Den asiatiske produktionsmåde er i marxistisk terminologi betegnelsen for en produktionsmåde baseret på to elementer: 1) Landsbyens kollektive ejerskab over jorden og 2) Et centralt statsapparat med ansvar for offentlige arbejder, oftest kunstvanding.
Marx og Engels har ikke behandlet emnet selvstændigt, men i forbindelse med andre værker, blandt andet Grundrisse, Bidrag til kritik af den politiske økonomi, Kapitalen og Anti-Dühring. Begrebet er, som de andre kategorier af produktionsmåder, en generalisering til forståelse af de konkrete historiske forhold.
Mens Marx og Engels’ generelle, abstrakte skema for det menneskelige samfunds udvikling indtil det nuværende stadie taler ud fra et europæisk udgangspunkt, startende med primitiv kommunisme, slavesamfund, feudalisme og kapitalisme, så var der en række samfund, der så at sige faldt udenfor. Det var samfund, der kom efter primitiv kommunisme, men stadigt var baseret på fælleseje over jorden, men på grund af de geografiske og meteorologiske forhold (som fx de periodiske oversvømmelser af Nilen) og fremherskende plantesorter (fx ris i Asien) kunne drage fordel af kunstvanding.
Men teknikker som kunstvanding rækker nødvendigvis ud over det enkelte lille landsbyfællesskab og forudsætter en central organisation i stor skala, registrering, viden om astronomi og matematik og som følge af alt dette også en form for skatteopkrævning i naturalier til underhold af administratorerne og disses væbnede styrker samt levering af arbejdskraft til de offentlige arbejder og infrastruktur. Med andre ord et statsapparat. Manglen på privatejendom betød også, at det kun var staten som “handelsmand” over for andre aktører, mens landsbyerne var selvforsynende, naturaliebaserede økonomiske enheder.
I samfund med asiatisk produktionsmåde fandtes politiske overbygninger, hvis lige kun kunne observeres langt senere i samfund, der gennemgik en mere klassisk europæisk udvikling. Men med én væsentlig forskel: hvor jorden og slaverne i den europæiske sfære i høj grad var mere eller mindre privatejede, og merproduktet tilfaldt disse ejere, var det under den asiatiske produktionsmåde staten eller dennes personificering, despoten, der tilegnede sig merproduktet i form af tribut. Mens det betød enorm udvikling af kultur (blandt de højere kaster) i form af skriftsprog, kunst osv. samt infrastruktur og imponerende bygningsværker som pyramiderne og den kinesiske mur, havde den asiatiske produktionsmåde også en udviklingsmæssig bagside: den var statisk.
På den ene side havde de primære producenter i landsbyfællesskaberne, der i øvrigt havde en mere eller mindre fast intern arbejdsdeling mellem forskellige håndværkere og bønder, intet incitament til ekspansion og udvikling, da overskuddet tilfaldt statsbureaukratiet. Øget befolkningsvækst betød blot etablering af en ny selvforsynende landsby som mere eller mindre en kopi af den oprindelige og med samme arbejdsdeling og produktion. Disse fællejende landsbyer var stabile enheder, som alt andet lige kunne være upåvirkede af, hvilken kejser som senest havde erobret magten.
På den anden side var statsbureaukratiet baseret på netop landsbyernes fællesejendom, og kunne højst drømme om at ekspandere geografisk og administrere de offentlige arbejder så effektivt som muligt. På den måde blev den asiatiske produktionsmådes styrke de offentlige arbejder og deraf højere produktivitet til en indre forhindring for en videreudvikling af produktivkræfterne. Deres udvikling stagnerede relativt i forhold til udviklingen i Europa, hvis umiddelbare underlegenhed til gengæld senere lagde grunden for feudalismen og derigennem kapitalismen.
