Tegn abonnement på Revolution!! Tryk Her!Leder: Statsminister Mette Frederiksen har spillet sit trumfkort: Arne-udspillet. Det er udspillet som giver meget lidt, til meget få, og intet ændrer ved den generelle stigende pensionsalder. Det er også udspillet, som har givet den nuværende regering dens vitalitet og indtrykket af, at partiet nu er vendt tilbage til de klassiske, socialdemokratiske velfærdsdyder. Det så vi op til valget i juni 2019, hvor løftet om tidligere tilbagetrækning var hvad der trak vælgeropbakningen væk under Dansk Folkeparti og løftede Socialdemokratiet til magten.
Det må derfor bekymre regeringen, hvor hurtigt armene kom ned igen efter Arnes tidligere tilbagetrækning blev præsenteret. De første par dage var medierne fulde af fryd og gammen fra de mange fagforeningslederes velorkestrerede, hyldestkampagne. Men glædesudbruddet fra arbejderklassen lod vente på sig.
Det er ingen overraskelse. Arne-udspillet rammer kun en lille gruppe, hvoraf mange allerede har mulighed for at komme på efterløn. Et plaster på et åbent benbrud, som en tømmer tørt bemærkede. For der er langt, langt flere som ikke kan arbejde til de 69 år, som politikerne nu til efteråret vil hæve den generelle pensionsalder til, på grund af Velfærdsforliget. Hver 5. 3F’er er ikke engang på arbejdsmarkedet længere når de bliver 60 år, men nu forventes det, at de skal arbejde yderligere 9 år mere!
At regeringen allerede nu har vist deres hånd stiller spørgsmålet: Hvis det var det bedste de kunne levere, hvordan skal de så bevare den glans og, tilsyneladende, klippefaste stabilitet, som omgiver dem, de næste tre år? Højt at flyve kan meget vel få dem til at falde meget, meget dybt. Mange arbejdere som har stemt på Socialdemokraterne står uden tvivl tilbage med følelsen: Var det virkelig det?
Den stigende pensionsalder er selvfølgelig ikke er problem for parasitterne i overklassen. De har, ligesom deres ivrige tjenerstab på Christiansborg, lukrative pensionsordninger, som sikrer et lang optimum de kan anvende efter forgodtbefindende, i samme luksus som de er vant til. De kan være bedøvende med hvad der bliver vedtaget af pensionsreformer fordi de store private virksomheder sørger for, at de kan have deres på det tørre.
Højere pensionsalder smadrer ikke kun ældre arbejderes alderdom. Det øger kampen om det begrænsede arbejde der er under kapitalismen, sikrer at der eksisterer en kritisk masse af arbejdsløse – som kan bruges til at presse løn- og arbejdsforhold – og dermed udbytte arbejderklassen som helhed endnu mere. Højere pensionsalder er et angreb på os alle og den vil regeringen fortsætte med at lade stige.
Vi lader os derfor ikke forblænde af Mette Frederiksens bluffnummer, når hun med lillefingeren giver en smule tidligere tilbagetrækning for en lille bitte gruppe. Den anden hånd trykker nemlig på den grønne knap i Folketinget her til efteråret og lader pensionsalderen ryge i vejret for alle arbejdere.
Første præmis for blot at diskutere tidligere tilbagetrækning er at skrotte det forhadte Velfærdsforlig fra 2006, som automatisk lader pensionsalderen stige. De lokale fagforeningers kampagne #68ErMereEndNok er et vigtigt skridt i den kamp. Men det er også klart, at demonstrationen imod højere pensionsalder den 11. september i sig selv næppe sætter en skræk i livet på politikerne. På den anden side er der akkumuleret meget frustration og vrede blandt store dele af arbejderklassen. Senest på grund af den måde hvorpå arbejderklassen blev kørt over på ved OK20-forhandlingerne; forhandlinger, som de mest aktive dele af arbejderklassen har forberedt sig på i flere år.
Derfor har en bevægelse mod højere pensionsalder muligheden for at blive en katalysator for den energi der ulmer i arbejderklassen. Det kan blive rigtig farligt for Mette Frederiksen, som netop har smidt det eneste es hun havde i ærmet. En frontal konfrontation mellem Mette Frederiksen og store dele af arbejderklassen vil ændre karakteren af regeringen: Den ville gå fra at være det mest succesfulde socialdemokratiske projekt i mands minde, til at være en forhadt fiasko.
