En ny undersøgelse viser, at langt over halvdelen af alle sygeplejersker overvejer at skifte arbejde. Sygeplejerskernes arbejdsforhold er blevet presset i årevis, og en coronakrise oven i hatten kan være dråben for mange. Revolution har snakket med Signe Helmer Petersen, som er sygeplejerske på infektionsmedicinsk afdeling på Rigshospitalet. Hun beretter om forholdene fra frontlinjen.
Underbemanding, stress og for få sengepladser. Det lyder som konsekvenserne af corona pandemien, men sådan så forholdene ud i det danske sundhedsvæsen, langt før corona ramte Danmark. Pandemien har ført endnu en række af problemer med sig og presset på sundhedspersonalet, herunder sygeplejerskerne, er enormt.
Allerede i foråret begyndte presset at stige på infektionsmedicinsk afdeling, hvor Signe arbejder: “I starten var det okay, men så blev patienterne rigtig dårlige,” fortæller Signe, ”vi blev også kimet ned, fordi covid hører under det infektionsmedicinske speciale. Det var fuldstændig vanvittigt.” Og selvom sommeren bød på lavere smittetal, står sundhedsvæsenet med et kæmpe efterslæb fra foråret. Med vinterens stigende smittetal begynder problemerne igen at presse på. Signe fortæller: “Nu begynder det at blive et problem med pladserne. Og specielt også ressourcerne. Der er ikke sygeplejersker til det. Også fordi de jo ikke har forberedt nogle på det.”
Det undrer Signe, at man ikke har været mere forberedt på anden bølge. “Det er det, der undrer mig allermest. De har jo snakket om den anden bølge, inden den første bølge rigtig kom i gang, så det giver slet ikke mening, at man ikke har oplært nogle sygeplejersker hen over sommeren eller givet dem nogle kurser.”
Og netop fordi der ikke er blevet oprustet og forberedt til anden bølge, står mange sygeplejersker nu og føler sig dårligt klædt på til at passe covid patienter. Signe fortæller: “På en af covid-afdelingerne er der ikke nogen infektionsmedicinske sygeplejersker, så de har kun hinanden at spørge. Der er ikke nogen af dem, der har prøvet at passe covid patienter før, så derfor er de meget usikre i det.” Signe fortsætter: “De er enormt bange for at lave fejl. Det er en stor bekymring for dem.”
Ikke nok hænder
Corona har også medført usikkerhed om vagtplaner og ressourcer. Især mellem jul og nytår har der været ressourceproblemer, både fordi der har været coronaudbrud på afdelingerne, men også fordi der ikke er nok, der har meldt sig til nødberedskabet. “Der er jo bare enormt meget sygdom og usikkerhed om vagterne,” fortæller Signe. Folk har således fået 72 timers varsel om at skulle arbejde mellem jul og nytår. “De har ikke kunne sige til eller fra omkring det. Det er blevet pålagt det. Enten kan du møde op på mandag, eller også kan du lægge din opsigelse.”
Signe fortsætter: “Der har været rigtig, rigtig dårlig stemning. Specielt fordi der er tre dages varsel om, at du ikke skal holde jul med din familie alligevel.” Problemerne med vagtplanen, grundet ressourcer og sygdom, skaber usikkerhed i hverdagen. “Man tænker altid, gad vide hvem der møder op i dag. Og der har også været kludder i vagtplanerne. Det er virkelig et puslespil, hvem der møder op, og om der er nok”.
Værnemidler
På infektionsmedicinsk afdeling er de vant til at bruge værnemidler, men i foråret gik der ikke lang tid, før bekymringen for at løbe tør for værnemidler satte ind. “Jeg har været i Uganda som studerende, hvor man også tænker over, hvad man bruger af udstyr, fordi der ikke er uendelig meget. Det har man aldrig tænkt på i Danmark før.” Signe fortsætter: “Jeg blev overrasket over, hvor hurtigt det gik, før vi løb tør, og jeg tænkte shit, hvad gør vi så, når der ikke er mere. Hvad gør vi så?”
Presset før corona
Det vil være fejlagtigt at bebrejde coronakrisen alene for den stigende utilfredshed blandt danske sygeplejersker. Signe fortæller: “Jeg synes sgu, det er presset, men det har det jo været længe. Det er ikke bare på grund af Covid.”
Signe fortæller om en situation på sin tidligere arbejdsplads på medicinsk akutmodtagelse på Bispebjerg, hvor de skulle gå i strejke. Det viste sig dog at det nødberedskab, de skulle stille med under en eventuel strejke, faktisk bestod af flere medarbejdere, end de var på afdelingen til daglig. Og selvom det lyder absurd med en afdeling, der kører på færre ressourcer end nødberedskabet, er det langt fra et enestående tilfælde.
I forbindelse med de seneste overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte i 2018 varslede Danske Regioner lockout af sundhedspersonalet på hospitalerne, men her måtte 53% af alle afdelingerne fritages fra lockout, og for de fleste afdelinger var det netop fordi, den daglige bemanding svarede til eller var mindre end nødberedskabet. På Rigshospitalet stod det endnu værre til. Der drejede det sig om 76% af afdelingerne, der måtte undtages fra lockout.
Mange års besparelser og ”effektiviseringer” har efterladt et udhungret sundhedsvæsen med knappe ressourcer. Det er ingen overraskelse, at de allerede underbemandede og pressede afdelinger på sygehusene har svært ved at få enderne til at mødes under corona.
Mangel på sengepladser
Det er ikke kun hænder, de mangler på hospitalerne. Også sengepladser kniber det med, og dette var også et problem før corona ramte. 20% af sengepladserne på hospitalerne er blevet fjernet mellem 2007 og 2020. Danmark ligger nu på en anden sidsteplads sammenlignet med resten af Europa, når det kommer til sengepladser. Og det kan mærkes.
Signe fortæller, at de på akutmodtagelsen på Bispebjerg ofte stod med komplekse patienter, som blev på modtagelsen i op mod 14 dage eller hele deres behandling, på trods af, at patienter maksimalt bør være på akutmodtagelsen i 3 dage og helst under et døgn. Men grundet mangel på sengepladser, på de afdelinger patienterne skulle være sendt videre til, var de tvunget til at beholde dem på akutmodtagelsen. Signe fortæller: “Vi blev ikke oplært i at skulle huske at made og bade patienterne. Det er ikke hovedopgaven på en akutmodtagelse, så det er ikke dét, der bliver prioriteret. Det er ikke det, der er en del af en modtagelse.” Mangel på sengepladser andre steder i hospitalsvæsenet skaber altså nye problemer, som sundhedspersonalet ikke er klædt på til at varetage.
Ringe i vandet
Psykiatrien bløder efter årevis med besparelser. Signe fortæller: “Man kan jo i den grad mærke, at psykiatrien ikke har fået penge i rigtig, rigtig mange år. Der er rigtig mange psykiatriske patienter, der ender på akutmodtagelsen, fordi de begynder at fejle alt muligt andet, fordi
de begynder at selvmedicinere. Det er meget tydeligt, at de bliver udskrevet for hurtigt i psykiatrien.”
Spareøvelser i psykiatrien lægger pres på andre dele af sundhedsvæsenet og samtidig er antallet af genindlæggelser i psykiatrien også stigende. Problemerne forsvinder ikke ved at fjerne senge eller udskrive patienter hurtigere. Tværtimod risikerer de psykiatriske patienter at ende på akutmodtagelsen eller med at blive genindlagt i psykiatrien. En psykiatri, der i årevis har været udsultet, har skabt forhold, der er uværdige for både patienter og sundhedspersonale.
Prioritering
En presset hverdag på afdelingerne på hospitalerne kræver en benhård prioritering, og virkeligheden matcher ikke dét, der bliver undervist i på sygeplejeuddannelsen. Signe fortæller, hvordan hun først selv som nyuddannet sygeplejerske, og nu som erfaren sygeplejerske, der oplærer sygeplejerskestuderende, konstant må prioritere på grund af de knappe ressourcer. Signe fortæller videre om forholdene på afdelingerne: “Vi har lavet en reel prioriteringstrappe. Det værste trin er det røde trin, og der forventer vi nærmest kun lige, at patienterne trækker vejret, når du går hjem.”
Hvor tit har I den slags dage?
“Her hen over efteråret har vi haft rigtig mange af sådan nogle dage. Og ude på modtagelsen på Bispebjerg var det hver dag i et halvt år nærmest. Det var også en af grundene til, at jeg ikke kunne holde til det. Det er en normal dag for mig at glemme at drikke og spise mad og gå på toilettet. Jeg tænker slet ikke over det længere. Jeg synes, det er en rigtig god dag, når jeg har nået alt det, jeg skulle, og når jeg kommer hjem, så tænker jeg, gud nej, jeg har jo faktisk ikke spist noget siden kl. 9 i morges.”
Sygeplejerskeflugt
“Men det er jo også derfor, der er så mange, der hopper fra. Jeg kan også nogle gange godt spekulere på, hvor lang tid jeg kan holde til det,” fortæller Signe, og dét er hun ikke alene om. I en undersøgelse lavet af Dansk Sygeplejeråd (DSR) og Megafon, fra december 2020, svarer 88% af de adspurgte sygeplejersker, at de overvejer at skifte arbejde. Ud af dem svarer 37%, at de overvejer at forlade faget helt. Blandt de højest scorende årsager er ønsket om en højere løn og om bedre arbejdsforhold.
Signe fortæller, at det især er hårdt for de nyuddannede sygeplejersker: “Der er jo desværre rigtig mange nyuddannede, som overvejer at forlade faget eller ikke at blive i faget særlig lang tid. Ud af omkring 20 sygeplejersker så er jeg nummer fire, der har været uddannet mere end fem år. Ellers er resten blevet uddannet indenfor de sidste par år. Og vi har en del, som er helt nyuddannede. Jeg ved, at nogle af de nyuddannede som er på min afdeling, har haft et virkelig hårdt efterår. De står ofte alene med komplekse patienter og travle dage uden den nødvendige opbakning til at håndtere det. Det er der mange, der knækker på.”
Tak er ikke nok
Politikere har stået i kø for at klappe af og sige tak for sundhedspersonalets indsats under coronakrisen, men sygeplejerskerne er trætte af hule gestusser og har i forberedelse til de forestående overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte (OK21) haft kampagner med budskabet “Tak er ikke nok”. Flere hundrede sygeplejersker afleverede også pænt de honninghjerter tilbage, de fik af Region Hovedstaden i december som tak for deres indsats i 2020. De vil have ordentlige forhold, flere kollegaer, og en løn der svarer, til den uddannelse de har, og den indsats de yder.
Men det ser ikke ud til, at forholdene for sygeplejerskerne bliver forbedret foreløbig. Tværtimod står de faktisk overfor at skulle gå ned i løn til de kommende overenskomstforhandlinger i år. Det sker, fordi de offentligt ansattes løn gennem reguleringsordningen er koblet sammen med lønningerne i det private, og erhvervslivet og de private lønninger det seneste år har lidt under coronakrisen.
Og det har skabt stor frustration blandt sygeplejerskerne: “Jeg er med i alle mulige sygeplejegrupper på facebook, og det var der, det var blevet lagt ud. Og der kunne jeg godt se i kommentarsporet, at folk var frustrerede over det. Især nu når der har været så meget debat om vores løn og vores arbejdsforhold. At vi så ovenikøbet skal gå ned i løn.”
Tilbage i foråret var Signe optimistisk: “Nu klarer vi det, og så skal vi nok finde ud af det og alt det her med lønkompensation, det skal vi nok finde ud af. Nu opdager folk, hvor vigtige vi er.” Men sådan har Signe det ikke længere: “Jeg er blevet enormt skuffet,” fortæller hun, og det er også hendes fornemmelse, at det er den følelse, hendes kollegaer sidder med. “Jeg føler, vi er blevet snydt.” Signe fortsætter: “Det er bemærkelsesværdigt, at vi er et af de erhverv, som der er størst tillid til blandt befolkningen. Men når vi udtaler os om, at vores løn- og arbejdsforhold er urimelige i forhold til coronasituationen, så bliver vi haglet ned.”
De samme politikere, som i årevis har udsat sundhedsvæsenet for besparelser og ”effektiviseringer”, har fundet milliarder på kistebunden til det private erhvervsliv og til minkavlerne. Coronakrisen har tydeligt vist, hvem der virkelig får samfundet til at køre rundt, og det er hverken politikerne eller kapitalisterne – det er arbejderne. Klapsalver og honningkager er ikke nok. Forhandlingerne om de nye overenskomster for de offentligt ansatte er i gang. Hvis der er råd til at garantere kapitalisterne deres profitter, så må minimumskravet i disse overenskomster til politikerne være at skabe anstændige forhold i sundhedsvæsenet og ordentlige lønninger til arbejderne i frontlinjen. Det er trods alt dem, som i årevis har smadret vores sygehuse, og det er deres ansvar at rette op på det igen.
