Kapitalismens krise har givet anledning til en skepsis overfor det bestående og ført til massebevægelser verden over. Fra de spanske Indignados over Syntagma-pladsen i Grækenland til de mere nylige nuits debouts i Frankrig er ungdommen begyndt at handle og udfordre det kapitalistiske system. I forlængelse af denne generelle stemning har vi også i de seneste år set adskillige spontane bevægelser bryde frem imod de mange former for undertrykkelse, som forskellige lag i arbejderklassen oplever under kapitalismen.
De inspirerende bevægelser som Idle No More, Black Lives Matter, de verdensomspændende demonstrationer imod vold mod kvinder d. 8. marts og dele af bevægelsen imod Trump er blot nogle nyere eksempler på den voksende vilje blandt arbejdere og unge til at kæmpe mod undertrykkelse og diskrimination. Den fremherskende tilgang hos ledelsen af mange af disse bevægelser, som ofte er en del af eller under indflydelse af den akademiske venstrefløj, er en “intersektionel” tilgang. Det er derfor ikke overraskende, at et lag af de unge og studerende, som bliver vakt politisk til live af disse bevægelser, ender med at se undertrykkelsen gennem disse teoretiske briller. Men hvad betyder intersektionalitet, er det brugbart i kampen mod undertrykkelse, og er det foreneligt med marxisme?
Intersektionalitet bliver oftest brugt til at beskrive eksistensen af adskillige overlappende former for undertrykkelse, der krydser hinanden i forskellige sammensætninger for hvert individ, der dermed skaber unikke erfaringer og sæt af sociale barrierer. “Behovet for at være intersektionel” er en vending, der tit bliver brugt i disse bevægelser. Det indebærer, at enhver kamp skal være inklusiv og repræsentere individer, som erfarer overlappende undertrykkelsesformer i modsætning til blot at fokusere snævert på én gruppe eller én undertrykkelsesform.
Marxister er enige i, at individer eller grupper kan opleve flere undertrykkelsesformer samtidigt, og at hver af disse kombinationer skaber et unikt sæt sociale barrierer. Ud fra et marxistisk synspunkt kan ingen enkelt form for undertrykkelse forstås eller overkommes isoleret, og kampen mod undertrykkelse og udbytning skal derfor inddrage og inkludere alle de undertrykte lag. Marxister modsætter sig også på det stærkeste diskrimination, fordi vi mener, at dette kun tjener til at splitte os, og dermed forhindrer den arbejderklassens enhed, som er nødvendig for at opnå frigørelse. På overfladen ser det altså ud til, at marxisme og intersektionalitet supplerer hinanden. Men hvis vi kigger under overfladen på den teori, som underbygger intersektionalitet, ser vi, at den intersektionelle forståelse af undertrykkelse og hvordan vi bekæmper den, er meget forskellig fra marxismens. På trods af de fleste af dens tilhængeres gode intentioner kan intersektionalitetn ikke give en tilfredsstillende forklaring på undertrykkelsens oprindelse, og kan derfor heller ikke fremsætte tilfredsstillende løsninger.
Det kan ikke understreges nok, at marxister kæmper mod alle former for undertrykkelse. Det at kritisere en anden tilgang til at forstå undertrykkelse i bevægelsen er ikke det samme som at afvise, at der findes flere former for undertrykkelse. Tværtimod; fordi det er vores ultimative mål at ende alle former for undertrykkelse og udbytning, er det netop vores pligt at fremsætte de ideer og metoder, som arbejdere og unge skal bruge for at opnå frigørelse. At skjule vores uenigheder vil ikke hjælpe bevægelsen på nogen måde.
“Intersektionalitet” i kontekst
For at forstå intersektionalitetens begrænsninger fra et marxistisk perspektiv bliver vi selvfølgeligt nødt til at se på intersektionalitetens grundsætninger og den historiske sammenhæng, hvori intersektionaliteten vandt frem. Intersektionalitetens fremvækst faldt sammen med de revolutionære bølgers nederlag i 1960’erne og 1970’erne efterfulgt af reaktionen i 1980’erne, som kulminerede med Sovjetunionens kollaps. Under den efterfølgende ebbe i klassekampen vandt identitetspolitik frem. Identitetspolitik, der blev udviklet i denne periode, er baseret på at definere folk ud fra deres personlige karakteristika (etnicitet, køn, etc.) fremfor deres klasse eller politiske synspunkt.
Dette er blevet brugt af den herskende klasse til at fremme småborgerlige karrieremagere, der er lette at indoptage i det kapitalistiske system. Identitetspolitik bliver af arbejderbevægelsens bureaukrater og den herskende klasse anvendt imod venstrefløjen og synspunkter, som tager udgangspunkt i klassekampen, i arbejderbevægelsen. Denne stigende orientering mod forskellige identitets- og undertrykkelsesakser kommer som et resultat af det svigt, som fagbevægelsens, socialdemokratiernes og stalinisters ledelse har lagt for dagen; de formåede ikke at lede arbejderne for at vælte kapitalismen, hvilket kunne have fjernet det sociale og økonomiske grundlag for de forskellige undertrykkelsesformer.
Især stalinismen har spillet en forræderisk rolle. Mens den russiske revolution i 1917 anført af bolsjevikkerne under Lenin og Trotskij, opnåede markante forbedringer for kvinder, homoseksuelle og undertrykte nationaliteter, betød Sovjetunionens degenerering under Stalin, at mange af disse sejre blev rullet tilbage. Sovjetunionens isolering og tilbageståenhed betød, at generel mangel stadig var et problem, og stalinisterne brugte alle de gamle opsplitninger og undertrykkelsesformer til at vedligeholde deres greb om magten og sætte en bremse på den internationale proletariske revolution. Stalinistiske politikker såsom genkriminaliseringen af homoseksualitet i Sovjetunionen, som blev afspejlet i stalinistiske kommunistpartier rundt omkring i verden, frastødte forståeligt nok mange arbejdere og unge, som oplevede undertrykkelsens byrde, fra kampen for socialisme. Sådanne politikker har intet at gøre med virkelig marxisme og medvirkede til en fragmentering af bevægelsen til adskilte akser for kampen, hvorimod den virkelige marxisme er imod alle former for undertrykkelse og tilskynder klasseenhed.
intersektionalitet, en feministisk forgrening, var faktisk en modreaktion til traditionel identitetspolitik, som havde en tendens til at dele bevægelsen op i separate kampe. Især sorte kvinder havde i årtier fremhævet, at kvindebevægelsen var domineret af hvide overklassekvinder, der ignorerede sorte arbejderkvinders krav og deres virkelighed, og at antiracismebevægelsen var domineret af sorte mænd, som ofte bagatelliserede kvindeundertrykkelse – bestemt ikke uvigtig kritik. Men intersektionalitetens ideologiske fundament baserer sig på postmarxistiske teorier som postmodernisme og poststrukturalisme. Det er teorier, der blev populære i akademiske kredse netop i en periode med kapitalistisk reaktion og stalinismens sammenbrud, mens fagbevægelsens og venstrefløjens ledelse opgav enhver forestilling om at kæmpe for socialisme og åbenlyst talte for en mere ”menneskelig” kapitalisme.
Mens fokus i den foregående periode havde været en radikal social og økonomisk forandring, var det i stedet ideer, tanker og sprog, som blev søgt analyseret og forandret under den efterfølgende periodes ebbe i klassekampen. Efter at have mistet troen på arbejderklassens evne til at radikalt at forandre samfundets økonomiske og sociale fundament, trak den akademiske venstrefløj sig tilbage til et fokus på at ændre, hvordan individer tænker. Intersektionalitet, som stammer fra denne ideologiske tendens, fokuserer på subjektive erfaringer og individets tanker, sprog og handlinger som udgangspunktet for at forstå og bekæmpe undertrykkelse.
Dette er en dybt idealistisk tilgang, som hviler på den forestilling, at for at forandre samfundet skal man forandre folks synspunkter først – eller endnu værre, at ved at forandre ”diskursen” kan man forandre virkeligheden. Sandheden er, at den dominerende ideologi i et klassesamfund er den herskende klasses ideologi. Ideologien hos folket, de som udfører revolutioner – de udbyttede og undertrykte masser, er gennemsyret af reaktionære ideer og fordomme, som er pålagt dem af den herskende klasse. Det er gennem kampen for at ændre samfundet, at mennesker (i stort antal) forandres og (i vid udstrækning) ændrer deres synspunkter. Dette er meget godt forklaret af Marx i Den tyske ideologi:
”[…] såvel den omfattende skabelse af denne kommunistiske bevidsthed som gennemførelsen af selve sagen kræver en omfattende ændring af menneskene, som kun kan iværksættes i en praktisk bevægelse, i en revolution; at altså revolutionen ikke blot er nødvendig, fordi den herskende klasse ikke kan styrtes på nogen anden måde, men også fordi den omstyrtende klasse kun ved en revolution kan nå til at skaffe sig alt det gamle bras fra halsen for at blive i stand til at grundlægge samfundet på ny.” (oversættelse fra Gyldendal 1965)
Den afroamerikanske underviser i jura Kimberlé Crenshaw tilskrives at have opfundet begrebet “intersektionalitet” i 1989 for specifikt at beskrive, hvorledes de amerikanske domstole ikke tog højde for den sammensatte diskrimination, som sorte kvinder oplevede på arbejdspladserne. I sin artikel ”Demarginalizing the Intersection of Race and Sex: A Black Feminist Critique of Antidiscrimination Doctrine, Feminist Theory and Antiracist Politics” henviser Crenshaw til adskillige retssager, hvor domstolene kun ville tage enten anklager om kønsbaseret diskrimination eller racebaseret diskrimination på arbejdspladsen i betragtning og dermed nægtede at anerkende, at sorte kvinder oplever sammensat diskrimination, ikke blot som kvinder eller blot som sorte individer, men som sorte kvinder. For eksempel afviste domstolen i sagen DeGraffenreid mod General Motors sagsøgerens anklager om køns- og racebaseret diskrimination, fordi General Motors havde hyret både hvide kvinder og sorte mænd tidligere.
Det er ubestrideligt, at sorte kvinder og andre grupper, der oplever sammensat diskrimination, falder gennem sprækkerne i det kapitalistiske retssystem. Disse er strukturelle huller, der udgør reelle, betydelige barrierer for, at undertrykte lag i arbejderklassen kan opnå virkelig ligestilling. Marxister støtter juridiske reformer der giver arbejdere og denne klasses undertrykte lag bedre mulighed for at kæmpe for deres rettigheder og forbedre deres levestandard. Men samtidig må vi forklare, at racisme og sexisme har rod i klassesamfundet og i kapitalismens behov, som retssystemet eksisterer for at forsvare i sidste ende.
Den borgerlige rets klassenatur kan ikke reformeres ud af retssystemet, så længe det er baseret på et kapitalistisk fundament. Så mens Crenshaws krav var at fremsætte en ny betegnelse for en beskyttet minoritet for sorte kvinder i retssystemet, må vi understrege, at det ikke vil ændre fundamentalt på de materielle og sociale betingelser, som muliggjorde den sammensatte diskrimination, som hun meget korrekt fremhæver, at sorte kvinder oplever både på arbejdspladsen og i det bredere samfund. Mens nogle intersektionelle feministers tekster har givet os en god indsigt i, hvordan sammensat diskrimination opleves af dem, der lever under flere undertrykkelsesformer, og de barrierer de bliver mødt med, forklarer marxister behovet for at bevæge sig ud over iagttagelser. Uendeligt mange kategorier kunne sættes op inden for retssystemet for at afspejle alle de mulige sammensætninger af undertrykkelse, men som marxister må vi stille spørgsmålet: ”Hvorfor findes denne undertrykkelse overhovedet, og hvordan kan den fjernes en gang for alle?”
Tanker og den sociale virkelighed
I en TED-Talk fra 2016 med titlen ”The Urgency of Intersectionality” refererede Crenshaw til retssystemets manglende evne til at adressere den dobbelte diskrimination, som sorte kvinder oplevede på arbejdspladsen, som et ”framing-problem”. Det antyder, at hvis dommere eller politikere havde en bedre ramme til at forstå undertrykkelse og sammensat diskrimination, ville individer og grupper, der oplever overlappende undertrykkelser, ikke falde gennem hullerne i retssystemet. Dommere med diskriminerende holdninger, som påvirker deres afgørelser, har naturligvis en betydning for undertrykte gruppers liv og opretholder disses marginalisering. Mens sorte mænd og kvinder oplever en høj rate af politivold og -drab uden konsekvenser for de pågældende betjente, har dommere i USA og Canada gentagne gange ladet hvide mandlige voldtægtsforbrydere gå fri. Det er tydeligt for enhver, at dommere frit kan handle på baggrund af deres afskyelige diskriminerende holdninger, og at dette er med til at opretholde undertrykkelse i samfundet og holde undertrykte grupper underkuede. Men hvor stammer disse holdninger fra, og hvordan kan vi komme dem fuldstændigt til livs?
Disse dommere og politikeres skadelige diskriminerende holdninger afspejler det kapitalistiske systems behov. Den kapitalistiske stat og dens retssystem eksisterer for at opretholde kapitalistklassens styre og profitter. Under dette system, hvor dommerne er ikke-valgte, hvor politiske løfter bliver brudt i det øjeblik, politikerne kommer til magten uden mulighed for tilbagekaldelse, og hvor mange af de vigtigste beslutninger bliver taget bag lukkede døre af ikke-valgte embedsmænd (dvs. finansfolk og direktører), eksisterer der ikke virkeligt demokrati eller mulighed for at stille nogen til ansvar. På samme måde er det på arbejdspladsen meget svært at stille arbejdsgiverne til ansvar for diskrimination, fordi de kontrollerer vores levebrød, og fordi der ikke er nogen demokratisk kontrol over den kapitalistiske produktion. Selvom diskriminationssager er blevet kæmpet og vundet, indebærer det ofte årevis i retten, tårnhøje omkostninger og mange andre hindringer, som gør dette til en umulig vej at gå for mange undertrykte arbejdere, især fordi arbejdsgiverne altid har råd til bedre advokater, og fordi retssystemet allerede er skævvredet til deres fordel. Når chefer faktisk bliver straffet, har det ofte marginale konsekvenser for dem, mens anklagerens liv er blevet trukket gennem mudderet. Alt imens holdninger afgjort kan spille en skadelig rolle i forhold til at opretholde undertrykkelsen, forbliver disse institutioners sociale og økonomiske grundlag den egentlige hindring for at overkomme undertrykkelse. For at sige det på en anden måde er det disse institutioners kapitalistiske væsen, som er roden til problemet, ikke holdninger hos de embedsmænd, der bestrider positioner heri.
For marxister er problemet altså ikke fundamentalt ”framingen”, eller hvordan folk tænker undertrykkelse. Ideen om at tanker og sprog er de dominerende kræfter, som former vores sociale virkelighed, stammer fra filosofisk idealisme, hvorimod marxister argumenterer for, at det er den sociale virkelighed, der former vores tanker. Man er ikke født med en komplet verdensanskuelse, ligesom de synspunkter vi danner os senere, ikke er faldet ned fra himlen. Det vi lærer og kommer til at tro om verden, bliver påvirket og formet af de materielle og sociale betingelser for den tid, vi lever i, og den produktionsmåde som ligger til grund for, hvordan resten af samfundet er organiseret. Dette betyder ikke, at hver eneste tanke eller kulturegenskab er et direkte produkt af samfundets økonomiske grundlag, men at det økonomiske grundlag lægger det generelle fundament for de dominerende synspunkter i enhver given tidsalder, og sætter visse grænser for, hvordan vi tænker.
Naturligvis er det ikke kun individer i magtfulde positioner, der har og anvender diskriminerende holdninger til deres egne snævre interesser. Almindelige arbejdere og fattige er også socialiseret med disse holdninger. Samfundets herskende ideer er den herskende klasses ideer, den klasse som under kapitalismen er borgerskabet. Kapitalistklassen beror sig på diskriminerende holdninger for at holde arbejderklassen splittet på baggrund af race og etnicitet, sprog, køn, religion og mange andre inddelinger. Disse inddelinger tjener et væld af funktioner, såsom at presse lønninger og skabe et ”kapløb mod bunden” blandt konkurrerende arbejdere og nationer og holde størstedelen af de undertrykte og udbyttede fra at forene sig mod deres fælles undertrykker: Borgerskabet. Borgerskabet ejer og kontrollerer de mest effektive midler til at udbrede ideer på såsom de største medier og kulturinstitutioner. Den herskende klasses ideer bliver også reproduceret gennem kirken, uddannelsessystemet og familien. Vores tanker bliver formet af disse institutioner, der afspejler det kapitalistiske samfund.
Kapitalismen tvinger arbejderklassen ind i en umenneskeliggørende og hensynsløs konkurrence, som fordrejer, hvordan vi forholder til os selv og hinanden. Folk er ikke født grådige eller diskriminerende, men vokser op i et individualistisk samfund, der sætter os op mod hinanden og bruger kraftfulde splittende budskaber for at holde os fra at forene os. Derfor er det, at udfordre hvordan vi tænker uden at ændre de materielle og sociale betingelser, som har affødt de diskriminerende holdninger, en begrænset tilgang til at bekæmpe undertrykkelse. At opholde sig ved tanker og ideer afskåret fra deres sociale og materielle oprindelse vil uundgåeligt resultere i en individualistisk og subjektiv forståelse af undertrykkelse, der vil lede opmærksomheden væk fra de økonomiske strukturelle rødder og risikere at atomisere bevægelsen.
I sidste ende er mangel det materielle grundlag for al social opsplitning. Et samfund der kan sikre godt arbejde, hjem og skolegang til alle dets medlemmer, behøver ikke at skyde skylden på “de andre” for manglen på boliger, uddannelse eller arbejde. Omvendt vil disse holdninger tage om sig i et samfund i krise. Marx forklarede det godt, da han skrev: ”Når mangel er generaliseret, bliver alt det gamle skidt genoplivet” (egen oversættelse). Sådanne holdninger kan ikke udraderes, så længe mangel stadig findes. Under kapitalismen er mangel fuldstændig kunstig, da vi har så avancerede produktionsmidler, at vi allerede har mere end nok rigdom og ressourcer til, at alle kunne have en god levestandard. Problemet med dette system er, at størstedelen af denne rigdom tilegnes af et forsvindende lille mindretal, mens resten af os må slås om krummerne. Det er grunden til, at marxister opfordrer til eksproprieringen af kapitalistklassen, så vi kan anvende al denne rigdom i flertallets interesse, og udradere splittelsens og undertrykkelsens materielle rødder.
Undertrykkelsens rødder: Subjektive eller objektive?
I intersektionelle feministiske tekster skrives der ofte om”strukturel” undertrykkelse, men fra et idealistisk standpunkt snarere end et marxistisk og materialistisk. For eksempel i forhold til de adskillige og forskellige krydsende former for undertrykkelse skriver bell hooks at: ”For mig er det ligesom et hus: De deler et fundament, men fundamentet er de ideologiske overbevisninger, omkring hvilke forestillinger om dominans bliver konstrueret” (egen oversættelse). I forlængelse af dette synspunkt skriver Patricia Hill Collins at: ”Empowerment indebærer en afvisning af de dimensioner af viden, uanset om de er personlige, kulturelle eller institutionelle, som opretholder objektivisering og dehumanisering” (egen oversættelse). Altså skal rødderne til undertrykkelse ses i et samfunds værdier og opfattelse af forskellige gruppers overlegenhed og underlegenhed, og vejen til at afskaffe undertrykkelse går gennem at afvise disse overbevisninger. Den tilgangs største begrænsning er, at den ikke forklarer, hvorfor eller hvordan disse værdier opstod i første omgang, og derfor ikke kan vise en vej til at udrydde disse værdier og opfattelser på masseskala.
Ved at gøre den måde vi forstår virkeligheden på til det primære mål for forandring, følger det, at undertrykkelse primært reproduceres på det individuelle og interpersonelle niveau. Ud fra dette synspunkt er enhver, der ikke oplever en given form for undertrykkelse, medskyldig i at reproducere den og vinder fordele ved den. Eftersom der er utallige sammensætninger af overlappende undertrykkelses- og dominansformer, postulerer intersektionel teori, at vi alle eksisterer i et uendeligt net, hvor vi alle samtidig undertrykker og bliver undertrykt af hinanden. I stedet for den herskende kapitalistklasse er det arbejderklassen, som bliver fjenden.
Selvom det er åbenlyst, at diskriminerende og undertrykkende holdninger og handlinger bliver udført af individer og inden for interpersonelle dynamikker (hvad revolutionære må fordømme og bekæmpe), har sådanne holdninger sociale og historiske årsager og er rodfæstet i klassesamfundets strukturer. På samme måde har, hvad der anses som en dominerende egenskab, som systemisk favoriseres i samfundet, også udviklet sig historisk: Ideen om hvidt overherredømme (“White Supremacy”) og racisme, som i sagens natur er sociale og strukturelle fænomener, blev udviklet af de koloniale europæiske nationers herskende klasser for at retfærdiggøre koloniale erobringer og slaveri, som kapitalismens udvikling har baseret sig på. Kvindeundertrykkelse har ikke altid eksisteret, men opstod med samfundets opdeling i klasser og ægteskabets oprindelse som en institution til at kontrollere kvindens seksualitet for med sikkerhed at kunne fastslå faderskabet og lade ejendom gå i arv. Racistiske og sexistiske holdninger afspejler disse materielle og sociale processer.
Mens individer utvivlsomt kan have og agere på diskriminerende holdninger på meget skadelige måder, tilgodeser disse holdninger og handlinger i sidste instans kun den herskende udbytterklasse. Men “privilegie”-konceptet, som ofte bliver bragt frem af intersektionalitetens tilhængere i bevægelsen, antyder, at de, der ikke er ofre for en særlig form for undertrykkelse, har interesse i at opretholde denne over andre eller aktivt bidrager til den ved at få ufortjente fordele. Marxister er enige i, at mennesker der er undertrykte på flere og overlappende måder, oplever større sociale barrierer og større påvirkning fra sammensatte diskriminationer. Men det, der ofte beskrives som privilegier, bør fra vores synspunkt snarere blive set som menneskerettigheder, som alle burde have. Vi bliver nødt til at afskaffe det system, der opdeler arbejderklassen og berøver undertrykte lag disse rettigheder, og derved holder os splittede og kæmpende for brødkrummer under finansmændene og chefernes bord. Vi siger: ”Vi skal ikke udjævne nedad og dermed skabe en lighed i fattigdom. Vi skal udjævne opad, og tage det, vi har brug for, fra den udbyttende og undertrykkende klasse!”
Undertrykkelsen af én gruppe medvirker til at opretholde det kapitalistiske system, der udbytter og undertrykker os alle på forskellige måder. Det er ikke i nogen arbejders interesse, at dominansen og undertrykkelsen af en anden gruppe fortsætter. På overfladen kan det måske se ud som om, at nogle arbejdere får goder på andres bekostning og derfor nyder godt af denne undertrykkelse. For eksempel er det almindelig kendt, at mænd bliver betalt mere end kvinder for det samme arbejde verden over. Men mænd bliver ikke betalt mere, fordi kvinder bliver betalt mindre eller omvendt. Der er mere end rigeligt rigdom til, at alle kan få en massiv lønforhøjelse, men størstedelen af den rigdom arbejderne skaber, tilegnes af den herskende klasse, som udgør et lille mindretal. Kapitalistklassen vinder ved at underbetale eller diskriminere kvindelige arbejdere, indvandrere, etniske og seksuelle minoriteter, fordi som nævnt tidligere presser det alle lønninger og tvinger nogle lag af arbejderklassen til at være mere ”fleksible” og parate til at tage prekært deltidsarbejde.
Marxister arbejder aktivt for at gøre arbejderklassen opmærksom på, at det ikke er i arbejdernes interesse at undertrykke og diskriminere hinanden. Det er primært gennem de konkrete erfaringer i kampen, at individer forandres, og deres ideer vil forandre sig tilsvarende. En såkaldt ”privilegeret” arbejder, der reproducerer diskriminerende holdninger, er faktisk med til at presse sine egne lønninger ned gennem en lavtlønskonkurrence fra mere undertrykte arbejdere, hvilket opretholder arbejdsgivernes profitter og det kapitalistiske system, der udbytter og undertrykker os alle. Arbejdere der ikke oplever flere former for undertrykkelse, har langt mere at miste ved at reproducere undertrykkelse mod andre, da det blot reproducerer deres egen udbytning. Alle arbejdere har en verden at vinde ved at forene sig i kampen for socialisme, som ville betyde en massiv forøgelse af alles levestandarder. I stedet for klassesolidaritet fremsætter intersektionaliteten konceptet om ”allierede”, som antyder, at forskellige sektorer af arbejderklassen og undertrykte har forskellige interesser og bør have deres egne separate organisationer. Marxister argumenterer for en fælles kamp baseret på fælles interesser, organiseret gennem socialistiske massearbejderpartier og fagforeningerne, der kæmper mod al undertrykkelse af arbejdere og mod klasseudbytning – det vil sige en kamp mod hele det kapitalistiske system og alt, det opretholder.
Faren ved ”privilegiepolitik” er, at det fører til, at aktivisterforsøger at overbevise dele af arbejderklassen om, at de faktisk vinder noget ved undertrykkelsen af andre lag af arbejderklassen og derfor har en anden interesse end dem, i stedet for at forklare, hvordan det er i vores alles interesse at forene os mod kapitalistklassen. Dette spiller direkte i hænderne på de kapitalister, som aktivt forsøger at reproducere denne myte og bruger racisme, sexisme og andre undertrykkelses- og diskriminationsformer til at retfærdiggøre det. Når ”privilegerede” arbejdere og undertrykte arbejdere forener sig mod cheferne og kræver ligeløn og lige forhold, gør enhedens styrke det muligt, at alle lag af arbejdere vinder mere fra den udbyttende klasse.
Undertrykkelsen og diskriminationen af nogle af lag i arbejderklassen tjener også som en belejlig syndebuk for den herskende klasse. Når kapitalismen er i krise, skyder den herskende klasse og dens repræsentanter i staten skylden for dette dødvande på den ene eller anden undertrykte eller marginaliserede gruppe og forsøger at spille os ud mod hinanden. Når folk kæmper for at overleve, og der ikke bliver præsenteret noget venstreorienteret alternativ, kan sådanne ideer slå rødder. Dette var meget tydeligt i det amerikanske præsidentvalg i 2016: Så snart Bernie Sanders var ude af valget, var Donald Trump i stand til at vinde magten ved at oppiske racistiske, mandschauvinistiske og xenofobiske følelser blandt et frustreret lag af arbejdere, (det skal dog bemærkes, at kun 25% af befolkningen stemte på ham) som så Hillary Clinton som repræsentant for status quo. Flere undersøgelser peger på, at en stor del af dette lag kunne vindes over til en venstreorienteret platform, som angriber ”milliardærklassen” i stedet for at gøre undertrykte grupper til syndebukke. De der stemte på Trump, var ikke født undertrykkende eller diskriminerende, men blev fodret med disse ideer som en forklaring på deres egen fattigdom og modgang. Dette er et konkret eksempel på, hvordan diskriminerende holdninger er rodfæstet i klassesamfundets strukturer og forstærkes af mangel, fattigdom og frustration over det kapitalistiske system, især når der ikke findes et egentligt venstreorienteret alternativ.
Det er ikke svært at forestille sig, hvor meget mindre attraktivt diskriminerende ideer ville fremstå, hvis alle var garanteret en høj levestandard med universel adgang til uddannelse, børnepasning, sygesikring, transport, boliger, kultur og så videre. Det ville være svært at skyde skylden på en anden gruppe for en anden gruppes lidelser, hvis alle var garanteret adgang til de ressourcer og muligheder, som giver en høj livskvalitet. Men dette er ikke muligt under kapitalismen, der er baseret på produktion efter profit i stedet for menneskers behov. En forenet klassekamp er nødvendig for at forene alle undertrykte lag i kampen mod det kapitalistiske system, som udbytter og undertrykker os alle.
Klassekamp og kampen mod undertrykkelse
Marxister er imod at opdele folk på separate akser af undertrykkelse og argumenterer for behovet for enhed. Den ene undertrykte gruppes kamp kan ikke forstås separat fra andre undertrykkelsesformer og det kapitalistiske system, som er årsagen til dem. Imens tilhængere af intersektionalitet argumenterer imod at opdele folk på enkeltstående akser, er resultatet af deres subjektivistiske tilgang, at man ender med at opdele folk efter et uendeligt antal konfigurationer af sammensatte undertrykkelser og privilegier uden nogen overordnet fællesnævner mellem dem. Det er, hvad den intersektionelle feministiske teoretiker og akademiker Patricia Hill Collins foreslår i sin bog Black Feminist Thought: Knowledge, Consciousness, and the Politics of Empowerment (1990), når hun skriver, at ”den overordnede matrix af dominans indeholder adskillige grupper hver med sine varierende erfaringer med straf og privilegier, som skaber tilsvarende partielle perspektiver… Ingen enkelt gruppe har en klar synsvinkel. Ingen enkelt gruppe har den teori eller metodologi, der gør den i stand til at opdage den absolutte ’sandhed’” (egen oversættelse).
Dette udsyn er noget pessimistisk og efterlader os kun med vores partielle subjektive sandheder og intet til at forklare undertrykkelsens oprindelse, eller hvordan man kan overvinde den én gang for alle. Det er et synspunkt, der fører til individualisme og navlepilleri i stedet for kollektiv kamp for at forandre virkeligheden. Verden eksisterer konkret uden for vores tanker og følelser. Vores forståelse af denne verden er naturligvis partiel og individuel, men den forbliver en refleksion af en objektiv virkelighed, og vores ideer om denne virkelighed bliver konstant testet i praksis mod den. De sæt af sociale og økonomiske forhold, der udgør kapitalismen, eksisterer objektivt. Hvis du ikke tror på dette, så se, hvad der sker, hvis du ikke arbejder for at tjene til føden eller betaler din husleje! Fordi størstedelen af os lever under kapitalismen og bliver udbyttet af den, er klasseanalyse og -kamp den bedste ”synsvinkel” og det bedste teoretiske værktøj til at forene os og opnå frigørelse én gang for alle.
Mens intersektionalitet ser alle former for undertrykkelse som lige fundamentale, påpeger marxister, at klasse er den fundamentale skillelinje i det kapitalistiske samfund. Den kapitalistiske produktionsmåde er basalt set baseret på at kapitalisterne, som ejer produktionsmidlerne, tilegner sig den merværdi, som arbejderne skaber. Dette betyder ikke, at klasseudbytning er den værste form for undertrykkelse i forhold til lidelse, eller at arbejderklassen på nogen måde er bedre end andre undertrykte grupper. Det betyder, at så længe vi lever i et samfund, hvor en parasitisk herskende klasse udbytter og undertrykker flertallet, kan ingen enkelt undertrykt gruppe nogensinde blive frigjort, fordi der altid vil være systemisk ulighed. Enhver repræsentant fra den herskende klasse, som udgør et mindretal, vil uanset sit køn, sin etnicitet eller seksualitet i sidste ende tjene sine klasseinteresser, som afhænger af opsplitningen og undertrykkelsen af flertallet af os.
De massive profitter som kapitalistklassen akkumulerer, repræsenterer det ubetalte arbejde fra arbejderklassen, som ikke får den fulde værdi af sit arbejde. Det er det, marxister mener, når vi taler om klasseudbytning – som ikke skal forveksles med ”classism”, der ikke betegner en økonomisk relation, men diskrimination af fattige, som antages at tilhøre en lavere social klasse. Marxister anerkender den betydelige rolle, som diskrimination og undertrykkelse spiller i det kapitalistiske system, men den økonomiske virkelighed og udbytning sætter arbejderne i en unik position, som gør dem i stand til at vælte hele systemet, fordi det er dem, der skaber al værdien i samfundet. Selvom ikke alle arbejdere oplever overlappende undertrykkelser, er størstedelen af de undertrykte udbyttet som arbejdere eller deklasserede, arbejdsløse eller lever under moderne slaveri. Det gør klasseudbytningen til den forenende faktor for alle undertrykte. Arbejderklassen indeholder langt størstedelen af alle samfundets undertrykte lag, og det er netop klassekampen, der kan forene alle disse undertrykte lag mod vores fælles fjende; den udbyttende klasse; og samtidigt nedbryde diskriminerende holdninger.
Desværre har de fleste ledere af studenter- og arbejderbevægelserne ikke formået at organisere en militant klassekamp, der kan forene alle de undertrykte lag. Imens er mange af disse bureaukratier begyndt at anvende intersektionel retorik for at skjule, at de i virkeligheden ikke kæmper for nogle vigtige reformer, der kunne forbedre forholdene for studerende og arbejdere. Rent symbolske politikker som indentitetsbaserede kvoter anvendes uden hensyn til personernes klassestandpunkt eller politiske orientering, hvilket i realiteten ender med at sørge for, at et par fordelagtige stillinger tildeles en håndfuld bureaukrater, der ikke har tænkt sig at mobilisere til kamp for forhold, der ville dæmpe undertrykkelsen og udbytningen af flertallet, der udgør de menige medlemmer og samfundet mere generelt. Den herskende klasse bruger lignende politikker i forsøg på at formilde de undertrykte og samtidigt holde deres udbyttende system fuldstændig uændret. Man behøver ikke kigge længere end til mange af de større bankers hjemmesider, der praler om deres ansattes diversitet for at se dette i praksis. Undertrykte gruppers repræsentation i banker og store virksomheder ændrer ikke på virkeligheden for flertallet af arbejderklassens undertrykte lag og uden at ændre på de materielle forhold, som lod undertrykkelse vokse frem, vil repræsentation i vores studenter- og fagforeninger i sig selv heller ikke ændre det.
Ideen bag ”repræsentation” er, at hvis blot flere folk fra undertrykte grupper ville tage vigtige poster (som valgte repræsentanter i studenter- og arbejderorganisationer og stille op til valg, samt som direktører, managere etc. i den private sektor), så ville det hjælpe med at udrydde eller mindske deres undertrykkelse. Det er vigtigt at forstå, at undertrykte grupper ikke er undertrykte, fordi de er underrepræsenteret; de er underrepræsenteret på grund af samfundets systemiske undertrykkelse, der opstiller hindringer for deltagelse i det offentlige liv og i politik. Den bedste måde at opnå egentlig repræsentation for undertrykte grupper i bevægelsen er kamporganisationer, der faktisk kæmper for at fjerne disse hindringer, som et led i kampen for at afskaffe disse undertrykkelser. Dette ville skabe entusiasme blandt bredere lag af historisk undertrykte og marginaliserede grupper til at forene sig og kæmpe for at overkomme de systemiske hindringer, der har blokeret deres deltagelse. Sådan en kamp ville fremme udviklingen af en virkelig ledelse fra neden i stedet for symbolsk repræsentation fra oven. Socialisme handler netop om at drage alle udbyttede og undertrykte lag ind i kampen for en bedre verden. Vores repræsentanter må vælges på baggrund af deres politik og evne til at lede en virkelig kamp.
Valget af kvinder som Margaret Thatcher, Angela Merkel, Theresa May og Hillary Clinton til en af samfundets højeste stillinger har ikke været med til at fremme kvindefrigørelsen, og revolutionære har aktivt agiteret mod dem og fortsætter med at gøre det. Det samme kunne siges om for eksempel direktøren for IMF Christine Lagarde, og listen fortsætter. På samme måde fortsatte levestandarden for sorte amerikanere med at falde under Obama. Som revolutionære støtter vi en venstreorienteret politiker mod enhver af disse uanset deres seksualitet, køn eller etnicitet. Repræsentation er et stærkt værktøj i den herskende klasses hænder, fordi den bruger det til at skabe illusioner til ledere, der repræsenterer kapitalismens interesser, alene på baggrund af deres seksualitet, køn osv. i stedet for deres klasseinteresse.
Medlemmer af den herskende klasse så som Hillary Clinton gør endda brug af intersektionel retorik for at hente støtte. Crenshaw og andre tilhængere af intersektionaliteten har ganske rigtigt fordømt dette og påpeget, at eftersom ”kvinde” ikke er en homogen kategori, repræsenterer Clinton ikke alle kvinders interesse på grund af hendes imperialistiske politik. Men fordi intersektionaliteten ikke går til undertrykkelsens udspring, er den i sidste ende ikke en trussel for kapitalistklassen eller deres reformistiske allierede, hvilket er grunden til, at de med en sådan lethed kan påtage sig intersektionel retorik for at fremstå mere progressive. Det truer ikke den herskende klasses medlemmer at påpege, at der eksisterer flere og overlappende former for undertrykkelse, så længe man undgår spørgsmålet om, hvorfor og i hvis interesse disse eksisterer. Der er en grund til, at menneskerettighedsforkæmpere ikke anvender et marxistisk sprog og forklarer, at alle undertrykte lag må stå sammen i klassekamp og vælte kapitalismen!
Reform eller revolution?
Betyder det, at marxister foreslår, at personer og grupper der oplever flere lag af undertrykkelse, bare skal tilsidesætte deres kampe i klassekampens navn, og at intet kan gøres for at kæmpe mod og mindske undertrykkelsen indtil efter den socialistiske revolution? Absolut ikke! Marxister er på det kraftigste imod alle former for undertrykkelse og diskrimination her og nu og bekæmper benhårdt opsplittende og diskriminerende holdninger i de sociale bevægelser og arbejderklassen generelt, fordi disse netop kun spiller ind i den herskende klasses hænder. Marxister tager skridtet videre og forklarer, at vi ikke kan forandre ideer på masseskala uden at forandre deres materielle oprindelse: Mangel og konkurrence. Dette er grunden til, at marxister deltager i de daglige kampe for reformer og forbinder disse med behovet for socialisme.
Eftersom den herskende klasse aldrig frivilligt gennemfører reformer uden kamp, er den bedste måde at vinde enhver reform gennem aktiv og kollektiv masseaktion fra neden, som får arbejdsgiverne og politikerne til at frygte for revolution. Kampen mod undertrykkelse og for enhver reform der ville mindske denne, bør ikke være den gruppes ansvar, som oplever en given form for undertrykkelse eller diskrimination, men må involvere hele arbejderklassen og dermed alle undertrykte grupper. Mænd og heteroseksuelle arbejdere har en direkte interesse i at gå ind for kvinders og LGBTQIA+-rettigheder, hvide arbejdere må gå med i kampen mod racisme og så videre. Vores styrke ligger i vores enhed, og enhver sejr for ethvert lag af arbejderklassen er en sejr for hele klassen og alle undertrykte.
Det er gennem den forenede klassekamp, at masserne begynder at indse deres forenede styrke og samtidigt opdager kapitalismens begrænsninger i forhold til at kunne give meningsfulde forbedringer i deres liv. Hvis vi ser på verden i dag, er det tydeligt, at nye, positive, reformer ikke er normen. Tværtimod kæmper arbejdere og undertrykte befolkningsgrupper overalt i verden for at beholde basale menneskerettigheder, som blev vundet tidligere. Så mens vi kæmper for reformer, der ville gøre undertrykkelsen mindre og forbedre arbejderklassens levevilkår, forklarer vi samtidigt, at ingen reformer er holdbare under en kriseramt kapitalisme. For at vinde permanente forbedringer må de kombineres med kampen for samfundets socialistiske omdannelse.
Når profitterne er truede, og kapitalismen går ind i en krise, vil arbejdsgiverne, finansfolkene og deres venner i staten ikke tøve med at tilbagetrække alt det, vi har kæmpet for og vundet tidligere. Dette fører som regel også til, at racisme og andre former for fordomme vokser frem, da højrefløjspopulister og en del af medierne giver forskellige undertrykte grupper skylden for nedskæringerne. Den eneste måde at fastholde fortidens fremskridt, kæmpe mod undertrykkende holdninger nu og bevæge sig i retning af et virkeligt lige samfund, er at gøre en ende på produktionen efter profit, så den enorme rigdom og de enorme ressourcer, der allerede eksisterer, kan anvendes demokratisk i flertallets interesser.
Den revolutionære forandring af samfundet
Det betyder ikke, at diskriminerende holdninger vil forsvinde dagen efter en socialistisk revolution. Undertrykkelse i alle dens former har eksisteret i generationer, i nogle tilfælde årtusinder, og har derfor sat sit mærke på menneskenes bevidsthed. Men massebevægelser har en dybtgående effekt på bevidstheden, da folk begynder at se hinanden på baggrund af deres fælles interesser og fællestræk i stedet for at se hinanden på baggrund af deres forskelligheder som konkurrenter. Det er meget sværere at holde fast i diskriminerende holdninger overfor kvinder, immigranter eller LGBTQIA+-individer, når de er ude på gaderne og med til at kæmpe for de samme ting som dig med livet som indsats. Under en strejke er det tydeligt, at arbejdere ikke har nogen interesse i at diskriminere mod hinanden, da dette ville underminere strejken. I massebevægelser nås denne konklusion på masseskala.
Et nyligt og stærkt eksempel er den egyptiske revolution i 2011, der væltede Hosni Mubarak. Kvinder i Egypten har historisk været udsat for en høj grad af diskrimination og vold, og muslimer og kristne har været i blodig kamp i årtier, men alligevel stod mænd og kvinder fra alle religiøse baggrunde sammen på Tahrir-pladsen. Diskriminerende og stereotypiske ideer om undertrykte grupper brød sammen i kampen mod en fælles undertrykker. Selvom den egyptiske revolution ikke væltede kapitalismen, er dette blot et glimt af, hvad der kan ske på generelt plan i en socialistisk revolution og den fælles indsats for at bygge et nyt samfund.
Ved radikalt at forandre samfundets økonomiske og sociale fundament efter et socialistisk program, ville undertrykkelsens strukturelle og økonomiske rødder blive fjernet. Uden en fåtallig udbyttende klasse der er drevet af profit, ville der ikke være nogen social eller materiel årsag til, at flertallet deles op i forhold til køn, seksualitet, orientering, etnicitet, sprog, religion eller nogen anden kategori. Når vi ikke længere er tvunget til at konkurrere om arbejde, uddannelse, pladser til børnepasning, mad, vand og boliger, vil den måde, vi forholder os til hinanden på, forandre sig fundamentalt.
Ledere der er demokratisk valgt og kan kaldes tilbage på vores arbejdspladser samt demokratisk tilsyn i ansættelsesprocesserne, kan være med til at forhindre diskriminerende praksis på arbejdspladsen. Kollektivt og demokratisk ejerskab og kontrol over medierne og uddannelsesinstitutionerne ville gøre meget for at bekæmpe diskriminerende holdninger i samfundet og sikre, at menneskehedens smukke diversitet både er noget, der undervises i og hyldes. Ved at ændre det socioøkonomiske fundament ville samfundet opleve en dybtgående forandring i massernes verdenssyn og holdninger.
Marxister bliver ofte beskyldt for at have en top-down, one-size løsning for alle. Tværtimod handler den socialistiske revolution netop om, at almindelige mennesker tager deres skæbne i egne hænder og bygger et nyt samfund, der passer dem. Marxisterne ønsker at lede masserne i en succesfuld omvæltning af kapitalismen og etableringen af et socialistisk samfund, der lægger et socialt og økonomisk fundament for, at ulighed, undertrykkelse og udbytning ikke længere har en materiel base. Herfra ville historisk undertrykte grupper have de muligheder og ressourcer, som de har brug for til at tilgodese deres egne unikke behov, som er opstået efter generationer af undertrykkelse og diskrimination. Med reel social lighed som fundament kan mennesker begynde at forholde sig til hinanden på et fundamentalt mere uforstilt og menneskeligt niveau; gennem opbyggelsen af et nyt samfund vil en ny kollektiv bevidsthed blive mulig.
