Denne artikel er et længere uddrag af artiklen “Britain: the dying days of May’s government”, der blev bragt på fra marxist.com den. 13. marts. Artiklen blev bragt dagen efter at May’s brexit-aftale aftenen forinden var blevet nedstemt med et historisk stor antal stemmer i det britiske parlament, den aftale der efterfølgende er blevet stemt ned endnu en gang, uden at parlamentet er blevet enige om nogen anden aftale.
Nederlagene viste, at nok er Mays parti, De Konservative, i regering, men de er ikke ved magten. Intet er løst, og i skrivende stund er det uklart, om det britiske parlament vil nå en aftale eller om det ender i et “hårdt” brexit. Uanset udfaldet er brexit udtryk for en alvorlig krise i det konservative parti, der kun forstærkes af det nuværende kaos.
I et desperat forsøg annoncerede Theresa May, at hun ville gå af som partileder, hvis aftalen blev stemt igennem. Det gjorde den som bekendt ikke, men der er et enormt pres internt i partiet på Theresa May for at hun skal gå af. Allerede efter nederlaget ved anden afstemning, den. 12. marts, stod “mændene i jakkesæt” parat til at besøge May. Disse mystiske ‘mænd i jakkesæt’ er betegnelsen for de konservatives ‘gamle garde, som fortæller en upopulær leder, når deres tid er omme.
Degenererede
Det Konservative Parti af i dag er dog ikke længere, hvad det var under ledere som Eden, Macmillan eller endda Churchill. Partiet blev ødelagt af thatcheristerne.
Denne politiske degenerering er en integreret del af britisk kapitalismes æresløse forfald. Disse repræsentanter for erhvervslivet, der engang var så fremsynede, kan nu ikke længere se ud over deres egen næsetip.
I disse dage er det de Konservatives højrefløj i landområderne, som har kontrollen. De indlagte har overtaget kontrollen med galeanstalten og transformeret det Konservative Parti til et helt igennem reaktionært, euro-skeptisk parti.
David Cameron beskrev engang UKIP’s medlemmer som “skabsracister”, “tosser” og “sindsyge”. Dette beskriver nu nøjagtigt de aktive medlemmer i det Konservative Parti. Derudover har parti-”demokratiet” givet disse rabiate reaktionære retten til at vælge den konservative leder.
I stedet for at repræsentere de store virksomheders interesser, som tidligere har været deres traditionelle rolle, er de Konservative blevet overtaget af snævre “sektionelle” interesser.
David Camerons bøn om “ikke at blive ved at rejse spørgsmålet om Europa” faldt for døve ører. Euro-skepticisme forgiftede hele organismen. Jo mere de konservative ledere (og potentielle ledere) “rejste spørgsmålet om Europa”, jo mere populære blev de i partiets bageste rækker.
Dette førte til sidst til den katastrofale folkeafstemning om EU, hvis resultat chokerede og forfærdede big buisness. Brexit har skabt det største åbne split i den herskende klasse i 200 år.
House of Cards
Uanset hvilken vej May vender sig, støder hun den ene side eller anden side fra sig. Hun er desperat for at forhindre en splittelse i det Konservative parti. Men hver gang hun læner sig op ad euro-skeptikerne, ender hun med at gøre de konservative remainers vrede. Dette har endda resulteret i, at tre ‘moderate’, konservative parlamentsmedlemmer har forladt partiet og sammen med et lag af blairites har dannet The Independent Group.
‘Mændene i jakkesæt’ har travlt med at finde en vej ud af dette uhåndterlige dødvande. De formåede at undgå et sådant scenario sidste gang med Mays kroning. De fik den igennem for at undgå katastrofe. Men nu er situationen langt mere usikker.
May har mistet al respekt. Der er en antydning af dommedag over hele regeringen. Ledende kandidater har travlt med at positionere sig til det kommende konservative formandsvalg. Sådanne mennesker er meget hensynsløse, når det kommer til deres egne interesser og
politiske karrierer.
Der kommer flere og flere lækager fra regeringen. Det bliver mere og mere almindeligt med åbne trusler fra regeringsmedlemmer om at trække sig og gøre oprør. Smædekampagner er ikke ualmindelige. Bag kulisserne vrimler det med splittelser og fraktioner i de ledende cirkler. Klubberne i Pall Mall må svømme over med sladder, og barerne omkring Westminster må være fyldt med rygter.
Det er som en ægte version af House of Cards. Alle kendetegnene er der: kynisme, intriger, lyssky manøvrer og backstabbing – alt sammen skyllet ned med flere store glas gin og tonics.
Kampen er i gang
Hovedproblemet for de Konservatives ‘gamle garde’ er: Hvem kan erstatte May? Hvem er det “sikre valg”?
For to år siden anså etablissementet May for at være dette “sikre valg”. Men hendes tid som premierminister har vist sig at være en katastrofe. Dette afspejler den britiske kapitalismes tvivlsomme tilstand. Uanset hvad den herskende klasse gør – og hvem den vælger, vil det være forkert.
De konservative parlamentsmedlemmer har beføjelse til at vælge to kandidater til partileder-posten. Derefter skal medlemmerne af partiet vælge vinderen. For dem er det naturligvis sådan, at jo mere højreorienteret og euro-skeptisk, jo bedre!
Formandskampen er allerede igang. De mest ambitiøse manøvrerer allerede nu for at blive valgt og arbejder hektisk bag kulisserne – og endda ude i det åbne.
I øjeblikket ser det ud til, at Boris Johnson fører med støtte fra sin svengali, Jacob Rees Mogg. Men Johnson er stadig ikke vellidt blandt sine kolleger og blev tvunget ud af kampen i 2016. Han blev betragtet som en værdiløs udenrigsminister.
Ikke desto mindre er han et kendt ansigt – og de konservative medlemmers yndling. Hans racistiske bemærkninger om, at muslimske kvinder i burka “ligner postkasser”, og at sorte mennesker har “smil som vandmeloner”, bliver vel modtaget af disse snæversynede mennesker.
Den anden euroskeptiske deltager er Dominic Raab, tidligere Brexit-minister. Græsrodskampagnen “Ready for Raab” på de sociale medier promoverer aktivt hans kandidatur.
Jeremy Hunt, den nuværende udenrigsminister, vil måske søge at vinde både Remainers og Leavers over. Men hans bemærkninger om, at EU er som Sovjetunionen, begrænser måske hans appel.
“Jeremys håb hviler på at vinde fra midten, som en rolig stemme midt i galskaben, ligesom John Major,” sagde en minister. “Men problemet er, at jo mere han forsøger at appellere til partiets højrefløj, taber han venstrefløjen. Ingen ved rigtigt, hvor han står. “
Indenrigsministeren Sajid Javid vil sandsynligvis også deltage i kampen. Mens han er populær blandt de konservative parlamentsmedlemmer, er han mindre populær blandt de konservative medlemmer på grund af deres udbredte racisme.
I en anden tid ville Philip Hammond, den mest pro-business person i Mays regering, have været førstevalget. Men han har knust alle ambitioner om at blive leder med sin støtte til den blødeste form af Brexit.
“Det gjorde mig dybt upopulær blandt den gruppe, der rent faktisk vælger partiets leder,” indrømmer Hammond i et interview med Financial Times. Han er blevet de konservative Brexiteers plage.
Et af de konservative parlamentsmedlemmer kom med en cricket-analogi, som opsummerede situationen: “Dette formandsvalg ser ud som valget til the fourth 11.” [dvs. valg til fjerde-holdet – red].
For en socialistisk Labour-regering
Manglen på ægte talent blandt de Konservative er en nøjagtig afspejling af den britiske kapitalismes position. Med en omskrivning af Alexis de Tocqueville, den franske historiker: Enhver herskende klasse får den ledelse, som den fortjener.
Fra at have været et af de mest stabile lande i Europa er Storbritannien blevet et af de mest ustabile. Den herskende klasse og deres ‘repræsentanter’ er trængt op i en krog. De forsvarer et system, der falder fra hinanden, og forsøger forgæves at opretholde et ødelagt status quo.
“Storbritanniens ulykke er Irlands mulighed,” lød en gammel fenisk parole. På samme vis er de Konservatives rod nu Labours mulighed – til at fremtvinge et valg.
Labour må gå i offensiven. May og hendes lurvede regering hænger i laser. Og alligevel retter Labours højrefløj ikke deres angreb mod de Konservative, men indad mod Corbyn og venstrefløjen.
En energisk og klar valgkampagne kunne dog skære igennem dette og fange Blairiterne på det forkerte ben. Dette så vi i 2017, da Corbyn reagerede på Mays lynvalg ved at fremsætte et inspirerende venstreorienteret program sammen med en dynamisk kampagne med massemøder og stemmen dørklokker.
Det er, hvad der endnu engang er brug for, hvis dødvandet i parlamentet skal sluttes. Kun ved at sparke de Konservative på porten og bringe en socialistisk Labour-regering til magten, kan vi gøre en ende på Brexit-krisen og løse de problemer, som arbejderklassen står overfor over hele landet.
