De traditionelle magtpartier har for første gang mistet deres flertal i Europa-Parlamentet. Det vil give mere frit spil til de centrifugale kræfter der river i EU’s sammenhængskraft.
Den politiske udvikling i Europa har over de seneste år tegnet et billede af et EU i krise. Storbritannien er i gang med at forlade EU i et langtrukkent drama, der har kastet landet ud i sin værste politiske krise i mands minde. Italien ligger i krig med EU over landets budgetplan og Europa-Kommissionen truer med at suspendere Polens stemmeret i Europa-Parlamentet som resultat af den polske PiS-regerings forsøg på at tage kontrol over landets retsvæsen.
Krisen i kapitalismen har undermineret den politiske stabilitet i det ene land efter det andet, hvor borgerskabets traditionelle partier kollapser, i takt med at de udfører nedskæringer og angreb på arbejderklassen. Den samme proces blev udtrykt i EP-valgresultatet, hvor de to store blokke, den socialdemokratiske og den konservative, mistede deres flertal. De to blokke har domineret Europa-Parlamentet de sidste 40 år, men med det nye valgresultat blev deres andel af sæderne reduceret fra 55% til 44%. De konservative og socialdemokratiske blokke mistede især pladser til den liberale og den grønne blok, der på trods af uenigheder er fælles om deres EU-entusiasme.
Krisen i EU intensiveres
Ved valget steg opbagningen til de nationalistiske partier i EU-parlamentet dog også, og de gik fra 20% til 25% af sæderne i parlamentet. Det var især polske PiS, italienske Lega, britiske Brexit Party, Ungarske Fidesz og franske Rassemblement National (tidligere Front National), der trak valgresultatet op. På demagogisk vis forsøger disse partier at aflede arbejderklassens opmærksomhed fra de reelle problemer, igennem racistisk nationalchauvinisme og påtaget anti-establishment retorik. Partiernes endnu begrænsede andel af sæderne i EU-Parlamentet vil formentlig ikke sætte dem i stand til at udgøre en udfordring for det liberale Europæiske borgerskab. De nationalistiske partiers fremgang siden krisen i 2008 reflekterer imidlertid en politisk tendens, der har spredt sig til flere Europæiske lande og til de traditionelle magtpartier selv.
Krisen i kapitalismen har udløst selvforstærkende processer over hele Europa, hvor en økonomisk og social krise har skabt grundlaget for en opblomstring af nationalistiske partier. Disse partier udgør imidlertid selv en yderligere destabiliserende faktor i den skrøbelige økonomiske situation, hvilket forstærker krisen i systemet yderligere.
Det er ingen hemmelighed, at EU er domineret af Tysk kapitalisme med Frankrig som juniorpartner. Mange svagere borgerskaber, så som det italienske, føler sig truet af den skærpede konkurrence i EU og på verdensplan og ønsker derfor at kunne bruge deres nationalstat mere aktivt til at beskytte deres virksomheder. Det Tyske borgerskabs EU-entusiasme skal ses i lyset af, at Tysk kapitalisme benytter EU som et værktøj til at sikre sin ledende position inden for vigtige industrier på grund af adgangen til det inde marked. De europæiske nationers EU-entusiasme eller EU-skepsis, er fordrejede politiske udtryk for de relative økonomiske styrkeforhold landene imellem.
’European Champions’
De europæiske kapitalister er bekymrede over deres virksomheders konkurrenceevne på verdensmarkedet. Indekset Fortune Global 500, der rangerer verdens 500 største virksomheder, havde i deres 2018-rapport 25 virksomheder med hovedkontor i et EU-land blandt top-100. Den tilsvarende rapport fra 2008, altså for ti år siden, havde imidlertid 41 EU-virksomheder placeret blandt top-100. Tallene illustrerer den krise og blindgyde europæisk kapitalisme befinder sig i.
Modsat hvad kapitalismens forsvarere påstår, så er kapitalismen ikke et fair spil på et frit åbent marked. Som Lenin beskrev, så er kapitalismen i dag karakteriseret af monopolers dominans over økonomien, og deres sammensmeltning med staten. Vi ser tydeligt disse tendenser i dag, hvor fx USA i stigende omfang indfører protektionistiske tiltag for at beskytte sine virksomheder, samtidig med at den kinesiske stat aktivt understøtter sine egne virksomheder.
Tysk og fransk kapitalisme ønsker derfor at øge sin konkurrenceevne bl.a. ved at styrke sine store virksomheder (af Macron døbt ”European Champions”), så de bliver i stand til at konkurrere med rivalerne fra USA og Kina. En måde at gøre dette på er ved at bruge EU mere aktivt, så store virksomheder får lettere ved at opnå en monopolstatus internt på det europæiske marked, hvilket vil gøre dem i stand til at konkurrere mere effektivt på verdensmarkedet. Vi har allerede set de første forsøg på dette med planen fra 2018 om at slå det franske transportselskab Alstom sammen med tyske Siemens, hvilket ville skabe verdens andenstørste jernbaneselskab, for at konkurrere med den kinesiske konkurrent CRRC. Planen om sammenlægning blev imidlertid forhindret af EU-Kommissionen, med begrundelse i EU’s anti-monopollovgivning, som er i tråd med EU’s regelbaserede orden om et ”fair” liberalt marked. En orden der på nutidens verdensmarked virker som en fjern utopisk liberalistisk drøm.
Den liberale orden under pres
EU-bureaukratiet og embedsværket i Bruxelles har på den måde hidtil fungeret som vogtere for den regelbaserede liberale EU-orden. Der er imidlertid grænser for, hvor effektivt EU-bureaukratiet kan holdet sammen på denne i en union, der er ramt af kriser og splid fra nord til syd og øst til vest. EU-Kommissionen består af 28 poster, der besættes af en repræsentant fra hvert EU-medlemsland. Forslaget til hvilke politikere, der skal besidde de givne poster udarbejdes af de europæiske statsledere i fællesskab, hvorefter det skal godkendes af Europa-Parlamentet. Den øgede fragmentering og polarisering EU landene imellem vil derfor også blive afspejlet i kommissionens sammensætning, som vil begrænse institutionens evne til at handle som en samlet enhed til forsvar for den nuværende liberale orden.
Valgresultatet får også konsekvenser for valget af formand for EU-Kommissionen. Hvordan posten som kommissionsformand udpeges, er genstand for et intrigant diplomatisk og politisk spil. Men i sidste ende skal kandidaten kunne samle et absolut flertal i Europa-Parlamentet. Eftersom den konservative og socialdemokratiske blok nu har mistet deres flertal, bliver de nødt til at tage hensyn til andre kræfter. De to ledende EU-lande, Tyskland og Frankrig, som også rykker længere fra hinanden, er nu i gang med en diplomatisk kamp bag kulisserne, om at sikre hver deres foretrukne kandidat til posten.
Det fragmenterede parlament gør det mere besværligt end sædvanligt for Frankrig og Tyskland at finde en kandidat, som de selv og et flertal i parlamentet kan bakke op om. De konservatives spitzenkandidat, Manfred Weber, der har Merkels officielle opbakning, er af mange politiske kommentatorer allerede dømt ude løbet. Der er derfor ikke utænkeligt, at de traditionelle magtpartier kan blive nødt til at give indrømmelser, især til den liberale blok, hvoraf mange er vogtere af den liberale EU-orden, for at sikre et flertal for deres kandidat. Således har mediernes darling, den liberale Margrethe Vestager, en reel chance som kompromiskandidat. En kandidat der i øvrigt viste sit værd i spidsen for Helle Thorning-regeringens nedskæringspolitik og privatiseringer. Men selv en liberal kommissionsformand vil ikke kunne styrke EU og den liberale orden. EU-Kommissionens sammensætning vil være påvirket af den politiske og økonomiske fragmentering i Europa. Og hvis ikke det tysk-franske ønske om at ændre lovgivningen omkring monopoler og dannelsen af ’European Champions’ bliver indfriet efter den nye kommissions dannelse, så vil en fremtidig skærpelse af konkurrencen om verdensmarkedet før eller siden presse tysk og fransk kapitalisme til igen at komme i konflikt med EU-Kommissionen over spørgsmålet og føre til yderligere opløsning af EU.
Kapitalismens krise og den skærpede konkurrence har udløst centrifugale kræfter, der hiver EU fra hinanden. Så længe det kriseramte kapitalistiske system består, vil Europas nationer derfor bevæge sig i retning af opbrud og konflikter. Kun ved at vælte det kapitalistiske system, der lægger til grund for krisen, vil det være muligt at skabe en ægte harmonisk sammenslutning af Europas nationer.
