.

^[8] Gibbon, The History of the Decline and Fall of the Roman Empire, 1:79. Egen oversættelse.

^[9] Marx, “Forord til kritik af den politiske økonomi”, HEM

^[10] Trotsky, “Marxism in Our Time”. Egen oversættelse.

^[11] Aristotle, Metaphysics, I:982b, afs. 9 og 11. Citatet, i den form det optræder her hos AW, stammer fra Hegel (Hegel, Lectures on the History of Philosophy, 1:51.), der har sammenskrevet Aristoteles’ oprindelige formulering, uden at gøre dette klart i sin tekst.

^[12] Trotsky, How the Revolution Armed, 400–401. Egen oversættelse.

^[13] Baal var en afgud ofte forbundet med satan i den nyere kristne tro. ‘Baals hære’ og ‘baalister’ var øgenavne for de royalistiske styrker og dyrkere af katolske helgener under den engelske reformation og borgerkrig – red.

^[14] Engels, “Engels til Bloch” september 1890 HEM

^[15] Engels, “Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis udgang”, HEM

^[16] Engels, “Engels til Schmidt 5. august 1890”, 487

^[17] Engels, “Engels til Schmidt. 27 Oktober 1890.”, HEM

^[18] Ludwig Feuerbach, (1804-1872), tysk filosof, unghegelianer.

^[19] Moses Hess, (1812-1875), tysk socialist.

^[20] Marx, “Marx to Ludwig Kugelmann. 6 March 1868.”, 544.

^[21] Trotskij, “Den dialektiske materialismes ABC”, HEM.

^[22] Engels, Anti-Dühring, 135.

^[23] Feynman, Leighton, og Sands, “Chapter 1: Atoms in Motion”, 5. Egen oversættelse.

^[24] Se side XXX

^[25] Marx, Kapitalen, 3:329.

^[26] Marx, “Forord til kritik af den politiske økonomi”, HEM.

^[27] Se side XXX