Forskellige ideer florerer især på den akademiske venstrefløj, som forsøger at forklare og komme kvindeundertrykkelse til livs. De adskiller sig fra marxismen i deres filosofiske grundlag og som resultat på deres forståelse af og løsning på undertrykkelse. Vi sammenligner her marxisme og intersektionel feminisme og fremlægger et revolutionært svar på undertrykkelse.
Kvindekamp er i høj grad på dagsordenen i dag. Det er tydeligt, når man kigger på verden: Store protester mod abortstramninger i Polen med sympatidemonstrationer i hele Europa, anden bølge MeToo og herhjemme et øget fokus på gravide og fødendes forhold for bare at nævne nogle få eksempler. Samtidig har coronapandemien ramt kvinder hårdere, som kriser oftest gør, da kvinder typisk tjener mindre, har mindre opsparinger og til gengæld er overrepræsenterede i de hårdest ramte dele af økonomien. Det er derfor ikke et under, at kvindespørgsmålet på verdensplan vækker unge og arbejdere politisk til live.
De bliver radikaliserede og leder med lys og lygte efter ideer, der har en reel forklaring på den elendighed, de kan se og mærke. Mange unge møder de feministiske ideer – i de sociale bevægelser, på nettet og på universiteterne. Især intersektionel feminisme er udbredt og fremstår som en radikal forklaring på undertrykkelse. Samtidig oplever vi som marxistisk organisation, at flere unge hvis politiske opvågning er gået gennem intersektionel feminisme får øjnene op for hvilke begrænsninger, der er i teorien og dens kamp mod undertrykkelse og i stedet kigger mod de marxistiske ideer.
Intersektionel feminisme ser – sammen med andre poststrukturalistiske teorier – på sprog, tanker og ideer som konstituerende for verden. Fokus er typisk på, hvordan vi taler, og hvilke ord vi bruger. Ligeledes mener intersektionelle feminister, at det er diskurserne, vi må ændre, hvis vi vil ændre verden. Det kan fremstå radikalt og kritisk, når intersektionelle feminister kritiserer diskurser og sprog og taler om, hvordan man kan spotte fx “internaliseret sexisme” eller endda “internaliseret kapitalisme” i vores tanker og sprog. De ser samfundets strukturer men fokuserer på, hvordan de påvirker os og gør os alle til en del af problemet.
Antikapitalistisk tiltrækningskraft
Den antikapitalistiske intersektionelle feminisme kan fremstå tiltrækkende, fordi mange unge kan se, at alle de store problemer, vi står overfor – om det er klimaforandringer, ulighed eller undertrykkelse – alt sammen peger tilbage på kapitalismen som problemernes rod. Intersektionel feminisme fremstiller det som om, at her er en teori, der sætter dig i stand til kæmpe mod kapitalismen ved at ændre den måde, man tænker og snakker. Ved at fremstille sig selv som antikapitalistiske tiltrækker intersektionelle feminister mange radikale unge. Men måden hvorpå vi kan kæmpe mod undertrykkelse er ifølge disse ideer igennem en konstant kritik af vores egne ideer og tanker og især den måde, vi snakker på – selv når det gælder kampen mod samfundets økonomiske strukturer. Nogle går endda så langt som at påstå, at det at slappe af eller tage lure er antikapitalistiske handlinger – kapitalismen vil jo gerne have, at vi er produktive. Men kapitalismen eksisterer uafhængigt af vores ideer om den, og det kan kun lade sig gøre at omvælte samfundets økonomiske strukturer gennem radikal klassekamp.
Idealisme vs. materialisme
Filosofisk er forskellen mellem intersektionel feminisme og marxisme forskellen mellem idealisme og materialisme. Diskussionen om idealisme eller materialisme kan virke som en abstrakt, akademisk diskussion. Men teorier og bevægelsers filosofiske grundlag har stor betydning for, hvilken analyse af samfundet man når frem til, og her begynder det at få konsekvenser for, hvilken kamp vi kæmper, hvordan og mod hvem. For marxistister er filosofi altså en af grundstenene til ikke bare at forstå men også ændre samfundet. Derfor er det også af stor vigtighed at kritisere teoretiske retninger, som i yderste konsekvens skader arbejderklassens kamp og misleder radikaliserede unge – unge, som kunne spille en yderst positiv rolle ved at forbinde sig med arbejderklassens kampe.
Vores kritik af intersektionel feminisme og andre grene af identitetspolitik er ikke en kritik af målet om en verden uden undertrykkelse eller af folks ret til at udtrykke deres køn, seksualitet og identitet, som de har lyst – tværtimod kæmper vi for en verden fri fra undertrykkelse, hvor alle kan leve og udtrykke sig frit uanset køn, seksualitet og etnicitet. Vores pointe er, at det kun er muligt gennem et opgør med det materielle grundlag for undertrykkelse nemlig klassesamfundet. Derfor mener vi, at marxismen er den eneste teori, der kan skabe fundamentet for kampen mod undertrykkelse.
Lighed for loven
I sin definerende artikel Demarginalizing the Intersection of Race and Sex fokuserer den intersektionelle teoris grundlægger Kimberlé Crenshaw primært på diskurser – især politiske diskurser. Det nærmeste hun kommer en reel ændring for de, der er undertrykte, er altså at de bliver en del af samtalen omkring politiske problemer og lovgivning.
I Danmark har vi siden 1976 haft en lov om ligeløn. Det har dog ikke ændret på, at kvinder stadig oplever undertrykkelse i Danmark fx gennem løngabet, som stadig findes og mere eller mindre har været konstant siden 1976. Kampen mod undertrykkelse kan aldrig vindes, hvis den kæmpes inden for det nuværende systems egne institutioner. Det betyder ikke, at vi som marxister ikke støtter progressive love og daglige kampe for reformer, der søger at mindske uligheden. Lenin skrev i 1916: “[M]arxister ved, at demokratiet ikke fjerner klasseundertrykkelsen, men kun gør klassekampen renere, bredere, mere åben og skarp; og det er hvad vi har brug for (…). Jo mere demokratisk statssystemet er, jo mere indlysende bliver det for arbejderne, at ondets rod er kapitalismen og ikke retsløsheden”. I samme tekst bemærker Lenin, at de undertrykte klasser under kapitalismen ikke har mulighed for at realisere deres demokratiske rettigheder. Ikke bare i få tilfælde men ofte som hovedregel.
Som marxister baserer vi vores kamp mod undertrykkelse på en historisk analyse af undertrykkelsens oprindelse. Samtidig er vi materialister, og vi mener, at diskurser og sprog opstår af den sociale virkelighed og ikke omvendt. Det betyder, at vores kamp mod undertrykkelse adskiller sig fra intersektionelle feminister. Vi mener, at samfundets opdeling i klasser var det, der skabte den materielle base for undertrykkelse. Derfor må vi også fjerne det materielle grundlag for undertrykkelse – nemlig klassedeling – hvis vi vil komme den til livs. Undertrykkelse baseret på køn er altså ikke unikt for kapitalismen men opstod langt før det. Dog får de forskellige typer undertrykkelse sit eget udtryk under kapitalismen, og den herskende klasse bruger aktivt opdelinger i befolkningen som en måde at bevare magten på.
En anden materiel betingelse for undertrykkelse er mangel. Arbejderklassen har ikke noget iboende behov for sexisme, racisme og andre undertrykkende ideer – de eneste, der har det, er kapitalisterne. De bruger undertrykte minoriteter som syndebukke, når arbejderklassen leder efter svar på den elendighed, de oplever. Og mens arbejderklassen kæmper internt om krummer, kan kapitalisterne nyde hele kageborde. Det er således ikke noget tilfælde, at den racistiske diskurs på Christiansborg tager til, jo mere krisen i kapitalismen spidser til.
Privilegiepolitik
Intersektionel feminisme ser undertrykkelse som resultatet ikke af klassesamfundet men som skabt af diskurser og ideer. Det placerer ikke bare individet i fokus; den logiske konklusion er også, at det netop er “privilegerede” grupper af individer, der er undertrykkere: Hvide undertrykker sorte, mænd undertrykker kvinder, og heteroseksuelle undertrykker homoseksuelle. Det leder til et helt spind af grupper, hvor forskellige mennesker undertrykker på nogle parametre samtidig med, at de selv bliver undertrykt på andre parametre.
Den danske feminist Amalie Have skriver fx: “Under kapitalisme er der altid undertrykkere og undertrykte – hvide mennesker er ALTID undertrykkeren. Selv hvis det ikke er den individuelle persons skyld, er det stadig individets ansvar at forhøre, unpacke, aflære og tage handling” (Amalie Have skriver på engelsk på sin instagram, oversættelsen er min egen).
Det kan fremstå radikalt, da det jo betyder, at vi ved at ændre på os selv og ved at overbevise andre om, at de skal gøre det samme, kan bekæmpe undertrykkelse. Men udover at individuelle ændringer i sprog og ideer ikke ændrer samfundet radikalt, tilslører det også det virkelige problem: kapitalismen. Kapitalismen og den herskende klasses ansvar for den undertrykkelse, millioner af mennesker oplever, bliver glemt, mens vi fokuserer på individuelle ændringer og på at pege fingre ad hinanden.
Samtidig bygger ideen om, at undertrykkelse er udført af et privilegeret lag af arbejderklassen på en antagelse om, at de, der ikke lider under bestemte former for undertrykkelser, drager nytte af den. Men fra et marxistisk perspektiv er det tydeligt, at de eneste, der drager nytte af undertrykkelsen, er den meget lille gruppe af kapitalister. Tværtimod bruger den herskende klasse de underbetalte og dårligt stillede arbejdere såsom kvinder og immigranter til at presse lønninger og arbejdsforhold for alle arbejdere. Ikke bare drager de “privilegerede” arbejdere altså ikke nytte af undertrykkelsen af mindre privilegerede arbejdere – de sidstnævntes forhold bliver aktivt brugt til at holde hele arbejderklassens forhold nede.
I praksis betyder privilegiepolitik, at kampen mod undertrykkelse bliver splittet i en masse små dele. Selvom det er tydeligt, at racistiske, sexistiske, homofobiske og transfobiske ideer og attituder er til stede overalt i samfundet – også hos individer – så er det ikke, fordi undertrykkelsen gavner almindelige arbejdere. Og det er heller ikke kernen til undertrykkelsens oprindelse. I stedet forklarede Marx, at de dominerende ideer i et samfund altid er den herskende klasses idéer. Sexisme har ikke altid eksisteret. Den har historiske, materialistiske rødder og opstod med klassedelingen, og de eneste, den er til gavn for, er netop den herskende klasse. I stedet for at se grupper af arbejdere som “privilegerede” på bekostning af resten af arbejderklassen, bør vi i stedet kæmpe for at hæve alles levestandard ved at rette os mod flertallets fælles fjende og den sande parasit – kapitalisten.
Fælles kamp?
Uden klasseanalyse og uden en historisk, materialistisk forståelse af undertrykkelsens oprindelse er det svært at forklare, hvordan undertrykkelse er opstået. Det får alvorlige ikke bare teoretiske men også praktiske konsekvenser.
Intersektionel feminisme baserer sig på individet, og hvordan individer tænker og taler. Det kan virke tiltrækkende for unge, der oplever undertrykkelse og har lyst til selv aktivt at gøre en forskel. Det synes at være et konkret arbejde, som man selv kan påtage sig og integrere i en slags hverdagsaktivisme. Ligesom unge, der bliver radikaliseret på baggrund af klimaspørgsmålet også ofte bliver tiltrukket af ideer om etisk forbrug eller direkte aktion. Det er samtidig en dagsorden, der i høj grad bliver drevet af både medierne og universiteterne – borgerlige institutioner. De er støttepiller for det nuværende system, og deres mål er ikke at lave radikale ændringer i samfundet men tværtimod at opretholde det nuværende system. Det er positivt, at unge og arbejdere er villige til at lave ændringer i deres hverdag for at bekæmpe undertrykkelse. Men på trods af hvor radikal intersektionel feminisme og dens kritiske forhold til sprog og diskurser fremstår, kan store ændringer i samfundet ikke ske på baggrund af individuelle ændringer.
På trods af intersektionalitetens intention om at gøre op med fragmenteringen af kampene mod undertrykkelse er resultatet det modsatte. Splittelsen af mennesker i uendeligt mange underkategorier baseret på, hvilke typer undertrykkelse de oplever, har reaktionære konsekvenser, da det svækker kampen mod det kapitalistiske system. Som marxister ved vi nemlig, at arbejderklassens styrke er den størrelse og enhed, og den eneste måde, arbejderklassen kan vælte kapitalismen og fjerne det materielle grundlag for undertrykkelse, er ved at stå sammen i fælles kamp.
Et revolutionært svar på undertrykkelse
Intersektionel feminisme fremstår radikalt og tiltrækker unge, som gerne vil kæmpe mod undertrykkelse her og nu. Fokusset på individet skaber en illusion om, at vi hver især kan gøre op med selv systemisk undertrykkelse ved at ændre på vores sprog og tanker. I stedet splitter det i praksis arbejderklassen i et utal af små undergrupperinger, som hver må kæmpe for deres egen frigørelse mod andre “privilegerede” arbejdere.
Men skal kampen mod undertrykkelse blive succesfuld, må den baseres på en forståelse af det materielle grundlag for undertrykkelsen. De marxistiske ideer er de eneste med en konsekvent analyse og forståelse af undertrykkelse. Det marxistiske svar på kvindeundertrykkelse er samlet revolutionær klassekamp. Kvindekamp og kampen mod alle former for undertrykkelse af forskellige dele af arbejderklassen er samtidig en essentiel del af denne. Revolutionære Socialister opfordrer alle, der er mod undertrykkelse, til at gå med i kampen mod kapitalismen!
Intersektionel feminisme opstod i slutningen af 80’erne og var et opgør med den liberale feminisme eller den “hvide feminisme”. Begrebet intersektionalitet stammer fra artiklen “Demarginalizing the Intersection of Race and Sex: A Black Feminist Critique of Antidiscrimination Doctrine, Feminist Theory and Antiracist Politics” skrevet af Kimberlé Crenshaw – en sort, kvindelig advokat. Heri beskriver hun et hul i det amerikanske retssystems forståelse af diskrimination på arbejdspladsen, specifikt den måde hvorpå sorte kvinder oplever diskrimination ikke bare på baggrund af deres køn eller race men i overlappet mellem de to. Et overlap, det amerikanske retssystem var blindt for.
Intersektionel feminisme er et analytisk redskab til at forstå, hvordan forskellige typer undertrykkelse såsom køn, kønsidentitet, seksualitet, handicap og race påvirker hinanden og skaber forskellige typer og grader af undertrykkelse. Intersektionalitet var således et forsøg på et opgør med den traditionelle identitetspolitik, som opdelte kampene mod forskellige typer af undertrykkelse i forskellige bevægelser. Hvor den feministiske bevægelse historisk set var domineret af hvide kvinder og borgerrettighedsbevægelsen domineret af sorte mænd, pegede Crenshaw på, at den særlige type undertrykkelse, sorte kvinder oplever på baggrund af både køn og race, blev overset i de traditionelle bevægelser. Med sprog, ideer og diskurser som analyseobjekt baserer den intersektionelle feminisme sig på filosofisk idealisme som også poststrukturalismen, der har domineret den akademiske venstrefløj siden 70’erne. De poststrukturalistiske ideer vandt sit indpas på venstrefløjen efter de revolutionære bølger omkring 1968, som i sidste ende led nederlag. De efterlod mange demoraliserede og uden tro på klassekamp.
