Coronavirussen, krisen og den danske lockdown er stadig i sin spæde start, hvor vi kun har set begyndelsen på de omfattende sociale konsekvenser, den vil medbringe. Men på rasende kort tid har krisen bragt de sande klasseantagonismer i samfundet til overfladen, og det bliver dag for dag mere tydeligt, at arbejderklassen vil blive bedt om at betale prisen.
I skrivende stund står særligt restaurations- og hotelbranchen for skud. 15.000 er allerede blevet sendt hjem med en fyreseddel alene i denne sektor, mens 3F og Dansk Erhverv har indgået en aftale, der kan sende 65.000 arbejdere hjem uden løn. Her er der altså tale om organiserede arbejdspladser med overenskomst. I samme omgang underskrev 3F’s Byggegruppe sammen med Dansk Byggeri et protokollat, der ligeledes sender overenskomstdækkede murere hjem uden lønkompensation. Allerede inden den reelle lockdown var begyndt, var 350 ansatte blevet fyret fra landets største hotelkæde BC Hospitality Group. Men også i den semi-offentlige sektor har folk måtte lade jobbet. Få timer inden Mette Frederiksen annoncerede den danske lockdown, blev Post Nord-ansatte på prøveperiode fyret, og arbejdsgiverne kunne ikke oplyse årsagen. Årsagen er naturligvis, at man ikke ønsker at være nødt til at betale de hjemsendte cykelbude løn i den kommende periode. De mange aflyste arrangementer har også haft store beskæftigelsesmæssige konsekvenser.
Restaurantkæden Jensens Bøfhus, som i en længere periode har været i konflikt med de ansatte, og hvor arbejdsgiverne for nyligt har varslet lockout, har kækt valgt at udsende konfliktvarsel. Da arbejdsmiljørepræsentanten påpegede bekymringer blandt de ansatte for smittefare, responderede arbejdsgiverne så med at udsende andet konfliktvarsel. Kæden har nu – midt i nødsituationen – lockoutet medlemmer af 3F og er gået over til takeaway, men de resterende ansatte presses fortsat til at tage ”frivilligt fri”, så de ikke skal dækkes i løn.
Arbejderne i industri, byggeri og transport er blevet bedt om fortsat at gå på arbejde. Du skal gå direkte hjem, undgå offentlig transport og ikke foretage dig noget udover det absolut nødvendige i din fritid, har de fået at vide. I stedet for at lukke produktionen ned i nogle dage, så den kan reelt kan omstilles til en forsvarlig drift med de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, holdes den private sektor i gang og udsætter arbejdere og deres familie for smittefare. Buschauffører på Nykøbing Falster og byggeriarbejdere over hele landet har svaret igen på de manglende sikkerhedsforhold med spontane strejker.
Samtidig er omstændighederne også blev brugt til at gå til angreb på arbejdernes hårdt tilkæmpede rettigheder. Danske arbejdere er blevet bedt om at indløse feriedage i den kommende tid, hvilket vil efterlade mange uden nogen feriedage tilbage, når sommeren endelig kommer. 3F’s aftale med Dansk Byggeri og Dansk Erhverv har midlertidigt ophævet opsigelsesvarslet, hvilket betyder, at arbejdere kan blive fyret på dag til dag-basis. Køre- og hviletiden for danske chauffører er blevet suspenderet, så de kan følge med den stigende efterspørgsel på leveringer til danske supermarkeder i stedet for at flytte chauffører med ikke-essentielle arbejdsopgaver over i driften for levering til de danske supermarkeder.
Tydeligt er det, at arbejdsgiverne ikke har tænkt sig at sætte klassekampen på pause på grund af en virus. Mange dage skulle der heller ikke gå, før arbejderne i udsatte industrier blev bedt om at trække det tunge læs. SAS-medarbejderne blev bedt om at gå 20 procent ned i løn. De senere år har industrien scoret rekordhøje profitter, som de ingen intentioner havde om at dele med arbejderne. Men når krisen rammer, bliver arbejdere bedt om at ”løfte i flok”, så virksomheden kan komme bedst muligt ud af krisen. Underskuddet har arbejdsgiverne altså ingen problemer med at dele med arbejderne. Hold fri uden løn, hold din sommerferie nu og forbered dig på, at du skal betale arbejdsgivernes hjælpepakke og bankernes bankpakker i form af velfærdsnedskæringer og forringede løn- og arbejdsvilkår. Det er kapitalisternes version af ”samfundssind”!
En række lønmodtagere har modtaget forskellige typer hjælpepakker fra regeringen. Men arbejdere i prekære jobs synes regeringen systematisk at vende det blinde øje til. Alt imens at cafeer, restauranter, barer, butikker m.fl. lukker, står arbejderne – som i mange af disse tilfælde er ansat på 0-timers kontrakter – nu uden nogen indkomst. Restaurations- og hotelbranchen har som sagt været blandt de hårdest ramte – mange arbejdere her har været ansat på løse kontrakter uden timer, deltidskontrakter eller med så lav en indkomst, at de nu ikke er dagpengeberettiget. Mange arbejdere i de nu lukkede forretninger er ofte ufaglærte og timelønnede.
Nu hvor langt de fleste forretninger har drejet nøglen om på ubestemt tid, står de ansatte fuldstændig uden nogen indkomst. For dem er der ingen hjælp at hente. Freelancearbejdere, folk på projektansættelser og honorarlønnede står i samme situation og kan være tvunget til at melde sig ledige. For særligt disse folk er coronakrisen en katastrofe, der allerede nu efterlader dem i en umulig situation, hvor de ikke kan få enderne til at mødes i næste måned. På en uge er disse folks liv vendt på hovedet uden nogen ende på elendighederne i sigte. Arbejderklassen bliver endnu engang bedt om at bære den fulde vægt af krisen – en krise, der lader til at blive den største i kapitalismens historie.