Simone Ravn er færdiguddannet pædagog og har arbejdet et halvt år i institution og læser nu en kandidat i pædagogisk sociologi på DPU.Danmark bliver ofte fremhævet som en ø af virkeliggjort socialisme i et hav af kapitalistisk elendighed. Det er en fortælling, der baserer sig på de indrømmelser, der blev givet til den danske arbejderklasse under det store økonomiske opsving et par årtier efter anden verdenskrig. Det er for længst historie, og arbejderklassen står hver dag ansigt til ansigt med de barske forhold, som kapitalismen byder dem.
RS har talt med to pædagogstuderende for at afdække, hvordan forholdene for børn og arbejdere er i en af de vigtigste dele af samfundet, vores daginstitutioner.
Nanna Hansen læser til pædagog på Københavns Professionshøjskole og har været i sin første praktik, der mildest talt var et voldsomt første møde med arbejdsforholdene som pædagog.
Simone Ravn er færdiguddannet pædagog og har arbejdet et halvt år i institution og læser nu en kandidat i pædagogisk sociologi på DPU.
Virkeligheden i daginstitutionerne
»Det overraskede mig i starten, hvor stor mangel der er på personale. Når man er i første praktik, skal man ikke indgå i bemandingen, men det var tydeligt, at hvis jeg ikke knoklede på sammen med de andre pædagoger, ville det hele falde sammen,« fortæller Nanna og fortsætter:
»Den første praktik er en periode, hvor jeg skal lære og observere, hvad pædagogisk arbejde går ud på. Det skal også afluttes med aflevering af en opgave. Derfor er praktikken ikke fuldtid men 30 timer. Det blev forventet fra starten, at jeg var der fuldtid. Først efter at jeg sagde stop, kunne jeg allernådigst få fri på nogle få gange.«
Besparelserne på daginstitutionerne er så voldsomme, at det går massivt ud over personalets arbejdsforhold og børnene. Nanna forklarer:
»Bemandingen er så lav, at det er fuldstændig normalt, at børnene er uden opsyn. Og selv hvis de er under opsyn, kan vi ikke være der for dem. Når et barn begynder at græde, så kan det – hvis der ikke er personale nok – starte en dominoeffekt, så der pludselig er en hel stue, der græder. Der hvor jeg var i praktik, kunne vi opleve at stå to kollegaer med 30 grædende børn. Det er en umulig opgave. Det er ikke i orden over for børnene, og det slider på kollegerne.«
Der er nogle krav, som daginstitutioner skal overholde, og der bliver faktisk ført kontrol med, om institutionerne overholder disse krav. Nanna kan dog fortælle, at ledelsen lagde et stort arbejde i at “sminke” institutionen inden kontrolbesøget. Ja, der blev endda hentet en konsulent ind, der vidste, hvad der bliver målt på. Hun hjalp med at rette de mest kritiske områder op. Nanna uddyber:
»Her under coronaen skal alt legetøj i karantæne, når det er blevet brugt. Der var ikke kræfter til at køre et sådant system, så alt legetøjet lå bare i en stor bunke i et skur, og der var intet legetøj til børnene. Da konsulenten så det, puttede hun legetøjet i kasser med ugedage på, så det så ud som om, at der var styr på det.«
»Et andet eksempel er, at der står en busk med snebær på legepladsen. Snebær er giftige, og man bør ikke spise dem. Børn gør jo, som de gør, plukker bærrene, trykker dem ud i hænderne, og mon ikke de også kommer ind i munden. Jeg påpegede over for ledelsen, at det måske ikke var så godt at have den busk stående, nu når børnene var så meget på legepladsen uden opsyn. Det blev affejet med, at man jo skal spise ret mange, før det er farligt, men da der var kontrolbesøg, var alle bærrene fjernet fra busken.«
Pædagogstuderende, der er i praktik, skal passe på med at ytre kritik eller påpege fejl, da deres praktikforløb skal bestås, og det er op til institutionen, om de består. Hvis det bliver et nej, kan de ikke fortsætte deres uddannelse. Derfor er det også nemt at bruge pædagogstuderende til at prøve at lappe på det åbne benbrud, som daginstitutionsområdet er.
»Det er ikke i orden, at vi skal stå og lyve for forældrene, når de spørger, om deres barn har haft en god dag. Men vi kan jo ikke fortælle dem, at der har været kaos hele dagen, og deres barn græd sig i søvn til middagsluren. Jeg har det dårligt med at lyve for forældrene, men hvad fanden skal man gøre. Institutionerne er sparet helt ned under gulvbrædderne, og det er kan hverken en konsulent eller vi praktikanter gøre op for.«
Simone kan nikke genkendende til hvad Nanna fortæller og siger, at hun selv hurtigt fandt ud af, at hun ville læse videre:
»Vi lærer en masse gode teorier på studiet om, hvordan man passer og hjælper børn i deres opvækst. Der er bare slet ikke mulighed for at bruge dem, når vi kommer ud i institutionerne. Det er så hårdt at arbejde i daginstitution i dag, at det næsten ikke er til at forstå. Jeg er ung og frisk, men da jeg arbejdede som pædagog, var jeg simpelthen så træt, at jeg ikke engang kunne overskue at vaske tøj, når jeg kom hjem,« siger Simone og fortsætter:
»Det hårdeste for mig var, at vi ikke kunne give børnene en god dag. Jeg lærte en masse gode ting på pædagoguddannelsen, men det er ingen mulighed for at komme til at bruge det ude i virkeligheden.«
Politikerne som fugleskræmsel
Det er altså hvad den såkaldte velfærdsstat kan byde pædagoger og børn. Skiftende statsministre priser velfærdsstaten og påstår, at de står last og brast med den. Det er lige meget, hvem der er statsminister, deres rolle i det borgerlige demokrati er den samme, nedskæringerne er de samme. Den kapitalistiske økonomi sætter rammerne for, hvad der kan lade sig gøre. Da kapitalismen er et system, hvor producenterne konkurrerer på markedet, så er der et konstant pres nedad på lønninger og arbejdsforhold. Det betyder også, at den danske kapitalistklasse vil have en så billig offentlig sektor som muligt, så skatten kan sættes ned, og de kan stå stærkere på verdensmarkedet.
Pædagoger er en stolt og kompetent faggruppe. De ved, hvad der skal til for at give vores børn den bedste opvækst. Det giver kapitalismens sparedoktrin bare ikke mulighed for.
Hvis pædagogerne skal have de arbejdsforhold, de har krav på, og børnene den opvækst, de fortjener, må vi bryde med dette system, der er indrettet til at gøre nogle få meget rige, mens vi andre knokler. Vi må bryde med kapitalismen og indføre et system, der er til for mennesker og ikke for profit. Vi må kæmpe for socialisme!
Meld dig under fanen, meld dig ind i Revolutionære Socialister og kæmp med os for en bedre verden – for os og for børnene.
