Det er ikke tilfældigt, at Karl Marx afsluttede Det Kommunistiske Manifest med ordene: ”proletarer i alle lande, foren jer!”.
For marxister er internationalisme ikke et moralsk spørgsmål, det er en økonomisk nødvendighed. Kapitalismen er et globalt system, der har trukket alle verdens afkroge ind i verdensmarkedet og vareproduktionen. Hvis kapitalismen derfor skal afskaffes, må kampen imod kapitalismen ligeledes være global. Fra et internationalistisk synspunkt er klassekampen i et enkelt land ikke enkeltstående og isoleret, men den er derimod en del af én global klassekamp. Arbejderbevægelsen blev skabt som en international bevægelse, der på tværs af landegrænser kæmpede for det fælles mål om socialisme – som kun kunne opnås, hvis revolutionen blev global.
Et socialistisk samfund skal kunne levere en produktivitet og levestandard, der er højere end i det mest udviklede kapitalistiske land, og eftersom alle moderne varer er skabt globalt, må en socialistisk økonomi også være international. Kampen for socialisme kan derfor ikke reduceres til en national kamp, men må derimod være en international kamp for en verdensrevolution.
Store dele af verden bliver udbyttet, udplyndret og holdt i fattigdom, krig og elendighed på grund af imperialistisk dominans. Internationalisme i marxistisk forstand har intet at gøre med NGO-arbejde og andet ”hattedameri”, der forsøger at afbøde kapitalismens rædsler, ved velgørenhed udefra ved fx at ”hjælpe de fattige afrikanere”. Denne slags småborgerlig ”internationalisme” er passiverende og hjælper ikke til at løse problemer men fastholder status quo. Virkelig internationalisme i marxistisk forstand handler om at se arbejdere i hele verden –uanset nationalitet – som brødre og søstre og støtte dem i deres kamp for frigørelse. Arbejderklassens befrielse er arbejderklassens egen sag. Den største støtte, som vi kan give arbejdere i andre lande, er at gøre op med vores eget borgerskab.
Alverdens nødhjælp og andre NGO-tiltag foregår altid indenfor systemets rammer og med det kapitalistiske system og magtstrukturer som forudsætning. Den eneste måde, hvormed der definitivt kan gøres en ende på den nød og fattigdom, som store dele af verden lider under, er at rive årsagen til lidelserne op med rode. Eller sagt med andre ord: at vælte kapitalismen på verdensplan.
Proletariatet har intet fædreland. Arbejdere på tværs af landegrænser har mere til fælles med hinanden, end de har med borgerskabet i deres respektive lande. Kløften imellem de herskende klasser og masserne fordybes hver dag, når kapitalismen fortsat eksisterer. Borgerskabet udgør en svindende minoritet, og kan kun herske over flertallet ved at udnytte arbejdernes diversitet til at opdele arbejderklassen med en uendelig række skel i forsøget på at svække arbejdernes solidaritet og kampkraft. Arbejderklassens fælles interesse i at vælte kapitalismen forener imidlertid arbejderne på tværs af alle nationaliteter, køn, religioner og andre skel.
