Med de Konservative (”the Tories”) i intern borgerkrig over Brexit er der snak i de konservative korridorer om udskrivelse af et hurtigt nyvalg. Dette er en klar mulighed, når man tager den kaotiske situation, som det konservative parti står i, i betragtning. Der er derfor reel mulighed for, at Jeremy Corbyn kan være på vej mod 10 Downing Street før snarere end senere.

Corbyn, der i årtier var næsten ukendt i offentligheden, kan meget vel ende i spidsen for den mest radikale regering siden 1945. “Udsigten til en regering fra den yderste venstrefløj, ledt af Mr. Corbyn og Mr. McDonnell, er ikke en vittighed,” skriver the Economist. Frem for alt andet frygter de masserne, der står bag Corbyn – en kraft, som kan skubbe en Labour-regering endnu længere til venstre.

En regering under Corbyns ledelse vil øjeblikkeligt blive konfronteret af toppen af erhvervslivet, med trusler om “kapitalstrejke”, kraftige udsalg af det britiske pund, milliarder, der sendes til udlandet, etc. Alt dette vil blive brugt til at oppiske en krisestemning. Den konservative presse vil uden tvivl også starte en hysterisk kampagne imod Labour.

Men vil etablissementet være parat til at gå endnu længere?

Historien gentager sig

I denne måned er det 50 år siden et komplot blev organiseret for at lave et kup imod den daværende Labour-regering under Harold Wilson.

Den 8. maj 1968 var Grev Mountbatten af Burma vært for en ekstraordinær forsamling i sit hjem i Belgravia i London. De tilstedeværende var Cecil King, formand for International Publishing Corporation og ejer af Daily Mail; dets redaktør Hugh Cudlipp; og Mountbattens forretningspartner, Sir Solly Zuckerman, der også var regeringens øverste videnskabelige rådgiver.

Den 68-årige Mountbatten blev af King opfordret til at lede en “national nødretsregering”, hvorigennem toppen af de væbnede styrker, forretningsfolk og andre fra Londons finansielle centrum ville overtage regeringsmagten. Men planen faldt fra hinanden, efter Zuckermann protesterede.

Kunne historien gentage sig under en Jeremy Corbyn-regering?

The Daily Telegraph mener, at det kunne blive tilfældet, og har for nyligt publiceret en artikel med overskriften: “Kunne det samme ske i dag?”

Artiklen påmindede os, at “blot en uge efter at Jeremy Corbyn var valgt til leder af Labour, advarede en tjenestegørende general i hæren om en direkte og offentlig udfordring, hvis en fremtidig premierminister Corbyn skulle sætte landets sikkerhed over styr.”

Rækkerne sluttes

Kupmagerne i 1968 var overbeviste om, at Storbritannien var på vej mod afgrunden. Mange i det britiske etablissement er af samme overbevisning i dag i forhold til en mulig Corbyn-regering. De ser radikal venstreorienteret politik som en katastrofe.

Men med the Tories dybt splittede og i krise ville “andre kræfter” være nødvendige for at fjerne en venstreorienteret Labour-regering. Det er her, at “staten i staten” kommer ind med deres hemmelige operationer for at miskreditere venstrefløjen. De ville støtte op om et kup.

De ville kunne igangsætte en konstitutionel krise, hvor højrefløjen i Labours parlamentsgruppe (blairisterne) kunne bruges til at vælte en Labour-regering i “nationens interesse”.

Monarkiet ville også kunne bruges i en sådan krise, som det skete i 1931, hvor de assisterede i at vælte Labour-regeringen og erstatte den med en national samlingsregering. Husk også på, at hæren ikke sværger troskab til regeringen eller parlamentet, men til kronen.

Højesteretsdommere, politichefer, generalstaben, topembedsfolkene, etc. er alle del af det britiske etablissement, som er fast besluttet på at forsvare det kapitalistiske system.

Den herskende klasse i Storbritannien, denne lille gruppe bestående af bankfolk, finansfyrster og kapitalister, som ejer og kontrollerer økonomien, vil gøre alt, inklusivt at lukke ned for det parlamentariske demokrati, for at beholde sin magt, rigdom og privilegier.

Det er ikke nogen tom trussel. Den herskende klasse i Storbritannien har været en af de mest hensynsløse i verden. Den vil ikke opgive sin position uden kamp.

Faktisk skrev Sir Ian Gilmore, som var en topteoretiker for de Konservative, engang: “Konservative tilbeder ikke demokratiet. For dem er majoritetsstyre et middel (…) majoriteten ser ikke altid, hvad der er i dens bedste interesse (…) For konservative er demokrati et middel til at opnå et mål og ikke et mål i sig selv (…) Og hvis det fører til et mål, der er uønskeligt eller i modsætning til sig selv, så er der en teoretisk begrundelse for at stoppe det.” (Inside Right, 1977)

Besejr etablissementet

En Corbyn-regering vil blive konfronteret med disse klasseinteressers fulde kraft. Den eneste måde at forhindre deres komplotter og sabotage er at afsløre hvad, der foregår, og mobilisere arbejderklassen til forsvar for Labour-regeringen.

Selv Clement Attlee (britisk politiker, Labour-leder samt premierminister fra 1945 til 1951. –red.) rejste inden krigen spørgsmålet om udenomsparlamentarisk handling i sin bog Labour in Perspective. I bogen beskrev han, at der findes dem, som “mener, at så snart det viser sig, at demokratiet ikke længere er villigt til at være tjenestepige for kapitalismen, så snart vil tilhængerne af det nuværende system afvise demokratiet. Folk af denne opfattelse mener, at ethvert forsøg på at ændre på de fundamentale elementer vil blive mødt med fysisk modstand (…) det er unyttigt at benægte, at der eksisterer denne mulighed.”

En Labour-regering kan ikke bare vente på det uundgåelige. Den vil være nødt til at udrense de væbnede styrker, embedsapparatet og dommerstanden, som kun eksisterer for at tjene etablissementet. Den vil være nødt til at fyre dommerne, generalerne og politiledelsen, og i deres sted vælge folk, der vil en socialistisk forandring, mens de samtidig bliver underlagt streng kontrol fra arbejderklassen.

Frem for alt bør en Corbyn-regering øjeblikkeligt tage skridt til at introducere en dekretlov, der kan gøre det muligt for den at overtage de 150 største monopoler, banker og forsikringsselskabet, der dominerer britisk økonomi. Dette vil fjerne magten fra kapitalisternes hænder og lægge den hos det arbejdende folk – det folk, der har skabt dette lands rigdom.

Det er den eneste måde at besejre etablissementet.

Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation