Internationale forsyningskæder er kludret helt sammen. Tomme containere er de forkerte steder, mens skibe må vente i ugevis på at losse deres varer. Kaos er total. Foto: FlickrBorgerskabets strateger troede at corona-nedlukningerne blot satte verdensøkonomien på pause, og at man kunne køre videre som før på den anden side. Men virkeligheden er en anden. Blandt mange andre er forsyningskrisen og energikrisen to af de helt store, som tilsammen udgør en perfekt storm.
Det er foråret 2020. Pandemien rammer. Store dele af verdensøkonomien lukker ned. Både produktionen og efterspørgslen kollapser til historisk lave niveauer. Olieprisen imploderer, og kontrakter på fremtidige olieleveringer, de såkaldte futures, bliver i foråret 2020 endda solgt til minuspris. Den sociale situation er højspændt. Året forinden havde været ildevarslende. Risikovurderingsbureauet Verisk Maplecroft havde, inden pandemien ramte, analyseret sig til at: “[e]En fjerdedel af alle verdens lande oplevede signifikante stigninger i sociale uroligheder gennem 2019”, og det kunne, ifølge dem, forventes at være “den nye normal” fremadrettet i 2020. Centralbanker og regeringer var derfor klar over, at hvis millioner af arbejdere nu blev fyret og mistede deres levegrundlag fra den ene dag til den anden, ville det betyde ekstrem social uro og formentlig opstand imod den herskende orden. Derfor besluttede de at gå all in på redningspakker. De satte den allerede udbredte stimuli fra post-2008 op i overdrive.
Der blev på kun to måneder kastet 10 billioner dollars ind i økonomien. Tre gange så meget, som de kastede efter Den Store Recession i 2008 over to år. Og denne gang gik det ikke kun til den finansielle sektor, men helt ud til forbrugerne. Selv såkaldte “helikopterpenge”, som billedligt talt handler om at flyve over befolkningen i helikopter og nedkaste kontanter, blev taget i brug. I USA delte Trump således checks ud til alle. Det hele blev finansieret af gæld og trykpressen. Pengemængden eksploderede.
Centralbankcheferne og kapitalens strateger vidste, at det fra et borgerligt økonomisk synspunkt var dybt uansvarligt. Når pengemængden øges uden at produktionen følger med, men måske endda tværtimod går tilbage, kan det kun resultere i inflation og økonomisk ustabilitet. Men konfronteret med risikoen for sociale opstande og med frygt for at miste alt nu-og-her, var de mere langsigtede økonomiske problemer at foretrække. Så måtte de negative konsekvenser af de gigantiske stimuli håndteres længere nede af vejen, efterhånden som de viste sig.
De massive stimuli virkede. Hurtigt eksploderede efterspørgslen. Folk renoverede deres hjem, købte cykler, biler og computere. Efterspørgslen gik fra nul til hundrede på et øjeblik. Men forbrugsmønsteret var ændret. Efterspørgsel for billioner af dollars, euro og kroner skiftede fra én sektor til en anden. Særligt fra services til forbrugsgoder. Samtidig blev forskellige dele af produktionen periodisk lukket ned for at komme smitten til livs. Hele det møjsommeligt opbyggede urværk af forsyningskæder gik i opløsning, da en flodbølge af “kunstig” efterspørgsel væltede ind over markedet. Forsyningskrisen var født.
Et delikat netværk
Forsyningskrisen er resultat af sammenbruddet af et delikat netværk. I årtier, særligt siden Østblokkens fald og Kinas fuldbyrdede indtræden på verdensmarkedet, rullede den såkaldte globalisering frem. Den resulterede i større og større økonomisk integration af hele verden. Mere og mere komplekse forsyningskæder, hjulpet af meget lave transportomkostninger, betød, at varer blev produceret på ét kontinent, samlet i et andet, pakket i et tredje, solgt i et fjerde osv. osv.
En del af denne proces var også udviklingen af den såkaldte just in time produktion. Ideen var, at reducere lagerbeholdningen til sit absolutte minimum. Det betød, i marxistisk terminologi, mindst muligt ophold i kapitalens cirkulationsproces og dermed hurtigere omslagstid og højere profitrate. Med andre ord: Hvis for eksempel én million investeret i varer, der ligger længe på lager, er ét år om at komme tilbage til sin investor med et afkast på ti tusind kroner, er det et elendigt resultat. Profitraten er 1%. Men, den samme million investeret i varer, der sælges hurtigt, kommer hurtigt tilbage for at blive til nye varer, der hurtigt bliver solgt osv. osv., fx 20 gange på et år med samme afkast per omsætning som før, så er profitraten pludselig 20%.
Teknikkerne til dette blev perfektioneret over det sidste årti. Fra at starte hos enkelte store fabrikker som Toyota, spredte denne tilgang sig til hele økonomien og ud i dens mindste afkroge.
Just in time produktion har ikke løst kapitalismens modsætninger. Den højeffektive produktion gjorde også forsyningskæderne ekstremt skrøbelige. Foto: Bertel Schmitt Wikimedia Commons
Selv i de mindste butikker krøb det ind: Når man for eksempel tidligere gik til cykelsmeden for at få et nyt hjul eller en anden reservedel, kunne han tage det ned fra hylden i sit omfangsrige lager. Men med just in time konceptet kunne cykelsmeden undgå at have et stort og kostbart lager. Han kunne simpelthen bestille delen hos sin leverandør og få den leveret til sit værksted dagen efter. Han sparede investering i sit lager mod en mindre merpris på den enkelte del.
Introduktionen af just in time rørte ikke ved Kapitalismens fundamentale modsætninger: Modsætningen mellem en produktion, som bliver udviklet, som om det kun er produktivkræfterne selv, der sætter begrænsningen, mens forbruget er begrænset af klassesamfundets snævre rammer. Dette vedblev at være tilfældet. Samtidig med introduktionen af just in time var der altså stadig massiv opbygning af en klassisk overproduktion (eller overkapacitet, som den udtrykte sig i just in time-æraen). Overproduktionen var et systemisk problem, som – indenfor kapitalismens rammer – kun kunne finde sin løsning i nye overproduktionskriser som i 2008.
Så vidt det systemiske aspekt.
Men set fra den enkelte virksomheds synspunkt, var deres forsyningskæder ekstremt effektive. I stedet for at have lokale lagre var hele verdens varekatalog deres lager. Så længe, der ikke var større forstyrrelser, var forsyningskæderne netop som ét gigantisk urværk, hvis tandhjul dækker hele kloden, smurt af gratis penge i form af nul-renter, ekstremt lave transportomkostninger og en tro på, at risiko ikke længere var en faktor, efter staterne havde reddet investorerne i årene efter 2008. Men hele konstruktionen var ekstremt skrøbelig.
Bullwhip effect på steroider
Indenfor forsyningsstrategi taler man om the bullwhip effect. Begrebet betegner situationen, når et pludseligt peak i efterspørgsel sætter sig igennem og slår tilbage i forsyningskæden med eksponentiel effekt.
Lad os tage et eksempel: En dagligvarebutik sælger normalt 250 kasser øl om måneden. Pludselig stiger efterspørgslen, hele lagret på 250 kasser likvideres på en uge. Butikken bliver overrasket og kontakter grossisten og lægger nu en ordre på 500 kasser for at kunne følge med den højere efterspørgsel. Grossisten bliver lige så glædeligt overrasket over det tilsyneladende ekspanderende marked og lægger en ordre på 1000 kasser hos sin distributør for at kunne følge med den forventede efterspørgsel. Distributøren lægger en ordre på 1500 hos fabrikanten, for ikke at skulle melde hus forbi. Fabrikanten lægger ordrer på råvarer svarende til 2000 kasser hos sine leverandører. Sådan blev en kortvarig ekstra efterspørgsel på 250 kasser øl, måske foranlediget af en uforudset populær fodboldkamp i nærområdet, til 2000 kasser i sidste ende af kæden. Når efterspørgslen næste måned viser sig igen at være 250 kasser, sætter effekten sig igennem med omvendt fortegn med massiv overproduktion til følge, og måske endda risiko for konkurs for de sidste led.
Noget lignende kan forklare de voldsomme flaskehalse og udprægede mangler vi ser nu. Blot så meget desto større, som det drejer sig om hele verdensøkonomien på samme tid. Efterspørgslen skiftede ikke bare markant mellem sektorer og produkter, men blev kraftigt forøget af de gratis penge fra hjælpepakkerne. Ingen ved, hvad efterspørgslen vil være i morgen og om ændringerne i forbrugsmønstre er permanente.
På udbudssiden ved ingen, om producenterne lukker ned i morgen på grund af nye udbrud af deltavarianten (eller en anden kommende variant). Og efter at have været sat i stå, og essentielle havne lukket ned pga. smitte, er de internationale logistikkæder kludret fuldstændig sammen. Tomme containere er de forkerte steder, mens skibe må vente i ugevis uden for havnene for at losse deres varer. Der er ekstrem usikkerhed om, hvorvidt råvarer, komponenter og halvfabrikata kommer frem i morgen eller om et halvt eller helt år. Kaos er total.
Ikke bare virker the bullwhip effect nu med eksponentiel kraft tilbage gennem forsyningskæden. Usikkerheden og manglen gør, at alle aktører bevidst hamstrer i alle led af frygt for at måtte stoppe produktionen på grund af manglende komponenter. De største aktører, med flest penge, kan lægge store ordrer hos leverandørerne, der rækker langt ud i fremtiden, og kræve prioritet over leverancer til andre kunder. Det gør manglen endnu værre i systemet som helhed. Hvor stort dette problem er, findes der ikke tal for, kun anekdotiske beviser. Men det må være massivt.
Det eksisterende produktionsapparat er ude af stand til at følge med. Hvad gør en fabrikant som bliver oversvømmet med ordrer? Ud over at sætte priserne op, tillader han sig naturligvis at fokusere på de af hans produkter med den højeste margin: De dyrere high end produkter. Det betyder, at der ligefrem kan ske fald i udbuddet af visse produkter, som for eksempel gamle computerchips, som bruges i bilindustriens simple komponenter, som fx en lysdæmper i et bakspejl.
Kombineret, bliver alt det ovenstående til den ultimative Bullwhip effect på steroider. Kløften mellem udbud og efterspørgsel har antaget astronomiske dimensioner.
Tilbage til hvilken normal?
Hvis der blot havde været tale om en gigantisk Bullwhip effect i et ellers sundt opsving, så havde effekten været stor, men tingene kunne før eller siden falde tilbage til normalen med en mindre korrektion i markederne. Men verdensøkonomien er på ingen måde sund og på ingen måder “normal”.
Siden 2008 har staterne og centralbankerne kunstigt holdt økonomierne kørende ved hjælp af lave renter og støtteopkøb i markedet. Ikke af økonomiske hensyn – for det var en uansvarlig politik – men fordi de var bange for social uro og opstand. Men det betød, at i stedet for at krisen i 2008 virkelig fik renset ud i overkapaciteten og udryddet uholdbar gæld for at lægge grunden til et opsving, blev det modsatte tilfældet. Staterne reddede virksomhederne og ikke mindst bankerne. Alt, hvad der ifølge den kapitalistiske logik skulle være gået under i et inferno af konkurser og social katastrofe, blev reddet af den borgerlige stats omsorgsfulde hånd. Gældsbyrden voksede. Zombie-virksomheder, banker og endda lande kunne fortsætte deres eksistens, som levende døde, og blive ved med at forgælde sig. Aktiemarkederne tog fra igen og steg med historisk uset kraft. Boligboblerne blev pustet op igen. Alle aktivklasser eksploderede. osv. osv.
Med regeringernes redningspakker efter 2008 blev risiko taget ud af markedet. Prissignalerne, som er helt afgørende i en markedsøkonomi for at allokere kapital, er blevet kraftigt fordrejet eller sat helt ud af kraft. Normalt ville investorer tage en ekstra høj rente for at låne ud til virksomheder med dårlig kreditvurdering, på grund af den øgede risiko. I dag er renterne på højrisikoobligationer i USA gennemsnitligt lavere end inflationen. Gigantiske bjerge af penge skyller rundt i jagten på forrentning. Efter pandemien og de gigantiske stimuli er fordrejningen af prissignalerne blevet mange gange værre. Risiko er simpelthen ikke længere et issue for finansspekulanterne. Finansmarkederne har fået det indtryk, at centralbanken altid vil intervenere og vende markedet, hvis der skulle komme problemer. At det altid vil gå op og op. Denne misforståelse bekræftede centralbankerne, da de greb ind i foråret 2020 med deres enorme pengegaver og på kort tid vendte et historisk dybt og pludseligt børskrak til en ny aktiemani. Så, hvordan skal markedet og forsyningskæderne finde tilbage til en “sund” balance, når markedets usynlige hånd er sat ud af kraft? Det nuværende kaos er altså et produkt af dels en kapitalisme i en langvarig og dyb grundlæggende krise, og dels det politiske svar fra en herskende klasse, som ikke længere tør lade sit eget økonomiske system fungere, “som det skal”, af frygt for at blive væltet under de sociale eksplosioner, som en fritløbende krise vil afstedkomme.
Afglobalisering
Krisen i 2008 satte yderligere skub i de centrifugale kræfter. De enkelte lande forsøgte at eksportere sig ud af krisen på hinandens bekostning. Billede: Antonio R Villaraigosa, Flickr
Det nuværende kaos og usikkerhed betyder, at de store virksomheder er i fuld gang med at omlægge deres forsyningskæder og gøre dem mere lokale og regionale og i det hele taget mere robuste. Men det er ikke noget, der sker over en enkelt nat. Og det er absolut ikke gratis. Fabrikker skal lukkes og andre skal bygges. Det tager årevis. Men kaoset efter pandemien spiller også ind i en allerede eksisterende tendens: øget protektionisme. Lige siden den såkaldte Doha-runde i WTO, som blev startet helt tilbage i 2001, fejlede, har modsætningerne mellem nationalstaterne kun bevæget sig én vej: op.
Krisen i 2008 satte yderligere skub i disse centrifugale kræfter. De enkelte lande forsøgte at eksportere sig ud af krisen på hinandens bekostning. Det blev i højere og højere grad hvert land for sig selv. Handelsbarriererne steg. Da Trump kom til magten i 2016, accelererede han denne proces med indledningen af den direkte tarifkrig mod Kina i et forsøg på, med politiske midler, at holde den voksende økonomiske kæmpe tilbage – væk fra at udfordre amerikansk imperialismes uantastede dominans. En politik som Joe Biden nu energisk viderefører.
Det er altså med andre ord udelukket, at vi, blot på mellemlangt sigt, skulle bevæge os tilbage til en globaliseringsgrad og forsyningskæder, som vi så før corona. Med andre ord er verdensøkonomien gået ind i en periode, der mere ligner starten af det 20. århundrede end de sidste 20 år. Det vil have mange konsekvenser. Nogle af dem er lavere produktivitet, et nedadgående pres på profitraterne (som på sigt vil blive søgt modgået ved at presse lønningerne) og højere priser så langt øjet rækker. Det er en opskrift på klassekamp.
Energikrise
Som om kaoset med forsyningslinjerne ikke var nok, er store dele af verden nu ramt af en energikrise. I Storbritannien holder biler i kø ved tankstationerne i kampen om de eftertragtede dråber. I Europa er elpriserne fordoblede og prisen på naturgas femdoblet i forhold til samme tid sidste år. Årsagen er akut mangel. Normalt bruges sommermånederne til at opbygge gaslagrene til vinteren. I midt oktober sidste år var EU’s lagre 95% fyldte. I år var de kun nået op på 77% på samme tidspunkt. Det er kritisk. For netop nu starter den kolde sæson, som betyder netto dræn af lagrene. Hvis vinteren bliver hård, kan det blive nødvendigt med egentlig rationering af energien.
Dette er allerede tilfældet i flere regioner i Kina, hvor både forbrugere og fabrikker har fået lukket for strømforsyningen for at prioritere den til den “vigtigste” produktion – altså den der giver mest profit.
Den manglende gas betyder, at store industrielle forbrugere, som har muligheden, skifter over til olie og andre fossile energikilder. Men også her er der begrænset kapacitet, og prisen på olie er nu over 80 dollars per tønde.
For lande, som Indien og Pakistan, som ikke har de finansielle midler, kan vinteren meget vel betyde, at deres lande simpelthen går i sort, ligesom det allerede er sket for Libanon. Dette oven i en corona-pandemi, der raser på fuld kraft, da verdens rige lande naturligvis ikke bekymrer sig om at skaffe coronavacciner til resten af verden.
Hvad er årsagen til energikrisen?
I medierne får vi at vide, at energikrisen er Putins skyld. Selvom der ikke er tvivl om, at Putin ganske aktivt bruger energikrisen til at styrke Ruslands og Gazproms position og til at accelerere godkendelsen af den nye og færdigbyggede Nord Stream2 gasledning gennem Østersøen til Tyskland, så er det ikke Rusland, der er ansvarlig for energikrisen. Rusland har efterlevet alle deres kontrakter. Men EU har selv valgt at gå væk fra langsigtede kontrakter og over til at købe 80% af sin gas på spotmarkedet. Det er dyrt, når der ikke er noget gas i udbud.
Genåbningen og den eksploderede efterspørgsel på forbrugsvarer, som vi beskrev ovenfor, har betydet et opadgående chok i efterspørgslen på energi. Sammenholdt med lave vandreservoirer i mange lande med vandkraft, fx Norge og Brasilien, på grund af mindre regn end normalt og færre dage med blæsevejr til at generere vindstrøm i andre lande, som fx Danmark, er bunden gået ud af energisektoren. Det er naturligvis kun noget, der vil blive værre med klimaforandringerne. Men alt dette er kun tilfældigheder. Bag det ligger mere fundamentale problemer.
I årevis har der ikke været investeret i energi eller den nødvendige infrastruktur. Fossil energi kræver konstante investeringer blot for at bevare status quo. Olie- og gasfelterne i Storbritannien, Norge, Holland og Danmark er gradvist blevet tømt, og nye er ikke blevet etableret. Kulkraftværker er blevet lukket. Det giver altsammen mening i forhold til at reducere CO2 udledning. Men det langsomme misvedligehold er sket uden, at der er investeret tilstrækkeligt i alternativer. Således har investeringerne i grøn energi været støt faldende i de udviklede lande siden 2014, og lå i 2019 30% under topniveauet, som vi beskrev i sidste nummer af Revolution.
Tyskland, Europas hjerte og kontinentets langt største energiforbruger (landet bruger 40% mere end nummer to på listen, Frankrig), har siden 2011 været i gang med at afvikle sin atomkraft, som havde en kapacitet på 31 gigawatt og som indtil midten af 00’erne stod for ca. 30% af landets elproduktion. Afviklingen af atomkraft er faldet sammen med afviklingen af de kraftigt forurenende kulkraftværker. Samtidig er produktionskapaciteten fra vedvarende energikilder rigtig nok steget hvert år. Men det er gået langsomt, og vedvarende energi er notorisk ustabil. Og med manglende investeringer i både elnettet, og ikke mindst oplagringskapacitet, er naturgas blevet tildelt en så meget desto vigtigere rolle, som den stabile base for strømproduktionen, af Europas største forbruger. Tyskland producerer ikke selv naturgas. Det frie marked hersker. Strøm kan købes. Der er bare ét problem: Andre lande har gjort det samme som Tyskland. Fossile energikilder blev langsomt afviklet, men der blev ikke investeret tilstrækkeligt i at sætte noget i stedet: afvikling af energikilder uden at opbygge et reelt alternativ har sat Tysklands og hele Europas forsyningssikkerhed på spil. Og lignende historier kan fortælles i resten af Europa, og resten af verden for den sags skyld, inklusiv Danmark, som også må købe el på det frie marked, når vinden udebliver. Ingen investerer, alle håber at andre klarer ærterne. For som vi ved: Kapitalismen er ikke et planlagt system, men baseret på profitmotivet, markedets anarki og opdelingen i nationalstater. Og der er ikke penge i at investere i hverken grøn energi eller overskudskapacitet.
At forsyningssikkerheden i Tyskland har været stabilt for nedadgående er ikke noget nyt. Så sent som 2019 advarede McKinsey om risikoen for energiunderskud i 2021, som følge af lukning af kul- og atomkraftværker, ligesom landets nationale elnetsoperatør allerede i juni 2019 var et mulehår fra at måtte lave rullende strømafbrydelser. 2020 blev det ikke et problem på grund af nedlukningerne, men med genåbningen af økonomierne i 2021 er læsset væltet. Det er kvantitet, der slår over i kvalitet, når årevis med underinvesteringer i energiproduktion og infrastruktur ramler sammen med økonomisk kaos, usædvanlige vejrmønstre og en halvhjertet grøn omstilling.
Men det er ikke slut endnu. Denne vinter lukker Tyskland nemlig yderligere tre atomkraftværker med en samlet kapacitet på 4,06 gigawatt. De allersidste reaktorer lukker med udgangen af 2022. Samlet betyder lukningerne i 2021 og 2022, at yderligere 11% af den stabile elproduktion i Tyskland ryger.
Hvad står vi overfor?
Først og fremmest vil det være naivt at tro, at den inflation, vi ser sprede sig nu, blot er forbigående, som centralbankerne ellers lovede os. De har startet en inflationær spiral ved at trykke penge i gigantiske mængder og pumpe dem ud i en økonomi i kaos samtidig med, at renterne holdes på kunstigt lave niveauer. Politikken holdt rigtig nok gang i hjulene på økonomien og fik, som sidegevinst, gjort de rigeste ufatteligt meget rigere, da alle aktivklasser steg markant. Men det har ikke været uden konsekvenser. De gigantiske hjælpepakker og pengepolitiske stimuli, siden pandemien, bygger bare ovenpå årtier med samme politik. Verdensøkonomien er for længst blevet som en junkie, og den herskende klasse gav den alt, hvad den kunne trække (og her er vi endda ikke kommet ind på den gældsdrevne kinesiske økonomi).
På blot et enkelt kvartal efter pandemien steg pengemængden i USA med 16% (M2). Årene før lå stigningstakten omkring 3-4% – om året. Den årlige stigningstakt i pengemængden har nu stabiliseret sig til omkring 13% (august 2020 til august 2021). Inflationen i USA kryber hele tiden op og er i skrivende stund nået over 5%. Med en rente på kun lidt over 1 % og månedlige støtteopkøb af obligationer for 120 mia dollars er der altså stadig massivt tryk på den amerikanske centralbanks inflationsspeeder, omend nogle medlemmer af bestyrelsen er begyndt at snakke om at drosle ned… på et tidspunkt.
I Europa har inflationen indtil nu været lavere end i USA, således 3,4% i september og i Tyskland 4,1%. Men det seneste tyske PPI tal (20. oktober), som angiver udviklingen i priserne, som de tyske producenter tager, viste en kraftig stigning til 14,2% på årsbasis. Sidst det ramte et sådan niveau var i 1974. Det samme ses i Danmark, hvor Danmarks Statistik i oktober kunne rapportere: “Det samlede producentprisindeks for varer er i september 2021 steget med 19,0 % i forhold til samme måned sidste år. Stigningen i producentprisindekset er den største årsstigning siden juli 2008. Importprisindeks for varer er i samme periode steget med 11,8 pct., hvilket er den største stigning i indeksets historie.”
De gigantiske hjælpepakker og pengepolitiske stimuli, siden pandemien, bygger bare ovenpå årtier med samme politik. Verdensøkonomien er for længst blevet som en junkie, og den herskende klasse gav den alt, hvad den kunne trække. Billede: In defence of Marxism
Før eller siden må centralbankerne skifte kurs og forsøge at slå inflationen ned. Det vil betyde stop for støtteopkøbene og introduktion af rentestigninger. De finansielle markeder vil reagere som en junkie, der bliver frataget sit fix. Rentestigninger vil også have enorme konsekvenser for det oppustede boligmarked både i USA og Europa, hvor millioner af arbejdere risikerer personlig bankerot. Men problemerne stopper ikke her. Der er nemlig nye indikationer på, at væksten i USA er faldet til omkring 0% i 3. kvartal, og måske allerede er i recession. Stemmer disse første og usikre indikatorer bare nogenlunde, bringer det os ind i det frygtede stagflationsterritorium. Det vil sige en situation med både økonomisk stagnation eller tilbagegang og inflation – samtidigt. Det er centralbankchefernes catch 22: Hæver du renten for at tackle inflationen, hamrer det den i forvejen svage økonomi ned i dyb recession. Lettes pengepolitikken for at få gang i væksten, accelererer inflationen og æder arbejderklassens købekraft og kapitalisternes profitter.
Ydermere: I modsætning til stagflationen i 70’erne, hvor USA havde en offentlig gæld på omkring 30% af BNP, er den i dag på 125%. Og budgetunderskuddet er enormt med 2.769 mia. dollars alene i 2021, omkring 13% af det amerikanske BNP. Tal som disse er normalt forbeholdt halv- eller helbankerotte tredjeverdenslande. Men her taler vi om verdens mægtigste imperialistiske magt og kapitalismens beskytter. Der er ingen måde, hvorpå dette kan fortsætte.
Den ene krise efter den anden ramler altså sammen. Det er altsammen forårsaget af tilfældigheder. Men det er tilfældigheder, der udtrykker en større nødvendighed: Årtiers “kicking the can” indenfor alle områder har intet løst, men blot udskudt og forværret alle modsætninger. Systemet er nu ved at have nået sin grænse, og en eksistentiel krise nærmer sig i horisonten.
Kapitalismen kan kun fungere, hvis dens naturlige og tilbagevendende overproduktionskriser renser ud i overproduktionen, og derved lægger grunden til et nyt opsving. I over to årtier er tre store kriser (2001, 2008, 2020) blevet forhindret i at udføre netop dette ved hjælp af gældssætning ud over alle grænser. Verden har aldrig været så forgældet som i dag, særligt de rige lande. Vi lever i et gigantisk eksperiment. Ingen mennesker har før oplevet, hvad vi ser udspille sig i dag. Men før eller siden sprækker bukserne, som det allerede er ved at ske med forsyningskæder, inflation, klimakrisen og energikrisen. Hele den opsparede byrde vil blive væltet over på arbejderklassen med katastrofale sociale konsekvenser.
Det hele kan næsten virke absurd. Men det hjælper hverken at grine eller græde over denne situation. Det handler om at forstå. At se virkeligheden i øjnene, som den faktisk er: Det kapitalistiske verdenssystem er i opløsning. Vi må forberede os på en bitter og langvarig klassekamp, som hverken bliver let eller behagelig. Jo bedre vi er organiserede, jo mere vi har lært af tidligere tiders erfaringer, og jo stærkere vi er, jo mere kan vi hjælpe til med at give den sårede markedsøkonomi dødsstødet. At rydde kapitalismens anarki af vejen er den eneste måde at skabe et samfund indrettet til mennesker, hvor vi selv har rationel og demokratisk kontrol over økonomien og vores fælles fremtid.
