AUKUS forsvarspagten har slået dybe skår i det transatlantiske samarbejde. Billede: Defence Imagery, Flickr.Den nye forsvarspagt indgået mellem USA, Australien og Storbritannien har slået skår i det transatlantiske forhold. Den voksende splittelse mellem USA og EU sætter det danske borgerskab i klemme. Borgerskabets dilemma om, hvilken magt de skal støtte, vil kun tage til og har potentialet til at udvikle sig til en alvorlig krise for dansk kapitalisme.
Onsdag den 15. september smed Joe Biden en geopolitisk bombe. På et pressemøde annoncerede regeringslederne fra USA, Australien og Storbritannien, at de tre lande danner en ny forsvarspagt døbt AUKUS. Annonceringen af den nye forsvarspagt udløste en politisk krise i de internationale relationer mellem Europa og USA, og Frankrig hjemkaldte for første gang i flere hundreder år sin ambassadør fra USA og Australien.
Forsvarspagten indebar nemlig, at Australien annulerede en allerede eksisterende aftale med Frankrig om køb af 12 dieseldrevne ubåde til en værdi af 420 milliarder kroner – en ikke ubetydelig sum. I stedet vil USA og Storbritannien nu hjælpe Australien med at anskaffe atomdrevne ubåde, som skal give Australien mulighed for en mere markant tilstedeværelse i Stillehavet og særligt i farvandene omkring Kina – et af de strategisk vigtigste havområder i verden, som 70% af al verdenshandel fragtes gennem. AUKUS er et forsøg fra amerikansk imperialisme på at inddæmme og presse Kina ved at opruste den militære kapacitet hos allierede i Kinas nærområde. Samtidig åbner forsvarspagten op for intensiv amerikansk og britisk brug af australske flådebaser.
Den nye forsvarspagt er en massiv ydmygelse for Frankrig og resten af USA’s europæiske allierede. De franske myndigheder var ikke blevet orienteret om aftalen, inden den blev annonceret, og Frankrigs udenrigsminister anklagede derfor åbent de tre AUKUS lande for at dolke Frankrig i ryggen. Det gjorde gjorde kun ondt værre, at Biden inviterede Storbritannien med i den nye forsvarspagt på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Storbritannien og EU er historisk dårligt i kølvandet på Brexit.
Det var desuden anden gang på få måneder, at Biden-administrationen formåede at ydmyge sine europæiske allierede. Til de europæiske lederes store irritation involverede USA i sommer ikke de andre NATO-lande i sine planer for tilbagetrækningen fra Afghanistan. Resultatet blev en kaotisk afslutning på 20 års krig, som skabte politisk kriser rundt om i Europa.
Disse seneste lavpunkter i forholdet mellem USA og Europa er ikke resultatet af uopmærksomme statsledere eller dårlig statsmandskunst. Det forværrende forhold har en systemisk årsag. Krisen og ustabiliteten i det kapitalistiske system får i stigende grad et udtryk som et opbrud i de internationale relationer. Verdensmarkedet er i kaos, og protektionisme og afglobalisering er i fremgang, hvilket alt sammen øger spændingerne mellem verdens nationalstater herunder mellem de gamle alliancepartnere i det transatlantiske samarbejde.
Opbrud mellem Europa og USA
Det transatlantiske samarbejde gennemgik fire hårde år, mens Trump sad i Det Hvide Hus, hvilket fx tydeligt blev udtrykt, da Trump kaldte EU en større fjende end Rusland og Kina. Da Joe Biden vandt præsidentvalget, åndede Europas statsledere derfor lettede op – nu kom der endelig fornuftige kræfter til magten i USA, som var dedikerede til at pleje det transatlantiske samarbejde og NATO. Vestlig imperialisme ville langt om længe atter være forenet.
Bidens udenrigspolitik har imidlertid vist, at Trumps politiske kurs ikke var en midlertidig afvigelse men derimod var en del af et større udenrigspolitisk skift for amerikansk imperialisme. De voksende spændinger mellem EU og USA stak langt dybere end Trump; hans bramfri bemærkninger satte blot højlydte ord på, at amerikansk og europæisk kapitalismes interesser trækker i forskellige retninger.
Efter anden verdenskrig var amerikansk imperialismes hovedprioritet at bekæmpe Sovjetunionen, og den vigtigste kampplads var i Europa, hvorfor regionen blev hovedfokus for USA’s diplomatiske og militære opmærksomhed. Alliancen mellem det amerikanske og europæiske borgerskab var bygget på at bekæmpe den fælles fjende. På trods af at Rusland i dag stadig udgør en konkurrent til amerikansk imperialisme, så har Rusland i dag en helt anden karakter end tidligere. Rusland er ikke længere en systemisk fjende for USA, som Sovjetunionen var, hvor en planøkonomi konkurrerede mod en markedsøkonomi.
På baggrund af sin enorme økonomiske vækst har Kina i løbet af de sidste årtier udviklet sig til USA’s absolut største rival. Den kinesiske økonomi er verdens andenstørste kun overgået af USA, som Kina hastigt er ved at indhente. Regimet i Beijing ønsker en diplomatisk, militær og udenrigspolitisk indflydelse, som tilsvarer landets økonomiske styrke. Et første skridt i retningen af at nå dette mål er at få etableret sin egen interessesfære ved at skubbe USA ud af Østasien og den vestlige del af Stillehavet – en del af verden, som siden 2. verdenskrig er faldet ind under den amerikanske interessesfære. Kina er altså i gang med at udføre en kinesisk udgave af monroedoktrinen: at presse imperialistiske magter ud af deres del af verden, så de i stedet selv bliver herrer i deres eget nabolag.
Den vigtigste kampplads for amerikansk imperialisme har således skiftet fra Europa til Stillehavsregionen. Den nye AUKUS-forsvarspagt er det seneste eksempel på, at amerikansk imperialismes udenrigspolitiske prioriteter har ændret sig, og at USA i stigende omfang ikke længere anser sine vigtigste allierede som værende i Europa men derimod i Stillehavsregionen – især Australien og Japan.
I årtier havde amerikansk og europæisk imperialisme desuden haft en fælles interesse i Mellemøsten. USA var især optaget af at sikre en stabil forsyning af billig olie til verdensmarkedet og i særdeleshed til den amerikanske økonomi. Amerika har sidenhen udviklet sin egen olieindustri og er nu verdens største olieproducent og er dermed ikke længere afhængig af mellemøstlig olie. Som konsekvens har USA mindsket sit engagement i Mellemøsten for i stedet at kunne fokusere på Kina og Stillehavsregionen.
Det europæiske borgerskab har imidlertid fortsat med at have sin opmærksomhed stift rettet mod Mellemøsten. Regionen har tidligere været koloniseret af forskellige europæiske magter, og det europæiske borgerskab anser regionen som sin baghave og som en del af sin nuværende interessesfære. De europæiske kapitalister har gigantiske økonomiske interesser i regionen. I 2020 importerede EU for omkring 139 milliarder dollars fra Mellemøsten, og samme år eksporterede EU for 200 milliarder dollars til Mellemøsten. Derudover forsyner Mellemøsten fortsat EU med store dele af dets oliebehov.
Samtidig er det amerikanske borgerskab irriteret over, at Frankrig og Tyskland kun fodslæbende og halvhjertet støtter op om amerikansk imperialismes offensiv mod Kina. I juni måned samlede Joe Biden Vestens ledere til et G7-møde med ønske om at indgå en fælles front mod Kina. Mødet afslørede imidlertid offentligt Vestens splittelse, eftersom G7-landene var ude af stand til at nå til enighed om deres syn på ikke bare Kina men også Rusland.
Mens det amerikanske borgerskab desperat forsøger at bremse Kinas voksende indflydelse på verdensplan, har de europæiske kapitalister andre prioriteter. Europas ledere har indtaget en mere neutral position over for Kina, som har tilladt dem at udvide handlen med landet, som nu har overhalet USA som EU’s største handelspartner. De europæiske kapitalister har altså ingen interesse i at konfrontere Kina direkte og dermed risikere at sætte de lukrative handelsrelationer over styr.
Den voksende kløft mellem Europa og USA er også kommet til udtryk som konflikter i internationale organisationer. Direktøren af den Internationale Monetære Fond (IMF), Kristalina Georgieva, er anklaget for at have manipuleret data til Kinas fordel, da hun tidligere arbejdede for Verdensbanken. Skandalen har endnu en gang drevet en kile ned mellem USA og Europa. USA forlanger, at Georgieva bliver fjernet som direktør for IMF; de europæiske lande insisterer på, at hun beholder sin stilling. Konflikten over direktøren for IMF er i sig selv ikke alvorlig, men det er endnu et symptom på det generelle skred, der sker i forholdet mellem USA og dets europæiske allierede.
Det ville dog være en overdrivelse at påstå, at alliancen mellem Europa og USA er ovre. USA vil naturligvis gerne opretholde et godt forhold til sine europæiske allierede, men USA’s prioriteter har ændret sig afgørende. Det er tydeligt, at europæisk og amerikansk kapitalisme har forskellige interesser, som i højere grad trækker i forskellige retninger end hvad tidligere var tilfældet. På flere og flere spørgsmål finder USA og Europa sig stående på hver sin side. Som det gamle ordsprog siger: Stater har ikke permanente venner kun permanente interesser.
Et ben i begge lejre
Den politiske kløft mellem USA og Europa er vokset. Billede: Joint Congressional Committee on Inaugural Ceremonies
Det voksende kløft mellem amerikansk og europæisk kapitalisme vil få stor betydning for det danske borgerskab, der har et ben solidt plantet i hver lejr. På trods af, at USA siden 2019 indtog førstepladsen som Danmarks største handelspartner, så er dansk kapitalisme fuldstændig bundet op på Europas økonomi og er især økonomisk afhængig af Tysklands.
Dansk kapitalismes dybe økonomiske integration i Europa afspejler sig bl.a. i antallet af eksportrelaterede jobs. Omkring to-tredjedele af de danske eksportjobs afhænger af handel med andre EU-lande. Økonomisk set er Danmark uadskillelig fra Europa og har grundlæggende fælles økonomiske interesser med de andre EU-lande. Det forholder sig imidlertid anderledes, når man ser på sikkerhedspolitikken.
Historisk set har den herskende klasse i Danmark altid forsøgt at finde en stormagt at alliere sig med for at få noget modvægt til den tyske stormagt mod syd. I det sidste århundrede har det konkret betydet, at den herskende klasse har lænet sig op ad Storbritannien, men siden Storbritannien faldt fra magtens tinder, har de i stedet klamret sig til USA. Til gengæld for at USA leverer en sikkerhedsgaranti til Danmark i form af beskyttelse i tilfælde af krig har det danske borgerskab loyalt støttet op om Amerikansk imperialismes eventyr i Mellemøsten og tilladt USA at oprette militærbaser i sin koloni Grønland. De voksende spændinger mellem EU og USA sætter derfor det danske borgerskab i en vanskelig situation, da det bliver sværere og sværere at skræve over den voksende afstand mellem de to kontinenter.
Indtil videre har det danske borgerskab taget USA’s parti. På et FN-møde i Washington umiddelbart efter annonceringen af den nye AUKUS-forsvarspagt langede Mette Frederiksen ud efter de andre europæiske ledere, som kritiserede Biden, og tog ham i stedet i forsvar. Da Mette Frederiksen blev spurgt om, hvorvidt hun kunne forstå franskmændenes frustrationer over den nye forsvarspagt, lagde hun ikke skjul på, hvilken side i konflikten, hun stod på: »Nej, jeg kan ikke forstå dem. Jeg forstår dem slet ikke. Jeg anser Biden som værende meget loyal over for den transatlantiske alliance.«. I modsætning til USA og Danmark stod Tyskland og den Europæiske Kommission, som bakkede op om Frankrig.
USA’s klemme på det danske borgerskab
Årsagen til at Mette Frederiksen indtil nu har støttet op om USA på EU’s bekostning skal nok findes i Grønland, hvor amerikanerne har en klemme på det danske borgerskab. USA har over de seneste år optrappet deres engagement i Grønland. I 2020 åbnede USA et konsulat i Nuuk, og i september i år gav USA en økonomisk hjælpepakke til Grønland på 63 millioner kroner, den tredje amerikanske hjælpepakke inden for blot to år.
Den danske regering frygter (sikkert begrundet), at hvis Danmark ikke fortsat loyalt bakker op om USA i udenrigspolitiske anliggender, så vil USA erklære sin støtte til Grønlands løsrivelse fra Danmark. Ved fortsat ukritisk at tage USA’s parti i konflikter med EU forsøger Mette Frederiksen håbefuldt at holde sammen på det danske rige og dets kolonier. Men ikke alle dele af borgerskabet bakker op om Mette Frederiksens udenrigspolitiske kurs.
Allerede nu kan vi se, at der begynder at opstå en splittelse i den herskende klasse i Danmark over, hvordan de skal orientere sig i opbuddet mellem amerikansk og europæisk kapitalisme. Venstre har ikke direkte udmeldt, at Danmark skal gå væk fra USA, men at Danmark i fremtiden skal orientere sig mere mod EU og mindre mod USA. Venstres formand Jakob Ellemann Jensen annoncerede således i september, at han ønskede Danmarks EU-forsvarsforbehold fjernet, for at Danmark kunne tage del i at styrke EU’s samlede forsvar.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, og andre europæiske ledere har ligeledes konkluderet, at der er behov for at danne en decideret europæisk forsvarsunion, i lyset af hvad han ser som de seneste måneders amerikanske svigt. Formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, udtrykte endda i sin tale om Unionens tilstand den 15. september et mål om, at EU skal udvikle sine egne forsvarskapaciteter for at kunne garantere sin egen sikkerhed. En decideret EU-hær er stadig et fjernt perspektiv, men borgerskabet rundt om i Europa begynder i stigende grad at være opmærksomme på, at de ikke længere kan stole på USA til at forsvare deres interesser.
Venstres opbakning til et stærkere EU er stadig på et langt mere begrænset niveau, end hvad tilfældet er med Macron og von der Leyen. Venstres EU-positive udmeldinger er imidlertid en indikation på de opbrud, der foregår blandt den herskende klasse i Danmark. Efter den katastrofale tilbagetrækning fra Afghanistan luftede seks tidligere udenrigsministre ligeledes behovet for at foretage et afgørende skift i den danske udenrigspolitik, hvor Danmark i fremtiden gør sig mere uafhængig af USA. AUKUS-aftalen har formentlig kun styrket denne opfattelse. De seneste måneders geopolitisk udvikling har tydeligvis ansporet diskussioner og overvejelser blandt samfundets højere lag. Dilemmaet om, hvilken magt Danmark i fremtiden vil orientere sig imod, vil kun blive mere betændt, i takt med at det amerikanske og europæiske kontinent politisk driver længere fra hinanden.
Det er ikke så overraskende, at netop dette spørgsmål deler vandene i toppen af samfundet, for der er ikke noget godt valg set fra borgerskabets synspunkt. Hvis Danmark trækker sig politisk fra USA, kan det sagtens tænkes at få konsekvenser for virksomheder som Mærsk, Novo Nordisk og Vestas, som alle har stor eksport til USA. Omvendt, hvis det danske borgerskab holder fast i USA, kan Danmark risikere at blive set af de andre europæiske lande som USA’s forlængede arm i EU. At blive set som en trojansk hest kan ligeledes snildt tænkes at få økonomiske konsekvenser. Uanset hvilken side Danmark ender med at stå på, så vil det få store konsekvenser for stabiliteten af dansk kapitalisme.
Turbulente farvande i sigte
Hvad vi er vidner til på verdensplan er afsutningen på de stabile verdensralationer, som har karakteriseret verden helt tilbage til afslutningen på 2. verdenskrig. For det danske borgerskab har udenrigspolitik i årtier været simpel og forudsigelig – man fulgte USA, ofte i samlet flok med de andre europæiske lande. Men opbruddet i verdensrelationerne begynder nu for alvor at ramme selv lille Danmark.
Borgerskabet kan ikke længere bare gøre, som det plejer. Før i tiden var Danmark som småstat nødt til at alliere sig skiftevis med Frankrig, Rusland eller Storbritannien. Det skabte imidlertid store problemer, da det betød, at Danmark uundgåeligt blev hvirvlet ind i stormagternes spil, magtkampe og konflikter. Opbruddet i verdensrelationerne i dag markerer det første skridt i tilbagekomsten af sådanne forhold.
De geopolitiske skred, som foregår, vil uundgåeligt få store konsekvenser for den danske herskende klasse og stabiliteten i dansk kapitalisme. Udenrigspolitik vil i stigende grad blive et dilemmafyldt stridspunkt, og vi ser allerede nu indikationer på begyndende brudlinjer i den herskende klasse. Alt dette er vigtige indikationer for revolutionære at følge med i. For som Lenin forklarede, så er kriser blandt den herskende klasse ofte er et forvarsel på kommende revolutioner.
