Foto: FlickrUndertrykkelse af nationer er en indbygget del af kapitalismen. Marxister er imod nationalstaten og kæmper for en verden uden grænser, men samtidig har kampe mod national undertrykkelse et revolutionært potentiale. Så hvor står marxister i det nationale spørgsmål? Her er erfaringerne fra Lenin og bolsjevikkerne uvurderlig.
Internationalt har spørgsmålet om national undertrykkelse indenfor de seneste år fået en fornyet politisk relevans med bl.a. bevægelser for selvstændighed i Skotland og Catalonien. Men det nationale spørgsmål er ikke kun aktuelt i lande fjernt fra Danmark. Spørgsmålet om imperialistisk undertrykkelse og potentiel selvstændighed indtager en central plads på den politiske dagsorden i både Grønland og Færøerne. Det bliver kun mere centralt af at det danske borgerskab i år fejrer 300-året for Danmarks kolonisering af Grønland.
For revolutionære i Danmark er der derfor behov for, at vi studerer det nationale spørgsmål, så vi bliver i stand til at fremføre en internationalistisk klasseposition i kampen mod dansk imperialisme.
Lenin analyserede det nationale spørgsmål grundigt, og bolsjevikkernes position var helt afgørende for, at de kunne lede arbejderklassen til sejr i oktoberrevolutionen i 1917 i Rusland. I denne artikel ser vi derfor nærmere på, hvad vi kan lære af bolsjevikkernes erfaringer med det nationale spørgsmål. Men for at kunne forstå bolsjevikkernes position og de diskussioner, der var i det russiske socialdemokrati om det nationale spørgsmål, har vi brug for lidt kontekst.
Nationernes fængsel
Tsarrusland havde inden den Russiske Revolution i 1917, med århundreders imperialistiske erobringskrige, underlagt sig et enormt landområde. Fra Sibirien i øst, til Polen i vest, Finland i nord og Kaukasus i syd. Erobringen af disse territorier havde underlagt dets befolkninger under det russiske imperiums dominans. Ved begyndelsen af 1900-tallet bestod størstedelen af indbyggerne i det russiske imperium således af undertrykte nationale mindretal. Kun 43% af befolkningen var etniske russere, hvor de resterende 57% bestod af etniske mindretal, der led under voldsom diskrimination og undertrykkelse. Det russiske imperium fik derfor i sin samtid det passende øgenavn nationernes fængsel.
Undertrykkelsen af de mange nationale mindretal var både økonomisk, politisk og kulturel. De undertrykte nationers menneskelige og naturlige ressourcer blev udplyndret af tsarstyret, politisk autonomi var stærkt begrænset (i det omfang at det overhovedet eksisterede), det var ikke tilladt for de undertrykte befolkninger at tale eget sprog i skolen eller i andre offentlige institutioner, og ofte var det forbudt for dem at praktisere deres egen religion. Specifikke nationale mindretal som jøder og armenere var desuden regelmæssigt udsat for blodige pogromer, der blev opildnet af tsarstyret. Masserne i de undertrykte nationer levede altså et liv i ydmygelse, hvor de var frarøvet muligheden for at eksistere som nation. Det var derfor heller ikke uvæsentligt, hvordan marxister fra Rusland, undertrykkernationen, gik til det nationale spørgsmål.
For at en socialistisk revolution i Rusland kunne lykkes, var det afgørende at opnå den aktive støtte og deltagelse fra masserne i landets mange undertrykte nationer. Lenin og bolsjevikkerne lagde derfor stor vægt på at vinde masserne fra de nationale mindretal over til perspektivet om en forenet kamp med den russiske arbejderklasse.
For at skabe størst mulig enhed i arbejderklassen på tværs af nationale skel, fremførte bolsjevikkerne en position, der understregede arbejdernes fælles interesser, og forklarede at den russiske arbejderklasse ikke havde nogen interesse i at opretholde undertrykkelsen af de mange minoriteter. Det var således ikke usædvanligt at bolsjevikkerne uddelte løbesedler med paroler som denne: ”Kammerater: vi arbejdere har ikke behov for én nations undertrykkelse af en anden. Finner, Polakker, Jøder, Tyskere, Armeniere er alle vores brødre. Vi må ikke kæmpe imod dem, men imod autokratiet og kapitalismen” (“Bolshevism the road to revolution” s. 398, egen oversættelse). Det var dog ikke nok i sig selv at understrege arbejderklassens fælles interesser, der var behov for at bolsjevikkerne udviklede en position på det nationale spørgsmål, der kunne vinde arbejderklassen over til den revolutionære kamp, og skabe forholdene for en fremtidig socialistisk føderation.
Nationernes ret til selvbestemmelse
Marxister kæmper imod enhver form for undertrykkelse af nationale mindretal. Det gør vi ikke af moralske årsager, men fordi arbejderklassen ikke kan vinde over borgerskabet, hvis den er splittet på f.eks. nationale skillelinjer. Arbejderklassen i den undertrykkende nation kan kun føre en succesfuld revolutionær kamp imod sit eget borgerskabet, hvis det formår at vinde opbakning og støtte fra masserne i de undertrykte nationer. For at vinde denne støtte og tillid må marxister fra undertrykkende nationer derfor først og fremmest bekæmpe og kritisere deres egen herskende klasse, og den nationalchauvinisme som den spreder for at legitimere dominansen over andre nationer.
Det var for Lenin og bolsjevikkerne essentielt at vise overfor arbejderne og bønderne i de undertrykte nationer, at den russiske arbejderklasse ingen interesse havde i at undertrykke dem, men at de i stedet forsvarede deres rettigheder. Som bevis derpå, tilføjede Det Russiske Socialdemokrati, på deres kongres i 1903, § 9 til deres partiprogram, der erklærede at partiet anerkendte og forsvarede nationernes ret til selvbestemmelse. Retten til selvbestemmelse er et demokratisk krav, der tager som sit udgangspunkt, at ingen nation skal være tvunget til at forblive inden for en anden nations grænser, imod sin vilje.
Nationernes ret til selvbestemmelse var en taktisk parole, der sigtede mod at overkomme de nationale skel, der splittede den internationale arbejderklasse, og forene dem i fælles kamp. Kun ved at gøre det tydeligt at enhed må være frivillig, ville de revolutionære kunne vinde arbejderklassen i de undertrykte nationer over til fælles kamp.
Bolsjevikkernes forsvar for nationernes ret til selvbestemmelse ville være hul, hvis ikke bolsjevikkerne samtidig anerkendte retten til løsrivelse og oprettelsen af en selvstændig stat. Som Lenin formulerede det: “Nationer må vindes over til ideen om en alliance med russerne ikke med magt, men igennem en virkelig frivillig og virkelig fri aftale, hvilket er umuligt uden retten til løsrivelse” (“Finland and Russia” af Lenin, egen oversættelse). Lenin argumenterede for, at hvis de revolutionære virkelig er imod imperialisme og undertrykkelse, bør deres position være at støtte de undertrykte nationers ret til løsrivelse, hvis dette er hvad de ønsker. Kun på sådan et grundlag, kan et frivilligt samarbejde mellem nationer bygges. Lenin påviste at det at gå imod retten til løsrivelse, i praksis vil ende ud i et forsvar for imperialisme og national chauvinisme.
Med parolen om selvbestemmelse inviterede bolsjevikkerne masserne fra landets undertrykte nationer til at kæmpe sammen med den russiske arbejderklasse imod deres fælles fjender – tsaren, godsejerne og kapitalisterne – og når de havde sejret, så ville de ikke-russiske nationer være fri til selv at bestemme hvilken relation, de ønskede at have til det fremtidige Rusland. Ligesom at den russiske arbejderklasse var ude af stand til at tage magten uden støtte og aktiv deltagelse fra bønderne, så var de også ude at stand til at tage magten uden støtte fra de undertrykte nationers arbejdende masser. Det nationale spørgsmål indtog derfor en central position i Bolsjevikpartiet fra 1903 og fremefter.
Lenin førte gennem hele sit liv en kompromisløs kamp imod storrussisk chauvinisme. Han argumenterede for, at der ikke var nogen grund til at der i samfundet skulle være noget ”officielt” sprog, som havde forrang over andre, og efter oktoberrevolutionen insisterede Lenin på at navnet ’Rusland’ ikke skulle indgå i den nye arbejderstat, for at understrege at den nye stat ikke agtede at videreføre den gamle storrussiske chauvinisme, men i stedet var en sammenslutning af ligeværdige nationer.
Det nationale spørgsmål og den bolsjevikiske parole omkring nationernes ret til selvbestemmelse skulle imidlertid vise sig at blive et stridspunkt på kongressen i 1903, hvor de russiske marxister mødte modstand fra de polske socialdemokrater i SDKPiL, der var influeret af Rosa Luxemburg.
Kongressen 1903
Rosa Luxemburg var en jødisk marxist, som var født og opvokset i den russisk-kontrollerede del af Polen. Man kan derfor roligt sige, at hun var bekendt med tsarstyrets undertrykkelse af nationale mindretal. På trods af Rosa Luxemburg i 1903 boede i Tyskland, så var hun en af de ledende politiske figurer blandt de polske marxister organiseret i SDKPiL.
Af principielle internationalistiske årsager mente SDKPiL, at socialdemokraterne i det russisk-kontrollerede Polen burde være en del af Det Russiske Socialdemokrati i stedet for at være en separat organisation. På Det Russiske Socialdemokratis kongres i 1903, havde SDKPiL således to delegerede, som deltog i kongressen, for at afgøre om SDKPiL skulle tilslutte sig de russiske marxister. Luxemburg og Lenin var enige om, at der ikke skulle være nogen separat opdeling af arbejderklassen over nationale linjer internt i det revolutionære parti. Partiet var det højeste politiske organ for arbejderklassen, og derfor måtte det repræsentere de mest udviklede ideer, herunder konsekvent internationalisme. Arbejderklassens avantgarde, samlet i det revolutionære parti, måtte, på tværs af nationalitet, have størst mulig enhed.
Til at starte med så det på kongressen ud til, at der var enighed blandt de russiske socialdemokrater og de delegerede fra SDKPiL på alle essentielle spørgsmål. Men som kongressen skred frem blev en grundlæggende uenighed blotlagt imellem de polske og russiske socialdemokrater på spørgsmålet om nationernes ret til selvbestemmelse. En uenighed, der stak så dybt, at den polske delegation endte med at udvandre fra kongressen.
Luxemburg og det nationale spørgsmål
Rosa Luxemburg og SDKPiL afviste kravet om et selvstændigt Polen, fri fra tysk, østrigsk og russisk kontrol. Rosa Luxemburg kaldte kravet om polsk selvstændighed: ”et utopisk fatamorgana, en vrangforestilling for at aflede arbejderne fra deres klassekamp” (“Rosa Luxemburgs revolutionære arv” s. 44.). Luxemburg var konsekvent internationalist, ligesom Lenin og bolsjevikkerne, men hun befandt sig i en helt anden situation. Det polske socialdemokrati var opstået i en kamp mod den polske nationalistiske bevægelse, men i Luxemburgs kamp imod de småborgerlige polske nationalister gik hun for langt over i den anden ekstrem, og afviste ikke bare ideen om polsk selvstændighed men parolen om nationers ret til selvbestemmelse generelt.
I løbet af kongressen blev det tydeligt for den polske delegation, at det russiske socialdemokrati så kravet om nationernes ret til selvbestemmelse som en vigtig del af partiets program, både teoretisk og taktisk. SDKPiL havde tidligere været opmærksomme på russernes position på det nationale spørgsmål, men havde angiveligt ikke været klar over, hvor afklaret russerne var på spørgsmålet.
Under påbud fra bl.a. Luxemburg rejste de polske marxister kravet om, at parolen om retten til selvbestemmelse skulle slettes fra partiprogrammet, hvis SDKPiL skulle tilslutte sig Det Russiske Socialdemokrati. Russerne ville ikke bukke under for polakkernes krav, så den polske delegation trak sig fra kongressen.
Lenin var enig med Luxemburg og SDKPiL om nødvendigheden af at bekæmpe polsk nationalisme, men realiteten i det russiske imperium var, at Polen og en lang række andre nationer blev undertrykt. For masserne i disse nationer kunne kampen imod national undertrykkelse blive et udgangspunkt for den videre kamp imod al undertrykkelse, og dermed kunne kampen få et revolutionært potentiale. For Lenin at se, var det derfor de revolutionæres opgave at forbinde sig med denne kamp og vinde masserne væk fra de borgerlige og småborgerlige nationalister og over til kampen for en socialistisk revolution. Bolsjevikkernes opgave var derfor ifølge Lenin at forklare, at et opgør med national undertrykkelse i sig selv ikke ville løse massernes problemer, men at det derimod også var nødvendigt at bekæmpe det nationale borgerskab. Målet var at omdanne kampen mod national undertrykkelse til en kamp imod klasseundertrykkelse i det hele taget.
Ligesom Luxemburg havde Lenin ingen illusioner om, at selvstændighed for de nationale mindretal i sig selv ville løse arbejderklassens problemer. For arbejderklassen ville det ikke gøre nogen fundamental forskel, om de var undertrykt af deres eget eller et russisk borgerskab. Men Lenin forklarede at Luxemburgs position, hvor de afskrev kampen imod national undertrykkelse, ville resultere i at scenen blev overladt til de nationale borgerskaber, som ville kunne kanalisere kampen ind i kanaler, der fremmede dets klasseinteresser hvormed kampen for national selvstændighed ville få et reaktionært indhold.
Uenigheden mellem Lenin og Luxemburg om det nationale spørgsmål, bundede i høj grad i deres baggrund. Luxemburg kom fra Polen, en undertrykt nation, hvilket betød at de polske marxister var under stort pres fra småborgerlige polske nationalister. Som internationalist bekæmpede hun indædt disse ideer i at trænge ind i den polske arbejderbevægelse, men kampen imod de polske nationalister fik Luxemburg og resten af SDKPiL til at afvise al kamp imod national undertrykkelse. Hvis bolsjevikkerne havde indtaget Luxemburgs position på det nationale spørgsmål, ville det blandt masserne i de undertrykte nationer være blevet tolket som, at de russiske marxister forsvarede storrussisk chauvinisme.
Lenin og de russiske marxister kom fra en undertrykkende nation, og bekæmpede derfor indædt den storrussiske chauvinismes forsøg i at slå rødder i den russiske arbejderbevægelse. Parolen om nationernes ret til selvbestemmelse viste sig at være en nødvendig og korrekt position, for at skabe enhed blandt de russiske arbejdere og masserne i de undertrykte nationer. Parolen om retten til selvbestemmelse betød imidlertid langt fra, at de russiske marxister var forpligtet til i alle tilfælde at støtte kravet om selvstændighed. Lenin understregede selv, at Luxemburg og de polske marxister, i tilfælde af at de tilsluttede sig Det Russiske Socialdemokrati, stadig kunne advokere imod polsk selvstændighed.
Det nationale spørgsmål – en konkret vurdering
Det nationale spørgsmål er komplekst. Det tilsyneladende progressive krav om selvstændighed kan bruges af reaktionære kræfter, der ønsker at aflede kampen ad kanaler, der tjener deres interesser. Som eksempel på hvordan det nationale spørgsmål blev brugt reaktionært, pegede bolsjevikkerne på den panslavisme, som tsarrusland promoverede i Balkan. Under påskud af at være beskytter og befrier af alle de slaviske folk, forsøgte russisk imperialisme at opildne til selvstændighed blandt serbere og bulgarere, der var underlagt ottomanerne og Østrig-Ungarn, for at få et fodfæste i Balkan. Lenin insisterede derfor på, at det nationale spørgsmål skulle være underordnet udviklingen i klassekampen og verdensrevolutionen.
Lenin gjorde det altså klart, at marxister ikke er forpligtet til at støtte separatisme, selvom vi forsvarer nationernes ret til selvbestemmelse. Der er ikke et eviggyldig one-size-fits-all svar, som kan implementeres i alle tilfælde. Retten til selvbestemmelse er ligesom retten til skilsmisse: bare fordi vi insisterer på, at ægtefæller skal have retten til skilsmisse, betyder det ikke, at vi går ind for, at alle ægtepar i verden skal skilles.
Hvorvidt marxister kan støtte kravet om selvstændighed afgøres af en konkret analyse af den pågældende kontekst: Er den politiske karakter af en selvstændighedsbevægelse revolutionær eller reaktionær? Ledes bevægelsen af reaktionære borgerlige politikere eller presses den frem af masserne fra neden? Hvad er styrkeforholdet mellem klasserne? Vil effekten af den pågældende nations løsrivelse være at accelerere klassekampen i resten af verden, eller vil den kaste den tilbage?
Udviklingen i den internationale klassekamp er primær, det nationale spørgsmål er sekundær, da det i sidste ende er udviklingen i den internationale klassekamp der afgør muligheden for en succesfuld socialistisk verdensrevolution, og en socialistisk verdensrevolution er forudsætningen for fjernelse af al undertrykkelse, racisme og diskrimination.
Det nationale spørgsmål i dag
Historisk set har dannelsen af større politiske enheder, stater, spillet en progressiv rolle, da det har muliggjort udviklingen af produktionsmidlerne til nye højder, som i dag muliggør skabelsen af et socialistisk samfund. Fragmenteringen af verdens lande og dets befolkninger i små stater har historisk haft en hæmmende effekt for udviklingen af produktionsmidlerne. Som udgangspunkt er marxister derfor ikke tilhængere af at oprette nye grænser, men for at opløse alle grænser og danne en socialistisk verdensføderation.
Men en revolution finder sted i virkeligheden som den ser ud, og virkeligheden er, at en lang række nationer er blevet undertrykt på den mest brutale vis gennem hele kapitalismens historie, og fortsat bliver det. Bolsjevikkernes erfaringer på det nationale spørgsmål, viste at en fleksibel men også følsom tilgang til de undertrykte nationers kamp for frihed, gør det muligt at forene arbejderklassen, på tværs af nationaliteter, i en frivilligt forenet kamp. Den revolutionære position på spørgsmålet om national undertrykkelse, må være en, der forener den undertrykte nations kampen for frihed, med den internationale arbejderklasses kamp for socialisme.
Lenin forklarede at det nationale spørgsmål i sidste ende, er et spørgsmål om brød. Betydningen af det nationale spørgsmål kan træde i baggrunden, så længe samfundet bevæger sig fremad, og masserne oplever en generel fremgang i deres leveforhold. Det modsatte er imidlertid tilfældet, når en krise skaber et nedadgående pres på massernes levestandard. I sådanne perioder kan det nationale spørgsmål få fornyet opmærksomhed, og blive skubbet op på den politiske dagsorden.
Således så vi også, at de fleste vestlige stater, med uløste nationale modsætninger, under efterkrigsopsvinget oplevede, at det nationale spørgsmål gled i baggrunden. Det modsatte er imidlertid tilfældet i dag, hvor kapitalismen er i krise og forfald. Når masserne radikaliseres og bevæger sig, ser vi også hvordan de rejser spørgsmål om forskellige former for undertrykkelse. Spørgsmålet omkring national undertrykkelse og potentiel selvstændighed er derfor blevet et af de absolut mest aktuelle spørgsmål blandt catalanerne, kurderne, uighurerne og blandt mange andre nationale mindretal rundt om i verden. Det nationale spørgsmål fylder desuden så meget desto mere, i fraværet af et klassebaseret politisk alternativ til at vise en vej frem.
Der er i dag mere end nogensinde behov for at revolutionære fremlægger en revolutionær løsning på kapitalismens barberi, inklusiv den undertrykkelse som hele nationer fortsat udsættes for. Det nationale spørgsmål i forhold til Færøerne og Grønland har i årevis bevidst været negligeret af den etablerede danske venstrefløj, hvilket på skammelig vis blot har medvirket til at grave kløften dybere imellem den danske, færøske og grønlandske arbejderklasse. Som marxister, der bor i en undertrykkende nation, er det afgørende at vi som del af den danske klassekamp, tager det nationale spørgsmål seriøst, så vi bliver i stand til at forene den danske arbejderklasse med det grønlandske og færøske folks kamp imod dansk imperialisme i fælles kamp for en socialistisk fremtid, der er fri for undertrykkelse og ulighed.
Litteratur:
Bolshevism the road to revolution. Alan Woods. Wellred Books.
Finland and Russia. Lenin maj 1917.
Rosa Luxemburgs revolutionære arv. Marie Frederiksen Forlaget Marx.
Kritiske bemærkninger til det nationale spørgsmål. Lenin 1913.
Om RSDAP’s nationale program. Lenin 1913.
Om nationernes selvbestemmelsesret. Lenin 1914.
