I starten af november stod der et slag i arbejderklassens kamp mod kapitalens tyranni. Slaget udspillede sig i renovationsfirmaet Remondis, hvor skraldemændene slog tilbage imod ledelsens angreb på retten til organisering. Her er vores bud på nogle lektioner fra strejken til næste gang, slaget skal stå.
Hvis du har andre vinkler på konflikten, ris, ros eller andre bidrag, så tøv ikke med at kontakte os på mail: marxist@marxist.dk
Optakten:
Allerede i sommeren 2020 angreb ledelsen i Remondis skraldemændenes ret til organisering. De lidt over 100 skraldemænd havde valgt to kollegaer til at repræsentere dem. Ledelsen mente, at valget ikke havde overholdt formalia, da de selv havde “glemt” at dele valget på deres intranet. Det var en bagatel, der ikke havde nogen betydning, eftersom valget var blevet afholdt med meget stor valgdeltagelse og et meget stort flertal af stemmer til de to, der var blevet valgt. I efteråret blev valget derfor afholdt igen. Denne gang huskede firmaet heldigvis at dele det på intranettet. Det gjorde, til ledelsens skuffelse, ikke noget ved valgets udfald, og igen var valgdeltagelsen meget stor.
Ledelsen brugte nu nogle uger på at trække tiden. Der kom mange forskellige beskeder fra ledelsen. De vekslede frem og tilbage mellem ikke at ville anerkende den ene af de nye tillidsvalgte, til ikke til ikke at ville godkende nogen af dem, til så måske at ville anerkende én af dem alligevel. Samtidig kørte de en regulær smædekampagne mod den ene af de nyvalgte tillidsmænd. De startede en historie om, at han var på tværs og fjendtlig, og samtidig forsøgte de at bestikke ham med 150.000 kroner for at få ham til at trække sig. Sandheden bag disse ulækre løgnehistorier og manøvrer er selvfølgelig, at skraldemændene havde valgt en repræsentant, der ville kæmpe deres sag. Den nye tillidsvalgte er kendt blandt sine kolleger for at have styr på tingene og at sige dem, som de er. Derfor er han selvfølgelig en torn i øjet på ledelsen.
Da ledelsens løgne og tricks prellede af på arbejderne som vand på en gås, meddelte de, at de ville slæbe den ene tillidsmand i arbejdsretten, for at sætte en stopper for at han kunne blive tillidsmand. Deres begrundelse for at slæbe ham i retten var, at der ligger en skriftlig advarsel på ham. At ledelsen benyttede perioden inden valget skulle gå om til at prøve at få en anden kollega til at stille op, på hvem der også ligger en skriftlig advarsel, gør, at det står klart for enhver, at det ikke er advarslen det handlede om. Ledelsen i Remondis forsøgte at forhindre gode folk, med indblik i sagerne, der vil kæmpe for deres kollegaer, i at blive valgt.
Dette angreb på den basale ret til organisering blev for meget for skraldemændene ved Remondis, og fredag d. 8 november satte de sig på prøven med et meget enkelt krav til ledelsen: ANERKEND DE NYE TILLIDSFOLK!
Slaget:
Ledelsen gik hurtigt i offensiven. Om mandagen blev et vikarbureau hyret ind og agerede strejkebrydere. Om tirsdagen blev en lille håndfuld af de funktionæransatte på kontoret kommanderet ud i skraldebilerne for at agere strejkebryderen imod deres kollegaer. Det fik dog hurtigt en ende da de par biler, der var kommet på gaden, blev stoppet af politiet, og det viste sig, at firmaet skulle have haft dem til syn for et år siden.
Onsdag bredte strejken sig til alle Remondis’s afdelinger på Sjælland. Strejken blev suppleret med effektive blokader på alle de forskellige modtageanlæg, hvilket omfattede; ARC, Vestforbrændingen, Stena, RGS, HCS, Forbrændingen i Roskilde, Ragn Sells, Norrecco. Blokaderne på modtageanlæggene var effektive til at hjælpe med de få elementer, der var udenfor pædagogisk rækkevidde: de blev forhindret i at køre ind og læsse af, hvilket betød, at de i løbet af onsdagen – når deres biler var fyldte – måtte stoppe med at bryde strejken.
Blokadevagterne blev hele dagen opmuntret med dyt fra lastbilernes kompressorhorn og knyttede næver fra skraldemænd fra andre firmaer. Det var tydeligt, at støtten fra resten af branchen var enorm: nu skulle cheferne få at vide at angrebene på arbejderklassens ret til organisering stopper her.
Torsdag morgen havde ledelsen ikke givet sig, og da det blev besluttet at fortsætte strejken torsdag, var der ikke en eneste af Remondis’s bil på gaden. Firmaet var låst helt fast. Det var en imponerende og effektiv strejke. Hvad der skete i løbet af formiddagen er stadig uklart, men her er vores bud.
Torsdag formiddag begyndte der at løbe rygter om, at fællestillidsmanden havde sagt, at blokaderne skulle ophøre, at det var frivilligt om man ville tilbage på arbejde samt at vi skraldemænd stod helt alene uden opbakning fra de andre kollegaer i branchen. At der ikke skulle være opbakning stod i skarp kontrast til de store beløb, der fortsat rullede ind i strejkekassen og virkeligheden på blokaden, hvor der var massiv opbakning fra skraldemænd i andre firmaer.
Det er svært at sige, hvad der præcis skete torsdag formiddag, men én ting er helt sikkert. Ledelsen greb forvirringen med begge hænder, og brugte den til at smadre strejken. Skraldemændene blev kimet ned, og presset til at tage på arbejde med trusler om dagbøder og fyringer, hvis de ikke mødte ind med det samme. Nogle få holdt fast og nægtede at tage på arbejde, før det var besluttet på morgenmødet. Efterhånden som folk blev presset til at tage på arbejde, faldt strejken fra hinanden og blokaderne ophørte.
Fredag var morgenmødet præget af forvirring over, hvad der var sket torsdag, og om støtten til strejken virkelig var væk. Det viste sig hurtigt, at det slet ikke var tilfældet, da der var mange efterretninger fra kollegaer, der kendte skraldemænd i andre firmaer, som meldte om stor opbakning. Samtidig strømmede der stadig støtteerklæringer fra arbejdere i mange brancher ind fra hele landet. Stemningen skiftede frem og tilbage på mødet, og det var tydeligt, at der var brug for at forstå, hvad der var sket torsdag. Hvordan kunne sådan en effektiv strejke falde fra hinanden så pludseligt?
Afstemningen endte med et lille flertal for at gå tilbage på arbejde. Efter afstemningen blev mange stående, og det var tydeligt at selvom arbejdet nu blev genoptaget, var kampen for retten til organisering ikke slut, der var blot brug for at lære af, hvad der gik galt torsdag formiddag så det ikke kunne ske igen.
Lektionerne
Den strejken ved Remondis led nederlag. Det er ikke nogen skam. Det vigtige er at lære af nederlag, så vi står stærkere ved det næste slag i kampen.
Her kommer vores bud på fem konkrete erfaringer at tage med:
Der skal vælges en talsmand for strejken: Da strejken om torsdagen bliver opløst, er det fordi, der bliver spredt falske oplysninger til de enkelte grupper af medarbejdere, der blokerede de ca. 10 forskellige modtageanlæg. Hvis det var valgt en talsmand, ville alle vide at den information, man kan stole på kommer fra ham. Hvis der sker en udvikling, der betyder, at der skal tages en beslutning med det samme, må han indkalde til møde, hvor kollegerne kan diskutere og stemme om det. I stedet for at det er op til den enkelte at stå imod ledelsens trusler og falske oplysninger. Det er hverken første eller sidste gang, at en strejke skal modstå løgne og trusler fra ledelsen.
Der er brug for en alternativ struktur til kommunikation: Under en strejke er det essentielt at kunne kommunikere med arbejdere i andre dele af firmaet og fortælle dem, hvorfor man strejker og sende appel om hjælp. Det samme gælder arbejdere i andre firmaer, i branchen og potentiel andre sektorer. Det er med til at styrke strejken og give et billede af mulighederne for eskalation. Den danske model er skruet sådan sammen, at fagforeningerne har fredspligt i den periode overenskomsten løber. Det betyder at i næsten alle tilfælde af konflikt i denne periode, må fagforeningen ikke deltage, og de skal forsøge at få medlemmerne til at genoptage arbejdet. Det samme gælder for tillidsrepræsentanter. Det betyder at fagforningernes strukturer, som medlemmerne normalt har adgang til, ikke er til rådighed. Derfor er det nødvendigt at kunne kommunikere uden om disse strukturer. Det behøver ikke være noget stort og avanceret. En telefonliste over kontaktpersoner i andre afdelinger og firmaer kunne løse dette problem.
Strejken skal have sit eget talerør: Det er vigtigt at sætte dagsorden og kommunikere, hvorfor man strejker. Hvis dette ikke sker, er det enten op til fagforeningen, der som beskrevet ovenfor er forpligtet til at forsøge at stoppe strejken, eller ledelsen at styre, hvad der kommer ud i pressen. Hvis arbejderne selv vedtager udtalelser på morgenmøderne, eller beder en strejkekomite udfærdige en, kan de selv sætte dagsorden. Det er med til at styrke strejken. Arbejdere i hele landet vil kunne læse, hvorfor arbejdet er blevet nedlagt og støtte op om kampen.
Der skal nedsættes en strejkekomite: At lede en strejke er en stor og kompliceret opgave. Det kommer hele tiden informationer ind fra alle sider, og man skal hele tiden kæmpe imod ledelsens pres for at få arbejderne tilbage på arbejde. Det er en opgave som én mand umuligt kan løfte. Strejken må nedsætte en strejkekomite. En strejkekomite vil stå for dialog med ledelsen og planlægge det næste skridt i kampen. Strejkekomiteen står til direkte ansvar for kollegaerne, og medlemmerne kan udskiftes, hvis det bliver nødvendigt. Strejkekomiteen og en talsmand skal vælges på strejkens højeste myndighed; et fællesmøde for alle kollegerne. At fællesmødet er den højeste myndighed, giver også den fordel, at hvis talsmanden eller andre møder pres fra ledelsen, politi eller politikere, kan alle henvise til, at det ikke er dem, men fællesmøderne der tager beslutningerne, og at de bare udfører fællesmødets beslutninger. Det giver dem ryggen fri.
Der skal lægges en slagplan: De konflikter, der har været i Remondis de sidste par år, er opstået reaktion på angreb fra ledelsen. Det er forståeligt, at arbejderne føler sig presset til at slå igen, når de igen og igen oplever angreb på deres løn og arbejdsforhold og senest også på retten til organisering. Når konflikter kommer som en reaktion på et angreb, er der risiko for, at det ikke er planlagt, og at arbejderne kommer til at lægge skinnerne, imens de kører. Det skal ikke være op til chefernes provokationer, hvornår arbejderne går i konflikt. Hvis en konflikt er forberedt, og der ligger en plan for eskalation, står strejken meget stærkere. Det ville fx. være et stærkt signal at parkere inde ved Dansk Industri med kompressorhorns musik og en tale eller strejke en enkelt dag, med trussel om eskalation som lokomotivførerne gjorde den 1. april 2020. Det vil vise cheferne, at arbejderne er velorganiserede og står sammen. Hvis endagsstrejker skal være effektive, kræver det en reel trussel om eskalation hvis ikke arbejdernes krav bliver mødt.
Ovenstående er vores bud på de vigtigste lektioner, vi kan lære fra strejken. Som konsekvens af den måde tingene gik skævt på i forløbet, var der desuden flere kollegaer, der blev frustrerede, og snakkede om, hvad man i det hele taget skal bruge en fagforening til. Derfor er det værd lige at knytte et par ord til den bredere kamp.
Organisering gør stærkere!
Fagforeninger er arbejderklassens fundamentale form for organisering. De opstod som kamporganisationer af og for arbejdere. I dag føler mange, at fagforeningerne har bevæget sig langt væk fra denne arv og medlemmerne i det hele taget. At fagforeningen er blevet reduceret til en fordelsklub, der ikke kan tilbyde medlemmer andet end rabat på vinterdæk og lange næser hvert tredje år, når der skal forhandles overenskomst. Det har mange taget konsekvensen af, som det kan ses af de faldende medlemstal og manglen på fagligt aktive.
Det behøver ikke at være sådan!
Fagforeningen er ikke de store forbundskontorer eller de højt betalte formænd med slips, skjorte og gode pensionsordninger. Fagforeningen er arbejderne organiseret til forsvar for deres interesser. Intet andet. Det er sådan vi skal se på fagforeningen. Hvis man er utilfreds, skal man ikke melde sig ud, men i stedet blive aktiv for at ændre dem, og bringe dem ned på gulvet til os andre. Fagforenignerne skal gøres til det, de engang var, kamporganisationer for arbejderklassen.
Arbejdsgivere i offensiven
Der er ikke kun skraldemændene ved Remondis, der oplever angreb fra deres arbejdsgiver. De sidste par år har vi set en generel optrapning fra arbejdsgivere i alle sektorer. Blandt mange eksempler er f.eks. DSB’s forsøg i 2019 på at reducere antallet af tillidsmænd fra 99 til 29 og opsigelsen af overenskomsten i overenskomstperioden, noget som DSBs personale svarede igen på ved at lukke togtrafikken i Østdanmark i 12 timer, hvorefter ledelsen i DSB stak halen mellem benene. Buschauffører i hele landet har så dårlige arbejdsforhold, at de ikke kan komme på toilettet eller holde pause. Det har udløst den nationale kampagne “Det er tid til at trykke stop” der kæmper for ordentlige forhold for buschauffører. Kampagnen fik virkelig luft under vingerne, da buschaufførerne tog den til sig, og drev den fremad. Der er mange historier om tillidsmænd og arbejdsmiljørepræsentanter, der bliver fyret. Hvis arbejderne ikke stopper arbejdsgiveroffensiven, så kommer den til at fortsætte.
Det eneste der gennem årene har skaffet arbejderne bedre forhold er, når de har taget kampen op imod kapitalen. De konflikter der har været på Remondis de seneste år, har været sejrrige. Skraldemændene har vist, at de kan vinde, hvis de står sammen. Det er et eksempel til inspiration for resten af arbejderklassen. Arbejdsgiverne er i offensiven i disse år, og de kommer kun til at presse forholdene for arbejderklassen endnu hårdere. Derfor er det vigtigere end nogensinde før at lære af tidligere konflikter, så at vi står stærkere i fremtiden. De konflikter vi har set på det danske arbejdsmarked de seneste år, viser en flig af den magt arbejderklassen har. Der er ikke en pære der lyser, ikke et tog der køre og ikke en skraldespand, der bliver vippet uden arbejderklassens tilladelse.
