I foråret 2018, 50 år efter Maj ‘68, er klassekampen for alvor kommet tilbage på dagsordenen i Frankrig. I skrivende stund opleves der på tværs af landet massive strejker og demonstrationer af større karakter, end man længe har set. Jernbanearbejdernes landsdækkende fejde har spredt sig til flere sektioner af arbejderklassen. Air France arbejderne, tjenestemænd, advokater, postarbejdere, hospitalsarbejdere og socialarbejdere har taget kampen op mod Macrons altomfavnende og yderst aggressive “reformprogrammer”.
I kølvandet på Francois Hollandes bedrøvende præsidentskab, hvor han på ingen måde formåede at gennemføre de virksomhedsskatter og millionærskatter han gik til valg på, er de yderste fløje på det politiske spektrum boomet. Det mundede ud i, at både den venstreorienterede, Mélenchon, og hans nye parti, La France Insoumise, samt den højreradikale, Marine Le Pen, og hendes parti, Front National, fik stor fremgang.
At Mèlenchon fik stor fremgang er interessant, særligt taget i betragtning af, at han gik til valg med et nyt parti. Senere begivenheder har kun skubbet den franske befolkning længere ind i favnen på Mélenchon, og han opfattes nu som den primære opposition til Macron.
Kapitalisternes “centrist”
Macron løb dog med sejren i 2. runde af præsidentvalget i det, der blev omtalt som en historisk stor sejr for en fransk præsident. Macron blev under falsk bannerføring portrætteret som Europas nye, “centristiske” håb, der endelig skulle bringe stabilitet til det franske parlament. Men det har langt fra været tilfældet. Macron er og har altid været alt andet end moderat, men tværtimod tilhænger og udøver af en benhård, reaktionær nedskæringspolitik. 2. runde i det franske præsidentvalg bød på rekordlav valgdeltagelse, og 43% af Macrons vælgere har senere tilkendegivet, at de kun satte krydset ved Macron med henblik på at blokere Le Pens sejr.
Macrons nye arbejdsmarkedsreformer er som sådan ikke andet end, hvad der var blevet lovet tilbage i foråret 2017; men han har alligevel set det nødvendigt at gennemføre sin politik pr dekret. Reformerne er den naturlige konsekvens af en profitdreven økonomi i krise, der skal kæmpe på et presset internationalt marked. Dette bliver endnu mere tydeligt, når man kaster blikket tilbage på den fejlslagne, millionærfjendtlige politik Hollande gik til valg på, men umuligt kunne gennemføre uden at lægge sig ud med ejerne af de store kernevirksomheder, som truede med at flytte til udlandet.
Jernbanearbejderne står for skud
Hvad der er særligt kendetegnende ved de nuværende strejker i Frankrig, er, hvordan bevægelsen har spredt sig som en steppebrand og sparket en stærk mobilisering, også af studerende, i gang. Jernbanearbejderne var de første, der blev sat på Macrons skydeskive, ikke kun igennem forringede ansættelsesforhold, men også gennem den privatisering af jernbanerne, som Macron ønsker at gennemføre. De er fortroppen og en af de bedst organiserede dele af den offentlige sektor. En forværring af deres arbejdsforhold vil bane vejen for, at resten af arbejderklassen kan komme under angreb. Og der er ingen tvivl om, at det er det, der er på dagsordenen i Macron-regeringen. Arbejdsmarkedsreformen byder allerede på en markant undertrykkelse af de franske fagforeninger med henblik på at give arbejdsgiverne større råderum til at hyre og fyre.
I forlængelse af det har Macron offentligt kastet lange blikke efter den danske model og dens flexicurity, men kun med henblik på at skabe større frihed for arbejdsgivere til at hyre og fyre. Samtidig skæres der ned på arbejdsløshedsunderstøttelsen, så sikkerhedsaspektet af flexicurity-modellen bliver der ikke kastet elskværdige blikke imod. Den herskende klasse i Frankrig er stålsat på at smadre de offentligt ansatte og gøre Frankrig til et ægte iværksætter – og investeringsparadis.
De studerende mødes af repression
Mobiliseringen af de studerende har været i gang landet over. På kort tid har adskillige af landets største universiteter mobiliseret de studerende. Store generalforsamlinger er blevet afholdt, besættelser er blevet organiseret, og der flettes hurtigt tråde mellem de studerende og arbejderne. Svaret på de studerendes opråb har været politivold samt bank fra højre-nationalistiske grupper.
På universitetet, Montpellier, som befinder sig i en af Le Pens politiske højborge, havde dekanen og universitetsadministrationen svaret tilbage på de studerendes sit-in-aktion ved at tillade en køllebevæbnet højrefløjs-milits adgang via en bagindgang. Det resulterede i, at fire af de studerende blev sendt på hospitalet. Men angrebene har kun haft den modsatte effekt, og sympatien blandt de studerende vokser fortsat. Bevægelsen er ikke af samme styrke, som den man oplevede i 1995; men den er trods alt af betydelig størrelse. På aktionsdagen den 19. april gik 119.000 arbejdere i strejke, mens 300.000 demonstrerede.
Historisk upopulær
Der er ingen tvivl om, at de seneste begivenheder har efterladt et aftryk på det politiske landskab. Macron’s popularitet er lavere end nogensinde. Kun 11 måneder efter den historiske valgsejr er hans popularitet faldet til 11% (!). Befolkningen vender sig i samlet flok mod Macron. Og tendensen er fortsat støt stigende. Det er klart, at forskellige fag opererer med forskellige, specifikke krav for øje. Men de har harmoneret sig i samme banehalvdel. Ansættelsesforhold, lønniveau, arbejdsforhold og modstand mod nedskæringer er kernebegreberne i konflikten.
Hvis Macron-regeringens angreb på arbejderklassen skal stoppes, vil det selvfølgelig kræve en stålsat strejkebevægelse med bred base på arbejdspladserne. 5. maj nærmer sig med hastige skridt. Det er datoen, som markerer 50-året for generalstrejken i maj ’68. Macron har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt denne dag skal markeres samtidigt med, at Mélenchon har kaldt til politisk kamp.
Før kampen til ende
Mélenchon har opfordret særligt unge til at sætte lighedstegn mellem kampen mod reformerne og den generelle, reaktionære politik Macron-regeringen fører. Han kalder til kamp imod regeringens skattepolitik, mod EU-Canada handelsaftalen og mod de strammere krav til optagelse på universiteterne. Målet er at skabe en samlet bevægelse i opstand mod regeringen. Mélenchon vil vælte Macron-regeringen.
På halvtredsårsdagen hjemsøger ånden og fundamentet bag generalstrejken i ‘68 stadig den herskende klasse. Demonstrationer som den, der vil finde sted 5. maj, vil uanset deres størrelse naturligvis ikke vælte Macron-regeringen. Men de har potentialet til at opildne de i forvejen tændte masser til yderligere kamp og måske en endnu bredere strejkebevægelse. Meget afhænger af fagforeningernes ledelser. De kan vælge at trække bevægelsen i langdrag, holde kampene isolerede og forsøge at lukke luft ud af ballonen. Eller de kan vælge at gå forrest i en konsekvent kamp med stadigt stigende intensitet i retning mod en egentlig generalstrejke og rent faktisk vinde. De franske arbejdere og studerende har vist, at de er klar.
