Bolsjevismen opstod som modstykke til mensjevismen, i det russiske socialdemokrati på dets anden kongres i 1903. Bolsjevisme kommer af ordet bolshinstvo, “flertal” på russisk, mens mensjevisme af “mindretal”. Begge udviklede sig først til distinkte politiske retninger de følgende år. Den bolsjevikiske fløj, ledet af Lenin, stod for den stramme revolutionære linje i modsætning til mensjevikkernes bløde opportunistiske politik. Bolsjevismen er marxismen anvendt på parti- og organisationsopbygning.
Karakteristisk ved bolsjevismen var Lenins strategiske orientering mod arbejderklassens magtovertagelse, som var styrende for alt det politiske arbejde. For at nå målet var det ifølge Lenin nødvendigt at bygge et centraliseret revolutionært parti, baseret på et solidt marxistisk teoretisk grundlag, hvilket blev konkretiseret i Bolsjevikpartiet efter det endelige split med mensjevikkerne. Det var disse metoder, som gjorde Bolsjevikpartiet i stand til at stå i spidsen for Oktoberrevolutionen i 1917 og etableringen af verdens første arbejderstat.
Centralt i bolsjevismen er ideen om et kadreparti, dvs. et parti bestående af de mest revolutionære elementer, der skoles i marxistisk teori og bliver i stand til at analysere og agere i klassekampen, som den udfolder sig. Det kræver konstant fokus på det politiske niveau og åbne og ærlige diskussioner af partiets linje. Således anvendte Lenin også Marx’ ideer og metode på de daværende forhold og udviklede dermed marxismens teoretiske arsenal indenfor en lang række spørgsmål. I Bolsjevikpartiet var der en stridslysten debatkultur om program, paroler, taktik og strategi. En stærk kontrast til situationen under Stalin, hvor al demokratisk debat blev lukket ned.
Debatterne i Bolsjevikpartiet blev ikke tager for deres egen skyld, men for at partiet kunne træffe den bedst mulige beslutning. Den centrale organisatoriske ide i bolsjevismen er idéen om demokratisk centralisme: En ret og pligt for alle medlemmer til at deltage i de demokratiske diskussioner, fulgt af disciplineret handling, når først en beslutning var taget. Det satte partiet i stand til udvikle sig og handle som en samlet enhed. Bolsjevikpartiet udviklede en organisationskultur, der var karakteriseret af selvopofrelse, dristighed og vilje til at trænge igennem enhver forhindring, for at nå det højere mål.
