Det er næppe gået mange venstreorienteredes næse forbi, at Enhedslistens såkaldte chefideolog Pelle Dragsted har skrevet bogen Nordisk socialisme. Heri udfolder han visionen for, hvad han kalder nordisk socialisme. En socialisme, der til forveksling ligner den socialdemokratiske utopi fra sidste århundrede.
Dragsteds bog kommer på et tidspunkt, hvor kapitalismen igen er på vej ud i en krise, og flere og flere, især unge, radikaliseres og leder efter visioner og svar. Det gode salg af Nordisk socialisme viser, at der er en tørst efter ideer på venstrefløjen. Mange anmeldere har betegnet Dragsteds ideer som »spændende«, men der er desværre intet spændende ved Dragsteds ideer – de er den gamle reformisme i nye klæder. Hvad Dragsted forsøger med sin bog er at bilde de radikaliserede unge ind, at en revolution slet ikke er nødvendig. At klassekampen er overflødig, og at de i stedet skal blive politiske superforbrugere og gå ind i kooperativer, andelskasser og parlamentet og stemme sig til mere socialisme.
Man må give Pelle Dragsted én ting: Han rejser helt essentielle spørgsmål for socialister i dag, og han er en af de få, hvis ikke den eneste, der argumenterer samlet og teoretisk for sin og Enhedslistens praksis i de sidste år. Det gør et svar så meget desto mere vigtigt. Men Dragsteds bog er så smækfyldt med teoretiske og politiske fejl om alt fra økonomi, filosofi, staten og demokratiet til revolution og klassekamp, at det kræver en lang og grundig kritik. Den udgiver vi efter sommerferien. Her kommer først et kortere svar med fokus næsten udelukkende på de økonomiske spørgsmål, fordi det er dem, der danner grundlaget for resten.
Det økonomiske grundlag for nordisk socialisme
Betegnelsen ‘nordisk socialisme’ har Pelle Dragsted taget fra Trump, der brugte det til at beskrive, hvad USA i hvert fald ikke skulle være. Men, siger Dragsted, vi skal tage Trumps betegnelse til os, for han havde ret i at beskrive de nordiske lande som i hvert fald delvist socialistiske.
Dragsteds helt centrale pointe er, at vi ikke skal se kapitalisme og socialisme som to forskellige systemer, men at økonomier er »hybrider«. Økonomier består ifølge Dragsted både af kapitalistiske og socialistiske elementer, og Norden er mere socialistisk end USA, fordi de dele, der er ejet »demokratisk«, udgør en større del i Norden end i USA. Ved at udvide det, som Dragsted betegner som de »socialistiske, demokratiske« dele af økonomien på bekostning af de »kapitalistiske«, overflødiggøres en revolution, som Pelle Dragsted mener ikke bare er unødvendig, men også er »farlig«:
»Frem for at forstå økonomier og samfund som enten kapitalistiske eller socialistiske kan vi i stedet se dem som mere eller mindre kapitalistiske og mere eller mindre socialistiske. Det åbner muligheden for, at vi skridt for skridt kan gøre vores samfund mere socialistisk og mindre kapitalistisk ved at udvide de områder af økonomien, som er demokratisk ejet og forvaltet, og ved at reducere markedskræfternes omfang og indflydelse. Ikke som en pludselig omvæltning, men som en gradvis forandring.” (s. 26).
For at opnå denne gradvise forandring opstiller Dragsted 10 forslag til reformer, hvor de vigtigste i forhold til økonomien er en udvidelse af det, han betegner som den »demokratiske« sektor: kooperativer, det offentlige og en slags »fondssocialisme«, hvor virksomheder med mere end 100 ansatte pålægges en årlig skat på 2 %, der skal overgå til fonde, enten medarbejderejede eller statsejede, som skal opkøbe aktier i virksomheder, således at ejerskabet gradvist skifter. Desuden foreslår Dragsted fuld beskæftigelse, en offentlig jobgaranti, og at økonomien skal reguleres med keynesianistiske tiltag, så kriser ifølge ham kan undgås eller som minimum opblødes.
Dragsted påpeger selv, at der er masser af demokratiske problemer i de sektorer, han kalder demokratiske. Men han argumenterer for, at disse sektorer alligevel adskiller sig »grundlæggende fra kapitalejede virksomheder, hvis formål er at tjene penge til fjerne aktionærer« (s. 20f). Ved at udvide de såkaldte »demokratiske« sektorer gøres samfundet ifølge Dragsted mere socialistisk, og det, han kalder kapitalejernes »oligarkiske magt«, trænges tilbage.
Dragsteds metode
Dragsted beskriver ikke en udtalt filosofi i Nordisk socialisme, men han har naturligvis et filosofisk udgangspunkt, dvs. en grundlæggende forståelse af verden. Dragsted refererer flere gange til Marx og Engels og giver dermed indtryk af at være i hvert fald lidt marxistisk anlagt. Men Dragsteds filosofiske udgangspunkt er idealistisk og altså grundlæggende modsat Marx og Engels’: For ham handler det om, hvordan vi forstår kapitalisme og socialisme. Hvis blot vi ser det anderledes, kan vi forandre det. Marx derimod var materialist: Han analyserede kapitalismen som et materielt system, der bestod uagtet vores forståelse af det. Han analyserede, hvordan systemet opstod, hvilke love, der styrer økonomien, og konkluderede derudfra, at det logiske næste skridt i samfundsudviklingen var socialisme (eller at kapitalismen ødelægger civilisationen).
Dragsted afviser den marxistiske forståelse, hvor »økonomien i de forskellige samfundsformer [er] underordnet ét sæt logikker og sociale relationer« (s. 105). Dragsted ser ikke økonomien som et samlet hele, men splitter den op i sine enkelte dele: virksomhederne og deres ejerskab. Økonomien er ikke styret af ét sæt logikker og love, men flere. Det er ellers ikke som sådan marxistisk at mene, at økonomien er underlagt bestemte love. Det, der adskiller Marx fra de borgerlige økonomer, er hans konklusioner. Marx kom frem til, at kapitalismen er gennemsyret af nogle grundlæggende modsætninger:
1) mellem global produktion og nationalstaten,
2) mellem privat tilegnelse og social produktion (at produktionen omfatter mange dele af samfundet, ofte millioner af menneskers arbejdskraft inden for råstofudvinding, produktion af delelementer, transport, distribution osv., samt at den skal tilfredsstille et socialt behov).
Ud fra den anden modsætning udspringer modsætningen mellem på den ene side kapitalisterne – dem, der ejer produktionsmidlerne – og på den anden side arbejderklassen – det store flertal, der må sælge sin arbejdskraft for en løn.
Ifølge Marx vokser disse modsætninger sig større og større og kan ikke overkommes uden en socialistisk revolution. Dragsted ser slet ikke disse modsætninger og derfor heller ikke behovet for en revolution. For ham er der ingen modsætninger, ingen generelle love, blot en hidtil forkert forståelse af samfundet på venstrefløjen. Resultatet er, at Dragsteds vision ender som et utopisk tankespind, fuldstændig løsrevet fra virkeligheden, hvilket er ironisk, eftersom han netop beskylder andre socialister for at se bort fra virkeligheden.
Dragsteds tilgang er også moralsk: Er en virksomhed »demokratisk« ejet, er det godt. Ifølge Dragsted giver arbejdspladsernes forvandling til »demokratiske« institutioner et stærkere samfundsansvar. Men visionen er yderst begrænset: »Det er næppe tilfældigt, at en kundeejet virksomhed som Coop var den første til at stoppe salg af buræg […]« (s. 181). Et stop salg af buræg betragtet som den virkeliggjorte socialisme – så har man hørt det med. Dragsted beskylder den revolutionære venstrefløj for ikke at kunne overbevise det store flertal om socialismen som alternativet, men hvordan vil han overbevise Danmarks befolkning? Med argumentet om buræg? Eller vil han overbevise Coops lagermedarbejdere, der for nylig nedlagde arbejdet pga. dårlige arbejdsforhold, eller nogen som helst andre arbejdere i den »demokratiske« sektor, om, at de er velsignede, fordi de allerede arbejder i en socialistisk virksomhed?
Dragsted påstår, at hans nordiske socialisme er mere realistisk at få indført end en revolution, fordi han kan overbevise flertallet ved at pege på, at der allerede nu findes kimene til socialisme, og at disse blot skal udvides. Udover det vanskelige i at overbevise nogen om den nordiske socialismes fortræffeligheder jf. ovenstående er Dragsteds problem også, at de “kim”, han peger på, de »demokratiske« elementer i økonomien, kooperativer, fondssocialisme og det offentlige, ikke kan føre til socialisme. Som jeg kommer ind på nedenfor, kan ingen af “kimene” undslippe verdensmarkedets anarki og jagt på profit. Det betyder dog ikke, at der ikke er “kim” til socialisme allerede nu, de er bare, ud fra en marxistisk opfattelse, nogle helt andre.
Dragsted tager fejl, når han kritiserer de revolutionære for, at vores opfattelse af kapitalismen som et altomfattende system spærrer for, at vi kan se kimene til socialisme. Marx beskrev rigtignok kapitalismen som altdominerende, men viste samtidig, at konkurrencen driver kapitalisterne til konstant at revolutionere produktionsmidlerne. Det har medført udviklingen af produktion på stor skala og globaliseringen, der gør, at vi i dag kan producere nok til alle, således at der kan gøres op med ulighed, og vi kan begynde at skabe et samfund, hvor »alle kan yde efter evne og nyde efter behov«. Men samme udvikling fører kapitalismen ind i en større og større blindgyde, hvor monopolisering ophæver konkurrencen, og hvor kriserne bliver globale og enorme. De revolutionære vil overkomme det problem ved at socialisere produktionsmidlerne, dvs. at kollektivisere produktionsmidlerne og lade samfundet som helhed eje og kontrollere dem samlet og demokratisk. Altså at den planlægning, der foregår inden for de store monopoler i dag, udbredes til hele produktionen. Og ikke mindst at den underlægges demokratisk kontrol. Dragsteds vision er småborgerens: Han vil i stedet rulle historiens hjul tilbage ved at bryde de store virksomheder op. Hans nordiske socialisme tager os altså i realiteten længere væk fra socialismen.
Markedets knusende dominans
I sig selv er der ikke noget galt med de fleste af Dragsteds reformforslag, men de kan på ingen måde siges at være socialistiske. Selv hvis de kunne indføres, og Dragsted har ingen klar ide om, hvordan de kan indføres, vil de ikke ændre samfundet grundlæggende fra kapitalisme til socialisme, fordi de ikke indebærer et brud med den herskende klasse, den private ejendomsret til produktionsmidlerne og jagten på profit.
Marx beskrev, hvordan den altdominerende karakteristik ved kapitalismen er verdensmarkedets knusende dominans. For at overleve i konkurrencen må virksomheder konstant producere billigere og billigere. Det kan ske ved at udvikle ny teknologi og ved at presse løn- og arbejdsforhold. Og ved at se bort fra ethvert hensyn til fx miljø, der kræver ekstra investeringer. Dragsted anerkender, at markedet har negative konsekvenser, men afviser samtidig en planøkonomi:
»Men med erkendelsen af, at en fuldstændig planøkonomi ikke er vejen frem, bliver opgaven i stedet at finde den optimale balance mellem på den ene side at benytte markedsmekanismernes geniale evne til at koordinere produktion og distribution i bestemte dele af økonomien og på den anden side at inddæmme, modvirke og minimere de negative samfundsmæssige følgevirkninger, som markedsudvekslingen uvægerligt indebærer. At forandre balancen mellem markedskræfter og demokratisk planlægning – til sidstnævntes fordel.« (s. 275).
Dragsted vil beholde markedsøkonomien, men tøjle den. Med andre ord vil han både blæse og have mel i munden. Marxister afviser ikke, at en form for marked har en rolle at spille i en planøkonomis første tid (planøkonomien behandler jeg nærmere i den lange artikel, der kommer). Men først efter at samfundets økonomiske grundlag er grundlæggende forandret, ved at de vigtigste dele af økonomien er eksproprieret og overtaget af samfundet som helhed, kan markedets rolle skifte.
Når Dragsted vil gøre brug af markedsmekanismernes »geniale« evner, betyder det også, at han ikke vil gøre op med kapitalismens indbyggede modsætninger. Han vil gradvist ændre ejerskabet, så der fx kommer flere kooperativer og fonde, der opkøber aktier, men i Dragsteds nordiske socialisme bibeholdes den private tilegnelse, men er blot fordelt på lidt flere hoveder end under den “normale” kapitalisme. Lidt som da kapitalisterne fandt på at lave aktieselskaber i stedet for personligt ejede virksomheder. Der er i Dragsteds version ikke nogen ide om at socialisere tilegnelsen, dvs. at kollektivisere produktionsmidlerne og lade samfundet som helhed eje og kontrollere dem. Men hvordan skal økonomien så fungere ifølge Dragsted?
Ved hjælp af »markedsmekanismernes geniale evne til at koordinere produktion og distribution«, som han siger. Problemet er bare, at det element i markedsmekanismerne, der sikrer en form for koordinering og distribution, er profitmotivet. Det, der flytter kapital, er jagten på profit. Markedsøkonomien reguleres ved, at der flyder kapital til de dele af økonomien, hvor profitraten er høj. Men hvad skal incitamentet være til at flytte kapital og dermed investeringer rundt i Dragsteds nordiske socialisme, hvis der hverken er profitjagt eller en overordnet plan? Det har Dragsted ingen svar på. Enten får han det værste af de to verdener: et forsøg på at regulere kapitalismen, der uundgåeligt ender i inflation, kapitalflugt eller lignende. Eller også lader han markedskræfternes usynlige hånd råde og efterlader dermed kapitalismen, med alle sine modsætninger, intakt.
Hvis den private tilegnelse opretholdes, og man ikke vil regulere økonomien gennem en samlet plan, kan man ikke andet end at bibeholde kapitalismens profitdrevne konkurrence. Ellers sættes »markedsmekanismernes geniale evne til at koordinere produktion og distribution« ud af kraft. Så med den nordiske socialisme følger altså tilhørende konstant pres på miljø, løn- og arbejdsforhold og ikke mindst tilbagevendende kriser, hvor virksomheder går under, og millioner kastes ud i arbejdsløshed.
Dragsteds ikke-løsninger
Rosa Luxemburg leverede allerede for over 100 år siden alle de væsentligste argumenter mod Pelle Dragsteds “nordiske socialisme”.
Dragsted mener, at økonomien skal være præget af et dualistisk ejerskab. Men at ændre ejerskabet i isolerede virksomheder vil ikke ændre, at disse »demokratisk« ejede virksomhedsformer, som Dragsted foreslår, fortsat vil være underlagt kapitalismens love. De skal fortsat købe deres råvarer på markedet og afsætte deres varer på markedet. Markedet er deres begyndelse og slutning.
For kooperativernes vedkommende er det nu blot arbejderne selv (hvis kooperativet er medarbejderejet), der svinger pisken over egne rygge under truslen om konkurs. Et argument, som Dragsted selv kommer til at underbygge, da han vil tilbagevise denne kritik, som allerede Rosa Luxemburg rejste for 100 år siden om, at arbejderne kommer til at »styre sig selv med fornøden absolutisme. At spille den kapitalistiske arbejdsgivers rolle over for sig selv« (citeret hos Dragsted, s. 189). Hans argument er, at forskningen viser, at kooperative virksomheder sagtens kan klare sig i konkurrencen med de private firmaer. Men det understreger jo netop Luxemburgs og min pointe om, at de ender med at agere arbejdsgivere for sig selv. De vil være tvunget til at agere som kapitalistiske virksomheder på verdensmarkedet.
Så vidt de medarbejderejede kooperativer. Dragsted nævner dog også de forbrugerejede som Coop, som han specifikt fremhæver flere gange. Her er der et åbenlyst modsætningsforhold mellem ejerne (forbrugerne) og arbejderne: jo færre ansatte og jo hurtigere, de løber, jo større dividende til ejerne.
Kooperativer kan være progressive, hvis de opstår som en del af en revolutionær bevægelse, hvor arbejderne overtager eksempelvis fabrikker fra kapitalisterne som led i at overtage magten i hele samfundet. Slår revolutionen fejl, vil kooperativerne som samfundsforandrende elementer også gøre det: Enten vil de gå under, eller også vil de fungere på samme præmisser som resten af økonomien. Der kan ikke eksistere øer af socialisme i en kapitalistisk økonomi.
Ydermere indgår alle produkter i den globale arbejdsdeling. I alle produkter indgår direkte og indirekte elementer fra hele samfundet og verden: råvarer fra den anden side af jorden, halvfabrikata, transport og logistik. Men endnu videre: den nødvendige infrastruktur, viden fra hele samfundet, uddannelse, sundhedssystem osv. osv.. Kort sagt hele samfundet. Dragsted tager fat i en lillebitte del af produktionskæden og forsøger at påstå, at han derigennem kan ændre hele kædens karakter gradvist. Ser man fx på Coop, så er det salget, der foregår kooperativt eller med Dragsteds ord »demokratisk«, men hvad med produktionen? Hvor og hvem har udvundet råstofferne til Coops produkter, hvordan er delelementerne produceret, samlet og derefter transporteret og håndteret på utallige lagre?
Heller ikke fondssocialismen kan redde den nordiske socialisme. Hvis fondssocialismen blot handler om at opkøbe aktier i de virksomheder, der har betalt de 2 % i skat årligt, ændrer det ikke, at de fortsat er underlagt verdensmarkedet. At det overhovedet skulle kunne lade sig gøre, forudsætter dog, at kapitalisterne skulle lade sig købe ud. Kapitalisternes magt og privilegier bygger på deres ejerskab til produktionsmidlerne. Ingen herskende klasse har nogensinde opgivet sin magt frivilligt. Hvorfor de så skulle sidde med hænderne i skødet og se sig købt ud gradvist, 2 % ad gangen, giver ingen mening. Kapitalisterne vil hellere lukke virksomheden, trække deres kapital ud og eventuelt flytte den andetsteds hen, hvor der måtte være en “mindre socialistisk” regering, end de vil sælge deres guldgås og magt til arbejderklassen.
Når vi tager det offentlige, er det ikke mindre åbenlyst underlagt kapitalismens love. For det første konkurrerer staterne på skatterne for at tiltrække investeringer, både selskabsskat og indkomstskat. Så længe det offentlige ikke sælger noget på markedet, kan det ikke få penge ind til drift på anden måde end gennem skatter på den private sektor. En sektor, der er underlagt markedet. I det omfang at virksomheder måtte blive overtaget af staten, men producerer til markedet, og altså genererer indtægter til staten, gør de det under samme markedsvilkår som alle andre aktører.
I praksis ser vi, at det offentlige i dag er tjener for det private: Gennem skat finansieres infrastruktur, uddannelse af arbejdere og specialister, sundhed osv. til en dygtig arbejderklasse, klar til udbytning af det private erhvervsliv. For det andet skriver Dragsted selv, at kapitalismen jævnligt rammes af kriser, men det er som om, at han slet ikke tager konsekvenserne af den påstand. Når økonomien kommer i krise, så er der naturligvis færre penge for det offentlige at rutte med; deraf de sidste mange års nedskæringer gennemført af skiftende regeringer.
Det største problem, Dragsted peger på i det offentlige, som han vil ændre i den nordiske socialisme, er manglen på medarbejderinddragelse. Men hvis ikke han ændrer på de økonomiske rammer ved at gøre op med kapitalismen, så ender større medarbejderinddragelse med, at arbejderne også her blot må svinge pisken over egne rygge. Når de offentligt ansatte ikke bestemmer det samlede budget, men kun skal prioritere, er demokratiet til at overse. Undertegnede har selv været med til i en daginstitution at vælge mellem at spare kolonien eller køkkendamen væk. Den slags demokrati vil de fleste nok hellere være fri for!
Dragsteds forslag om en jobgaranti klarer sig ikke bedre i testen med kapitalismens barske realiteter. Enten mener Dragsted en “garanti” à la den, regeringen foreslår nu, med krav om 37 timers arbejdsuge for alle indvandrere på kontanthjælp. Denne form for jobgaranti er ikke andet end tvang mod arbejdsløse og massivt løntrykkeri med en timeløn ned til 42 kr. Ellers mener Dragsted en reel jobgaranti, hvor det offentlige skaber arbejdspladser for alle arbejdsløse. Men det er klart, at hvis det indebærer ordentlige løn- og arbejdsforhold, vil den fuldstændig underminere markedsmekanismen på arbejdsmarkedet, hvor kapitalisterne spiller arbejderne ud mod hinanden i et nedadgående lønpres. De borgerlige økonomer taler om strukturel arbejdsløshed, hvad Marx kaldte arbejdskraftens »reservearmé«. Den er nødvendig for at holde lønningerne nede. Uden arbejdsløshed og et minimum af desperation for at fastholde ens arbejde ville lønnen hurtigt æde profitterne med resultat i investeringsstrejke, udflytning og deraf følgende arbejdsløshed. Allerede nu ser vi en bølge af harme fra de små erhvervsdrivende over, at de unge hellere vil være podere end arbejde på en bar til elendig løn. Det er logikken i det marked, som Dragsted selv hylder som »genialt«.
Kriser og keynesianisme
Dragsted slår til lyd for, at kriser kan overkommes ved hjælp af den borgerlige økonom Keynes’ politik. Foto: Socialist Appeal
Kriserne mener Dragsted, at man kan overkomme med en keynesianistisk politik. Der er her ikke plads til en længere udredning af keynesianisme, men det er ikke et tilfælde, at keynesianismen blev opgivet af de fleste efter krisen i 1970’erne, hvor det viste sig ikke at virke, men skabte en voldsom inflation og gældsbyrde.
Dragsted har ingen generel forklaring på kriser i kapitalismen. Hans forklaring på krisen i 1970’erne var, at den til dels var »udløst af OPEC-landenes kraftige forøgelse af oliepriserne. Men var muligvis også et resultat af selve den reformistiske succes« (s. 85). At foreslå, at krisen i 1970’erne skulle være udløst af sociale reformer uden nærmere forklaring, har vidtrækkende politiske konsekvenser. Men Dragsted springer hurtigt videre og interesserer sig ikke nærmere for krisens årsag. Han konstaterer blot, at »uanset årsagerne gav krisen den økonomiske elite en mulighed for at slå tilbage og ændre på den magtbalance, som havde skabt grundlag for den socialdemokratiske succes« (s. 85). Dragsted har altså ingen forklaring på, at vidt forskellige regeringer over hele verden har ført den samme nedskæringspolitik de sidste 40 år, udover at nyliberalisterne har været »dygtige«. Men det forklarer intet.
Ifølge Marx opstår kriser meget kort fortalt ud af modsætningen mellem den sociale produktion og den private tilegnelse. Arbejderne producerer mere værdi, end de udbetales i løn; det, som Marx kaldte merværdi, og som bliver til kapitalisternes profit. Det betyder, at arbejderklassen ikke kan købe alle de varer, der er produceret, tilbage, og der opstår en krise. I kriser lukker virksomheder, arbejdere bliver fyret osv.. Krisens funktion er at udrydde kapital for at bane grunden for et nyt opsving med enorme omkostninger for arbejderklassen. Op til krisen i 1970’erne havde arbejderklassen, som Dragsted skriver, fået tilkæmpet sig relativt bedre forhold, og det pressede kapitalisternes profitrate, altså forholdet mellem investering og afkast. Det blev problematisk i forhold til kapitalisternes investeringslyst. Men efterfølgende opstod det modsatte problem: Kapitalisterne pressede arbejdernes løn- og arbejdsforhold og dermed deres evne til at købe produkterne. I en periode blev det problem udskudt gennem kredit, men gæld skal som bekendt betales tilbage, og det gjorde bare krisen så meget desto større, da den ramte i 2008. Der er altså ingen vej uden om de kapitalistiske kriser, de opstår, uanset hvilken politik, der føres.
Men Dragsted har selvfølgelig ikke brug for at forstå kriser, når han mener, at de blot kan undgås gennem en keynesianistisk politik.
Hovedideen med keynesianisme er kort fortalt at udligne svingningerne i økonomien gennem statsligt forbrug, der kan sætte gang i den efterspørgsel, der forsvinder, når krisen rammer. Men enten skal pengene til keynesianistiske projekter komme gennem skatter, der pålægges virksomhederne eller arbejderne og dermed beskærer enten profitten eller købekraften. Ellers skal pengene komme ved underskudsfinansiering. Det er, hvad mange stater har gjort i historisk grad siden 2008 og i massivt omfang under corona. Det kan ske enten ved at de låner penge – men også stater skal betale gæld tilbage – eller ved at de trykker flere penge og kaster dem ud i samfundet, hvilket fører til enorme spekulative bobler. Det var præcist ovenstående tiltag, der havde udskudt krisen efter årtusindeskiftet og igen efter 2008. Problemet med at sende trykte eller lånte penge ud i samfundet er, at det ikke skaber mere værdi, og når pengemængden stiger, vil det på et tidspunkt føre til, at også priserne stiger, altså inflation. Vi ser nu begyndelsen på dette. Inflation er om noget et alvorligt angreb på arbejdernes levestandard. Den kan inden for kapitalismens rammer kun overkommes gennem drakonisk nedskæringspolitik. Så uanset hvad, rammer det arbejderklassen.
Politisk interessekamp eller klassekamp
Dragsteds ide om, hvordan nordisk socialisme skal gennemføres, er lige så utopisk som hans økonomiske ideer. Han har fuld tiltro til staten, og politikerne har meget belejligt for politikeren Dragsted en nøglerolle at spille i den nordiske socialisme. Han anerkender, at der eksisterer klasser i samfundet, og at eliten »givetvis vil modsætte sig de reformer og tiltag, der kan bane vejen for en mere demokratisk og fællesejet økonomi,« som det skete fx med Syriza i Grækenland, der blev mødt af en investeringsstrejke (s. 116) og kapitulerede fuldstændigt! Men endnu en gang er det som om, at han ignorerer virkeligheden, og han kommer ikke med et eneste bud på, hvordan kapitalisternes uundgåelige modstand kan modgås. Han konstaterer blot, at det »er afgørende at tænke over«. Hver eneste gang en bare delvist progressiv regering har nærmet sig magten de sidste år, er de blevet mødt med fald på aktiemarkederne og trussel om udflytning af velstand og virksomheder. Men dette helt altafgørende problem for Dragsteds egen vision har han altså intet svar på.
Dragsteds forklaring på, at vi er nået den nuværende situation, hvor kapitalistiske dele af økonomien har trængt de »demokratiske« i defensiven, er, at nyliberalisterne fik overtaget efter krisen i 70’erne, og at de dygtigt formåede at styrke det, Dragsted kalder »kapitalismens oligarkiske tendens«, dvs. en tendens til »at koncentrere velstand og dermed også politisk indflydelse hos en økonomisk elite uden demokratisk mandat« (s. 41). Altså igen en ikke-forklaring. Hvordan mener Dragsted, at vi kan få vendt udviklingen? Ved at lære af den strategi, som lå til grund for de seneste årtiers nyliberalistiske offensiv:
»Det, der skete, var nemlig alt andet end en naturlig udvikling, hvor kapitalismen bare vandt frem eller bredte sig. Det var et nøje planlagt og tilrettelagt projekt, hvor dygtige politikere og erhvervsfolk gennem mange års påvirkning af den offentlige debat, økonomisk pres nedefra og politisk regulering oppefra sikrede en udvikling, hvor den kapitalistiske produktionsmåde over en årrække gradvist, men målbevidst fortrængte ikke-kapitalistiske og demokratiske dele af økonomien. Gradvise reformer, hvor der fx blev skåret i arbejdsløshedsunderstøttelsen, eller hvor valutastrømmene blev liberaliseret, svækkede lønmodtagernes organisationer og de demokratiske staters magt. Det åbnede dermed for endnu mere vidtgående nyliberalistiske markedsreformer.« (s. 117).
De sidste 40 års nedskæringspolitik er altså ifølge Dragsted resultat af »et nøje planlagt og tilrettelagt projekt« og ikke af en kapitalisme i krise. Det hele er for Dragsted et spørgsmål om politiske magtkampe, hvor politikerne tildeles en nøglerolle, mens arbejderklassen tildeles en rolle på lige fod med forbrugere og civilsamfundet. Klassekampen er erstattet af »en politisk interessekamp, der kan skubbe balancen mellem markedskræfter og demokratiske beslutninger frem og tilbage« (s. 283). Forandringen skal ifølge Dragsted ske gennem de parlamentariske kanaler.
Her adskiller Dragsted sig igen fuldstændig fra Marx: Spørgsmålet om styrkeforholdet i samfundet afgøres ikke af en politisk kamp i parlamentet, hvor hver deltager har én stemme. (Også på spørgsmålet om staten er Dragsted milevidt fra Marx, hvad jeg behandler i den lange artikel). Ifølge Marx afgøres styrkeforholdet i samfundet af kampen mellem klasser. Efter anden verdenskrig stod arbejderklassen af flere årsager stærkt og kunne bl.a. på baggrund af efterkrigsopsvinget tilkæmpe sig store indrømmelser, hvilket førte til udvidelsen af velfærden. Men efterkrigsopsvingets afslutning betød, at den kapitalistiske økonomi ikke længere havde råd til reformer, og nederlaget til den revolutionære bølge i 1970’erne og efterfølgende Sovjetunionens kollaps svækkede desuden arbejderbevægelsen markant. Det er baggrunden for de sidste 40 års nedskæringspolitik. Det, som Dragsted kalder den nyliberalistiske offensiv, ville vi kalde en tilbagevenden til den “normale” kapitalisme. Men mens Dragsted har ret i, at arbejderbevægelsens top har forholdt sig passivt til kapitalisternes offensiv, er det ikke klart, hvorfor han mener, at kapitalisterne skulle forholde sig stiltiende til indførelsen af nordisk socialisme eller nogen anden form for socialisme nu. Og hvorfor skulle kapitalisternes modstand blive mindre af, at socialismen indføres gradvist i forhold til gennem en revolution? Hvis Dragsteds håb er at købe kapitalisterne ud af deres egne virksomheder, uden at de opdager det, skulle han nok have ladet være med at skrive en bog, der afslører de skumle planer…
En utopisk socialisme
Dragsted vil gøre op med forestillingen om kapitalismen som et altdominerende økonomisk system og håber dermed at kunne forene den socialdemokratiske og den revolutionære fløj, der ifølge Dragsted begge er endt i en blindgyde. Dragsted præsenterer nordisk socialisme som noget nyt i den socialistiske bevægelse, fordi den hverken er reformistisk eller revolutionær, men vil en »evolutionær« socialistisk udvikling.
I realiteten er Dragsteds ideer ikke nye, men en opdateret version af den gamle socialdemokratiske reformisme, der for alt i verden ville undgå revolutionen gennem gradvise reformer af kapitalismen. Den måske mest rammende karakteristik af Dragsteds bog kommer da også fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i hans anmeldelse for Altinget med den sigende titel: “Spændende bog Dragsted, men hvorfor melder du dig ikke ind i S?”.
Dragsteds reformforslag kan se udmærkede ud på papiret, men tager på ingen måde højde for kapitalismens indbyggede økonomiske love: jagten på profit i en ubønhørlig international konkurrence. Derfor ender hans vision som ren utopi, og hans praksis viser visionens mangel med Enhedslistens støtte til en socialdemokratisk ledet regering, der fører den mest fremmedfjendske politik i mands minde, og som er godt på vej til at udrulle et »reformprogram«, læs: program for nedskæringer og angreb på arbejderklassen. Det er umuligt at skabe kapitalisme med et menneskeligt ansigt eller en hybrid, hvor socialismen langsomt fortrænger kapitalismen. Dragsted har ikke vist en vej uden om revolutionen, men en vej, der ender præcist, hvor socialdemokratiet er endt: i reformismens blindgyde.
Nordisk socialisme er blevet en bestseller, og det vidner om en tørst efter ideer på venstrefløjen. Det siger dog mest om venstrefløjens teoretiske og ideologiske fallit de sidste årtier. Men det gør det så meget desto vigtigere at modgå Dragsteds ideer. Dragsted forsøger at overbevise os om, at det slet ikke er nødvendigt med en revolution, ja, at den ligefrem er farlig. Men det er Dragsteds ideer, der er farlige for den socialistiske venstrefløj. Kapitalismen er ikke i stand til at skabe en fremtid for det store flertal af Danmarks, endsige Jordens, befolkning. Og vi er på vej ind i en ny omfattende krise. Sjældent har der været så meget brug for en socialistisk verdensrevolution – om Pelle Dragsted så kan lide det eller ej.
