Det nye års fødsel blev fejret med det sædvanlige ståhej. I London bød de festende starten på det nye årti velkommen med fyrværkeri, og det samme gjorde mange folk i Edinburgh og andre store byer. Storbritanniens nye premierminister fejrede uden tvivl endnu mere entusiastisk end de fleste andre. Efter at have vundet parlamentsvalget med et flot flertal, står det ham nu frit for at lede nationen til en succesfuld afslutning på brexit-forhandlingerne. Det er i hvert fald ideen.
Men virkeligheden er noget anderledes.
Kapitalens seriøse strateger ser ikke på fremtiden med entusiasme, men med rædsel. Når man læser finanspressen kommer man til at tænke på Bertold Brechts udtryk: »Den som ler, har ikke hørt de dårlige nyheder endnu.« Første januar leverede The Economist denne dystre dom over perspektiverne for verdensøkonomien:
»Den global vækst i 2019 var den langsomste siden finanskrisen i 2008-09. Verdens BNP voksede med omtrent 2.2%. Dette år bliver ikke meget bedre ifølge de sidste estimater fra the Economist Intelligence Unit (EIU), som er søstervirksomhed til The Economist. EIU forudsiger at den globale økonomi vokser med 2.4% i 2020.
Rige økonomier forventes at vokse i samme beskedne tempo som i 2019 – eurozonens vækst bliver næsten præcist det samme: 1.3% mod 1.2% sidste år. EIU forventer en relativt skarp nedgang i America fra 2.3% til 1.7% i takt med, at handelsspændinger fortsat trykker handel og investeringer.
En fortsættelse af afmatningen af den globale fremstillingsindustri kommer også til at trække væksten ned verden over. Et no deal-brexit kunne gøre tingene værre for Storbritannien og landets handelspartnere.«
Et no deal-brexit er på ingen måde umuligt. Boris Johnsons valgmæssige succes ser ud til at have gjort ham endnu dummere og mere uansvarlig end han har været hidtil. Det første han gjorde efter at være vendt tilbage til Downing Street nr 10 (premierministerboligen) var, at indføre en lov som gør det ulovligt for Storbritannien at forlænge forhandlingerne med EU længere end til december 2020.
Eftersom alle (undtagen den Gale Hattemagers teselskab, som nu regerer UK) er udmærket klare over, at det er umuligt at færdiggøre en meget kompleks handelsaftale på 12 måneder, udgør dette et anfald af kollektiv sindssyge. Storbritannien har balanceret på kanten af afgrunden i de sidste 12 måneder. Men nu, under tsar Boris den Førstes dristige lederskab, tager vi nu endnu et skridt frem.
Den eufori, som greb bankfolkene og kapitalisterne, da det gik op for dem, at Jeremy Corbyn ikke blev den næste premierminister, varede ikke længe. Pundet steg først i værdi, men dykkede så, da det gik op for verdens finanscentre, at Storbritannien var gået fra asken til ilden.
Bekymringen på verdens aktiemarkeder er velbegrundet. Et no deal-brexit ville være en katastrofe for Europa, en katastrofe for Storbritannien, og ville have en alvorlig effekt på verdensøkonomien som, på trods af den triumferende propaganda, nu befinder sig i en ekstremt skrøbelig position. Ethvert alvorligt chok (et no deal-brexit, en krig i Mellemøsten…) kunne sende den ud i en dyb recession – endnu dybere og mere alvorlig end krisen i 2008.
Når den virkelige situation står klart for det britiske folk, vil støtten til de konservative (som i virkeligheden er meget overfladisk) fordufte som dug for solen. Boris Johnson bliver ikke i stand til at opfylde sine løfter i en økonomisk krise, som kommer til at opstå direkte ud af den idiotiske politik, som han og hans brexit-bande, der nu styrer det konservative parti, er fast besluttet på at gennemføre.
Men hey! Hvorfor bekymre os om fremtidige katastrofer, der endnu ikke har fundet sted? Lev i nuet! Hyg dig! Spis, drik og vær glad, for i morgen… ja, det er noget helt andet. Det er nok at sige, at om aftenen den 31. december flød champagnen og Londons skyline blev lyst op af et herligt syn af 12.000 eksploderende styks fyrværkeri.
Fyrværkeri i New York – og i Baghdad
Samtidig, et par tusinde mil væk på den anden side af Atlanten, samledes mere end en million mennesker for at fejre nytår i området omkring Times Square. Denne begivenhed finder sted hvert år. Men i år var det anderledes.
For første gang planlagde New Yorks politi at bruge en overvågningsdrone til at holde øje med den årlige fest på Times Square. Ud over dronen sagde NYPD (New York Police Department), at de ville gøre brug af tusindvis af kameraer, betjente og andre sikkerhedstiltag for at sørge for, at festdeltagerne var sikre. »I kommer til at se mange betjente med meget udstyr og geværer,« sagde politichef James O’Neill.
Disse ekstraordinære tiltag er et grafisk udtryk på en ny følelse af usikkerhed, som gradvist har fået hold i det amerikanske samfund. Denne følelse afspejler den ekstreme ustabilitet på verdensplan, hvor USA bliver trukket ind i konflikter på mange fronter.
Destruktionen af Twin Towers i terrorangrebet den 11. september var en dyster advarsel om, hvad der kan ske i USA som følge af dets indblanding i de globale modsætninger, specielt i Mellemøsten. Denne ustabilitet er blevet markant forværret af den nuværende beboer af det Hvide Hus’ uforudsigelige handlinger.
Det viste sig, at den førnævnte drone slet ikke blev brugt på nytårsaften. Grunden var ugunstige vejrforhold. Præsident Trump er måske den mægtigste mand i verden, men det virker til, at han stadig ikke kan kontrollere vejret. Politichef Terence Monahan sagde, at dronen ikke kunne indsættes sikkert på grund af hård regn og vind. I stedet brugte politiet helikoptere til at holde øje med festen ovenfra.
Med eller uden drone løb festen af stablen uden nogle alvorlige hændelser. Folkemængden nød fyrværkeriet. Men få dage senere, i fjerne Bagdad, blev himlen lyst op af en anden, mere dødelig form for fyrværkeri. Efter næsten at være kommet i karambolage i 2019, fejrede USA og Iran det nye år til lyden af krigstrommer.
Eskaleringen begyndte den 27. december, da flere dusin missiler, angiveligt affyret af den iransk-støttede milits i Irak kaldet Kataib Hizbullah, ramte en irakisk militærbase i Kirkuk, og dræbte en amerikansk kontraktansat og sårede amerikanske og irakiske soldater. To dage senere svarede USA, på trods af protester fra den irakiske regering, med luftangreb på irakisk jord, som dræbte mindst 25 medlemmer af militsen og sårede over 50.
Efter tusindvis af militsfolk og demonstranter derefter angreb den amerikanske ambassade i Bagdad, sagde præsident Donald Trump, at Iran ville blive holdt ansvarlig. »De kommer til at betale en meget STOR PRIS«, tweetede Hr. Trump. »Dette er ikke en advarsel; det er en trussel. Godt nytår!«
Hr. Trump levede op til sit løfte. Den 3. januar gav han ordren til at snigmyrde den iranske general Qasem Soleimani med et droneangreb i Baghdad. Med denne handling sendte den amerikanske præsident straks hele verden, og specielt Mellemøsten, ud i en dyb krise.
Trump var ikke tilfreds med blot at rive atomaftalen med Iran, som møjsommeligt var blevet sat sammen efter flere års diplomati, i stykker, men er fast besluttet på at provokere regimet i Teheran i n’te grad. Og med det har han udvist komplet foragt for USA’s såkaldte allierede, som ikke blev spurgt til råds om dette nye eventyr, selv om det påvirker dem meget direkte.
Reaktionen fra selv de mest højreorienterede kommentatorer var universelt negativ. Den reaktionære Tory-avis Sunday Mail publicerede straks en artikel med rubrikken:
»Drabet på den iranske general Qasem Soleimani var et statsligt mord. Hvordan kan nogen være så håbløst dum?«
Hvem kan være så ”håbløst dum”? Det kan Donald J. Trump selvfølgelig: en nær ven af Boris Johnson, som Sunday Mail beundrer så højt.
Dette er ikke det rigtige sted at diskutere begivenhederne i Mellemøsten. [Det blev håndteret udmærket i en anden artikel https://marxist.dk/artikler/internationellt/6058-iran-mordet-pa-qassim-soleimani-bekaemp-amerikansk-imperialistisk-aggression.html]. Det er tilstrækkeligt at sige, at de seneste begivenheder i Mellemøsten kun understreger den ekstreme turbulens og ustabilitet, der nu eksisterer på verdensplan og på alle niveauer: det finansielle, økonomiske, sociale, politiske, diplomatiske og militære.
Disse er alle symptomer på et sygt socioøkonomisk system, der har udlevet sig selv og nu udgør en permanent trussel mod den menneskelige civilisations fortsatte eksistens, hvis ikke hele planetens fremtid.
Australien i flammer
Et af de mest spektakulære fyrværkerishows nytårsaften finder altid sted i Sydney. I år var ikke nogen undtagelse, på trods af at mange andre fyrværkerishows landet over var blevet skrottet. Australien har været hærget af frygtindgydende skovbrande, som er blevet forværret af høje temperaturer og flere måneders tørke.
Siden september har brande i det østlige Australien dræbt mere end seks personer, ødelagt mere end 700 hjem og har dækket byer (inklusive Sidney) i røg. Røgskyerne fra brændende er så store, at de kan ses fra rummet og er nået hele vejen til New Zealand.
Kritikere af showet i Sidney var imod det, fordi de mente, det ville sende det forkerte budskab. De opfordrede organisatorerne til at aflyse og i stedet donere pengene til bønder og brandvæsnet. Men hvorfor lade en katastrofe, som har kostet utallige borgere liv og hjem ødelægge en stor fest? Fyrværkerishowet i Sidney blev gennemført som planlagt.
Det siges, at kejser Nero sang og spillede på sin lyre, mens Rom brændte. Sydneys Borgmester gik i sin ærværdige forgængers fodspor og forsvarede beslutningen om at fortsætte med byens nytårsfyrværkeri. Fr. Moore fortalte til en pressekonference, at nytår var en vigtig fejring, som ville »give folket håb i en frygtelig tid.«
Det er den rette ånd! Australierne må blive ved med at smile, selv når deres hjem reduceres til aske, deres byer kvæles i tykke skyer af giftige dampe og et ukendt antal brændte lig ligger under ruinerne. Det vigtigste er at holde humøret oppe – og frem for alt holde profitmarginen for hotelejere, bankfolk og kapitalister oppe.
Spørgsmålet om profitabilitet var tydeligvis forrest i borgmesterens tanker, da hun mindede os om at: »Mange mennesker er allerede fløjet hertil og har betalt for hoteller og restauranter, og de har rejst fra over hele verden for at være her nytårsaften. Det genererer 130 millioner australske dollar (ca. 600 millioner kr.) for New South Wales’ økonomi, styrker vores turismeindustri, skaber jobs og støtter utallige små forretningsdrivende.«
Scott Morrisons Hawaii-ferie
For bare otte måneder siden blev Scott Morrison, leder af the Australien Liberal Party, hyldet som et politisk geni, for at have snuppet sejren i et valg, hvor han var forventet at tabe, delvist på grund af hans entusiastiske støtte til landets magtfulde kulindustri.
Hvor tiderne dog skifter! I takt med at temperaturen stiger, har mange australiere anklaget premierministeren for ikke at give tilstrækkelig støtte til de områder, der var ramt af flammerne. Hr. Morrison og hans regering har også oplevet en stigende reaktion mod deres klimapolitik.
Den australske premierminister står nu anklaget for at underspille krisens alvorlighed. Det virker lidt urimeligt. Aflyste han ikke sin velfortjente ferie for at tage rundt til brandzonerne? Jo, det gjorde han da, selv om beslutningen ikke blev taget let, men kun efter nøje overvejelse og en stor mængde dårlig omtale i pressen.
Hr. Morrisons beslutning om at tage på ferie med sin familie blev mødt med en forudsigelig vred reaktion i medierne og på de sociale medier, som fremførte, at han ikke burde være ”missing in action” på et tidspunkt med eskalerende krise, specielt eftersom han selv havde været kritisk over for en brandkommissær af samme grund.
Hr. Morrisons kontor benægtede i første omgang, at han var i Hawaii, men et billede, som blev offentliggjort på sociale medier, der tilsyneladende viste ham drikke øl på en strand sammen med andre turister, virkede til at så tvivl om sandheden i disse indignerede benægtelser. Fraser som #WhereisScoMo og #FireMorrison blev spredt vidt omkring online.
Til sidst bekræftede premierministeren, at han var på Hawaii, men ville vendte tilbage snarligt. Denne forsinkede udmelding kom kort tid efter at to brandmænd – begge frivillige og fædre til små børn – var blevet dræbt. De var de første brandmænd der døde i krisen.
»Som følge af de tragiske begivenheder vender jeg tilbage til Sydney, så snart det kan arrangeres,« sagde han i en udtalelse. Man kunne sågar sige, at premierministeren først hoppede, da ilden begyndte at svede hans bagdel. Men leder af ”oppositionen”, Hr. Albanese, udtalte, at premierministeren havde ”ret til en ferie”, men kritiserede ”manglen på information og gennemsigthed”. Sikke et kampsprog!
Premierministeren tilbyder ofrene – sine bønner
Efter dette ultimative offer, hvor han modvilligt måtte forlade sit skjul i Hawaii, viste Hr. Morrison sig at være yderst gavmild i sin ros til de frivillige brandmænd. De fleste af dem er trænede – hvilket er godt – men også ubetalte – hvilket er endnu bedre.
Disse modige mænd og kvinder risikerer dagligt deres liv for at bekæmpe dette voldsomme inferno. Nogle har mistet livet til flammerne. Men Hr. Morrison mener tydeligvis, at en god gerning er belønning i sig selv. Han har fast afvist alle opfordringer til bedre finansiering af brandmænd, og har sagt at de eksisterende ressourcer er tilstrækkelige og at de frivillige »ønsker at være der«.
Til gengæld har premierministeren været i stand til at vise sin gavmildhed og menneskelighed på andre måder. Han har været hurtig til at tilbyde ofrene for dette inferno – sine »tanker og bønner«. Som vi alle ved, er tanker og bønder ikke specielt dyre. Men når det kommer til penge til de nødstedte og garantier om forsikring, bliver Hr. Morrison pludselig meget stille, sikkert fordi stilhed gør det lettere at bede.
Desværre ser det ud til, at premierministeren bønner hidtil ikke er blevet besvaret. Temperaturerne er steget til nye højder og ilden spreder sig fortsat med foruroligende hast, og ødelægger hele lokalsamfund. Man har været nødt til at mobilisere flåden til at redde folk fra strande i områder, der er blevet opslugt af flammerne. Antallet af folk, som har mistet livet, kendes endnu ikke. Men et stort antal mennesker har mistet deres hjem og alle deres ejendele.
Samtidig gik tusinder af folk på gaden i Sydney, hvor luftkvaliteten er faldet til farlige niveauer. En kvinde, vis hus var blevet ødelagt af en skovbrand, stod udenfor parlamentsbygningen i Canberra med et håndskrevet skilt, hvor der helt enkelt stod »Morrison, din klimakrise ødelagde mit hjem.«
Australien har med sin kul-afhængige økonomi et af de højeste udledninger af drivhusgasser per indbygger i verden. Klima-ranglisten Climate Change Performance Index rangerede i 2020 Australien sidst ud af 57 lande for landets klimapolitik, og sagde at det var gået baglæns under Morrison-regeringen.
De enorme, uudnyttede kulreserver i det nordøstlige Australien har i årevis været begæret af den indiske kulgigant Adani. Da den australske regering i juni gav virksomheden lov til at udvinde kul fra reservatet, belønnede den ikke blot lobbyarbejde og politiske krumspring, de åbnede også døren for, at Adani kunne føre sin store plan for en kul-forsyningskæde, der strækker sig over tre lande ud i livet.
Kul fra den australske operation, som går under navnet Carmichael Project, vil blive transporteret til Indien, hvor virksomheden bygger et nyt kulkraftværk til næsten 2 milliarder dollar for at producere elektricitet. Strømmen vil blive solgt hen over grænsen til Bangladesh. Adanis sejr i Australien er med til at sikre, at kul vil forblive bundet sammen med de tre landes (som tilsammen har en fjerdedel af jordens befolkning) økonomi og liv i årevis, hvis ikke årtier.
Men disse bekymringer afvises af den liberale regering. Australiens vicepremierminister har sagt, at landet ”absolut” bør fortsætte med at bruge og udvinde dets kul. Vicepremierminister Michael McCormack afviste sådanne spørgsmål som værende bekymringer for »skøre venstreorienterede fra de indre byer,« og tilføjede: »Vi har haft brande i Australien siden tidernes morgen.« Muligvis, men ikke på så hurtig og ødelæggende en skala som den nuværende storbrand.
Under kapitalismen kommer miljøet og selve menneskelighedens interesser på en fjern andenplads efter afkast, renter og profit. Profit kommer først, altid. Almindelige menneskers liv, sundhed og sikkerhed må aldrig forstyrre kapitalisternes grådige higen efter merværdi.
Disse borgerlige politikeres attitude til millioner af almindelige australieres skæbne er karakteristisk for den foragt, der udvises af big business og dens politiske repræsentanter i alle lande. Det eneste, der mangler for at færdiggøre billedet, er at nogen rækker Hr. McCormick og hans chef en brugt lyre og et ark med vers fra kejser Nero.
