Socialdemokratiet ved magten har virket som den eneste stabile faktor i dansk politik og brillieret i meningsmålingerne. Frank Jensens klamme, sexistiske opførsel har været alment kendt i mange år. Hvorfor ryger den socialdemokratiske overborgmester og næstformand så netop nu?
Under overfladen af tilsyneladende stabilitet har samme krisefrø spiret i Socialdemokratiet, som står i fuldt flor i resten af i Folketinget. Krisen rammer partiet, fordi det forsvarer og administrerer et kapitalistisk system ingen fremskridt skaber for det store flertal, men trækker tværtimod samfundet med sig ned i sin eksistentielle krise. På det politiske plan udtrykker kapitalismens krise sig i mistilliden, mistænksomheden og foragten for alle politikerne og deres partier.
Den kapitalistiske krise har skabt en politisk radikalisering, især blandt unge, i relation til mange politiske spørgsmål, herunder kampen mod sexisme og undertrykkelse af kvinder. Det er et oprør mod en undertrykkelse, der har slavebundet kvinder i klassesamfundet i tusindvis af år, men som under kapitalismen får sit eget særegne, ækle udtryk. Krisen har ligget og ulmet under overfladen i Socialdemokratiet i lang tid, og det var derfor en tilfældighed, at det blev #metoo som fik krisen til at bryde ud i partiet. Samtidig er #metoo-bevægelsen et symptom på radikaliseringen, som har fundet sted i samfundet, der gør, at den herskende klasse og dens politiske repræsentanter ikke kan herske på samme vis mere.
Det, som er kommet frem af historier om krænkelser, er kun toppen af isbjerget. Hvad kvinder fra arbejderklassen oplever af forfærdelige og dybt traumatiserende overgreb – om det er på en aftenvagt i baren, på lageret i detailhandelsbutikken, i kopirummet på kontoret eller i køkkenet på restauranten – har fået minimal plads i mediernes overskrifter.
De skandaler, som fylder mest, kommer fra den politiske front. Den sexistiske råddenskab stikker dybt i partierne og deres ungdomsorganisationer, som den nye dokumentar fra TV2 ‘Partiernes skjulte overgreb’ med al tydelighed viser. Al politik, alt reelt indhold, er tilsidesat i dansk (ungdoms)politik. I stedet handler det om karrierer og privilegier. “Politik” er reduceret til en ren magtkamp. I den kamp bliver seksuelle krænkelser et værktøj til at smadre konkurrenter og fremme personlige interesser.
At en særlig syg kultur er en del af de borgerlige partiers DNA som i Liberal Alliance, er ingen overraskelse. De forsvarer med næb og klør et kapitalistisk system, som netop er baseret på massiv undertrykkelse af kvinder, på en konkurrencementalitet, der tilsidesætter alt, hvad der burde være menneskeligt, og på en ekstrem udbytning af andre mennesker.
Men at samme kultur er dybt integreret på i arbejderpartierne, viser noget om, hvor meget arbejderbevægelsen har adopteret og opslugt de værste elementer fra det syge samfund vi lever i. Samme sexistiske miljø hersker ikke kun i arbejderklassens traditionelle partier, men også dybt inde i fagbevægelsen. Ligesom i Socialdemokratiet lægger fagtoppen låg på sexchikanesager gennem flittig brug af tavshedsklausuler og fortrolighedsaftaler. Og ligesom i toppen af partierne er dette ligeledes en metode for bureaukraterne øverst i fagforeningerne til at beholde kontrollen, magten og privilegierne.
Det vidner noget om hvor langt arbejderbevægelsen har bevæget sig væk fra det grundlag, som den blev født på. Arbejderpartier og fagforeninger blev sat i verden for, at arbejderklassen, det store flertal, skulle tage magten, nedbryde det kapitalistiske system og opbygge en ny verden, som er fri for al undertrykkelse. Kampen for et nyt, socialistisk samfund kan kun lade gøre, hvis den indbefatter kvinder og kampen mod sexisme. Kampen for at udrydde sexisme som den sociale sygdom, som den er, kan på den anden side kun vindes ved at vælte kapitalismen og påbegynde et socialistisk samfund baseret på lighed.
