Arbejdsgiverne i regionerne bruger fuldstændig kynisk aftaler om frivillig ekstraarbejde til at ødelægge sygeplejerskernes strejke. Sygeplejerskerne må skabe momentum i deres kamp, og det kan kun komme fra bunden af strejkebevægelsen.
Sygeplejerskernes strejke er begyndt, og der findes uden tvivl et potentiale for, at den sejrer. Det er til at mærke og føle på i den energi, der er hos de strejkende sygeplejersker. Det var eksempelvis tilfældet til demonstrationen i København på strejkens første dag.
Her var det tydeligt, at de talere og kampråb, som ramte ned i sygeplejerskernes vrede og frustration, fik virkelig god respons. Omvendt faldt de kedelige talere og jazzmusikken til jorden. Som det kan ses i videoer og læses i stemningsrapporter, findes den samme energi i resten af landet, hvor sygeplejersker overalt går på gaden for at skabe opmærksomhed om deres beskedne og rimelige krav.
Arbejdsgiverne vil dog bruge alle tricks i bogen og mere til for at undgå at skulle indfri sygeplejerskernes krav om en fair løn og anstændige arbejdsforhold. Det er allerede blevet tydeligt her i strejkens begyndelse.
Konfliktramt arbejde bliver taget med FEA-timer
Da det stod rigtig slemt til med coronapandemien, og hospitalsvæsenet var presset, indgik mange arbejdsgivere i regionerne aftaler med sundhedspersonalets fagforeninger om, at deres medlemmer frivilligt kunne tage ekstravagter til gengæld for en ekstra høj honoring. Eksempelvis indgik Region Hovedstaden en aftale med DSR i midten af december 2020, hvor corona rasede. Frivilligt ekstraarbejde, også kaldet FEA-timer, blev brugt som redskab på sygehusene, fordi de var i knæ, da bemandingen generelt set er for lav, og der var behov for flere hænder på grund af corona.
Men arbejdsgiverne er fuldstændig ligeglade med, at aftalen om FEA-timer var lavet for at bekæmpe en dødelig pandemi, som lukkede samfundet. De bruger den nu helt kynisk som deres våben imod de strejkende sygeplejersker. Siden strejken begyndte, har arbejdsgiverne i regionerne forsøgt at udbyde FEA-vagter til en virkelig høj timeløn for at presse sygeplejersker til at tage det konfliktramte arbejde. Vi har sågar hørt fra sygeplejersker, at deres kollegaer er blevet tilbudt ekstra vagter med højere timeløn end oprindelige FEA-timer fra december, med en timeløn på helt op til 714 kr.
Men dette sker desværre med toppen af DSR’s velsignelse, da DSR udmærket ved, at denne aftale forbigår overenskomsten og dermed de normale regler, der er om konfliktramt arbejde. Det forlyder nu, at DSR forsøger at få stoppet udbredelsen af FEA-timer, som skal dække det strejkeramte arbejde. Men at DSR til at starte med har givet arbejdsgiverne dette kort på hånden og ikke har lukket ned for det, inden strejken begyndte, er en skandale, som kun have været med til at øge forvirringen blandt sygeplejerskerne.
Strejkende sygeplejersker skal… ikke strejke alligevel
Det har været åbenlyst for alle, at strejken i sig selv ville lægge meget begrænset pres på arbejdsgiverne. Årsagen til dette er den lave normale bemanding, der eksisterer til dagligt, som knapt hæver sig over nødberedskabet. Det skal her bemærkes, at nødberedskabet er aftalt mellem arbejdsgiverne og DSR. Arbejdsgiverne kan læne sig tilbage, lade strejkekassen betale lønninger og dermed spare penge, mens strejken kører.
Samtidig har DSR kun udtaget et lille antal sygeplejersker, omkring 5.000 eller 10 % af DSR’s medlemmer, til strejke. Men der kommer flere og flere meldinger om, at det ikke engang er alle disse 5.000, som kan gå i strejke, og antallet af strejkende reelt set bliver meget lavere.
I Odense Kommune er antallet af strejkende sygeplejersker reduceret fra 195 til 25. I Silkeborg Kommune skulle 95 sygeplejersker have været en del af strejken, men det er nu helt afblæst. Som det kan aflæses i denne oversigt fra DSR, er også mange hospitalsafdelinger i regionerne, som skulle have været i strejken, nu blevet undtaget fra strejke på grund af lav bemanding. Det drejer sig om afdelinger i Glostrup, København Ø, Hillerød, Thisted, Slagelse og Odense. Ifølge vores oplysninger er denne oversigt opdateret fredag den 18. juni, og flere afdelinger er sidenhen blev undtaget fra strejken, blandt andet på Rigshospitalet.
Alle steder har DSR været med til at aftale, at de strejkende alligevel ikke skal strejke. Det har altså ikke engang været muligt for toppen af DSR at etablere en strejke blandt denne forholdsvis lille gruppe sygeplejersker, hvilket uden tvivl har en negativ effekt blandt sygeplejerskerne.
Den voldsomme underbemanding bekræfter blot sygeplejerskernes pointe om, at løn- og arbejdsforholdene er så elendige, at ingen kan holde ud at være i faget. Det er årsagen til, at det er så svært at rekruttere og fastholde sygeplejersker, som der i dag allerede mangler omkring 2.000 af. Estimater viser, at der om få år vil mangle omkring 6.000 sygeplejersker. Folk risikerer med andre ord at dø i fremtiden, fordi sygeplejerskernes løn- og arbejdsforhold er for dårlige.
Første slag i en lang krig
Der er masser af udfordringer for strejkebevægelsen, som formandskabet af DSR desværre ikke har formindsket, men derimod gjort værre. For arbejdere i sundhedssektoren er en reel strejke, hvor sektoren bliver helt lammet, nærmest umuliggjort på grund af arbejdets karakter, som forudsætter nødberedskab. Hvad strejkebevægelsen mangler, er hverken vilje eller engagement fra sygeplejerskernes side. De er som beskrevet allerede i gang med masser af energi, og der er potentiale til, at endnu flere kunne blive involveret.
Det som mangler, er en klar samlet national plan, en retning for strejken eller med andre ord: en resolut ledelse som vil mobilisere sine medlemmer og alle andre, der sympatiserer med strejken, på stor skala.
Sådan en ledelse eksisterer ikke i formandskabet i DSR. Hvis vi skal være ærlige, kommer det ikke som en overraskelse, siden det var Grete Christensen & Co., som bad deres medlemmer om at stemme for det samme dårlige forslag til overenskomst to gange. DSR-formandsskabet gjorde alt for at undgå en strejke, og nu hvor strejken er en realitet, gør de kun, hvad der som minimum kræves af dem. Mens der florerer historier om, at sygeplejersker ikke kan få fat på noget så simpelt som deres røde t-shirts, så går arbejdsgiverne aggressivt til værks, hvor de lokalt forbyder sygeplejersker at vise støtte til deres strejkende kollegaer, eksempelvis ved at gå med badges.
Alle sygeplejersker ved, at denne overenskomstmæssige og yderst begrænsede strejke i sig selv ikke løser noget. Arbejdsgiverne har sammen med formandskabet af DSR formået at trække overenskomstforhandlingerne i langdrag, hvilket betyder, at vi nu står på randen af sommerferien. Det betyder, at mange tager på ferien, inklusiv dem som sygeplejersker ligger i konflikt med, arbejdsgiverne og politikerne, og ferien sætter i det hele taget store begrænsninger for strejkebevægelsen.
Men det her er blot første slag i en lang krig, og det er, hvad sygeplejerskerne hele tiden har sagt: Problemet er strukturelt, og derfor har kravet om at smadre tjenestemandsreformen også været det gennemgående tema. Derfor skal kampen ses i rette perspektiv: Det er en helt ny bevægelse, der er ved at blive skabt.
Mange sygeplejersker laver lige nu oplysningsarbejde på gader, stræder og arbejdspladser, hvilket uden tvivl har en positiv effekt i det lange stræk i at vinde folkestemningen. Men i sig selv bliver det ikke det, som vinder kampen.
Derfor kan tiden nu bedst udnyttes til opruste organiseringen ved at skabe netværk på tværs af arbejdspladser, byer og rundt i hele landet. Samtidig er der nogle seriøse spørgsmål, der må tages en dybdegående og ærlig diskussion om: Hvordan kan det være, at sygeplejerskernes egen fagforening har bragt dem i denne ufordelagtige situation? Hvordan kan et radikalt kursskifte tvinges igennem, så fagforeningen kommer tilbage til medlemmerne og får adopteret kampmetoder, der rent faktisk virker? Det er spørgsmål, der har vidtrækkende konsekvenser, men som det er blevet tydeligt, at det er afgørende at få svar på.
Strejken var først og fremmest en kæmpe mistillidserklæring til regeringen, politikerne og toppen af DSR. Nu er ferien på vej, og effekten af strejken vil blive så meget desto mindre. Det påvirker dog ikke initiativer som sygeplejerskernes ansættelsesstrejke, som kan organiseres endnu bedre og spredes meget bredere ud.
Hvis den næste periode og de mange erfaringer og kontakter der er etableret under strejken, bruges rigtigt, kan sygeplejerskerne stå rigtig stærkt organiseret, når ferien slutter, og næste slag i krigen for ligeløn skal udkæmpes.
