Det er ikke nemt at forsøge at definere stalinismen. Stalinismen er ikke et sammenhængende sæt af ideer eller et teoretisk system i modsætning til for eksempel marxismen. Man kan ikke forstå stalinismen adskilt fra dens historiske kontekst. Man må studere, hvordan stalinismen udsprang af den russiske revolutions degenerering og finde dens rødder i det stalinistiske bureaukratis behov for at retfærdiggøre den politiske kontrarevolution i Sovjetunionen.

Hvordan kunne verdens første arbejderstat degenerere til et bureaukratisk diktatur? Hvordan kunne det ske, at Josef Stalin, der startede ud som dedikeret revolutionær, endte med at stå i spidsen for et bureaukratisk og brutalt diktatur, som ingen, heller ikke han selv, havde planlagt eller forudset? I forbindelse med skueprocesserne, der udryddede en stor del af Stalins modstandere, i 1930’erne skrev Trotskij:

Havde Stalin været i stand til at forudse, hvor kampen mod ‘trotskismen’ ville bringe ham hen, ville han uden tvivl være holdt inde, på trods af perspektivet om at besejre sin modstander. Men han forudså intet.«[1]

Sovjetunionen udviklede sig fra et ekstremt tilbagestående land til en af verdens supermagter i løbet af årtier. Af den grund blev Sovjetunionen en inspiration for arbejdere og fattige verden over. De borgerlige og stalinisterne har fra hver deres side forsøgt at gøre Stalin ansvarlig for alt det, der skete i Sovjetunionen. Det er vores tese, at den enorme fremgang i Sovjetunionen skete på trods af Stalin og stalinismen.

Hvad der egentlig skete i Sovjetunionen, kan man ikke få svar på ved at læse Stalins eller det sovjetiske bureaukratis egen historie om sig selv. Det er muligt at finde et utal af citater fra Stalin, hvorfra man kan “bevise”, at han var marxist, bolsjevik eller at han trods alt havde gode intentioner. Kontrarevolutionen i Sovjetunionen – anført af Stalin – iklædte sig bolsjevismens klæder og talte “marxistisk”. Det var ikke første gang, at revisionen af de revolutionære ideer blev dækket ind under disse ideer selv. Som Rosa Luxemburg udmærket beskrev det:

Den, der i dag vil gå for at være socialist, men samtidig erklære den marxistiske lære krig – den lære, der er det vældigste produkt af menneskelig ånd i dette århundrede – han må begynde med en ubevidst hyldest til den, idet han først og fremmest selv bekender sig til marxismen og søger støttepunkter for at bekæmpe den i selve marxismens lære.«[2]

Men ligesom man ikke kan bedømme et menneskes kvaliteter på baggrund af dets beskrivelse af sig selv, kan man ikke bedømme et regime på baggrund af, hvordan det præsenterer sig – man må se på praksis og ikke ord alene.

Manden af stål

Stalinismen er unægtelig knyttet til personen Stalin, der betyder »manden af stål«, et pseudonym han selv havde valgt. Stalin blev født i Georgien i december 1878 og havde fødenavnet Josef Vissarionovitj Dzjugasjvili. Hans politiske løbebane ligner tusindvis af russiske revolutionæres: Han meldte sig ind i det russiske socialdemokrati umiddelbart efter århundredeskiftet og gik med bolsjevikkerne, da partiet splittede.

Stalin var hverken teoretiker eller den store taler, men han blev beskrevet som praktiker. Han beskæftigede sig sjældent med større politiske spørgsmål og kastede sig ikke ud i polemikker af teoretisk karakter. Han beskrev for eksempel splittet mellem mensjevikker og bolsjevikker i 1903 som » en storm i et glas vand«. Indtil han i 1912 kom i centralkomiteen, spillede han kun en lokal rolle i partiet, men også efter 1912 var hans rolle relativt begrænset nationalt (en god del af tiden var han i eksil). Efter oktoberrevolutionen blev han folkekommissær for nationaliteter, og i 1922 blev han partiets generalsekretær, en post han de facto bestred til sin død i 1953.

Indtil 1924, hvor Lenin døde, og Stalin begyndte at konsolidere sin magt, var han mere eller mindre ukendt uden for de inderste partikredse:

» Jeg vil højst sandsynligt ikke synde mod sandheden, når jeg siger, at 99% af de tilstedeværende havde hørt meget lidt om og kendte meget lidt til Stalin før år 1924, mens alle vidste, hvem Lenin var.«[3]

Imens Stalin var ved magten, blev der skabt en myte om Stalins rolle som den store leder op til og under oktoberrevolutionen – en myte, der blev godt hjulpet på vej af Stalin selv. Men ser man på Stalins generalieblad, fremkommer et knap så flatterende billede. Stalin havde svært ved at finde sin egen teoretiske vej, og han havde en tendens til mensjevisme, der repræsenterede den blødere reformistiske fløj indenfor det russiske socialdemokrati. Efter februarrevolutionen i 1917 var Stalin og Lev Kamenev[4] de første fra bolsjevikkernes centralkomite, der vendte tilbage til hovedstaden, Sankt Petersborg, og de overtog øjeblikkeligt redaktionen på partiets avis Pravda. Under deres redaktion fremførte bladet en grundlæggende mensjevikisk politik med kritisk støtte til den borgerlige provisoriske regering og Ruslands fortsatte krigsdeltagelse. En politik som Lenin kritiserede skarpt fra sit eksil, hvorefter Stalin blev frataget posten som redaktør.

Under selve oktoberrevolutionen var Stalin mere eller mindre fraværende. Den amerikanske journalist John Reed, der sympatiserede med revolutionen, og som senere var med til at starte det amerikanske kommunistparti, befandt sig i Rusland under revolutionen, om hvilken han skrev sin berømte øjenvidneberetning Ti dage der rystede verden. Lenin skrev om bogen, at den » giver en sandfærdig og overordentlig levende fremstilling«, og at han » anbefaler den uforbeholdent til arbejderne i hele verden. Her er en bog, som jeg gerne ville se udgivet i millioner af eksemplarer og oversat til alle sprog.«[5] I bogen er Stalins navn nævnt to gange, ingen af gangene fordi han spiller en vigtig rolle, men blot som led i en oplistning af folkekommissærer, mens Trotskijs navn til sammenligning er nævnt mere end 50 gange. Det var ikke tilfældigt, at bogen under Stalin blev forbudt i Sovjetunionen ligesom ubeskriveligt mange andre historiebøger og erindringer. De bøger, der ikke blev forbudt, blev ændret igen og igen, for at styrke myten om Stalin som den store revolutionære leder. Ofte blev ændringer indføjet på direkte foranledning af Stalin selv.

Nikita Khrusjtjov, generalsekretær i Sovjetunionens Kommunistiske Parti 1953-1956, kom i sin tale på den 20. partikongres med en række eksempler på, hvordan Stalin selv i håndskrift har tilføjet en række forslag til rettelser, der fremhævede hans egen rolle, til bl.a. teksten Stalins Short Biography (1948):

” Hvad anså Stalin det for væsentligt at skrive i denne bog? Ønskede han at dæmpe ildhuen hos de smigrere, der forfattede hans korte biografi? Nej! Han markerede de steder, hvor han mente, at lovprisningen af hans fortjenester var utilstrækkelig. Her er nogle eksempler, der karakteriserer Stalins aktivitet tilføjet i Stalins egen håndskrift:

‘I denne kamp mod skeptikerne og kapitulatorerne, trotskisterne, zinovisterne, bukharinisterne og kamenevisterne blev der efter Lenins død sammensvejset en ledende kerne i partiet… der holdt Lenins store fane højt, samlede partiet bag Lenins bud og bragte det sovjetiske folk ind på de brede stier med landets industrialisering og landbrugsøkonomiens kollektivisering. Lederen af denne kerne og den ledende kraft i partiet og staten var kammerat Stalin.’

Sådan skriver Stalin om sig selv! Han tilføjer derefter:

‘Selvom han udførte sine opgaver som leder af partiet og folket med fuldendt dygtighed og nød uforbeholden støtte fra hele det sovjetiske folk, lod Stalin aldrig sit arbejde blive skæmmet af den mindste antydning af forfængelighed, indbildskhed eller selv-smiger.’

‘Stalins mesterlige militære lederevner kom til udtryk både i forsvaret og offensiven. Kammerat Stalins geni gjorde ham i stand til at forudsige fjendens planer og besejre dem. Slagene, hvor kamerat Stalin dirigerede de sovjetiske hære, er strålende eksempler på operationel militær dygtighed.’«[6]

Det kan i bagklogskabens klare lys virke helt uforståeligt, at en mand som Stalin endte med at stå i spidsen for verdens første arbejderstat. Hvorfor havde Lenin fået ham ind i partiets centralkomite? Hvorfor var der ikke nogen, der stoppede ham, inden han fik så meget magt? Men det er netop kun i bagklogskabens lys, at vi kan se Stalins potentiale som diktator.

Bolsjevikpartiet opstod som en undergrundsbevægelse, partiets medlemmer blev arresteret, tvunget i eksil, sendt til Sibirien eller henrettet. I lange perioder, hvor reaktionen var i offensiven, var partiet tømt for medlemmer og ikke mindst medlemmer med en vis erfaring. Stalin var en af de få, der blev med Bolsjevikkerne hele vejen igennem. Lenin satte pris på en mand, der fik tingene gjort og Stalin var kendt for at være en god organisator, han formåede at holde styr på mennesker og samle folk omkring sig. I et parti spiller alle forskellige roller på forskellige tidspunkter, og alle har gode og dårlige egenskaber. Under en sund ledelse vil menneskers dårlige egenskaber træde i baggrunden, og kollektivet kan arbejde sammen om at nå et fælles mål. Under andre betingelser kan de dårlige egenskaber komme op til overfladen og blive det dominerende element – en proces, der forstærker sig selv.

Da Lenin døde i januar 1924 begyndte en kamp i Bolsjevikpartiet[7] om hvem, der skulle lede partiet og dermed også Sovjetunionen. I borgerlig historieskrivning præsenteres historien generelt som en kamp mellem store mænd og kampen efter Lenins død reduceres til kampen mellem Stalin og Trotskij. Stalins sejr præsenteres som den stærkere eller mere snedige mands sejr over den mindre snedige. Andre påstår, at hvis blot Lenin havde levet længere, så ville alt have set anderledes ud.

Men kampen om Sovjetunionens fremtid efter Lenins død var ikke en kamp mellem personligheder; mellem Stalin og Trotskij. Det var en kamp mellem sociale kræfter. Mellem bureaukratiets kontrarevolution og arbejderklassen. En kamp som bureaukratiet vandt, fordi masserne i Rusland var udmattede efter revolutionen og ikke mindst af den efterfølgende borgerkrig, og fordi revolutionen forblev isoleret i ét (i øvrigt tilbagestående) land.

Ligeledes var Lenins død ikke den afgørende faktor for Sovjetunionens udvikling. Lenins enke, Krupskaja, sagde i 1926 på et møde for den forenede opposition, at » hvis Iljitj [Lenin] havde levet, havde han nok siddet i fængsel«.[8] Det var måske en overdrivelse i 1926, men ikke desto mindre kunne Lenin, på trods af sin enorme prestige og autoritet, ikke have ændret de objektive omstændigheder, der førte til revolutionens degenerering og stalinismens sejr. Det er rigtigt, at havde Lenin ikke været ramt af sygdom i sine sidste år, og havde han levet længere, så havde det højst sandsynligt betydet, at Stalin var blevet fjernet fra posten som generalsekretær. Men med mindre Lenins intervention havde sikret revolutionens sejr i et udviklet kapitalistisk land, så havde det ikke i sig selv gjort en forskel.

Bureaukratiet i Sovjetunionen havde brug for en figur til at stå i spidsen for den politiske kontrarevolution, og Stalin var den perfekte kandidat: han var gammel bolsjevik og samtidig uden de store teoretiske overvejelser eller skrupler. Men havde det ikke været Stalin, så havde kontrarevolutionen fundet en anden kandidat. Dermed ikke sagt, at Stalin kan fritages fra ansvar; han gav kontrarevolutionen en særlig brutal karakter.

Trotskij nærede ingen illusioner til, at kampen mod stalinismen og bureaukratiet kunne vindes, hvis ikke de objektive betingelser ændrede sig, dvs. hvis ikke revolutionen lykkedes i et udviklet kapitalistisk land. Det lykkedes som bekendt ikke, men det betød ikke, at Trotskijs kamp mod stalinismen var forgæves. Selvom Trotskij havde stået i spidsen for oktoberrevolutionen side om side med Lenin og havde opbygget Den Røde Hær, betegnede han selv det arbejde, som han lavede i årene efter 1924, som det vigtigste. Hans analyser har givet de generationer af marxister, der kom efter ham, et alternativ til den stalinistiske forfalskning og en mulighed for at stifte bekendtskab med en uforfalsket marxistisk, revolutionær analyse af, hvad der skete i Sovjetunionen og med stalinismens opståen.

Stalinismen opstod i Sovjetunionen ud af de objektive betingelser, som revolutionen befandt sig i, men det udviklede sig efterhånden til en decideret politisk tendens, der hverken holdt sig inden for Sovjetunionens grænser eller til Stalins levetid. Regimer som i Maos Kina og Castros Cuba er eksempler på stalinistiske regimer, og samtlige kommunistpartier verden over anlagde en stalinistisk linje, som stadig præger dem i dag. Stalinismens rødder findes i det stalinistiske bureaukratis retfærdiggørelse af deres egen zigzagkurs i Sovjetunionen i 1920’erne og 1930’erne. Det, der senere blev til en politisk tendens, var det ideologiske udtryk for den politiske kontrarevolution i Sovjetunionen under Stalin.

Stalins vej til magten

Både de, der hylder Stalin, og de, der ønsker at tilsværte oktoberrevolutionen og bolsjevikkerne, fremstiller Stalin som Lenins naturlige arvtager. Men den påstand holder ikke ved nærmere eftersyn. I de sidste år før sin død begyndte Lenin at sætte spørgsmålstegn ved Stalins position og magt, og da Lenin lancerede en kamp mod bureaukratiet i staten og partiet, blev det også en kamp for at få fjernet Stalin fra den magtfulde post som partiets generalsekretær.

I de sidste år af sit liv blev Lenin ramt af flere slagtilfælde, der paralyserede ham. I november 1922 holdt han sin sidste offentlige tale, og efterfølgende kommunikerede han kun med partiet skriftligt. Et af sine sidste møder havde han med Trotskij i slutningen af 1922, hvor Lenin foreslog ham at indgå en politisk blok imod bureaukratiet i staten og partiet.[9]

Lenin førte denne sidste kamp gennem en lang række noter og et par artikler, som han dikterede til sine sekretærer. Disse noter er senere blevet kendt som Lenins testamente. De var tænkt som et brev til partikongressen i 1923, hvor Lenin med en af sine sekretærers ord forberedte at smide en » bombe«. Men Lenin nåede aldrig at blive frisk nok til at deltage.

Lenin gik forsigtigt til værks i forhold til sit testamente. Han bekymrede sig mest af alt om at sikre partiets stabilitet og undgå en splittelse, fordi det var partiet, der holdt Sovjetunionen sammen. Den største fare for splittelse lå ifølge Lenin i forholdet mellem Stalin og Trotskij. Han beskrev de to således:

» Kammerat Stalin har som generalsekretær koncentreret en ubegrænset magt i sine hænder, og jeg er ikke sikker på, at han altid vil vide, hvordan denne magt skal udøves med tilstrækkelig forsigtighed . På den anden side har Trotskijs kamp mod CK [red.: centralkomiteen] i forbindelse med NKPS-spørgsmålet (Folkekomissariatet for kommunikation) vist, at heller ikke han udelukkende udmærker sig ved fremragende karakteregenskaber. Personlig er han ganske vist den dygtigste mand i den nuværende CK, men han har udvist overdreven selvsikkerhed og overdreven forkærlighed for den rent administrative side af arbejdet.

Disse karaktertræk hos to af de mest fremtrædende ledere af den nuværende CK kan uforvarende føre til en splittelse, og hvis partiet ikke tager skridt til at forhindre dette, kan en splittelse indtræde pludseligt og uventet.«[10]

I Lenins sidste kamp mod bureaukratiet i staten og partiet var der to fronter, som involverede Stalin: en arbejder og bondeinspektion (Rabkrin) og situationen i Georgien.

En arbejder smadrer undertrykkelsens lænker, der i århundreder havde bundet de russiske masser til et liv i elendighed.

Rabkrin blev startet på Lenins initiativ for at bekæmpe bureaukratiet i staten. Tanken var, at kommunistpartiet skulle spille en større rolle i at kontrollere det voksende bureaukrati. Stalin, der var kendt som en god organisator, blev sat i spidsen. Men Rabkrin blev ikke den spydspids i bekæmpelsen af bureaukrati, som den var tænkt som, men i stedet arnested for en styrkelse af netop bureaukratiet. Stalins position i spidsen for Rabkrin betød, at han kunne udpege og forfremme loyale venner og samtidig flytte og afskedige politiske opponenter. På den måde fik han bygget et stort lag omkring sig, der bestod af folk, der skyldte ham deres position. Da Stalin i april 1922 blev generalsekretær for partiet, øgedes hans magt i organisationen yderligere. Lenin havde først forsvaret Rabkrin mod Trotskijs kritik, men efterhånden blev også Lenin mere og mere kritisk, og inden sin død lancerede han et direkte angreb på Rabkrins arbejde og herigennem også på Stalin.

I 1923 skrev Lenin på grund af sygdom færre end ti artikler, men flere af dem han skrev handlede om Rabkrin, hvilket kan ses som en indikation på, hvor stor betydning han tillagde spørgsmålet. I artiklen “Hellere mindre, men bedre” skriver han bl.a.:

» Lad os tale rent ud. Folkekommissariatet for arbejder- og bondeinspektionen har ikke skygge af autoritet for tiden. Alle ved jo, at værre end i vor arbejder- og bondeinspektion står det ikke til i nogen institution, og at man intet kan forlange af dette folkekommissariat under de nuværende forhold.« og videre » Vor nye arbejder- og bondeinspektion vil forhåbentlig kaste vrag på den egenskab, franskmændene kalder pruderie; vi kan kalde den latterlig sippethed eller latterligt vigtigpeteri, og den hælder i højeste grad vand på hele vort bureaukratis mølle, både i sovjetorganerne og i partiet. I parentes bemærket træffer vi på bureaukrati ikke alene i sovjetinstitutionerne, men også i partiorganerne.«[11]

Men det var, da Lenin blev bekendt med Stalins håndtering af situationen i Georgien, at han for alvor fik øjnene op for, hvor graverende problemer, der eksisterede i partiet. For Lenin havde det nationale spørgsmål altid været centralt. Han havde heftigt forsvaret nationernes ret til selvbestemmelse op til og inklusiv løsrivelse som et helt centralt punkt i bolsjevikkernes program. Tsarens Rusland havde i århundreder undertrykt en række nationer, og det var ifølge Lenin kommunisternes pligt at vise arbejderne i de undertrykte nationer, at arbejderne i Rusland ingen interesse havde i at fortsætte denne undertrykkelse. En union ville være progressiv, men arbejderne i de undertrykte nationer kunne kun vindes over til en union, hvis det skete ad frivillighedens vej.

Som kommissær for nationalitetsanliggender stod Stalin i spidsen for at udarbejde et forslag om den fremtidige Sovjetunion. Stalins forslag var, at samle sovjetnationerne mere eller mindre under Ruslands ledelse. Lenin havde en række ændringer til forslaget, der gav nationerne mere selvstændighed og skabte en fælles regering, hvis ledelse skulle gå på skift mellem nationerne. Stalin havde formelt accepteret Lenins forslag, men han og hans håndlangere fortsatte med administrative ordrer i stedet for politisk diskussion overfor georgierne, der ikke var tilfredse med forslaget, fordi de ønskede forsikringer i forhold til deres autonomi. I protest trak en stor del af den georgiske centralkomite sig, og Stalins mand i Georgien, Sergo Ordzhonikidze, erstattede dem uden at tøve med mere medgørlige folk. Da det gik op for Lenin, blev han klar over, at noget var alvorligt galt. Han nedsatte en undersøgelseskommission, der bl.a. berettede, at Ordzhonikidze havde slået en af de georgiske medlemmer af centralkomiteen. At Stalin var georgier ændrede ikke på, at hele tilgangen var udtryk for storrussisk chauvinisme. Rapporten gjorde Lenin rasende, og han påtog sig at forsvare georgierne i centralkomiteen og bekæmpe ethvert udtryk for storrussisk chauvinisme i partiet. Da Lenin ikke selv kunne deltage på centralkomiteens møde, hvor det skulle diskuteres, bad han Trotskij påtage sig forsvaret.

Efter at Lenin havde sat sig grundigt ind i situationen i Georgien, tilføjede han d. 5. januar 1923 følgende til sit testamente:

» Stalin er for brutal, og skønt denne fejl godt kan tolereres i vor midte og i relationerne mellem os kommunister, kan den ikke tolereres hos en generalsekretær. Derfor foreslår jeg kammeraterne at overveje, hvorledes Stalin kan flyttes fra denne post og en anden udnævnes i hans sted, en som adskiller sig fra ham, Stalin, frem for alt ved at være mere tolerant, loyal, mere høflig, mere opmærksom over for kammeraterne, mindre lunefuld osv.«[12]

I marts, da Lenin blev bekendt med, at Stalin havde ringet til Krupskaja og skældt hende huden fuld for at give Lenin adgang til dokumenter fra centralkomiteen, skrev han til Stalin, at han var parat til bryde »enhver forbindelse med hinanden«, hvis ikke Stalin gav en undskyldning.[13]

Det billede, som stalinisterne fra Stalin selv og frem  har tegnet af Stalin som Lenins naturlige efterfølger, holder altså ikke. Stalin fortsatte som partiets generalsekretær på trods af Lenins sidste kamp. Lenin ønskede, at Stalin blev frataget sin magtfulde post, men han kunne umuligt se, hvor det stalinistiske regime ville bære hen. Ingen kunne på det tidspunkt forudse det radikale brud med arven fra bolsjevikkerne og oktoberrevolutionen, der fandt sted under Stalin.

Stalins magt konsolideres

Allerede inden Lenins død havde to af de mest fremtrædende bolsjevikker Grigorij Zinovjev, lederen af Petrograd organisationen, og Lev Kamenev, lederen af Moskva organisationen, sammen med den langt mindre kendte Stalin, partiets generalsekretær, dannet et triumvirat for at udmanøvrere Trotskij og overtage magten i partiet efter Lenin.

Krupskaja var utvivlsomt den person, der bedst vidste, hvad Lenin ønskede, der skulle ske med testamentet efter hans død, og hun insisterede på, at det skulle distribueres til partikongressen i 1924. Men stik imod Krupskajas ønske hemmeligholdt triumviratet testamentet for størstedelen af partiets medlemmer. Testamentet blev ikke distribueret til hele kongressen, men kun læst op for udvalgte partimedlemmer.[14] Dele blev offentliggjort efter Stalins død i 1956 af Khrusjtjov, men først i 1994 kom det hele frem fra arkiverne og stillet for dagens lys.

Triumviratet anvendte i stigende grad organisatoriske midler til at løse politiske uenigheder. Al kritik blev forsøgt holdt nede uden modargumenter. Allerede på partikongressen i 1923, den første Lenin ikke deltog i siden 1917, kvalte triumviratet al diskussion og kritik ved at appellere til partiets enhed. På kongressen affejede Zinovjev al kritik med formuleringen: » Enhver kritik af partilinjen selv fra den såkaldte venstrefløj er fremover objektivt set mensjevikisk kritik«.[15] Zinovjev lagde således uforvarende grunden for bureaukratiets fremtidige argumentation, som senere skulle blive brugt imod ham selv.

Triumviratet udnyttede resolutioner, der var vedtaget tidligere og til helt andre formål, til at opbygge sin egen position. I 1921 havde en partikonference således vedtaget en resolution, der havde til hensigt at sikre partiet mod karrieremagere, om at en vis anciennitet i partiet var en forudsætning for at blive valgt til poster lokalt, og at disse poster skulle » bekræftes af den højeste partiautoritet.«[16] Denne blev i stigende grad brugt til at udpege poster og delegerede til kongresser og konferencer fra oven samtidig med, at det blev almindeligt, at de, der var lidt for kritiske eller i opposition, blev flyttet til afsidesliggende positioner. Stalin var som tidligere leder af Rabkrin og partiets generalsekretær eminent placeret til at udføre disse manøvrer.

Indenfor partiet førte det til en voksende utilfredshed med det interne demokrati – eller manglen på samme. Der var flere grupper i partiet, der gav udtryk for utilfredshed, og i oktober 1923 udsendte 46 prominente partimedlemmer en politisk platform, baseret på deres kritik af det interne demokrati. Trotskij var ikke en af de 46. Umiddelbart efter Lenins død var hans fokus at holde partiet sammen, og selvom han internt i ledelsen rejste kritik af demokratiet, så fordømte han sammen med triumviratet de oppositionelle grupper. Men kritikken og oppositionen voksede i styrke, og triumviratet følte sig ikke sikre på, at de kunne holde Trotskij på deres side. De skiftede derfor strategi og lancerede et frontalangreb på Trotskij, som de beskyldte for at stå i spidsen for oppositionen.[17] Nu blev alle midler taget i brug for at miskreditere Trotskij. Partitoppen besluttede at holde alle dokumenter fra oppositionen hemmelige for partiets medlemmer og begyndte at ekskludere oppositionisterne.

Det var her, at begrebet “trotskisme” blev opfundet af triumviratet. Formålet var at sætte en kile ind mellem Trotskij og Lenin. Der udkom en lind strøm af litteratur for at tilsværte Trotskij: Trotskisme eller leninisme (af Stalin, 1924), Leninisme eller trotskisme (af Kamenev, 1925) og Bolsjevisme eller trotskisme (af Zinovjev, 1925). Alle episoder, hvor Trotskij havde været uenig med Lenin, blev fremhævet sammen med hans ikke-bolsjevikiske fortid. Her tog den praksis, der forfalskede historien for at tilpasse den til bureaukratiets behov, sin begyndelse.

Da Lenin døde i januar 1924, havde triumviratet allerede positioneret sig, så det var parat til at tage magten i partiet. Kamenev og især Zinovjev havde troet, at de ville blive Lenins arvtagere. De så Stalin som et redskab, der kunne hjælpe dem til magten, men realiteten blev en anden: Det blev dem, der blev redskabet, der banede vejen for Stalins vej til magten.

Zinovjev og Kamenev havde sat gang i en proces, som de ikke selv kontrollerede, og som 10 år senere endte i Moskvaprocesserne, hvor de selv blev nogle af de første ofre. Som Ted Grant skriver:

” Men i forsøget på at drive en kile ind mellem trotskisme og leninisme, satte de i gang hele mekanismen med historisk forfalskning og bureaukratisk chikane, som markerede det første afgørende skridt væk fra ideerne og traditionerne fra oktoberrevolutionen i retning mod Stalins uhyrlige bureaukratiske politistat. De handlede således som ubevidste agenter for processer uden for deres kontrol og uden for deres forståelse.”[18]

Brud med bolsjevismen

Den sociale base for det stalinistiske bureaukrati var småborgerskabet, der i årene frem mod 1924 var vokset i omfang og styrke. Småborgerskabet var blevet styrket af bolsjevikkernes »nye økonomiske politik«, NEP, fra 1921. Under borgerkrigen var bolsjevikkernes politik dikteret af behovet for at forsvare revolutionen militært. For at brødføde den sultende befolkning, både i hæren og i byerne, havde Bolsjevikkerne indført »krigskommunismen«, der bl.a. gik ud på at beslaglægge overskudskorn fra bønderne. Det var naturligvis ikke specielt populær på landet, eftersom det nye regime ikke var i stand til at kompensere for det konfiskerede korn. Det skabte en konflikt mellem det nye regime og bønderne, som efterhånden truede selve arbejderstatens overlevelse. NEP var et forsøg på at løse denne konflikt. Med NEP blev rekvireringerne af korn stoppet, og der blev indført en delvis liberalisering af kornmarkedet.

Bolsjevikkerne anerkendte blankt, at NEP var en indrømmelse til kapitalismen, men det var den eneste vej til at få bønderne til at sætte gang i kornproduktionen. Det var tænkt som et midlertidigt tiltag, der skulle hjælpe Sovjetunionen med at holde ud, indtil verdensrevolutionen kom. NEP havde en positiv effekt på landbrugsproduktionen, og også industriproduktionen begyndte at komme sig og nåede i 1926 op på højdepunktet fra før krigen. Men NEP skabte samtidig et lag af rige bønder på landet, de såkaldte kulakker, samt et lag af mellemhandlere, »NEP-mændene«, der blev rige på handlen mellem land og by. Det var dette småborgerskab, der udgjorde den sociale base for bureaukratiet.

Bureaukratiet var vokset enormt i årene efter oktoberrevolutionen. Ultimo 1920 var antallet af ansatte i staten steget fra lidt flere end 100.000 til hele 5.880.000 – fem gange antallet af industriarbejdere[19]. Det lave kulturelle niveau i Rusland, hvor analfabetismen var udbredt, betød, at arbejderklassen og bønderne ikke var i stand til at udfylde de poster i staten, der var brug for. Statsapparatet var blevet fyldt med en lang række tidligere embedsmænd fra tsarens tid, ligesom mange positioner i hæren blev besat af tidligere tsaristiske officerer. I august 1920 var 48.409 officerer fra tsarens hær indkaldt som militærspecialister.[20] Efter borgerkrigen blev store dele af hæren demobiliseret, og mange fra militæret strømmede ind i statsapparatet, hvilket yderligere styrkede de bureaukratiske tendenser i staten.

I staten var der på den måde blevet skabt et lag af bureaukrater, der ikke kom fra arbejderklassen eller havde kommunistisk baggrund, men som havde sine egne sociale interesser. Bolsjevikkerne forsøgte at holde bureaukratiet i staten og hæren i snor politisk, men ifølge Lenin var det snarere bureaukratiet, der styrede kommunisterne, end omvendt. På partikongressen i 1922, den sidste Lenin deltog i, formulerede han det således:

» Maskinen [læs: staten] nægtede at adlyde den hånd, som styrede den. Det var som en bil der ikke kørte den vej, som chaufføren ønskede, men i en retning, som en anden ønskede; som om den blev kørt af en eller anden mystisk, lovløs hånd, Gud ved hvem, måske af en spekulant, måske af en privatkapitalist eller af begge. Uanset hvad, kører vognen ikke helt i den retning, som manden ved rattet tror, og ofte kører den i en fuldstændig anden retning.«[21]

Massernes involvering i det politiske liv var blevet svækket kraftigt under borgerkrigen. Den nye sovjetstat, der blev oprettet i oktober 1917, var en helt ny form for stat, som verden aldrig før – eller siden – har set mage til. De delegerede til sovjetterne blev valgt på stormøder på fabrikker, i landsbyerne, barakkerne, i lokale kvarterer i de store byer osv., og de lokale sovjetter valgte delegerede til de højere niveauer. Sovjetterne fungerede efter de principper for en arbejderstat, som Lenin havde opridset i sin bog Staten og revolutionen, skrevet bare nogle måneder før oktoberrevolutionen: De delegerede kunne kaldes tilbage øjeblikkeligt, de skulle ikke bare parlamentere men rent faktisk føre deres belsutninger ud i livet, og ingen af dem fik en højere løn end en arbejder.

Men borgerkrigen udvandede grundlaget for sovjetterne. Byerne blev affolkede, eftersom arbejderne meldte sig til den røde hær eller udvandrede fra byerne til landet i jagten på mad. I 1920 var antallet af industriarbejdere faldet til 1.240.000, næsten en tredjedel af de 3.000.000, der havde været i 1917. Befolkningen i Petrograd faldt fra 2.400.000 i 1917 til 574.000 i august 1920.[22] Det resulterede i, at sovjetterne blev tømt, og arbejdernes reelle kontrol og ledelse blev udhulet. Bolsjevikkernes ide var, at sovjetterne igen skulle spille den afgørende rolle i Sovjetunionens liv, når borgerkrigen var slut. Men sådan gik det ikke. Tømningen af sovjetterne lagde i stedet grunden for bureaukratiets voksende magt. Det var baggrunden for, at bureaukratiet fik overhånden i 1924 til at gennemføre en politisk kontrarevolution, hvor de gradvist gjorde op med de demokratiske erobringer, som oktoberrevolutionen havde gennemført.

At sige at Stalin udgjorde et kvalitativt brud, er ikke ensbetydende med at påstå, at der ikke var problemer inden Stalin kom til magten, eller at Stalins diktatur sprang frem fiks og færdigt den dag Lenin døde. Allerede inden Lenins død var der alvorlige problemer med bureaukrati i staten og i partiet. Forskellen var, at Lenin bekæmpede bureaukratiet i arbejderklassens interesse, mens Stalin styrkede og konsoliderede det i bureaukratiets egen interesse.

Bolsjevikkerne havde indført en række indskrænkninger af demokratiet under presset fra borgerkrigen. Overfladisk kan det set ud som om, at Stalins regime blot videreførte de tiltag, som Lenin og bolsjevikkerne havde gennemført i den foregående periode, men i realiteten udgjorde det stalinistiske regime et brud med arbejderdemokratiet de første år efter oktoberrevolutionen. Efter oktoberrevolutionen var det eneste parti, der blev forbudt De Sorte Hundreder, som var et fascistisk parti, der gennemførte angreb på bl.a. jøder. Men som borgerkrigen udviklede sig, gik alle andre partier end Bolsjevikpartiet over på kontrarevolutionens side og i væbnet kamp mod statsmagten, og de blev forbudt et for et, en skæbne som naturligt ville tilfalde ethvert parti, der med våbne i hånd bekæmper den siddende regering, også i et borgerligt demokrati. Til sidst stod Bolsjevikpartiet tilbage som det eneste parti. Forbuddet mod andre partier var tænkt som et midlertidigt tiltag, der skulle ophøre efter borgerkrigen, og i hvert fald når en revolution i et udviklet kapitalistisk land kom Sovjetunionen til undsætning. I stedet ophøjede Stalin den tidligere påtvungne nødvendighed til princip og fremstillede et-parti styret som kommunistisk.

En antistalinistisk tegning der fremstiller den sovjetiske leder som et højtragende fængsel, cirka 1959’erne.

Lenin påpegede, at risikoen ved kun at have et parti var, at forskellige klasseinteresser ville gøre sig gældende inden for partiet i stedet for åbent som en kamp mellem partier.  Bolsjevikpartiet var sovjetmagtens eneste værn mod presset fra fremmede klasser, men eftersom partiet var det eneste parti og tæt sammenvævet med staten, begyndte repræsentanter for klasser, der var fjendtlige overfor arbejderklassen, at komme frem i partiet. Under borgerkrigen, hvor det var usikkert hvilken side, der ville vinde, og det derfor var forbundet med stor risiko at være bolsjevik, havde partiet åbnet dørene for medlemskab på vid gab, og medlemstallet nåede 200.000. Men i borgerkrigens slutning, da det begyndte at blive tydeligt, at De Røde ville vinde krigen, tredobledes medlemstallet.[23] Ikke mindst det nye småborgerskab meldte sig i stort omfang ind i jagt på karrieremuligheder.

For at rense partiet for disse småborgerlige og mensjevikiske karrieremagere og fastholde partiet som oktoberrevolutionens forsvarer imod den småborgerlige reaktion gennemførte partiet i 1921 en udrensning, en proces der fortsatte de næste år. Stalinister henviser ofte til denne udrensning gennemført af Lenin for at retfærdiggøre udrensningerne under Stalin i 30’erne. Men de to udrensninger er som nat og dag. »Udrensningen« i 1921 betød, at partiets medlemstal faldt fra 650.000 i 1921 til lidt under 500.000 (med prøvemedlemmer) i 1924. Mere end 100.000 medlemmer mistede deres medlemskab af partiet, men der var i modsætning til Stalins udrensninger intet politi, ingen fængsler og isolationsceller, ingen skueprocesser, ingen fangelejre eller dødsstraffe. De »udrensede« blev blot ekskluderet fra partiet.[24]

Umiddelbart efter Lenins død vendte triumviratet hele denne proces på hovedet – de åbnede partiets døre på vid gab i den såkaldte Lenin-udskrivning. Ind strømmede en mængde nye uskolede medlemmer, og mange af dem var karrieremagere. Den gamle revolutionære kerne blev oversvømmet af politisk tilbagestående elementer. Resultatet af Lenin-udskrivningen var, at 75-80% af medlemmerne i partiet var gået med efter 1923, mens antallet af medlemmer fra før revolutionen udgjorde mindre end 1%.[25] Denne relative svækkelse af den gamle revolutionære garde var en af forudsætningerne for partiapparatets sejr.

Ligesom i staten betød stalinismen et brud med demokratiet internt i partiet. Under Lenin var partidemokratiet blevet opretholdt under de vanskeligste forhold. Selv mens borgerkrigen stod på, holdt Bolsjevikpartiet årlige kongresser, hvor der var heftige diskussioner af alle de vigtige spørgsmål. Under Stalin gik der længere og længere tid mellem partikongresserne: 1925, 1927, 1930, 1934, 1939 og så først igen 13 år senere i 1952.

Verdensrevolution eller socialisme i et land

Baggrunden for bureaukratiets sejr i Sovjetunionen var revolutionens isolation i et tilbagestående land. Kapitalismen var med Lenins ord » brudt sammen i sit svageste led«. Ingen bolsjevik ville før 1924 have kunne finde på at fremføre ideen om, at de kunne bygge socialisme i Rusland alene. Alle var enige om, at de objektive betingelser ikke var tilstede til at kunne skabe socialisme, hvis revolutionen forblev isoleret. Bolsjevikkerne så den russiske revolution i et internationalt perspektiv som gnisten, der skulle antænde verdensrevolutionen, så de udviklede kapitalistiske lande med deres teknologi og uddannede arbejderklasse kunne komme det tilbagestående Rusland til undsætning. For bolsjevikkerne gjaldt det om at holde ud, indtil isolationen blev brudt. Lenin udtalte endda, at han om nødvendigt var parat til at ofre den russiske revolution for den tyske.

For at sikre målet om verdensrevolutionen tog bolsjevikkerne initiativ til at danne Tredje  Internationale, også kendt som Kommunistisk internationale, i marts 1919. Tredje Internationale samlede de mest revolutionære elementer i de forskellige lande, men langt størstedelen var meget uerfarne og utålmodige. De så til den russiske revolution, men uden at have studeret erfaringerne til bunds. Bolsjevikkerne havde naturligvis en kæmpe autoritet, og Lenin og Trotskij spillede en stor rolle på Internationalens første fire kongresser, men det var begrænset, hvor meget tid de kunne ligge i Internationalens arbejde, eftersom de havde travlt med at holde revolutionen ved magten i Rusland. Zinovjev blev Internationalens præsident.

Men Zinovjev var svag teoretisk, og han erstattede i stigende grad politiske diskussioner med organisatoriske manøvrer. Zinovjev brugte apparatet til at »løse« politiske problemer med organisatoriske midler. Under Zinovjevs ledelse blev diskussioner erstattet af pres fra toppen for at følge den »ufejlbarlige« linje, og fejlede linjen, så blev syndebukke udpeget, ledelser udskiftet og erstattet med andre mere medgørlige ledere. Ledelsen i Tysklands Kommunistiske Parti, KPD, blev f.eks. udskiftet under Zinovjev, efter en forfejlet taktik i 1921, uden en reel diskussion af årsagerne til nederlaget. Det var en farlig taktik – som Lenin engang advarede Nikolaj Bukharin: » hvis du vil have lydighed, får du lydige fjolser.«[26] Denne praksis med administrativt at fjerne ledere, der var upopulære i Moskva, havde intet at gøre med bolsjevismens traditioner. Lenin og Trotskijs metode havde været ærlige diskussioner, og at uddanne medlemmerne ved at evaluere fejl.

Stalinismen byggede videre på Zinovjevs metoder og forfinede dem. Degenereringen af Internationalen skete gradvist og mindede om udviklingen i Sovjetunionen. Demokratiet i internationalen blev udvandet indtil den til sidst bestod af lydige nikkedukker. De første fire år blev der holdt årlige kongresser. Efter kongressen i 1922 gik der halvandet år, før den næste blev holdt i sommeren 1924, men derfra gik det ned ad bakke: Fra 1924 til Internationalen blev nedlagt i 1943 (uden en kongres) blev der kun holdt to kongresser: i henholdsvis 1928 og 1935.

De unge uerfarne kommunistpartier var ikke i stand til at udnytte den revolutionære bølge, der fulgte den russiske revolution, og revolutionerne, der fulgte i kølvandet på 1917, endte alle i nederlag. Det gjorde Ruslands isolation værre, og det demoraliserede de russiske arbejdere, hvilket styrkede bureaukratiet. Det endelige vendepunkt i den internationale situation kom i Tyskland i 1923, et år der også blev afgørende for situationen i Sovjetunionen.

Zinovjevs bureaukratiske praksis i internationalen havde katastrofale konsekvenser i Tyskland. Zinovjevs metoder havde svækket og desorienteret ledelsen i Tysklands Kommunistiske Parti, der var det største uden for Sovjetunionen, så de ikke var i stand til at udnytte muligheden for at tage magten, da den opstod i 1923. Lederne havde ikke den nødvendige erfaring og manglede derfor modet til at gennemføre revolutionen, og de blev desuden rådgivet til at udvise tilbageholdenhed fra Moskva i det afgørende øjeblik. Revolutionen endte i et nederlag uden kamp, hvilket havde en demoraliserende effekt på de tyske masser. Det var dette nederlag, der lagde grundlaget til, at nazisterne kunne komme til magten ti år senere.

Erfaringerne fra Tyskland blev et afgørende spørgsmål i kampen mellem Trotskij og triumviratet. I oktober 1924 udkom Trotskijs bog Læren af oktober. Her drog Trotskij de vigtigste lektioner fra oktober 1923 i Tyskland på baggrund af erfaringerne fra oktoberrevolutionen i Rusland i 1917. Trotskijs vigtigste pointe var, at når en revolutionær situation opstår, så er det nødvendigt med en resolut revolutionær ledelse, der ikke tøver. Trotskij afslørede, hvordan triumviratets medlemmer havde tøvet i Oktober 1917, ligesom ledelsen i Tyskland havde tøvet i 1923. Han nævnte ikke Stalin ved navn, men kritiserede Pravdas udgivelser fra netop dén periode, hvor Stalin var redaktør, hårdt. Til gengæld nævnte han Zinovjev og Kamenev, der kort inden oktober var gået ud i den borgerlige presse og havde afsløret bolsjevikkernes planer om en opstand, hvilket fik Lenin til at kræve dem ekskluderet fra partiet. Læren af oktober blev ikke modtaget med glæde af triumviratet, der satte prestige højere end en ærlig evaluering af begivenhederne. Udgivelsen af Læren af oktober blev signalet til den voldsomme offensiv mod den såkaldte »trotskisme«.

Masserne i Rusland var udmattede og demoraliserede efter borgerkrigen og nederlagene i de revolutioner, der fulgte efter den russiske revolution i bl.a. Italien, Bulgarien og endeligt Tyskland i 1923. Revolutionens isolation i Rusland og bureaukratiets konsolidering blev en selvforstærkende proces. De russiske arbejdere havde udholdt enorme lidelser i håbet om en bedre fremtid, men nu var det usikkert, om den fremtid nogensinde ville komme. Arbejderne kan kun ofre deres nutid for deres fremtid i en begrænset periode. Arbejderne havde ikke mere at give af, de blev passive, og alt fokus blev rettet mod at klare sig bedst muligt. Den store ide om en verdensrevolution virkede håbløs.

Bureaukratiet i Rusland havde ingen interesse i en verdensrevolution men ønskede ro og stabilitet til at bygge fundamentet for deres egen magt og egne privilegier i Sovjetunionen. Stalin forsøgte at give dette ønske om ro og fred et teoretisk udtryk med  den såkaldte teori om » socialisme i ét land«. I maj 1924 havde han helt på linje med bolsjevikkernes politik beskrevet nødvendigheden af en international revolution, men i december samme år havde han skiftet position til det stik modsatte.

I talen Concerning Questions of Leninism fra januar 1926, hvor Stalin forsøgte at redegøre for denne saltomortale, slutter han med at fastslå ideen om, at Rusland kan og må bygge socialisme selv:

‘Vi kan opbygge socialisme, og vi vil opbygge den sammen med bønderne under arbejderklassens ledelse… for under proletariatets diktatur besidder vi… alt det, der er nødvendigt for at opbygge et komplet socialistisk samfund og overvinde alle interne vanskeligheder, for vi kan og skal overvinde dem ved vores egen indsats.«[27]

Fra da af blev bureaukratiets fokus at bygge »socialisme« i Rusland, og perspektivet om verdensrevolutionen blev skubbet til side. I 1928 forudsagde Trotskij, at hvis Komintern accepterede ideen om socialisme i et land, ville det betyde begyndelsen på en proces, der ville ende i en nationalistisk degenerering af alle kommunistpartierne, en forudsigelse der viste sig at holde stik. Partierne i Komintern blev omdannet til et redskab for Sovjetunionens udenrigspolitik.

Stalin havde fuldstændig mistet troen på den internationale arbejderklasse, og i stedet søgte han allierede for Sovjetunionen blandt de imperialistiske stormagter. Den manglende tillid til arbejderklassen kom til udtryk i den taktik og strategi, der blev udstukket fra stalinisterne til kommunisterne i andre lande. Stalinisternes råd var, at arbejderklassen ikke skulle forsøge at tage magten selv men indgå i et klassesamarbejde med bl.a. det »progressive borgerskab«. At der skulle findes et progressivt borgerskab, gik stik imod hvad både Marx og Lenin havde påpeget gang på gang: at borgerskabet var ophørt med at spille en progressiv rolle. De råd, som Stalin og de ledende bolsjevikker omkring ham gav de internationale kommunistpartier, førte til nederlag på nederlag: i Kina (1927), i England (1926) o.l.. Nederlagene i Kina og England styrkede bureaukratiet i Sovjetunionen, der blev stærkt nok til en direkte konfrontation med oppositionen, yderligere. Titusinder af venstreoppositionister blev fyret, ekskluderet fra partiet og fjernet fra deres poster. I januar 1925 blev Trotskij blev fjernet fra posten som folkekommissær for krig. Nu begyndte undertrykkelsen af oppositionen for alvor.

Trotskij havde startet Venstreoppositionen til at kæmpe mod bureaukratiet, og i starten af 1926 blev Den Forenede Opposition dannet, da Zinovjev og Kamenev havde fået nok af Stalin. De havde trods alt begge været tætte samarbejdspartnere med Lenin i de hårde år, og var blevet bekymrede for Stalins voksende magt og grove metoder. Det var her, at Zinovjev og Kamenev indrømmede, at de havde været med til at fabrikere myten om trotskismen med det klare mål at miskreditere Trotskij. De fortalte også, hvordan Stalin havde sat sig for at udrydde sine fjender fysisk.

Den forenede opposition deltog i demonstrationerne for ti-års jubilæet for den russiske revolution i 1927. De stod med bannere med paroler som » Slå til mod kulakkerne, NEP-mændene og bureaukraterne!«, » Virkeliggør Lenins testamente!« og » Ned med opportunismen!« Og de blev modtaget med stor sympati af arbejderne i Leningrad, men arbejderne var udmattede, og mens mange støttede oppositionens kamp mod bureaukratiet, så havde de ikke energien til at kaste sig ind i kampen. Bureaukratiet kunne se, at det gjaldt om at slå hårdt ned, før situationen ændrede sig. En uge efter ti-års jubilæet blev Trotskij, Zinovjev, Kamenev o.a. ekskluderet fra partiets centralkomité, og bare få måneder senere, i december 1927, blev hele Venstreoppositionen ekskluderet fra partiet.

På den 15. partikongres i december 1927 erklærede Stalin, at oppositionen » var likvideret«. Trotskij og hans familie blev deporteret først til Alma-Ata i Kasakhstan og efterfølgende til Tyrkiet. Fra da af og indtil sin død levede Trotskij i eksil og måtte flytte fra land til land, mens hans familiemedlemmer blev myrdet eller drevet til selvmord. Trotskijs liv endte i Mexico, da en stalinistisk agent myrdede ham med en isøkse i august 1940.

Pendulet svinger langt til venstre

I kampen mod venstreoppositionen lænede Stalin sig op af partiets højrefløj med ledere som Nikolaj Bukharin, Aleksej Rykov og Mikhail Tomskij. Denne fløj stod for en fortsættelse af NEP og gav endnu flere indrømmelser til kulakkerne. I 1925 var Bukharins råd til kulakkerne: » berig jer«. Venstreoppositionen advarede om, at denne politik risikerede at ende med at true selve sovjetstyrets eksistens.

Den kulakvenlige politik fra bureaukratiets side havde styrket kulakkerne og NEP-mændene. I 1926 ejede 6% af kulakkerne næsten 60% af det korn, der var til salg, og i starten af 1928 gennemførte kulakkerne en kornblokade, der truede med at skabe hungersnød i byerne. Kulakkerne viste, at de var klar til at bruge deres magt til at vælte regimet.[28]

Det førte til en krise i 1927-28, der kom som en overraskelse for Stalin og Bukharin. Da Stalin og bureaukratiets magt og privilegier afhang af den nationaliserede økonomi, gik Stalin gik i panik og foretog et 180-graders skift i politikken. Stalin havde lænet sig op af højrefløjen for at besejre venstreoppositionen, men nu var turen kommet til højrefløjen i partiet, der var forbundet med kulakkerne og NEP-mændende. I sin kamp mod højrefløjen og truslen fra kulakkerne søgte Stalin støtte hos arbejderne og de fattige bønder for at kunne gennemføre Venstreoppositionens politik indenfor landbruget og industrien – men i en fordrejet form.

Indenfor landbruget satte det stalinistiske bureaukrati gang i omfattende kollektiviseringer. Men i stedet for gradvise, frivillige kollektiviseringer, som Venstreoppositionen havde talt for, gennemførte bureaukratiet tvangskollektiviseringer under parolen om at »l ikvidere kulakkerne som klasse« og en total kollektivisering af landbruget » hurtigst muligt«. Det viste sig i statistikkerne: Andelen af kollektive landbrug steg i 1929 fra 1,7% til 3,9%, og derfra gik det stærkt, i 1931 var andelen nået 52,7%, og i 1936 var hele 89,6% af landbrugene kollektiviseret (Russia s. 94). Kollektiviseringerne omfattede hele bøndernes ejendom helt ned til kyllinger, hvilket betød, at bønderne solgte deres kvæg for nærmest ingenting eller slagtede det for i det mindste at få kødet og nok også for i trods at sætte sig op imod staten.

Tvangskollektiviseringerne havde katastrofale konsekvenser for landbruget. I 1932 faldt kornproduktionen markant, og det samme gjorde dyrebestanden. For eksempel faldt antallet af heste med 55%, grise med 55% og får med 66%.[29] Resultatet var hungersnød, og det anslås, at omkring 7 millioner mennesker døde i årene 1931-33, dog uden at regimet ville anerkende, at der eksisterede sult. Regimet måtte foretage et delvist tilbagetog og tillade bønderne små individuelle stykker jord til deres eget forbrug, så hele bondebefolkningen ikke døde af sult.

Også på den industrielle front foretog Stalin en 180-graders vending og adopterede Venstreoppositionens politik i en fordrejet form. Indtil da havde han latterliggjort Venstreopposition og kaldt dem super-industrialister, fordi de havde fremført behovet for at udvikle industrien gennem flerårige planer, hvad de i øvrigt også argumenterede for var en forudsætning for en succesfuld kollektivisering af landbruget.

I 1927 fremlagde Stalin udkast til den første femårsplan. Planen indeholdt moderate vækstrater, der over de fem år var planlagt til at falde fra 9 til 4% om året. Under hård kritik fra oppositionen, der argumenterede for, at økonomien i Sovjetunionen kunne udvikle sig langt hurtigere end i noget kapitalistisk land, blev vækstprognosen opjusteret til 9% årligt, hvilket stadig var langt under de vækstrater på 15 og 18%, som oppositionen havde udregnet. Men fra den forsigtige prognose gik Stalin nu helt i den anden ekstrem og fremførte en ultravenstre-politik under parolen » femårsplaner på fire år«.

For at nå målene hurtigst muligt blev en række tiltag, der ellers var kendt fra kapitalismen indført: akkordarbejde, længere arbejdsuge, en-mands ledelse på fabrikkerne o.l. Arbejdernes rettigheder som for eksempel retten til at strejke og organisere sig, ytringsfrihed o.l. blev afskaffet. De, der kritiserede de overdrevne produktivitetsnormer, blev anklaget for at være sabotører. I slutningen af 1930 og starten af 1931 blev der holdt to store retssager om økonomisk sabotage – baseret på falske tilståelser. Flere blev dømt og skudt for at sætte et eksempel overfor enhver anden kritiker, der måtte være. I januar 1931 annoncerede Stalin, at den første femårsplan var blevet udført på 4 år og 3 måneder. Men det opskruede tempo var ikke uden problemer: i 1933 blev økonomien ramt af flaskehalse og forvridninger i produktionen.

På trods af problemer og skævvridninger blev der i planøkonomiens første år bygget 1500 store virksomheder, og fremgangen fortsatte under den anden femårsplan. I 1932 var 78% af alle de værktøjsmaskiner, der blev installeret det år, importeret. I 1937 blev alle de basale værktøjer til industrien og våbenproduktionen fremstillet i Sovjetunionen. I 1934 steg den samlede industrielle produktion med 19%, i 1935 med 23% og i 1936 med 29%, og også landbrugsproduktionen voksede om end noget langsommere.[30] Nye produkter og industrier blev udviklet, infrastrukturen blev kraftigt udvidet og hundredvis af nye byer opbygget. Denne imponerende vækst fandt sted samtidig med, at kapitalismen på verdensplan var ramt af den store depression.

Skiftet væk fra den kulakvenlige politik var nødvendig, og kollektiviseringer og femårsplaner var vigtige skridt i at udvikle Sovjetunionens økonomi. Dette sving til venstre skabte forvirring blandt en del af venstreoppositionen, der siden 1928 havde været spredt og isoleret gennem eksklusioner og eksil. Et lag af oppositionisterne, der var blevet kørt trætte, kapitulerede. Zinovjev og Kamenev var de første, der offentlige forsagede deres egen tidligere politik, og andre som Karl Radek og Jevgenij Preobrazjenskij fulgte efter. Det styrkede det stalinistiske bureaukrati yderligere, hvis metoder havde unødigt høje omkostninger og skabte nye modsætninger og problemer.

Venstreoppositionen anerkendte til fulde de store fremskridt under planøkonomien men pegede på to hovedproblemer. Det første bestod i, at bureaukratiet indførte disse tiltag såsom akkordarbejde under betegnelsen » virkeliggjort socialisme«. Det er teoretisk forkert: Marx betegnede socialisme som et stadie, hvor produktiviteten har nået et højere niveau end det førende kapitalistiske land, og hvor klasser, ulighed og dermed staten begynder at dø bort. Det var åbenlyst ikke tilfældet i Sovjetunionen. De sovjetiske massers levestandard voksede under de første femårsplaner, men deres liv var absolut ingen dans på roser, og » socialismens fuldstændige sejr« blev proklameret, mens befolkningen sultede. Det forsynede borgerskabet og reformisterne i de imperialistiske lande med et magtfuldt propagandaredskab, der kunne bruges mod arbejderklassen og Sovjetunionen: Er det virkelig det, I kæmper for? Ved at skubbe arbejderne i Vesten væk fra Sovjetunionen, var stalinisterne med til at gøre revolutionen i de avancerede kapitalistiske lande vanskeligere og var med til at opretholde Ruslands isolation. Ruslands fortsatte isolation styrkede bureaukratiet, men svækkede i virkeligheden også vækstmulighederne i økonomien, der kunne være vokset langt hurtigere og stærkere med hjælp fra udviklede kapitalistiske landes teknologi og uddannede arbejderklasse.

Det andet problem var, at planen blev gennemført oppefra – bureaukratisk uden demokrati. Det førte til en masse spild, og til at udviklingens tempo blev bremset i manglen på frihed til at tænke og udvikle ny viden. Der er utallige historier fra Sovjetunionen, om hvordan den bureaukratiske topstyring førte til umådelige problemer i økonomien. Når bureaukratiet f.eks. fastsatte målet for stålproduktionen i kilo stål, producerede fabrikkerne stålpladerne så tykke, som muligt, hvilket gjorde dem ubrugelige. Hvis målet i stedet blev ændret til kvadratmeter, blev stålpladerne alt for tynde. Sådan var det indenfor alle industrigrene. Produktionsmålet blev målet i sig selv, ikke produkternes anvendelse og kvalitet. Enhver bureaukrat gik op i at opfylde målet – intet andet.

Men bureaukratiets ultravenstrekurs i Sovjetunionen med tvangskollektiviseringer og femårsplaner på fire år afspejlede sig også i Internationalen. I 1928 vedtog Komintern på sin kongres en resolution om, at man på verdensplan var gået ind i » den tredje periode«. Den første periode var perioden efter 1917 præget af revolutionære opstande. Anden periode fra 1923 til 1928 var en periode med relativ stabilitet. I den tredje periode havde kapitalismen nået sin endelige krise, og verdensrevolutionen var umiddelbart på dagsordenen. Den største forhindring for arbejderklassens magtovertagelse var, ifølge stalinisterne, socialdemokraterne, som de døbte »s ocialfascister«.

Især i Tyskland havde det fatale konsekvenser. Den tredje periode faldt sammen med depressionen i verdensøkonomien, der ramte Tyskland hårdt. Nazisterne begyndte at vinde opbakning, især blandt småborgerskabet, der havde haft forhåbninger til, at arbejderklassen kunne ændre verden gennem revolution. Da revolutionerne i 1919-1923 led nederlag, blev de håb knust og småborgerskabet så efter en anden løsning på krisen, og det blev Hitler og nazisterne. Socialfascismeteorien fik de tyske kommunister til i flere tilfælde at samarbejde med nazisterne om at bekæmpe socialdemokraterne, f.eks. saboterede de sammen socialdemokratiske møder med deciderede tæskehold. Det splittede den tyske arbejderklasse, der samlet kunne have besejret Hitler. Ved valget i 1930 fik Det nationalsocialistiske tyske arbejderparti, DNSAP, omkring 6,5 million stemmer mens Tysklands Kommunistiske Parti fik 4,5 million og Tysklands Socialdemokratiske Parti fik 8,5 million.[31]

Da Hitler i 1933 kom til magten, uden at et eneste parti i Komintern udtalte sin kritik af den katastrofale stalinistiske politik, fik det Trotskij til at konkludere, at ligesom at en reform ikke længere var mulig i Sovjetunionen kunne Komintern ikke længere et redskab for verdensrevolutionen. Resten af sit liv brugte han på at bygge en ny internationale: Fjerde Internationale.

Karakteren af det stalinistiske bureaukrati

Planøkonomien betød et kæmpe fremskridt. I de 50 år fra 1913 (højdepunktet før revolutionen) til 1963 steg den totale industriproduktion i Rusland mere end 52 gange. Det tilsvarende tal for USA var mindre end 6 gange. På et par årtier blev Rusland omdannet til det andet mest magtfulde land i verden med et højt kulturelt niveau og flere videnskabsmænd end USA og Japan tilsammen. Den forventede levealder blev mere end fordoblet. Huslejen var fastsat til omkring 6% af den månedlige indkomst.

Som ovenstående viser, så spillede bureaukratiet, for så vidt at de baserede sig på den nationaliserede planøkonomi, en relativt progressiv rolle i at udvikle produktivkræfterne i de tidligere år. Men bureaukratiets udvikling af planøkonomien skete med enorme omkostninger, spild, korruption osv. Fra at være en hæmsko på udviklingen blev bureaukratiet efterhånden en stopklods.

» Den historiske begrundelse for enhver herskende klasse bestod i dette: At det system for udbytning, som det stod i spidsen for, hævede udviklingen af ​​produktivkræfterne til et nyt niveau. Det er uden for enhver tvivl, at det sovjetiske regime var en kraftig impuls for udviklingen af økonomien. Men kilden til denne impuls var nationaliseringen af ​​produktionsmidlerne og den planlagte begyndelse og på ingen måde det faktum, at bureaukratiet tilranede sig kommandoen over økonomien. Tværtimod blev bureaukratismen som system den værste hæmsko på landets tekniske og kulturelle udvikling. Dette blev tilsløret i en vis periode af det faktum, at den sovjetiske økonomi i to årtier var optaget af at overtage og assimilere teknologien og ​​produktionens organisering fra de avancerede kapitalistiske lande. Perioden med lån og efterligning kunne stadig, trods alt, tilpasses bureaukratisk automatisme, dvs. kvælning af alt initiativ og al kreativ trang. Men jo mere udviklet økonomien blev, jo mere komplekse dens behov blev, desto mere uudholdelig blev det bureaukratiske regime. Den konstant skærpede modsætning mellem de to førte til uafbrudte politiske krampetrækninger, til systematisk udslettelse af de mest fremragende kreative elementer på alle aktivitetsområder. Før bureaukratiet formåede at afsondre en ‘herskende klasse’ fra sig selv, kom det i uforsonlig modsætning med udviklingens behov. Forklaringen hertil findes netop i det faktum, at bureaukratiet ikke er bærer af et nyt økonomisk system, der er særegent for det og umuligt uden det, men er en parasitisk vækst på en arbejderstat.«[32]

Bureaukratiet var ikke en ting i sig selv men lænede sig op af og afspejlede forskellige klasseinteresser. I 1920’erne var der en del af bureaukratiet, der stod tæt på kulakkerne og NEP-mændene, hvis talsmand var Bukharin. På den anden side stod Trotskij og Venstreoppositionen, der bevidst forsvarede arbejderklassens interesser. Stalin, der ikke havde en klar ide om, hvor han var på vej hen, balancerede på bonapartistisk vis mellem de forskellige fløje, men repræsenterede de millioner af embedsmænd i staten, industrien og partiet, der ønskede at øge deres magt og privilegier. Marxister definerer staten som » særlige grupper af bevæbnede mænd« til at forsvare den herskende klasses ejendom. Men i særlige perioder, hvor klassekampen er skærpet, kan staten hæve sig over klasserne, styre ved » sværdets magt« og læne sig op ad forskellige klasser. Det klassiske eksempel på dette fænomen er Napoleon Bonaparte i Frankrig[33]. Det stalinistiske regime havde visse ligheder med Bonapartes styre i Frankrig men baserede sig på den nationaliserede økonomi deraf betegnelsen proletarisk bonapartisme.

Trotskijs definition af det sovjetiske bureaukrati udviklede sig i takt med, at han fulgte sovjetbureaukratiets zigzagkurs. I slutningen af 20’erne beskrev Trotskij det sovjetiske bureaukrati som en form for bureaukratisk centrisme, det vil sige en politisk tendens, der bevæger sig mellem revolution og reformisme. I den periode talte Venstreoppositionen for en politisk reform af Sovjetunionen. Men på baggrund af udviklingen i Sovjetunionen uddybede Trotskij sin analyse af Sovjetunionens klassenatur og skærpede sin definition. I 1935 gik han væk fra at betegne bureaukratiet som centristisk og definerede det i stedet som en form for proletarisk bonapartisme. Bureaukratiet var blevet uafhængig af arbejderklassen, og de sidste rester af arbejderkontrol var blevet udryddet. Det fik Trotskij til at konkludere, at den stalinistiske kontrarevolution havde nået et nyt kvalitativt stadie, og at en ny revolution – en politisk revolution – var nødvendig for at fjerne bureaukratiet og genetablere et regime med ægte arbejderdemokrati.

Den sociale basis for Stalin og bureaukratiets vej til magten var NEP, der havde styrket småborgerskabet. Men da bureaukratiet havde besejret arbejderklassen politisk, vendte de sig mod dette småborgerskab og lænede sig op af arbejderne og de fattige bønder. Igennem hele processen voksede statsapparatet, og dets selvstændighed blev øget. For at denne kamp mellem forskellige fløje i bureaukratiet ikke skulle ende med at opslide partiet, og i sidste ende føre til regimets fald, havde bureaukratiet brug for en stærk mand til at mægle mellem dem, og det blev Stalins rolle.

Bureaukratiets magt og privilegier afhang af den nationaliserede planøkonomi, men Trotskij forudså i Revolutionen Forrådt (1936), at bureaukratiet ikke i længden ville være tilfredse med denne situation. Under planøkonomien udsprang deres privilegier fra deres kontrol over produktionsmidlerne, men det er en usikker position: En bureaukrat kan skiftes ud, og hans børn kan ikke arve hans position og rigdom. Det kan kun sikres, ved at bureaukraten overgår til at blive ejer af produktionsmidlerne. Ifølge Trotskij ville bureaukratiet på et vist stadie omdanne sig selv til kapitalister, med mindre de blev væltet gennem en politisk revolution. Da Sovjetunionen kollapsede, blev denne forudsigelse til fulde bekræftet, da en stor del af bureaukraterne endte som ultra-rige kapitalister.

Ingen marxistiske teoretikere havde forudset, hvad der faktisk skete i Sovjetunionen: at revolutionen ville lykkes i et tilbagestående land, der forblev isoleret, og derfor havde ingen kunne forudse, hvordan arbejderstaten i et tilbagestående land ville udvikle sig. I Staten og Revolutionen (1917) havde Lenin slået den marxistiske position fast: At staten vil begynde at dø bort efter en socialistisk revolution. Men det var ikke, hvad der skete i Sovjetunionen. Forudsætningen, for at arbejderstaten dør bort, er, at mangel og ulighed bliver udryddet i et socialistisk samfund. Men i Sovjetunionen var mangel udbredt, og det var grundlaget for bureaukratiets opståen og magt. Trotskij forklarede processen i Revolutionen Forrådt:

» Grundlaget for det bureaukratiske regime er samfundets fattigdom på forbrugsartikler med den deraf opståede: alles kamp imod alle. Når der er tilstrækkelig med varer i butikkerne, kan køberne komme, når det passer dem. Når der er mangel på varer, er køberne tvunget til at stå i kø. Når køerne bliver meget lange, må der politi til for at holde orden. Det er udgangspunktet for sovjetbureaukratiets magt. Det ‘ved’, hvem der skal have noget, og hvem der skal vente.

En forhøjelse af det materielle og kulturelle niveau burde ved første øjekast mindske nødvendigheden af privilegier, indskrænke området for anvendelse af ‘den borgerlige ret’ og dermed underminere fundamentet for dens beskytter, bureaukratiet. I virkeligheden skete det modsatte: Væksten i produktivkræfterne er indtil nu blevet fulgt af ekstrem udvikling af alle former for ulighed, privilegier og fordele, og dermed af bureaukratisme.«[34]

Efter revolutionen er det stadig den borgerlige ret, der er gældende på en lang række områder, altså at alle er lige for loven – men ikke socialt. Det er stadig manglen, der dikterer lovene, og dermed er der også behov for en instans, der kan stå for fordelingen af de knappe goder, dvs. en stat. Trotskij forklarer det tilsyneladende paradoks, at bureaukratiets privilegier stiger, når det materielle niveau i samfundet stiger, netop når man skulle tro, at staten begyndte at kunne dø bort. Men Rusland havde været så tilbagestående, at inden produktionen havde nået et niveau, hvor den udbredte mangel kunne udryddes, så havde bureaukratiet konsolideret sin magt. En relativ stor del af den øgede produktion tilfaldt derfor bureaukratiet og ikke den almindelige russiske befolkning, og dermed fortsatte bureaukratiet med at have behov for en stat, der kunne sikre, at de »rigtige« fik, hvad de skulle.

Der var store materielle interesser på spil for medlemmerne af bureaukratiet. Mens levestandarden for arbejderne steg gradvist under femårsplanerne, så eksploderede bureaukratiets leveforhold. Under Lenin havde der eksisteret et partimaksimum, der forhindrede medlemmer af Bolsjevikpartiet i at modtage en løn, der var højere end en faglært arbejders. Ofte tjente embedsmænd i staten, der var medlem af partiet, mindre end deres kolleger, der var partiløse. Men i februar 1932 blev partimaksimummet afskaffet. Bureaukratiet var ivrige efter at få del af den øgede merværdi, som arbejderne skabte. Der blev ikke udgivet lønstatistikker, som afslørede bureaukraternes løn, men det var tydeligt, at deres levestandard adskilte sig fra arbejdernes i højere og højere grad. Allerede inden afskaffelsen af partimaksimummet havde det øverste lag af bureaukratier fået adgang til en række privilegier som f.eks. adgang til særlige butikker, hvor man kunne købe varer til særlige priser. Gradvist fik bureaukratiet også adgang til særhospitaler, skoler, feriesteder osv., hvilket betød, at den reelle ulighed var langt større, end den man kunne spore, hvis man så på lønninger alene.

Den stalinistiske politiske kontrarevolution i Sovjetunionen slog igennem indenfor alle livets aspekter. Under revolutionen havde nye kunstneriske retninger blomstret som f.eks. futurismen, under Stalin blev kunsten ensrettet til at hylde lederen. Revolutionen havde haft som mål at frigøre kvinder og havde bl.a. indført ret til fri abort og skilsmisse. Under Stalin blev retten til abort afskaffet, skilsmisse gjort dyrt og der blev indført præmier til kvinder, der fik mange børn. Bolsjevikkere havde afkriminaliseret homoseksualitet, under Stalin blev seksuelt samkvem mellem to mænd igen forbudt.

De uhyrligheder, der fandt sted under Stalins diktatur, har fået nogle trotskister til opgive Trotskijs analyse og karakteristik af Sovjetunionen som en arbejderstat. Den Internationale Socialistiske Tendens (IST) baserede sig på Tony Cliffs analyse, der betegnede systemet i Sovjetunionen som statskapitalisme. I stedet for en marxistisk analyse af det materielle grundlag, baserede de deres holdninger på følelser og gav efter for presset fra den offentlige mening: Eftersom der skete forfærdelige ting i Sovjetunionen, så måtte det være en form for kapitalisme. Cliff beskrev bureaukratiet som en særlig klasse, der tilranede sig den merværdi, som arbejderne i Rusland skabte. Det var en brud med Trotskijs analyse, der helt klart slog fast, at bureaukratiet ikke kunne defineres som en klasse. En klasse i marxistisk forstand defineres ved dens forhold til produktionsmidlerne. Selvom bureaukraterne tilegnede sig store dele af den merværdi, som arbejderklassen havde produceret, så ejede ikke produktionsmidlerne i Rusland. Produktionsmidlerne blev ejet af staten. Den enkelte bureaukrat kunne skiftes ud, og deres børn kunne ikke arve deres rigdomme. Trotskij definerede i stedet bureaukratiet som en kaste af sociale parasitter. Når man i en marxistisk analyse skal bestemme en stats klassenatur, er det ejendomsforholdene, der er afgørende. Man må spørge: Hvilken klasse repræsenterer staten? Og i Sovjetunionens tilfælde: Hvilken klasse repræsenterer bureaukratiet? Staten i Rusland kunne ikke repræsentere kapitalisterne, eftersom de blev eksproprieret i 1917. Den repræsenterede heller ikke bønderne eller de småhandlende i byerne. For så vidt bureaukratiet forsvarede planøkonomien, repræsenterede det i sidste ende arbejderklassen.

Tony Cliffs analyse var ikke bare et spørgsmål om ord, men havde store politiske konsekvenser: IST forsvarede ikke planøkonomien i Sovjetunionen, og de erklærede, at Sovjetunionens fald ikke udgjorde et tilbageskridt men blot et skridt »til siden«, eftersom det var overgangen fra én slags kapitalisme til en anden. Ted Grant var en af de eneste, der holdt fast i Trotskijs analyse af Sovjetunionen og også formåede at anvende den på udviklingen i Østeuropa. Det var på den baggrund, at IMT konsekvent forsvarede planøkonomien og forudså, at Sovjetunionens kollaps ville betyde en katastrofe for den sovjetiske befolkning.

Stalinismens endelige opgør med bolsjevismen

Stalin og bureaukratiet havde besejret både venstrefløjen og højrefløjen i partiet, men alligevel frygtede de konstant at miste deres position. I midten af 1930’erne rejste de spanske arbejdere og bønder sig i en revolutionær bevægelse, som genoplivede den revolutionære gnist blandt de russiske arbejdere og skabte entusiasme helt ind i Sovjetunionens Kommunistiske Parti i en grad, som ikke var set, siden Stalin kom til magten.

Stalin frygtede, at det ville være et eksempel til efterfølgelse for de russiske arbejdere og dermed være en trussel mod bureaukratiets fortsatte eksistens, hvis arbejderklassen i Spanien eller et andet vesteuropæisk land formåede at tage magten og etablere et ægte arbejderdemokrati.

Stalin var ramt af panik og for at holde sig på magten, satte han gang i Moskvaprocesserne – en række skueprocesser, der mest af alt mindede om hekseprocesserne eller den spanske inkvisition. Hele den gamle garde af bolsjevikker og alt, hvad der mindede om eller indeholdt kimen til en opposition, blev udryddet.

Den umiddelbare undskyldning for at iværksætte skueprocesserne var mordet på Sergei Kirov, leder af Kommunistpartiet i Leningrad. Mordet på Kirov fandt sted i december 1934, men det blev hentet frem fra gemmerne som undskyldning for at foranstalte de omfattende udrensninger. Baggrunden for Kirovs mord var, at der i partiet havde været en vis utilfredshed med Stalin, mens Kirov på en partikonference havde fået stående ovationer både før og efter sin tale, hvilket havde indikeret hans popularitet i partiet. Stalin så derfor Kirov som en trussel, og dokumenter har efterfølgende vist, at selvom mordet blev begået af den unge kommunist Leonid Nikolajiev, der også blev dømt for det, var det Stalin og hans klike, der stod bag. Khrusjtjov fremlagde en del af beviserne i sin »hemmelige« tale på partikongressen i 1956.

Trotskij beskrev Moskva-processerne som en » ensidet borgerkrig mod den proletariske fortrop.« I august 1936, som stadig var i processens start, skrev han:

»Den nuværende udrensning trækker ikke bare en blodig linje mellem bolsjevismen og stalinismen men en hel flod af blod. Tilintetgørelsen af en hel generation af gamle bolsjevikker – en vigtig del af mellemgenerationen, der deltog i borgerkrigen, og den del af ungdommen, der tog de bolsjevikiske traditioner alvorligt, viser ikke bare en politisk men en helt igennem fysisk uforenelighed mellem bolsjevisme og stalinisme.«[35]

Og det var i sandhed en »hel flod af blod«, der blev trukket mellem bolsjevismen og stalinismen. Af Bolsjevikpartiets centralkomite fra 1917, der bestod af 28 medlemmer, var der kun 4, der overlevede Trotskij: Stalin; Alexandra Kollontai, der var sendt ud af landet som ambassadør i Sverige; Matvei Muranov, der var forsvundet i slut 30’erne; samt CK’s sekretær Elena Stassova. Af de resterende var ni enten døde af sygdom eller i borgerkrigen inden udrensningerne begyndte, en enkelt blev drevet til selvmord, mens de resterende 13 ud af 28 blev ryddet af vejen i udrensningerne enten dømt til døden eller døde i fængslet. Af de 1966 delegerede på den 17. partikongres, hvor Stalin havde erklæret, at Venstreoppositionen officielt var besejret, blev 1108 senere arresteret og anklaget for kontrarevolutionære forbrydelser.[36]

Alle med en forbindelse til oktoberrevolutionen skulle fjernes – ikke bare trotskister, selvom de blev anset for at være de største fjender. Også alle de der fulgte Bukharin blev ryddet af vejen og efterhånden gik udrensningerne så vidt at selv loyale stalinister blev ramt. Den første retssag blev ført mod en række anklagede, der alle havde været tætte samarbejdspartnere med Lenin før, under og efter oktoberrevolutionen bl.a. Zinovjev og Kamenev. De blev først anklaget for at ville genindføre kapitalismen i Rusland, men da retssagerne fandt sted i 1936, var anklagen blevet ændret til » magtbegær« samt i samarbejde med Trotskij at have planlagt terroraktioner for at udrydde Stalin og andre sovjetiske ledere. Anklagen om at planlægge terroraktioner i tæt samarbejde med Trotskij og fascisterne blev en almindelige anklage mod »folkets fjender«.

Den borgerlige propaganda forsøger stadig den dag i dag at sætte lighedstegn mellem stalinismens udrensninger og bolsjevikkernes regime, hvor politiske modstandere også var blevet dømt for terrorisme herunder flere socialrevolutionære i 1922. Men der var afgørende forskelle. Den første var, at de socialrevolutionære rent faktisk gik ind for terror, og at dem, der blev dømt, reelt havde planlagt eller udført terrorhandlinger f.eks. et attentatforsøg mod Lenin i 1918. Ingen blev tvunget til at indrømme deres skyld, fordi de selv stod ved deres handlinger. De anklagede socialrevolutionære havde ydermere ret til et forsvar, og de fik den belgiske socialdemokratiske leder Emile Vandervelde til at forsvare sig. Det var forbrydelser, der kunne straffes med døden, men de fleste af dommene blev suspenderet (nogle af dem blev senere skudt under Stalin).

Det adskiller sig kvalitativt fra »rettergangen« under Stalin. Her blev de anklagede under tortur tvunget til at indrømme de mest vanvittige forbrydelser, som de ikke havde begået. De fleste indrømmede alt, og de, der nægtede, blev tortureret, indtil de gik til bekendelse, mens nogen forsøgte at frasige sig de mest vanvittige af anklagerne såsom Bukharin, der nægtede at indrømme, at han havde forsøgt at snigmyrde Lenin.

Den proces, der foregik under udrensningerne, kan være svær at forstå udefra. Det var som en kædereaktion, hvor det ene skridt uundgåeligt førte til det næste. Da først snebolden rullede, kunne ingen standse den. Det var ikke muligt at forholde sig neutralt til processerne: enhver, der forholdt sig tavs eller stillede sig kritisk, kom selv øjeblikkeligt under mistanke. Alle var tvunget til enten at stå på bureaukratiets side og underskrive falske vidneudsagn eller selv blive anklaget. Dette til trods endte mange af de, der havde vidnet mod andre, selv på anklagebænken.

Et indblik i processens indre logik kan man få i Jevgenija Ginzburg erindringer Min tunge vandring. Ginzburg var partimedlem og historiker, men beskrev sig selv som politisk naiv. Hun blev arresteret i starten af Moskvaprocesserne. Hun var en af de få, der ikke tilstod, og som overlevede arbejdslejrene.

Ginzburgs beskrivelse af hele forløbet udstiller processernes arbitrære karakter.

Hun mødte på et tidspunkt en medfange, og spurgte hende, hvad hendes anklage lød på. Medfangen svarede, at  anklagen var blevet ændret, fordi der var kvoter, der skulle opfyldes for forskellige kategorier af fanger: » Jeg er tartar[37], og det er mere praktisk for dem at lade mig komme med i gruppen af borgerlige nationalister. I begyndelsen gik jeg faktisk for at være trotskist. Men så vendte Rud [Red: anklageren] sagen om og forklarede, at man havde overopfyldt planen for trotskister, men var bagud med nationalister, selvom man allerede havde arresteret mange tartariske forfattere.«[38]

Anklagen mod Ginzburg var lige så meget taget ud af den blå luft. Den første anklage var baseret på, at hun igennem sit arbejde på det pædagogiske institut havde samarbejdet med en professor Elvov, om udarbejdelsen af en lærebog om Tartariens historie, samt i redaktionen på bladet Det Røde Tartarien. Elvov blev anklaget for » trotskistisk kontrabande« på baggrund af en artikel, han havde skrevet om revolutionen i 1905. Stalin fordømte artiklen for at indeholde fejl i behandlingen af den permanente revolution. Elvov blev anklaget og derefter fulgte en anklage mod Ginzburg i starten af 1935. Hun beskriver situationen, hvor hun bliver præsenteret for anklagen således:

» Nogle få dage efter Elvovs arrestation blev der holdt et partimøde på Det Røde Tartariens redaktion. Her fik jeg for første gang forelagt anklagerne for det, som jeg ikke havde gjort.

Det blev påvist, at jeg ikke havde afsløret den trotskistiske kontrabandist Elvov; at jeg ikke på et eneste møde var trådt op imod ham; at jeg ikke var fremkommet med en tilintetgørende kritik af det kollektivværk om Tartariens historie, som var udkommet under hans redaktion, og at jeg endda selv havde ydet et bidrag til det. Min artikel, der drejede sig om begyndelsen af det 19. århundrede, blev derimod ikke kritiseret.

Mine forsøg på at appellere til den sunde fornuft blev på det bestemteste affærdiget.«

Hun beskriver derefter den dialog, der foregik på mødet:

[Ginzburg]

Men det var jeg jo ikke ene om. Ingen i vores regionale partiorganisation har modsagt ham.

[Anklager]

De kan være ganske rolig, alle vil komme til at svare for sig, men nu drejer det sig om Dem!

[Ginzburg]

Men partiets regionalkomité har haft tillid til ham. Det er kommunister, der har valgt ham til medlem af bykomiteen.

[Anklager]

De burde have påvist, at det var forkert. Det er derfor, at De har en højere uddannelse og en akademisk grad.

[Ginzburg]

Men er det allerede bevist, at han er trotskist?

Det sidste naive spørgsmål fremkaldte et udbrud af hellig indignation.

[Anklager]

Men han er jo arresteret! Tror de virkelig, at man arresterer nogen uden sikre beviser?

Jeg har altid bevaret erindringen om alle enkeltheder fra dette møde, der for mig var bemærkelsesværdigt ved, at det var første gang at jeg stødte på dette brud med logik og almindelig sund fornuft […] Det redaktionelle partimøde gav mig en irettesættelse for ‘sløvet politisk agtpågivenhed’. Det var i særlig grad redaktør Kogan, som på dette tidspunkt havde afløst Krasnyj, der insisterede på dette. Han holdt en voldsom anklagetale, i hvilken jeg figurerede som professor Elvovs potentielle meningsfælle.

Nogen tid efter viste det sig, at Kogan selv havde en oppositionel fortid, og at hans kone havde været Smilgas[39] personlige sekretær og havde deltaget i ‘afskeden’ med Smilga i Moskva, da denne drog i forvisning. For at aflede opmærksomheden fra sig selv udviste Kogan en frygtelig iver for at ‘demaskere’ andre kommunister, deriblandt politisk uerfarne folk som mig. I slutningen af 1936 kastede Kogan, som på det tidspunkt var overført til Jaroslavl [Red: et fængsel], sig foran et tog, da han ikke længere kunne holde ud at gå og vente på at blive arresteret.«[40]

Efterfølgende blev anklagen mod Ginzburg ændret fra » sløvet politisk agtpågivenhed« til terrorisme, og hun blev stillet for en militærdomstol. Hele domsfældelsen tog 7 minutter, før hun blev dømt til 10 års isolationsfængsel, der efter 2 år blev ændret til arbejdslejr.

Udrensningerne bredte sig ud i internationalen, hvor ledende kommunister forsvandt. Mens Moskvaprocesserne stod på, var der ingen ledere af kommunistpartierne i internationalen, der rejste den mindste kritik. De gentog som papegøjer alle anklager om et terroristisk komplet organiseret af gamle bolsjevikker som Zinovjev og Kamenev i samarbejde med Trotskij og de tyske nazister og latterliggjorde dem, der påstod, at tilståelserne var fremtvunget under tortur.

De fremførte de samme indvendinger, som man kan høre fra stalinister i dag: Hvis Stalin bare kunne få folk myrdet, hvorfor så retssagerne og tilståelserne? Hvorfor skulle folk indrømme noget, de ikke havde gjort? Men det er stalinisterne, der har et forklaringsproblem. Hvordan vil de forklare det første, der falder enhver med blot en smule fornuft ind: Hvis man godtager samtlige anklager og indrømmelser som sande, hvordan kan man så forklare, at hundredtusindvis – om ikke millioner af ledende folk i Sovjetunionen – både i Kommunistpartiet, staten og hæren pludselig var blevet kontrarevolutionære? Hvordan kunne alle disse påståede  kontrarevolutionære have tilranet sig ledende positioner – og mange af dem helt tilbage fra Lenins tid før revolutionen? Hvordan kunne de have skjult deres kontrarevolutionære karakter og agentvirksomhed helt frem til midten af 30’erne? Hvordan kunne en centralkomite hovedsageligt bestående af folkets fjender have stået i spidsen for oktoberrevolutionen? De spørgsmål i sig selv viser det absurde i påstanden om, at anklagerne og indrømmelserne i Moskvaprocesserne var ægte.

Gik man imod Stalins regime, blev man ikke kun fængslet eller dræbt. Ethvert bevis på ens eksistens blev fjernet. På billedet til venstre ses Stalin med Nikolai Yezhov, agent for the hemmelige politi, der efter at være blevet henrettet i 1940 blev redigeret ud af en lang række billeder.

Derudover er der en række rent faktuelle ting, der tilbageviser anklagernes sandhedsværdi. Allerede da processerne stod på, blev det påvist, at flere centrale punkter i anklagerne var falske. For eksempel blev det i en retssag påstået, at der havde fundet et møde sted mellem en anklaget og Trotskij i Norge, hvor de to skulle have planlagt fascistisk terrorvirksomhed. Den anklagede skulle angiveligt være fløjet til Norge for at holde dette møde med Trotskij. Men det blev dengang bevist, at ingen fly havde landet i den relevante lufthavn hverken på datoen eller nær den dato, hvor mødet skulle have fundet sted. De danske socialdemokrater beviste i øvrigt, at et andet vidneudsagn, om at Trotskij skulle have holdt et møde på et hotel i København, var falskt, eftersom hotellet var brændt ned flere år før, at det påståede møde skulle have fundet sted. Disse “mindre” detaljer ændrede dog ikke på dommens udfald.[41]

På den 20. partikongres indrømmede Khrusjtjov, at Moskvaprocesserne var baseret på falske anklager, at indrømmelserne var opnået på baggrund af tortur og at hele processen fandt sted under Stalins ledelse:

” Massearrestationer og deportationen af mange tusinder af mennesker, henrettelse uden retssag og uden normal efterforskning skabte usikkerhed, frygt og endda desperation. […] Da retssagerne mod nogle af disse såkaldte ‘spioner’ og ‘sabotører’ [red.: de arresterede fra den 17. Partikongres] blev undersøgt, blev det fundet, at alle deres sager var fabrikerede. Tilståelserne af skyld fra mange af de arresterede og dem, der var sigtet for fjendtlig aktivitet, blev opnået ved hjælp af grusom og umenneskelig tortur. […]

Mange tusinder ærlige og uskyldige kommunister er døde som resultat af denne uhyrlige fabrikation af sådanne ‘sager’, som et resultat af at alle mulige ’tilståelser’, der tilsværtede den anklagede, blev accepteret, og som et resultat af en praksis, hvor der blev fremtvunget anklager fra de anklagede, rettet mod sig selv og andre. […] I de år blev der på masseskala anvendt undertrykkelse, der ikke var baseret på noget håndgribeligt, og som resulterede i et stort tab af partiets kadrer. […] Jezhov sendte disse [henrettelses] lister til Stalin personligt, for at han kunne godkende den foreslåede straf. Fra 1937-1938 blev 383 sådanne lister med navne på mange tusinder af arbejdere i partiet, sovjetterne, Komsomol [red.:kommunistisk ungdomsorganisation], militæret og økonomien sendt til Stalin. Han godkendte listerne.«[42]

For Stalin var det ikke nok at torturere og myrde gamle bolsjevikker, han havde brug for skueprocesserne, for at de gamle bolsjevikker skulle tilsværte deres eget navn ved offentligt at indrømme deres »forbrydelser«. Skueprocessernes formål var at afskrække enhver ung kommunist fra at undersøge partiets historie nærmere og vaccinere dem mod bolsjevismens revolutionære ideer.

Hvert mord måtte dækkes af ti nye, og den første retssag blev efterfulgt af mange flere. Ifølge Khrusjtjov blev antallet af arresterede for »kontrarevolutionære forbrydelser« ti-doblet mellem 1936 og 1937. Ingen kunne slippe fri. Selv de, der havde stået i spidsen for udrensningerne, Genrikh Jagoda og efter ham Nikolaj Jezhov, blev selv ofre for udrensningerne. Alle blev presset til at angive hinanden, og i frygt for selv at blive angivet angav de mange andre. De anklagede blev dømt uden et eneste bevis og alene baseret på deres egne tilståelser.

Udrensningerne skabte økonomisk kaos, i takt med at ledende partimedlemmer, officerer, teknikere, ingeniører, arbejdere osv. forsvandt anklaget for at være fjender af folket. Lige før anden verdenskrig blev hele hærens generalstab udrenset. Store militære strateger som Mikhail Tjukatjevskij, Iona Jakir og Jakov Garmanik fra borgerkrigen blev udryddet, fordi Stalin angiveligt frygtede et kup. Fra 1937-1938 blev mellem 20.000 og 35.000 af Den Røde Hærs officerer udryddet. Det samme gjaldt for 90% af generalerne, 80% af alle oberster samt flertallet af de andre ledende lag i hæren.

En faktor i udrensningerne var utvivlsomt Stalins ego og begyndende storhedsvanvid. Historiebøgerne var gentagne gange blevet omskrevet, og billeder retoucheret. Trotskij og andre ledende oppositionister blev skrevet ud af historien, mens Stalins rolle blev mere og mere fremtrædende for hver gang, at historien blev skrevet om. Men de gamle bolsjevikker og også Stalins gamle allierede som Ordzhonikidze vidste, at Stalin ikke havde spillet en ledende rolle under revolutionen, og de kunne ikke tage ideen om Stalin som den store revolutionære leder og fører seriøst. Derfor blev alle, der kunne erindre den sande historie, udrenset. Men ét individs psyke kan ikke forklare en massakre af så stort et omfang som det, der fandt sted under Moskvaprocesserne, der skabte forstyrrelser i økonomien, social uro og endda satte Sovjetunionens fremtid på spil. Moskvaprocesserne fandt sted, fordi de opfyldte et behov hos bureaukratiet for at konsolidere deres magt, selvom det skete på bekostning af en god del af bureaukratiet selv og truede med at underminere selve regimet.

Ted Grant beskriver processen således:

” Karakteren af den herskende kaste, der har tilranet sig magten, dens frynsegoders og privilegiers illigetimitet, den åbenlyse modsigelse mellem de ‘socialistiske’ proklamationer og den voksende ulighed, betød alt sammen, at opkomlingene i bureaukratiet følte sig usikre. Deres usikkerhed og frygt for masserne betød, at de søgte sikkerhed i skyggen af en stærk mand, der ville gøre al opposition tavs. Man kunne ikke stille spørgsmålstegn ved den stærke mand (the Vozhd[43]), for at stille spørgsmål til lederen var at sætte spørgsmålstegn ved bureaukratiet selv. Den fysiske udryddelse af al opposition, faktisk eller potentiel, og indførelsen af et totalitært regime var således forudsætningen for konsolideringen af det herskende bureaukrati. Stalins psykologiske særegenheder, hans psykopatiske grusomhed og storhedsvanvid kan forklare den groteske uhyrlige karakter, som han tilførte udrensningerne, men ikke selve fænomenet.«[44]

Khrusjtjov forsøgte i sin tale i 1956 at lægge al skyld på Stalin og dermed fratage sig selv og resten af bureaukratiet ansvaret. Men ansvaret lå ikke hos Stalin alene men også hos de bureaukrater, der fortsatte det stalinistiske regime efterfølgende. De gjorde op med de værste brutaliteter, men regimet fortsatte grundlæggende uforandret. Bureaukratiet fortsatte traditionen fra Stalin og fik Lavrentij Beria, den seneste chef for det hemmelige politi NKVD[45] under Stalin, henrettet, fordi han vidste for meget om resten af bureaukratiets medvirken i udrensningerne.

Leopold Trepper, der var leder af Rote Kapelle, en sovjetisk spionring i det nazibesatte Europa, og langt fra trotskist, beskrev senere, hvem der virkelig havde bekæmpet bureaukratiet og udrensningerne:

»J ugoslaver, polakker, litauere, tjekkere – alle forsvandt. I 1937 var der ikke nogen af de vigtigste ledere for det tyske kommunistparti tilbage, undtagen Wilhelm Pieck og Walter Ulbricht. Den undertrykkende galskab havde ingen grænser. Den koreanske sektion blev decimeret; delegationerne fra Indien var forsvundet; repræsentanterne for det kinesiske kommunistparti var blevet arresteret. Gløden fra oktober blev slukket i underjordiske kamres skygger. Revolutionen var degenereret til et system af terror og rædsel; Socialismens idealer blev latterliggjort i et forstenet dogmes navn, som bødlerne stadig havde den frækhed at kalde marxisme.

Og alligevel fulgte vi med, syge i hjertet, men passive, fanget i et maskineri, vi havde sat i gang med vores egne hænder. Blot tandhjul i apparatet, terroriseret til vanviddets rand, blev vi instrumenter i vores egen underkastelse. Alle de, der ikke rejste sig mod den stalinistiske maskine, er ansvarlige, kollektivt ansvarlige. Jeg er ingen undtagelse fra denne dom.

Men hvem protesterede på dette tidspunkt?

Hvem gjorde oprør og gav udtryk for sin vrede?

Trotskisterne kan påberåbe sig denne ære. De fulgte eksemplet fra deres leder, der blev belønnet for sin stædighed med enden af en isøkse, de bekæmpede stalinismen indtil døden, og de var de eneste, der gjorde det. På tidspunktet for de store udrensninger kunne de kun råbe deres oprør ud i de frysende ødemarker, hvorhen de var blevet slæbt, for at blive udryddet. I lejrene var deres opførsel beundringsværdig. Men deres stemmer gik tabt i tundraen.

I dag har trotskisterne ret til at anklage dem, der engang hylede sammen med ulvene. Lad dem dog ikke glemme, at de havde den enorme fordel over os: At de havde et sammenhængende politisk system, der var i stand til at erstatte stalinismen. De havde noget at klynge sig til midt i deres dybe nød ved at se revolutionen forrådt. De gik ikke til ‘bekendelse’, fordi de vidste, at deres tilståelse hverken ville tjene partiet eller socialismen.”[46]

Det er en historiens ironi, at en af hovedanklagerne mod Trotskij og de andre anklagede var deres samarbejde med Nazi-Tyskland, når Sovjetunionen under Stalin i august 1939 underskrev en ikke-angrebspagt med Hitlers Tyskland. Da de tyske arkiver blev åbnet efter krigen tilbageviste de endegyldigt anklagerne om, at Trotskij og en lang række gamle bolsjevikker skulle have samarbejdet med nazisterne om at vælte Sovjetunionen:

” Den store mængde nyt materiale, der fremkom efter Tysklands nederlag i 1945, har frembragt nogle beviser på en sammensværgelse mellem NKVD og Gestapo men ingen beviser på, at der var nogen kontakt mellem tyskerne og oppositionsfolkene.”[47]

Den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt, også kendt som Stalin-Hitler pagten, viste, hvor langt Stalin og sovjetbureaukratiet havde bevæget sig fra bolsjevismens revolutionære internationalisme. Ikke-angrebspagten forpligtede parterne til at forholde sig neutrale i tilfælde af krig, og den gav Tyskland frie hænder til at angribe Polen. Aftalen delte desuden kynisk hele Østeuropa op mellem Tyskland og Sovjetunionen. Som en del af pagten udleverede Sovjetunionen eftersøgte tyske kommunister til Nazi-Tyskland, og kommunistpartierne blev beordret at ophøre med deres antifascistiske arbejde. Pagten skubbede mange arbejdere, der ellers havde haft sympati for Sovjetunionen og kommunistpartierne, væk i afsky. Kommunistpartierne blev delvist reddet af Tysklands angreb Sovjetunionen i juni 1941, der annulerede pagten og gjorde Tyskland og nazismen til Sovjets fjende.

Sovjetunionen måtte igen finde nye venner, og vendte sig mod De Allierede: Storbritannien og USA. For at behage sine nye allierede og forsikre dem om, at Sovjetunionen ikke arbejdede for verdensrevolutionen, opløste Stalin uden videre Tredje Internationale i 1943 uden at holde nogen kongres eller spørge medlemmer.

Den politiske kontrarevolution i Sovjetunionen og degenereringen af den kommunistiske bevægelse var komplet. Alle rester af arbejderdemokrati var udryddet, og Stalin og bureaukratiet sad solidt på magten i Sovjetunionen. Stalin havde ikke haft en forkromet plan, da han startede ud, men ud af Stalins og bureaukratiets empiriske zigzag udviklede der sig en egentlig politisk tendens: stalinismen.

Opsummerende om stalinisme

Stalinismen opstod med Stalin i den historiske kontekst i Sovjetunionen, men stalinismen fortsatte med at eksistere efter Stalins død helt op til i dag. Stalinisme handler ikke om at bekende sig til Stalin og hans handlinger, det gør meget få i dag, men om at følge den politiske tendens han efterlod. Når vi siger, at et regime, et parti eller en person er stalinistisk, hvad mener vi så?

Det helt grundlæggende, der adskiller stalinismen fra marxismen, er, at stalinismen udgør et brud med marxismens filosofiske grundlag: den dialektiske materialisme. Det eneste faste i den dialektiske materialisme er, at alt forandrer sig, at alt forgår. Ideen, om at alt forandrer sig og forgår, er naturligvis en farlig tanke for et bureaukrati, der gerne vil fremstå almægtigt og uforanderligt.

Stalinismen blev udviklet til forsvar for det bestående system i Sovjetunionen, og det førte direkte til teoretisk død. I den stalinistiske model blev marxismen omdannet til en forstenet, mekanisk forvrængning. Stalinismen gjorde op med dialektikkens essens: at analysere alt ved at se på forandring, og at bevægelse sker gennem modsætninger: intet varer evigt, alt opstår og forgår med tiden. For stalinismen var alt sort/hvidt, sandt/falskt, ja/nej. De var ude af stand til at forstå, at ting kan udvikle sig til sin modsætning, fordi det indebar at indse, at de selv en dag ville gå under.

Det var den dialektiske materialisme, der gjorde Lenin og Trotskij i stand til at analysere situationen som den udfoldede sig og ikke mindst det, der gjorde dem i stand til at handle. I stalinismen blev teorien gjort til et dogme, som aldrig kunne modsiges. For Lenin og Trotskij var marxismen et redskab til at forandre verden, og hvis teorien ikke passede til virkeligheden, måtte fejlene indrømmes og evalueres, og analysen tilpasses. De analyserede processerne under overfladen ved at se på de indre modsætninger i et fænomen for at forstå udviklingstendenserne. De forsøgte at forstå udviklingen i sin kompleksitet uden at reducere det til enten/eller. Det var det, der gjorde dem i stand til at lede arbejderklassens magtovertagelse i oktoberrevolutionen, selvom revolutionen i sit udgangspunkt var en borgerlig revolution.

Allerede i 1904 havde Trotskij i sin teori om den permanente revolution beskrevet, hvordan situationen i Rusland var præget af en ujævn og kombineret udvikling, hvilket betød, at selvom det var den borgerlige revolutions opgaver, der var på dagsordenen i Rusland, var arbejderklassen den eneste klasse, der kunne lede revolutionen, og at arbejderklassen ikke ville stoppe ved de borgerlige opgaver, men ville gå over til de socialistiske. Samme konklusion nåede Lenin til i 1917, fordi det svarede til den faktiske udvikling under revolution: Den borgerlige revolution gik over i den socialistiske, og det “umulige” skete: Arbejderklassen kom til magten i et tilbagestående land. Stalin forstod aldrig Lenin og Trotskijs dialektiske tilgang, og Trotskijs teori om den permanente revolution blev en af stalinisternes vigtigste hadeobjekter. Stalinisterne præsenterede i stedet udviklingen mekanisk som en trappe, hvor hvert stadie automatisk følger det foregående: Efter feudalisme følger kapitalisme, herefter socialisme osv. Ifølge den model er det umuligt at forklare, hvordan Sovjetunionen kunne kollapse og kapitalismen blive genindført.

Den stalinistiske model fik katastrofale følger i de revolutionære bevægelser, hvor stalinismen spillede en afgørende rolle. Ifølge stalinisternes to-stadie-teori skulle hvert land først igennem en fase med kapitalisme, før der kunne være tale om socialisme. De forstod ikke, at selvom den borgerlige revolution endnu ikke var gennemført i et land, så kunne borgerskabet ikke længere spille en progressiv rolle. Stalinisterne underordnede arbejderklassens bevægelse det “progressive” borgerskab, resultatet blev blodige nederlag i land efter land.

Stalinismens rødder i behovet for at retfærdiggøre det bestående kom konkret til udtryk i den stalinistiske et-parti-stat og centraliserede, monolitiske partier. Bolsjevikpartiet under Lenin havde også været centralistisk – men demokratisk centralistisk. Den demokratiske centralisme under Lenin betød fuld frihed til diskussion op til, at en beslutning skulle træffes, og enhed i handling, når først beslutningen var truffet. Linjen blev lagt gennem intern diskussion og efterfølgende flertalsafstemning. Det var ikke som under Stalin, hvor lederens ord var lov, da Lenin ikke så sjældent kom i mindretal. Bolsjevikpartiet under Lenin var ikke demokratisk af sentimentale årsager, men fordi demokrati er essentielt for at udvikle et parti og en ledelse, der er i stand til at lede en massebevægelse. Ingen, selv ikke det største geni, har alle svarene. Kun gennem diskussion kan partiet lære, og den bedst mulige beslutning træffes.

Under stalinismen blev det demokratiske element fjernet, og kun centralismen stod tilbage. I de stalinistiske partier var der én korrekt linje, der blev dikteret fra oven, og enhver, der udfordrede linjen, blev udstillet som en kontrarevolutionær fjende af folket, og blev behandlet derefter. At stille spørgsmål ved partilinjen svarede til at stille spørgsmål ved selve bureuakratiets eksistens. Selvom stalinismen i dag er knap så brutal og diktatorisk, som da den skulle konsolidere sin magt, er stalinismen i dag stadig kendetegnet ved et-parti-regimer, hvor den kommer til magten. Den strenge centralisme er der blevet slækket en del på i mange af kommunistpartierne men mest som resultat af det kollaps og den forvirring, der bredte sig efter murens fald i 1989, og ikke som ikke et bevidst opgør med den stalinistiske tradition. Og den stalinistiske tradition retfærdiggør stadig en stor del af det stalinistiske diktatur som værende nødvendigt.

Den politiske kontrarevolution gjaldt ikke bare styreformen men gjorde sig også gældende som en kulturel kontrarevolution. Stalinismen fremhævede den traditionelle, dvs. feudale, familie som modellen til efterfølgelse. Bureaukratiet baserede sig på familien som social base og indførte en række tilbageskridt for kvinder, homoseksuelle og andre minoriteter. Kvindens rolle som moderen blev hyldet, og det fokus, der havde været på at involvere kvinder i den kommunistiske bevægelse i Sovjet og Komintern, blev opgivet til gengæld for et mere konservativt syn på kvinder. Homoseksualitet blev genkriminaliseret under Stalin, og homoseksualitet blev i Sovjetunionen forbundet med noget degenereret, der både knyttede sig til tsarvældet og fascismen, hvilket medførte en udbredt homofobi i den stalinistiske bevægelse. Det blev naturligvis ikke sagt åbent men blev dækket ind under proletarisk kultur, der blev brugt til at afskrive alle kampe, der ikke var direkte relateret til arketypen på proletaren og arbejdskampen: den mandlige fabriksarbejder. Stalinismen pustede også liv i antisemitismen, som havde været udbredt under tsaren. Under Lenin så bolsjevikkerne kampen mod undertrykkelse af f.eks. kvinder og jøder som en integreret del af klassekampen: Kun gennem arbejderklassens befrielse kunne undertrykkelsen ophøre. Da bolsjevikkerne kom til magten, gjorde de en stor indsats for at gøre op med alle indgroende fordomme og chauvinisme både i partiet og samfundet. Den tradition gjorde stalinismen op med.

For at retfærdiggøre det brutale styre fremførte stalinististerne, at målet helliger midlet – men på en kynisk ikke-marxistisk måde. For marxister helliger målet også midlet, men marxister og stalinister har forskellige mål og derfor også forskellige midler. For marxister er målet den socialistiske verdensrevolution, og alle midler, der fremmer dette mål er tilladelige for marxister. Det betyder ikke, at alle midler er tilladte. Forudsætningen for verdensrevolutionen er arbejderklassens aktive og bevidste deltagelse. Kapitalismen kollapser ikke af sig selv, kapitalistklassen må aktivt omstyrtes af det store flertal: arbejderne og de undertrykte masser. Deraf følger, at for marxister er det, der hæver arbejderklassens enhed og bevidsthed om, at de kan og må forandre verden tilladt. Det, der sænker arbejderklassens bevidsthed og splitter dem, er derimod skadelige midler. Stalinisternes mål var at holde bureaukratiet ved magten: at sikre det bestående. Til det var det nødvendigt at holde arbejderklassen fra at tænke selv, at sænke deres bevidsthed om deres egen magt og styrke. Det mål kunne de naturligvis ikke fremlægge åbent, deraf fulgte en kynisme, der også præger stalinismen i dag, designet til at retfærdiggøre midlerne i sig selv og ikke målet.

Stalinismen opstod i Sovjetunionen som udtryk for revolutionens degenerering med det formål at holde bureaukratiet ved magten. Alt blev rettet ind efter dette mål også den internationale kommunistiske bevægelse. Stalins ide om socialisme i et land førte, som Trotskij havde advaret om, til en nationalistisk degenerering af Internationalen. Internationalen blev et redskab for Sovjetunionens udenrigspolitik og fulgte det stalinistiske bureaukratis zigzagkurs i takt med, at de forsøgte at skabe alliancer med forskellige imperialistiske magter. Bolsjevikkernes mål om en verdensrevolution blev afløst af jagten på »fredelig sameksistens« og bolsjevikkernes ide, om at arbejderklassen ikke kunne forlade sig på nogen andre klasser men måtte kæmpe selvstændigt, blev erstattet af den stalinistiske folkefront: klassesamarbejdet. Folkefronten hang godt sammen med stalinismens to-stadie-teori om, at alle lande skulle igennem den samme skematiske udvikling: først kapitalisme og derefter kunne man begynde at snakke om socialisme. I dag har nationalismen og to-stadie-teorien indenfor den stalinistiske bevægelse udviklet til nye højder, når f.eks. stalinisterne i Danmark siger, at vi først skal ud af EU, og derefter kan vi tale om, hvilket Danmark vi ønsker.

Så længe Sovjetunionen eksisterede, havde stalinismen en vis tiltrækningskraft. Det var det eneste eksempel på en planøkonomi, og de store fremskridt var en inspiration for arbejdere og unge verden over – især i de koloniale lande, der kæmpede for at befri sig fra imperialismen. Men selvom stalinismen vandt sin tiltrækningskraft på planøkonomien, var det den selv samme stalinisme, der var skyld i planøkonomiens kollaps i sidste ende. De eneste to ting, der kunne have reddet planøkonomien, kunne stalinismen ikke tillade: arbejderdemokratiet og en international revolution. Begge kræver arbejderklassens bevidste deltagelse, og det ville betyde bureaukratiets undergang. Selvom regimet efter Stalins død løsnede grebet, kunne det ikke tillade arbejderdemokrati, fordi det dermed ville underminere sig selv. Internt i Sovjetunionen blev arbejderne holdt i stram snor, og ethvert forsøg fra arbejderne på at tage kontrol med deres eget liv, som i Ungarn 1956, blev præsenteret som kontrarevolutionære bevægelser og brutalt slået ned. På samme måde blev revolutionære bevægelser i andre lande kanaliseret ind i kanaler med støtte til det “progressive” borgerskab, der førte direkte til revolutionernes nederlag.

Stalinismen tiltrækker også i dag ærlige unge revolutionære, der leder efter et alternativ til det bestående. Det skyldes ikke mindst den degenerering af venstrefløjen, der har fundet sted under postmodernismen, hvor klassekamp er erstattet af identitet, kollektive aktioner af individualisme, og verdensrevolutionen er blevet skiftet ud til fordel for diskursændringer. Oktoberrevolutionen er den største begivenhed i verdenshistorien, og planøkonomien i Rusland viste det enorme potentiale, der eksisterer, for at skabe en verden uden nød, elendighed og ulighed. Men kampen for en socialistisk verdensrevolution kan ikke ske på baggrund af stalinismen, der udgør et brud med revolutionens traditioner. Vi må først og fremmest forstå, hvordan oktoberrevolutionen kunne degenerere, og stalinismen opstå. Vi må modgå både den borgerlige og den stalinistiske fortælling om, hvad der skete, så de to forklaringer ikke er de eneste alternativer, de unge, der leder efter svar, møder. Vores opgave er at vinde de revolutionære unge, der ser til stalinismen, over til den marxistiske analyse af sovjetunionens degenerering og vise, at der findes et revolutionært alternativ til stalinismen: marxismen! På den baggrund kan de virkelige traditioner fra oktoberrevolutionen og bolsjevismen videreføres.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Litteratur:

Broué, Pierre. Trotskij, en biografi. Stockholm: Carlsson Bokförlag, 2011.

Carr, E.H. The Interregnum, 1923-1924. London: The Macmillan Press LTD, 1978.

Ginzburg, Jevgenija. Min tunge Vandring. Danmark: Gyldendal, 1990.

Grant, Ted. Russia: From Revolution to Counterrevolution. London: Wellred Books, 2017.

Grant, Ted og Woods, Alan. Lenin og Trotskij, hvad de virkelig stod for. København: Forlaget Marx, 2017.

Khrusjtjov, Nikita. Speech 20th congress of the C.P.S.U. (1956). Marxist Internet archive, aug19.

Lenin, Introduction to Ten Days That Shook the World, (1919). Marxist Internet archive, sept19.

Lenin, “Hellere mindre, men bedre” (1923). Marxist Internet archive, dansk afdeling, sept19.

Lewin, Moshe. Lenins sidste kamp. Politisk Revy, 1977.

Luxemburg, Rosa. Socialreform eller revolution. Danmark: Forlaget Marx, 2014. (Første udgave 1899).

Stalin, Josef. Concerning til Questions of Leninism. (Januar 1926). Marxist Internet archive, aug19.

Trotskij, Leon. The Revolution Betrayed. London: Union Books, 1999. (First edition 1936).

Trotskij, Leon. The USSR in War. (September 1939). Marxist Internet archive, aug19.

^[1]                  Citeret i Grant, Russia, 82, egen oversættelse.

^[2]                  Luxemburg, Socialreform eller revolution, 18.

^[3]                  Khrusjtjov, Speech 20th congress of the C.P.S.U., egen oversættelse.

^[4]                  Kamenev, Lev Borisovitj: Bolsjevik, i partiets centralkomite fra 1917. I 1918 blev han formand for Moskva-sovjetten og snart derefter Lenins stedfortræder i Folkekommissærernes råd og Rådet for arbejde og forsvar. I marts 1919 medlem af Bolsjevikpartiets politbureau. Efter Lenins død dannede han sammen med Zinoviev og Stalin et triumvirat for at tage magten i partiet.

^[5]                  Lenin, Introduction to Ten Days That Shook the World, egen oversættelse.

^[6]                  Khrusjtjov, Speech 20th congress of the C.P.S.U., egen oversættelse.

^[7]                  I 1918 skiftede Bolsjevikpartiet navn til Ruslands Kommunistiske Parti (Bolsjevikker). Vi bruger betegnelserne bolsjevikpartiet, Ruslands Kommunistiske parti og det russiske/sovjetiske kommunistparti som betegnelse for det samme igennem denne tekst.

^[8]                  Citeret i Grant, Russia, 79, egen oversættelse.

^[9]                  Carr, The Interregnum, 1923-1924, 257.

^[10]               Citeret i Grant og Woods, Lenin og Trotskij, hvad de virkelig stod for, 229.

^[11]               Lenin, “Hellere mindre men bedre”.

^[12]               Citeret i Grant og Woods, Lenin og Trotskij, hvad de virkelig stod for, 230.

^[13]               Citeret i Grant og Woods, Lenin og Trotskij, hvad de virkelig stod for, 246.

^[14]               For en længere udredning af forløbet se Carr, The Interregnum, 1923-1924, 257ff.

^[15]               Citeret i Carr, The Interregnum, 1923-1924, 276, egen oversættelse.

^[16]               Carr,The Interregnum, 1923-1924, 277.

^[17]               Carr, The Interregnum, 1923-1924, 307.

^[18]               Grant, Russia, 82.

^[19]               Grant, Russia, 68

^[20]               Grant, Russia, 68.

^[21]               Citeret i Grant og Woods, Lenin og Trotskij, hvad de virkelig stod for, 217.

^[22]               Grant, Russia, 43.

^[23]               Grant og Woods, Lenin og Trotskij, hvad de virkelig stod for, 142.

^[24]               Tallene er fra Carr, The Interregnum, 1923-1924, 352. Tallene i Pierre Broués biografi om Trotskij på s. 293 er lidt anderledes men ikke i en grad, der ændrer det generelle billede.

^[25]               Grant, Russia, 80.

^[26]               Grant, Russia, 107, egen oversættelse.

^[27]               Stalin, Concerning til Questions of Leninism, egen oversættelse.

^[28]               Grant, Russia, 84-86.

^[29]               Grant, Russia, 95 f.

^[30]               Grant, Russia, 99.

^[31]               Grant, Russia, 115.

^[32]               Trotskij, The USSR in War, egen oversættelse.

^[33]               Napoleon Bonaparte (1769-1821), tog magten i Frankrig i et statskup i 1899 og blev Frankrigs førstekonsul. Han stod i spidsen for en politisk kontrarevolution, der rullede mange af den franske revolutions fremskridt tilbage. I 1804 lod han sig udråbe til Kejser af Frankrig.

^[34]               Trotskij, The Revolution Betrayed, egen oversættelse.

^[35]               Citeret i Grant, Russia, 128, egen oversættelse.

^[36]               Khrusjtjov, Speech 20th congress of the C.P.S.U., egen oversættelse.

^[37]               En etnisk gruppe, der bl.a. boede i Rusland.

^[38]               Ginzburg, Min tunge vandring, 110.

^[39]               Ivar Smilga, var bolsjevik, gik med Venstreoppositionen i 1925 og blev ekskluderet fra Kommunistpartiet i 1927. I 1929 kapitulerede han til Stalin. Men efter mordet på Kirov blev han arresteret.

^[40]               Ginzburg, Min tunge vandring, 13.

^[41]               Se Broués Trotskij for en grundigere gennemgang af de såkaldte beviser.

^[42]               Khrusjtjov, Speech 20th congress of the C.P.S.U., egen oversættelse.

^[43]               Vozhd: Russisk ord for leder, der ofte blev brugt om Stalin. Parantesen er Grants egen.

^[44]               Grant, Russia, 129.

^[45]               NKVD: “Folkekommissariatet for indenrigs anliggender”, var Sovjetunionens kombinerede sikkerhedstjeneste fra 1934 til 1946.

^[46]               Citeret i Grant, Russia, 146, egen oversættelse.

^[47]               Citeret i Grant, Russia, 144, egen oversættelse.