Amerikanerne skal til præsidentvalg i 2016. Det skulle have været et valg mellem en Clinton og en Bush. Mere end velkendte navne i amerikansk politik, men hvad sker der? Ind fra højre kom den underholdende, men helt klart vanvittige, milliardær Donald Trump, og ind fra venstre kommer Bernie Sanders, der taler om en politisk revolution og skandinavisk socialisme.

I USA, landet der går i krig i ”demokratiets” navn, er det så som så med selvsamme demokrati. I USA så kampen om præsidentposten i 2016 længe ud til at komme til at stå mellem henholdsvis Hillary Clinton, gift med tidligere præsident Bill Clinton (1993-2001) for Demokraterne, og for Republikanerne Jeb Bush, hvis far George H. W. Bush og storebror George W. Bush begge er tidligere præsidenter (henholdsvis 1989-1993 og 2001-2009). Men valget i 2016 ser ikke ud til bare at blive, som det ”plejer”.

Demokrater og republikanere

Der er kun to politiske partier i den amerikanske valgkamp. Men begge partier, det demokratiske og det republikanske, repræsenterer den ultra lille gruppe af amerikanske mangemillionærer. De er højre og venstre støvle af amerikansk kapitalisme. Der er heller ikke et gram af demokrati over, hvordan partierne fungere internt. At blive valgt til kandidat handler om, hvor mange penge man kan skrabe sammen fra rige donorer til at køre valgkamp for, og når man bliver valgt, skal man selvfølgelig bevise over for sine rige donorer, at man er pengene værd.

Den amerikanske forfatter Gore Vidal skrev, at USA har “et politisk parti, ejendomspartiet, med to højrefløje, Demokraterne og Republikanerne”. Det er en rammende beskrivelse af det amerikanske politiske system. Det kan derfor ikke undre, at der eksisterer en udbredt lede over hele det politiske system. Den udtrykker sig bl.a. i den lave valgdeltagelse, hvor bare 54 % af de stemmeberettigede stemte ved det seneste valg i 2012.

Donald Trump

Mistillid til systemet, og at den amerikanske befolkning leder efter et alternativ, betød, at kampen om at blive præsidentkandidat kom eksplosivt fra start i de to partier. 17 kandidater kæmper om at blive den republikanske præsidentkandidat. I den demokratiske lejr er det 5. Hos Republikanerne fører mangemillionæren og reality TV stjernen Donald Trump i skrivende stund stort i meningsmålingerne med ca. 25 procent. Jeb Bush ligger nr. 5 med kun ca. 8 procents opbakning.

Trumps udtalelser omkring immigration er dybt racistiske, og når det kommer til udenrigspolitik, er de direkte vanvittige.  Men det er symptomatisk for situationen, at han bliver set som den eneste ærlige kandidat, som siger sin mening uden filter. Som Trump gentagne gange har påpeget, er der kun én person, der betaler for Trumps valgkamp, og det er Trump selv. Med andre ord er han ikke i lommen på store pengedonorer. Donald Trump er en demagog, som bl.a. taler til de reaktionære små virksomhedsejere i den amerikanske provins, som har været under massivt pres siden krisens udbrud i 2008. Hvorvidt han kan vinde, er endnu ikke til at sige.

Bernie Sanders

I den demokratiske lejr bliver arvekandidaten også overhalet indenom. Hillary Clinton førte stort i starten; men i takt med at Clintons tilslutning falder i meningsmålingerne, stiger Bernie Sanders opbakning. Sanders er en 74-årig senator fra Vermont, som er en af de mindre stater på østkysten af USA.

Sanders har stillet op som ”independent” før, og betegner sig selv som socialist i den skandinaviske socialdemokratiske forståelse. Sanders stiller op på krav om minimumsløn, flere offentlige arbejder, bedre social sikring o.l. og har gentagne gange udtrykt behovet for en politisk revolution, selvom det dog ikke er klart, hvad den indebærer.

Krisen i amerikansk kapitalisme har ført til voldsomme forringelser for arbejdere og unge i USA med nedskæringer for flertallet, mens mindretallet bliver usandsynligt rige. Vreden vokser over ulighed, fattigdom, racisme, homofobi osv. Men der er intet masseparti for arbejderklassen, som den kan udtrykke denne radikalisering igennem, og det er her, at Bernie Sanders kommer ind. Han forstår og har været i stand til at forbinde sig med den voksende utilfredshed.

Som han udtalte i Face of Nation: “Der er efter min mening massiv utilfredshed i dette land i dag med hele the coorporate establishment og deres grådighed og den utrolige ulige fordeling af rigdom og indkomst, som i øjeblikket eksisterer. . . når 99% af alle nye indkomster, der er skabt i dag, går til den ene procent i toppen, når den øverste tiendedel af den ene procent ejer næsten lige så meget rigdom, som de nederste halvfems procent, som består af mennesker der arbejder mange timer for lave lønninger, og alle pengene går til folk i toppen – så synes folk ikke, at det er en god idé.”

Behov for et arbejderparti

For alle os, der lever i Skandinavien, er det tydeligt, at Sanders snak om socialdemokratisk socialisme, ikke er andet end illusioner. Men det viser det massive skift, der er sket i USA, når en præsidentkandidat, i kapitalismens globale centrum, kalder sig selv for socialist. Sanders har holdt kæmpe politiske møder rundt omkring i staterne med flere tusinde deltagere, og hans kampagne er præget af unge og stor entusiasme fra deltagernes side.

Det, som vi ser i USA lige nu, er endnu et udtryk for den samme venstredrejning, som vi ser på verdensplan med bl.a. Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og Corbyn i England. Arbejderklassen over hele verden er træt af nedskæring og fald i dens levestandard. Størstedelen af politikkerne er tydeligvis korrupte og upålidelige; men lige så snart, der fremkommer en kandidat / et parti, der virker som et alternativ til det bestående, vækker det en enorm genklang i de brede masser.

De amerikanske marxister i Workers International League, IMT i USA, støtter naturligvis alle Sanders foreslåede reformer, der vil øge arbejderklassens levestandard. Men historien, senest i Grækenland, viser, at reformer som disse kun er mulige, hvis vi gør seriøse indhug i kapitalisternes private ejerskab til produktionsmidlerne. Uden en demokratisk planøkonomi vil den kriseramte kapitalisme fortsætte med at trække menneskeheden ned. 

Ydermere stiller Sanders op for Demokraterne, og han har sagt, at hvis han taber, vil han pege på Clinton som præsidentkandidat. Hvis Sanders havde stillet op som selvstændig kandidat, ville en række nye muligheder åbne sig op. Fagbevægelsen i USA har traditionelt støttet Demokraterne, som det ”mindste onde”; men Demokraterne kontrolleres af kapitalisterne. En række offentlige fagforeninger støtter allerede Sanders kandidatur. Hvis Sanders stillede op på en selvstændig platform for socialistisk politik, ville han let kunne vinde fagbevægelsens støtte, hvilket kunne bane vejen for det egentlige første arbejderparti i USA. Det ville være et kæmpe skridt for den amerikanske arbejderklasse. Uden et masseparti for arbejderklassen med organiske bånd til arbejderne vil en Sanders-regering være svag og i krise fra begyndelsen omringet af fjender til alle sider.

Livet lærer

Hvis Bernie Sanders havde kørt en kampagne, der opfordrede arbejderlederne til at bryde med Demokraterne og opbygge et arbejderparti, og hvis han havde forklaret, at ægte socialisme er det eneste svar på kapitalismens krise, ville han have givet et enormt bidrag til arbejdernes kamp. En sådan kampagne kunne slå rødder i hele landet og lægge grundlaget for fremtidige kampe. Desværre er det ikke den vej, som han har valgt.

Uden at have illusioner til Sanders som kandidat for Demokraterne og hans begrænsede reformistiske program byder vi den fornyede interesse for socialistiske ideer, som hans kampagne har skabt, velkommen.

Utilfredsheden vokser i USA, og massernes bevidsthed er under forandring. En Gallup-måling viste, at 67% af amerikanerne er utilfredse med indkomstfordelingen, og en anden måling fra juni 2014 viste, at 47% af amerikanerne ville stemme på en socialistisk præsident, hvilket gjaldt for 69% af unge under 30 år. Sanders har succesfuldt forbundet sig med denne stemning og legitimeret ideen om socialisme i en grad, der er uhørt i USA.

Den enorme amerikanske arbejderklasse begynder at røre på sig. Vækket af kapitalismens konstante angreb og et revolutionært opsving på verdensplan. Lige nu finder det et udtryk gennem den reformistiske Sanders; men dette er blot det første skridt på vejen til revolutionære konklusioner for den amerikanske arbejderklasse.

Denne artikel blev bragt i Revolution Nr. 14 (november 2015). Tegn abonnement fra 100kr.