Foto: PAUDen tredje december måtte Finlands socialdemokratiske statsminister Antti Rinne trække sig efter en postarbejderstrejke udviklede sig til en massestrejke, som involverede over 80.000 arbejdere i forskellige industrier.
Strejken begyndte i midten af november, og blev officielt afsluttet den 27. november. Denne over to ugers lange strejke startede, da 700 finske postarbejdere i det statsejede Posti skulle flyttes over på ny overenskomst, som var aftalt mellem den finske industriforening og Finnmedia, som har overtaget dele af Posti efter at det blev udliciteret.
Fagforeningen for post og logistik (PAU) estimerede, at dette kunne betyde et fald i lønninger på 30-50 procent og alvorlige forværringer af arbejdsforholdene. PAU valgte derfor at indkalde til strejke, og over 10.000 af Postis 15.000 ansatte valgte at deltage få dage senere, og nedlagde effektivt alt postservice i Finland.
Solidaritetsstrejker
Solidaritetsstrejker brød ud i den ene sektor efter den anden, heriblandt i vigtige industrier som den finske havneindustri, Finair og transportsektoren. Det lammede den finske økonomi fuldstændigt i disse to uger og kostede virksomheder som Finair dyrt.
Dette er et udtryk for den generelle utilfredshed, der eksisterer i det finske samfund, og i stort set hele resten af verden. Utilfredsheden over den socialdemokratisk-ledede regerings uopfyldte valgløfter, spillede også en rolle, samt den forhadte såkaldte ”konkurrencedygtighedspagt”, der blev indført i 2015 af Finlands sidste centerhøjre-regering, som betød en stigning i arbejdstiden uden medfølgende lønforhøjelse i perioden 2016-2019.
Klassekampen tilspidses
Resultatet af strejken var at de 700 medarbejdere, der skulle flyttes over til den ringere overenskomst, fik lov til at blive på deres nuværende, indtil den skal genforhandles i 2022.
Men dette er bestemt ikke afslutningen på klassekampen i Finland, hvor de nye overenskomstforhandlinger også står for døren. Samme dag som strejken ophørte udtalte den finske skovindustris føderation, at de ville lockoute seks dage startende den 12. december. Dette kom som en respons på tre fagforeningers udmelding om strejke fra den 9.-11. december, der vil involvere over 100.000 arbejdere i en række industrier. Det er ikke utænkeligt, at denne strejke kunne udvikle sig og spredes til andre større industrier, hvor arbejderne lider under samme forringede forhold. Et nyt kapitel i klassekampen i Finland er ved at åbne sig.
Statsministeren væltet
Ikke nok med det, er der også en politisk krise under opsejling. Efter strejken trak det finske centerparti sin støtte til den nuværende socialdemokratiske regering. De mente, at statsministeren Antti Rinne havde håndteret strejken dårligt (formodentligt fordi den var succesfuld), og krævede hans fratræden. Resultatet er nu, at Rinnes regering får lov til at blive siddende som en ”midlertidig” regering, en regering, der ikke har parlamentarisk opbakning, og derfor forventes ikke at tage politisk handlen.
Efterfølgende får det finske socialdemokrati mulighed for at fortsætte som regeringsleder, såfremt at det fortsat kan vinde opbakning til en ny statsminister og danne regering igen. I så fald vil de kunne blive siddende indtil perioden udløber i 2023.
Finland står overfor en turbulent periode med kommende strejker og potentielt en ny regering, der bliver ledt af Finnernes Parti, Finlands svar på Dansk Folkeparti, der går fremad i meningsmålingerne. Partiets fremgang skyldes især det finske socialdemokratis indrømmelser til den herskende klasse, og deres svigt af de velfærdsløfter, som de havde givet i valgkampen, og det afspejler en voksende utilfredshed og mistillid til hele politikerstanden. Men en ny regering anført af populistiske løfter om at sætter den ”almindelige finne” først, vil ikke være nogen løsning på den finske arbejderklasses kvaler. Det var netop en regering med Finnernes Parti i, der introducerede den forhadte ”konkurrencedygtighedspagt”.
Finlands arbejdere har korrekt vist, at de eneste de kan stole på, hvis deres arbejdsforhold og liv skal forbedres er dem selv. Den solidaritet der viste sig i strejken vidner om en kampgejst og klassebevidsthed, der ikke blot tillader de finske arbejdere at forsvare deres nuværende forhold, men en der kan vinde endnu bedre forhold i fremtiden. Strejken bør være en inspiration for alle arbejdere herhjemme, når vi til næste år går til kamp i OK20.
